AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: Birk Hansen
Denne uge bliver en travl en, hvor jeg torsdag tager til Amager, og fra lørdag til mandag skal køre 3 Dage i Nord. Selve optakten til 3 Dage i Nord kommer senere, men hvis jeg ikke når det fredag, så bliver løbsrapporterne lavet sammen efter 3DIN. Hvor jeg i Rødekro så et meget åbnet løb, så tror jeg, at der kan vente store frustrationer på torsdag!
Amager

https://ridewithgps.com/routes/39118382
RUTEN
Sidste år kørte jeg løbet i A, hvor jeg kom direkte fra en 24-timers vagt, og over og køre årets hurtigste race, hvor jeg i massespurten kunne hente en 7. plads hjem, som også blev mit eneste pointgivende resultat i 2022.

Mathias Larsen vandt massespurten sidste år i A-klassen – Foto: Jonas Toftemark
Ruten er uden tvivl den fladeste rute i Danmark, og burde på papiret passe til alle mine forcer og kvaliteter, men helt flade løb er ofte også et lotteri, med mindre der kommer vind. Ruten er heller ikke særlig teknisk, og derfor vil farten nok blive høj, og vi burde være i mål omkring 2:35 timer.
For mig personligt ville det være en drøm at komme hjem i en mindre gruppe til spurten, da man fra sidste sving har cirka 1 kilometers lige vej mod målstregen på en fornuftig bred vej.
VEJR OG VIND
Med start som et af de sidste felter kl. 14.05 ser det ud til at blive omkring 8 graders varme med en del sol. Vinden kommer til at stå fra fra syd/øst med omkring 5 m/s. Det kan give lidt gode muligheder for sidevindskørsel og 5 m/s er ofte nok. Jeg har i hvert fald udset mig 4-5 kilometer hvor der kunne opstå potentiel sidevindskørsel.
KONKURRENTERNE
Med 41 tilmeldte dagen før løbet, hvoraf hele 10 ryttere kommer fra FBL, så må det siges, at det er dem presset hviler på. Skulle der slippe et udbrud væk uden dem, så er det 100 % deres ansvar at få det bragt tilbage, og skulle feltet brække i sidevinden, og de sidder med overtal, så er det også dem der må holde gruppen kørende. Det kan meget vel ende i noget utroligt frustrerende og taktisk cykelløb, og jeg håber at de andre ryttere i feltet ikke forventer, at jeg kommer til at lukket alt ned. Jeg tør godt tabe løbet, ved at lade noget sejle væk.
FORBEREDELSERNE
Træningen har været fin op til løbet. Efter søndagens sejr, rullede jeg 3 timer i mandags, og knap 2 timer i dag på enkeltstartscyklen. Benene og kroppen føles friske, og ud over en 24-timers vagt fra i går til i dag, så er der vist ikke de store undskyldninger her.
FORVENTNINGERNE?
Forventninger er svære, da jeg slet ikke har nogen ide om hvordan løbet kommer til at udforme sig. Enten vil FBL lave en angrebsfest, og prøve at få et udbrud væk, hvor de har overtal, eller måske prøver de at knække feltet i sidevinden. Og måske er nogle af dem ikke godt kørende, og er væk før løbet skal afgøres, og min “FBL-frygt” har været ubegrundet. Jeg tænker at en top 10 i hvert fald er realistisk, og måske kan det også være, at løbet udvikler sig til, at man kan stille sig tilfreds med blot at få point. Det vigtigste for mig er, at jeg får en god omgang løbstræning frem mod Gran Fondo i Østrig, som lige pt. står som forårets største mål.

