Fra torsdag til søndag, i sidste uge, blev der kørt Randers Bike Week. Løbet blev på mange måder kørt som forventet, med coloQuick som dem der styrede løjerne. Personligt havde jeg ikke helt den form, jeg havde forventet, og havde nogle skuffende etaper, men fik tanket lidt selvtillid på sidste etape.
RANDERS BIKE WEEK, 1. ETAPE, ENKELTSTART, 2 OMGANGE, 10,3 KILOMETER, 100 HØJDEMETER
Konen og jeg ankom til Randers i ganske god til. Jeg havde først starttid 18.52, og selvom vi skulle en tur forbi Skals Efterskole med mad til teamet, da konen er madmor/soigneur/fotograf/koordinator, så var det intet problem at nå det hele.
På vej nordpå, fra Haderslev, begyndte vejret at blive mere og mere gråt, og regnen begyndte så pible ned fra himlen. Det gjorde mig ikke så meget, da der jo ikke var noget at gøre ved det. Og så var det blot 10,3 kilometer, så det var hurtigt overstået. Jeg tror min eneste “frygt” var, at jeg ikke havde den store erfaring med at køre på våde veje på min enkelstartscykel. Jeg er jo typen, der ikke rigtig orker at træne i regnvejr, og da slet ikke min min TT-cykel. Så det var nok noget med, at jeg måtte tage mig lidt mere bremsemeter, men ikke noget jeg rigtigt var bange for. Den kunne jo bremse uanset hvad. 🙂
Jeg fik opvarmet rigtig godt, i holdet lejr, hvor der var sat pavillon op, og vi derfor kunne gøre det i tørvejr. Normalt før en enkeltstart kan jeg godt have nerver på, og være lidt nervøs og anspændt. På dagen her, var der absolut intet. Jeg følte mig fokuseret, og i godt humør, og det var måske fordi jeg nok undervist vidste, at jeg jo ikke ville køre om en top 10 eller lignende. Det hele handlede for mig, om at køre op – og meget gerne bedre – end sidste år. Også selvom vejret var imod os alle. Kort før jeg startede begyndte det at styrt regne. I mens gjorde jeg det sidste klar, og kørte mod starten.
Jeg havde overskud til at stå og små-joke med ham gutten der satte os i gang. Mit mål var, at køre den rimelig konservativ i starten. Eller rettere, jeg ville køre bakken efter 2 kilometer lidt konservativt. Erfaringen har før vist mig, at jeg har kørt den for hårdt på 1. omgang, og derved gået lidt ned på 2. omgang.
Jeg kom afsted, mens regnen igen tog til, og fandt lynhurtigt ind i en god rytme. Det føltes nemt, men jeg var også opmærksom på, at det var en god blanding af adrenalin og friske ben, så jeg holdt igen, selvom 460w føltes ufatteligt nemt. Smerten skulle nok komme og jeg holdt mig på 430-440w. Da jeg ramte rutens første, og værste sving, efter 2 kilometer, bremsede jeg godt ned. Jeg følte faktisk at jeg nok startede min nedbremsning for tidligt, men det var faktisk helt perfekt, og godt at jeg ikke ventede 2 sekunder længere. Jeg kom nogenlunde rundt, selvom jeg nok kunne have presset den mere, men så meget ønskede jeg ikke at satse.
Jeg fik kørt bakken i et tempo der nok føltes en anelse for nemt, men jeg blev ved med at tænke, at jeg som sagt tidligere år havde kørt den for hårdt. Da jeg ramte toppen fik jeg lige lavet en lille acceleration og fik cyklen godt op i fart igen, og ned mod næste sving. På nedkørslen begyndte mit visir at dukke til! Det var ikke helt optimalt, men jeg kunne lige se ud igennem 2 små ventilationshuller i visiret, mens det hele blev mere og mere dukket. Mit udsyn var ikke ligefrem godt, og da jeg påbegyndte svinget slog det mig, at der vist nok var et kloakdæksel et eller andet sted der. Hvis jeg rammer det, så ryger jeg nok i asfalten, nåede jeg at tænke, inden jeg allerede vidste at jeg var forbi det. Min hjelm er en Giro Aerohead, så der kunne man heldigvis hurtigt rive visiret af, og vende det, og klikke det på hjelmen igen, så den blev holdt fast ved magneter. Det kostede nok lige et par sekunder maks, men nu kunne jeg igen se perfekt.
Jeg påbegyndte min 2. omgang, og kunne allerede mærke nu, at jeg nok havde pacet mit lidt for nemt, for jeg følte et lidt for stort overskud. Det lyder naturligvis underligt at sige, at man føler overskud når man kører tæt på sit maksimale, men det er en fin grænse og alt er relativt. Jeg formåede dig at hæve min watt en smule, men inden bakken fornemmede jeg at rytteren der startede bag mig, Frederik Bjørn fra coloQuick, var ret tæt på mig. Jeg besluttede, at jeg droppede alt om at køre bakken kontrolleret, og fyrerede den bare så meget af, som jeg kunne. Jeg kørte 10 sekunder hurtigere 2. gang på bakken og omkring 60w mere, og kunne holde de samme watt resten af vejen mod mål, hvor Frederik Bjørn dog hentede mig før mål.
Jeg formåede at hæve mine snitwatt med hele 12w på sidste omgang, og endte på 433w, præcis samme watt som sidste år, men hele 24 sekunder langsommere. Jeg var helt ærligt lidt skuffet over tiden, da jeg havde sat næsen op, efter at slå den, men måske den lidt dårlige pacing, regnen, og det, at man skulle tage svingene lidt mere roligt, havde mere at sige end jeg lige regnede med.
Skæbnen ville, at jeg endte med at blive bedste Team Give Elemeneter på dagen, med få 100-dele foran min Rasmus Lundtoft Lindbjerg. Jeg blev nummer 27. Vores største klassementshåb Gustav Frederik Dahl punkterede desværre og måtte trille til mål for at få skiftet hjul, og indkasserede over 3 minutters tab på den konto. Det var ret surt for teamet, da vores bedste kort til en top 10 samlet nu var væk.
ColoQuick endte som forventet med at smadre alt, da Frederik Muff smadrede hele feltet med 23 sekunder til nummer to. De blev samtidig nummer 4, 5, 6, 8, 10, 11, 12, 14, og satte sig hårdt på Randers Bike Week.
Herefter gik turen tilbage til Skals hvor vi skulle overnatte, og klargøring til dagen efter, hvor den stod på kriterium
Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/11092/app/results
Strava-data: https://www.strava.com/activities/7582552912/overview
RANDERS BIKE WEEK, 2. ETAPE, KRITERIUM, 11 OMGANGE, 46,2 KILOMETER, 528 HØJDEMETER
Dagens taktik var egentlig rimelig klar. Kunne vi (læs: andre fra teamet end mig) nappe nogle point til bakketrøjen så ville det være rigtig fedt, mens vi samtidig skulle ud og se om vi kunne drille coloQuick lidt. Det krævede naturligvis, at andre teams også var villige til at alliere sig med os, så det blev alle mod coloQuick. Vi vidste nok alle, at det kunne blive svært.
Vejret var skiftet fra regn dagen før, til en tør og lun dag på de der 18-20 grader, og en ret hård vind fra nordvest. Det ville betyde, at når vi ramte toppen af bakken, Rødekrat, så ville vi køre ud i noget side-modvind, hvilket kunne blive enten rigtig ledt, hvis den stod rigtig, men omvendt også kunne blive lidt en løbsdræber, hvis det dog gav så meget modvind, at ingen ville tage initiativet efter toppen.
Jeg kom ret tidligt til starten og stod godt langt fremme. ColoQuick havde også allerede stillet sig godt fremme i boksen, så de pønsede måske på noget i forhold til bakketrøjen. Det gav jo også god mening, da 1. bakkespurt ville komme på 2. omgang. Løbet blev sat i gang, og allerede tidligt lod en coloQuick-rytter et hul opstå på nedkørslen, hvor de havde 3 ud af 5 ryttere med. Hullet skete lige lidt foran mig, så jeg lukkede det hurtigt, og kom derfor ind på bakken som nummer 4-5 stykker. Bakken blev ikke kørt voldsomt hårdt, så jeg kunne holde min plads rimelig langt fremme i feltet, men benene var sgu ikke helt gode. Enten var jeg ikke varm nok, eller var det bare en lorte dag. Jeg tabte lidt positioner på toppen, men ikke noget alarmerende.
Da jeg ikke var en rytter der kunne gøre sig gældende på bakkespurten, så spejdede jeg lidt tilbage, for at finde en Team Give Elementer-rytter jeg kunne køre frem, og derfor måtte jeg lade mig falde tilbage. Da jeg havde afgivet 20 pladser uden at se en rytter fra mit team opgav jeg det foretagende. Det ville blive en kamp at få en rytter kørt helt frem, og jeg måtte også lige se om jeg ikke kunne passe på mig selv. Ved slutningen af 1. omgang blev farten dog skruet gevaldigt op, og jeg fik nu allerede selv problemer med at køre mig frem. På nedkørslen satsede jeg lidt, og vandt et par placeringer, men kom ind på bakken omkring midt i feltet. Jeg nåede at spotte Gustav Frederik Dahl, fra mit team, og råbte til ham, at han ikke skulle gå efter bakkespurten, uden at jeg ved om han hørte mig. I fronten var de allerede begyndt at køre hurtigt.
Jeg røg nok allerede lidt i krise midtvejs på bakken, og måtte pludselig se mig selv tabe placeringer. Jeg havde altså ikke hul igennem, og benene gjorde ondt, og jeg følte ikke, at jeg kunne hive nok luft ind. Kort før toppen, hvor bakken stejlede op, kom der en naturlig accelleration i feltet, da fronten kørte efter de skide bakkepoint, og jeg røg bare totalt igennem feltet. Jeg kunne ikke engang klare 2 omgange i feltet på den lorte Rødekrat-bakke!
Jeg var ærlig talt skuffet over mig selv. Jeg vidste nok godt, at jeg ville blive sat før eller siden på den her etape, men at jeg blot skulle være med på bakken én gang, hvor der blev kørt til var bare ikke godt nok. Jeg fortsatte et par omgange igen, men besluttede at stå af 2 omgange efter.
Nogle vil nok undre sig over, at man kan stå af i et etapeløb, men i Randers Bike Week er reglerne således, at man kan stå af, og så får man sidste gennemførtes tid, plus en yderligere tidsstraf, som jeg mener er på 9 minutter. Uanset hvad, var jeg ikke tiltænkt at skulle køre klassement, så jeg kunne jo lige så godt spare mig til etapen, dagen efter hvor jeg måske kunne hjælpe en holdkammerat.
Løbet sluttede med at Mads Andersen fra coloQuick vandt begge bakkespurter, og Matias Malmberg vandt etapen, så de fik fuld valuta. Fra Team Give Elementer kom Gustav Frederik Dahl og Mads Mondrup med feltet hjem, der kom 41 ryttere ind samlet.
Efter løbet lavede jeg lidt tanker om hvad der gik galt. Jeg havde vurderet at løbet ville være nemmere med 65 ryttere i år, frem for 130 ryttere sidste år. Det var naturligvis helt omvendt. Toppen af niveauet kørte lige stærkt som sidste år, men hvor jeg sidste år kunne fire mig gennem feltet, så var der “kun” 60 ryttere at fire af, hvor jeg sidste år måske firede mig forbi 80-90 ryttere og stadig var en del af feltet. Og så ramte jeg bare heller ikke de watt jeg egentlig normalt kunne.
Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/11093/app/results
Strava-data: https://www.strava.com/activities/7585738756/overview
RANDERS BIKE WEEK, 3. ETAPE, LANDEVEJSLØB, 10 OMGANGE, 124 KILOMETER, 1150 HØJDEMETER
Som jeg skrev i min optakt, så var 3. etape nok den der passede mig bedst. Det betød dog ikke, at jeg regnede med, at jeg ville kunne gøre noget i forhold til et stort resultat. Så jeg ville nok mest af alt kunne hjælpe mine holdkammerater.
Vi sad og snakkede lidt taktik, og jeg fortalte, at hvis det overhovedet blev aktuelt, at jeg sad der i finalen, og det hele ville ende i en massespurt, så ville jeg ikke være aktuel til en spurt, da Karlsbergvej nok ville dræbe mig. Derfor skulle nogle af vores gode afsluttere som Mads Mondrop og Martin Szokody bruge mig til at køre dem frem før bakken, hvis de sad der, og havde gode ben. Så med andre ord, så havde jeg en klar fornemmelse af, at jeg skulle være mere end godt kørende for at være med i finalen. Og med det hak i selvtilliden fra gårdagensetape, så var jeg ikke ligefrem optimist. Det blæste samtidig helt vildt på dagen, hvilket gjorde, at man frygtede at coloQuick bare ville rive alt i stykker.
Løbet blev sat i gang, og faktisk var det ret roligt og let. Søren Vosgerau fra Riwal Cycling Team kørte tidligt væk, men coloQuick holdt ham i snor, og det var ret tydeligt, at de ville køre 1. omgang jævnt, og gå efter bakkepointene, som kom på 1. omgang. Jeg havde flere gange muligheder for at rykke efter Vosgerau, men jeg besluttede at blive siddende, da det ville være dødsdømt, og intet udbrud ville få lov til at køre forbi bakkespurten. Derfor skete der ikke det vilde på etapen før vi ramte bakken omkring 9,5 kilometer.
Jeg kom godt ind som en af de første i bunden, og lod mig helt bevidst falde tilbage da de lettere drenge begyndte at køre stærkt mod bakkespurten. Jeg så at 4-6 ryttere rev sig fri, med bl.a. Mads Andersen og vist 1-2 mere fra coloQuick. Jeg holdt mig godt fremme selv. På toppen gik det pludselig ret stærkt syntes jeg. De stribede fra coloQuick havde sat sig frem, og var begyndt at køre stærkt. Det virkede ikke voldsomt, men farten var bare høj, og det var svært at køre sig frem.
På 3. kilometer på omgang 2, ville vi ramme en længere bakke. Den var var ikke voldsom stejl, men der ville være vind på den. Det var tydeligt, at der nede bagved var ved at opstå huller i feltet. Jeg prøvede at orientere mig. Jeg kunne kun se Mads Mondrup, som vist var den eneste fra teamet der var i første gruppe, pånær mig. Jeg kunne dog godt mærke, at jeg ikke rigtig havde hul igennem. Jeg prøvede at hjælpe Mondrup lidt, ved at dække ham for vinden, men da vi ramte bakken kunne jeg hurtigt mærke, at jeg nok ville kunne holde mig i gruppen hvis jeg gav alt, men hvis coloQuick holdt den stram videre over toppen, så var det nok et spørgsmål om tid, før jeg ville ryge af feltet.
Jeg slog et blik bagud, og kunne se, at en gruppe på 3 ryttere var tæt på feltet, og der sad Gustav Frederik Dahl. Jeg besluttede mig for, at lade mig falde tilbage og ville yde lidt for at hjælpe ham tilbage, hvis jeg kunne. Jeg fik kontakt til gruppen, og gav det et skud, men der var ikke meget krudt tilbage i mine stænger. Vi kom lidt tættere på, men jeg måtte slå ud, og lade Gustav og gruppen lukke resten selv, hvilket vist også lykkedes.
Jeg holdt gang i cyklen, og lod en gruppe på 5-6 ryttere passere mig, og kunne så se endnu en gruppe på 5-6 ryttere bagved hvor Rasmus Lundtoft Lindbjerg og Martin Szokody sad. Jeg havde stadig en lille smule, så jeg brugte de sidste kræfter på at prøve at lukke op til næste gruppe. Det lykkedes næsten, før jeg igen løb tør for kræfter og slog ud.
Herefter fandt jeg ind i en mindre gruppe, hvor Jeppe Falk fra mit team også sad, men de kørte så uharmonisk, at jeg blev træt af det. På de flade kørte vi egentlig okay, men på alle bakker blev der kørt så hårdt, at jeg lå mellem 460 og 550w bare for at holde hjulet. Til sidst angreb jeg bare på en nedkørsel i sidevinden, og da de endelig fangede mig på toppen af Karlsbergvej, slog jeg bare ud og lod dem køre væk. Derefter rullede jeg 1,5 omgang med Ruben Zilas Larsen fra Team Bache-JS.dk, og stod igen af. Endnu engang med sidste mands tid + tidsstraf.
Jeg var ligesom dagen før, ikke tilfreds med min indsats eller form. Jo jeg havde ofret mig lidt for holdet, men jeg følte virkelig, at jeg skulle kunne yde mere. Jeg burde være bedre end hvad jeg viste. Træningen siden DM og hele vejen op til Randers Bike Week havde nærmest været perfekt, og jeg kunne ikke finde forklaringer her.
Teamet havde en rigtig god dag. Gustav blev 6’er og Mads Mondrup 8’er få sekunder efter, mens Rasmus Lundtoft Lindbjerg kom ind under 1 minut efter etapevinderen Nicklas Pedersen fra Team Bache-JS.dk. Samtidig havde Martin Szokody i løbet af etapen været med i frontudbruddet, så vi fik vist os godt frem. Dagens etape gjorde, at Mads Mondrup røg op på 18. pladsen samlet, og en top 15 var måske muligt for teamet nu.
Efter løbet gik turen tilbage til Skals Efterskole, hvor vi fik fyldt godt på af mad, og var klar til Randers Bike Weeks sidste etape, det frygtede “bjergløb”.
Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/11094/app/results
Strava data: https://www.strava.com/activities/7596861920/overview
Jeg vågnede og tænkte allerede fra starten af, at jeg ikke orkede at køre løb i dag. Motivationen var i bund, jeg var uoplagt, og orkede ikke rigtig tanken om, at skulle ud og sidde i et felt, blot for at vente på at blive sat.
Michelle, min kone, kunne nok godt tydelig mærke på mig, at jeg var ved at grave mig ned i et mentalt hul, så hun sagde, at det var helt okay, hvis jeg valgte at droppe at køre i dag, hvis det betød, at jeg blev mere knækket af det. Egentlig havde jeg det omvendt. Jeg ville rigtig gerne køre. Eller jeg ville rigtig gerne undgå, at lave en DNS. Det var trods alt værre end at blive sat.
Vi fik ikke rigtig lavet noget taktisk oplæg. Det var heller ikke nødvendigt. Vi skulle bare ud og have det sjovt, som vores sportsdirektør sagde. Nogle af de lettere ryttere kunne måske lave et godt etaperesultat, og måske kunne Mads Mondrup køre sig i top 15. Jeg prøvede, at tage Henriks ord til mig; “Have det sjovt.”
Starten gik og den blev kørt vildt rolig. Jeg lavede et lille angreb efter 2,5 kilometer, men det blev nemt lukket af Matias Malmberg, coloQuick, mens resten af hans hold bare lå bagved. Efter ca. 3 kilometer ville der komme en “træls” bakke, mens nedkørslen ned mod den var ret tricky. Derfor holdt jeg bare fronten, og kunne køre ind på den som allerførste rytter.
På bakken blev jeg overhalet af en håndfuld ryttere, men farten var overhovedet ikke høj nok til at jeg røg i problemer. På toppen rullede vi nærmest og jeg lå i 2. række. Morten Nørtoft, som lå 3’er samlet, sad ved siden af mig, og han ville gerne have nogen til at “drille” coloQuick. Jeg sagde til ham, at jeg bare skulle have lidt plads, så skulle jeg nok rykke afsted, for at drille dem. Han bad så lige sin holdkammerat Alexander Salby, som lå lige foran mig, om at rykke lidt til venstre og jeg kunne komme ud. Jeg angreb hårdt, og fik en rytter med, som jeg dog ikke lige havde nogen ide om hvem var. Jeg kiggede ikke lige tilbage her.
Vi fik hurtigt hul, og da jeg lige kiggede tilbage sad Matias Malmberg fra coloQuick der. Pokkers, for han ville/måtte jo ikke tage føringer da hans team havde både førertrøjen og bakketrøjen. Jeg tænkte egentlig, at det var ligemeget, for nu ville coloQuick nok ikke jage os. Så skulle de andre teams ud og jagte, og det kunne gøre nogen af dem møre, måske til fordel for Mads Mondrup i forhold til den samlede stilling. Og ellers ville jeg blot følge Henriks ord om at “have det sjovt”.
Vi fik ikke rigtig noget afgørende hul, men den var nok oppe omkring de 20-30 sekunder. Jeg afstemte lidt min power, i håb om at der måske kunne komme nogen op bagfra, mens vi nærmede os etapens første bakkespurt. Jeg sagde til Malmberg, at hvis han ville have den, så kunne han bare tage den, men han sagde, at den kunne jeg bare tage. Jeg fik den og fortsatte bare med at køre mit eget tempo. Da vi ramte rutens sidste bakke ind mod opløbet var feltet rimelig tæt på, men jeg ville lige hen over bakken, for at undgå at blive sat tidligt, hvis der igen blev angrebet.
På toppen havde vi stadig et lille hul, men Herning CK Elite Biemme Danmarks Jonas Nordal var lige sprunget op til os. Vi nåede at køre ca. 1 kilometer ud på 2. omgang før feltet fangede os. Jeg røg ned i 6-7 position og da feltet gik i stå angreb jeg igen… “hovedet under armen”-taktikken. I samme moment hørte jeg en coloQuick-rytter råbe “Bare lad ham køre!” – det var sgu meget sjovt faktisk, og jeg fik hullet. Jeg slog et blik bagud, og så at Jonas Nordal igen jagtede, og jeg ventede på ham, og vi kom hurtigt ind i et samarbejde. Bagved var der bred front, og vi slog hurtigt et stort hul. På løbets første bakke sagde Jonas, at jeg bare skulle styre farten hen over. Så vidste jeg, at vi altså havde stort nok hul, haha.
Ude på ruten sad Michelle og skød billeder, og der var lige lidt mentalt overskud til at række tunge til hende.
Jonas og jeg kørte et fint samarbejde. Feltet kunne efterhånden ikke ses på de lange stræk, og det gav lidt selvtillid. Jeg tror godt, at vi begge vidste, at de vilde fange os igen inden etapen var kørt færdig.
Mens vi kørte på 2. omgang begyndte regnen at pible ned fra himlen og hurtigt var vejene ganske våde. På toppen af bakken, hvor der sidste omgang havde været pointspurt, sagde jeg til Jonas, at vi skulle passe på ned af, da nedkørslen kunne være ret tricky, selv på tørre veje. Og så ville skæbnen naturligvis, at jeg tog fronten og var åndssvag tæt på at oversatse og køre af vejen. Jeg kunne ikke lade være med at kigge tilbage på Jonas, smile og ryste op hovedet af mig selv.
Herfra kørte vi videre i et godt samarbejde. Ved afslutningen af 3. omgang kiggede vi dog tilbage og så en gruppe nærme sig. Jeg sagde til Jonas, at jeg gerne lige ville hen over bakken før mål, men gruppen bagved fangede os inden. Der så vi så, at det var U19-feltet der havde fanget, og passeret A-klassen. Det begyndte at skabe noget virkelig kaos for Jonas og mig. Vi lå konstant og blev nødt til at overhale et U19-felt der gik i stå, og så rykkede de igen forbi os, og så omvendt. Vi prøvede ikke at udnytte at få læ bag U19, men det var svært, og vi mistede samtidig meget fart og momentum, hver gang vi skulle passere deres felt, og de ikke rigtig ville give os plads. Jeg tror vi lå næsten en hel omgang hvor vi havde den kørsel, som var voldsomt frustrerende. Til sidst slap vi dog forbi U19-feltet, som gik i stå og vi var igen fri.
Jeg må nok erkende, at jeg var ved at være brugt. Jeg var på ingen måder gået kold, men der manglede lige lidt power i toppen. Cirka halvvejs på 5. omgang blev vi så hentet af feltet. Jeg tror faktisk kun at der var 25-30 ryttere tilbage. Gustav Frederik Dahl var den eneste fra Team Give Elementer. Jeg spurgte om han manglede noget, hvilket han ikke gjorde. Jeg brugte lidt kræfter på at køre ham frem, og holde ham der. Tempoet var ikke vildt, så det var ret nemt. Jeg vidste, at der nok ville komme angreb på bakken ved opløbet, så jeg placerede Gustav tæt på fronten, omkring hvor Riwals Morten Nørtoft sad. Herefter lod jeg mig glide et par pladser tilbage, og gjorde klar til at se, om jeg kunne rive den med over bakken.
Det gik desværre ikke. Jeg syrede allerede til i bunden, og kunne mærke krampen i det ene ben nærme sig. Så jeg slap trådet tidligt, og rullede hen over bakken, mens resterne af feltet passerede mig. Jeg så ikke der sad flere fra mit hold der, da jeg var træt. Herefter rullede jeg hen og hentede min taske i team-vognen, og rullede ud op ruten igen, for at finde Michelle der sad og skød billeder.
Det “sjove” var dog, at jeg få kilometer senere fangede vores teambil der holdt ved en sidevej. Jeg kørte hen og spurgte hvad de lavede. “A-feltet er stoppet og holder stille, så U19-feltet kan få lidt afstand”. Det var faktisk lidt surt. For havde jeg holdt på, selvom jeg var sat, så var jeg kommet helt gratis tilbage til feltet og kunne nok have fået en omgang mere. Dog var jeg sikkert blevet sat alligevel senere så det var nu ingen katastrofe. Jeg fik på en måde vist, over for mig selv, at jeg stadig kunne træde lidt med en Normalized Power på 400w i 1:56 timer. Jeg mangler stadig en del på den korte power omkring 1-3 minutter.
Jeg fik en lille sjov bonus, indtil jeg ikke fik alligevel. Jeg “vandt” faktisk begge bakkespurter hvilket gav mig 10 point på den konto. Hvis jeg havde gennemført løbet, ville det have gjort, at jeg ville have sluttet som nummer 3 samlet i bakkekonkurrencen! Det havde næsten være for åndssvagt, haha! Da jeg udgik blev mine point annulleret, hvilket selvfølgelig var helt fair, men det kunne ellers have været en sjov historie, at fortælle, at man engang blev 3’er i bakkekonkurrencen i A-klassen.
Mads Mondrup endte med at køre ind som nummer 9 på etapen, og flere foran ham samlet fik et tidstab, hvilket gjorde at han endte som en nummer 13. plads samlet. Det må siges at være ganske flot, specielt set i øjnene, at Mads måske var den eneste i top 13 der ikke havde kørt 1. etape med enkeltstartscykel!
Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/11095/app/results
Strava data: https://www.strava.com/activities/7596862001/overview
Randers Bike Week wrap up
Det blev ikke helt det RBW jeg havde håbet på. Min enkeltstart var egentlig ganske god, men på etape 2 og 3 underpræsterede jeg, ud fra de forventninger jeg havde til mig selv. På 4. etape fik jeg lidt oprejsning igen, men det var også coloQuick der gav mig “lov” til at køre væk, så de kunne styre udbruddet.
Randers Bike Week har dog også bekræftet mig i, at min beslutning om, at dette er min sidste sæson i A er den helt rigtige. Jeg har ikke niveauet til at være der, hvor JEG synes det er sjovt at køre. På de gode dage, på flade ruter, kan jeg nu godt være med, og lave point i ny og næ, men er der bare lidt bakker og/eller for meget vind, og man sidder forkert, så ryger man bare ud af bagdøren når man er så stor som jeg er, og ikke udvikler mig fysisk mere. Jeg er dog på ingen måder færdig i A i år. Jeg vil stadig træne seriøst, og hjælpe mine holdkammerater, og tage mine chancer når de byder sig!
Samlet stilling af Randers Bike Week: https://www.sportstiming.dk/event/11095/app/standings/leader
I næste uge står den på cykelløb på Nordsjælland!