I weekenden stod den på løb ved Tikøb på Nordsjælland. Dagen blev en brændvarm omgang med start kl. 14.30, og omkring 30 grader, og ingen voldsom vind. Det blev derfor en lang og varm dag i sadlen, hvor der til tider var krigstilstande i langningszonen for at få væske, og jeg husker faktisk ikke noget løb, hvor jeg mistede overblikket over løbssituationen, så meget, som jeg gjorde i søndags!
Optakten kan læses HER!
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto
CK NORDSJÆLLAND, 12 OMGANGE, 125 KILOMETER, 900 HØJDEMETER
Vi var allerede ankommet dagen før, med teamet, og havde derfor rigtig god tid, før starten gik 14.30 for A-klassen. Vi fandt et sted i skyggen og fik egentlig slappet ganske godt af. Ruten havde vi set dagen før, og det var egentlig en rigtig fed racerute synes jeg.
I min optakt havde jeg skrevet at Restaurant Suri-Carl Ras ville stille med 8 ryttere, men de havde trukket Magnus Bak Klaris, Sebastian Nielsen og Mathias Larsen før starten, så de ville være klar til PostNord Danmark Rundt som startede tirsdag. Samtidig hørte jeg under opvarmningen af Team CO:Play – Giant Store var ramt af sygdom så de “kun” var 9 mand til start, og stadig det hold der var med flest ryttere til start. Team Georg Berg var også hårdt ramt, og stillede kun med 3 ud af 7 mand til start.
Team Give Elementers taktik var egentlig ret klar. Vi skulle være med i ALT der kørte, og et podie var det eneste der talte i dag. Vores bedste bud på et podie ville nok være Mads Mondrup eller Jakob Bødker, vurderede jeg. Jeg anede ikke hvor jeg selv stod, efter mine dårlige resultater fra Randers Bike Week, men ellers et godt gadeløb ugen efter. Jeg havde fortalt Henrik, vores sportsdirektør, at han bare kunne give mig en hjælperrolle, da jeg heller ikke vidste hvordan jeg ville reagere i varmen. Historisk set ville jeg dø totalt i +25 grader.
AFGANG I VARMEN!
Lige inden vi blev sendt afsted, kunne jeg se en af mine nye træningskammerater, Alexander Pryds vinde D-klassens løb via en solosejr! Han startede sin “karriere” med licensløb under Randers Bike Week, hvor han missede TT’en på grund af arbejde, men ellers tog samtlige bakkepoint på 2. og 3. etape og sikrede sig trøjen der. Derudover tog han et podie på den ene etape. På 4. etape gik han all in på at vinde etapen og gjorde det. Ham skal der holdes øje med! Men tilbage til løbet!
Løbet startede som altid med angreb alle steder fra. Jeg holdt mig selv lidt i ro, da jeg lige ville se hvordan kroppen reagerede i varmen. Vi startede samtidig på en ret stor hovedvej, så der vurderede jeg heller ikke, at nogen rigtig ville slippe væk. Jeg synes at Team Give Elementer var forholdsvis gode til at dække de fleste udbrudsforsøg af. Vi skulle holde øje med Team CO:Play – Giant Store, det var helt sikkert. De var også uhyggelig aktive, og var klart dem som svang taktstokken. Jeg tror dog ikke der slap nogen væk på 1. omgang. Lige efter målstregen var der langningszone, og det var allerede tydeligt, at folk skulle have vand. Allerede efter 10,5 kilometer! Og det skal bestemt ikke lyde negativt. Det var brændvarmt, og begge mine dunke, som indeholdte både energipulver og High 5 Zero-tabs med elektrolytter var allerede nærmest lunkne, og den ene dunk var allerede nærmest tom.
Et eller andet sted på 2. omgang slap Mathias Matz, Team CO:Play – Giant Store, væk med en Restaurant Suri – Carl Ras-rytter, som jeg ikke lige så hvem var. Ikke lige frem den perfekte position for nogen andre end de to hold. Egentlig burde Team Give Elementer være det hold der tog ansvar for at jage det, men da angrebene fortsatte blev farten hold naturlig høj, så vi behøvede ikke gå frem. Jeg synes vi var rigtig dygtige til at komme med i de grupper der slap væk, så vi hele tiden var repræsenteret, og jeg var også selv rigtig aktiv, selvom jeg led i varmen. Kort tid efter slap Daniel Eriksen fra mit hold væk sammen med Mikkel Øritsland fra Team CO:Play – Giant Store. Det var fint, og jeg håbede at Mikkel ville samarbejde med Daniel.
Kort tid efter slap jeg selv væk fra feltet og fik et par kilometer solo, hvor jeg prøvede at at fange gruppen foran mig, men det kunne jeg ikke, og feltet fangede mig igen, men Eriksen og Øritsland var meget tæt på.
På en bakke cirka midtvejs på ruten, blev der angrebet hårdt i feltet, og farten blev så høj, at det hele blev samlet igen, pånær de 2 i front. Da vi kørte ud på 3. omgang fik jeg mig en kold dunk med vand, som jeg med det samme pøssede halvdelen af, ud i hovedet og over kroppen. Der var stadig konstante angreb, og jeg havde selv haft nogle forsøg, og var flere gange så presset, at jeg var tæt på at falde af, men jeg fik lige klemt ballerne sammen, og flere gange kom jeg faktisk tilbage, hvor feltet nærmest gik i stå, og kunne suse forbi med fart på, og endte flere gange i angreb, så det gik direkte fra at være næsten sat, til angreb. Cirka midt på ruten, hvor det steg en smule, var jeg lige kommet tilbage efter at have været nærmest sat, og fløj forbi feltet, hvor Marcus Sander fra Uno-X DARE Development Team var stukket af. Jeg fik hentet ham, men var virkelig presset, og da han viftede mig frem, måtte jeg råbte til at ham, at jeg ikke kunne gå frem, og at jeg ked af, at jeg ikke lige kunne hjælpe ham. Blot få sekunder senere røg jeg faktisk så meget i krise, at han plantede mig, og jeg røg af. Det var faktisk lidt ærgerligt, for havde jeg “bare” kunne holde hjulet, så var jeg kommet med op til fronten, for vi så ikke ham igen. Lige efter kom en gruppe væk igen på 5-6 ryttere hvor Team Give Elementer fik både Mads Mondrup og Rasmus Lundtoft Lindbjerg med.
Faktisk var jeg så presset her, at jeg var millimeter fra at ryge direkte ud af feltets bagdør igen. Jeg bøvlede virkelig med det, og kunne godt se, at der var små angreb i fronten, men jeg kunne slet ikke overskue om der kørte 3 eller 10 mand væk. De næste mange kilometer havde jeg egentlig nok at gøre med blot at følge med. Varmen var ved at sætte sig i min krop, og alt føltes bare tungt og klamt.
Igen igennem langningszonen og ud på 4. omgang. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville angribe så meget mere. Jeg havde nok kørt lidt for meget med hovedet under armen – men haft det sjovt med det – men nu måtte jeg hellere køre lidt klogere, så jeg ikke blev sat.
En gruppe slap igen væk hvor Jeppe Falk fra mit team kom med. Jeg tror de var 3 mand. Varmen havde sat sig i hovedet på mig. Det sker ikke ofte, men jeg havde totalt mistet overblikket over løbet. Var de 8 mand ude foran eller 20? Jeg anede det ikke. Jeg havde også set nogle ryttere ryge af feltet – mange nok på grund af varmen – så jeg kunne ikke overskue om flere var røget afsted i front, eller ud af bagdøren. Lidt snak i feltet, fortalte mig, at mange havde mistet overblikket. På et eller andet tidspunkt var Rasmus Lundtoft Lindbjerg tilbage til feltet. Han var vist brændt sammen i varmen og røget af fra udbruddet. Men både Mondrup og Falk var vist der ude. Hvor var Martin Szokody? Han måtte næsten være foran, for han er så stærk, at han ikke burde blive sat. Det viste sig senere, at han var kogt over i varmen tidligere.
Inden vi kørte ud på 5. eller 6. omgang kaldte jeg vores servicebil frem, og kørte ned til den. “Vi har intet overblik! Hvem og hvor mange er ude foran?” spurgte jeg. Eller det husker jeg i hvert fald, at jeg spurgte om. Jeg fik dog et svar der var lidt svært at bruge til noget. “Vi ved ikke så meget, men Mondrup er derude og sat fra de første.” lød svaret, inden jeg fik en dunk. Inden jeg kørte tilbage op til feltet, sagde Henrik, at vi nok skulle spare Jakob Bødker, da vi var begyndt at køre ind på de forreste. Derfor kørte jeg op til feltet, og sagde til de andre og Bødker, at vi nok burde spare ham, hvis vi fangede dem i front. Det nyttede ikke noget, at vi brugte hele holdet på at fange fronten, hvis vi ikke havde mindst én frisk rytter. Bødker ville dog bare køre med, og arbejde. Derfor tog jeg en beslutning, om at så ville jeg spare mig. Jeg følte mig egentlig okay kørende igen, efter alle mine angreb, og kunne måske have lidt i benene til sidst.
Kedeligt og varmt
Herfra blev løbet faktisk lidt halvkedeligt. Det mest spændende var faktisk om man fik en dunk i langningszonen. Der var lidt panik hos nogle ryttere, der bare skulle have en dunk. Hos Team Give Elementer havde vi hele 4 langere i zonen, så vi fik alle vist de dunke vi skulle bruge. Jeg brugte samme taktik hver gang; tog en dunk og tømte knap halvdelen i hjelmen og ud over kroppen. Mens jeg holdt mig i baggrunden arbejdede de resterende gutter for holdet, som var Jakob Bødker, Daniel Eriksen og Mathias Møller Jørgensen. Der havde været 2 coloQuick-ryttere til start i Lukas Lund og Oliver Søndergaard, og de var også gået frem. På et tidspunkt kom Restaurant Suri-Carl Ras’ bil op på siden af vores gruppe, og råbte, at de blev nødt til at gå frem og organisere en jagt. De havde én ude foran, og det var de vist heller ikke tilfreds med. Jeg fortalte drengene fra mit hold, at vi godt kunne tage en lille slapper og lade kontinentalrytterne tage det største slæb.
På et tidspunkt kom Jeppe Falk tilbage til vores gruppe. Nu havde vi kun Mads Mondrup foran, og det var sgu ikke ligefrem en ideel situation for Team Give Elementer. Som et af de teams som var mødt talstærkt op, så var vi nok det hold, der havde mindst ryttere med fremme.
Vi fik hele tiden tider ved mål, og vores gruppe kørte ind på gruppen foran. Faktisk kunne vi med 2 omgange se dem visuelt, og der var måske 30-40 sekunder op. Dog var vores dampen også ved at få af de arbejdende ryttere, naturligt nok. Jeg havde selv gode ben, men jeg havde heller ikke fået mere end 3-4 føringer de seneste 5 omgange. Jeg overvejede, om jeg burde gå frem og arbejde, for at få lukket hullet, men omvendt ville det måske også være dumt, hvis jeg var den eneste friske tilbage hos Team Give Elementer. Jeg måtte være cool, og håbe, at de andre lukkede det.
Farten røg dog ned i vores gruppe igen, og da vi kørte ud på sidste omgang blev der råbt, at vi havde 1 minut og et-eller-andet op. Det ville vi ikke få lukket. Restaurant Suri – Carl Ras-rytterne var kørt tomme, og jeg så også unge Albert Holm få sig en ordentlig herrekrampe og måtte slippe feltet. Jeg spurgte Bødker om han ville hjem og sprinte, og om han var frisk. Han sagde ja, til begge, og jeg spurgte ham, om jeg skulle aflevere ham i et lead out. Han pegede bare på coloQuicks Oliver Søndergaards baghjul, og sagde, at han bare blev siddende her. Så derfor kunne jeg bare køre min egen spurt, hvilket jeg så ville gøre. Mathias Møller Jørgensen, fra mit hold, sad der også, og kunne også køre en fin spurt, så han fik også lov til at spurte for sig selv.
På et tidspunkt, da vi var ved at ramme de sidste kilometer blev er angrebet lidt, og jeg lå bagved Bødker, som lå bag Oliver Søndergaard. Pludselig slap Søndergaard forankørendes hjul, og Bødker smuttede forbi, og jeg tog Søndergaards hjul. Vi lå bagerst i vores gruppe.
Set i bagklogskabens lys, så var det nok ikke det smarteste. Jeg kunne sgu nok ikke slå Søndergaard i en direkte duel, selvom jeg havde hans hjul. Jeg skulle have været længere fremme, men det var nu sådan det var. Da vi var kørt under sidste kilometer åbnede Riwal Cycling Team’s Søren Vosgerau spurten, og allerede her vidste jeg, at jeg lå for langt tilbage. Det var dog stadig ikke umuligt, men jeg fik kørt mig to pladser frem, og inden spurten skulle vi lige igennem et højre sving, og så skarpt til venstre. Det første højresving gik rigtig godt, men i det sidste venstresving, med blot 350 meter til mål kom er pludselig en modkørende bil! Vi måtte alle pludselig korrigere vores linje, og jeg havde egentlig planlagt, at smadre igennem svinget, men nu måtte jeg bremse lidt, og holde min plads. Jeg fik kørt en dårlig spurt, baseret på min placeringsevne her. Jeg fik heller ikke ramt det rigtige gear på grund af bilen, og selvom jeg ramte knap 1100w i 20 sekunder i spurten, så vandt jeg vist 4 pladser i spurten eller sådan noget, men sluttede ikke engang i den bedste halvdel af vores gruppe. Oliver Søndergaard kom vist sidst ind i svinget, men blev 3’er i spurten, så der var knald på, men det mest positive var i mine øjne, at Mathias Møller Jørgensen blev 2’er i gruppens spurt!
Jeg var på en måde lettet over, at vi ikke kørte om noget specielt, for med det som jeg havde sparet mig, så fik jeg kørt en dårlig “finale.” Det var dog okay, jeg fik igen tanket lidt selvtillid i løbet. Jeg havde kørt mig selv ret meget ud over grænsen på de første 4 omgange, og kunne lige så godt have ramt udbruddet, og jeg var ved at blive sat mindst 5 gange, men fik alligevel klemt røven med mig, og kunne komme tilbage. Efter et træls Randers Bike Week, så var jeg faktisk glad for at få gennemført løbet, i et vejrforhold der normalt ikke gjorde noget godt for mig.
Vores bedste rytter blev Mads Mondrup på en 11. plads. Det var ikke helt det, vi havde drømt om. Det skal slet ikke forståes som om, at det ikke var godt nok af Mads. For det var det bestemt! Han kæmpe med overmagten, da CO:Play – Giant Store vist fik alle deres ryttere, pånær én, med i frontgruppen, og de endte også med at løbe med sejren da wattmaskinen, Mathias Matz kørte fra alle til sidst. Som hold fik vi ikke helt nok ud af det, men varmen spillede en afgørende faktor. Var jeg komme med Marcus Sander op til fronten var jeg måske også selv røget af igen. Jeg lavede nok også nogle lidt for uovervejet angreb i starten, og skød lidt for tilfældigt.
Jeg synes dog, at vi også skal se på det positive. Vi var med i det meste der kørte i starten, og det virker også for mig, uheldigt, at vi slet ikke rammer mange af de grupper der kører væk. Det burde næsten være umuligt, for vi havde 80 % af tiden, hvor vi ramte alle angreb med ryttere, og pludselig 20 % hvor vi ikke lige var med, og der trillede der grupper væk. Så med mere held, kunne vi måske have haft 2 ryttere mere med i frontgruppen og så havde det set helt anderledes ud.
Om ikke andet, så var det et svært løb i varmen. Jeg har normalt et ganske fint overblik, men i dag var det helt væk. Varmen gjorde at nogle ryttere bare døde totalt.
Jeg endte som nummer 30. I vores gruppe spurtede vi om en 24. plads. Efter løbet mærkede jeg for første gang kroppen. Jeg havde det faktisk skidt. Hovedpine, kvalme og nul appetit, selvom jeg godt vidste vigtigheden af, at få energi i kroppen. Det lykkedes også nogenlunde, men det var en kamp.
Herefter pakkede vi sammen og kørte hjem af.
I weekenden står den på enkeltstart i Nakskov, på en rute der ser rimelig “nem” ud. En klassisk ud og hjem rute, indtil de sidste par kilometer, hvor man rammer noget lidt teknisk. Jeg når ikke at prøvekøre ruten, så vi må tage den som det kommer 🙂
Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/10089/app/results?round=49385
Strava-data: https://www.strava.com/activities/7637520188/overview