Løbsrapport fra Frederiksberg El-løbet 2022

I går, torsdag, blev der kørt løb på Sjælland da Politiets Idrætsforening København afholdt deres årlige løb ved Lejre. Jeg nåede ikke en optakt til løbet, men da det var samme rute, hvor jeg sidste år lavede point i A-klassen efter min oprykning, var mine forventninger egentlig ret høje, især da de havde meldt en god omgang sidevind. Det skulle vise sig at blive til overvurdering.

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto

Frederiksberg El-løbet, 8 omgange, 138,4 kilometer, 992 højdemeter

Vi ankom til Lejre i ret god tid, og jeg følte mig egentlig ret godt tilpas. Jeg havde haft en elendig uge med træningen, hvor jeg bare havde følt at alt var tungt og træls, og at benene slet ikke ville som jeg ville, men her på løbsdagen virkede kroppen egentlig ret godt i balance.

Taktikken blev, at vi skulle prøve at holde os samlet, da Restaurant Suri – Carl Ras med stor sandsynlighed ville prøve at springe alt i luften i den hårde sidevind. Og ellers, så var planen at vi skulle holde øje på Suri og CO:Play – Giant Store. Når de kørte SKULLE vi have en med, og kom der samtidig en fra Team Georg Berg med, så ville alt være perfekt, da alle de hold med mange ryttere så ville være repræsenteret i front. Så var det blot et spørgsmål om hvem fra Team Give Elementer der kom til at sidde der. Hvis vi ikke kom med, så var det altså os der skulle arbejde for at lukke hullet.

Jeg punkterede desværre med blot 12 minutter til start, så jeg rullede ned til vores mekaniker, Brian Lindbjerg, og fik skiftet slangen. Jeg ville gerne køre med det noget bedre Reynolds-hjul, end teamets reservehjul fra Vision. Jeg ved ikke om det var en fejl, for jeg kom først i startboksen med 3 minutter til start, og stod som en af de allersidste. Havde jeg fået et reservehjul havde jeg måske stået som en af de første. Jeg følte dog ikke umiddelbar stres over situationen, da jeg havde en fornemmelse af, at ja, der ville blive kørt sidevind fra start, men når vi ramte højresvinget efter 4 kilometer, så ville den nok gå i stå i modvinden.

Starten går, og Suri fyrer den af!

Starten gik, og der blev allerede fra start kørt stærkt, og jeg fik mig faktisk ikke engang kørt frem før vi ramte sidevinden. Allerede efter det første højresving bimlede alle alarmknapper. Suri havde sat sig i front, og bragede derud af, mens hele feltet bare lå på en lang række. Allerede her måtte jeg lukket nogle irriterende huller, da flere ryttere slet ikke kunne holde hjul i sidevinden, og det blev en balancegang, om ikke at gå for meget ud i vinden, men stadig prøve at forudse hvem der ville tabe hjulet næste gang, og sørge for at komme rundt om vedkommende før det skete. Jeg lå sammen med min holdkammerat Daniel Eriksen, og råbte til ham, at vi for alt i verdenen ikke måtte gå i panik, selvom Suri efterhånden havde knækket feltet. Til vores held lignede det, at hele CO:Play havde misset fronten, og de lå nu i fronten af vores felt, og det var deres opgave at lukke det.

Jeg må dog her indrømme, at der blev kørt noget hårdere end jeg havde troet, og jeg led også mere end hvad jeg egentlig havde lyst til at indrømme. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg lige skulle i gang, efter den lidt trælse opvarmning med punkteringen, og at det nok ville gå i stå i modvinden lige om lidt. Desværre skete det ikke helt da vi ramte modvinden, for jeg troede det ville være en direkte modvind, hvor det ville blive nemt at sidde på hjul, men desværre kom den lidt fra venstre, så hvor jeg troede jeg kunne slappe lidt af, så skulle jeg stadig arbejde, mens benene stadig gjorde ondt. Derfor blev det endnu en kamp om at vinde placeringer.

En masse angreb, udbruddet kører, og jeg ender i forfølgergruppen

Der kom lidt ro på, men det var tydeligt at nærmest alle led, og der blev angrebet nærmest hele tiden. Jeg fik selv angrebet en enkelt gang, hvor det ikke blev til noget, og kort tid efter kørte udbruddet, hvor først Martin Szokody kom med, og da nogle stak efter var Daniel Eriksen hurtig, og pludselig havde vi to ryttere i fronten af løbet, hvor de var en 11 mand. Det var godkendt for os, men vi skulle dog stadig være vågne da flere prøvede at komme frem til udbruddet. Vi var alle gode til at følge angreb, og jeg havde lige fulgt et angreb, og havde egentlig lige brug for et pause, da Suri’s Rasmus Bøgh Wallin angreb, og jeg fik klemt mig med. Jeg kiggede bagud og vi var hurtigt dannet en ny gruppe på 6-7 ryttere, og jeg kørte lidt med rundt i starten. Jeg havde dog stadig ekstremt dårlige ben, og min puls ville slet ikke ned. Jeg kiggede lidt på gruppens sammensætning, og kunne konstatere, at Suri havde Rasmus Bøgh Wallin og Mathias Larsen i min gruppe, mens CO:Play havde Mikkel Øritsland og en anden, som jeg simpelthen ikke kan huske, da jeg nærmest var skildøjet af udmattelse.

Ville det egentlig være en fordel for Team Give Elementer, at få to fra Suri og to fra CO:Play op til gruppen foran, hvor de vist også begge sad med to ryttere hver? Specielt når det måske var Suri’s bedste kort, der sammen med Mikkel Øritsland også var hurtigere end både Daniel Eriksen og Martin Szokody, og sikkert også hurtigere end mig, med mine ben. Det var faktisk ikke en fordel, når vi samtidig havde Gustav Frederik Dahl, som altid er mest stabile Team Give Elementer-rytter, og Jakob Bødker bagved. Så jeg begyndte bevist at sidde mine føringer over, men for at være ærlig, så kunne jeg heller ikke. Jeg kørte på et knivsæg i forhold til at eksplodere, og jeg kørte kun med rundt en smule, for at vise at jeg prøvede, så de ikke ville trække den over i siden, og måske sætte mig i sidevinden. I medvinden lå jeg desværre på hjul af Rasmus Bøgh Wallin. Det ville egentlig normalt være fint, men med mine ben var det rent tortur. Rasmus kørte så forbandet stærkt, at jeg bare led på hjul, og når jeg samtidig skulle tage føring efter ham, så gjorde det bare så ondt.

Da vi kørte ind mod mål måtte jeg slippe gruppen. Jeg havde nul og niks i benene, og jeg røg ved en lille fejl ud i vinden, og kunne ikke redde den, selvom det måske kun havde kostet en lille spurt. Der var ganske enkelt slukket. Jeg havde mest lyst til at dreje af, da jeg kom forbi mål, men vidste at der kom en gruppe bagved, så jeg fik lige pulsen godt ned, drukket og spist, og kort efter kom gruppen med Gustav Frederik Dahl og Jakob Bødker, der førte feltet an, med måske 15 andre ryttere på smækken. Jeg måtte lige ned og have lidt luft, og besluttede mig så for at give dem en hjælpende hånd. Jeg kørte frem, og begyndte at tage lidt føringer, men der var ikke meget skud i benene. Da vi ramte modvinden skulle jeg tage en føring, og jeg tænkte, at nu tog jeg lige 60 sekunder på 470-500w, men jeg nåede kun 15-20 sekunder før Herning CK Elite Biemme’s Rasmus Byriel Iversen ikke mente, at det gik hurtigt nok, så han kørte forbi. Jeg tænkte, at hvis de watt jeg kunne køre her, ikke var nok, så kunne det jo være lige meget. Så jeg kørte lidt ned bag rulleskiftet igen, og ville bare tage en kortere føring næste gang.

Kort tid efter fik jeg taget en kort føring, og da jeg ville ned på hjul igen så kunne jeg bare ikke holde det, så der opstod et hul til Gustav og Jakob, samt to andre ryttere. Jeg tror det var Suri’s Tobias Kongstad der råbte til mig, at jeg skulle stoppe med de tricks. Det er før set, at ryttere laver hul til deres egne, for at tvinge dem der sidder på hjul, til at arbejde lidt. Dog var det her overhovedet ikke et trick, men blot ufattelig dårlige ben, der var helt umulige at få i gang, i dag. Jeg gled længere ned igennem gruppen, og kunne slet ikke få fart i cyklen igen, og da sidste mand passerede mig prøvede jeg at klemme mig på, men det lykkedes ikke. Jeg blev igen sat, og havde ikke lyst til at lide mere. Jeg “lappede” min computer, hev bremsen, vendte cyklen rundt, og kørte tilbage mod mål. Hold kæft et lorte løb. Jeg følte mig total tom, og vi havde knap nok kørt en times cykelløb. Jeg var skuffet, uforstående, og frustreret over, at min krop slet ikke ville samarbejde. Siden jeg blev syg 1,5 uge for UCI-løbene i sidste uge, har jeg haft én okay dag på cyklen, nemlig ved Fyen Rundt, mens resten af tiden at være plaget af frustrationer, og at min krop åbenbart ikke rigtig gider blive rask, selvom jeg føler mig rask når jeg ikke sidder på cyklen.

Det endte med at grupperne blev samlet igen, og Gustav blev 11’er i løbet, der blev vundet af en vanvittig stærk Rasmus Bøgh Wallin, foran Mikkel Øritsland. Martin Szokody og Daniel Eriksen blev 16 og 19, mens Jakob Bødker, der kørte sig selv i døden for at få lukket med Gustav, stod af. Det samme gjorde Mathias Møller Jørgensen, da blev en af de tidligere ofre for sidevinden, og også er på vej tilbage efter sygdom.

Cykling og diagnoser

I løbet af næste uge kommer jeg med et lille indlæg omkring det at cykle med diagnoser. Jeg er fornyeligt blevet udredt, og er i den forbindelse blevet diagnostiseret med både aspergers-syndrom og ADHD. Det forklarer nogle gange, hvorfor mit hoved bare “står af” i et cykelløb, eller jeg før et cykelløb kan være helt brugt mentalt. Jeg har før kaldt det “at være der” – det er de dage hvor hovedet bare spiller og intet kan slå mig ud.

I går kunne nemt have været en af de dage, hvor jeg blev slået ud, men det føler jeg dog ikke helt, men tror mere, at det skyldes fortsat sygdom i kroppen, så derfor tager jeg en pause indtil mandag, så kroppen får alle muligheder for at komme sig.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *