Løbsoptakt til Hillerød og Skive 2022

I weekenden står den på dobbeltløb. For mit vedkommende kunne de to løb nærmest ikke ligge længere væk fra Haderslev, så vi tager allerede afsted mod Hillerød fredag eftermiddag. Vi – konen og jeg – får derfor den tvivlsomme fornøjelse af, at tilbagelægge knap 950 kilometer i bilen denne weekend. Men hvad gør man ikke for sin hobby?
Samtidig er begge ruter helt ukendte for mig, så det bliver også spændende!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto

Hillerød, 8 omgange, 140 kilometer, 872 højdemeter

Det er altid svært at komme med en præsentation af en rute, når ens eneste referencepunkter er Google Streetview, og hvad man ellers hører i krogene, når folk har snakket om ruten.

Ud fra de ting jeg ved, så foregår ruten på nogle ganske fine veje, uden at det er brede hovedveje. Jeg har hørt mine to sjællandske holdkammerater, Gustav Frederik Dahl og Martin Szokody, tale om ruten som værende ret flad, men med 2 mindre bakker. Det må ud fra profilen være bakken efter ca. 5 kilometer, og den anden efter 15 kilometer.

Ud fra hvad www.ridewithgps.com’s profil siger, så er max-stigningsprocenterne dog kun på 2,8 %, hvilket alt andet lige burde være helt overkommeligt, selv for feltets tungeste rytter (mig).

Vinden bliver helt sikkert en afgørende faktor, og vejrudsigten siger lige nu en 6-7 m/s, fra vest, hvilket betyder, at vi får sidevind langs vandet, og også tilbage mod mål, på rutens afslutning.

Vi er 9 ud af 10 A-ryttere til start for Team Give Elementer. Rasmus Lundtoft Lindbjerg er desværre ude med skade. Det ligner at alle konti-teams stiller med alle mand, pånær Riwal Cycling Team. De fleste DCU-teams stiller fuldtallige op, hvilket betyder at 89 ryttere står til start. Det skal nok blive vildt.

Jeg er kommet godt efter det, efter min sløje sæsonstart med sygdom, men jeg ved dog stadig ikke helt, om jeg er klar på 140 kilometers sidevindsrace. Derfor har jeg intet problem med at skulle ofre mig for teamet, eller skulle køre en leadout.

Skive, 7 store omgange + 3 små omgange, 129,7 kilometer, 828 højdemeter

Ligesom Hillerød, så kender jeg heller ikke Skive-ruten. Og jeg kan ikke engang få et overblik fra Google Streetview da 90 % af ruten slet ikke findes der! Jeg forventer næsten, at det betyder, at vejene er ret små, men det er et skud i tågen.

Min teamkammerat Jakob Bødker fortalte mig dog, at ruten var pivåben for vind, hvilket ligesom Hillerød kan gøre det til en rigtig hård dag på cyklen. Vinden skulle igen komme fra vest, men være lidt hårdere end dagen før. Rent bakkemæssigt kommer vi op på 3,3 % i maksimalstigning, som dog kommer i sidemedvinden.

Presset må være helt og aldeles på coloQuick, som er 14 mand til start ud af 76 ryttere! De er på hjemmebane og SKAL vinde. Det ved de naturligvis godt.

Igen er mine forventninger lidt som i Hillerød. I teorien burde sådan en rute her være god til mig, men jeg føler stadig ikke helt, at jeg er hvor jeg skal være, men det kommer snart.

Vi er 8 mand til start for Team Give Elementer, da Rasmus Lundtoft Lindbjerg og Gustav Frederik Dahl ikke kører.

Om ikke andet, så går jeg efter at gennemføre begge løb, uanset hvordan det går, så jeg da får timerne i bogen.

1 thought on “Løbsoptakt til Hillerød og Skive 2022”

  1. Pingback: Løbsrapport fra Hillerød og Skive 2022 - er sikkerheden ligegyldig!? - CyclingUniverse

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *