Sæsonen sluttede for knap 1,5 uge siden, og den er endelig ved at komme på afstand. Da jeg kom hjem fra Bov røg cyklen på væggen og siden har jeg ikke rørt den. Ikke engang givet den en vask. Den skulle bare væk! Jeg var dødtræt af den. Træt af at træne. Jeg gik et par af mine tidligere indlæg igennem, og fandt fren til at jeg faktisk slet ikke kom med nogle forventninger inden sæsonstart. Men jeg kan godt huske dem, og det var noget med at det var i mellem 12-16 point i C. Så ville jeg have været tilfreds. Sæsonen udviklede sig dog noget anderledes. Sæsonen startede lidt som forventet med røvfuld i Hedensted, Horsens, mens formen dog toppede (næsten) som planlagt i Randers, hvor jeg blev 8’er, og så ellers var klar til Sønderborg 2 uger efter, som var et af sæsonmålene. Da jeg så efter i weekenden før Sønderborg-løbet blev ramt af feber og en god omgang influenza var så bare pisse træls. Og selvom jeg stillede halvsyg op i Sønderborg, sluttede løbet også før det rigtigt var startet, med punktering efter 300 meter. Sygdommen slap først sit tag ugen efter og der var der ikke blevet trænet i næsten 10 dage. Det gik ud over Vejen-løbet, hvor benene slet ikke var til stede, pga. den manglende træning. Det gik faktisk helt fren til Ikast, hvor jeg dog blev ramt af krise i finalen, men dog fik point (det gjorde jeg også i Vejen). Men 2 point fra 3 løb hvor jeg havde regnet med måske 5-6 stykker… det var lidt skuffende. Sidenhen fik jeg en 7. plads i Holstebro hvor mine ben havde været gode, og med 4 x 1-point så begyndte irritationen at samle sig. Der var pludselig langt til de 16 point, og håbet om grønne numre. Jeg skulle bryde ind i den skide Top 6 for at hive nogle point ind på kontoen. Det skete så i Odense, hvor vi var et par stykker der rev feltet itu i sidevinden og holdte til mål. Jeg blev 3’er i et løb, som jeg stadig mener jeg skulle have vundet, hvis ikke det var for en teknik (som normalt er ganske god) der svigtede i det sidste sving, 300 meter fra mål, hvor jeg havde 5-10 sekunders forspring. Men det gav heldigvis mod på meget mere. Selvom jeg var træt af at skulle holde sommerpause nu hvor formen igen var i top. Men en solid og god sommertræning gjorde at jeg følte mig rigtig godt klar til given den gas de sidste 2 måneder, og jeg var ret overbevidst om at jeg nok skulle nå de 16 point, og B-klassen. Jeg meldte hårdt ud, at jeg ville køre med om sejren i Middelfart, hvilket skulle vise sig at være en katastrofe. Jeg led under hele løbet, ud kun bl.a. se Casper Nissen og Martin Wang Hjørngaard, begge CK Aarhus, komme med ryk hele tiden, og kan bare huske at jeg tænkte, at min form måtte være helt ved siden af. Heldigvis viste det sig, at det kun var en dårlig dag. Selvom panikken bredte sig. Det gjorde den også i Nyborg. En dag hvor jeg kørte med ret godt overskud, men blev ramt af 5 minutters krise, hvilket gjorde at jeg blev sat med en mindre gruppe fra feltet. Men med et sandt arbejdsraseri fik vi lukket hullet på næsten 1 minut til feltet. Og efter at have langt i feltet i 3-4 kilometer, havde jeg kræfter til at angribe, og derved skabe det afgørende udbrud der endte med at køre hjem. De smed mig godt nok 4 kilometer fra mål, men kunne holde solo til mål. Formen var altså på plads, følte jeg. Og det kom til syne ugen efter i Fredericia, hvor vi var 3 mand der rev hele feltet i stumper og stykker i sidevinden, og siden hen i medvinden. Hele dagen kørte jeg med overskud (udover én bakke, hvor Christian Vaaben satte tempo – du skulle have rykket Kedde, så var jeg væk;) ). I den gruppe vi var havde jeg en god fornemmelse om, at jeg var den hurtigste i en spurt så ville ikke umiddelbart prøve på at springe den yderligere. Og da vi kom samlet til mål nappede jeg spurten “nemt”. Med 30 meter igen kunne jeg rive armene i vejret og sejrede vel med 10 meter til nummer to, Frederik Rosenbæk, Svendborg. Jeg kunne nu komme i B, men valgte lige at tage Vejle med, da det ville være en ret sur debut i B, at blive smidt første gang på Højen Skovvej. Og i et C-felt kunne jeg nok godt klemme mig over i halvdelen af løbet følte jeg.At jeg så klemte mig ind på en 5. plads, var helt uvirkelig, men virkelig en indikation om at formen virkelig var på plads. Jeg led på bakkerne, men havde stort, stort overskud i vinden, og de flade stykker generelt. Men sæsonen var indfriet. 21 point i C, og jeg var nu i B-klassen. Resten af sæsonens mål var at score ét enkelt point. For de kørte jo stærkt i B, ikke? Min debut i B kom på Sjælland. 2 relativ flade løb, med korte distancer. Det første var i Værløse, hvor jeg brugte mange kræfter, for jeg følte et godt overskud, men måtte konstatere at det kostede i finalen, hvor jeg knækkede og blev ca. nummer 20. Egentlig godkendt. Dagen efter stod den på løb i Ordrup, og hele dagen var vi 3 Haderslev-drenge aktive. Dog var feltet samlet stort set hele dagen, da ingen fik lov at slippe væk. Med lidt over en omgang igen (7 kilometer pr. omgang) fik jeg lusket mig væk fra feltet. Jeg rykkede ikke, men holdte farten højt da jeg fik lidt hul. Jeg tænkte at så kunne jeg ofre mig for Michael og Nicolai, da opløbet gik op ad. Og der ville jeg ikke have en chance. Men så gik feltet i stå, og jeg gav den fuld gas. Det endte med at jeg kunne solo i mål med 25 sekunder og sejrede i mit 2 B-løb. Ser jeg tilbage på det, så er det stadig helt latterlig urealistisk for mig. De 7-8 kilometer var psykopatisk hårde, men når man med 4 kilometer ved at det kun er defekt der kan stoppe en fra at vinde, så bliver smerten på en forunderligvis ren nydelse – som en mystisk reminder om at den smerte man føler i momentet, er den den modsatte pol, af den glæde man føler når målstregen passeres. Efter dette følte jeg at jeg var fuldt ud kampdygtig til at kæmpe med om de sjove placeringer i B-feltet. Det blev sidenhen til en 5. plads i Esbjeg hvor jeg kørte 75 % af løbet som decideret hjælperytter for Nicolai, så han kunne komme i A. I Tønder, som var sæsonmål (det skal Tønder altid være for en ryttertype som mig), floppede jeg big-time, ved at køre for passivt, og blev “reddet” af en punktering. I Bov kørte jeg et af de løb, hvor jeg har haft størst overskud. Ramte det rigtigte udbrud, kørte rundt hele tiden, og havde kræfter til 2 angreb på de sidste 8 kilometer, og stadig have stort overskud til sprinten, som så konfliktuerede med Junior-feltet, hvilket ødelagde alt. Vi fik ikke mulighed for at sprinte – en sprint som jeg følte jeg havde benene til, og blev 3’er. Isoleret set, et træls resultat, men set over en sæson, et ganske fint resultat. Så man kan sige, at selvom meget af foråret blev forpurret af sygdom, så endte sæsonen med at blive mere end godkendt. Der er stadig løb, hvor jeg føler jeg skulle have præsteret bedre, men omvendt så var der også løb (Vejle, Ordrup) hvor jeg fik meget mere end jeg havde turde håbe på. I løbet af næste uge (hvis jeg får,tid, lyst, overskud, etc.) smider jeg lige et indlæg op, om hvorfor Haderslev Starup CK er den fedeste klub at være medlem af. For det er den jo! 😉