Løbsrapport fra Jysk/Fynsk Mesterskab i Linjeløb i Odder

Jeg nåede aldrig at få lavet optakten til Odder’s løb, men helt ærligt så vidste jeg heller ikke hvor jeg ville stå. Efter Nyborg-løbet havde jeg det sådan, at hvis jeg ville floppe totalt i Odder, så var min sæson slut. Det var nærmest eneste grund til at jeg stillede op… jeg ville se hvor jeg stod fysisk og mentalt.

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: Birk Hansen

Odder, 6. omgange, 151,8 kilometer, 1398 højdemeter

Jeg ankom til Odder i god tid, men valgte, ikke at køre en omgang på ruten i bilen, selvom jeg ikke huskede ruten særlig godt. Jeg kørte vist ruten sidst i 2017, hvor jeg blev sat på Pederstrup-bakken i B-klassen, så huskede kun, at bakken var led. Resten af ruten huskede jeg faktisk ikke rigtigt så godt.

Jeg ved ikke hvad mine forventninger egentlig var, men jeg tænkte, at hvis jeg passede godt på mig selv, så kunne jeg måske holde en 2-3 omgange. Det ville faktisk være ganske okay, så jeg sagde til vores sportsdirektør, Henrik Nielsen, at jeg gerne ville prøve at passe på mig selv de første par omgange, for lige at genvinde lidt selvtillid. Ugen op til, havde jeg kørt en del Zwift og havde ramt nogle gode watt, og følt mig tilpas. Bl.a. kørte jeg et løb lørdag, hvor jeg satte min 2. bedste 20 minutters, samt 2. bedste 10. minutters for hele 2022. Sygdommen var væk, men selvtilliden havde stadig skrammer.

Henrik ville egentlig bare gerne, at jeg prøvede at få kørt nogle af de andre frem, eller i det mindste fik fortalt dem, at de skulle frem i feltet, hvis de sad for langt tilbage.

Løbet startede, og jeg lavede en klassisk Jeppe

Løbet blev startet og ud af boksen blæste Sparekassen Danmarks Morten Gadgaard, ud af boksen. Han kørte så voldsomt stærkt ned af, at han hurtigt slog godt hul til feltet. Jeg gled selv ret nemt frem i feltet på nedkørslen, så indtil videre var tyndekræften på min side. Der blev angrebet lidt, men det virkede som om, at der ikke var helt bund i angrebene. Ude foran kværnede Morten Gadgaard videre.

På en mindre nedkørsel kom jeg igen rullende hurtigere ned af, end de andre, og da fronten gik i stå, fandt jeg et hul, og trådte hårdt i pedalerne 3-4 gange, og kunne udnytte det til at komme afsted. Det med at holde sig i ro, må efterhånden siges at være urealistisk for mig. Jeg var lige ved, at lade mig falde tilbage, da jeg ikke ville få noget ud af, at ligge på mellemhånd, når Pederstrup ventede blot 1,5 kilometer længere fremme. Lige da jeg kiggede bagud, for at se hvad der var af hul, så jeg at Team coloQuicks Matias Malmberg var på vej op til mig. Jeg vurderede, at der måske var en chance for at feltet ville gå i stå, og hvis jeg lige kunne få luft på hjul af Malmberg, så kunne det måske være fint nok, at komme Pederstrup i forkøbet.

Derned af endte det faktisk med at være Malmberg der første og lige da bakken startede viftede han mig frem. Min umiddelbare tanke var, at blive bagved, men jeg blev lidt bange for, at han ville sænke farten for meget, og vi ville blive hentet. Jeg vidste dog godt, at jeg skulle passe på mig selv på bakken. Jeg gik frem for at tage min føring, men holdt mig ligeomkring hvad jeg tænkte jeg ville kunne holde den henover. Det gik tydeligvis – og forventet – ikke hurtigt nok for Malmberg, og han gik lynhurtig forbi mig. Faktisk tror jeg næsten at han forcerede, men jeg fik klemt mig med, og tænkte kun, at jeg ville hade mig selv, hvis han kom op til Gadgaard, og de to vil sejle væk. Da vi var lidt over halvvejs på Pederstrup-bakken, slog jeg et blik bagud, og så en BHS-PL Beton Bornholm-rytter komme susende bagfra, og det lignede, at hele feltet var lige bagved. Her vidste jeg, at de ville fange Malmberg og mig inden toppen, så jeg slap allerede der hjulet, og gjorde mig klar, til at skulle hægte mig fast i feltet, hvilket lykkedes. Jeg kom med over Pederstrup første gang, og selvom jeg led som et svin, så var det ikke hårdere end forventet.

Der blev nu kørt lidt sidevind, men her var jeg egentlig ret godt kørende, og havde ikke rigtig problemer her. Efter 15 kilometer ramte vi en sving, og pludselig kunne jeg mærke, at mit forhjul sejlede. Jeg var punkteret. Der var dog ikke den store panik, for det var måske et af de bedre tidspunkter at punktere, så jeg fik stukket armen i vejret. Faktisk ville jeg bare blive i feltet, da hjulet ikke var helt fladt, men vi ramte lidt sidevind, blev cyklen lidt for levende, så jeg slap, og få sekunder efter var følgebilen bag mig. Brian Lindbjerg fik hurtigt skiftet hjulet, og jeg røg på smækken af bilen, og blev stille og roligt kørt tilbage til feltet.

Det tog faktisk kun 6 minutter før jeg var tilbage ved kortegen, og jeg begyndte, at bevæge fra bil til bil. Der var altså noget kaos. Bilerne lå spredt, og der var mange ryttere mellem bilerne. Var flere punkteret? Jeg så pludselig min holdkammerat Anders Bruun komme sejlede ned igennem feltet med defekt. Heldigt, at bilen var kommet tilbage. Rundt i et sving endte jeg bag coloQuick-bilen, og rundt et et højre- og venstresving måtte de næsten smide bilen i grøften, for ikke at vælte flere ryttere. Det var ikke bilens skyld, faktisk var det pisse godt kørt netop for at beskytte rytterne, men det hjalp ikke lige på den kaosfølelse man sad med. Jeg fik dog klemt mig forbi de sidste biler og ryttere, og fik lukket til feltet igen. Herfra besluttede jeg mig, for at holde mig lidt bagved, og egentlig prøve at have så mange kræfter til rådighed inden Pederstrup. Jeg følte mig for faktisk rimelig ovenpå, hvilket var rart.

Da vi kørte ud på 2. omgang gjorde jeg mit klar til Pederstrup. Feltet var faldet lidt mere til ro, i forhold til angreb. Det var dog ikke lige en positiv ting, for det betød nok, at der ville blive kørt hårdt på bakken. Før bakken var der igen angreb, og der blev faktisk kørt godt til. Jeg endte lidt længere bagud, end hvad der var godt, hvis jeg gerne ville komme ind på Pederstrup som en af de første, og så kunne fire igennem feltet. Det var faktisk noget skidt. Hen mod bakken kunne jeg køre mig frem, men det var ude i vinden. Jeg passerede min holdkammerat, Rasmus Lundtoft Lindbjerg, og prikkede ham på skulderen, og fik ham med på hjul. Hvis jeg ikke selv kunne komme frem i en god position uden at få pulsen op, så kunne jeg i det mindste give Rasmus et gratis lift fremad.

Kort tid efter at bakken startede fik jeg placeret Rasmus, og nu måtte jeg grave dybt for at komme med over. Hver gang jeg kiggede ned på mine watt tal hoppede den mellem 540-600w, og jeg røg stadig stille og roligt bagud, og vi var ikke engang halvvejs på bakken. Det gav mig to muligheder. Enten skulle jeg bare lukke øjnene og presse på, men så ville jeg nok eksplodere inden toppen, eller jeg kunne slippe og finde ind i en rytme jeg kunne holde, og så måtte jeg prøve at lukke på toppen. Begge ting gav mig dog meget lille chance for at komme tilbage, men da jeg så at der blev angrebet fremme i feltet, vurderede jeg, at farten kun ville stige, og jeg slog ud og fandt ind i min egen rytme. Der var nu gået ca. 40 minutter af løbet.

Jeg eksploderede ikke, og nu begyndte en usandsynlig jagt!

Hen over toppen af Pederstrup fik jeg hurtigt gang i cyklen. Alle servicebiler var næsten sluppet forbi mig, men jeg fortsatte ufortrødent. Vores egen bil kom også forbi med Anders Bruun på smækken. Han var på vej tilbage efter sin defekt. Jeg hoppede med kort, men kunne alligevel ikke få mig selv til, bare at sidde på hjul. Det var jo snyd. Jeg brugte dog de andre biler der kom forbi uden at have dårlig samvittighed. Jeg var måske blevet sat, men jeg jagtede stadig som en aktiv del af cykelløbet, og jeg kunne jo ikke gøre for, at de ikke kunne komme frem, fordi de absolut ville forbi mig. Der gik dog ikke engang 1,5 minut før alle biler var forbi, og jeg var efterladt. Dog kunne jeg hele tiden se feltet, og min eneste tanke var, at hvis udbruddet kørte og de bare gik i stå i et par minutter, så kunne jeg komme tilbage. Måske var jeg for tung til Pederstrup, men jeg havde stadig saft og kraft i benene. Jeg kunne hele tiden holde den på 420-430w og jeg gjorde mig så aerodynamisk som overhovedet muligt. Så længe jeg kunne se kortegen ville jeg jagte. Enten det, ellers ville jeg køre mig selv helt ud indtil i hvert fald 1:15 time af løbet. Jeg ved ikke hvordan jeg kom op med netop det tal for hvornår jeg ville tillade mig selv at give op, men det var sådan det var.

Jeg fornemmede, at jeg konstant nærmede mig. Flere gange trak feltet dog igen lidt fra, men rundt i alle sving var det som om, at jeg kom et par sekunder tættere på bilerne. På nedkørslerne holdt jeg lidt igen, men satsede i alle sving. Og pludselig kom jeg så tæt på, at jeg nu kunne se, at det ikke var et spørgsmål om jeg kom tilbage men mere om hvornår! Det gav altså lidt selvtillid. Jeg havde jagtet i knap 20 minutter, og nu var feltet gået i stå. Jeg fik hurtigt spurgt min holdkammerat Jeppe Falk, hvem der var afsted. Svaret var, at vi havde en gruppe ude foran hvor Gustav Dahl og Rasmus Lundtoft Lindbjerg var med. Begge ryttere havde vist forrygende form på det seneste. Gustav der bare er superstabil og Rasmus der endelig har fundet formen efter skader!

Holdkammerat sætter igen gang i cykelløbet, og jeg bliver sat

Efter at have sat i feltet i blot 3-4 minutter satte Martin Szokody, fra mit hold, pludselig gang i løbet igen. “Fuck, jeg har jo ikke engang fået luft endnu”, tænkte jeg, og nu skulle vi pludselig ud og lege i lidt sidevind! Jeg røg med det samme i en krise, og havde egentlig nok at gøre, med at holde hjul. Der opstod konstant huller i feltet, og jeg kunne godt mærke, at jeg efterhånden var ved at blive en del af det dovne øl. Da vi ramte noget træls sidevind, fik jeg lige klemt mig ind for en Emil Tønnesen, Team NytSyn, og jeg tror han blev sat på den bekostning. Blot 5-10 sekunder efter kunne jeg ikke selv holde hjulet, og jeg kiggede bagud. Der var kun Emil der lå 10-15 meter bagved. Jeg besluttede at give ham et klassisk bane-håndslyng, som en undskyldning for, at han måske var blevet sat på grund af mig. Han kom tilbage, mens jeg lappede min computer, og vurderede at mit løb var slut. Jeg kom ikke tilbage en gang til. Jeg tog mig en puster og rullede de sidste 4 kilometer ind til mål.

Mit løb var dog ikke slut. Eller jo, men min træningsdag var ikke. Jeg fik taget min jakke hos vores gode team af langere, og besluttede mig for, at jeg bare ville køre 2-3 omgange mere med godt pres i pedalerne. Så den næste 1 time og 20 minutter blev kørt med en normalized power på 320w, som svarer til en god høj Z2-tur.

Jeg var faktisk godt tilfreds med dagen. Det lyder måske underligt, når man bliver sat allerede efter blot 40 minutter, men når der så er kræfter – og ikke mindst moral – til at jagte igen, så blev det faktisk til en sjov dag for mig personligt. Og jeg fik bekræftet, at sæsonen IKKE er slut endnu, og nu går jeg faktisk lidt og glæder mig til piv-flade Tønder!

KÆMPE SUCCES TIL TEAMET!

Når jeg lige piller ego-hatten af, så kan jeg ikke lave dette indlæg uden at fortælle dybere om holdets største succes til dato!

Skæbnen ville, at feltet blev samlet, efter jeg var blevet sat, men en ny gruppe blev samlet på en 6-7 mand i front, hvor Gustav Dahl var med. I gruppe lige efter sad Jakob Bødker, sammen med en stor håndfuld coloQuick-ryttere der havde misset udbruddet. Eller det havde de ikke, men de havde kun Simon Bak med, om da de stillede mange til start, var det ikke godt nok for dem. Så da de kørte ud på sidste omgang havde vel omkring 30-40 sekunder at skulle lukke.

Herfra hørte vi ikke mere, indtil at førerbilen nærmede sig de sidste kilometer. Speakeren sagde, at en Team Give Elementer-rytter havde prøvet udefra, og var ved 1000-meter mærket! Min tanke var, at Gustav havde prøvet at hugge derude fra, men at chancen for at han ville vinde var lille. Intet kunne være mere forkert.

Faktisk havde Gustav angrebet tidligt på sidste omgang, og havde fået selskab af Team Herning CK Elite’s Christian Gorm. Gorm som er hjemvendt fra Spanien og kører pisse stærkt lige nu. Desværre styrtede Christian i et glat sving, og brækkede albuen! Yikes, og god bedring til Christian. Det gjorde dog, at Gustav kunne køre de sidste kilometer solo, og vinde cykelløbet med 35 sekunder til resten af udbruddet!

Det er fedt når det lykkedes for et lille team som Team Give Elementer. Vi er måske ikke det mest talentfulde hold, men vi har et kammeratskab der er helt unikt, tror jeg. Samtidig har vi et fantastisk setup, med sportsdirektør, mekaniker, langere, andre hjælpere, og hvad der nu skal til, for at rytterne kan præstere. Vi er naturligvis ikke oppe og ramme en kontinental-setup, men det er tydeligt, at måden folkene bagved teamet driver det, bærer frugt.

Flere og flere ryttere udefra viser også interesse i vores hold, hvilket klart betyder at vi gør noget rigtigt. Og så kan det godt være, at nogle af de større teams griner lidt af os, men vi viser gang på gang, at vi ikke bare ruller over og giver op. Selvfølgelig hjælper det, at have en så vanvittig talentfuld rytter som Gustav på holdet, men det gør også, at andre ryttere stepper op, og tager ansvar.

Teamet vandt Jysk/Fynsk Mesterskab, og er derved det bedste hold i Jylland/Fyn, haha! Eller det er i hvert fald min sandhed. 😉

Efter hvert løb, er vi nok også det team der sidder sammen til sidst og får spist mad sammen og snakket tingene igennen. Sammenholdet på holdet, er nok det jeg vil savne allermest når jeg stopper i A efter denne sæson.

Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/10107/app/results?round=49675
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/7827886855/overview

Nu står den på Tønder og Sønderborg i weekenden, og faktisk glæder jeg mig. Det er en rar følelse!

Leave a Comment

Your email address will not be published.