**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**

I weekenden blev der kørt løb “langt ude på landet” som en af vores U17-ryttere sagde. Og ja, der var langt fra det sydjyske Haderslev, til både Holstebro og Grenaa. Weekenden skulle vise sig, at være en weekend, hvor jeg genfandt formen, men så alligevel ikke helt. Mine forventninger findes her!

Af: Jeppe Tolbøll

HOLSTEBRO, 7. OMGANGE, 114,7 KM, 721 HØJDEMETER

Som jeg nævnte i mine forventninger, så var min tanke at hvis der slap en gruppe væk på en 6-10 mand så ville løbet være slut for resten, i og med at vi kun var en 25 mand til start med eftertilmeldinger. Derfor var min mission at være klar fra start, til at gå med i alle de ryk jeg magtede, for som sagt så skulle der ikke mange man væk før det var slut. Derfor tog jeg mig en god lang opvarmning på 30 minutter, med flere sprint intervaller for at åbne benene og hjertet helt op. Jeg var klar fra start! Race on!

Og helt som forventet, blev der åbnet fra start. Jesper Bundgaard åbnede ballet efter første sving, og med det samme kørte der en Herning-rytter med. Jeg tøvede ikke og fik med, og så var vi væk for en kort stund, men blev hurtigt lukket ned igen. Kontra hug fra Daniel Bligaard Lyhne! Flere ryk fra feltet. Jeg gik med, men igen blev det hele samlet.

Vinden stod således at vi kørte i direkte modvind ud mod vest, og stort set vente rundt og kørte i medvind hjem. Modvinden var på en stor bred hovedvej.
Og netop da vi ramte den første gang var der igen angreb. Det blev lukket igen. Der var sporadiske angreb, men pludselig var der 3 mand fik et lille hul. 2 mand gik efter, og så rykkede jeg også med. Jeg havde 2 på hjul. Vi fik lukket, og pludselig hører man det velkendte “Der er HUL!!! KØR!!!”-råb. Jeg slog blikket bagud. Der var 50 meters hul, og vi var 8 mand! Ingen tøvede og alle kørte rundt. Umiddelbart var min største bekymring at store, stærke Karsten Mikkelsen, Thy, og de Herning-ryttere der var til start ikke var med i udbruddet. Det kunne blive et rigtigt ledt forfølgelsesløb.

I vores gruppe var vi:

Kasper Andersen, Jutlander
Daniel Bligaard Lyhne, Jutlander
Nicklas Runliden, Horsens
Jesper Kael, Frederikshøj
Mikkel Skjellerup, Aalborg
Jimmi Purkær, Aalborg
Jannik Hansen
og så mig.

Vi gav den virkelig gas, og det gjorde ondt, men ikke sådan, at der var panik på fra min side. Den kom først da vi ramte løbets første bakke. Den kom ellers i forlængelse af en nedkørsel, og i medvind. Men de lette drenge fyrede hen over, og jeg led som en satan. Derfor kunne jeg heller ikke tage føringer på toppen, hvilket frustrerede nogle af de andre.Men hvad skulle jeg gøre? Tage føring og falde af bagefter? Fandme nej, så måtte de bande alt det de ville. Jeg fik dog luften ret hurtigt igen, og hjalp igen til. Bakke nummer 2 på ruten, som samtidig var den sidste, kom kort tid efter.

Bakken har altid være træls for mig, men jeg har samtidig haft en god taktik som næsten altid er lykkedes.  Inden bakken kommer der en lang nedkørsel, hvor man virkelig kan køre stærkt. I bunden kommer der så et skarpt højresving. Min taktik har altid været at sørge for at komme først igennem svinget og satse lidt, og derved slå et stort hul inden bakken. Alle andre år er det lykkedes, og jeg er stort set altid først blevet hentet halvvejs, hvor jeg så ved at træde rigtigt igennem, kommer med over.

Det lykkedes også i år, og selvom de kom virkelig stærkt henover, så fik jeg røven med, men måtte igen hoppe føringer over! Igen blev der råbt af mig, specielt fra Jannik Hansen, Tønder, der ikke var tilfreds. Jannik og jeg kender hinanden ret godt, så der var intet ondt i det. Jannik ville bare gerne fremad, men jeg ville bare gerne overleve.
Jeg kørte med det jeg kunne der, og var virkelig presset når det gik op ad.

Ellers gik det det faktisk rigtig godt. De næste par omgange var tempoet over bakkerne ikke så voldsomt. Jeg kørte stadig gennem svinget ved bakke 2, som første mand. Taktikken fungererede ret godt, og jeg kunne som regel arbejde med igen, med det samme på toppen, da presset som sagt var taget lidt af ballonen. Faktisk havde jeg havde ret godt med overskud, og huskede at drikke og spise rigeligt!

Da vi kørte ud på 5. omgang, af 7, blev der råbt at vi havde 3:48 minutters forspring! Det så godt nok lovende ud.

Ved rutens første bakke kom jeg godt med henover, men pludselig begyndte jeg at få en lille krise. Den kom ret spontant og jeg måtte ned og få læ bagved. Da vi ramte nedkørslen ved bakke nummer 2, tænkte jeg, at hvis jeg nu gav den et lille ryk, kort før nedkørslen, så kunne jeg sikre mig et endnu større forspring! Så det gjorde jeg, og jeg fik da også hullet! Lagde mig helt ned på overrøret og var så aerodynamisk som jeg overhovedet kunne være.

Da jeg ramte bakken havde jeg måske 2-3 sekunders større forspring end hvad jeg typisk havde, men jeg kunne godt mærke at det ikke var godt i benene. Så jeg pressede lidt hårdere i pedalerne for at nå så langt op ad bakken så muligt før de andre fik kontakt. Det lykkedes også, men jeg synes de kom hurtigt. Om det bare var fordi jeg var i krise aner jeg ikke. Men faktum var, at jeg ikke kunne holde hjul, jeg fik mig lige med henover, men da farten lynhurtigt røg op på 45-50 km/t, så kunne jeg slet ikke finde kadencen igen! Jeg tabte meter, og sad i syre, og så var det slut med min deltagelse i det udbrud.

Jeg lagde mig helt ned over styret og gav alt hvad jeg kunne for at lukke hullet, og på den måde lå med samme afstand til dem i 1-2 kilometer, før linen knækkede og jeg måtte se mig fanget i indenmandsland! Det er svært, at beskrive den ærgerlighed, og panik der kan sprede sig i en, når man pludselig ligger for sig selv, når man samtidig ved at man stadig ligger til point. Mit løb var jo ikke slut, selvom jeg var alene. Så hvad nu?

Jeg prøvede at bevare roen. Tænkte meget i ca. 30 sekunder, det føltes som 30 minutter. Okay, ruten er ca. 16 kilometer, jeg manglede 2 omgange, plus 3-4 kilometer. Altså 36 kilometer. Jeg var smadret, men det kunne jeg nok godt holde i en time, kunne jeg ikke? Jo! Jeg nulstillede wattmåleren, og tænkte at jeg i første omgang ville holde den jævnt lidt under min AT-grænse.

Det gik også ganske fint i starten. Da jeg så ramte modvinden så følte jeg bare ikke det gik stærkt nok! Så min beslutning var at give den lidt mere gas. Det var dumt, for inden jeg var færdig med modvinden døde jeg, på grund af den beslutning. Da jeg kom rundt i medvinden kørte jeg bare på min fornemmelse og sørgede bare for at træde hele tiden. Av, den gjorde altså ondt. Jeg kiggede mig nok bagud en gang hvert 2-3 minut. Der var ingen. Jeg kom henover bakkerne i et fornuftigt tempo, passede på mig selv, så jeg kunne give den gas med det samme på toppen.

Én omgang igen! Det tager ikke så lang tid, tænkte jeg, da jeg passerede målstregen for sidste gang! Yeah, right, ikke lang tid? Da jeg ramte modvinden prøvede jeg igen at ligge jævnt på mine watt. Det lykkedes overhovedet ikke, da jeg var træt og følte jeg trådte firkanter. Okay, nu taktik. Glem wattmåler, kig fremad, træd og pas på kramper!

Hovedvejen føltes uendelig. Jeg havde ondt over alt. Jeg prøvede konstant at ligge så aerodynamisk som overhovedet muligt, hvilket ikke var rart i ryggen. Men #AeroisEverything, siger man jo. Jeg havde noget der mindede om tunnelsyn. Kiggede tilbage. Så jeg nogen? Måske? Jeg måtte have brillerne af for at se. Jeg kunne stadig ikke tyde om det var en bil eller ryttere. Nå, glem det, kig frem af. Træd!

Rundt i medvinden gik det igen ret godt, og jeg begyndte at indse, at der nok ikke kom nogen bagfra. Kort efter den første bakke var overstået så jeg en rytter fremme! Han havde grønne numre på! Mørkt tøj og nemt genkendelig med gul hjelm og strømper! Det var en Jutlander-rytter! Han skulle hentes! Rytteren var Daniel Bligaard Lyhne, fandt jeg ud af senere.

Jeg bed smerten i mig, og øgede tempoet. Da vi nåede den sidste bakke, så han mig (jeg ved ikke om han havde set mig før), og han satte farten op! Nu var det et smertefuldt forfølgelsesløb. Ingen af os ville give op. Jeg kom tættere og tættere på, men kunne samtidig godt se at det ikke gik stærkt nok! Aaarghh, smerten bed da jeg rejse mig op og trykkede igennem, og lige dér kom første krampe! Ned og sidde igen, og træde. Jeg kom tættere på, men tabte så tid igen. Jeg var lidt rådvild!

Da vi ramte løbets opløbsstrækning, en stor hovedvej, prøvede jeg at give den et sidste ryk. Jeg lod mærke til at han så meget tilbage, så hver gang han kiggede frem ad, rejste jeg mig op og trykkede igennem, og satte mig ned når han kiggede tilbage. Måske kunne jeg psyke ham, til at tro at jeg kom blæsende, så han derved ville prøve at spare kræfter til en eventuel spurt.

Den taktik lykkedes ikke ligefrem, så da vi ramte 1000 meter måtte jeg køre en lang spurt for overhovedet have en chance! Jeg gav det sidste i min krop, og dér ramte krampen begge mine lår! Jeg var lammet, og måtte simpelthen klikke ud. Jeg lod mærke til at Daniel kiggede bag ud, og vist godt kunne se at jeg havde resigneret.

Da jeg kom i mål kørte jeg hen til ham og takkede for kampen. Jeg rullede lidt rundt, og inden jeg vidste af det var der allerede præmieoverrækkelse. Da jeg skulle have min præmie var nummer 8, åbenbart væk, så jeg fik en ekstra præmie fra H60. Så jeg fik en flot kuvert som nummer 5 i H60, så har man også prøvet det haha.

Derefter rullede jeg af i 10-15 minutter, tilbage til bilen, drak min proteinshake, fik noget mad, og så ellers hjem igen. Der skulle virkelig lades op til cykelløbet dagen efter!

Vinderen blev Jannik Hansen, hvilket var fedt for ham, efter ret mange 2. pladser sidste år. Han har ramt formen ligner det, tillykke!

GRENAA, 4. OMGANGE, 120 KILOMETER, 764 HØJDEMETER

Da vi ankom til Grenaa, var det stadig med trætte ben efter Holstebro-løbet. Den time jeg havde kørt solo, havde virkelig revet godt i benene, og specielt begge baglår var trætte.

Heldigvis havde jeg, ud over Nicolai Jørgensen, Odder, også to af klubbens U17-drenge med i bilen, og da de startede noget tid før B-klassen var der rig mulighed for en grundig opvarmning.

Under opvarmningen blev jeg fortalt, at ruten ret hurtigt ville dreje til højre, og vi derved ville ramme en led bakke, med sidevind på. Derfor blev min taktik, at se om jeg kunne komme væk før bakken, og så overleve når der blev givet gas på den.

Da starten lød satte Thomas Mikkelsen, Fredericia (og Team AoC), sig frem og satte et hårdt tempo. Ikke dræbende, men hårdt nok til at folk ikke kom med de typiske angreb, som et B-løb altid starter med. Da vi nærmede os højresvinget, tænkte jeg at nu var det nu, og jeg bevægede mig frem. Samtidig kom Emil Bak, Silkeborg, frem med høj fart, og jeg gik med ham. Rundt i svinget slog vi et hul, og så satte jeg tempo på. Vi fik da også et minimalt hul, men desværre blev vi også lukket ned, lige da vi ramte den “lede” bakke! For til min store ærgelse, var bakken overhovedet ikke slem. Men jeg sad i syre efter angrebet, og da Herning kom blæsende i sidevinden, så havde jeg virkelig krise. Jeg kunne ikke holde hjul på nogen af dem der kørte forbi, og måtte bare se mig selv rasle hastigt ned gennem feltet.

I bagklogskabens klare lys, skulle jeg ikke have kørt så aggressivt, for så tror jeg 100 % jeg var kommet med over bakken. Men sådan blev det ikke.

Der var kaos nu. Folk lå spredt ud over alt, og mit bedste bud var at der nok lå 20 mand i første gruppe, og så ellers bare smågrupper. Vi fik hurtigt samlet os bagved og hentede folk der blev sat fra fronten. Jeg fandt selv hurtigt benene igen, og vi begyndte at jagte. Jeg tror vi var omkring 15 mand i vores gruppe, hvor der dog kun var 5-6 der kørte rundt konstant, og et par stykker der kørte med når de kunne, og nogle som slet ikke kunne.

I lang tid havde vi fronten inde for 30 sekunder, og vi holdte den der, men flere og flere faldt fra i vores gruppe, specielt fordi de stærkeste havde det med at forcere førringene. Jeg prøvede at få folk til at køre mere jævnt, og det hjalp også, men ikke nok. Vores gruppe blev mindre og mindre. Og hullet til fronten større og større. Så stort at vi til sidst ikke kunne se dem mere. På dette tidspunkt skød jeg på at der nok var 15 i front. Og jeg vidste ikke hvor mange der var eftertilmeldt. Måske 4-5? I så fald kun 11-12 præmier. Vores løb var slut, i den forstand at det nok ville blive svært at hente point! Æv! Målet blev gennemførelse.

Da vi kørte ud på 2. omgang, af 4, blev der råbt til os, at vi havde 1 minut op. Vores gruppe var mindre end frontens nu (jeg gættede på at de jo var 15, og vi var 8-9 mand), og ikke alle bidrog til arbejdet. Kristian Flagstad og jeg snakkede kort sammen, og blev enige om at vi skulle fortsætte med at køre hårdt på. Kørte de finale på et tidspunkt kunne vi jo med held hente nogle af dem der måske faldt fra.

10 kilometer inde på 2. omgang var der et skarp højresving som vi kørte ret stærkt rundt i. Og lige da vi kommer ud på den anden side, så vi en stak B-ryttere i vejkanten. Jeg spottede hurtigt Jacob Kruse Jensen, fra Herning, Emil Bak, Silkeborg, plus en eller to Herning-ryttere mere. Måske en anden rytter også? Det gik så stærkt, jeg ikke havde tid til at kigge mig tilbage. De ryttere jeg lige fik øje på så alle okay ud, heldigvis.

Jeg begyndte at spekulere om der nu var point at køre om alligevel? Måske!

Kort tid efter fangede vi Jonas Brunholm Jensen, Silkeborg, som var blevet sat fra fronten pga. styrtet. Han sad lidt på hjul, men begyndte så at køre med rundt. Ca. halvvejs fangede vi så Steffen Nielsen, Aalborg, som også var faldet fra fronten. Nu var jeg 99 % sikker på at der var point på spil. Og vores gruppe var pludselig på 11 mand, og stort set alle bidrog med arbejdet.

Kort før at vi var færdige med 2. omgang forsvandt Frederik Mailund, Horsens, og Kasper Andersen, Jutlander, og ved mål stod Steffen Nielsen af, pga. defekt. I samme ombæring spottede jeg Jimmy Purkær stå i vejkanten – han var da med i fronten før!?

Nu var vi kun 6 mand i vores gruppe:

Thomas Mikkelsen, Fredericia
Henrik Skovmose, Thy
Casper Steen, Horsens
Jonas Rernböck, Holstebro
Jonas Brunholm Jensen, Silkeborg
og mig.

Vi kørte fint rundt, men min fornemmelse var at det desværre ikke var hurtigt nok for at hente de første. Derfor begyndte jeg at undlade at trække for hårdt, for at have kræfter til kampen om de sidste point.

Rundt på ruten forsvandt, Jonas Brunholm Jensen dog pludselig og så var vi 5.

Kort før vi var færdige med 3. omgang sagde Jonas Rernböck, at han ville stå af ved mål, da hans bagskifter var defekt og at han derfor var fanget i 11’ern på kassetten, og kun kunne skifte mellem stor og lille klinge. Jeg fik ham dog overtalt til at fortsætte. Egentlig burde jeg bare have bekræftet ham i at stå af, men man er vel flink? 🙂

Lige da vi kørte ud på sidste omgang begyndte regnen at piske ned. For at vise overskud, jokede jeg med at det fandeme var fedt vejr at cykle i. Thomas sagde han ikke magtede at cykle i regn, hvorefter jeg svarede ham, at han jo bare kunne vende rundt så. Han kvitterede med et smil – nå, så gad han nok godt regnen alligevel, hehe.

Med cirka 20 kilometer igen kom det første angreb. Det var Flagstad der åbnede. Jeg fik hurtigt lukket, og nu ville ingen tage føringer mere. Finalespillet, om de sekundære placeringer, var i gang.

Endnu et angreb fra Flagstad. Henrik Skovmose lukkede. Jeg prøvede, men blev også lukket. Endnu engang stilstand. Okay, der var lang vej hjem hvis vi skulle køre 30-35 km/t og kun få rigtig fart via ryk. Jeg prøvede at få gang i rulleskiftet igen, og det lykkedes da også lidt. Farten var jævn, men ingen trak igennem, det var tydeligt.

Efter en lille by, kom der en lille knold af en bakke. Jeg fornemmede lidt at Flagstad ville bruge den som angrebsmulighed. Derfor lagde jeg mig på hjul af ham, og rigtigt nok. Lige da vi kom til bakken angreb han, og jeg gik prompte med! Dog var jeg mærket af rykket, så selvom vi havde hul på toppen kunne jeg ikke hjælpe med at fuldføre angrebet, og de andre kom op igen. I samme moment angreb Thomas med høj fart og slog et godt hul.

Henrik Skovmose rykkede efter og her gik jeg med og Henrik hev langsomt Thomas ind igen. Lige efter Thomas var hentet kom der et højresving. Thomas er en rigtig fin fyr, men hans svingteknik er til tider lidt tvivlsom, så det planlagde jeg at udnytte. Thomas var på vej ind i svinget som første rytter, men 15 meter før rykkede jeg forbi ham, og skar svinget med høj fart. Kiggede tilbage og rigtig nok; Thomas bremsede alt for meget, og bremsede derved de andre. Jeg rykkede med alt hvad jeg havde. Nu eller aldrig! – og jeg slog hullet.

Efter et minut kiggede jeg tilbage og kunne konstatere at jeg havde skabt mig et fint hul.

Men hvor langt havde jeg hjem herfra? 7-8 kilometer? Nå, ingen tid til at spekulere, bare fremad. Jeg kiggede tilbage og kunne konstatere at jeg nok havde 15 sekunders hul.

Jeg ramte et stykke med sidevind og lidt bakker. Nu gjorde den ondt, og jeg syntes ikke farten var høj nok. Jeg måtte æde meget smerte. Da jeg ramte toppen af bakken kiggede jeg på tiden på computeren. Kiggede bagud da de andre ramte toppen. 30 sekunder! Jeg havde øget. Cirka 3 kilometer igen. Det kunne jeg ikke sætte over styr. Den sidste kilometer tilbage i modvind, samt lettere stigende. Det gjorde ondt.

Jeg kom i mål 20 sekunder før Thomas Mikkelsen, der kom først over i gruppen foran Casper Steen, Henrik Skovmose, Jonas Rernböck og Kristian Flagstad.

Jeg var ret usikker på min placering da jeg kom i mål, så måtte finde nogle af dem fra udbruddet og høre hvor mange de havde været ude foran. 7 ryttere, lød svaret! Fedt så var der point!

De er så vildt at man kan blive sat efter 3 kilometer, men stadig hente point. Selvfølgelig var det rigtig heldig for os, at der var styrt i fronten. Men mest heldig for mig var, at da jeg satte cyklen på bilen kunne det høres en hvislen fra baghjulet. Der var sgu hul. Godt jeg nåede i mål.

KONKLUSION PÅ WEEKENDEN:

Det var rart at målsætningen blev opfyldt med 2 point. Formen er igen stødt stigende, men jeg mangler lige det sidste endnu. Måske kommer det i takt med at flere og flere rykker op i A. Man må jo håbe for de bedste kører dælme stærkt! 🙂

På fredag står den på enkeltstart i Randers ved Veteran DM, hvor jeg kører H30-klassen. Søndag er det så landevejsløbet der skal klares på en rigtig hård rute. Løbsforventninger coming up!