Anmeldelse af Grejsdalsløbet 2022: Når man laver en DNF i et motionsløb!

I går, søndag, stod den på Grejsdalsløbet 2022, hvor jeg var til start på “Udfordringen” som var løbet længste rute med 220 kilometer og knap 2200 højdemeter. Løbet blev slet ikke som forventet, og jeg havde nok håbet på en nemmere udgave, eftersom jeg havde skrantet med sygdom siden tirsdag. Jeg troede dog, at jeg var kommet over det, og stillede til start med rimelig gode forventninger. Det skulle vise sig, ikke at være sandt.
**Dette indlæg er bragt i samarbejde med Grejsdalsløbet, der stillede en gratis billet til rådighed for en anmeldelse**

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: Grejsdalsløbet

Først lidt om den seneste 1,5 uge

Jeg vil sige, at bølgerne af uheld den sidste 1,5 uge godt må stoppe nu, også selvom nogle af uheldene har været selvforskyldt. Først var jeg så uheldig (og dum) at smadre min Wahoo Elemnt Bolt2, og da jeg så fik en ny torsdag d. 5. maj, så virkede den heller ikke. Lørdag d. 7. maj ville jeg så sammen med min kammerat-mekaniker, Carsten, lave et servicetjek på mine Favero Assioma Duo-wattpedaler, men da vi åbnede dem op var de så medtaget, at manglende service (fra mig) at de simpelthen var gnavet i stykker i lejerne og helt ind i wattakslen. Døde pedaler og 5000 kr. fattigere.

Jeg stillede så til start søndag d. 8. maj i Gives cykelløb og var rigtig klar til at køre cykelløb, selvom det var uden wattmåler. Og 8 minutter før start holder mit DI2 op med at virke, selvom det knap kun er 3 uger siden jeg ladede den op, og siden da har kørt både på TT-cykel og gravelcyklen. Jeg mistænker cyklen for at have stået op af noget med det ene greb og aflade. For at gøre ondt værre, så var den på lille klinge, da jeg opdagede at batteriet var dødt. Jeg kunne godt have klaret mig på stor klinge og begrænset antal skift bagpå. Jeg stillede dog til start, med det spinkle håb om, at vores servicebil kunne finde en powerbank. Så måtte jeg få den tapet på styret efter 1. omgang. Jeg havde med det samme problemer så snart vi kørte +50 km/t hvor jeg ikke kunne træde rundt, og efter 5 kilometer punkterede jeg så. Jeg bad om et nyt hjul, og trillede hjem. Jeg ville aldrig fange feltet når jeg ikke kunne køre stærkere. Rigtig lorte dag.

Tirsdag d. 10. maj begyndte jeg så, at få ondt i halsen og hovedet. Det var ikke corona, men blot noget almindelig sygdom. Det gjorde, at jeg kørte en let træning onsdag, men torsdag måtte jeg så holde fri, og fredag lige så pga. arbejde. Lørdag tog jeg så en tur og følte at alt spillede. Jeg var klar til Grejsdalsløbet, men…

Grejsdalsløbet, 1. omgang, 220 kilometer, 2212 højdemeter

Jeg havde start tid allerede kl. 7.33, stod allerede op kl. 5.50, og jeg hostede lidt tørhoste, men ellers følte jeg mig faktisk ovenpå – udover at jeg var træt. Den første start ville være kl. 7.30, men det var som om, at flere havde luret at 7.33 ville være dagens hurtigste start. I hvert fald havde Cranks & Coffee-holdet, med tidligere A-rytter Joakim Bukdal i spidsen, og Carbelix-holdet, med tidligere World Tour-rytter Michael Carbel i spidsen, og de hurtige motionister fra Crankalicious fundet netop denne startgruppe. Af andre ryttere var Frederik Sønderby, Morten Holt, Heino Skovbjerg og min kammerat Michael Damm også.

Klar, parat, start og PR på Munkebjerg

Løbet blev sat i gang, og det var helt tydeligt, at der var nogen i gruppen der var fast besluttet på, at 1. startgruppe skulle køres ind hurtigst muligt! Min plan var egentlig blot, at slappe af de første 100 kilometer og tage et minimum af ansvar, og lade de andre brænde sig af, for på den måde de kørte fra start, ville de næppe være med efter 150 kilometer. Der blev kørt så stærkt ud af Strandvejen mod Munkebjerg, at jeg fik sat en PR på Strava, men det var nemt at sætte på hjul. Da vi ramte Munkebjerg blev der dog givet godt gas. Jeg var aldrig bange for at falde af, men synes at der måske blev kørt lidt for stærkt op over den, end hvad der var nødvendigt, og jeg kunne også se bagefter, at der her blev sat en PR fra mig på den. Benene føltes dog fine, men jeg kunne godt se, at min puls var lidt højere end normalt. Jeg skød det hen som friskhed.

Kort efter, 7 kilometer senere, ramte vi en længere bakke på en hovedvej, som så gik ind af en sidevej. Det hele var let stignede, men jeg lå konsekvent på 380-430w på hjul, og tænkte, at der godt nok var nogle der ikke havde til hensigt, at komme til Vejle sammen med gruppen. Jeg fik faktisk en mistanke om at nogle af dem i front kørte for at bringe deres “kaptajner” langt ind i løbet? Deres tempo bekræftede mig i hvert fald i, at jeg ikke skulle op og føre. Både Cranks & Coffee, Carbelix og Crankalicious holdt sig fra fronten. Det var dem, men specielt de 2 første, som jeg havde mine øjne på.

Vi ramte så Gl. Kolding Landevej og så kort efter Højen Skovvej. Her blev der igen kørt stærkt, og der blev sat PR på begge bakker, kunne jeg se på Strava bagefter. Heromkring fangede vi også gruppe 1, og med de ryttere som de havde smidt af, og dem vi havde smidt af, var vores gruppe måske på 70-85 ryttere nu. Derfor sørgede jeg også for, ikke at komme længere ned en nummer 15-20 stykker det meste af tiden, for at undgå elastikeffekten. Min puls lå nærmest aldrig under 145 BPM, hvilket var højt set i lyset af, at vi havde lange perioder, hvor vi rullede. Ellers føltes det fint i benene – og skulle jeg pisse.

Pissepause og Cranks & Coffee sætter tempo!

Efter ca. 60 kilometer, efter Slelde, vidste jeg, at der ville komme ca. 12-15 kilometer med relativ flad terræn. Her havde vi primært modvind, og vi trillede seriøst kun med 32-35 km/t, og jeg så mit snit til at hoppe af cyklen og tage et tissestop. Det samme gjorde Sebastian Ebbelin, Carbelix og en anden rytter jeg ikke lige kendte. Det blev et lynhurtigt stop, og vi begyndte at jagte feltet igen. I starten kørte vi ikke all out, men pludselig gik det op for os, at feltet pludselig havde sat farten noget op! Hvad der skulle have taget os 2-3 minutter at lukke, blev til en jagt på 7 minutter, hvor jeg snittede knap 400w i snit før vi fik lukket. Og da vi fangede feltet, kunne vi se at hele fronten var grøn af Cranks & Coffee-ryttere. Jeg ved ikke om det var bevidst, men jeg sad med en følelse af, at det dog var utrolig dårlig stil at sætte tempo når folk holdt tissepause. For lige da vi fik kontakt slap de fronten. Jeg ved ikke, set med analysebrillerne på, om det var en bevidst handling fra dem, men når pulsen er høj føler man tit at alle er imod en.

Blue Hors åbner ballet!

Efter ca. 80 kilometer ville vi ramme Blue Hors og omgangen omkring Tørskind, hvor vi skulle over bakkerne Blue Hors, Tørskind og Egtved Holt. Jeg kendte omgangen særdeles godt, da vi har kørt den flere gange i Give Elementer-løbene, men også kørte 3 omgange derude sidste år til DM, hvor jeg dog fik en noget mildere opkørsel af bakkerne i udbruddet. Jeg vidste, at jeg skulle passe på mig selv her. Bakkerne var lede, og lavede man en fejl og ramte en bakke i rødt, så kunne man flyve ud af bagdøren.

Derfor sørgede jeg også for at køre mig frem FØR Blue Hors og på nedkørslen slog jeg et godt hul, med 2-3 andre, hvilket blev godt for mig, da jeg kunne slappe lidt af på bakkens første 1/4-del før feltet fangede os, og jeg lod 5-6 ryttere passerede mig før jeg satte mig på hjul. Den sidste 1/3-del af bakken blev der trykket godt til, og jeg sad med næsten maks for at være med. På toppen lå jeg vel i 10-15 position. Foran splittede feltet og jeg måtte ud og lukket hullet selv, på det flade forbi Blue Hors staldene. Jeg vidste at der ville komme en lang teknisk nedkørsel bagefter, og var man ikke med der, kunne fronten slippe væk. Jeg kom op til fronten, og på nedkørslen satte jeg mig forrest og gav den gas. Jeg kendte den rigtig godt, og kørte den lige til grænsen af, hvad jeg følte var sikkerhedmæssigt forsvarligt. Det er kun et motionsløb, og der er ikke her jeg vil satse alt. På de efterfølgende bakker led jeg, og kunne slet ikke få styr på pulsen, og måtte fire mig ned igennem rækkerne, og måtte så, på de flade stykker efter bakkerne, køre mig frem. Af det store 80 mands felt, sad der måske 20 ryttere tilbage nu.

Angrebsfest!

Der blev angrebet meget fra alle de motionshold der var til start, og jeg prøvede hele tiden at holde tungen lige i munden. Som før skrevet, så holdt jeg specielt øje med Cranks & Coffee og Carbelix. Så snart de havde én med hver reagerede jeg. Så snart en af dem ikke havde en med, så tillod jeg mig, at give dem ansvaret for at lukke hullerne. Sådan var spillet når de kørte som hold, og jeg var solo. På et tidspunkt slap der en gruppe væk, med 5 ryttere, hvor Carbelix havde Michael Carbel og Nicklas Runliden med, og Crankalicious fik Simon Raben med. Cranks & Coffee missede dog udbruddet, og jeg lagde mig ned bagved og tænkte, at den måtte de bruge ryttere på. Frederik Bjerregaard og Joakim Bukdal tog dog med det samme førergerningen til sig og begyndte at prøve at lukke hullet.

Jeg blev dog hurtigt lidt rådvild. Det lignede ikke helt af de havde poweren til at lukke hullet, og jeg havde heller ikke lyst til at lade de 5 i front sejle væk. Jeg kørte ned og snakkede med Morten Holt fra Randers. Jeg spurgte ham, om vi ikke hellere måtte hjælpe dem lidt, da de åbenbart kun var de to tilbage fra Cranks & Coffee, hvilket han var enig i. Vi kørte begge frem og begynde at føre. Da vi ramte Ravningbakken/Fandensdal begyndte folk dog at angribe os på bakken. Jeg var ved at eksplodere af raseri. Hvorfor ikke hjælpe med at køre fronten ind, end at prøve det umulige? Ingen kunne lukket 30 sekunder solo alligevel. Vi fangede da også de håbløse lykkeriddere på toppen, og efter 4-5 kilometers jagt derefter fangede vi fronten, og alt var samlet igen. Jeg kunne dog godt mærke en krise nu. Vi havde kørt 3:15 timer og manglede i hvert fald 2:45 timer, og det virkede lidt uoverskueligt, om hvordan jeg skulle overleve det. Pulsen ville ikke ned, og det var i hvert fald ikke pga. friskhed, det kunne jeg nemt konkludere.

Der blev stadig angrebet mange gange, og jeg måtte selv lukke et par huller. Det perfekte scenarie var, at vi ville rive os 10 mand løs, der bare kunne køre jævnt rundt, men ingen fik for alvor rigtig snor mere. Jeg havde haft lidt hosten hist og her igennem hele løbet, men det tog stille og roligt til jo længere vi kom frem. Dog skød jeg det lidt hen, og tænkte, at løbet blot havde været så hårdt, da vi havde kørt bakkerne meget hårdt og der havde været en del flere ryk end man lige skulle forvente.

Krampe her og krampe der!

Da vi ramte Hedensted blev der angrebet en del gange, men her ville jeg helst ikke gå med. Jeg syntes, at det var for farligt at angribe inde i byerne blandt biler, men det afholdt ikke andre fra at gøre det. Jeg ville her ønske, at flere tog sikkerheden seriøst, for der var virkelig nogle der kørte som idioter. Ingen nævnt, igen glemt.

På vej ud af byen, hvor trafikken var blevet markant mindre, var der dog en gruppe på 4 ryttere der havde fået 10 sekunders hul, og jeg angreb med alt hvad jeg havde. Jeg fik Nicklas Runliden på hjul, som havde en rytter foran, så vidste at han ikke ville føre. Pludselig fik jeg dog en krampe i højre ben. Jeg vendte mig rundt, og sagde til ham, at han skulle fortsætte op, da jeg ikke kunne træde mere. Jeg måtte simpelthen stoppe med at træde. Jeg har før fået kramper hvor jeg kunne “rulle” dem ud, men her måtte jeg helt stoppe med at træde. Jeg blev fanget af gruppen bagved, og røg lige igennem, og da jeg prøvede at hoppe på hjulet bed krampen igen. Jeg klikkede helt ud, strakte benet, og prøvede så at holde gang i cyklen med venstre ben, hvilket resulterede i en krampe i det ben også. Jøsses en ynkelighed.

Trækker en DNF!

Jeg vidste godt her, at frontgruppen var over alle bjerge. Jeg ville dog gerne stadig gennemføre løbet. Jeg skulle dog lige have styr på de her kramper. De blev dog ved over 3-4 minutter, hvor jeg skal tilbage til La Marmotte 2018, hvor jeg havde det samme på Alpen. Jeg kom ikke af cyklen her, men måtte dog i flere minutter køre med 20 km/t, hvor det alene var min kropsvægt der blev brugt til at presse i pedalerne.

Efter lidt tid overvandt fornuften dog, og jeg besluttede, at jeg det måske var dumt at presse kroppen yderligere. Jeg havde været syg op til løbet, og det var helt tydeligt, at det havde spillet ind her. Når man for få uger siden har kunne lave resultater i den danske A-klasse, så burde man ikke blive sat med kramper i et motionsløb, selvom det er så hårdt som Grejsdal. Jeg havde spist 3 bar, og taget omkring 6-7 gels, og drukket knap 2,5 flaske á 750 ml, samt den dunk jeg havde drukket lige inden start. Så det var ikke på grund af mangel på energi eller væske.

Samtidig har jeg også et GP Herning på lørdag, at tage hensyn til, og at køre kroppen helt ned med sygdom ville være for dumt.

Jeg satte min, nu nye velfungerende Wahoo Elemnt Bolt2, til at finde tilbage til start og rullede de 13 kilometer tilbage til Vejle. Jeg kunne mærke, at jeg var færdig. Min krop havde ligesom accepteret, at løbet var slut, og paraderne var væk. Da jeg kom tilbage i bilen brugte jeg 15 minutter på at få klædt om, og pakket bilen før jeg kørte hjemad.

Da jeg kom hjem ville jeg lige smide mig en time på sofaen, men sov så 3,5 time, hvor jeg vågnede op og hostede og spruttede og havde det ret skidt igen. Det havde ikke været en god ting at presse kroppen, så hårdt efter sygdom, og jeg var nu slået tilbage til start. Jeg var vågen et par timer, før jeg gik endeligt i seng. Her mandag er jeg stadig ramt, men hoster heldigvis ikke så meget mere… men cyklen lader jeg stå i dag.

Grejsdalen leverer altid!

Selvom jeg ikke selv fik det ud af det, som jeg havde håbet, eller fik æret løbet ved at gennemføre, så må jeg bare sige, at Grejsdalsløbet endnu engang viser, hvorfor det nok er Danmarks bedste motionscykelløb. Der er racemarshalls med hele vejen i de fleste grupper, der er gode afmærkninger, og flagposter de kritiske steder, og så er ruten bare vild og fed, selv for en stor fyr som mig.

Depoterne har jeg endnu til gode, at afprøve, men det er simpelthen fordi jeg ikke vil slippe den gruppe jeg sidder i, og jeg har det meste med på cyklen fra start, men de skulle være fantastiske.

Hårdhedsmæssigt kan Grejsdalen nemt konkurrere med La Marmotte i hårdhed, i hvert fald når man kigger på hvad mine TSS (Training Stress Score) siger. I 2018 lavede jeg lige over 400 TSS til La Marmotte, og jeg havde nok ramt omkring 380 TSS i går, hvis kroppen havde fungeret som den skulle. Rent fysiologisk skal der naturligvis bruges andre systemer, da La Marmotte kræver mere udholdenhed på bjergene, mens Grejsdalen kræver mere eksplosivitet på de kortere stigninger.

Jeg vil i hvert fald komme tilbage til Grejsdalen, hvis min løbskalender i licensregi, passer til det, som den gjorde i år. Fantastisk arrangement.

Hurtigste mand på dagen blev Nicklas Runliden, der kørte fra alt og alle til sidst og kom solo over Gl. Kongevej og Chr. Winthersvej.

Resultater kan ses her: https://www.sportstiming.dk/event/9624/results?round=46483
Strava-data kan ses her: https://www.strava.com/activities/7145533261/overview

3 thoughts on “Anmeldelse af Grejsdalsløbet 2022: Når man laver en DNF i et motionsløb!”

  1. Vestergaard Jan

    Det kan godt være det var Marshall og flagfolk da “eliten” kørte, men det kan jeg så oplys det var der satme ikke da pøblen kom, manglende afmærkning, kryds af større veje uden nogen til lige at advare vi talte i hvert fald 7-8 steder hvor det var rigtig kritisk.
    Men du kan i øvrigt være glad for du ikke fik pasta med “kødsovs” sørgelige omgang. Men løbet er fedt som motionsløb… Men farlige flere steder.
    Ja jeg kørte og gennemførte 220 😂👍

    1. Hej Jan.

      Jeg kan se at du startede ca. 10 minutter efter min gruppe, og jeg tror altså ikke lige at flagvagterne er gået hjem efter den første gruppe kom forbi. Når jeg skriver flagvagter, så er det naturligvis ikke ved hvert sving, men mere når vi skulle ind på cykelstier og andre passager. Jeg tror det var omkring 4-5 steder vi så dem. Marshalls ved jeg ikke om der var i alle gruppe, og jeg skal indrømme, at jeg ikke ved om der var en foran vores gruppe før vi fangede gruppe 1.
      Jeg så ingen manglende afmærkninger nogle steder, og ved husk at det er motionsløb, så naturligvis kan man ikke forvente at der er advarsler ved kryds af veje. Det var der heller ikke i vores gruppe. Vil man have det, så skal man søge en rigtig racelicens. Jeg oplevede kun få farlige ting på ruten, og de var 100 % rytterforskyldt, som nogle der åbenbart mente, at det var okay at køre venstre om et hæleanlæg, og angribe inde i byen da vi kørte bag en bil som kørte 35 km/t med trailer og skulle dreje.

      Så sikkerheden synes jeg er forventeligt, og kan man ikke tåle at slække farten engang i mellem i et motionsløb, så skal man overveje, om man overhovedet skal være der 🙂

Leave a Comment

Your email address will not be published.