I går blev der kørt fladbanerace ved Herning. Jeg nåede ikke at få lavet optakt til løbet, men min plan var rimelig klar. Vi var kun 3 ryttere til start (4 hvis man tæller Mads Mondrup med der har licens i for Give Cykelklub), så chancen for, at vi som team kunne gøre ret meget var små. Derfor blev min plan, at jeg ville sidde i feltet og slappe af, og så ellers køre spurten til sidst. Det ville være vigtigt for mig at gennemføre, da jeg efter sygdom, skulle have bygget noget form på inden DM. Som altid gik min plan ikke som forventet.
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: Magnus Rodding
Herning, 6. omgange, 142,2 kilometer, 696 højdemeter
Jeg ankom til løbet, og fik lige kort snakket med rytterne. Vi var Daniel Eriksen, Mathias Møller Jørgensen, Mads Mondrup og undertegnede. Vi blev hurtigt enige om, at vi ikke rigtig kunne gøre så meget organisatorisk, så vi måtte hjælpe hinanden, og ellers se hvem der havde kræfterne til spurten. Jeg meldte ud, at jeg ville sidde i feltet hele dagen, og så køre spurten, og satse på at kontinentalholdene coloQuick, der havde ca. 14 ryttere til start, og BHS-PL Beton Bornholm, der havde førertrøjen ville battle mod hinanden, og at ingen af dem heller ikke ville give Restaurant Suri-Carl Ras én meter mere end nødvendigt. Jeg tænkte, at det ville blive et løb, hvor de konstant ville lukke hinanden ned, og derved ville det være svært for noget udbrud, at slippe væk. Og så var der alle os små DCU-teams der jo også ville med i det meste.
Løbet starter og vi får en i udbrud
Løbet startede og direkte ud af startboksen rykkede en gruppe nærmest væk. Jeg lå selv rimelig langt tilbage, men fik hurtigt kørt mig frem, og jeg spottede en Team Give Elementer-trøje, men de var allerede så langt væk, at jeg ikke kunne se, hvem det var. Jeg spottede kort Mads i feltet, så det var enten Mathias eller Daniel. Team Georg Berg lå mange i front, og jeg fik kørt mig helt frem, hvor jeg lige spurgte Magnus Bächler, om de havde fået en med, og det havde de. Derfor hjalp jeg dem, med at holde bred front. Der var vist 5 ude foran, og vi fik hurtigt snakket os frem til, at Suri og coloQuick, Team Georg Berg og Team Give Elementer havde fået en med. Vi var ikke helt sikre på hvem den sidste rytter var. Situationen var dog god for os. Jeg tror at blokaden holdte i 2-3 minutter, før nogen fik slidt sig fri, og angrebene startede. Os der havde folk med foran, prøvede igen at lave bred front, men det var efterhånden svært. Udbruddet fik ikke vildt lang snor, men de holdt alligevel næsten hele første omgang, før de blev fanget igen. Det var her, at jeg så, at det var Mathias der havde ramt udbruddet.
Jeg skal slappe af i feltet, men ender i udbrud
Jeg havde holdt mig godt fremme og tror næsten aldrig, at jeg var ude af top 20 i feltet, og hver gang der var hårde angreb, lod jeg mig falde tilbage, for at spare på kræfterne, og når de så stoppede, så var det ret nemt at komme frem igen. Sådan forløb det meste af cykelløbet, indtil videre, for mig. Planen forløb planmæssigt… lige indtil den ikke gjorde.
Efter cirka 40 kilometer, i den lette modvind ind mod mål, gik feltet i stå, og jeg kom bagfra, og nærmest uden at træde kunne jeg holde fart i cyklen, og slynge mig forbi feltet. Jeg kiggede ikke tilbage, men fornemmede hurtigt at hullet blev slået. Jeg kiggede bagud, og så Holbæk Cykelsports, Lukas Sulaj Kloppenborg, sidde på mit hjul. Lukas har jeg kørt en del løb imod i B-klassen sidste år, og han er vist rykket i A i år.
Feltet var tydeligvis gået i stå, og var tilfredse med at 2 ryttere havde fået hullet. Efter 1-2 minutter kiggede jeg lige bagud. En Team Georg Berg-rytter var på vej op. Feltet havde også sluppet ham, så jeg sagde til Lukas, at vi lige skulle vente på ham. Jo hurtigere, vi kunne blive tre, jo bedre. Rytteren fra Team Georg Berg kunne jeg i starten ikke lige placere. Jeg kunne godt se, at jeg havde set ham før, men jeg blev forvirret over, at han kørte på en Scott Addict-cykel frem for deres normale Factor-cykler, og det var først omgangen efter, at min hjerne havde samlet brikkerne. Det var Frederik Lundberg, som sidste år kørte for Nørrebro CK, som jeg også sidste år fik kørt lidt B-løb med.
Når man godt ved, at man ikke holder hjem…
Jeg tror vi havde lagt ude foran i 7-8 minutter, da kommisæreren kom op på siden af os, og råbte at vi havde 45 sekunder. Feltet havde sluppet os helt nu, og vi vidste nok alle, at vi ville få en lang dag herude. Der skulle naturligvis et mirakel til, før vi ville holde hjem, men det gjorde heller ikke noget. Nu sad vi her, og jeg skulle personligt bare have så meget træning ud af det som overhovedet muligt. Mine føringer blev i starten mellem 1:20 til 1:30 minutter med 420-430w. Det var et fast interval jeg lagde mig på. Uden at tage noget fra mine udbrudsmakkere, så var det tydeligt, at ruten passede min kropsstørrelse og rå watt noget bedre end dem. Jeg kunne konstatere, at mine føringer var noget længere end deres, men det gjorde mig ikke noget. Jeg havde forholdsvis gode ben, og så længe jeg bare holdt mig på mine egne grænser, og de tog deres føringer, så brokkede jeg mig ikke. Jeg var nu endt i en situation, hvor jeg alligevel ikke ville kunne sprinte til sidst, så nu var det bare at holde så længe som overhovedet muligt.
Samarbejdet kørte helt fint, og der var ikke meget at fortælle om selve løbet. Vi var på et tidspunkt oppe på 1:50 minutter til feltet, men det var tydeligt, at et eller flere hold sørgede for, at vi ikke fik lang snor.
“Der kommer en gruppe på 7-8 mand bagved, dem venter vi lige på!”
Kort før vi kørte ud på 5. omgang blev vores servicebiler kaldt væk. Det betød, at feltet havde os under et 1 minut. Vi så pludselig, at en gruppe kom lidt længere bagude. Der var 7-8 ryttere, så jeg sagde til de andre, at vi lige skulle holde lidt igen i vores føringer nu, så vi havde kræfter til at komme på hjul, når de fangede os. Min tanke var, at med så stor en gruppe, så var alle de rigtige hold repræsenteret. Desværre – til vores store overraskelse – så var det slet ikke A-ryttere, men en flok B-ryttere der havde overhalet A-feltet. Det gav kortvarigt et følelse af ærgrelse. Det havde ellers været en fin mulighed, hvis der var en gruppe der var kørt fra feltet, der kunne slæbe os med ind i finalen. Det var dog for godt til at være sandt, naturligvis.
Jeg var efterhånden ved at være lidt mærket, så jeg kørte ikke 1,5 minuts føringer mere, men nærmere 1 minut, men prøvede at holde +400w hver gang, men nogle gange måtte jeg lige ned og ramme 380w, når syren ikke var kommet helt ud af benene.
Stykket ind mod mål var i let modvind, og var mentalt hård. Her lå vi og kæmpede lidt med B-rytterne om plads på vejen. De kørte finale, så deres kørsel var lidt mere stop and go. Så vi prøvede hele tiden, at søge over i modsatte vejbane, så vi ikke fik læ af dem. Vi havde kommisærbilen liggende lige bag os, så vi kunne ikke rigtig tillade os at udnytte dem, selvom det var pisse fristende.
Heldigvis kørte B-klassen finale, så da vi kørte ind på opløbsstrækningen holdt vi pænt til højre, mens de kunne køre om de sidste podiepladser.
Ud på sidste omgang, og feltet fanger os
Da vi påbegyndte sidste omgang kunne vi se feltet bagude. Vi havde lavet en aftale, om at vi ville give den lidt mere gas sidste omgang, i et desperat håb om, at feltet på en eller anden måde ville undervurdere os. Lukas Kloppenborg var dog helt færdig, og måtte sidde mange føringer over, så meget af arbejdet hang på Frederik Lundberg og mig, men vi var også begge ved at nå dertil, hvor vores ben ikke havde mere saft. Faktisk balancerede jeg i hver føring med at holde en begyndende krampe væk.
Da vi manglede 15 kilometer var feltet ret tæt på os, og pludselig havde en rytter fra det norske Lillehammer-hold revet sig løs. Han passerede os, og kørte virkelig stærkt, og vi måtte sprinte for overhovedet at fange hans hjul. Jeg måtte tage fronten, og prøvede at lukke de sidste meter, men måtte vifte Lundberg forbi med albuen, så han måske kunne lukke det. Kloppenborg var røget af her. Da der manglede få meter slog Lundberg også ud og stoppede med at træde. Han var færdig. Jeg måtte lave en lille sprint mere, men fangede Lillehammer-rytteren og havde nok at gøre med at holde hans hjul. Min første tanke var, at hvis han holdt den her fart, så havde jeg nok at gøre med blot at hænge på.
Da vi drejede rundt og ind i modvinden fik jeg taget svinget lidt dårligt, fordi jeg var så træt, og der opstod et hul på 2-3 meter, men det var bare nok. Den norske rytter bankede afsted, og jeg måtte bare konstatere, at jeg var færdig. Nu rullede jeg blot, og ventede på at feltet ville fange mig, og så ville jeg forhåbentlig kunne sidde på hjul resten af vejen ind. Kort tid efter fangede feltet mig, og jeg fik sat mig på hjul, som en af de allersidste. Jeg skulle bare med hjem til mål nu. Der var en heftig positionskamp oppe foran, og jeg besluttede, at når vi ramte 1000 meter-skiltet så ville jeg lade mig falde af, og rulle til mål. Jeg skulle ikke risikere, at ryge i et dumt styrt, fordi folk ville spurte om en ligegyldig 40. plads eller sådan noget.
Med 4-5 kilometer igen kom der et styrt. Desværre var det en af vores ryttere. En Herning-rytter havde lavet sit arbejde færdig, og da han slog ud og faldt igennem feltet, kom han desværre i vejen for Mathias Møller Jørgensen, der ellers sad fornuftigt til spurten, og pressede ham af vejen. Heldigvis fik Mathias bremset temmelig godt ned, før cyklen skred under ham. Jeg kiggede tilbage, og var egentlig klar til at stoppe, men han var hurtigt oppe igen og vores servicebil, hvor Mathias’ far kørte, var jo bagved, så han ville være i gode hænder. Ved 1000 meter mærket lod jeg mig falde af, og trillede til mål som nummer 73.
Ny all time rekord på watt!
Det hører efterhånden til sjælendthederne, at jeg sætter nye PRs på min powerprofile. Faktisk kan jeg næsten ikke huske hvornår det senest er sket, men jeg satte altså ny bedste watt fra 90 min til 125 minutter, hvor jeg holdt 368w i 90 minutter, og kun derfra mistede 2w til 2:05 timer. Efter alt min sygdom, og det bøvleri med at blive rask, så var det da en utrolig glædelig nyhed. Benene føltes også gode på dagen.
Jeg skulle måske have holdt mig til min oprindelige plan, for jeg tror godt, at jeg måske kunne have lavet point på dagen, men jagten på form blev alligevel vigtigere for mig, så på den baggrund fortryder jeg nu ikke, at vi kom ud og hænge til tørre.
Mit næste cykelløb bliver først til DM enkeltstarten og så DM linjeløbet. Dertil kommer der optakt senere!
Resultater kan ses her: https://www.sportstiming.dk/event/10061/app/results?round=48861
Strava-data kan ses her: https://www.strava.com/activities/7259311948/overview