Det er over 3 måneder siden at VM i Skotland blev kørt, og efter en længe reflektion over løbene, blev der endelig tid til at få tankerne ud på skrift. En kæmpe motivationskrise efter VM, gjorde at jeg ikke fik skrevet løbsrapporten, og egentlig blot koncentrerede mig om at blive klar til Veteran DM.

AFREJSE:

Michelle og jeg tog afsted mandag omkring middagstid. Forud ventede en lang køretur på omkring 20 timers kørsel. Vi havde en deadline om natten, hvor vi skulle med Eurotunnel’en i Frankrig og heldigvis havde vi en 1,5 timers buffer, så vi var i god tid. Vi var kørende i en lækker Toyota ProAce City, som AT Biler fra Give venligst havde udlånt til os, og det var en kæmpe fornøjelse, at kunne pakke en bil uden at skulle gå på kompromis med hvad vi skulle have med, og nærmest stoppe ting ind mellem cykel-rammerne, for at få plads. Det var værdsat!

Turen gik ganske fint indtil vi ramte Hamborg. Der var kø, og pludselig smed Google Maps GPS’en lige lidt over en time oven i! Nu ville vi ankomme mere eller mindre på det klokkeslæt hvor vi SENEST skulle være der! Michelle og jeg kiggede på hinanden, og aftalte hurtigt, at vi tog en chance! Af motorvejen før vi endte i komplet stilstand, og så gik turen ellers igennem Hamborg midtby. Chancen bar frugt og trafikken gled okay her, og da vi kørte ud af byen igen, havde vi tabt 8 minutter i forhold til den tid vi havde kørt efter, hjemmefra!

Turen gik herfra smertefrit, indtil vi ankom til Calais, hvor toget ventede, og efter 1 times obligatorisk ventetid, kom vi afsted og ind i England. Michelle startede med at køre i England. Hun er nok bedre til at holde hovedet koldt, og derfor var hun 100 % den rette til at starte med at køre, i den “forkerte” side. Det tog dog ikke mere end en times tid, før hun også begyndte at føle trætheden, og vi byttede. Jeg havde sovet lidt på vejen. 

Herfra kørte vi 100 % motorvej igennem England, og det kunne jeg sagtens overskue. Overhal og hold til venstre. Simpelt. 

Da vi nåede til Skotland og kom af motorvejen, fik Michelle lov til at overtage 100 %. Hun klarede det som en champ, og fik og sikkert til hotellet i Dundee. Mandag var blevet til tirsdag. 

UDPAKNING OG RECON

Vi ankom faktisk til hotellet 2 timer før vores check-in tid og desværre kunne vi ikke få vores værelse før tid. Derfor blev det et par lange timer i bilen, hvor vi ventede. Ikke lige det fedeste efter en lang tur. 

Vi var begge trætte, da vi endelig kom ind og fik pakket ud. Jeg ville dog gerne ud og trille en tur, og så kunne det lige så godt være på ruten. Så jeg fik klædt om, og slæbt Michelle med ned i bilen.

Vi kørte 30 minutter til Perth hvor starten gik, og så det an, inden vi så kørte de første 15 kilometer i bil. Starten gik inde i byen hvor der var heftig trafik, og direkte ud på en større trafikeret vej, hvor jeg ikke følte en større lyst til at cykle. Da ruten drejede fra hovedvejen hoppede jeg på cyklen og planen var at køre rutens første 75 kilometer (De 15 kilometer i bil, og de andre 60 kilometer på cyklen). 

Kroppen var en smule dvask, men stille og roligt kom motoren i gang, og mit eneste fokus var mest: “Hvad end du gør, så hold dig i venstre side af vejen!”

Ruten indeholdt 3 dominerende stigninger. 

Den første stigning var på 7,6 kilometer og steg med 2,2 % i snit, og den var jeg ikke så urolig for. Den kom jeg rimelig nem henover og tænkte ikke, jeg kunne blive sat her.
Det var straks værre med den midterste. Den var både lang og med en del stejle passager. 6,9 kilometer med 4,1 % i snit, og nogle ramper der ramte omkring 8-10 %. Jeg kørte den hårdt, og tænkte, at jeg skulle have gode ben. Den lå heldigvis langt fra mål, så måske ville folk ikke decideret angribe på den, men tempoet ville nok være med til at dræne mig. Efter toppen sagde jeg til Michelle, at jeg gerne ville køre nedkørslen for at kende den, og efter den, så hoppede jeg i bilen. 

Planen var at køre resten i bilen, men efter blot 5-10 minutter blev vi enige om, af det snart blev for mørkt, og ingen af os kunne overskue 100 kilometer mere i bilen. Og det var kun ruten, hvorefter der så ventede 30 minutter tilbage til Dundee. Vi valgte at køre hjem. Planen var alligevel at køre det sidste af ruten dagen efter, sammen med H50’eren Martin Mølgaard Ravn fra Odense CK der også skulle køre VM. 

Vi kørte hjem og konedyret fik lavet lidt godt mad til os. 

Video fra de første par dage:

MERE RECON

Dagen efter vågnede jeg til en overdådig morgenmadsbuffet. Og nej, det var ikke hotelbuffet, men Michelle der havde lavet havregrød, pandekager og ris, så der kunne blive fuldt på med kulhydraterne. 

Vi fik pakket vores ting, og kørte igen til Perth hvor vi mødtes med Martin. Herefter kørte vi hele det første stykke i bilen igen, og efter den midterste stigning kørte vi et lille stykke før vi hoppede ud til de sidste 60 kilometer. Vi startede mere eller mindre i bunden af den sidste stigning. 

Den startede rimelig okay, og i starten tænkte jeg, at den da ikke var så slem som frygtet. Lige indtil vi ramte en kort nedkørsel og et 180 graders sving. En lang bakke tordnede sig op. En stejl satan som var uendelig lang. Jeg prøvede at holde mig på 400w. Det var holdbart og tænkte, at det kunne være en fin benchmark for, hvad jeg måske kunne holde i løbet i de 10-13 minutter hele bakken nok ville tage. Den var 6 kilometer i alt, hvor de første 2 kilometer var på 2,7 % i snit, og den sidste del var på 6 % snit snit.

Efter toppen var der et træls stykke falsk flat som kunne være rigtig hård, hvis man var ude i, at skulle lukket et hul, eller sad på limit.
Herefter gik der ned af lang tid. Martin og jeg snakkede 1000 scenarier i gang. Hans største bekymring virkede mest som om, at han var tvivl om, hvor mange der måske være tilbage i hans age group. Min bekymring gik på, hvordan fanden jeg skulle overleve bakkerne. Min egen logik fortalte mig også, af jeg ikke måtte tale mig selv ned, da det jo ikke var danske A-ryttere jeg skulle konkurrere imod, men ryttere mellem 40-44 år. Og der anså jeg mig selv  – eftersom jeg vandt begge kval-løb i Østrig – som en af de bedste i min age group. 

Efter at have gennemkørt resten af ruten afhentede vi numre, ønskede hinanden held og lykke, hvis vi ikke fik set hinanden ved starten 2 dage senere. 

DAGEN FØR

Dagen blev jeg igen behandlet som en professionel rytter, med morgenmadsbuffet. Der gik dog ikke mere end et par timer, før jeg begyndte at få det underligt i kroppen. Svimmel og koldsved, og en smule begyndende hovedpine! Jeg troede, at jeg var ved at blive syg. Hovedet gik i panik. Skulle jeg nu til at være syg? Jeg følte mig ikke helt drænet, men bare utilpas. Kunne jeg starte i morgen? Ville det være klogt? Eller skulle jeg spare mig og håbe jeg ikke fik det værre, og så kunne køre enkeltstarten?

Michelle var rigtig god og fik talt mig lidt til ro. Hun sagde, at jeg sikkert blot var nervøs, og måske skulle prøve at rulle en tur på min medbragte hometrainer. 

Jeg fik klædt om og begyndte at køre mine benåbnere. De første 10 minutter var lidt strenge, men da intervallerne startede, var det tydeligt at der var hul igennem. Pulsen forblev på et forventet lejde, og efter turen på hometrainer, var hovedet også på plads. Det var nervøsiteten der spillede mig et puds. Cykelryttere har altid 1000 undskyldninger, og min hjerne var i gang med dem, uden at jeg var klar over det. Jeg var dog klar… 100 %!

Resten af dagen gik med at få carboloaded, klargjort cyklen og slappet mest muligt af. 

Jeg tænkte meget over hvordan jeg skulle gribe løbet an. Ville de nationer med mange ryttere bruge hinanden? Ville det hele forblive samlet og kørt hårdt på bakkerne? Skulle man satse på et udbrud? Og hvem skulle man holde øje med?

Min plan blev, at jeg ville holde mig fremme. Jeg ville spare mig bedst muligt, og ikke bruge dumme kræfter, før det var nødvendigt. Spar kræfter, spis og drik, og overlev bakkerne. Jeg tænkte ikke at noget ville komme afsted, da der var 180 mand i feltet der alle nok troede de kunne vinde på en god dag. 

Jeg havde ingen fornemmelse om jeg kunne køre om sejren eller bare skulle være glad for en potentiel top 30. 

Video fra dagene op til:

UCI Worlds Championship Gran Fondo
160 kilometer, 1850 højdemeter

Vækkeuret ringede ret tidligt. Jeg havde sovet godt, og morgenbuffeten stod klar igen. Der var ovenikøbet smurt en god madpakke og det hele. Grunden var, at jeg skulle afleveres tidligt inde ved mål, da hele området ville blive lukket for trafik kl. 9.00 og da Michelle var så sød at hun ville køre ud og lange dunke til Martin og mig, så skulle hun være ude af zonen før de lukkede alt ned. 

Vi kørte samtidig i god tid, da vi var lidt bange for trafikkaos inde i Perth. Vi kom dog heldigvis nemt ind til området, og kunne sidde og småsnakke lidt. 

Jeg var temmelig nervøs, men også klar over, at det var helt normalt. Jeg kyssede konedyret farvel og sendte hende afsted mod langningzonen og jeg trillede op til start. Jeg havde dog slet ingen stres. Som vinder af kvalen i Østrig, havde det udløst en Priority Start Box-plads, så jeg sammen med de andre kval-vindere måtte stå først. Jeg skulle bare møde op 5 minutter før. 

Derfor kunne jeg både nå op til flere toiletbesøg, da jeg altid skal pisse 3-4 gange før starten. Min sidste pisse-tur var blot 7 minutter før start. 

STARTEN GÅR!

Løbet blev sat i gang og allerede var farten høj. Jeg havde lidt frygtet en crazy positionskamp igennem Perths gader, med rundkørsler og trafikøer. Til min store og positive overraskelse, så kunne jeg ret nemt holde mig fremme. Jeg var ovenpå fysisk og mentalt. Jeg tror aldrig jeg var ude af top 20. 

Vi kom ud af Perth og da vi kørte ind på de små veje var jeg i 10. position. Der var ikke plads til 180 ryttere, så jeg tænkte at det måtte være crazy nede bagved. 

Efter en små 17 kilometer slap der en enkelt rytter væk. Han var iført noget grønt tøj, som jeg der ikke lige kunne se var fra Irland. Det vigtigste var, at der ikke kom en rytter med fra Belgien, Storbritannien og/eller Holland. De var klart bedst repræsenteret, så derfor måtte ansvaret være hos dem, uanset om de kørte sammen eller ej. Og én rytter ude foran var ikke farlig. Hvis han kørte solo hjem med knap 145 kilometer, så kunne man kun sige chaupeu. 

Farten i feltet faldt en smule. Der var stadig en del angreb, og jeg holdt mig til, men var på intet tidspunkt i vinden selv. Efter 22 kilometer var der et hårdt angreb i fronten af feltet, der dog ikke skabte huller, men bare strakte feltet ud. Jeg lod mig falde 10-15 pladser tilbage. Jeg ville ikke bruge anaerob energi, og det var klogt for lige efter stoppede angrebet. Jeg holdt egentlig bare momentum, og gled nemt frem, og kunne nærmest gratis suse forbi fronten af feltet. Uden nærmest at træde, slog jeg hullet. 

Tankerne i mit hoved var mange. Skulle jeg kørte til? Skulle jeg lade mig falde tilbage? Det var jo langt til mål. Jeg havde jo tænkt at intet fik lov til at slippe væk, og jeg havde allerede fået 150 meter uden at være over 360w. 

Jeg var efterhånden blot 4-5 kilometer fra der hvor den første stigning for alvor ville tage fat. 

Jeg tog beslutningen om at holde på. De watt jeg kørte nu, ville være det samme som jeg skulle holde på stigningen bare ved at sidde i feltet. Den eneste forskel var, at jeg skulle holde de watt lidt længere. Hullet voksede, og efter et par minutter kunne jeg ikke se feltet mere. Foran kunne jeg spotte rytteren i front. Jeg øgede mine watt lidt, da jeg gerne ville fange ham, inden stigningen for alvor startede, så han ikke gled fra mig. Det var vigtigt at han så mig, og også vurderede at han havde brug for mine kræfter, og omvendt. 

Efter 8 kilometers solokørsel fangede jeg ham. Vi udvekslede ingen ord, men det var helt naturligt at vi begyndte at køre rundt sammen. Jeg kørte dog kun 85-90 % i mine føringer. Mit mål var, at vi bare kom hen over toppen – eller meget tæt på – før der måske kom en gruppe bagfra. Uanset hvad, så ville de bruge mange kræfter, hvis de skulle lukke os før bakken sluttede. Flere steder kunne vi nemlig spejde bagud, og der var i hvert fald +1,5 minut. 

Jeg fyrede den ned af. Jeg havde prøvet nedkørslen på recon, og set den i bil, og havde samtidig ruten på min Wahoo. Jeg viste med mit kropssprog og kørsel, at ireren ikke behøvede at gå frem. Jeg vejede noget mere, og kørte hurtigere ned af. Han skulle bare holde hjul, hvilket han gjorde. Og så snart vejen fladede ud, så overtog føringen. 

NU SATSER JEG PÅ DER HER!

Den næste stigning ventede kort forude. De gange jeg kunne se bagud, var der intet felt i syne. Jeg skød på 2,5 minut. Mindst. Jeg spiste og drak alt hvad jeg skulle, og benene havde det godt. 

Da vi ramte stigningen blev den første udveksling mellem os vekslet. “Now we go steady.” lød det på ægte irsk. Jeg var enig. Vi skulle køre jævnt. Hårdt, men jævnt. Det var en lang bakke, og lige på den her, ville jeg være træt af, hvis feltet fangede os. Samarbejdet fungerede godt, og vi gav den gas. Jeg tænkte dog hele tiden, at jeg gerne ville have, at han førte hårdere, men omvendt så fik jeg også mere afslapning på hjul. 

Det sidste stykke af bakken bed lidt, men vi kom henover, og ligesom på den første nedkørsel tog jeg fronten og smadrede ned af. Det var ikke her feltet skulle tage tid på os. 

Herfra ventede der en del små og kringlede veje, som bare gik op eller ned. Jeg var nået dertil, hvor jeg tænkte, at nu går jeg all-in på det her udbrud. Selvom der var 75 kilometer til mål, så havde vi et godt forspring, og kom vi henover den sidste stigning, så var der ingen steder hvor et felt eller en gruppe kunne sætte mig sådan uden lige. 

Jeg gav mig godt i mine føringer, men fornemmede stadig, at han ikke førte lige så hårdt, som jeg gjorde. Jeg var ligeglad, om han var træt eller sparede sig. Det måtte jeg tage mig efter vi havde overstået den sidste stigning.

Da vi ramte langingszonen efter 90 kilometer, skulle jeg spotte Michelle. Jeg manglede væske, og skulle mindst bruge én dunk. Vi havde lavet en lille øvelse, hvor jeg tage 2 dunke fra Michelle uden at klikke ud. Jeg skulle ned i fart og hun skulle løbe ved siden af. 

Da jeg spottede hende, vidste jeg, at det ville blive svært. Langningen foregik på en ret stejl bakke, og der var MANGE mennesker! Jeg fik den første dunk nemt, men jeg kunne ikke få nok fart taget af, og Michelle kunne ikke løbe blandt alle menneskerne. Succeskriteriet var én dunk. 2 dunke havde været en bonus.

Vi begyndte nu at køre den sidste stigning. Jeg tror jeg havde fronten på den 80 % af vejen, og vi kørte ikke så stærkt, at jeg tabte meget ved ikke at få læ. 

Da vi næsten ramte toppen, tikkede der en besked ind på min Wahoo fra Michelle. Jeg havde min telefon med i baglommen. “I har omkring 3,5 minut til en større gruppe” Jeg prøvede at tænke hvad en stor gruppe kunne være. Mit bud var alt fra 10-20 ryttere. Ellers havde hun nok skrevet felt. Jeg delte ikke denne info med ireren. 3,5 minut kunne være nok, men han skulle ikke begynde at spare sig. Han skulle slides op. 

Da vi ramte toppen og hen over en lille højderyg viftede jeg ham frem, og her fik jeg bekræftet at han var presset. Han mumlede et “… Jesus fucking Christ” da han nok mente, at han følte sig presset til at holde samme fart som mig. Det gav mig selvtillid. 

Ned af fyrede jeg den af. Der var 60 kilometer hjem, og hvis jeg kunne holde farten høj ned af, så hentede de måske ikke tid her. Så reelt set havde de måske kun 40 kilometer til at lukke 3,5 minut. 

Jeg prøvede dog stadig at holde hovedet koldt. Jeg havde stadig gode ben, set i lyset af, at jeg havde været i udbrud i 100 kilometer nu. Skulle der komme en stor gruppe bagfra, ville jeg også gerne have noget i tanken til en finale. 

Hentet bagfra

Og med 30 kilometer igen, kunne vi se en stor gruppe bagfra! Fuck der var vel 20 ryttere! 

De fangede os på en lille bakke, og med det samme angreb en hollænder! Jeg kørte med ham, med det samme, og så med det samme at det var Johnny Hoogerland. Angrebet blev dog lukket igen. Da der faldt ro på, lod jeg mig falde ned igennem gruppen for at danne mig et overblik. 

Til min store overraskelse var der nærmest ingen fra min age group. Reglerne for Gran Fondo er, at dem man fanger fra de andre age group, de må gerne hoppe på hjul, men de må ikke tage føringer. Jeg talte rytterne. Der var kun 5 fra min aldersklasse! Jeg kørte mig frem i gruppen igen. Jeg skulle ikke sidde nede bagved, blandt ryttere der var ligeglade hvis en fra min klasse kørte væk. 

De første 4-5 kilometer holdt jeg mig i baggrunden, og ville ikke deltage i føringsarbejdet. Jeg mente, at med 108 kilometer i udbrud, så kunne jeg godt lige spille et kort om, at jeg skulle have luft. Hver gang, at en af de andre ryttere kiggede på mig, lavede jeg et lidende ansigt. De måtte gerne tro på, at jeg havde det hårdt. Opstod der lige lidt huller, som jeg skulle lukke, så blev det med en lidt mere urolig overkrop, og jeg prøvede at træde lidt mere firkantet. Sandheden var, at jeg havde det godt. Relativt godt i hvert fald.

På et tidspunkt gik jeg dog frem og kørte med rundt foran. Ireren sad bagerst, og havde gjort det siden vi blev hentet. Ud over ham og jeg fra det tidligere udbrud, var der som sagt Holland’s Johnny Hoogerland, en stor belgier, som lignede en rigtig tonser/sprinter, og en lille schweizer. Typemæssigt lignede han lidt en bakkerytter. Sådan noget er naturligvis svært at tyde, men man gør sig nogle ideer i kampens hede. Han virkede også til at bøvle lidt med det, når farten var høj på det flade. Han var også den eneste på en ikke-aero-cykel, og havde en rigtig letvægter af en fælgbrems-cykel.

Jeg vurderede mine chancer meget. Hoogerland kunne nok lidt af det hele. I en spurt ville belgieren måske være den største trussel, dog. Jeg følte, at ireren som sagt var træt, siden vi rundede sidste stigning, og schweizeren virkede ikke til, at kunne køre solo fra gruppen og spurte. En top 3 virkede realistisk.

Rent taktisk så ville jeg dog gerne se, om der var mulighed for at komme væk igen. Med 5 ryttere til 3 podiepladser, og en irer der ikke ville føre, og en schweizer der virkede lidt presset, så kunne der nemt opstå en situation, hvor det måske kun var Hoolgerland og belgieren der ville/kunne jagte mig, og ville de det med to potentielle ryttere der bare sad på hjul?

Med lige omkring 15 kilometer til mål fandt jeg et ret godt moment, efter havde været lidt accelerationer i gruppen. Belgieren og schweizeren havde angrebet hver for sig, og Hoogerland havde lukket dem. Det hele gik lidt i stå, og jeg kom blæsende bagfra og slog hurtigt hullet. Der kom efterfølgende en lang nedkørsel, og jeg holdt mig på omkring 400 watt og gjorde mig aero. Farten var høj, og jeg øgede, men benene ville også gerne have, at jeg ikke pressede meget hårdere, da en lille krampe i højre baglår bankede på. Den fik jeg dog styr på, og jeg kiggede bagud, og vurderede, at hullet var på 20 sekunder efter blot 2-3 minutter ude foran. Måske var den gået lidt i taktisk hårdknude bagved. På nogle enkelte små stigninger hamrede jeg alt, hvad jeg kunne, og fik hele tiden cyklen hurtig op i fart, og jeg kunne ikke se dem bagude mere, men vejen snoede sig også godt, så det var både godt og skidt. Jeg anede ikke hvor langt foran jeg var, mens de så heller ikke anede om de skulle jagte hårdere.

Da vi kom ind i en lille by stod der mange mennesker og jublede, og larmen var faktisk ret vild. Det gav gåsehud, og lige lidt ekstra lidt mere tro på tingene. Jeg vidste, at jeg lige skulle over en lille knold inde i byen, og så videre på noget falsk fladt. Jeg følte, at jeg sneglede mig over bakken, og havde lidt svært ved at få cyklen op i fart igen, og da jeg kiggede bagud, var de pludselig 10-15 sekunder bagud. Alle kørte med rundt, så det ud til. Måske var der faktisk også andre ryttere fra en anden age group der førte!? 

Kort tid efter fangede de mig, og det var tydeligt, at de 3-4 belgier fra aldersklassen under os førte! Min første følelse var, at jeg havde lyst til at give dem en sviner, men jeg fik tøjlet mig selv. Det ville ikke hjælpe noget eller ændre på, at jeg jo var blevet hentet. Jeg holdt fokus på cykelløbet, og hvad der skulle ske fremadrettet.

Der var stadig ca. 10 kilometer til mål, og vores samarbejde i gruppen var ikke ligefrem godt. Schweizeren gik frem og prøvede at få tempoet op, som var faldet til 35 km/t, og belgieren gik på hjul. Da schweizeren slog ud, gik den dog i stå igen. Det var et perfekt moment, da jeg bar en masse fart med mig, og jeg angreb hårdt! Jeg kiggede bagud, og kunne se at Hoogerland var ved at lukke mig ned, med en rytter fra en anden aldersklasse og schweizeren på hjul af de to. Belgieren havde misset det, og ireren – som stadig sad nede bagved – var også væk. 3 mand til podiet gav mening og vi kørte hårdt på, men vi blev lukket igen. Igen af en gruppe belgier der ikke havde nogen aktie i vores løb, ud over at de hjalp ham i vores aldersklasse. Hoogerland gav dem en kæmpe sviner – han var virkelig vred. Jeg havde stadig fokus, og vidste, at jeg ikke kunne ændre på noget. Hvis jeg skulle afsted igen, så var det nødvendigt at få belgieren med. Og ellers ville jeg bare sidde i gruppen og håbe på, at hans folk lukkede alt ned. Det var det kort, jeg blev nødt til at spille.

Og blot et lille minut senere angreb belgieren, i et langt og hårdt angreb. Jeg var den eneste der fik klemt mig med, og da jeg endelig tog min føring, var det som om, at han ikke ville gå på mit hjul. Jeg lavede et kort lille angreb for at holde farten oppe, og han gik på hjul, og da jeg slap trådet, for at få ham helt op, så kørte han forbi igen, og trådte til. Igen kom jeg ind på hjul. Han fyrede den af, mens jeg spejdede bagud, hvor de var ved at lukke os. Der var kun rytterne fra vores aldersklasse, og måske 4-5 andre tilbage. Resten var sat. Jeg slog lidt demonstrativt ud i den helt modsatte side af vejen, og prøvede at ligne en der ikke gad mere, og ingen fulgte efter, og der lavede jeg et siddende angreb. Og Hoogerland lukkede mig med det samme.

Der var nok 3 kilometer tilbage. Alle havde mere eller mindre brugt deres krudt, og jeg vurderede, at jeg skulle satse på en spurt nu. 

Da vi nærmest os opløbet lå jeg i 4-5 position. Et par af de andre ryttere, fra andre aldersklasser, begyndte at blande sig! Hoogerland skreg af dem, at de skulle holde sig væk, da de højst kørte om en placering som nummer 80, mens vi altså kørte om guldet. Opløbet var lidt tricky. Vi ville komme fra en længere nedkørsel og så nærmest 120 graders sving til højre, ind af en smal port, og så en spurt hvor der måske var plads til 3 cykler ved siden af hinanden. Fra porten og til mål ville der være cirka 500 meter.

Der gik en belgier frem og satte tempo. Han kørte tydeligvis noget lead out for sin landsmand, selvom de ikke havde samme aldersklasse. Efter belgieren, fra min klasse, lå schweizeren, og så kom jeg. Inden sidste sving begyndte en amerikaner fra aldersklassen under mig, at skubbe til mig på min venstre side. Han skulle ikke tage min plads, og jeg gav ham igen, og pressede ham hårdt mod barrieren. Han kunne nu vælge at give bremsen, eller køre i barrieren. På det her tidspunkt var jeg ligeglad. Jeg havde ikke sat i 4 timer, og brugt så meget energi, for så at tabe, fordi en der ikke havde noget at køre for, ville tage min plads. Han trak sig, og jeg kom ind som nummer 4.

Jeg lå perfekt. Jeg lå, så jeg ikke umiddelbart kunne blive bokset inde, og jeg følte, at jeg stadig havde gode ben. Med 400 meter igen åbnede schweizeren en lang spurt. Belgieren fra aldersklassen under os slog ud, og ham belgieren fra vores aldersklasse tøvede ikke, kørte efter, og jeg sad på hans hjul, og fik måske det bedste lead out man kunne få. Da schweizeren blev fanget med 300 meter igen, var der lige et lille sekund hvor farten gik ud. Hvis schweizeren trak mod venstre ville jeg blive lukket inde. Og da det gik en smule ned ad bakke, mod mål, var en lang spurt ikke helt umulig. Jeg traf en splitsekundsbeslutning og åbnede venstre om schweizeren. Jeg håbede, at han ville trække mig venstre, og derved “lukke døren” bag mig. Jeg følte, at jeg slog et godt hul, og jeg nåede at tænke, “nu vinder jeg sgu VM-guld!” Jeg troede virkelig på, at jeg havde den sejr! Jeg fornemmede dog også, at jeg havde en rytter bag mig, og med blot 75 meter igen kunne jeg se ham snige sig op på siden af mig. Da han passerede mig med 50 meter igen, krampede jeg i baglåret, og prøvede at træde igennem, men det var slut. 

Johnny Hoogerland vandt guldet for snuden af mig, mens den store belgier tog sig af 3. pladsen. Jeg fik lykønsket Hoogerland, og trillede væk for mig selv. Jeg var færdig og træt, men det var ikke det som umiddelbart fyldte i hovedet. Nej, jeg var skuffet. Virkelig og aldeles skuffet. Jeg kunne smage guldet, og følte mig på en eller anden måde snydt. Jeg ved godt, at der ikke er noget snyd eller noget der er synd i cykling, men jeg havde tilladt mig at drømme stort, taget chancen, og havde nærmest ikke sat et tråd forkert hele dagen. Faktum var dog, at Hoogerland bare var hurtigere på stregen. Helt simpelt. 

Efter at have fået afklaret mig med 2. pladsen, sendte jeg Michelle en besked. Hun var kommet tilbage fra langningzonen, og havde parkeret bilen nede i byen og ventede nu på den shuttlebus, der skulle fragte hende til målområdet.

Da hun ankom var det første vi gjorde, at give hinanden et kæmpe kram. VM og hele rejsen dertil, var et fælles projekt, for uden Michelle ville jeg aldrig kunne have lykkedes med det. Jeg mærkede også, at hun var skuffet. Ikke over mig, men på mine vegne. Hun ved om nogen hvor meget jeg brænder for cyklingen, og hvor meget jeg har forberedt mig på det her VM. 

Som tiden gik løsnede jeg dog op, og kunne stille og roligt finde en glæde i præstationen. Jeg fik også talt med Martin Ravn, der blev en flot 5’er i H50-klassen, og kunne godt se, at man ikke kunne tillade sig, at være skuffet over en 2. plads til et VM. I hvert fald ikke på resultatet isoleret. Jeg fastholder dog, den dag i dag, at jeg vil have lov til at være skuffet over momentet hvor jeg føler, at jeg tabte guldet. Det er også den benzin der skal bruges til at ville have revanche i Aalborg næste år!

Podieceremoni og øjnene på enkeltstarten!

Efter en times tid, var det endelig tid til podie ceremonien. Ude bagved skulle alle medajletagere sidde i et stort telt, og det var da lidt specielt at sidde og se på typer som Alexandre Vinokourov, der vandt H50-klassen, og Johnny Hoogerland. I aldersklassen lige under mig – 35-39 år – sad Stefan Kirchmair, der på mange måder er lidt af en Zwift-legende, på godt og ondt. Selvom hans inddørs præstationer har været lidt til den gode side, så er der dog stadig ingen tvivl om at manden kan træde, med sejren i La Marmotte sidste år, og nu bronze-tager ved et VM for amatører.

Vi blev kaldt frem og blev grundigt sat ind i proceduren om hvordan det ville forløbet på podiet, hvordan vi skulle stå, hvordan vi skulle træde op på podiet i den præcise rækkefølge, og at vi altså skulle huske at smile. Jeg tænkte, om det var fordi jeg så lidt sur ud, men jeg var nok mere bare træt, og ADHD-hovedet var ved at være fyldt op af indtryk. 

Jeg var dog glad og jeg fik smilet, og fandt hurtigt Michelle nede blandt publikum og kunne holde øjenkontakt med hende. Jeg slap dog hendes øjne da Hoogerland trak den regnbuestribede trøje over hovedet, og jeg lavede vist en bevægelse med læben, der udstrålede ærgelse, for da jeg fangede Michelles blik igen, nikkede hun roligt, som om hun telepaterede “Ja, jeg ved godt, at du ville have haft den trøje med hjem!”. 

Vi fik pakket vores grej sammen, og begyndte at forlade pladsen foran podiet. Nu skulle vi ned og finde vores bil i Perth centrum. Da vi nåede til enden af pladsen, gik vi forbi Hoogerlands bil, og han råbte mig an, og ville høre hvor gammel jeg var, hvor høj jeg var, og hvor meget jeg vejede. Jeg fortalte ham, at jeg var fra 1983, ligesom han var, og fortalte også min højde og vægt. Han konstaterede bare, at jeg jo måtte træde voldsom høje watt, og sluttede sin egen konklusion med “How the fuck can you be so strong?”

Det gav en god selvtilfredshed, det kan jeg ikke løbe fra. Han forklarede også, at han i finalen nærmest kun havde øjnene på mig, for som han sagde; hvis jeg fik 15-20 sekunders hul, så var jeg nok bare sejlet væk. Jeg spurgte – inden vi gik videre – om han kom til Danmark næste år, og han smilede og sagde med et glimt i øjet “Not if you are coming!” Jeg ønskede igen ham tillykke og vi forlod stedet. Michelle nåede den sidste shuttle bus ned til Perth, og jeg cyklede ned, og derefter kørte vi tilbage til Dundee.

Da vi kom hjem fik Michelle lavet lidt mad – som den kongelige soigneur hun er – og vi gik ret tidligt i seng.

Video fra dagen:

Og video fra Carlo Porco, som blev 3’er:

Fridag

Jeg vågnede lørdag og var træt og smadret. 160 kilometers cykelløb havde sat sig i benene, og planen var egentlig at jeg ville ud og rulle en times tid på cyklen. 

Dagen skred dog stille og roligt frem, og det blev sværere og sværere at tage sig sammen. Vi havde aftalt at skulle ud og spise på en restaurant, noget der hed Beef Eater, senere. Så da klokken pludselig var godt over middag traf jeg beslutningen om at lade være med at cykle. Jeg gik rundt og havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke fik kørt lidt, men omvendt havde jeg så ondt i stængerne, og havde slet ikke lyst til det. Derfor satte jeg mig selv fri, ved at sige, at jeg ikke skulle køre.

I stedet kørte vi ud i bilen sammen, og fandt ud af hvor enkeltstarten skulle starte, hvor vi var henvist til parkering af arrangørerne og kørte recon i bilen, hvilket ikke rigtig gav så meget, da vi både kørte, da vi skulle køre på den anden side af hovedvejen derud, og det bare bare en ret ligetil ud-og-hjem enkeltstart. Vi fik dog lige set vendepunktet, som var rundt om en trafikø. 

Da den p-plads arrangørerne havde henvist til – og så lå hvor der senere skulle være præmieceremoni – lå omkring 8-10 minutters kørsel væk fra start på cyklen, så besluttede vi, at vi måtte prøve, om vi ikke kunne finde en plads tættere på, i et af villakvarteret tæt ved mål. Vi vidste ikke helt om det var okay at holde der, men det var i hvert fald ikke holdbart at skulle opvarme ved den officielle parkering, og så skulle trille 10 minutter til start, hvor man også samtidig også skulle være ved starten 10 minutter før til cykeltjek. Det ville give et hul fra endt opvarmning og 20 minutter til start.

Vi endte med at finde et godt sted, hvor der var et græsareal, og vi kunne holde uforstyrret, og samtidig kunne pisse i fred, hvis/når man havde brug for det. Jeg delte lokationen med Martin, så han også kunne holde der.

Om aftenen tog vi ud og spiste, og fandt ud af, at Beef Eater måske var Dundee’s svar på Jensen’s Bøfhus. Det var fint, uden at være prangende. 

Raceprep

Søndag gik der igen race-mode i den. Jeg fik serveret et godt morgenmåltid, og sørgede hele dagen for at få spist og drukket godt. Mine ben gjorde stadig rigtig ondt, og selv efter at have kørt min raceprep på hometraineren, så blev det ikke bedre. Det føltes som en mini-fibersprængning i det højre baglår. Jeg var dog ret rolig omkring det. Jeg kunne ikke gøre fra eller til, og jeg var nået lidt dertil, at jeg allerede havde vundet en VM-medalje, og jeg var slet ikke sikker på, at jeg på friske ben ville kunne køre med om medaljerne alligevel.

Vi fik samtidig hentet numre og chip til cyklen, og jeg fik den også forhåndsgodkendt ved kommissærerne. Det er lidt sjovt, at selvom man ved, at cyklen er sat korrekt op i alle de gældende mål, så står man alligevel med en lille summen i maven, indtil den er godkendt. Den gik rent igennem, og vi kunne nu køre hjem og begynde at pakke det meste ned. Jeg havde først start omkring kl. 14.00 dagen efter, så vi pakkede kun det væk vi vidste vi ikke fik brug for mere. Jeg ville gerne undgå, at skulle bruge alt for meget af formiddagen, på løbsdagen, på at pakke bil.

Jeg havde virkelig prøvet at stalke mine modstandere, enten ved sammenligne deres enkelstartspræstationer, der hvor de havde kvalificeret sig, eller via Strava, men nogle var ikke til at opspore. Ud fra hvad jeg kunne se, turde jeg håbe på en top 5, men der var 3-4 stykker som jeg havde lidt svært ved at finde info omkring, ud over at jeg kunne se, at de var hurtige. Når alt kom til alt, så var det også ligegyldigt, for det handlede jo ikke om hvad de kunne, men om hvad jeg kunne. Kørte jeg op til mit bedste, så kunne jeg ikke gøre fra eller til. 

Video fra dagene:

UCI Worlds Championship Gran Fondo, TT
22,9 kilometer, 91 højdemeter

Efter en god nats søvn vågnede jeg mandag. Jeg var spændt, men havde det rimelig godt mentalt. Jeg følte stadig lidt smerter i benene, og specielt højre ben prikkede lidt. Vi fik pakket bilen, og checket ud, og fandt ned til vores opvarmningssted, hvor Martin allerede var ankommet, og var ved at sætte tingene op med hometrainer osv. Jeg var i rigtig god tid, hvilket ikke var super godt, for jeg får lidt for meget tid til at tænke over tingene. Med andre ord; jeg begynder at overanalysere. 

Før VM var jeg blevet aero-fittet hos Frederik Muff, og med en Tempo-suit fra Fusion, og ny hjelm fra Lazer, som gav bedre resultater hos Muff, end min gamle Giro Aerohead, så var udstyret på plads. Alligevel havde jeg kun prøvet 2 ture med den nye hjelm, da den kom få dage før vi skulle afsted til Skotland, og nu blev jeg i tvivl om jeg havde den rigtigt på hovedet, som Muff havde anbefalet. Den skulle sidde lidt bagover, som en mini Poul Nyrup-hjelm, til dem der forstår den reference. Så jeg hoppede på hometraineren og fik lige Michelle til at filme mig hurtigt, og konstaterede, at den (selvfølgelig) sad som den skulle.

Der løb pludselig et rygte ind, om at starten var rykket mindst 20 minutter, da der havde været 2 styrt. Martin var nærmest lige ved at begynde sin opvarmning, så jeg hoppede på min cykel, og cyklede op til start for at høre en official af. Svaret var, at starten var rykket med “omkring 20 minutter”. Virkelig lidt et fluffy svar, som var svært at bruge til noget. Jeg kørte tilbage og sagde det til Martin. Han gik dog i gang med at varme op. 

Den usikkerhed omkring de der cirka 20 minutters udsættelse gjorde ikke godt for mig. Og der var intet officielt om det, så jeg sad og begyndte at tjekke numre på forbipasserende ryttere der varmede op, rullende på vejen. Jeg fandt deres starttider og kunne konstatere at de burde have været startet for x antal minutter siden. Okay, så var det udskudt. Michelle var også lettere urolig. Hun mente jeg skulle møde til min starttid. Og da reglerne sagde man skulle møde 10 minutter før sin starttid, så ville jeg altså komme for sent, hvis det var den oprindelige tid, som jeg skulle køre efter. 

Martin kørte op til sin start, som var ca. 1 time før min start, og senere kom hans familie tilbage til vores lille lejr, og fortalte at det var udskudt. Her var jeg allerede påbegyndt min opvarmningsrutine. Faktisk ville jeg ankomme ca. 15 minutter før min “nye” start tid, så på den måde var jeg 5 minutter før jeg skulle være der – hvis de altså holdt fast i deres regel om at møde 10 minutter før ens starttid.

Da opvarmningen var færdig, fik jeg pisset af, og jeg rystede. Jeg var nervøs! Ikke for selve enkeltstarten, men jeg blev ramt af en panik om at komme for sent. Så jeg fik hurtigt hjelm og tøjet ordentligt på plads, og trillede op til starten.

Og jeg kom alt for tidligt. Jeg kom hurtigt ind i startboksen, og cyklen røg som forventet lige igennem, og her så jeg til min glade overraskelse, at alle var mødt for tidligt. Jeg havde 13-14 minutter til starten gik, og jeg stod allerede i kø til startrampen. Jeg talte hurtigt alle numrene foran mig, og der var kun 1-2 huller. Så på den måde fik alle vist nærmest spoleret deres opvarmning. Michelle kom også op til starten, efter hun havde ryddet alt mit lort op nede ved bilen. Hun gav mig ro. Mens jeg stod i kø sørgede jeg for hele tiden at bevæge benene lidt. Pp og ned i hug, ryste dem lidt, og på en eller anden måde holde dem i gang. Om det overhovedet havde nogen effekt, aner jeg ikke, men jeg prøvede at overbevise mig om, at det var bedre end bare at stå og få stive ben.

Vi startede med 30 sekunders mellemrum, og jeg startede som 8. sidst ud af 39 startende.

Jeg lod mærke til at en tjekke stod og diskuterede med en officiel og de fik frem og tilbage og fik tjekket hans cykel. Jeg lagde dog ikke mere i det før senere.

Det blev endelig min tur, og jeg stod klar på rampen. Jeg havde naturligvis glemt alt om, at jeg havde ondt i benene tidligere. Da starten gik, så gik soldaterknappen også ned. Alt nervøsitet og anspændthed forsvandt med på et splitsekund. Nu skulle jeg blot holde mig til planen. Der var en let sidemedvind ud, og derfor også sidemodvind hjem. Men de få højdemeter der var på ruten var mest på vej ud af, så min pacing var blevet således, at jeg ville holde mig lidt under min FTP på de flade stykker og ned af, men jeg ville gå hårdt til den på de små bakker, som var et par hundrede meter med 1-2 % maks. Hjem af skulle den bare have, hvad den kunne trække på omkring FTP og måske lidt over. Med en enkeltstart på lige under 23 kilometer, så var min frygt lidt, at jeg ville komme i mål med for meget tilbage i tanken. Derfor ville jeg også tage et sats, og køre hårdere, end jeg ville på en længere enkeltstart.

Jeg fandt lynhurtigt ind i et godt flow, og havde hele tiden fokus på at holde mine watt, og samtidig holde mit hoved i en korrekt position, samt hive mine skuldre godt ind. Jeg overhalede den ene rytter efter den anden.

På bakkerne kørte jeg faktisk nogle flere watt, end planlagt, men jeg følte, at jeg godt kunne holde til det, og jeg fandt hurtigt ind i et godt flow når wattene skulle ned lige under FTP igen. Jeg ramte vendepunktet, og selvom der stod flere og signalerede “sæt farten ned” så ignorede jeg dem. Jeg stolede på, at jeg kunne tage turen rundt om trafikøen godt, og det gjorde jeg. Jeg sprintede cyklede op i fart igen, og følte, at jeg på en eller anden måde fandt et ekstra gear, og først her kiggede jeg ned på min fart, som stille og roligt bevægede sig op af, mens cyklen stadig var på vej op i fart. På Wahoo kan man sætte sin fart-funktion således, at den viser en pil og eller ned, ud fra ens aktuelle fart, hvis man kører over eller under turens gennemsnitsfart. Jeg ramte 46 km/t, og pilen pegede ned af. 47 og pilen pegede stadig ned af! Jeg ramte 48,4 og da pilen stadig pegede ned af blev jeg ramt en eufori! Hold kæft, jeg følte, at jeg havde smæk på, og jeg så ikke hvornår den skiftede fra at pege ned af, og til at pege op. Det var ligemeget. Jeg skulle holde fokus på nuet, og det fokus var at hente endnu en rytter, uden at gå langt over min grænse. 

Med 3-4 kilometer tilbage kunne jeg godt mærke mine ben og lunger. “Kom nu, kun omkring 5 minutter igen” skreg min indre stemme til mig! Jeg havde på det her tidspunkt hentet 3 eller 4 ryttere. Da jeg ude i horisonten kunne se den ene af to rundkørsler, prøvede jeg at sætte lidt tempo på. Hurtigt kunne jeg dog hurtigt mærke, at der ikke var ret mange flere watt at give af, så jeg droppede den plan. Hellere køre sikkert, end at risikere at springe i luften. Jeg ramte rundkørslen, og kørte hurtigt, men sikkert igennem den, mens jeg var i bøjlen, da vejen steg en smule inden, og lige tog det meste af farten af. Den næste rundkørsel kom, og her gik jeg ud af bøjlerne, og tog den sikkert, da det var den, hvor ryttere før på dagen, var røget i asfalten. Jeg sprintede cyklen i gang, da der efter udkørslen blot var 150 meter til mål, og da jeg ramte stregen, kastede jeg cyklen over, som om at det var en spurt for sejren – alle millisekunder talte.

Efter mål rullede jeg ud til siden og måtte lige have hjelmen af, og ned og sidde. Nu mærkede jeg smerterne. Jeg fik dog rejst mig, og hoppet over på cykelstien ved siden af vejen og trillede tilbage mod mål, hvor jeg spottede Michelle. Jeg sendte hende en “thumbs up” efterfulgt af en “thumbs down” og prøvede, at vurdere om hun sendte en finger i eller ned tilbage i min retning. Hun gjorde intet, og jeg rullede tæt på. 

“Du lå nummer to lige før, men nu er du 3’er” sagde hun. Det var umiddelbart gode nyheder. Med blot 7 ryttere startende efter mig, hvor 3-4 af dem ud fra min Strava-stalking ikke var bedre end mig, så lignede det et en sikker top 5, som var målet. Dog havde ham tjekken fået lov til at starte alligevel, og han var lidt en ukendt faktor for mig. Og det blev pludselig lidt stressende, da han var eneste mand tilbage på ruten. Hvad der dog var op og ned ved jeg ikke, men da han pludselig stod til DSQ, så lignede det, at 3. pladsen var hjemme! Telefonens browser blev opdateret febrilsk, indtil resultaterne stod som godkendt! Jeg havde lige vundet VM bronze i enkeltstart!

Herefter stod den på 2,5 timers ventetid, før der endelig var podie ceremoni. Jeg var virkelig glad for bronze medaljen. Jeg havde håbet på en top 5, hvis alt spillede, og at alt spillede endnu mere end jeg turde håbe på, var fantastisk. Og når det faktisk endte med at blive inden for et par sekunder til 2. pladsen, men også til 4. pladsen, så kunne man kun være tilfreds. Vinderen, Simon Wilson, fra England kørte så stærkt, at sejren aldrig var i spil for mit vedkommende.

Efter at medaljerne var overrakt, kunne vi endelig begynde at køre hjem. Det blev en lang tur hjem, men det var svært at være i dårligt humør over det.

Video fra de sidste dage:

Eftertanker

Når jeg nu sidder her, flere måneder efter VM, er jeg stadig stolt. Jeg havde brugt så mange kræfter og fokus på VM, at da jeg kom hjem, så gik luften totalt af ballonen. Motivationen til at træne var væk, og med et Veteran DM blot en måned efter VM, måtte jeg prøve at holde træningen kørende. Det gik også nogenlunde, men jeg havde lidt mistet lysten til at lide i intervallerne, og køre lange ture. Jeg vandt dog DM på enkelstarten, selvom jeg ikke havde helt hul igennem og udgik med defekt i landevejsløbet, som min gode kammerat fra Greve, Thomas Maaløe, vandt. Jeg var overhovedet ikke skuffet over min defekt, og det fortalte alt om hvor træt jeg var. Jeg fik samtidig en skade i skulderen omkring DM, og fik så kørt 2 halvsløje A-løb i Tønder og Sønderborg som årets sidste løb.

Jeg kigger stadig tilbage på VM som en kæmpe oplevelse. Nok den fedeste oplevelse jeg har haft på cyklen! Jeg er stolt over, at jeg kunne hyperfokusere så meget på et mål, at jeg fik kørt mine træninger perfekt, havde en fantastisk hjælp i Michelle, og da det kom til dagen, eksekverede jeg nærmest perfekt.

Jeg har dog stadig en lille “men” og det er, at jeg konstant tænker tilbage på den tabte spurt. Jeg føler virkelig at med lidt bedre position i finalen så havde jeg haft den. Den tabte spurt nager mig, og jeg er så motiveret på at træne til at nå i stand til at køre om VM igen!

Jeg vil i snart komme med lidt mere video også – hele video-projektet røg også lidt på standby, da motivationen forsvandt.

Men her er dog lidt fra DM også 🙂