AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto og Birk Hansen
I optakten snakkede jeg lidt om en forbandelse over mig og Rødekro, og den blev i den grad brudt i weekenden, da jeg kunne køre over stregen om vinder af løbet med den ene arm i vejret, da sidevinden gjorde, at jeg ikke helt følte for at hive begge to op. Løbet var underligt, og finalen blev kørt 100 % til min fordel, hvilket jeg naturligvis ikke brokker mig over!
Rødekro
Efter at Michelle og jeg var ankommet, og havde kørt en recon-omgang i bilen, så Michelle kunne udpege sig gode spots, til at tage billeder, fik jeg pakket ud, og gjort mig klar til cykelløb.
Vinden var faktisk hårdere end først antaget og kom mere fra Ø end N/Ø – hvilket var godt, og allerede efter blot 1,7 kilometer kunne det gå rigtig hårdt for sig.
Jeg ville ønske, at jeg kunne berette om en god, lang og struktureret opvarmning, men da min chip ikke kunne læses ved in-check, skulle jeg have en låne-chip, hvilket tog over 10 minutter. Chippen virkede fint for blot 2 uger siden, da jeg købte endnu 1-års abonnement på MyLaps. Det var ikke nogen skyld, og Jeppe for ét år siden ville have stresset voldsomt over det, men jeg var egentlig ganske rolig, og fik lånt en chip, og kørt 15 minutters ret in-effektiv opvarmning. Faktisk var jeg så kold ved starten, at jeg beholdt min vindvest og lange handsker på.
Afsted, og der er… passivitet…
Da starten gik blev der underligt nok ikke angrebet. Normalt ville der være angreb fra starten af, men der var en underlig form for passivitet. Jeg tænkte, at det egentlig var fint, for så kunne jeg lige få varmen i benene. Da vi så kørte om i sidevinden begyndte feltet, at strække mere ud. Der blev angrebet lidt, jeg forholdt mig blot ved fronten, men ville ikke i vinden selv. En tysker var pludselig ved at sende mig i asfalten. Han trak pludselig 1,5 meter tværs igennem feltet, og var 1-2 cm fra at rive mit forhjul væk, og bagefter var han ved at gøre det samme ved en anden, inden at han så lige skubbede en tredje rytter væk. Det var en overdreven og hensynsløs aggressivitet, og jeg kørte op på siden af ham, og gav ham et (lad os bare sige blidt) slag på hoften, og en sviner. Det er fucking B-klassen og ikke finalen i Flandern Rundt, som han tydeligvis troede.
Herefter blev der kørt mere sidevind, og da to ryttere slap væk endte jeg med at køre op til dem solo. Hvor jeg egentligt havde lidt haft tankerne på lige at se tiden an, så lå jeg efter 4 kilometer i tre-mandshug, som dog blev lukket ned igen lige efter. Det var også fint for jeg havde ikke investeret meget i det. Alt gik fint igennem Hjortkær-by – en lille by med nogle grimme helleanlæg – og intet kom fri.
Efter 9 kilometer ramte vi den store hovedvej, hvor der nærmest var ren modvind, og her var det jo blot, at sidde på hjul, og blot følge angreb. Alligevel var der flere der prøvede at øge farten fra front, uden at angribe, hvilket jo blot var dyre, spildte kræfter. Personligt havde jeg ingen interesse i at bruge kræfter inden Hundeklem-bakken. Selvom jeg havde følt overskud indtil nu, så vidste man aldrig, om det hele ville eksplodere der.
Da vi ramte de små veje inden bakken, begyndte det igen at blive presset på i front. Jeg fik mig holdt fremme, og lige da vi ramte bunden af bakken fik jeg kørt mig frem og ramte den som nummer 4-5 stykker. Der blev kørt rigtig stærkt hen over, og jeg lod mig hurtigt glide baglæns. Så længe jeg var i feltet, så var jeg ligeglad om jeg var nummer 4 eller 20 på toppen. Med 611w i 1:29 minutter kom jeg relativt “nemt” hen over den.
2. omgang og udbruddet kører væk
Feltet kørte samlet ud på 2. omgang, og der var igen flere angreb. På et kontraangreb kørte der en Amager CR-rytter, Lucas Maarfelt Toftemark, og Oskar Hvid, CK Aarhus, væk, og de fik hurtigt hul. Jeg følte ingen umiddelbar panik over det. Sæsonen var lang, og skulle de køre væk, så håbede jeg at Oskar ville vinde, selvom han efter eget udsagn nok manglede lidt i forhold til distancen. Under opvarmning fortalte han, at han vist ikke havde fået trænet meget efter Zwift VM.
Jeg sagde til folk, at jeg ingen intensioner om at bidrage med at køre Oskar ind, og der var ikke meget gang i feltet og sidevinden blev nærmest ikke udnyttet på omgangen. I modvinden gik vi helt i stå og med 34 km/t over 5 kilometer var udbruddet ude af syne.
På bakken stod Michelle og tog billeder, og jeg fik smidt min vindvest til hende, og hørte et eller andet med at forspringet var på 1 minut. Det var på 1:22 viste det sig senere.
Selve bakken blev kørt voldsomt hårdt. Jeg fik klemt mig fast, og da den fladede lidt ud fik jeg kørt mig lidt frem, inden jeg igen måtte bide i styret bare for at være med. Ny PR på Hundeklem med 680w i 1:23 minutter. “Hvis det her er tempoet på bakkerne, så overlever jeg ikke i dag!” husker jeg, at min første tanke var. Der opstod lidt huller og farten var høj. Jeg holdt mig til, men uden at være med til at presse farten. Jeg tog mine føringer, og bidrog i starten til at holde på, da feltet var knækket i to grupper efter bakken.
3. omgang – der åbnes lidt for sluserne
Ud på 3. omgang og nu blev der åbnet stille og roligt op! Vores gruppe var på 16-20 ryttere, og jeg talte lidt med Jacques Stilling fra Randers, som for et par år siden også kørte A. Vi blev begge enige om, at gruppen var alt for stor, og da flere sad over, så kørte vi ned bagved, og satte også på dæk. Kort inden Hjortkær-by blev der åbnet op i sidevinden, og her gik jeg hårdt ind på, at dem der havde sat over, nu skulle tvinges til at arbejde eller blive sat. Vi var 3-4 ryttere der virkelig trykkede igennem, og pludselig var vi 5-6 mand der kom fri, og vi fangede kort tid efter de to ryttere i front. Da vi ramte hovedvejen blev vi dog igen kørt ind af gruppen bagved, og alt var igen samlet i vores gruppe – med en jagtende gruppe bagved – inden Hundeklem. Denne gang kom jeg først ind på den, sammen med Jacques Stilling, og en anden tysk rytter. Og vi havde helt samme taktik, uden at sige noget verbalt til hinanden. Vi havde ikke travlt med at komme op over bakken. Vi lavede ikke en decideret blokade, men vi gjorde heller intet for at lade de angribende ryttere få en chance for at få frit løb. Halvvejs på bakken blev der dog åbnet op, men her var det intet problem at komme med over resten af vejen. Det var måske også godt nok, for hen mod toppen blev vi bremset ned, da vi skulle rundt om en ryttere der var styrtet slemt, i en af de andre klasser.
Toppen af Hundeklem på 3. omgang
Herfra blev der kørt ganske stærkt, og der var lidt mere kørelyst for alle, til at køre med rundt, og holde gruppen bagved helt væk.
4. omgang, og det afgørende udbrud blev skabt? eller standset?
Da vi kom ud på sidevinden åbnede jeg op med et hårdt angreb, da vores gruppe ikke kunne køre sammen. Den var for stor, og det var ingen fordel af få gruppen bag os tilbage. Jeg tror ikke, at jeg var væk fra fronten i mere end 2 minutter i, og kørte 450-500w i hver føring. Endelig blev feltet knækket i større stykker, og vi holdt den stram igennem Hjortkær-by, og videre ud på hovedvejen. Folk kørte rundt, men jeg gad ikke tage det største ansvar. Det havde jeg lige gjort i sidevinden, og nu var vi 10-12 mand fri. Farten var dog stadig ikke høj nok og inden længe var hele feltet samlet, og faktisk tror jeg også at den tidligere 2. gruppe nu kom tilbage.
Folk var trætte, det var helt tydeligt, og farten var nede og ramme 23 km/t eller sådan noget. Jeg havde fronten da Sebastian Juul fra Odense, sneg sig væk. Jeg ville ikke lukke det, og pludselig fik han selskab af en tysker. Yderligere to ryttere kørte væk, igen var Oskar Hvid med, og feltet stod bare stille. Lige før vi skulle køre ned af mod Aabenraa og ind på de små veje mod Hundeklem, angreb jeg og fik hul fra feltet. På nedkørslen fløj jeg, mens jeg gjorde mig så aerodynamisk som den store krop kunne, men jeg trykkede 450w ud. Jeg fangede rytterne i front, der var blevet samlet, og inde på de små veje kom der lige to ryttere mere op. Feltet var væk, og det lignede altså, at det afgørende udbrud var væk nu. Alle kørte hårdt til, og ingen sparede sig.
Med under 1 kilometer til Hundeklem blev vi dog bremset helt ned til stilstand. På grund af styrtet fra sidste omgang var Hundeklem blevet blokeret, for at give plads til at ambulancen kunne hente rytteren, som blev kørt væk med udrykning. Det var derfor nok temmelig alvorligt. Jeg nåede af cyklen, og fik lige tisset, inden feltet kom op til os. Der var i hvert fald 30 sekunders forspring, som var opstået på blot 3-4 kilometer. Der blev talt lidt frem og tilbage, og der lød til at være konsensus om, at os fra udbruddet ville få lov til at få forspringet igen, men da der ikke var nogen kommisær til at tage beslutningen, så var det op til rytterne at være gentlemens. Og da vi endelig blev sat i gang igen, så vidste cykelryttere sig fra deres trælse side, da 2 ryttere prøvede at liste sig med i vores gruppe, og pludselig sad feltet samlet mod Hundeklem. Vores udbrud fik derved ikke “lov” til at få tiden igen.
Hen over bakken gik det fint, og der blev slet ikke presset så meget på som tidligere. Enten var folk trætte, ellers havde de bare kolde ben efter vores 6-7 minutters pause.
Vi fangede dog hurtigt Master C, og pludselig lå vores fører bil fanget bag deres felt. Nogle af de tyske ryttere prøvede at overhale bilen, men det ville give kaos, så jeg fik dem råbt an, og sagt, at vi altså lige blev bagved. Da ruten åbnede op på den store hovedvej ind mod mål overhalede vores felt Master C-klassen, og gik så i stå. En Master C-rytter råbte, at de altså havde opløb nu, og vi var 4-5 ryttere fra B-klassen, der blev enige om, at vi altså burde lade dem have deres opløb. Nu havde vi rullet siden toppen af Hundeklem, så om vi lige skulle rulle 1200 meter mere gjorde igen forskel. Jeg fik kommunikeret til tyskerne i feltet, med mit egentlig ganske ubemærkede tysk, som dog lige blev 20 % dårligere under pres, at vi blev bagved indtil de var i mål. Her viste cykelrytterne sig fra deres gode side, og vi lod Master C have deres opløb for sig, inden vi “satte” vores eget løb igang igen.
5. omgang – splittelser og finale
Jeg sad egentlig og var overrasket over, hvor lidt irriteret og mentalt ovenpå jeg var, efter at vores udbrud var blevet neutraliseret efter tilbageholdelsen. Normalt ville det have frustreret mig voldsomt, men min medicin for ADHD, gjorde måske, at jeg var bedre til bare at slippe frustrationen og bare adaptere til hvad der skulle ske fremadrettet i stedet for.
Jeg snakkede kort igen med Jacques Stilling. Jeg overvejede om jeg gad angribe mere, og bare lade det komme hjem til en spurt. Jeg havde spist 8 gels, og næsten drukket to 0,5 liters dunke med energi i. Udregnet til ca. 120g kulhydrater i timen, og jeg følte mig frisk, så jeg besluttede mig for, at når vi ramte sidevinden igen så skulle den have et skud, og ellers skulle jeg blot derfra spare mig til spurten.
Da stykket kom gav vi den igen gas! jeg følte mig flyvende, og kørte lige til min egen grænse. Bagved blev feltet stille og roligt revet i atomer. Det gav virkelig god moral, og inden vi så os om var vi en 12-13 ryttere med hul. Vi fortsatte med at presse på indtil vi ramte den store hovedvej i modvinden, og her gik den igen i stå. Det var som om, at flere og flere troede, at bare fordi vi havde 20-30 sekunder til en større gruppe bagved, så ville de ikke komme op igen. Jeg fik råbt til rytterne, at vi altså ikke skulle køre finale endnu, for så kom de altså op bagfra. Jeg startede så med at tage en god føring, og slog så ud. Det blev ligesom sat gang i gruppen, og jeg kørte ned bagved. Jeg kiggede bagud og kunne se gruppen bagved nærmest var ude at syne nu.
Da vi kørte ind på de småveje, hen mod bakken, traf jeg et valg. Jeg ville ikke føre mere, før efter bakken, og selv der ville jeg kun føre hvis det gav mening. Jeg havde en god fornemmelse, om at jeg ville være hurtigst i spurten, så derfor var det deres opgave at smide mig.
At tage en føring “når det giver mening” kunne være for at holde gruppen i fart, sørge for at ingen kørte væk eller vi skulle fange en der var stukket, eller holde en potentiel gruppe væk bagfra.
Det blev ikke nødvendigt at tage én eneste føring, da Kristoffer Davey Dalsgaard fra Vejle angreb før bakken, mens jeg lå som en af de sidste, og rytterne foran mig lukkede ham stille og rolig ned, og han blev fanget lige ved foden af bakken. Da vi ramte den kørte jeg ind som første rytter. En tysker, Alexander Hötte fra RSV Gütersloh, kørte op foran mig og øgede tempoet. Jeg tog hans hjul, og selvom han holdt den stram henover, så var jeg aldrig rigtig i krise. Alt er jo relativt, og jeg havde da ondt i benene, men følte at jeg ville have et lille punch hvis der kom angreb bagfra, og jo tættere vi kom på toppen, jo bedre så det ud. Der røg vist en 2-3 af på bakken, og på toppen var der flere der råbte og skreg, at nu var der hul og vi bare skulle afsted.
Jeg havde stadig ikke i sinde, at tage en føring. Jeg vurderede ganske enkelt, at de ryttere der var røget af ikke ville komme tilbage, og hvis de gjorde så var de ingen trussel i spurten. Og jeg vurderede stadigvæk, at jeg havde en god chance i spurten.
Der var en 4-5 af de unge drenge, som virkelig bare knoklede i front, og alt i mens tog jeg mig en “afslapper” bagerst. Ingen af dem gjorde nogen indsats på at kalde mig frem, og så længe de var villige til at holde gruppen i fremdrift, jo bedre.
Da vi kørte ud på hovedvejen blev der angrebet igen, og der blev virkelig trykket til. Her var det nogle af dem som ikke havde ført før, og hvem lukkede? Dem der lige havde ført. Det gjorde så, at gruppen pludselig gik helt i stå, og jeg kom bagfra med med fart. Selvom jeg egentlig havde planen om at spurte, så blev det et af de split sekundsbeslutninger, hvor jeg vurderede, at der måtte være så mange der var på grænsen, så hvem skulle lige ofre sig for at lukket mig?
Det blev næsten et “gratis” angreb, da jeg siddende kunne trykke den af med cirka 700w i så aero en stilling som jeg kunne. Med blot 1200 meter igen fik jeg hul, og Alexander Hötte der havde været stærk hele dagen var den eneste der formåede at komme op til mig. Det var en god situation, så jeg hold på, da han fangede mit hjul, og lod så ham tage en god føring. Jeg slog et kig bagud, og kunne se, at gruppen bagved ikke jagtede. Med 800 meter igen, skulle vi igennem en rundkørsel, og jeg gik frem før den, og tog en jævn føring. Det var helt bevidst, for så kunne jeg bestemme farten indtil rundkørslen, og den bedste linje igennem, og forhåbentlig få ham frem før mål, eller spare lidt kræfter hvis han angreb mig.
Og det var lige det som der skete. Ud af rundkørslen og hen over en lille jernbanebro hakkede han den af! Jeg var egentlig klar på det, men hans mindre vægt, gjorde at han hurtigt tog 10 meter på mig. I et split sekund tænkte jeg “Fuck, han kører bare væk nu!” mens jeg kørte nærmest all out for at fange ham. Men ned af, mod mål, holdt jeg tryk på, og fornemmede hurtigt, at jeg havde snor i ham. Nu skulle jeg spille mine kort helt rigtigt. Fangede jeg ham for tidligt kunne det ende med at det gik i stå, og han havde allerede vist, at han havde en hurtigere accelleration, og ved lav fart ville han have fordelen. Så derfor ville jeg måske blive tvunget til at skulle køre en lang spurt, hvilket heller ikke var at foretrække.
Derfor – da jeg endelig havde fanget hans slipstrøm og vidste at jeg kunne lukke han – holdt jeg mig faktisk lidt tilbage, så da han kiggede et blik tilbage, gjorde jeg alt for at ligne en der kørte på absolut maks. Det gav den helt rigtige respons fra ham, for jeg kunne se, at han prøvede at trykke endnu hårdere i hans i forvejen firkantede tråd, og med 200 meter igen, lukkede jeg de sidste 8-10 meter, rejste mig op, og hamrede sølle 950w ud i pedalerne, og lige da jeg kom forbi ham, satte jeg mig ned, for at være så aero som muligt, og gav den endnu et tryk. Jeg kom med så meget fart, at han nærmest slog op i banen med det samme, og jeg vidste at sejren var hjemme! En ret stor forløsning, på en træls 2022-sæson i A, en vinter med ofte store motivationsproblemer, og nu endelig, at kunne stå øverst på podiet igen!
FOTO: Birk Hansen
Jeg ved godt, at mange siger, at jeg bevist har underspillet i forhold til at vinde, men jeg har reelt ment det, når jeg sagde, at jeg ikke anede hvor jeg stod. Jeg vidste godt, at jeg kunne være med, men specielt efter de første to gange på Hundeklem, hvor der blev trykket til, så var jeg ikke sikker på noget som helst. Jeg fik heldigvis brugt sidevinden til min fordel, og hele finalen, som beskrevet ovenfor faldt 100 % ud til min fordel. Alle brikker faldt på plads som de skulle, og som jeg håbede på.
Efter mål fandt jeg hurtigt Michelle. Jeg gav hende en kæmpe krammer, og et stort kys, og takkede hende. Uden hendes støtte, og til tider kærlige pres, var det ikke sikkert, at jeg var kommet tilbage. Hun har altid troet på mig, givet mig utrolig meget plads, og taget sig tid til at høre på mine mange brokkerier når det ikke gik som planlagt.
Tim Hansen, Esbjerg, som også kørte et flot løb blev 3’er, og rundede derved podiet af.
Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/11597/app/results?round=60438
Strava-data: https://www.strava.com/activities/8819460672/overview
Race-day video: https://www.youtube.com/watch?v=uyw2nhJlFa0&ab_channel=CyclingUniverse
Næste løb?
På torsdag står den på fladbane-ræs når jeg skal til Amager, hvor vi pt er 39 tilmeldte og 10 ryttere er fra FBL. Det skal nok blive frustrerende. 😉
Derefter står den på 3 Dage i Nord som kører ved Hjørring, Thy og Aalborg hhv. lørdag, søndag og mandag.