I weekenden var der dobbelt UCI-løb i Danmark da GP Herning og Fyen Rundt løb af stablen. Jeg var egentlig før kun udtaget til GP Herning, men et styrt i GP Herning, gav mig pludselig en reserveplads til søndag. Kroppen var stadig mærket efter sygdom, men jeg kom egentlig ud af weekenden med en smule selvtillid. Oven i det blev jeg samtidig hevet ind til min første doping-prøve nogensinde!
Optakten – som planlagt kun inkluderede GP Herning – kan læses HER!
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto, AltomCykling.dk (Uggi Kaldan), Allan Kristensen, Janni Due Kvistgaard
GP HERNING, 1 OMGANG + 3 SMÅ, 184 KILOMETER, 929 HØJDEMETER, 26,5 KILOMETER GRUSVEJ
Konen og jeg ankom til Herning og fandt holdet. Vi havde god til, men jeg følte mig sgu ikke helt oplagt. Det var ikke fordi, at jeg ikke glædede mig, men mere fordi, at jeg for få timer inden havde givet mig selv et ordentlig riv i ryggen, da jeg skulle løfte cykelstativet på bilen hjemme i Haderslev. Det gjorde sindsygt ondt i momentet, men fortog sig stille og roligt i bilen mod Herning, men tankerne havde faret rundt i hovedet hele vejen derop. Skulle jeg misse mit sidste GP Herning, og mit sidste UCI-race nogensinde, fordi jeg havde fået hold i ryggen!? Samtidig havde jeg været syg op til løbet, og først blevet helt rask sidste onsdag, så de negative tanker sværmede lidt i baghovedet.
Heldigvis kom jeg hurtigt i “stemning” ved at være sammen med mine holdkammerater, og mit fokus forsvandt fra ryggen, selvom den stadig var en smule øm. Jeg gik fra at være anspændt og nervøs, til at være spændt på den gode måde, og glædede mig pludselig til at komme i gang. Holdet der skulle køre løbet var, fra højre mod venstre: Anders Bruun, Gustav Frederik Dahl, Daniel Eriksen, Jeppe Falk, Jakob Bødker og undertegnede.
Det er nærmerst ved at blive en fast tradition, at det er mig der skal tale på holdets vegne, haha. Jeg fik da fyret de klassiske gloser af som, “Vi er et lille hold, vi skal ikke tage ansvar. Vi skal i udbrud og have lidt TV-tid. Vi skal prøve at vise, at vi kan bide skeer med de store hold. Og vi skal ud og have det sjovt.” Det er ikke så svært, og jeg tror næsten at alle DCU-teams sagde det samme, bare i forskellige vendinger.
Vi kom tilbage til vores lejr, og begyndte at forberede os! For vi skulle sgu ud og vise os frem! Det var ikke løgn, hvad jeg havde sagt. Hvor vi sidste år kæmpede meget med både resultater og skader, så har hele holdet taget et kæmpe skridt op nu her, og vi er nærmest altid med i resultaterne.
Løbet blev sat i gang med 4-5 kilometer masterstart. Som altid var det med livet som indsats, da ALLE ville frem og afsted i enten udbrud, eller sidde godt frem mod første pavé. Jeg havde på forhånd besluttet mig for, at jeg ikke ville frem som en af de første, så jeg havde intet problem med at miste et par pladser eller ti. Da masterstarten stoppede kunne os der ikke ville stå helt fremme lige få tisset af, og så blev løbet ellers sat i gang. GP Herning 2022 var i gang!
Starten var overraskende nok faktisk slet ikke så voldsom, som jeg før havde oplevet den. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det var min lidt mere rolige tilgang til løbet i år? Før har jeg tit fra starten HELE tiden haft fokus på, at skulle frem, frem, frem, mens jeg i år faktisk valgte, at jeg godt kunne sidde længere nede. Min erfaringer fra GP Herning, sagde mig i hvert fald, at det ikke var på grus at jeg havde mine svagheder i løbet, så jeg var ikke så bange for at komme ind på dem senere, og havde bare besluttet mig at holde lidt afstand i tilfælde af styrt. Typisk er styrtende sket på de første to pavéer når feltet har ramt dem med høj fart. Det skulle faktisk vise sig at være en fin disponering, for første stykke blev kørt temmelig roligt, og jeg kom nemt over den og der var ingen der styrtede – af hvad jeg så.
Herefter kørte vi mod Trehøjevej og mod vest, hvor der nærmest var direkte vind i hovedet på feltet, hvilket gjorde, at farten ikke var skide høj. Der var flere angreb, men det var nemt at lukke dem ned, for andre ryttere. Dog kunne det sagtens være et godt moment for et udbrud at slippe afsted, for hvis hullet først kom, så skulle der faktisk knokles hårdt for at lukke det.
Efter en rundkørsel kom der et lille moment og jeg angreb. Jeg slog hullet, og jeg håbede nu, at flere i feltet ville komme efter, men som flere gange i denne sæson, så gad ingen komme og lege med mig, og jeg ville sgu heller ikke bare stoppe med at træde, så dum som jeg nu engang er, så fortsatte jeg solo, ene mand, direkte i modvinden. I cykelsportens ABC siger man ellers, at man aldrig skal angribe i direkte modvind, men her lå jeg nu, efter 22 kilometer, og jeg vidste nok godt, at folk ville sidde i feltet og smågrine. Hullet blev nok aldrig rigtig mere end 10-15 sekunder, og jeg vidste godt, at jeg ville blive opslugt igen af feltet, hvis der ikke snart kom et par ryttere op til mig. Forude lå Trehøje-bakken, og jeg besluttede, at jeg ville holde pres på, indtil jeg var ovre den, for så ville jeg lige kunne slappe af på den anden side, før feltet fangede mig igen, og så kunne jeg holde mig rimelig godt fremme. Og det var hvad der skete. Jeg blev fanget og fik kæmpet mig ind i en position som 10-15 stykker. Lige efter angreb 2 andre ryttere og de fik lov til at køre væk. Typisk.
Cykelløb i defensiven
Jeg besluttede mig herefter for, at jeg ville spare kræfterne et godt stykke tid nu. Jeg havde haft mit lille skud på et tidligt udbrud, som ikke lykkedes, og sådan var det. Farten i feltet tog til mod næste pavé, og efter mit lille forsøg lå jeg ganske fint og formåede at komme fornuftigt ind på den. De to ryttere der før havde fået hul var efterhånden hentet igen, på grund af feltets opskruede tempo, men om de blev hentet så jeg faktisk ikke.
Da vi ramte næste pavé efter ca. 34 kilometer lå jeg vel midt i feltet, og huskede pludselig, at det var her sidste år, at der var et kæmpe massestyrt med over 40 mand. I år blev stykket dog ikke kørt så voldsomt følte jeg, og da vi ramte asfalten, hvor det steg 3-4 %, lod jeg mig glide lidt ned igennem rækkerne. Jeg følte mig sådan rimelig ovenpå – endnu.
Næste pavé kom 10 kilometer senere, og igen tog jeg det roligt, og kæmpede mig ikke frem, men holdt bare min plads og kom sikkert og nemt igennem den. Jeg havde lavet en lille plan for mig selv nu, hvor jeg ville begynde at køre mig frem på asfalten før hver pavé.
Forkert setup?
Som nævnt i min optakt, så havde jeg sat 28mm Pirello P Zero Centurato TL, med 80ml sealent på cyklen. Dækket er ikke ligefrem verdens hurtigste, og jeg begyndte at føle, at det var tungt og træls når feltets fart var rigtig højt. På grusvejen var det fremragende, og her følte jeg mig flyvende, men når løbet “kun” har 26 kilometer grus ud af 180 kilometer, så var det måske en for stor ulempe. Umiddelbart virkede det ikke som om, at der var mange der punkterede i løbet i år, og måske havde et sæt Continental GP5000TL været bedre? Måske havde jeg efterhånden bare dårlige ben? Jeg vidste det ikke, og prøvede bare at slå det hen. Jeg kunne jo ikke stoppe og bede vores mekaniker om at skifte begge mine hjul, det ville tage for lang tid.
Efter små 75 kilometer kørte vi igennem den lille by Skarrild hvor der var forplejningszone. Jeg fik grebet mig en slynge og taget det jeg skulle bruge. Faktisk havde jeg drukket godt til, og fået taget alt den energi som jeg kunne, så det var ikke derfor at benene føltes dårlige. Faktisk var det her, hvor vi styrtede sidste år, og da jeg kiggede på den tid vi havde kørt race, så var det også snart, at TV ville komme på, og man kunne så småt høre helikopterens larm i baggrunden.
TV er lige med styrt
I de løb jeg har efterhånden har kørt, hvor der kommer TV på, så er det som om, at der sker noget i hovederne på folk. Positionskampen var ikke videre voldsom før vi hørte helikopteren, men det var som, om folk lige skruede 20 % mere op nu. Mange fra Team Give Elementer lå lidt nede bagved og hyggede os, og jeg fik sagt til Gustav Frederik Dahl, at vi nok hellere måtte komme lidt fremad. Vi kørte 20-25 pladser frem, og pludselig hørte jeg bagved, at folk styrtede. Jeg havde ikke længere Gustav på mit hjul, så nåede at frygte, at han var røget ned, før han råbte til mig “Så du, at jeg næsten styrtede der!?” Godt, han var stadig oppe.
Blot få minutter senere styrtede folk igen. Rundt i et venstre sving røg der en stak ned i højre side af vejen. Jeg lå selv modsat så blev kun bremset af styrtet. Hvad jeg ikke vidste her, var at bagved styrtede Anders Bruun fra teamet, og slog sit knæ, så han måtte på sygehuset og blive syet. På grund af styrtet kom jeg lidt på bagkant, og da vi lige var et par stykker der skulle lukke lidt huller, så begyndte mine ben at gøre ondt. Det var altså ikke supergode tegn, når man vidste at Den Gyldne Middelvej ventede 10-15 kilometer forude. Jeg følte virkeligt, at jeg sad og kørte på klisteret asfalt på de flade stykker, og jeg led virkeligt på et sted, som egentlig burde være min fordel. Jeg havde faktisk her nok at gøre med bare at vinde 1-2 pladser hist og her og prøve på, ikke at tabe pladser.
Den Gylne Middelvejs åbner løbet
Jeg prøvede hele tiden at have en balance. Jeg måtte ikke køre mig selv for meget i rødt, for så var det 100 % sikkert, at jeg ikke ville overleve Den Gyldne Middelvej, og alle vidste jo, at det ville være her hvor løbet ville åbne op. Jeg mistede faktisk lidt overblikket og pludselig var vi der. Jeg lå alt, alt for langt tilbage og havde måske 15-20 ryttere bag mig, som de sidste i feltet. Oppe foran blev der trykket på. Nu var mit eneste fokus på at holde hjulet foran mig. Så måtte jeg håbe, at han ikke slap sit hjul og så videre. Jeg kunne i hvert fald ikke selv gøre forskellen.
Jeg synes af denne pavé virkede uendelig. Den Gyldne Middelvej starter med en stigning på gruset, og har så et fladt stykke på toppen, før man kører ned af en markvej, som er så dårlig, at man faktisk ikke ville tro på, hvis man ikke havde kørt den. Jeg ramte nedkørslen, og flere folk stod og var punkteret, og stod ganske enkelt i vejen, og i panik blev der råbt af dem, at de skulle flytte sig, og nogle af råbene kom måske fra mig. Der var to gange hvor jeg var ved at blive kørt af vejen, og folk der skiftede bane for at undgå ryttere der var punkteret eller havde defekter. Der var rent ud sagt kaos, og jeg prøvede at navigere i det, med en puls der endelig var på vej ned, og en hjerne der kæmpede med at vinde lidt ilt igen. Det så næsten ud til, at jeg klarede den, lige indtil vi ramte bunden af pavéen. Rytteren lige foran mig var punkteret, og stoppede bare pludselig op, så jeg måtte hive mine bremser, og fik taget udgangssvinget så latterligt dårligt, at jeg mistede kontakten til den lille gruppe der samlede sig foran mig, og sejlede væk. For helvede da også!
Jeg var så smadret, og jeg vidste godt, at jeg aldrig ville kunne lukke op til dem foran mig, så jeg spejdede bagud, og ventede på flere ryttere, der kom op bagfra. Vi måtte arbejde sammen nu, og hurtigt blev vi samlet en 10 ryttere. Jeg ville gerne sige, at samarbejdet i vores gruppe var godt, men det kørte ad helvede til. Flere sprang over, andre tog alt for hårde føringer, og nogle lod huller opstå midt i gruppen, så det hele tiden bare blev hårdere at lukke! Vi kom tilbage i kortegen, så vi var slet ikke ude af løbet, og herfra vidste jeg at vi nok skulle komme tilbage. Men det havde taget 12 minutter med dårlig rulleskift, så mine ben var virkelig møre! Kort tid efter ramte vi endnu en pavé og jeg kunne faktisk køre mig lidt frem, men jeg led stadig, og forude ventede Gottenborgvej, som var en af de pavéer jeg faktisk frygtede, da den er let stignede og med mulighed for lidt sidevind. Da vi ramte den var det også helt tydelig, at der blev givet gas i fronten af feltet, og det hele var strukket langt ud. 20-30 placeringer foran mig røg 3-4 rytter ned, hvor bl.a. Morten Nørtoft fra Riwal Cycling Team nærmest stod på hovedet først på en mark. Han var dog hurtigt oppe, og næsten allerede på cyklen da jeg kom forbi. Jeg var efterhånden på limit, og kunne godt allerede se nu, at hvis tempoet ikke faldt meget de næste 15-20 sekunder så var det slut. Og sådan endte mit GP Herning. Jeg eksploderede og slog ud i venstre side af grusvejen, for at gøre plads til de ryttere der var på vej tilbage, bl.a. en jagtende Morten Nørtoft.
Triller til mål og ser Gustav køre finalen!
Jeg havde egentlig lyst til at køre de sidste stykker af grusvejene ind til Herning, men frygten for en punktering gjorde, at jeg satte min Wahoo til at finde tilbage til Herning og heldigvis var der kun 14 kilometer ind. Slutvognen var kørt forbi mig, og jeg ville være strandet, hvis jeg punkterede.
Da jeg ankom til Herning kørte jeg om til målstregen, hvor der var storskærm, og her kunne jeg til min store glæde se, at en gruppe på ca. 15 mand havde revet sig fri, og var på vej ind mod Herning. I den gruppe sad Gustav sgu! Der sad kun 2 DCU-ryttere i gruppen, og det var Gustav og Bache-JS’ Nicklas Amdi Pedersen! Resten var altså velkendte kontinentalryttere eller World Tour-ryttere! Pisse fornemt selskab!
Gustav endte med at køre en flot finale, og endte i spurten til sidst med at blive nummer 11 samlet, hvor vinderen Andreas Stokbro, Landsholdet/Team Coop og nummer to, Mads Rahbek, Team BHS-PL Beton Bornholm, havde kørt væk til sidst. For et hold som Team Give Elementer er det et KÆMPE resultat, og skuffelsen over egen præstation blev noget mindre, med glæden over Gustavs fantastiske resultat. Desværre for Gustav sluttede han dog på en ærgerlige 11. plads, der lige netop ikke gav UCI-point. Herefter trillede vi ned til vores lejr igen, for at få lidt fælles mad, og snakke dagen igennem.
“Hej, vi kommer fra Antidoping Danmark, og vi skal lige tale med dig!”
Vi var kun lige kommet hen til kassevognen, da jeg mødte Michelle der var lidt sur. En ambulance havde ramt vores bil, da hun var ude for at hjælpe Anders der jo var styrtet. Bilens bagdæk var flænset op, og vi måtte nu vente på at mine svigerforældre kom fra Fredericia til Herning.
Jeg stillede cyklen og pludselig kom en mand gående mod mig. Jeg genkendte med det samme ADD-skiltet, og han præsenterede sig med ordene ovenfor. I starten troede jeg faktisk at det var en fejl. Hvorfor ville de tjekke en rytter der udgik af løbet efter 120 kilometer? Det var naturligvis en helt tilfældig stikprøvekontrol, og jeg spurgte hurtigt, om jeg lige måtte tage noget andet tøj på, nuppede en Cola fra bilen, tog min astmaspray i tasken og fulgte med til et hotel lige rundt om hjørnet, hvor de havde base.
Jeg havde inden denne prøve, aldrig prøvet at afgive en urinprøve til ADD før, så jeg synes faktisk at det var ret spændende. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det her ville være god indhold til bloggen, når nu jeg havde kørt et så ringe løb.
Manden fra ADD forklarede mig proceduren, og forklarede mig grundigt, at hvis jeg fx nægtede – som jeg havde fuldt ret til – så betød det, at jeg fik 4 år udelukkelse og så videre. Jeg havde dog ingen grund til at nægte, naturligvis. Han lod mig gøre alt selv, så prøven ikke blev “forgiftet” af andre end mig. Jeg fik koppen og kiggede på den.
“Ja så skal den bare fyldes op til 90ml”, sagde han. Jeg syntes, at det så ud af meget, så jeg sagde, at jeg lige ville drikke min medbragte Cola for at være sikker. Blot 5 minutter senere var jeg dog klar, og kunne nemt have fyldt hele koppen, så jeg var helt tydeligt ikke klar over hvor lidt 90ml var.
Herefter skulle jeg tage prøve, og fordele i 2 glas; et med rødt låg og et med blåt låg. Låget skulle sige klik, og så ville det “låse” og kunne først åbnes på laboratoriet. Det var A og B prøven. Så skulle jeg ligge dem i hver sin pose, som jeg så også forseglede. Herefter var prøven slut, og jeg kunne endelig komme tilbage og få lidt mad.
Reserven bliver sat i spil!
Jeg var kun lige nået tilbage, før vores sportsdirektør Henrik Nielsen kom hen til mig. “Du skal have noget mad indenbors, for du skal køre Fyen Rundt i morgen!” Jeg spurgte om han var seriøs. Anders kunne ikke starte, så derfor skulle jeg køre. Rent faktisk, så gad jeg ikke. Jeg havde følt mig så dårlig i Herning, at jeg tænkte, at jeg ville få samme oplevelse i Fyen Rundt. Dog sagde jeg det ikke højt, og ville naturligvis gøre mit for at hjælpe holdet.
Resultater fra GP Herning her: https://www.procyclingstats.com/race/gp-herning/2022/result
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/7180104700/analysis/0/10872
Fyen Rundt, 1. omgang + 3 små, 1920 kilometer, 1780 højdemeter (inkl. masterstart)
Jeg vågnede søndag morgen, og havde egentlig sovet ganske fint, og kroppen havde det også okay. Jeg havde mere ondt i ryggen fra lørdagens løftefejl af cykelstativet, end jeg faktisk havde i benene. Ryggen kunne jeg klare med noget Ipren-gel, så jeg følte mig så klar, som jeg nu kunne være.
Vores taktik til Fyen Rundt var ret enkelt. Vi skulle naturligvis søge det skide udbrud igen, og så skulle vi gerne have 1-2 ryttere med til finalen. Ingen af os fik dog en fast rolle. Vi snakkede lidt om, hvor vi troede udbruddet ville køre væk, og jeg var stensikker på, at vi skulle helt til Assens efter 32 kilometer, hvor vejen ville blive smallere, end den kæmpe hovedvej som ruten startede på. Jeg sagde, at jeg gerne ville prøve, at komme afsted, men nok ville satse alt på, at vente til Assens. Vores sportsdirektør argumenterede dog for, at det sagtens kunne køre på de store hovedveje, hvilket jeg anså for usandsynligt, da det var for svært for holdene at spærre vejen og nærmest alle små hold ville have en med. Det skulle vise sig at Henrik fik ret.
Holdet til start var, fra venstre mod højre: Gustav Frederik Dahl, Jakob Bødker, Jeppe Falk, Martin Szokody, undertegnede og Daniel Eriksen.
Verdens længste masterstart!
Løbet blev sat i gang, og vi var en del fra holdet, der havde sørget for at stå godt fremme. Vi skulle fandeme med i det udbrud. Modsat i Herning ville der ikke blive holdt ind før start, så alle ventede på at masterbilen ville droppe det røde flag. Dog skete der intet. Masterstarten var vist sat til 3-4 kilometer, men roligt ramte vi kilometer 5 og så kilometer 6, og endnu mere. Pludselig blev der sagt, at feltet ventede på Mathias Norsgaard, som vist havde haft en defekt eller sådan noget inde i Middelfart, og reglerne siger, at man ikke må sætte løbet i gang i en master før alle ryttere er tilbage i feltet.
Masterstarten blev til hele 22 minutter og herfra var det ellers ud over stepperne. Farten var høj, og alle ville afsted. Jeg holdt mig rigtig godt fremme, og havde nemt ved at ligge nærmest konstant i top 20, og skifte spor, så jeg hele tiden holdt mig til. På et tidspunkt røg der en gruppe på 4-5 ryttere afsted, og jeg måtte ud og køre et langt hårdt angreb for at komme op. Da jeg endelig fik kontakt, prøvede jeg at meddele, at jeg lige skulle have luften før jeg kunne køre med rundt, men en nordmand blev sur, over at jeg ikke gik direkte ind i rulleskiftet, og lavede hul til de andre, hvilket jo var hjernedødt dumt, når vi knap nok have 5 sekunder til feltet. Jeg måtte lukke det åndssvage lille hul, men det gjorde jo ikke, at jeg så kunne arbejde, og så var det som om, at samarbejdet bare gik i stå, og feltet fangede os. Øv, det var ellers en god mulighed.
Jeg besluttede mig for at vente, med at gå med i flere angreb, men fik mig stadig holdt til. Jeg ville gå all-in på når vi skiftede veje ved Assens. På et tidspunkt var der igen et angreb, hvor det lignede at 10 mand fik et lille hul, og jeg overvejede at springe med, men pludselig så jeg eks-verdensmester Mads Pedersen køre med en rytter i et angreb. Når han kørte med, så var det udbrudsforsøg dødsdømt. Der var nul chancer for at Uno X, Riwal Cycling Team eller coloQuick ville lade ham komme gratis med, og så var der alle os amatører, som blev vilde af tanken om at sidde i udbrud med Mads P, så der var mange der angreb med, og alt blev lukket, og farten gik lidt ud af feltet.
Udbruddet kører og Team Give Elementer bliver repræsenteret!
En rytter slap pludselig alene fri, og jeg kunne fra min venstre side af vejen, kigge modsat mod højre, hvor Jeppe Falk lige fik slidt sig fri, og rykkede efter. En enkelt rytter fulgte efter, og de blev hurtigt samlet alle tre. Feltet var gået i stå på den store hovedvej, og både landsholdet og Riwal havde travlt med at blokere vejen, og jeg prøvede at hjælpe en smule. Hurtigt var forspringet så stort, at man ikke bare ville kunne springe op fra feltet, det var helt perfekt for os! Det blev lynhurtigt tydeligt, at de tre ryttere ville danne dagens udbrud, og stakkels dem. Tre ryttere var nok lige til den lave side, og de ville få en led dag derude.
Jeg kørte derefter ned til bilen for at få en dunk. Jeg fortalte Henrik, at Jeppe Falk havde ramt udbruddet. Da jeg kom tilbage i feltet, lige før Assens begyndte jeg at bevæge mig frem i feltet igen. Da jeg kom frem kunne jeg se en rytter ligge 10-15 sekunder selv foran feltet. Det var Martin Szokody! Jeg blev snotforvirret, for feltet havde virkelig ikke kørt stærkt, og var Falks gruppe blevet hentet, siden Martin nu angreb? Sandheden var, at Martin ikke havde set, at vi havde fået en med i udbruddet, men det var selvfølgelig fint hvis han kunne lukke selv. Feltet kørte stadig meget langsomt. Jeg sad bare og tænkte “Stakkels Martin!”. Det var en utaknemmelig opgave at ligge alene mellem udbrud og felt. Dog troede jeg her, at han var forreste mand, for det var det eneste der gav mening for mig. Efter lidt tid kom den gode nyhed dog fra jurymotorcyklen. “4 riders in front, gap 3.30” Martin havde altå lukket solo op til dem, og Team Give Elementer sad nu med 2 ud af 4 af dagens TV-udbrud. Hallo mand, det lille team fra Give fik god eksponering nu!
Tissepause, hyggesnak og andre røverhistorier… indtil vi nærmede os Golfbakken!
Herfra gik feltet nærmest helt i stå, og vi var vel 30-40 ryttere der hoppede af cyklen for at tage en tissepause. Da vi kom tilbage til feltet var der stadig ro på, og der kunne blive hyggesnakket lidt. Udbruddets forspring kom hurtigt op mod 5 minutter, før Riwal Cycling Team begyndte at sætte sig frem, og jeg tror også at landsholdet hjalp dem. Nu skulle udbruddet blot kontrolleres og holdes i snor, inden de stille og roligt ville begynde at hive dem igen.
Den første udfording ville blive Golfbakken. Eftersom at jeg var reserve, havde jeg ikke sat mig 100 % ind i ruten, så jeg vidste at den kom cirka ved 90 kilometer. Dernæst ville Vissenbjergbakken komme efter 130 kilometer, måske (den kom efter 120 kilometer, fandt jeg ud af).
Det var tydeligt, at da vi nærmede os Golfbakken, så begyndte positionskampen også stille og roligt, at tage til. Landsholdet og Riwal havde sat tempoet godt højt i front. Jeg havde selv ikke de store problemer med at køre mig frem, og på et tidspunkt skulle Mathias Norsgaard frem, og jeg hoppede på hans hjul, og lavede en beslutning om, at det skulle jeg bare holde. Der blev kæmpe godt, og man fik ikke mange venner når man pressede sig frem, men sådan et gamet. Da vi ramte Golfbakken kom jeg nærmest perfekt ind som nummer 20-25. Jeg tænkte, at nu var der mulighed for at glide mange pladser tilbage, når der blev åbnet op, men til min helt store overraskelse gik farten total ud af feltet, og den blev kørt så kontrolleret, at jeg uden sammenligning aldrig har kørt så få watt over Golfbakken som denne her gang. William Wisholm fra Team Sparekassen Danmark og jeg jokede lidt med, at det da var tåbeligt, at vi havde kørt så voldsom dødskørsel for at komme ind i den god position, når nu turen henover var så let.
Jeg fastholdt dog min position, og prøvede endda at komme lidt længere frem. Der var alligevel en frygt i mig, der sagde, at de lige pludselig kunne finde på at lukke op. Henover toppen blev der også kørt til, men jeg kunne her lade mig glide et par pladser tilbage, da der næppe ville komme huller. Herefter faldt der igen ro på feltet. Nu skulle jeg blot overleve Vissenbjerg-bakken, og så ville jeg nok komme med feltet ind til omgangene i Middelfart. Jeg havde det stadig godt i kroppen, men det havde også været et nemt løb.
Vissenbjerg overstået
Som jeg skrev, så troede jeg Vissenbjerg kom lidt senere, så jeg blev overrasket da vi pludselig var der! Jeg lå ikke perfekt, men cirka midt i feltet. Dog var jeg ikke i panik, for benene føltes stadig så gode, at jeg nok skulle kunne smadre henover den og holde mig i feltet, hvis det blev kørt stærkt.
Da vi drejede ind på den var der 3 helleanlæg på højre side af os, i streg. Der blev råbt, og givet tegn, men alligevel var der ryttere der bragede ind i første. Jeg nåede at høre en sige “Hold kæft, så kører de ind i en helle, når der ikke engang er positionskamp” før folk så bragede ind i helle nummer 2. Det var altså nogle dumme styrt, men det skete bagved mig, så jeg gav det ikke meget opmærksomhed. Midtvejs på bakken var der vejarbejde, så der skulle vi igennem noget zig-zag, og også her var folk ved at vælte, og pludselig blev hele feltet strukket langt ud. Der skulle lige holdes lidt stram kæde, men det gav ellers ingen problemer, og nu lignede det, at jeg nok skulle komme ind på omgangene.
Sænker paraderne, og bliver sat!
Af en eller anden grund, så begyndte jeg at slappe mere af i positionskampen. Jeg havde så småt lidt sløje ben, men vi var også ude ovre 140 kilometer af løbet. Faktisk havde jeg glemt, at vi skulle igennem noget af Middelfart CC’s licensrute, da vi ramte nogle af de bakker fra deres licensrute, og her blev der virkelig holdt pres på. Jeg sad nok lidt for langt tilbage, og havde lidt for ondt i benene. Jeg kom i hvert fald pludselig i en ganske stor krise, og på toppen opstod der pludselig huller foran mig. Puha, nu skulle jeg selv ud og lukke et hul ned af, hvor farten var på +55 km/t. Det tog mange sekunder at lukke de mest simple huller, men det lykkedes at fange gruppen foran mig. Stille og roligt gik den dog også i opløsning da flere ryttere ikke holdt hjul, og igen måtte der laves en mikro-accelleration for at lukke nogle meter op til en rytter. Det her kunne jeg ikke blive ved med.
Da vi nåede lige ind til Middelfart, under Lillebæltsbroen, sprang jeg i luften. Efter at have lukket endnu et hul, kom jeg op til en gruppe på 5-6 ryttere der dog alle mistede kontakten til feltet, og jeg havde ikke selv kræfterne til at tage endnu et spring op. Finito, og jeg var faktisk klar til at rulle ind til mål og stå af. Jeg var ret sikker på, at jeg alligevel ville blive pillet ud inden jeg fik lov til at gennemføre løbet.
Mens jeg lå og trillede med Team Georg Bergs Anders Jørgensen, kom Søren Vosgerau fra Riwal Cycling Team forbi os. “Kom med” råbte han, og vi gik på hjul af ham. Inden længe var vi samlet en 5-6 ryttere, og vi havde igen fået fart i cyklerne. Jeg spurgte Søren, om planen var at gennemføre, og han svarede ja. Det var fint med mig, da vi ramte omgangene i Middelfart skulle vi bare overleve de første 2 ud af 3, for at undgå at blive pillet ud.
Vi kom heldigvis slet ikke de problemer, og kom igennem løbet, hvor jeg blev noteret for en 123. plads, men trods alt et gennemført UCI-løb, hvilket faktisk betød meget for mig, eftersom det var mit første gennemførte UCI-løb i 8. forsøg. Så mange tak til Søren Vosgerau for lige at motivere mig, til at køre igennem.
Da vi kom ind til mål fik jeg at vide, at vores bedste mand blev Gustav med en 30. plads. Desværre for ham, var der et styrt i det sidste sving hvor han blev fanget og vist måtte klikke ud, før han kunne komme uden om, og mistede derfor en mulighed for at få den Top 10 han nok gerne ville have haft.
Alle vores ryttere kom igennem løbet pånær Martin Szokody, som styrtede på de små omgange og derefter trak stikket, uden at have slået sig slemt, men vi var alle glade. 2 mand der fik TV-tid, og en 11. plads fra dagen før. Som et lille DCU-team kunne vi ikke ønske os mere, og det var virkelig fedt.
Resultater her: https://www.procyclingstats.com/race/albani-classic-fyen-rundt/2022/result
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/7184953737/
TAK TIL DE FRIVILLIGE!
Til sidst skal der lyde en enorm tak til alle de frivillige kræfter, der er bag holdet på sådan en weekend her. Henrik Nielsen og Brian Lindbjerg (far til Rasmus Lindbjerg) i bilen, som henholdsvis sportsdirektør og mekaniker. Team manager Allan Kristensen (Jeppe Falks far) som med sit hold af langere, Bent og Tina (Gustavs forældre), Henrik Szokody (Martins far), Michelle Tolbøll (team koordinator og fotograf) og hendes hold af madmødre. Jeg håber virkelig ikke at jeg har glemt nogen, for alle fortjener en kæmpe stor ros.
Også de forældre, kærester, og hvem der ellers hjælper holdet de andre weekender fortjener ros.
Uden jeres hjælp var der ikke noget cykelhold. Jeg håber at I alle ved, at vi sætter pris på jer, selvom vi tit opfører os, som et par forkælede møgunger, der med høj puls kun lige har nok med vores egen næsetip! 🙂