I weekenden blev der kørt den jyske sæsonafslutning da Tønder- og Sønderborgløbene blev kørt. Tønder blev lige så hurtigt, små-kedeligt, og kaostisk som forventet, og Sønderborg blev også kørt efter samme opskrift som altid; hurtigt, hårdt, og et udbrud der lignede, at de ville køre hjem, men hvor det hele også endte i en spurt. Tønder-løbet blev samtidig en kærlig reminder om, hvorfor jeg glæder mig til, at jeg ikke skal køre A mere.
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: Birk Hansen og Michael Damm
TØNDER, 6 OMGANGE, 148,2 KILOMETER, 294 HØJDEMETER
Vi ankom til Tønder i god tid, og regnen dryssede ned. Vejene var sjaskvåde, og det var lidt små-køligt med en temperatur på omkring de 13-14 grader, men uden den store vind. Alle jeg mødte gik og halv-brokkede sig over, at det sikkert ville blive koldt og træls, og jo mere brok jeg hørte, jo mere steg min motivation. Jeg følte mig klar, og formen var nok hvor den skulle være. Jeg var dog lidt i tvivl om udholdenheden til sidste, men hvis løbet ville blive kørt psykostærkt, så ville det jo blot tage mellen 3:10 og 3:20 timer.
Taktikken var egentlig meget simpel fra Henrik. Vi skulle naturligvis med, hvis der kørte et udbrud. Skulle der slippe et udbrud af sted uden konti-teams var det deres ansvar at lukke det, men ellers måtte vi altså selv i arbejdstøjet! I forhold til finalen havde vi et par ret hurtige ryttere, men det var vigtigt, at vi fik talt igennem hvem der gjorde hvad. Det ville være dumt, at komme ind, og så 3 ryttere kørte hver deres spurt. Jeg var selv en af de ryttere, der meldte ud, at jeg gerne lige ville se løbet lidt an, før jeg begyndte at gå med i for meget.
Løbet startede, og min personligt plan var at holde mig så meget i ro ind til halvdelen af løbet var kørt. Med så lidt vind, og så mange ryttere kunne man få rigtig meget foræret ved bare at sidde i feltet. Og det kunne man tydeligt mærke, da løbet var kommet i gang. Farten var utrolig høj, men det var ganske nemt. Rutens første potentielt farlige punkt kom efter ca. 14 kilometer. Normalt kører man hele diget og ud til Højer by, men i år (og nok også i fremtiden) drejer man fra før, ude på diget og ind på nogle må veje. Der kunne der potentielt være vind og vejen ville være meget smal, havde Jannik Hyldtoft fortalt.
Som hold ramte vi den okay, men vinden var bare ikke hård nok, og der blev ikke for alvor prøvet af nogen, at splitte det i vinden. Nu var der mere en lille positionskamp ind mod Møgeltønders brosten. 800 meter, med ganske pæne brosten, hvis man bare sørgede for at holde sig på midten. Jeg holdt mig okay til, men tog ingen chancer, og frygtede dem ikke. Personligt synes jeg, at de er overvurderet, og da vi ramte dem holdt jeg også bare min plads i feltet, og sørgede for at undgå de 2-3 dunke der lige røg af, hist og her. Ellers var der ikke den store panik.
På den anden side af brostenene kom der et angreb, og pludselig rev en gruppe sig fri. Jeg lå selv noget langt tilbage i det 107-mand store felt, og kunne ikke umiddelbart vurdere om vi havde fået nogle ryttere med.
På vej ind mod mål, og ud på 2. omgang, kom Mads Mondrup ned og sagde at vi skulle frem nu, for vi havde ikke nogen med, og de altså var 11-12 rytter derude. Hen af opløbstrækningen lå vi og kørte 55 km/t, og Mads og jeg misforstod hinanden lidt, da jeg sagde, at vi ikke skulle gå frem nu. Så længe farten var så høj, så kunne vi næppe gå op og øge den. Hurtigt gik farten dog ned, og Team Give Elementer blev hurtigt samlet i fronten. 8 af de startende ryttere, lå nu oppe foran, og vi begyndte at jagte udbruddet. Rasmus Lundtoft Lindbjerg var blevet syg, og stillede ikke op, og Jeppe Falk lå og rodede nede i kortegen, med et defekt baghjul.
Det gjorde mig faktisk rigtig stolt, og glad, at se holdet fungere som en enhed. Havde det været for 1 år siden, havde vi næppe reageret så hurtigt, og så var det hele nok gået op i hat og briller. Vi hentede stille og roligt ind på frontgruppen, og vi kørte ganske stærkt. Jagten tog os lige omkring 11,5 minut med 51 km/t i snit. Hen mod diget tog Mathias Møller Jørgensen en god føring, og da vi ramte diget overtog jeg. Vi var så tæt på, at jeg havde sagde til 2-3 af vores ryttere, der lige havde ført, at de skulle spare kræfterne nu, og være klar på kontraangrebene. Ude på diget overtog jeg føringen og planlagde egentlig, at jeg ville køre resten af udbruddet ind herfra. Derfor blev det også til 1:45 minutter med 541w til sidste. Faktisk var jeg tæt på at lukke dem før, men lige da vi manglede 15 meter angreb de i igen i fronten, og jeg måtte lige tage et lille hug mere. I udbruddet sad der altså bl.a. Nicklas Pedersen, Team Bache-JS.dk, Frederik Muff, Team coloQuick og Rasmus Søjberg Pedersen, Team BHS-PL Beton Bornholm. Det var altså et stærkt udbrud der var kommet afsted.
Efter min sidste føring måtte jeg ned, og have lidt luft, og de forventede kontraangreb kom naturligvis med det samme. Der var 2 grupper af 3-4 mand i hver, der fik lidt hul, og der var ingen Team Give Elementer med! Fuck, jeg turde slet ikke tænke på, at hvis vi missede det igen. Heldigvis blev der igen angrebet fra feltet, og det hele blev samlet.
Herfra var der igen lidt ro. Der var angreb, men intet der rigtig virkede farligt. Jeg holdt mig selv igen lidt i ro nede bagved.
Ude på 3 omgang, på vej ud mod diget, skete der ikke rigtig det store, men pludselig var Mads Mondrup sluppet væk fra feltet. Jeg kom lidt nede bagfra, og var på vej frem, og jeg kiggede tilbage. Der var ingen på mit hjul, og jeg kunne lige snige mig forbi i venstre siden af vejen, så jeg angreb hårdt og kom hurtigt op til Mads. Jeg tog en føring og lod igen Mads føre, mens jeg orienterede mig bagud. Morten Gadgaard, Team Sparekassen Danmark, var næsten oppe, sammen med en rytter fra Team CO:Play Giant og Team IBT – Carl Ras. Bagved lå feltet på en lang perlerække. Jeg tænkte, at man måske godt kunne knække den en smule i den smule vind der var, så jeg gav den lige et skud mere, men desværre blev det hele endnu engang samlet.
Ude på diget, slap to ryttere væk, da Team IBT – Carl Ras og Team CO:Play Giant fik en rytter hver afsted. Mange forventede nok, at det næste angreb ville komme, men pludselig gik feltet nærmest helt i stå, og de 2 ryttere sejlede væk. Dagens udbrud var kørt, og ingen af kontinental-holdene havde ryttere med. BHS-PL Beton Bornholm havde 7 til start, Restaurant Suri – Carl Ras havde 9, mens Team coloQuick havde hele 13 mand til start. Det var derfor lidt en stilsigende aftale mellem DCU-holdene, at ansvaret for at hente de to lykkeriddere tilbage lå alene på kontinental-holdenes skuldre.
Der var ganske fred og ro i feltet. Det var nærmest lidt halvkedeligt, mens konti-holdene satte sig op foran, og egentlig blot holdt tempo, for at udbruddet ikke skulle sejle væk.
De sidste 2 omgange. Panik og styrtløb
På 5. omgang var farten i feltet begyndt at stige lidt igen. Jeg tror det var primært coloQuick der tog ansvaret. Det gjorde også, at det faktisk til tider, blev halvfarligt at sidde for langt tilbage. Det kan nemt sammenlignes med en master-start. Alle vil gerne frem, men ikke længere frem en holdet der trækker i fronten (på samme måde, som hvis det var en masterbil). Det gør, at der opstår lidt flaskehalseffekt, og flere gange var folk lidt for tæt på at styrte, efter min smag. Enten skulle man længere frem selv, eller helt ned bagved. Så kunne man enten håbe at styrtet skete bag en, eller at man kunne nå at navigere uden om. Jeg følte mig ganske velkørende, så valgte at køre mig fremad, og så holde min plads bag konti-holdene. Derefter oplevede jeg ikke flere episoder med næsten-styrt.
Nu hvor konti-holdene havde taget ansvaret, så lå det næsten i luften, at det hele nok ville ende i en massespurt. På holdet snakkede vi om, hvem vi skulle køre for. Martin Szokody meldte ud, at han ikke havde benene. Jeg snakkede med Mads Mondrup, som meldte gode ben, men nævnte, at han måske ville trække sig, hvis det blev FOR sindsygt. Der var ingen der havde snakket med Bødker, men til sidst måtte jeg skære igennem, og sige, at vi kørte for mig. Jeg havde gode ben, og finalen passede ganske godt til mig, med store brede veje og en rigtig højhastighedstonserspurt. Aftalen blev at Mondrup så kunne køre sin egen chance. Jeg havde personligt mest af alt brug, for at blive beskyttet den sidste omgang, og komme fint ind på brostene, og hvis muligt have én rytter til sidst, hvis der gik noget galt i placeringen.
Da vi kørte ud på sidste omgang blev der råbt, at de to ryttere i front havde 2:20 minutter! Op i føringsarbejdet havde BHS-PL Beton Bornholm og Restaurant Suri – Carl Ras også indfundet sig. Det virkede lidt som om, at der var panik på. Havde de virkelig givet de to ude foran for lang snor? Tempoet blev skruet op, men rytterne fra Team Give Elementer beskyttede mig rigtig godt. I ud mod diget var Jeppe Falk og Martin Szokody godt aktive, for at holde mig ude af vinden. Ude på diget kom Gustav Dahl, og sagde, at han nok skulle levere mig ind på brostenene som kom cirka 4 kilometer fra mål.
Ude på diget kom coloQuicks Mathias Malmberg ned, og spurgte hvorfor vi ikke ville sætte 2 ryttere frem og føre. Jeg sagde, at han nok var klar over, at det ikke ville komme til at ske. Vi måtte spille spillet som et lille team, og satse på, at konti-holdene ville få kørt de to ryttere ind. Der gik dog heller ikke lang tid, før vi fangede rytteren fra CO:Play Giant, som var Kristian Broløs. Nu var der kun én rytter foran, så han burde ikke kunne holde. Martin Szokody og Gustav Dahl hold mig virkelig godt fremme ude på diget, og vi kom derfra i god position. Lige da vi drejede fra, skete der åbenbart et større styrt, men jeg opfattede det ikke, da det skete i modsatte side. Anders Bruun kom frem og afløste Martin, og Anders tog næsten en 6-7 minutters føring op langs kontio-holdenes tog. Rytterne fra specielt coloQuick og Restaurant Suri – Carl Ras var begyndt at tage all out føringer, og når de slog ud, så røg de gennem feltet som en sten. Anders var superstærk!
Lige inden vi ramte brostenene, tog Gustav over, og fyrede den af, og på de sidste meter gik han forbi coloQuick-toget. Der blev råbt til Frederik Muff, der førte an, at “Lad bare dem tage fronten!” Det vurderede jeg, at var fordi, at det ville give os en ulempe, så jeg slap Gustavs hjul, og var nok pisse irriterende, og lod Muff gå efter Gustav. Jeg ramte brostenene i 5.-6. position og lå næsten perfekt. Cirka halvvejs på brostenene mærkede jeg en rytter der skubbede til mig. Altså ikke med hånden, men bare prøvede at flytte mig med albuerne. Jeg overvejede kort, at give en ordentlig vinge igen, men så at det var Mads Andersen, coloQuick. Han er en af de få som rent fysisk kan flytte mig, selvom hvis jeg gav igen, så jeg vurderede, at det ikke var kampen værd, så jeg lod Mads komme forbi, med Oliver Søndergaard, som han nok kørte lead-out for, på hjulet. Jeg lå nærmest perfekt da vi kom ud fra brostenene. Der kom et par ryttere forbi, men der var stadig 3 kilometer til mål, så at man lige tabte 3-4 placeringer gjorde ikke meget.
Vi lå i højre side af vejen, men der langsomt kom folk på venstre side. Det gjorde, at der naturligvis blev trukket over mod venstre for at, dels at følge de andres lead-out tog, men også for at lukke vejen. Og pludselig var der ikke plads. To ryttere foran mig kom op og ride på hinandens hjul, og en af dem hamrede ind i mit forhjul, og jeg forberedte mig på, at jeg nok ville ryge i asfalten. På en mirakuløst måde fik jeg reddet den og jeg hørte folk ryge ned et eller andet sted. Mads Mondrup havde lagt på min venstre side, og jeg var næsten sikker på, at han ville ryge ned.
På grund af styrtet røg min fart også helt ud af cyklen, men jeg kunne stadig slide mig tilbage. Jeg var dog håbløst ude af position nu, og havde nok 50 ryttere foran mig. Jeg kunne jo ikke lige lave en all-out sprint for at komme tilbage, så måtte virkelig håbe, at den gik i stå. Der skete vist endnu et styrt bagved igen, som jeg dog ikke opdagede. Jeg nåede at få kontakt til feltet med 800 meter igen, men lige da jeg kom op, var Frederik Muff på vej tilbage igennem feltet, efter sin føring. Jeg kunne ikke beslutte om jeg skulle gå med rytterne højre eller venstre omkring ham, før en rundkørsel, og min tøven gjorde, at jeg faktisk endte med at blive bremset af Muff. Dum fejl, men jeg kunne se Mondrup vinde et par gode placeringer i venstre side af vejen! Han røg altså ikke ned før.
Da vi drejede igennem rundkørslen vidste jeg godt, at jeg ikke ville nå frem til at kunne sprinte. Jeg kunne se Mondrup lidt længere fremme, i højre side, så jeg åbnede tidligt, og kom op til ham, og fik råbt til ham, at han skulle komme med, samtidig med at spurten startede i venstre side. Jeg nåede måske maksimalt, at give ham 5 sekunders lead-out før mine kræfter slap op og jeg bare måtte slå ud og trille i mål som nummer 40.
Jeg var ikke rigtig skuffet, men nærmere ærgerlig. Det er så sjælendt, at der er ruter der passer så godt til mig, og hvor jeg har ryttere der hjælper mig og støtter mig, og jeg samtidig havde gode ben. Samtidig var det ærgerligt, at både Mondrup og jeg begge blev påvirket af styrtet, og senere fik vi også at vide at Bødker blev bremset. Mest ærgerligt var det dog, at Mathias Møller Jørgensen røg ned og smadrede sin cykel, hvor han selv slap med knubs og øm krop.
Vinderen blev Tobias Aagaard Hansen, Uno-X DARE Development Team foran Rasmus Søjberg Pedersen, BHS-PL Beton Bornholm og Nicklas Pedersen, Bache-JS.dk. Det mest imponerende var at Nicklas Pedersen var en af de ryttere der røg ned med 9 kilometer igen, ude ved diget. Alligevel kommer han tilbage med den ene røvballe hængende ud af sine ødelagte bibs, og kører sig på podiet. Det er fandeme badass!
Team Give Elementers bedste rytter blev Mads Mondrup på en 15. plads, og sikrede derved holdet point, på en ærgerlig dag. Jeg sad selv med en fornemmelse af, at jeg nok kunne have kørt mig selv i pointene. Jeg lå så perfekt indtil folk styrtede, men det er bare en del af det. Jeg er måske nok bare mest glad, for ikke at ryge ned.
Herefter pakkede vi ned og kørte afsted til overnatningsstedet, og gjorde klar til løbet i Sønderborg.
Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/10108/app/results
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/7859319245/overview
SØNDERBORG, 15 OMGANGE, 129 KILOMETER, 675 HØJDEMETER
Hvor motivationen i Tønder havde været stor, var den lidt mindre til Sønderborg. Jeg har et hader-kærlighedsforhold til løbet. Jeg synes ruten er en fed racerute, men jeg har aldrig knækket løbet til min fordel. Derfor var der også en lille frygt i, at jeg nok ville gå hen og kunne blive sat, og med de små veje, som købet primært bestod af, så kunne der også ske en masse kaos.
Vi skulle gerne have et par rytter med hvis den knækkede eller der slap en gruppe væk. Jeg var selv lidt i dilemma. Enten skulle jeg satse på at køre superaggressivt, eller også skulle jeg prøve at køre løbet meget defensivt. Jeg måtte se, hvordan mine ben reagerede når vi først sad derude.
Løbet startede og jeg fik egentlig holdt mig ganske fornuftigt fremme. Ruten var også lidt i min fordel i starten da det gik godt ned af. Midtvejs på ruten ville der være et par mindre stigninger og efter 6 kilometer, med 2,5 kilometer til mål, ville der komme en lille bakke. Isoleret set er bakken ikke voldsom, men når man rammer den med nærmest 5-10 km/t, og der bare bliver holdt på hen over den, så blev den bare hård. Derfor var det perfekt, da jeg lidt før bakken fandt et moment til at komme afsted. Jeg fik en rytter fra CO:Play Giant og Team IBT – Carl Ras med mig, og vil fik taget et par føringer hver, før vi ramte bakken. Vi havde ikke fået det store hul, og derfor gav det, for mig, ingen mening at smadre igennem på bakken, men blot køre den jævnt, og vente på, at et angribende felt ville fange os, hvilket også skete.
Herfra gik det nærmest kun ned af bakke. Jeg følte hele tiden, at jeg endte i de forkerte situationer og røg for langt tilbage i feltet, og alt var bare ledt. Jeg kunne på enkelte sektioner få kørt mig frem, og også ramme et par hug, men når det så blev hentet, så røg man hurtigt 50 pladser bagud, og måtte bruge flere minutter på overhovedet, at komme fremad igen. Og når man så lige skulle overleve den skide bakke flere gange, så var jeg lidt presset, for at være ærlig. Jeg var også holdt op med at tælle omgange, for det, at tælle til 15 er bare svært når pulsen er oppe.
På et tidspunkt var der sluppet en gruppe væk. De var vist 14-15 stykker og Gustav Dahl var med fra vores team. Det gjorde at feltet gik lidt i stå, og på et tidspunkt kom Daniel Eriksen, fra teamet, op på siden af mig, og små-grine “Jeg er fandeme bare statisk i det her cykelløb!” og jeg grinte lidt tilbage, med at det var jeg fandeme også. Der var dog lidt ro, nu hvor udbruddet var kommet afsted, og selvom det måske kun varede 10 minutter, så var det nok, til at jeg kom mig. Det eneste sted der blev trådt lidt til, var på bakken, men jeg begyndte egentlig at få fint overskud, til at komme frem af, efter bakken, hvor det gik lidt ned af. På selve bakken sørgede jeg blot for at holde min plads, og så bruge jeg min styrker, hvor det var min fordel. Jeg kunne derfor komme frem og dække lidt angreb af, hvilket jeg tror Martin Szokody var glad for. Han havde nærmest alene mand, for Team Give Elementer, dækket alle angreb! Kæmpe præstation, for at være ærligt, for der var mange!
Kristen melder sig stille og roligt, og jeg ofrer mig for holdet
Som hold var vi ikke helt tilfredse med kun at have Gustav derude. I hvert fald prøvede vi ikke at lukke vejen, men i stedet komme med i lidt angreb hist og her. Vi ville ikke køre udbruddet ind, som team, men kunne vi komme afsted et par stykker i en jagtende gruppe så var det perfekt.
Jeg tror, at det var omkring da vi havde kørt 70 kilometer, at min første lille krise kom. Det var ikke sådan videre alarmerende, men nok mere end reminder om, at jeg skulle passe på mig selv, hvis jeg ville igennem cykelløbet.
På et tidspunkt inden bakken, kom Mads Mondrup op på siden af mig, og sagde, at han ville give et godt skud på bakken, som kom blot 1,5 kilometer længere fremme. Jeg traf en beslutning, som jeg godt vidste ville koste mig, og nok også koste mig deltagelse i feltet. Jeg ville strække feltet ud, så Mads kunne komme ind på bakken i god position. Jeg kunne godt have ladet være, og bare have passet på mig selv, og så var jeg nok kommet med feltet hjem. Men det ville nok også have kostet mig en times tid mere, hvor jeg bare skulle lide. Det gav mere mening, at sætte Mads op til noget, end at jeg blot skulle være ligegyldigt fyld i feltet. Jeg satte mig frem, og trykkede den af. Det fik den ønskede virkning da feltet begyndte, at blive strukket ud, og Mads lå 5-6 positioner bagved i læ. Ca. 50 meter før vi ramte svinget og ind på bakken slap jeg mit tråd og helt perfekt, kom Mads forbi med 2 ryttere på hjul. Jeg lagde mig i mellem, og lavede lidt en ufint trick, ved at køre bedstemorkørsel rundt i svinget hvilket tog farten helt ud af feltet, og de tre foran mig fik hurtigt 15-20 meters hul.
Herfra var jeg brugt. Jeg kunne ikke selv få min cykel op i fart igen, og kræfterne var brugt. Jeg lagde mig helt i venstre side af vejen, mens folk drønede forbi med nærmest dobbelt hastighed. En rytter snittede min hånd, og 4-5 sekunder senere snittede endnu en rytter min hånd. Jeg vidste at jeg alligevel ville blive sat, men jeg gad sgu ikke ryge i asfalten fordi en rev mit styr væk, så jeg kørte bare ud i græsset – så var jeg ligesom ikke til gene mere. Herefter rullede jeg lige om til mål, og tog en omgang mere, før jeg stod af. Desværre kom der ikke så meget ud af angrebet, men hvis man ikke prøvede så ville det heller ikke lykkedes. Jeg var tilfreds med min beslutning, om at ofre min egen chance.
Feltet endte sågar med at hente udbruddet, og det hele endte i en stor massespurt, hvor Rasmus Søjberg Pedersen fik revanche fra Tønder og vandt foran Oskar Winkler, Team Georg Berg, og Matias Malmberg, coloQuick som 3’er. Team Give Elementer fik 3 mand i pointene med en 10., 13. og 15. plads til henholdsvis Gustav Dahl, Jakob Bødker og Mads Mondrup.
Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/10109/app/results?round=49717
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/7865667217/overview
På næste søndag venter sæsonens sidste løb på Sjælland! Det bliver både godt og lidt underligt.