Mellem 6 og 12 point var den lidt høje målsætning inden weekendes løb. Og set tilbage på denne weekend burde det også havde kunnet lade sig gør. Men både indre og ydre omstændigheder fik desværre ret meget at sige i denne weekend.
Tønder:Taktikken var klar fra start. Jeg ville køre meget passivt den første omgang og så skulle deres holdes øje med Simon Gaal fra Næstved (vinder af Esbjerg-løbet), Peder Jacobsen fra Hillerød (den B-rytter med flest point fra Sjælland), Morten Lambert fra Randers og min egen klubkammerat, Michael Damm Kohberg. Der var desværre totalt vindstille først i løbet og det var først i løbets sidste fase at der kom vind. Taktikken virkede umiddelbart som den skulle. Ingen fik lov til at køre, og feltet var samlet henover,cog efter brostensstykket. Ca. halvvejs på 2. omgang rykkede en 10 stykker sig fri, hvor alle de ryttere sad med, som jeg skulleholde øje med. Jeg havde placeret mig (alt for) langt inde i feltet, og kunne ikke komme med ud. Jeg måtte kæmpe mig ud af klumpen, og da det endelig lykkedes havde de allerede 75-100 meters forspring. Jeg rykkede fra feltet med 4-5 andre på hjul. Vi fik lov til at ligge derude foran feltet i et par minutter før vi blev lukket ned bagfra. Der kom et kontraryk lige med det samme. Igen slap der ca. 10 mand væk. Feltet reagerede ikke. Jeg var rådvild. Løbet var ved at udvikle sig til en sand katastrofe for mig, eftersom jeg havde proklameret at jeg ville vinde! Da vi ramte brostenene besluttede jeg mig for at vi skulle smadre igennem for at lukke hullet til den nærmeste 10-mandsgruppe. Jeg passerede hver og en i feltet og bankede med 42-45 km/t (kunne jeg se på dataerne fra Endomondo bagefter) henover brostenene. Da jeg kom ud på den anden side, på den normale asfalt befandt jeg mig i et limbo. Jeg havde lige så langt op til de ti mand foran, som jeg havde til feltet, som var splittet helt vildt. Bagfra kom Bjarne Olsen, dog med en anden på slæb, og de hamrede forbi. Jeg traf valget om at lade mig falde tilbage til feltet da de kom stærkt. Det skulle vise sig at være det forkerte valg, for da jeg blev hentet gik den helt i stå. Bjarne kom senere op til fronten. Løbet var kørt. Der lå 2 x 10 mand ude foran. Vi var 20-25 mand i feltet og ingen ville køre rundt. Mange kom med forkølede og halvhjertede ryk, der bare ødelagde samarbejdet yderligere. Da vi kørte ud på 3. omgang var jeg helt og aldeles indebrændt. To forfærdelig dårlige valg (position i feltet, og ikke at køre med Bjarne Olsen) havde gjort at jeg selv havde fucked det op for mig selv! Benene var ellers gode. Ca. 500 efter målstregen, på vej ud på 3. omgang, mærkede jeg så en siver på forhjulet. Jeg var nærmest lykkelig over den for jeg gad ikke køre cykelløb mere den dag. Det hele vår rådden, og humøret var virkelig dårligt. Jeg slog ud, og vendte næsen mod målområdet. Derefter kunne jeg sidde og se cykelløb, da jeg havde Nicolai Jørgensen med i bilen, og A var sidste felt i mål. I B vandt Simon Gaal, Lambert blev 3, Kohberg blev 4’er og Peder Jacobsen 5’er. Altså alle dem jeg skulle have været med. Jeg var faktisk ret skuffet, da Tønder-løbet i in optik er det fedeste løb vi har herhjemme. Det plejer at være præget af en styg og hård vind, samt en fysisk opslidende brostensstykke. Tønder var sæsonmålet og det gik helt i kage. Jeg var skuffet.
Bov:Da jeg vågnede søndag morgen var de sidste jeg havde lyst til at køre cykelløb. Jeg havde nok seriøst overvejet at blive hjemme hvis det ikke var fordi jeg havde lovet Nicolai at han måtte køre med. Men som jeg også havde skrevet på Facebook, så forsvinder dårlig motivation altid når man står ved startstregen. Jeg havde sat mig for at holde øje med stort set de samme ryttere, og havde jeg “skiftet” Lambert ud med Randers-ryttere generelt. Benene føltes godt og jeg var besluttet på at køre offensivt, da ruten var ret tricky. Tricky forstået på den måde at på løbets sidste 6-7 kilometer var ikke mindre end 13 sving på ca. 90° – så hvis man slap væk kunne man lynhurtigt komme ud af feltets synsfelt. Der var allerede fra start en ret stor aktivitet. Ingen af dem virkede dog for alvor farlige. Kort før vi kørt ud på 2. omgang slap Anders Banke, Middelfart afsted med en følgesvend. Og kort tid efter kørte 5 mand efter, hvor blandt andet Peder Jacobsen og Jesper Kael, Randers var med. Det var ved at være nu eller aldrig. Da vi nåede ud på løbets stort set eneste hovedvej, angreb jeg fra feltet med Kasper Kalhøj på hjul. Vi fik hul med det samme, og jeg tager en monsterføring. På vej op mod udbrudet henter vi Casper Nissen fra Aarhus, som ikke kunne holde hjul i udbrudet. Jeg råber til ham, på vej forbi, at han skal med ind. Casper er en god arbejder og der var brug for alt den muskelkræft der kunne skaffes for at lukke hullet. Vi samarbejder rigtig godt og får lukket op til udbrudet, faktisk samtidig med at der sker samling i front. Et kort sekund opstod der en mindre stilstand foran, men Kalhøj og jeg gik med det samme frem og holdte vores tempo. Og heldigvis fulgte de andre op og udbrudet blev så småt en realitiet. Det tog os lige 10 kilometer med et voldsomt tempo før vi slap fri af feltet inde på de små, snoede veje – præcist som jeg havde forudsagt. Gruppen bestod af: 22. Peder Jacobsen, CC Hillerød43. Anders Banke, Middelfart CC66. Nils Eigil Bradtberg, ABC73. Steen Skov Laursen, Silkeborgn IF Cykling113. Jesper Kael Jensen, Randers CK155. Casper Nissen, CK Aarhus173. Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK203. Steffen Nielsen Aalborg CR205. Kasper Kalhøj, Holstebro CC Alle i gruppen virkede dedikeret på at det her udbrud ikke skulle hentes og vi kørte virkelig stærkt. Allerede hurtigt på 2. omgang viste det sig at Jesper Kael havde en lille siver på sit baghjul. Han får råbt ud til hans klubkammerater, ved målområdet, at de skal have hans reservehjul klar omgangen efter. Da vi passerer målstregen omgangen efter hoppede han af og skiftede hjulet. Men han tabte meget tid På 3. omgang (vi skulle køre 6 omgange) hentede vi Junior-feltet, og det skulle på begynde en kaosløb hvor vi konstant kørte elastikkørsel med deres felt. Samtidig begyndten Steffen Nielsen og Casper Nissen at sidde over i rulleskiftet, hvilket gav meget ujævn kørsel. De var åbenbart begge ret trætte ovenpå det meget høje tempo. Elastikkørslen med junior og det lidt dårlige samarbejde gjorde at Jesper kom tilbage igen. Han sagde at han i sin jagt på os selvfølgelig havde fået pace ved junior da han heller ikke kunne undgå at køre i nærheden af den på vej op. Han spurgte om han skulle køre med. Altså forstået på den måde, at hvis folk i gruppen ville have han skulle afstå fra at køre med i finalen, så ville han bare sidde på hjul og ikke arbejde. Noget for noget kan man vel sige. Jeg anser ikke det som Jesper har gjort som snyd. Han får intet ud af at skulle skifte hjul og køre op. Vi, i udbrudet, havde jo også fået pace ved Junior-feltet, som man ikke kan undgå når felter/grupper passerer hinanden. Samtidig var Jesper helt ufattelig arbejdsom i etableringen af udbrudet. Ud fra et sportslig synspunkt skulle han have lov til at køre med. Jeg tror faktisk jeg var den eneste der sagde, at jeg ikke ville nedlægge protest – det ville ikke være fair. Det ville være en nem måde at få en konkurrent mindre, men det ville samtidig være pisse dårlig stil. De andre sagde vist ikke noget, hvilket nok blev tolket som stilsigende accept. For Jesper gik med i rulleskiftet igen – og ingen brokkede sig. Da vi næsten var færdige med 5. omgang var Steffen Nielsen og Casper Nissen faldet fra. Vi var nu kun 7 mand der skulle kæmpe om sejren. Da vi manglede omkring 7 kilometer gik jeg frem og ville tage min føring, men jeg fik pludselig et hul og jeg fornemmede at folk nu ikke ville gå frem da der var ved at gå taktik i den. Mine ben var friske, og jeg satte et angreb ind. Ikke et seriøst angreb, men mere et angreb for at teste benene på de andre. Svaret kom med det samme. Steen Skov Laursen faldt af, men de andre så ud til at lide. Bag ved os havde vi juniorfeltet liggende der også kørte finale. Jeg frygtede kaos i opløbet og der måtte gøres noget. Da vi slog til venstre, ca. 500 meter senere, satte jeg endnu et angreb ind, i håb om at få et par stykker med mig. Jeg gik dybt, men stadig ikke værre end at jeg følte at jeg stadig kunne sprinte. Lige da jeg blev lukket bagfra kom den først Junior-rytter blæsende forbi forbi, og Nils Eigil Bradtberg, ABC, gik ind i Junior-rytterens slipstrøm og fik et hul. Lige da vi andre B-ryttere begyndte at optage forfølgelsen kom kaoset. Med 400 meter til stregen bankede hele Juniorfeltet forbi i højre og venstre side. Alle B-ryttere blev læst inde, der var intet overblik om hvem der lå hvor. Da vi bankede rundt i sidste sving prøvede jeg at sprinte, men kunne ikke komme frem. Jeg kunne se Anders Banke aller forrest, men Jesper Kael kom ind få meter før mig. Jeg blev 3’er. Jeg var/er utrolig træt af den måde vores løb blev afsluttet på. Jeg føler det hele blev én stor tilfældighed, og det endte med at blive et spørgsmål om held i finalen. Det, at man ikke får lov til at køre sin chance i en spurt, er virkelig frustrerende. Jeg var måske blevet 3’er under alle omstændigheder, men at misse muligheden for at afprøve sig selv var træls. Jeg følte en kæmpe overskud, og følte at jeg havde power nok til en kongesprint! Jeg ved ikke hvad der skulle have været anderledes… Et par bud; – Juniorfeltet burde have trukket sig på 3.-4. omgang da de stadig var samlet felt.- Kommisærerne burde havde stoppet Juniorfeltet i bare 1 minut.- Vi B-ryttere skulle havde ladet Junior passere med 10 kilometer igen (det snakkede vi om, men turde ikke da vi ikke vidste hvor stort forspring vi havde – vi havde nok). For uanset hvad, så blev vores opløb ødelagt, og jeg er sikker på at en del af Junior-rytterne også fik deres opløb ødelagt af en eller flere vildfaren B-rytter, der lå midt i det hele. Begge felter kørte finale, så man kan ikke bebrejde nogen noget her. Det var bare pisse uheldigt.Vi kom ind knap 4 minutter før den nærmeste B-rytter med en gennemsnitsfart på 43,5 km/t. Det hurtigste løb jeg har kørt. Men sæsonen er slut nu og det passer mig egentlig ganske fint – er mentalt træt af al den træning 🙂