I morgen står den på den Elite DM i enkeltstart, hvor vi skal køre 39,6 kilometer på en pivflad rute. Vi starter og slutter i Aalborg efter at have været et smut vestpå. Mine forventninger er ikke voldsomme, da jeg stadig har bøvl med sygdom, men jeg har besluttet mig for at stille op, og give den alt hvad kroppen kan.
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto
Aalborg, Elite DM Enkeltstart, 1. omgang, 39,6 kilometer, 178 højdemeter

Endelig lidt cykelløb igen, og denne gang fra den største scene, som man som amatørcykelrytter måske kan køre på! Elite DM. Jeg har ikke kørt løb siden d. 5. juni i Herning, og det har mildest talt været en rodet omgang med træningen siden dengang. Jeg blev syg før UCI-løbene helt tilbage i starten af maj, og blev så lidt rask, lidt syg, lidt rask og så syg igen. Derfor valgte jeg også at droppe alle Pinseløb pånær Herning, for at komme mig, og skulle arbejde ugen efter hvor der blev kørt DENIM Cup i Horsens. Dog har jeg konstant haft problemer med hoste, og generel træthed, og jeg har taget utallige selvtestere, uden at det var corona. Det viser sig, ifølge min læge, at jeg med stor sandsynlighed har haft en bronkitisbetændelse, som har drillet mig i næsten en måned. Derfor er formen heller ikke hvor den skal være.
I sidste uge kørte jeg DGIs TT-løb oppe omkring Herning, hvor jeg skulle køre små 30 kilometer. Der kunne jeg kun lige holde 45 km/t i snit, og manglede hele 32w i forhold til sidste års form, og hvor jeg burde kunne holde nu. Det var her jeg besluttede, at jeg nok hellere måtte søge læge. Også fordi jeg hostede (igen) hele vejen hjem. Jeg havde 100 % trukket den for længe med det læge besøg – fordi jeg er en idiot – og fordi det kunne gå væk i et par dage, for så at vende tilbage. Derfor havde jeg nogle gange træninger på TT-cyklen hvor ALT spillede, for så at have dage derefter hvor alt var træls.
Ruten
Jeg var i weekenden oppe i Aalborg for at prøvekøre ruten. Jeg vil sige, at den rute er der ikke mange ben i. Den må siges at være pivflad. Man starter inde i byen, men kommer lynhurtigt ud på lige lange stræk, inden man vender tilbage mod Aalborg af lidt mindre veje. Jeg håber at vinden kommer til at stå som lovet med nærmest direkte modvind i hovedet på vej ud. Det gør alt andet lige pacingen nemmere, synes jeg, hvor man egentlig bare skal fyre mest af på vej ud, og så overleve hjem. Jeg har ikke gode erfaringer, med at skulle åbne op på den sidste halvdel af en TT.

Hvad er succeskriteriet?
Var jeg blevet spurgt for 3 måneder siden, havde jeg sagt en top 30, med et spinkelt håb om at kunne ende blandt den bedste halvdel. Efter mit sygdomsforløb tror jeg, at der skal et mirakel til, og en top 50 ud af 69, må næsten være der hvor jeg skal sigte efter. Det er dog også kun hvis man kigger på resultatet. Kan jeg omvendt sige, at hvis jeg ramte mine target watt, og kørte med alt hvad jeg havde, så kan der heller ikke forventes mere.
Ellers vil jeg blot nyde hele oplevelsen ved at køre min – formentlige – sidste Elite DM enkeltstart og hele det show der følger med, inden linieløbet på søndag.

