Cykling og diagnoser, del 1

Jeg har altid vidst, at jeg nok havde lidt en anderledes tilgang til tingene end mange andre, og at jeg ikke følte samme nemhed i mange af livets aspekter, mens jeg på andre områder havde utroligt nemt ved at fordybe mig i ting, som virkelig havde min interesse. At jeg i en alder af 39 år, pludselig skulle stå med to diagnoser var dog uventet, men alligevel utroligt befriende. Meget af nedenstående kommer ikke til at handle om cykling, men som dog på mange måder endte med at blive min redning.

AF JEPPE TOLBØLL

En podcast der ændrer alt!

I maj, sidste år, sad jeg og kørte lidt på Zwift, da vejret var utrolig dårligt udendørs. Det var der som sådan intet nyt i, men da jeg blot skulle køre lidt nemme intervaller, havde jeg skiftet den obligatoriske musik ud med en podcast fra Tri-Oraklet, Lasse Stengård Jensen. Emnet omhandlede dog ikke tri-cykling, men var et afsnit kaldet Elitesport med ADHD og autisme-diagnose. Emnet i sig selv, ville nok ikke have interesseret mig ret meget, men fordi gæsten i podcasten var Morten Gadgaard, fra Team Sparekassen Danmark, så var jeg nysgerrig. Jeg havde hørt mange historier om Morten, og hvordan han i sine yngre dage, kunne slå alle de bedste, men på sine dårlige dage kunne udgå efter blot 30 kilometer.

Samtidig hørte jeg også historierne om, hvordan rytterne kunne presse Morten derud, hvor han reagerede voldsomt og aggressivt. Den sidde af Morten havde jeg dog aldrig mødt, men kun kendt ham som en flink fyr, der bare elskede at cykle. Så at høre historierne fra Mortens egen mund, var noget som jeg var nysgerrig omkring.

Lasse og Morten faldt hurtigt ind i en god snak, da Lasse hurtigt i podcasten også fortalte, at han led af aspergers, som er en del af autismespektraet, som Morten også gjorde. Morten havde dog den “bonus”, at han samtidig også havde ADHD.

Igennem samtalen fortalte Morten lidt om de udfordringer, han havde i sit liv, og Lasse supplerede med sin historie. Flere gange sad jeg og var utrolig skeptisk. “Jamen, alt det som de siger er sgu da helt normalt, sådan har jeg det sgu da også ofte!” Der blev bl.a. talt om manglende overskud, til ganske almindelige gøremål, som huslige pligter, tomme sin postkasse, eller tage stilling til breve i sin e-boks.

Jo mere ind i samtalen de kom, jo mere og mere kunne jeg mentalt tjekke af, og pludselig var jeg holdt op med at dreje pedalerne rundt, og langsomt faldt tiøren. Kunne det virkelig passe, at jeg måske havde opdaget en side af mig selv, som jeg ikke anede? Jeg tror ikke, at jeg fik kørt træningen færdig, for jeg måtte bare ned og undersøge hvad det der aspergers var for noget. Jeg havde hørt ordet, men aldrig sat mig ind i hvad fanden det betød. Når jeg tænkte på autisme tænkte jeg mest på Rainman-filmen fra 1988 med Tom Cruise og Dustin Hoffmann, og ADHD var jo dem i skolen, som ikke kunne holde kæft, og altid skulle lave ballade og komme i store problemer.

Podcasten kan findes her: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/tri-oracle-podcast/id1268340813?i=1000520196640

Google, google, google

Jeg fik hurtigt google mig frem til hvad asperger betød. Jo, jeg kunne sgu godt se, at nogle af “symptomerne” kunne passe på mig. Faktisk flere end jeg lige forventede, og jeg fik gåsehud over hele kroppen. Jeg kan ikke helt fornemme om det var forvirring, lettelse eller frygt. Jeg fandt også en såkaldt AQ- og EQ-test. Ingen af testene kunne i sig selv bedømme, om man havde aspergers, men jeg bongede kraftigt ud på begge tests!

Jeg snakkede meget med min kone, Michelle, og jeg fik også skrevet frem og tilbage med Morten Gadgaard. Først for at rose ham, for at stå frem. Det var flot, men også for at få be- eller afkræftet lidt forskelligt. Michelle og jeg blev hurtigt enige om, at jeg skulle forbi min læge til en lille snak.

Samtalen ved lægen var en af sjov omgang. Jeg havde taget Michelle med, for ellers var jeg sikkert aldrig kommet afsted, og jeg husker tydeligt, hvordan han tog en lille gul post-it-seddel frem, med ordene “Hvad har du nu hørt?” og snakkede om, at jeg slet ikke lige passede i målgruppen, da jeg aldrig havde været i systemet, med henblik på noget autisme, og jo havde formået at fastholde både et job i rigtig mange år, og samtidig virkede ret velfungerende.
Jeg begyndte, at fortælle om hvad jeg havde hørt i podcasten, og de ting jeg kunne tjekke af, hvordan cykling var min særinteresse (ikke at forveksle med en sær interesse, men mere en interesse som er altoverskyggende). Michelle supplerede med flere ting, og pludselig ændrede lægen sig. Hans lille gule post-it-seddel, blev hurtigt for lille, og han vendte dem om, og skrev videre, men her løb han også tør for plads. Til sidst kiggede han op og sagde “Ja, jeg kan helt tydeligt godt se, at der er “noget” her som der nok skal kigges på!” Vi snakkede så om, hvem jeg gerne ville udredes af. Jeg sagde, at jeg ville have den mest kompetente jeg kunne få, også selvom det betød ventetid i psykiatrien. Det blev accepteret, og jeg blev henvist til en privatpraktiserende psykiater i Haderslev, med en ventetid på 10 måneder.

Skolen og arbejdeslivet har altid været rodet!

Jeg husker ikke så meget af skolen i detaljer. Jeg husker dog, at jeg en overgang blev mobbet, fordi jeg nok har været anderledes end de andre, hvilket godt nok forsvandt i mine tidligere teenageår. Selve det at gå i skole, var en underlig ting. Fag som jeg havde interesse i, eller var god til, ekselerede jeg i. Dansk, og specielt det at skrive, havde jeg det fedt med. Diktat, var sjovt, synes jeg, fordi jeg nærmest kunne huske alle ord og stavninger uden problemer. Idræt blev sjov, da jeg i teenageårene blev fysisk stærkere end mange af mine jævnaldrene, selvom jeg ikke var den bedste til holdsport, da jeg manglede teknik og var klodset. Omvendt kunne jeg løbe, løbe og løbe, uden at gå død. Fag som matematik og fysik/kemi sagde mig intet. Jeg kunne ikke se hvad jeg skulle bruge det til i mit liv, og derfor ville min hjerne ikke tage imod læringen, og jeg gik altid med en tanke om, at jeg var dårlig til matematik, indtil jeg senere i mit liv fik brug for det – og så var det nemt.

Jeg brugte mange af timerne på at tegne på min blok papir, dagdrømme, kigge ud af vinduet, eller sidde og forberede mig på, hvordan jeg skulle gribe de næste måneder an, i Championship Mananger (senere Football Manager) når jeg kom hjem fra skole.

Jeg husker ikke mine karakterer, men husker, at jeg klarede mig ganske hæderligt, på trods af, at jeg aldrig rigtig lavede lektier, udover de afleveringer der skulle laves. Det var først da jeg endte på gymnasiet, at skolen begyndte, at blive rigtig svær, da kravende også steg voldsomt. Alt imens jeg gik i folkeskolen cyklede jeg også licens ved siden af. Jeg lavede måske point 5-6 gange i året, men jeg trænede nærmest heller ikke. Jeg cyklede fordi jeg synes det var fedt at følge med i på TV, og fordi min far, bror og søster cyklede.

I gymnasiet stoppede jeg med at cykle, og forlod sporten helt, og gik fra at følge det slavist igennem CyclingWorld-magasinerne, til at følge det i overskrifter på tekst-TV og internettet. Skolen var svær, da jeg blev kastet ind i en klasse hvor jeg pludselig skulle forholde mig til nye mennesker hele tiden. Og ikke ét ondt ord om min gymnasie-klasse. Jeg har på fornemmelsen, at vi alle fungerede fantastisk sammen, men jeg husker dog, at jeg hurtigt løb “tør” for batteri i hovedet, og mange timer gik med konstant at prøve at holde fokus på undervisningen, men så snart vi kom ud i fx gruppearbejde, så var mit fokus væk. Skulle vi se en undervisningsfilm, så gik der ikke 2 minutter før jeg lå henover bordet og sov. Flere dage pjækkede jeg, ved at tage tidligt hjem, fordi jeg bare var total udbrændt i hovedet.

Ryger på anti-depressiv medicin

I løbet af 2.G var den helt gal. Jeg klarede mig skidt i skolen, mine karakterer var dårlige, jeg havde meget fravær, og røg til samtale hos rektoren, hvor jeg fik advarsler om, at jeg ville blive smidt ud eller miste min SU, hvis jeg ikke snart “tog mig sammen”. Ordene “tage sig sammen” har forfulgt mig lige siden. Rent socialt gik det ganske godt, og jeg nød det sociale i skolen, selvom det drænede mig samtidig.

Alle de udfordringer i skolen påvirkede dog mit humør, og jeg begyndte at få en ide om, at jeg måske var depressiv. Derfor røg jeg til lægen, og fik anti-depressiv medicin på recept. Jeg husker, at det ikke hjalp ret meget, men til gengæld fik jeg nærmest alle bivirkninger. Jeg overlevede dog 2.G og mit sidste år på gymnasiet blev ren overlevelse. En mission der i sidste ende mislykkedes, da jeg dumpede det ene fag efter det andet. Og før min sidste eksamen blev jeg ringet på af rektoren. Der var blevet regnet på det, og jeg skulle altså score 13 (før 12-tals skalaen) i Historie for at ryge over 6.0 i gennemsnit, som man skulle have for at bestå. Jeg bestemte selv, om jeg ville gå op, men anbefalingen var, at jeg gik op, men med aftale med min lærer, om at jeg ikke ville sige noget, og derved få 00 i karakter. Så ville jeg kunne få et fag mere, hvis jeg ville tage de dumpede fag om på VUC året efter, og have timer nok til at få SU.
Faktum var dog, at jeg dumpede min sproglige gymnasie uddannelse. Det var et kæmpe nederlag, men heldigvis havde jeg en skide god klasse, der alligevel tog mig med på deres hestevognskørsel. Selvom jeg var ufattelig ked af, så fortryder jeg ikke, at jeg tog med, for jeg fik en værdi og god afslutning med klassen.

Flytter til Kolding, men problemerne fortsætter

Året efter flyttede jeg til Kolding, med min god kammerat og senere forlover til mit bryllup, Per, hvor tingende blev bedre. Jeg fik luft forandring, og Per havde en god indflydelse på mig, selvom han 100 % har haft sine udfordringer med en Jeppe, som ikke kunne tage initiativ til noget som helst, og konstant skulle guides. Jeg lærte dog tingende på den hårde måde med Per, som med kammeratlig hårdhed gerne gav mig en røffel, når det var nødvendig, men samtidig havde tålmodighed og tolerance til at “lære” mig ting, som jeg aldrig havde lært hjemmefra.

Da vi 1,5 år efter flyttede fra hinanden, da Per skulle i udlandspraktik og senere flyttede sammen med sin daværende kæreste i Aarhus, så stod jeg pludselig på egne ben igen. Jeg havde fået taget min VUC, og faktisk med ganske hæderlige karakterer, selvom mit engagement i skolen stadig var minimalt. Jeg havde lært af Per, hvad det ville sige, at “læse til eksamen” så selvom jeg stadig ikke fik lavet lektier, så kunne jeg i tiden til eksamen “gå i boks” og læse flere nætter i streg – for det meste. Fysisk havde jeg det dog godt, da Per og jeg sideløbende styrketrænede sammen 2-3 gange i ugen.

Efter VUC startede jeg som Markedsføringsøkonom-uddannelsen på IBC i Kolding, men det gik slet ikke, men alligevel kom jeg igennem første år, før droppede ud kort før eksamen. Jeg prøvede at læse til eksamen, men måtte efter blot få timer konstatere, at jeg ikke fattede hvad der stod i bøgerne. Det hang slet ikke fast. Det havde slet ikke min interesse, men alligevel startede jeg forfra på uddannelsen, blot for at stoppe en måned inde i uddannelsen.

I mellemtiden havde jeg mødt Michelle, og helt skidt gik det jo så ikke. Vi flyttede sammen og jeg fik hurtigt job på Lidl’s hovedlager. Der lavede jeg en minimal indsats, blot for tjene penge, før jeg skiftede job til PostDanmark. Jeg kunne godt lide jobbet, fordi jeg fik lov til at passe mig selv, men jeg havde omvendt utrolig meget fravær, fordi jeg konstant sov over mig, og kunne vågne uden energi. Der var, heldigvis for mig, mangel på postmedarbejder, så det var et under, at jeg ikke fik sparket. Jeg tror faktisk, at det var her omkring, jeg smed mine anti-depressive piller, da de ikke hjalp.

Jeg var stoppet med at styrketræne, selvom jeg sikkert stadig betalte til det, fordi jeg ikke lige fandt overskud til at få det afmeldt. Generelt viste min mangel på at administrere simple ting sig her. Fx betalte jeg husleje til Per flere måneder efter, at vi var flyttet fra hinanden, så Per måtte føre pengene tilbage til mig. Mit arbejde krævede så meget af mig, at når jeg kom hjem så kunne jeg ikke andet end at ligge i sofaen og spille computer eller se film. Jeg begyndte at tage mange kilo på, og nåede en kamvægt på knap 130 kilo, da jeg var højst. Samtidig skiftede jeg job fra PostDanmark, da jeg fornemmede, at en fyring snart kom, til LM Vindmøller. Her fortsatte min fravær, og jeg var altid energiforladt efter arbejde.

I mellemtiden blev Michelle og jeg gift, og var forinden flyttet sammen.

Flytter “hjem”

Jeg husker ikke hvordan, men jeg fik Michelle overtalt til at rykke med mig hjem til Haderslev. Hun havde også brug for, at komme væk fra hendes tidligere miljø i Kolding.

I Haderslev skiftede jeg endnu engang arbejdesplads, til X-Yachts, hvor min far arbejde. Her gik jeg fra at lave glasfibervinger til vindmøller til at lave glasfiber både. For engangs skyld stoppede mit fravær, da trygheden ved at arbejde sammen med min far gjorde, at jeg ikke stressede i mit hoved. Dog endte jeg kun med at være der i 2-3 måneder, før finanskrisen gjorde, at jeg som nyeste og mest uerfarende mand var første mand til at ryge ud. Heldigvis søgte de medarbejder på Michelles job, som var Würth i Kolding på lageret, og da arbejdstiden var lidt skæv fra 10 til 18, så var det svært at skaffe folk, og de gik imod deres normalle procedurer og ansatte mig selvom jeg var gift med en anden på samme skiftehold.

Da Michelle var god til at slæbe mig med på jobbet, så var fraværet minimalt, og på lageret kunne jeg gå rundt og passe mig selv med musik eller podcasts i ørerne. Arbejdet var pisse kedeligt, men det gav en fin løn for en ufaglært. Mit hoved var dog stadig til tider svært at være i, og jeg var tit tydeligt frustreret og kunne få nedsmeltninger. Jeg tror dog ikke folk bemærkede det, da jeg altid reagerede indad.

Starter på ny uddannelse og genfinder for alvor min glæde til cyklingen!

Michelle stoppede på Würth efter noget sygdom, og pludselig var jeg “alene” på jobbet. Fraværet begyndte at stige igen. Jeg havde det dårligt på jobbet, og jeg besluttede mig for, at jeg måtte videre. Jeg havde ikke opgivet drømmen om at uddanne mig, men jeg skulle vælge noget jeg ville brænde for. Jeg havde længe syntes, at det var fedt at lege med photoshop og video, så jeg syntes at mulitmediedesign lød spændende, hvor jeg søgte ind på, og blev optaget.

Jeg endte med at få det så skidt på Würth, at jeg måtte sygemelde mig de sidste 4-5 uger før jeg startede på uddannelsen. Som multimediedesigner, havde jeg det fedt. Jeg havde kæmpe flow for photoshop-delen, og videodelen var sjov, og noget jeg brugte meget tid på. Jeg brød mig ikke om at skulle kode hjemmesider, men heldigvis endte jeg i en god gruppe med 3 andre, hvor vi havde to “kodenørder” og to – inkl. mig – visuelle designere. Alle mine eksamener gik godt og jeg fik kun 12-tal, og alt var egentlig perfekt. Lige indtil jeg ramte det sidste halve år. Vi havde haft et projekt, hvor vi ikke selv kunne vælge emnet, og pludselig faldt min interesse markant. Her fandt jeg ud af, at jeg kun ekselerede i projekter hvor jeg havde interessen, og da en af mine undervisere sagde, at som færdigudlært så ville 80 % af ens arbejde være projekter, som man sikkert ikke havde personlig interesse i. Og da jeg samtidig selv skulle tage initiativ til at finde en praktikplads, så knækkede filmen. Jeg undgik nederlaget, ved ikke at kunne finde praktikpladsen, ved at droppe ud. Det var naturligvis ikke smart, men jeg argumenterede for, at jeg ikke gad at være multimediedesigner alligevel. Så jeg følte, at nederlaget var mindre, ved at jeg selv tog beslutningen om at stoppe. I virkeligheden burde jeg måske have bedt om hjælp, hos en vejleder, så jeg fik gennemført uddannelsen, selvom jeg stadig i dag ved, at det ikke var min vej.

Starter med licens igen

Jeg var startet på at træne kort før jeg startede på multimediedesigner-uddannelsen. Ikke noget vildt, men en 5-7 timer om ugen, og jeg elskede det. Mit hoved var begyndt at behandle mig bedre, og min vægt faldt med hastige skridt. Da jeg nu pludselig ikke havde skole eller job havde jeg meget tid, og begyndte at træne mere og mere. I 2011 mødte jeg min kammerat Michael Vestergaard i den lokale klub. Han var væddeløber, der dog aldrig rigtig havde prøvet licens. Jeg var i hovedet stadig licensrytter, selvom jeg ikke havde kørt licensløb i over 10 år. Jeg gik hurtigt fra at køre på klubbens B-hold, hvor jeg var færdig, når jeg kom hjem, til at køre på klubbens A-hold, hvor jeg i løbet af få måneder blev en af de bedre. Selvom jeg stadig havde 105 kilo i kampvægt. Michael overtalte mig hurtigt, til at vi i 2012 skulle starte i D-klassen sammen.

Jeg havde ikke den store ambition med licens. Jeg havde jo ikke været skide succesfuld som ung. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne blive en middel C-rytter, så ville mit potentiale vist være nået. Igennem 2011-2012 vinteren fik Michael slæbt mig med ud og træne, og jeg følte, at formen da var okay, og jeg elskede det. Jeg havde et overskud, som jeg havde manglet i mange år. Ikke noget vildt, og jeg var stadig et kæmpe rodehoved, og jeg gav nok stadig tit Michelle grå hår, når hun skulle sørge for holde styr på alt mit lort, mens hun stadig skulle holde øje med hendes eget.

I april, 2012, stod Michael og jeg til start i Sønderborg. Jeg havde fået købt mig en fed Cervelo S3, og der var ikke et øje tørt. Målet var at komme med feltet hjem, men det var også det. Der var ingen ambitioner fra min side, om at skulle få point, men pludselig sad vi med 5-10 kilometer til mål, og benene var stadig gode. Michael fik kørt mig frem, og i spurten blev jeg nummer 2, hvilket gav en 3. plads på dagen!

Herfra gik det stærkt. Min motivation steg til at træne. Jeg vandt blot to måneder senere mit første D-løb, og rykkede derefter i C-klassen.

Og så var det i mellem sæson 2012-2013, at jeg droppede ud fra multimediedesigner-uddannelsen.

Vi var stadig i efterveerne af 2008’s finanskrise, så det at finde job var ikke nemt. Derfor endte jeg med at gå 10 måneder på dagpenge, hvor jeg søgte jobs med minimal indsats for egentlig at få det. Til møderne fik jeg talt mig udenom det meste, og da jobbene var svære at få, så slap jeg.

Den tid gjorde, at jeg kunne træne en god vintertræning før jeg startede i C-klassen i 2013. Vægten var faktisk kun faldet 4-5 kilo, men meget af mit fedt var blevet erstattet af flere muskler, da mine ben blev større af træningen. I det år vandt jeg både et C-løb, og i mit blot 2. B-løb kunne jeg køre solo fra feltet på de sidste 6-7 kilometer og vinde. Alt herfra er historie, og kan læses i mit blog-katalog, hvor jeg både røg tilbage i C, for at vende tilbage til B, og så senere A. Jeg har hver sæson sidenhen vundet løb i licensrækkerne, og gået fra 105 kilo i D-klassen til 93 kilo i A-klassen og en FTP fra 375w til 435w.

I slutningen af 2013-sæsonen fik jeg dog et job, som jeg stadig har i dag! Et arbejde som jeg trives rigtig godt i. Jeg blev handicaphjælper, hos én fast borger med muskelsvind, hvor jeg arbejder 24-timer i streg og så har 4 fridage. Arbejdet i sig selv, er ikke et typisk arbejde, da 30 % af jobbet består i at “arbejde” med det som SKAL laves, mens de sidste 70 % består i kemien mellem borgeren jeg er hos, og så mig selv.

“Cykling er det eneste sted jeg har succes!”

Den sætning har jeg sagt til mig selv og Michelle 1000 gange. Derfor blev cykling så ufattelig vigtig for mig. Jeg elskede, at jeg endelig havde fundet noget, hvor jeg “lykkedes”! Jeg havde hele mit liv haft nederlag i de ting jeg lavede, og pludselig var der noget, hvor jeg kunne fokusere og fastholde, og se et klart output i enten mine watt-tal der steg, eller resultaterne kom ind.

Det var dog ikke altid en dans på roser. Når jeg blev fast besluttet på, at jeg skulle have fx en specifik hjelm, for at kunne præstere, så kunne jeg ikke slippe tanken om den skide hjelm, hvilket tit blev en kamp med Michelle og mig. Samtidig kunne jeg også flippe helt ud, hvis mine planer om træninger, blev ændret uden varsel, eller Michelle bad mig tage en kortere tur, så vi kunne lave noget sammen.
Havde jeg ikke haft Michelle, så havde det grebet voldsomt om sig, selvom hun dog har givet mig vildt lang snor til at udleve min hobby.

Samtidig blev cykling også mit sted at flygte hen. Når jeg faldt i tankerne om, hvorfor jeg havde været så dårlig til skolen, aldrig fået mig en uddannelse, selvom jeg rent intellektuelt følte mig god, eller hvorfor jeg ikke havde fået mig en bedre karriere, eller en mere stabil økonomi (som jeg den dag i dag ikke kan administrere uden hjælp fra Michelle, da mit overblik ikke er der), så var cyklingen min redning. En træningstur, og så var den dårlige samvittighed over “et mislykket liv” væk. Mit liv er naturligvis ikke mislykket, men de følelser ramte mig ofte, før i tiden.

Og faktisk tog Michelle og jeg en lang snak for ca. 5-6 år siden, hvor hun accepterede mit behov for, at cyklingen fyldte så meget, og jeg begyndte langsomt, at slutte fred med min historik. Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg havde det godt, og så var det lige meget, om man havde fået sig en uddannelse.

Udredningen og en “bonus” diagnose

Tilbage til starten af dette blogindlæg.

Jeg røg som sagt til psykiateren, og her skulle jeg svare på en masse spørgsmål, om min barndom, hvordan jeg reagerede i forskellige situationer, hvordan jeg opfattede forskellige ting, og prøve at huske tilbage på min skolegang og så videre. Det gik hele første samtale med, og ved min 2. samtale havde jeg Michelle med. Her talte vi igen dybere om de ting, der var blevet sagt i den første samtale. Michelle fik lov til at komme med hendes opfattelse, af de ting der skete i mit hovede, og hvordan jeg egentlig var at leve sammen med. I den 3. samtale tog vi en test meget lig AQ-testen. På sådan en test ville en “normal” mand score omkring 18 og en kvinde omkring 13, ud af 50 point. Jeg scorede 45. Psykiateren fortalte, at testen blev taget for at understøtte den konklusion, han allerede var kommet frem til, og som jeg også havde regnet med. Jeg havde aspergers-syndrom, og jeg var virkelig lettet. 10.000 sten var fjernet fra min skuldre, og jeg kunne for alvor slippe min dårlige samvittighed væk. Som i helt væk! Jeg var ikke bare doven og “ikke kunne tage mig sammen!” Der var en grund til, at mit liv på mange måder havde været udfordrerne.

Jeg zonenede lidt ud her, men psykiateren nævnte, at han gerne ville have endnu en samtale med mig, fordi mange af de ting jeg havde sagt, også kunne give mistanke om ADD/ADHD! Her var jeg i starten lidt afvisende, for ADHD var sgu ikke mig. Jeg havde da ikke behov for at hoppe op og ned, og larme helt vildt. Han fortalte mig lidt om, hvad ADD/ADHD også var, og ikke kun som min forestilling og fordom og Michelle fortalte ligeledes nogle ting, som jeg ikke selv så. Jeg kunne godt se, at det nok var en god ide lige at få det tjekket af. Det kunne jo ikke skade.

“Okay, jeg har ADHD!”

Det var de overraskende ord, jeg tænkte efter samtalen omkring ADHD. Jeg havde forinden haft en stereotyp forestilling om hvad ADHD var. Som nævnt ovenfor, så havde jeg set det som dem i skolen, som slet ikke kunne koncentrere sig, og sad og snakkede højt, selvom læreren gentagende gange bad dem lade være, eller endda forlod deres pladser, og som i pauserne mellem timerne altid susede rundt og ofte lavede ballade.

Men ADHD skulle vise sig at være meget mere, og ved de ting, som jeg blev præsenteret for, så var det faktisk tydeligt, at jeg passede godt ind. ADHD er en opmærksomhedsforstyrelse, kombineret med en trang til at “gøre noget” når ting bliver kedelige, sådan fortalt helt kort og uden nuancer.

I skolen dagdrømte jeg ofte, og hvis der skete noget udenfor klassens vinduer, så var min opmærksomhed der, og ikke på undervisningen. Jeg sad altid og vippede på stolen, og faldt flere gange bagover, og jeg blev også flere gange placeret oppe foran, fordi jeg snakkede meget i timerne, men som jeg huskede det, var det fordi andre snakkede til mig – som om at det betød noget, hehe.

Som barn var jeg også lidt af en “dare devil”. Hjemme på vores villavej kunne det ikke blive vildt nok på cyklen. Vi lavede flyvehop, hvor vi placerede en planke træ oven på nogle fliser eller andet, der kunne gøre det højt, og så var det ellers bare fuld gas på cyklen, for at se hvor højt vi kunne hoppe, hvilket ofte resulterede i styrt og hudafskrabninger, dog uden at det stoppede os. Vi klatrede også meget i træer og havde udfordringer om, hvem af os der turde hoppe ned, fra højste afstand. Ufatteligt nok så brækkede jeg aldrig noget.

I mit voksenliv har jeg haft utroligt svært ved at administrere ting. Blev jeg sat til at planlægge fx min egen fødselsdagsfest, så var det en KÆMPE udfordring, og i ganske normale samtaler kunne jeg “zone” ud og blive distraheret meget nemt. Som helt ung elskede jeg at køre stærkt i biler, og kørte ofte alt, alt for stærkt, det stoppede først ved mit 2. klip i kørekortet. Da jeg igen, startede på at cykle, var der også en vis jagt på fart. Fx har jeg øvet mig i at køre sving, lige til grænsen, hvor jeg har været tæt på skride ud under træningen. Når jeg kørte nedkørsler i bjergene var målet altid klart. Jeg ville først ned af alle, og jeg ville opnå den hurtigste topfart.

Det, at se en film herhjemme, kan være en ting hvor min opmærksomhed glipper. Af en eller anden grund så finder mine fingre altid min telefon, som jeg liiiiige skal tjekke, selvom det er ligemeget.

Og sidst men ikke mindst, så er det dage hvor jeg ikke cykler forfærdelige, fordi jeg bliver utrolig rastløs. Michelle fortalte, at de dage, så rejser jeg mig ofte op, for at lave et eller andet, og så sidder jeg mig ned igen, for så at rejse mig op igen blot 5-10 minutter senere. Og så har jeg en tendens til at sidde og vippe med fødderne eller mine ben når jeg slapper af. Eller knipse med mine fingre.

Psykiateren var i hvert fald ikke i tvivl, og fortalte mig, at der ved aspergers og ADD/ADHD tit var en del overlap, men at han i vores forrige samtaler havde hørt ting, der også gav mistanke på ADHD.

Asperger og ADHD er “gode venner” i ca. 80 % af tiden, hvor de har mange af de samme symptomer. Problemet er dog, at i de sidste 20 %, der modarbejder diagnoserne hinanden. Asperger kræver ofte stor struktur, og ikke mange forandringer, mens ADHD er en opmærksomhedsforstyrelse, der også gør, at man kan lave impulsive handlinger, som går imod ens egen struktur. Hvor asperger kan gå dybt ned i emne der findes interessant, og blive opslugt, så har man så lige ADHD’en der ikke kan fastholde en koncentration om netop dette. Som alle andre ting, så er asperger og ADHD jo ikke statiske, så nogle gange påvirker den ene mere end den anden.

En rejse, ind i mig selv.

De sidste mange uger, har jeg haft en fantastisk rejse ind i mig selv. Jeg har endelig kunne placeret en del af de ting, som har “plaget” mig hele mit liv.

Og så har cyklingen også være medvirkende til at “redde” mig. Den har på mange måder holdt specielt min ADHD i skak, men den har fodret min asperger-del. Strukturen i træningen, med den frihed og impulsivitet som cykling tillader, så har min hjerne stortrivedes. Og jeg har haft en fantastisk ægtefælle, der har tilladt mig at være “den jeg er” selvom hun heller ikke har vidst noget om mine diagnoser. Jo, der har været udfordringer, men dem er vi heldigvis kommet over via god kommunikation.

Medicin

Jeg er nu på vej ind i medicinsk behandling, som jeg dog endnu ikke er påbegyndt, da det kræver en TUE fra AntidopingDanmark, og når den er godkendt, så kan jeg påbegynde et præparat kaldet Medanef, som virker på samme måde som Ritalin og Concerta. Concerta er planen, at jeg skal ende på, når vi har fundet den rette dosis.

“Cykling og Diagnoser” serien

I fremtiden vil der komme lidt flere indlæg fra ryttere eller folk i cykelmiljøet, der på en eller anden måde har en diagnose, hvor cykling på en måde, er omdrejningspunktet i deres behandling. Hvis du har lyst til at få din historie fortalt, så send mig gerne en e-mail på jeppe@cyclinguniverse.dk og så tager vi snakken, omkring hvordan din historie skal fortælles. Det kan være alt fra autisme, depression, PTSD, spiseforstyrelser, og hvad du må finde relevant.

Leave a Comment

Your email address will not be published.