Løbsrapport fra Skive-løbet 2023

I weekenden blev der kørt cykelløb i Skive, og det blev samtidig mit sidste cykelløb før jeg tager til La Marmotte, og mit sidste løb inden sæsonen går på pause. Det bliver også mit sidste løb i B-klassen i år – denne gang er den sikker. Første løb i A-klassen, bliver dog først i midten af August.

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto

Skive

Vi ankom til Skive-løbet i god tid. Vi var Michelle, vores mentordreng Nicklas, og så mig. Det var faktisk tæt på, at jeg var blevet hjemme fra løbet, da jeg havde bøvlet med defekt udstyr op til løbet, og manglede et baghjul, da mit Black Inc Sixty-hjul var ødelagt. Og jeg gad ikke køre til Skive, for at køre løb på mine dårlige alu-reserve-hjul.

Men med hurtig hjælp fra Kongaard Aps, fik jeg et hjul, og kunne derved køre! Kæmpe tak til dem. Alt dette gjorde dog også, at jeg ikke fik lavet optakt. Ruten i Skive passer mig rigtig godt. En masse små veje, åben for vind, og bakker der ikke er hårde nok til at tage livet af mig. Sidste år – i A-klassen – var jeg ret uheldig, hvor jeg blev kørt i grøften (uforskyldt), da jeg havde tilkæmpet mig pladsen på 2. gruppes vifte, der var en 10 ryttere, der jagtede cirka 10 mand foran. Mens jeg kørte i grøften, uden at styrte, men tabte gruppen, blev 1. og 2. gruppe samlet, men jeg kunne ende med at køre om en 20. plads cirka.

Men vi kørte ruten i bilen, var det tydeligt, at der var en del vind derude. Der var ikke noget konkret sted, hvor der var 100 % oplagt, at køre sidevindskørsel, da meget var dækket af buske og så videre, men vinden rev bare hele siden, og det ville gøre løbet hårdt. Ligesom jeg ville have det!

Feltet i dag, var heller ikke voldsomt stort i dag, med omkring 25 startende, og ingen klubber var voldsomt repræsenteret. Tror ikke der var andre end CK Aarhus der var tre ryttere til start. Under opvarmningen blev der snakket lidt i krogene. Der var flere ryttere der manglede point for at komme i A. Det kunne udnyttes lidt i taktisk spil, hvis det kom dertil. Vi startede samtidig med Master A – som kun 7 tilmeldte!
Jeg havde Lukas Østergaard med som min allierede i Give-trikot.

Afsted og cykelløb ud af boksen!

Vi havde vel næppe kørt mere end 100 meter før Holstebro’s Flemming Andersen angreb. Folk kiggede men ingen reagerede. Det var tidligt, og én rytter havde næppe en chance. Lige efter rykkede Karsten Mikkelsen (Thy CR) afsted. Han er i dag Master A-rytter, men jeg har kørt mange løb med Karsten før i tiden, så var klar over, at han ikke måtte få lang snor – hvis han vel og mærke var i form. Sebastian Røge Hamer (Thy CR) angreb også, og fik lov til at køre væk.

Der gik nok 6 kilometer før jeg begyndte at være. Jeg havde gemt mig godt for vinden indtil da. Lukas og Gustav Lorenzen (Ceramicspeed Herning CK Elite) var rykket væk, og jeg kunne faktisk snige mig væk fra feltet helt gratis. Jeg fik efter en lille solojagt lukket op til dem, og vi var nu tre der jagtede de tre i front. Feltet havde dog på ingen måde sluppet os, og da Lorenzen pludselig begyndte ikke at ville arbejde, da han mente, at vi skulle lukke hullet da vi var to fra Give, så gik det i kludder. Når feltet ikke havde sluppet os, og vi så pludselig var to der skulle lukke tre i front, så gav det ikke mening. Jeg slog ud, og sagde “…så må vi falde tilbage, og blande kort igen.” og det var det som der skete. Jeg forstår godt, at han ikke ville arbejde med os, når vi nu var to store motorer, men feltet havde ikke sluppet os, og vi var alligevel et stykke fra at lukke hullet til front-trioen. I min verden skulle han have arbejdet, og så senere i udbruddet kunne han have startet på at springe over.

Jeg tror ikke, at jeg var nede i feltet i mere end et minut, før jeg igen var ude i angreb igen. Jeg ville lyve, hvis jeg tænkte klart her. Jeg kørte hårdt på, og efter lidt tid var vi en gruppe på 3-4 ryttere, som fandt i et lidt samarbejde, og fangede trioen i front. Der blev kørt godt til, selvom der ikke var 100 % enighed i gruppen. Min tanke var, at vi bare skulle have hullet, og så måtte vi se derefter, hvordan vi greb det an, med dem, der ikke ville/kunne arbejde hårdt nok.

2. omgang: styrt, udbrud, afsted

Vi blev dog allerede et par kilometer ude af starten af 2. omgang. Feltet var dog ikke så stort, og jeg kunne se en gruppe af 6-7 ryttere nærme sig. “Der har været et styrt” blev der sagt. Jeg tror det var Emil Lykkegaard Wiggers (Nyborg CK), der sagde det. Jeg spejdede bagud, for Lukas var ikke i den gruppe der lige havde lukket os. Hvis han sad og jagtede, så skulle jeg ikke ud og angribe. Da gruppen kom tættere på, kunne jeg se, at han ikke sad der. Pokkers! Det betød jo nok, at han var røget ned, eller havde haft defekt på grund af styrtet. Forfølgerne lukkede os, og alt var samlet igen.

Der blev igen angrebet og jeg kom med i angreb. Der var kun Gustav Lorenzen og Gustav Lau og mig der kom afsted. Da jeg blev viftet frem af Lorenzen, tænkte jeg, at jeg lige ville give en “Tak for sidst” så jeg gad ikke gå frem. Underforstået, så var de jo to fra samme team, og jeg var kun for Give. Han ville ikke føre før, så gad jeg heller ikke nu. Og jeg vil lige nævne, at der ikke er noget ondt blod fra mig mod Lorenzen. Det er kun spas og løjer, og en del af det cykeltaktiske spil. Lau rykkede kontra, men jeg fik taget hans hjul, og han slap trådet, og farten gik ud af angrebet og vi blev hentet af resterne af feltet.

Jeg slog over i den anden vejbane, med en lidt opgivende attitude (hvilket var rent skuespil), men nok til at ingen fulgte efter, og jeg lavede en lille forøgning i farten. Ingen reagerede og jeg fik hurtigt 3-4 meter, og så gav jeg den et lille ryk siddende. Ingen reagerede, og jeg begyndte at øge til feltet. Der gik ikke ret længe før jeg kiggede bagud og så to ryttere på vej op. Den ene var Kim Aabjerg (Herning CK). Jeg slap trådet lidt, for jeg ville gerne have Kim op. Kim og jeg har efterhånden kørt rigtig mange cykelløb sammen, og vi kender hinanden så godt, at vi godt ved, at kommer vi begge afsted, så kører vi i bund, og vi stopper ikke, før vi har så stort hul til feltet, eller øvrige forfølgere. På hjul af Kim sad Jonas Kirkegaard (Aarhus MTB).

Herfra øgede vi langsomt til feltet. Bagved lå en rytter i blåt, som lignede Sebastian Ebbelin (Horsens AC), men han kom aldrig op, og der gik ikke længe før vi ikke kunne se nogen bagude.

“Kom så drenge, der er kun 100 kilometer tilbage!”

Det sagde Kim Aabjerg hurtigt, og vi smilede lidt. Når man begyndte at regne, så skulle vi knap sidde herude 2:20 timer – hvis vi altså holdt hjem. Vi snakkede kort sammen, og aftalte, at vi altså lige ville give den gas 2-3 omgange, og så måtte vi se hvor stort hul vi havde, før vi begyndte på taktisk spil. Det gav vi hinanden et løfte om.

Hver gang Jonas Kirkegaard tog føringer, syntes jeg, at han sad alt, alt for højt oppe. “Jonas, ned med overkroppen når du fører!” skreg jeg. Han forklarede dog, at det kunne han ikke. Hans sadel var gået løs, og pegede ned af. Så han blev nødt til at holde sin position for ikke at falde af! Han tog dog sine føringer, i det omfang han kunne, så der var ingen brok fra Kim eller mig.

Vi kørte alle godt sammen, og jeg følte mig ganske flyvende. Jonas virkede til at have nok at gøre, med at holde sin position på cyklen, så ham tænkte jeg, at jeg godt kunne slå, men tankerne krydsede hele tiden om “Hvordan fanden slår jeg Kim?” Jeg tror aldrig, at jeg har haft en direkte 1 mod 1 kamp mod Kim (hvis vi altså fjerner Jonas i kampen om sejren), og jeg var ikke sikker på, at jeg kunne rykke fra ham, for han var altid vågen, og han havde samtidig god timing hvis han angreb mig. Finalen var ret tricky, med 150 meter fra sidste sving til mål. Og var Kim måske hurtigere i en direkte spurt, hvor farten ikke var høj?

Manden på motorcyklen, træthed og finale

Da det var virkelig varm i Skive, så kunne jeg heldigvis få dunke ved Team Give Elementers staff. Jeg tror også både Jonas og Kim havde folk stående, men jeg så ikke om de tabte en eller flere dunke i langningszonen. På et tidspunkt gav jeg i hvert fald Jonas en dunk, da han ikke havde fanget en.

Jeg tror, at det måske var på 4. omgang, der pludselig kom en mand på en motorcykel op på siden af os. Han råbte mig an, og tilbød mig en dunk, men jeg afviste da jeg havde, og jeg fortsatte med at føre. Der blev åbenbart taget imod en dunk bagved mig. Den skulle blive dyr.

Vores samarbejde kørte godt, men det var også tydeligt, at mine to følgesvende var mere mærket end jeg var. Jonas måtte sidde en del over, og Kim sagde direkte, at der snart ikke var mere tilbage i benene, og vi bare skulle holde sammen, for så ville jeg vinde. Om han mente, at jeg ville “få” sejren ved at de ikke kørte om den, eller om jeg var stærk nok til at vinde den, ved jeg ikke. Jeg spekulerede heller ikke om det. Jeg følte mig stærk nok, til at kunne vinde den.

Da vi kørte ud på sidste omgang, og vi ramte et stykke med modvind blev jeg ramt af en inderlårskrampe! Den bed virkelig meget, så jeg gik ikke ligefrem, da jeg blev viftet frem til min føring. Jeg ville ikke vise svaghed, for de måtte godt tro, at jeg var usårlig. Jeg rullede frem, og holdt et godt pokerface, mens jeg tog en blid føring, mens krampen forsvandt stille og roligt, men hold nu op, det gjorde nas. Jeg fik derefter tømt min sidste væske, og nappet en gel. Jeg tror at vi alle have godt ondt i benene.

Jeg havde forlængst udset mig et sted, hvor jeg ville angribe dem. Jeg ville ikke risikere, at have misforstået noget, om at de ville sidde over i spurten. Så da vi ramte løbet sidste lille sidevindsstykke, hvor det steg en anelse, ventede jeg blot på at Kim havde taget sin føring færdig og angreb. Det var et siddende angreb, og der var ikke voldsom meget punch i det, men på grund af trætte ben, og at jeg kom med god fart, så fik jeg lynhurtigt hullet, som voksede ganske fint. Jeg kom ud i medvindsstykket, og fik hurtigt cyklen op på de 50 km/t. Jeg kiggede ikke så meget watt, men mere bare på farten. Alt over 350w gjorde alligevel for ondt, og jeg fik da også snerten af endnu en krampe, men det gik. Jeg vidste her at den var hjemme. Jeg jublede allerede da jeg kørte forbi langningszonen og Team Give Elementers staff.

De sidste 150 meter ind mod mål var en dejlig forløsning. Som cykelrytter bliver man hurtig forvandt, og efter mine 4 sejre i april, begyndte jeg at få det svært resultatmæssigt. Folk kiggede meget på mig (og andre der havde startet godt), og derfor blev det også svært at lave de resultater mine kræfter berettigede til. Der var også flere gange, hvor jeg blev taktisk slået af “team-kørsel”, eller for hårde ruter, og i stedet for at acceptere en potentiel 8.-10. plads, så kørte jeg mig ofte i smadder i jagten på eventuelt at nå et podie eller sejren.

At slutte hele første sæson halvdel med endnu en sejr var dejligt. Efter løbet, kunne jeg så også meddele, at jeg ville lade mig rykke op i A-klassen igen. Ikke flere B-løb, og jeg rykker op, ved at have opnået de samme point som man skulle rykke op ved, i forhold til de gamle regler. Så de specialregler som Master-ryttere har fået, er ikke blevet udnyttet, til dem der mener, at jeg har haft en fordel her 🙂

Vandflaske-gate

Jeg ville egentlig gerne skrive, at Kim blev 2’er og Jonas 3’er, men desværre gik det ikke sådan. Den dunk der var blevet leveret fra motorcyklen til Kim, viste sig, at være nok til at kommisærerne valgte at diskvalificere ham. Jeg er med på, at regler er regler, men det virkede som en hård straf for en lidt tilfældig forseelse. Jeg vidste personligt ikke, at det var ulovligt, og jeg kunne lige så godt have taget dunken, hvis jeg ikke havde.

Når man hører om, at der på et tidspunkt var fysisk slagsmål med håndslag i U19, og de slap med en løftet pegefinger, så virker det voldsomt, at en ulovlig givet dunk giver DQ.

Det blev dog held i uheld for Herning, da Gustav Lorenzen blev rykket op til podiet, og sikrede sig oprykning til A-klassen, mens Jonas Kirkegaard blev rykket op på 2. pladsen.

Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/11703/app/results?round=61199
Strava-data: https://www.strava.com/activities/9238942972/overview
Race video: https://www.youtube.com/watch?v=zfnyqybvNoA

Nu står den på La Marmotte d. 25, og ellers sommerferie, indtil jeg drager til VM i Skotland, og derefter laver min 3. oprykning til A-klassen og får “debut” d. 12. eller 13. august.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *