Løbsrapport fra Holbæk-løbet

Endelig cykelløb igen! Det har virkelig været savnet, og det hele levede fuldstændig op til forventningerne før løbet, kaoset i cykelløbet, og den knaldhårde finale. Cykelløbet udviklede sig slet ikke som forventet, og selvom jeg efterhånden har fået en vis rutine og erfaring, så er det faktisk rart at kunne blive overrasket!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CYKELFOTO og MAGNUS TILLQUIST NIELSEN

HOLBÆK, 4. OMGANGE, 109,6 KILOMETER, 840 HØJDEMETER

Konen – som er “Cykelfoto” – og jeg ankom til Sjælland dagen før, og efter vi blev indlogeret på den AirBnB vi havde lejet, så tog vi ud og kiggede på ruten.

Jeg var faktisk overrasket, jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set en rute med så få falde stykker. Det gik op og ned nærmest konstant, men ingen af bakkerne skræmte mig. Tror faktisk flere gange, at jeg fik udbrudt, at det da var en rigtig tonser rute, hvor man ikke kunne spare sig, det så ret lovende ud. Og så ramte vi bakken cirka ved 19 kilometer. Den hedder noget så mundret som “Åmose & Dønnerupvej Bakken” (Strava). Den var sgu lang, og allerede der fik jeg tankene tilbage til et par år siden, hvor sådan en bakke ville have betydet, at jeg nok blev sat.

Bakken havde den lille ekstra krølle at den kom i to ramper, hvor den midt på flader ud og man drejer 90 grader til højre, og derfra stiger den igen. Den gav lidt uro i maven, og specielt da der igen kom en bakke efter 24,5 kilometer som også så lidt led ud. Min umiddelbare fornemmelse var, at jeg nok havde taget lidt fejl ved at sammenligne den med Holstebro-ruten, for som sagt, så har jeg ikke set noget så “ujævnt” som Holbæk ruten før. Men hey, jeg er også tilpas arrogant, til at jeg blot tænkte, at jeg jo bare skulle ramme det afgørende udbrud, og så ville vi køre jævnt på bakkerne, haha!

Team Give Elementer havde Lasse Bøgh, og Jeppe Pedersen til start ud over mig.

Klar! Nu skulle vi sgu køre cykelløb!

Løbet blev sat i gang, og helt som forventet blev der angrebet meget fra starten, og min utålmodighed gjorde da vist også at dagens angreb nummer to kom fra undertegnede. De første 6 kilometer var på en større hovedvej, der dog snoede sig og var op og ned. Der blev virkelig kørt stærkt, og der var mange angreb. Pludselig kom Lasse op på siden af mig, og spurte om der var langning ved mål? Jeg måtte melde pas, men det troede jeg. Han fortalte så, at på grund af stress ved nummerudleveringen, så havde han ikke fået sine dunke med! Jeg gav ham en af mine, og tænkte at jeg bare måtte gribe en ved mål. Det viste sig så, at der ikke var nogen til at lange til os, så løbet blev kørt med blot en dunk med 500 ml i!

Jeg var forholdsvis aktiv i starten, men besluttede mig efter en 10 kilometers tid at slappe lidt af, og afvente. Det virkede ikke til at der ville slippe noget væk, og jeg ville gerne lige se hvor aggressivt der blev kørt på bakken efter 19 kilometer. På bakken blev der sparket til den, men intet foruroligende. Det var okay nemt at sidde med på hjul op af den, og jeg fik mig endda kørt frem på bakken. Det gav en fin fornemmelse, og jeg begynde igen at køre mere aggressivt.

Jeg følte, at der var en del der sad på mig. Andre ryttere fik noget længere snor, mens mine angreb nærmest blev lukket før de for alvor startede. Derfor fik en ABC-rytter også slidt sig fri på en kontra på mig. Det er også helt forståeligt, at folk holder øje med mig. Det følger med, når man promoverer at man et eller andet sted kører efter at vinde løbet. Og uden at skulle lyde for arrogant, så har jeg også en vis flair for at sidde i det afgørende udbrud. Så det var noget jeg var forberedt mentalt på, for ellers var jeg nok blevet godt irriteret. Generelt var ABC rigtig aggressive også, og de kørte faktisk flot.

Set ud fra Team Give Elementer, så var vi med i det meste, og hjalp hinanden godt med at dække udbrudsforsøgende af.

Udbruddet kører uden Team Give Elementer!

Feltet blev igen samlet ud på 2. omgang, og det hele forløb nærmest som første omgang. En masse angreb, som ikke rigtig blev til noget samtidig med at farten generelt var høj. Det var rigtig nemt at sidde på hjul. Jeg tænkte dog, at den da måtte knække på et tidspunkt. Jeg bad de 2 andre fra Give om vi skulle holde os lidt mere til, selvom vi nærmest var med i det hele.

Et stykke før Åmose og Dønnerupbakken var jeg i et hårdt angreb, som dog blev lukket ned, og da kontraangrebet kom, så slap der 4 ryttere væk. Jeg så Karl Klinge fra Middelfart, Anders Klitgaard fra Aalborg, en Slagelse-rytter og en ABC-rytter. Slagelse-rytteren viste sig at være Niklas Hornshøj Jensen! ABC-rytteren var Peter Horn Bekhøj. Niklas Hornshøj måtte faktisk lukke solo op til dem, så det har nok kostet lidt.

Jeg fornemmede en hidsig bitterhed vokse! For helvede, vi skulle jo have haft en mand med der, og jeg ville da lyve hvis jeg ikke ønskede at det var mig. Jeg ville ikke umiddelbart gå på jagt efter dem lige før bakken, og det var måske det dårligste tidspunkt de slap væk på, ud fra mit perspektiv. Igen blev der givet godt gas på bakken, og hen mod toppen blev der angrebet, og faktisk havde jeg overskud til at gå med i angrebet, men det blev igen lukket, og nu gik feltet nærmest i stå.

Udbruddet sejlede stille og roligt væk, og de havde hurtigt opbygget et forspring der gjorde det alt for hård, at skulle lave solo-hugget op til dem. For helvede da også! Enten skulle der skabes en forfølgergruppe, eller også skulle vi igang med at knokle. Dog var ABC irriterende gode til at lukke alle forsøg ned. De næste mange kilometer gik med at feltet konstant gik i stå, så kom der lidt små angreb og sådan gentog det sig da vi kørte ud på 3. omgang.

Jeg begyndte at blive frustreret. Både Middelfart, Slagelse og ABC havde mange folk i feltet, der kontrollerede det meste, og derfor var det naturligvis svært at komme væk. Lige da jeg satte mig ned i feltet, og faktisk var indstillet på at løbet var slut begyndte Lasse Bøgh at tage arbejdstøjet på i front. Han tog bare en ordentlig dingerføring og holdt ene mand nærmest gang i hele feltet. Kæmpe respekt! Det gav mig tilpas nok dårlig samvittighed til, at jeg igen bevægede mig frem og begyndte at skifte til at føre sammen med Lasse. Jeg troede ikke på, at vi så udbruddet igen, så nu var det blot træning. Det kunne slet ikke tænde mig, at vi skulle hjem og køre om en potentiel 5. plads.

Efter lidt tid begyndte flere at føre rundt med os, og i små 10-15 minutter var der faktisk et ret flydende rulleskifte som dog døde ud af sig selv igen. Lasse blev ved med at knokle, og denne gang blev der kørt rimelig konservativ over Åmose og Dønnerupbakken.

Ind mod mål tog jeg en god føring på 3-4 kilometer og da vi passerede mål blev der råbt at vi havde 1 minut op, og som feltet kørte var der ingen chance for at vi ville lukke dem, vurderede jeg. Jeg slog ud kort efter mål og tænkte at nu måtte en anden tage over. Det betød, at en eller anden angreb kontra på mig, og jeg kunne have revet hovedet af ham. Hvorfor ikke hjælpe med at lykke hullet ved at føre, end at prøve det usandsynlige i at lukke op i et ryk, når de havde over 1 minut!? Det hele blev dog også lukket ned igen.

Nu skulle der køres finale!

På det sidste stykke af hovedvejen kom vi på en nedkørsel med rigtig god fart, og jeg lå vist i 15-20. position, lige inden vi ville ramme en lille bakke. Jeg besluttede mig at lave et raseri-angreb. Jeg var der jo bare for at træne. Der var intet mål i angrebet, ud over at jeg skulle af med noget energi, og gerne ville gøre ondt på feltet. Jeg tror jeg ramte mine peakwatt i 20 sekunder for hele løbet der. Jeg fløj hen over den lille bakke, og holdt kæden stram på nedkørslen før jeg fik kigget mig tilbage. Jeg havde tre ryttere på hjul, mens en anden næsten havde fået tilslutning, og yderligere to ryttere bagved var kommet væk fra feltet. Vi blev pludselig samlet 6 mand, og hullet til feltet var slået. Alle kørte hårdt på, og stille og roligt øgede vi til feltet.

Ud over mig var der Stinus Kæmpe fra Sydkysten, Daniel Lond fra Amager CK, Magnus Bächler fra Odense, Tobias Johan Sørensen fra Nørrebro, Martin Thimes fra FBL og Nicklas Lilleskov Falk Rasmussen fra Slagelse. Jeg brugte alle de kræfter jeg umiddelbart havde, og tog de føringer jeg kunne for at holde gruppen i gang. På det her tidspunkt var jeg ret presset og ville ikke kunne fortælle hvem der sad over eller ej. Jeg var også ligeglad.

Da vi drejede fra hovedvejen efter de 6 km af ruten, kunne vi pludselig spotte 4 ryttere ude foran! Hvad var nu det? Hvordan fanden havde vi lige lukket det hul så hurtigt? Jeg kunne slet ikke forstå det, og endte faktisk med at blive helt ærgerlig over, at jeg havde knoklet så meget på hele tredje omgang uden at spare kræfterne, når nu jeg alligevel endte i finalen.

Vi fik kontakt og heldigvis var der ikke den store tøven og vi kørte alle rundt nærmest med det samme. Feltet havde været lidt længe om at slippe os, så hvis vi gik i stå, så ville de nok hente os. Personligt ville det resultere i et game over for min moral. Jeg følte mig en smule presset, og manglede efterhånden væske, og havde de sidste 20 kilometer sparet alt det jeg kunne på mine slatter i dunken, mens jeg havde brugt mine iso-gels til at slukke tørsten med. Faktisk var der på et tidspunkt en minikrampe der bed lidt. Jeg nappede min sidste gel og tog den sidste dråbe vand jeg havde. Nu måtte jeg køre uden væske de sidste 15 kilometer.

På et tidspunkt røg jeg i noget mundhuggeri med Peter Horn Bekhøj fra ABC. Han ville sidde en føring over, da han var presset, og jeg ville fandeme også ned og spare mine ben, så jeg spillede poker med ham, og lod hullet opstå til resten af gruppen og tvang ham til at lukke hullet. Det var han ikke helt tilfreds med, for han var træt efter at have været i udbrud, og jeg råbte tilbage at jeg var træt, fordi vi havde lukket hullet til dem. Vi fik dog hurtigt snakket ud efter løbet, og der var intet problem bagefter. Det er bare en del af cykling, at når man er presset, så bliver der nemt råbt lidt. Det tager man med, og er faktisk lidt af det sjove, synes jeg.

Jeg begyndte hurtigt at fornemme, at vi havde slået det afgørende hul, og derfor begyndte jeg blot at tage føringerne, på det absolutte minimum af hvad der krævedes af mig. Ingen grund til at spilde kræfter. Jeg overvejede kort at angribe før Åmose og Dønnerupbakken, men blev dog bange for at skade mig selv ved det. Hvis det blev lukket, kunne jeg sidde i rødt før bakken og så ville jeg nok blive sat. Jeg sprang en enkelt føring over før bakken, og gjorde mig klar. Der måtte næsten komme angreb. I starten blev der dog kørt ganske roligt.

Den første halvdel af bakken, på sidste omgang, var klart den nemmeste af alle omgangene. Da vi drejede til højre på toppen angreb Nicklas Lilleskov Falk Rasmussen og jeg kunne se at han slog hullet. Jeg fik angrebet, og ville egentlig blot sikre mig at ingen slap væk. Jeg havde en rimelig god fornemmelse i forhold til spurten i den her gruppe. Jeg fangede ham og holdt hans hjul til toppen. Han prøvede af vifte mig frem et par gange, men jeg var sgu ikke helt klar der, men det ændrede sig hurtigt, da jeg kiggede hurtigt bagud. Der var ingen andre tæt på os. Vi havde hullet! Nu gav det pludselig god mening at gå frem, og vi begyndte at rotere i front. Der var cirka 7 kilometer til mål!

Jeg tror at vi kørte rundt i små 2 kilometer, men pludselig ville han ikke frem igen. Jeg måtte tage en beslutning om, enten at trække ham til mål, eller få nulstillet og lade gruppen bagved fange os. Resultatet blev det sidste, da jeg stadig stolede på min spurt i finalen. Gruppen fangede os og jeg var egentlig indstillet på at jeg ville sidde så mange føringer over som overhovedet muligt nu. Efter angrebet på bakken var der røget et par stykker af; Karl Klinge, Martin Thimes og Peter Horn Bekhøj var væk.

På en nedkørsel fik vi ganske god fart på, inden løbets sidste bakke, som lå 3,8 kilometer fra mål. Jeg havde fået lavet et lille hul bagved gruppen, så jeg havde 5 meter op til den sidste mand. Ikke noget vildt, og slet ikke planlagt, og selvom jeg egentlig ville hjem og spurte, så tog mit instinkt nærmest over. Det lignede et “gratis” angreb, for jeg kom med meget mere fart på end gruppen havde. Selvfølgelig skulle der trædes, men hvis jeg skulle bremse før bakken for så at accellere igen, så ville det nærmest koste de samme kræfter. Jeg slog hullet med det samme, og de tøvede! Nu blev målet at komme op over bakken!

Faktisk var det lidt sjovt det som skete herefter. Konen og jeg havde lavet en lille aftale, om at hun skulle stå ved målstregen, og skyde billeder, hvis jeg lå til at vinde. Da hun også troede at udbruddet ville holde hjem, havde hun placeret sig på løbets sidste bakke i stedet. Da hun så mig udbrød hun nærmest forsigtigt; “Åh nej! Ej skat, jamen, hvordan…. kør!”

Jeg kastede et blik bagud, og kunne se en bagved havde angrebet og de faktisk var ret tæt på mig. På toppen af bakken fyrede jeg en lille sprint af, for at få cyklen i gang igen og op i fart. Og heldigvis gik de igen i stå, og på nedkørslen fik jeg større hul. Der kom et 90 graders sving, og jeg satsede alt – kørte den helt til grænsen. Kiggede igen hurtigt bagud inden endnu et sving, og kunne ikke se dem! Jeg måtte dog ikke tøve, og holdt på med alt hvad jeg kunne.

2 kilometer igen! Desværre på veje der var let stigende og for at gøre ondt værre; i direkte modvind. Jeg gjorde mig så aero som overhovedet muligt, og måtte kæmpe med ikke at ligge armene ind på styret, efter at positionen er gjort ulovligt. Alt i kroppen gjorde ondt, og jeg balancerede på et knivsæg mellem at gå for dybt og lige præcis ikke gå for dybt, så jeg kunne holde mit tråd, uden at eksplodere. Ej, hvor der føltes lang til mål. Jeg kiggede igen bagud. Jeg kunne se dem, men de var et godt stykke væk. Jeg  var næste sikker på, at hvis jeg ikke krampede, så var sejren nok sikret. Jeg skulle bare køre igennem!

Sidste kilometer! Nej, hvor tikkede de meter da bare for langsomt ned! Jeg havde så ondt. Jeg sagde til mig selv, at det maks var omkring 1,5 minut igen i smerten. Kiggede igen bagud. De var altså kommet lidt nærmere. Jeg forbandede at de ikke bare ville give op og køre om 2. pladsen. “Lad mig nu slippe væk, for helvede, så jeg kan nyde sejren!” tænkte jeg! Måske var det nærmere en bøn?

500 meter igen! Nej, hvor de kom tæt på nu. Jeg kunne dog fornemme at meterne tikkede ned i mit favør. Nu var jeg inden for banderne, og kunne se stregen, kastede endnu et blik bagud, og vidste her, at de ikke ville nå mig, selvom de havde startet deres spurt! Jeg hev det sidste luft ind, fik rejst mig op og lavet sejrsbilledet, før jeg nærmest kollapsede hen over cyklen igen.

Jeg fik et klap på ryggen af en der spurtede forbi mig, men anede ikke hvem det var. Jeg så kun stjerner. De havde virkelig været tæt på hvis de kunne rulle forbi mig efter deres spurt, så kort efter målstregen. Jeg fandt et øde stykke græs, fik lagt cyklen ned, og smed mig, mens jeg baksede med at få hjelm og briller af. Alt sortnede og gjorde ondt, og lige her havde jeg faktisk svært ved at nyde sejren, selvom jeg dog var glad indeni.

Da jeg endelig kom til mig selv, og fik styr på kroppen, fik jeg rullet op til Give’s U19 team, og fik tigget mig lidt vand. Der var mange der kom og snakkede, og det var fedt, men jeg ledte mest efter en der havde en telefon, så jeg lige kunne få ringet til konen! Hun skulle sgu vide at jeg havde vundet, men hun vidste det allerede via DCU-siden.

Jeg kunne længe ikke forstå hvad der egentlig var sket, og hvordan jeg var gået fra at være ude af løbet, til at ende øverst på podiet. Et løb hvor jeg brugte mange kræfter på komme i udbrud uden held, bruge tonsvis af kræfter på 3. omgang, og så ende med at køre solo. Og alt sammen med blot 500ml væske på cyklen. Det virkede surrealistisk!

De to Slagelse-drenge Nicklas og Niklas endte på 2. og 3. pladsen!

Efter løbet kørte konen og jeg ud og hun fik skudt lidt flere billeder af U19- og A-klassen før vi kørte hjem mod Haderslev.

Da jeg kom hjem kiggede jeg lidt på data’en. Og jeg blev virkelig overrasket. På friske ben kan jeg køre lidt over 500w i 5 minutter, og faktisk er det kun indendørs at jeg rigtig for alvor har kunne levere de tal på grund af stabile watt. Og de sidste 5:14 minutter i Holbæk endte jeg med at holde 491w. Det har jeg aldrig leveret før så sent i hverken et løb eller nogen træning. Det viser nok bare hvor meget mere man kan æde sig selv i konkurrence eller når der virkelig står noget på spil.

Resultater kan ses her: https://www.sportstiming.dk/event/8500/app/results?round=38434
Strava-data: https://www.strava.com/activities/5148466858/overview

Næste race bliver igen på Sjælland på søndag, hvor jeg dog kommer direkte fra en 24-timers vagt, så det bliver lidt spændende hvordan kroppen reagerer! 🙂