Selvom det er snart er 2 uger siden, at jeg deltog i Neusiedlersee Radmarathon, som var min billet til UCI Gran Fondo World Championships, så har jeg alligevel fundet tiden og lysten til at sidde mig ned og skrive min oplevelser ned på skift. Løbene blev begge en stor overraskelse for mig, og et perfekt punktum for en formtop, der var sat til at ramme ved løbene.
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto og Sportshot Photography
Michelle og jeg ankom til Østrig efter en lang og lidt for spændende rejse igennem Tyskland, Tjekkiet og til sidst et kort visit i Slovenien, før vi ankom til Oslip, en lille by blot 10 minutters kørsel fra Mörbisch, hvor start og slut var på både enkeltstarten og landevejsløbet. Vi skulle være der fra onsdag d. 19., til 23. april.
Turen derned, i vores fine el-bil startede ret skidt, da vi ved første ladestop ikke kunne få nogle af laderne til at virke. Igennem lidt leg med opladeapps, lykkedes det os dog at få “hul” igennem og lettere forsinket kunne vi fortsætte. Problemerne blev ikke mindre, da vi så ankom til næste ladestop, hvor min fine app, havde fortalt at man kunne lade biler. Den havde dog bare lige glemt, at fortælle, at “biler” betød specifikt en Tesla. Efter lidt googleri, fandt vi en anden ladestation, og fik strøm på bilen og videre.
Da vi så ramte Tjekkiet kl. tidligt om morgenen, valgte Nets at spærre mit kort. At lade i Tjekkiet var åbenbart nok til at trigge en “dit kort bliver misbrugt”-algoritme. Derfor måtte vi til at registrere da vi opgav at få “liv” i mit kort – endnu anede vi jo ikke, at det var blevet spærret.
Vi fik dog fat i banken da de åbnede og fik mit kort låst op igen, og kunne så ankomme til Oslip med 2,5 timers forsinkelse.
Pakke ud og recon
Vi fik lige spist og dernæst pakket TT-cyklen tilbage i bilen. Vi var begge smadret, men jeg ville gerne ud og køre TT-ruten. Både for at få benene kørt lidt igennem efter en lang biltur, men også lige for at få clearet mit hoved.
En af grundende til at jeg havde valgt Østrig var, at det var en af de fladeste profiler på Gran Fondo kval-kalenderen, hvor det både var nogenlunde overkommeligt at komme til med el-bil, og hvor det også passede bedst i min kalender. Men flad? Det var ruten altså ikke lige, syntes jeg. 26 kilometer og 230 højdemeter.
Man startede nærmest direkte ind på en mur, hvor der lige var 350 meter med cirka 8 % i snit. Derefter steg den så lidt mere humant, men de 1500 meter ville stige med 6 %. Dernæst kom der var nogle hurtige nedkørsler, på smalle veje, og nogle sving, men alt i alt var det meget til at overskue, indtil kilometer 18,5. Her kom rutens 2. bakke som var 1450 meter med 4,3 % i snit, og hvor den virkelig tog fat til sidst med 7,5 % de sidste 550 meter. Herfra var det ellers bare hjem, hvor der gik mest ned af, men samtidig med en masse ret drilske sving. Faktisk var ruten så teknisk i sidste ende, at min umiddelbare tanke var, at den var decideret hasarderet og farlig.
Der var blot 19 mand tilmeldt til enkeltstarten i min aldersklasse, så med 25 % der ville kvalificere sig så hed det mindst en top 4, medmindre man rundede op.
Endnu mere recon
Dagen efter – torsdag – stod den på endnu mere recon. Denne gang skulle der lige køres på landevejsruten. En rute, der ville have 1/3-del af alle dens højdemeter på blot rutens første 12 kilometer. Jeg havde igen Michelle med, hvor hun sad i bilen, og gjorde, at jeg ikke skulle være bange for at strande et øde sted i Østrig, for ikke at tale om Ungarn, hvor ruten også lige tog et smut forbi i en små 40 kilometer. Vi startede ud på samme bakke som ved enkeltstarten, så det var nok med at stå klar i boksen tidligt, da vi var i felt med 45-49-aldersklassen. 360 mand i samme felt.
Det meste af ruten var egentlig bare rigtig kedelig. Store flade hovedveje, pivfladt, og åben for lidt vind. Perfekt til mig, med sådan et race. På ruten sidste 35 kilometer ville der komme lidt små bakker, på 2-3 % og de var heller ikke så lange. Den jeg dog frygtede mest var med ca. 10 kilometer igen. Der kom en bakke på 1 kilometer med 4,5 % i snit. Den ville gradvist tage mere og mere fat, og ville have 12,5 % som dit maksimale. Der kunne jeg måske få problemer, med nogle lette ryttere. Resten var mere eller mindre ned af mod Mörbisch.
Om fredagen stod den endnu engang på recon af enkeltstartsruten. Michelle var igen med i bilen, og flere steder holdt hun lige ind og hjalp mig med oversigtforholdene, så jeg kunne køre nogle af svingende i racepace. Det var super godt, og hvor jeg før havde kaldt ruten farlig, var jeg nu egentlig ganske fortrøstningsfuld. Når man lige kendte den, og svingende, så var det ikke så tosset endda. Derefter fik vi ellers afhentet startnumre, hjem og klargjort begge cykler, og så fejret min fødselsdag for… nå ja… jeg blev 40 år.
Neusiedlersee Marathon, EnkelTstart
Jeg havde først sen start, så der var god tid til at forberede sig mentalt. Michelle havde optil løbene taget sig godt af mig, og jeg havde nærmest levet som en professionel, hvor jeg nærmest kun skulle tænke på at spise, træne og sove, og lige have mit udstyr klar. Opvarmningen gik helt efter planen, og jeg rullede til start.
Jeg var lidt nervøs. Jeg startede midt i startlisten, og kendte kun én af mine konkurrenter. Østrigeren Daniel Pettinger, som jeg har kørt en del Zwift imod, og han er en hurtig fyr. Han repræsenterede Østrig ved Zwift VM, og jeg vidste, at han før havde kørt gode tider på enkeltstarter. Han startede dog noget bagved mig. Folk omkring mig så hurtige ud.
Min pace plan var egentlig ret simpel. Kom hen over den første stigning, med så meget skud i den, at jeg kunne få fart på cyklen igen, og så skulle jeg ellers lige få vejret på en del af det flade. Inden løbets sidste bakke, skulle jeg lige få vejret lidt, så dertil måtte jeg lige sørge for, at have lidt mere i benene, før den så skulle have fuld gas ned af og hjem.
Tidligere tider sagde mig, at hvis jeg kunne køre den på omkring 36:00, så ville jeg være i nærheden af et podie.
Tiden gik og det blev min tur. Folk startede med 30 sekunders intervaller. Afsted og op af bakken. Faktisk fik jeg kørt ganske fornuftigt, og på toppen, fangede jeg allerede rytteren der startede 30 sekunder før mig! Jeg følte ikke lige, at jeg havde lagt for hårdt ud, og jeg fik fart på cyklen. Jeg havde lidt et mål om at holde 450-470w indtil det gik ned af, og jeg ramte 462w. Jeg var i kontrol og fik cyklen presset op i fart, da nedkørslen startede og var derefter nærmest ikke under 58 km/t, pånær når jeg lige skulle navigere igennem lidt sving.
Efter nedkørslen begyndte jeg at finde ind i et god rytme. Jeg havde gode ben, og den første bakke havde ikke taget toppen af mine watt, så på de lange stykker lå jeg gerne på 410-420w og prøvede at holde mig så aerodynamisk som jeg kunne. Jeg følte virkelig, at jeg havde god fart på, når jeg ramte de fladere stykker, og jeg kørte alle sving til nærmest perfektion. Undervejs hentede jeg den ene rytter efter den anden, og faktisk opgav jeg at tælle, men noget sagde mig, at jeg nok næsten havde hentet alle ryttere foran mig. Det var altså omkring 9 ryttere, men nogle kunne måske have været fra en anden aldersklasse. Det gav i hvert fald utrolig meget selvtillid.
Inden jeg vidste af det, ramte jeg 18 kilometer, og jeg skulle til at få hevet lidt luft ind, så jeg var klar til løbet sidste bakke. Jeg følte mig så godt kørende, men valgte alligevel kort at sænke mine watt. Vejen begyndte at stige en smule, og det samme gjorde mine watt. Da bakken endelig tog fat, var jeg så presset, at jeg valgte, at jeg ikke ville køre den for konservativt. Jeg kiggede ikke på wattmåleren mere, for nu var målet blot, at komme over den hurtigst, og så cyklen op i fart på nedkørslen, og så måtte jeg få luft der. På toppen fik jeg nogenlunde gang i cyklen igen, men jeg havde det stramt. Tunnelsyn og små-kvalme, men hurtigt fik jeg styr på vejrtrækningen igen. Der var lidt sidevind på nedkørslen, så en enkelt gang måtte jeg lige ud af bøjlerne, fordi det simpelthen var for farligt på de smalle veje… eller det var i hvert fald ikke en risiko jeg ville tage.
Jeg kom fint igennem de tekniske sving og der var 3 kilometer tilbage, men der var ved at være godt udsolgt. 370w føltes pludselig som 450w, men jeg prøvede at holde fokus, selvom det var ulideligt hårdt. Med 1 kilometer tilbage kørte man ned mod byen igen ind i et byområde, og vejene var så hullede og dårlige, at man måtte have fat i styret og det var nærmest umuligt at træde. Først her kiggede jeg på tiden… 35:35 sagde den! Jeg var på vej mod en god tid, og selvom jeg dog i forvejen fornemmede det, så gav det et kick! Jeg fik kørt ind på en officiel tid på 36:03.12.
Jeg fik rullet over til Michelle, der som verdens bedste soigneur, stod klar med koldt vand, og energidrik. Jeg var ør i hovedet, men glad, fordi Michelle var helt oppe og køre over min tid. Jeg blev dog ramt af en stor usikkerhed. En ting var at køre en god tid, ud fra egne forudsætninger, men det betød altså intet, hvis kvalifikationen glippede. Jeg sagde til Michelle, at jeg lige ville rulle af, og være sikker på, at alle var kommet i mål, og så måtte jeg se resultaterne.
Da jeg kom tilbage efter 5-6 minutter stod hun med et KÆMPE smil, og sagde bare “Du er så fucking vild!” og jeg vidste nærmest allerede der, hvad det betød. Jeg havde vundet! Jeg tog hendes telefon og kunne konstatere, at jeg havde vundet med 33 sekunder til nærmeste rytter i min aldersklasse, 40-44 år. Faktisk var jeg blot 6,9 sekunder fra dagens hurtigste tid, og blev derfor nummer 2 i alle deltagere. Rytteren der slog mig, Daniel Szalay (https://www.procyclingstats.com/rider/daniel-szalay/2020) er en habil enkelstartsrytter, så ingen skam at slutte blot 6,9 sekunder efter ham.
Jeg havde sikret mig billet til UCI Gran Fondo World Championship i Skotland, og jeg var glad, men også allerede med fokus på søndagens landevejsløb. Da der var 3 timer til præmieceremoni, kørte vi tilbage til Oslip, hvor jeg fik noget og spise og bad, før vi vente tilbage og fik aldersklasse-hæderen, guldmedalje og en sejrs-trøje, der desværre var i så dårlig kvalitet, at den aldrig kommer på landevejen, men blot bliver et fint minde, hjemme på pain-cave væggen.
Resultater her: https://events.racetime.pro/de/event/672/results
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/8936048923/overview
Derefter gik turen tilbage, hvor Michelle igen sørgede for, at jeg ikke skulle tænke på andet, end at slappe af, og være klar til dagen efter.
Neusiedlersee Marathon, Samlet start
Vækkeuret ringede allerede kl. 6.00, med tre timer til start. Med 360 mand i vores startboks, ville jeg gerne stå tidligt i boksen. Jeg havde set video fra tidligere udgaver, hvor de ryttere der kom ind i den sidste halvdel måtte af og trække op af bakken efter blot 400 meter. Så derfor havde jeg taget beslutningen om, at jeg hellere ville stå der uden opvarmning, og komme ind som en af de første, end at være varm, og skulle trække, eller kæmpe for at lukke huller.
Derfor stod jeg allerede til start 1,5 time før som en af de første, men hurtigt blev boksen mere og mere fyldt. Her blev jeg klar over, at jeg havde valgt rigtigt, og ingen i top 200 ville være varme fra starten. Jeg tillod mig hele to gange, at lade Michelle holde min cykel ved barrieren, mens jeg fandt et toilet. Man er vel cykelrytter, og skal af med noget hele tiden?
Min overordnede taktik var, at jeg ville holde mig til de første 12 kilometer, hvor der var mange højdemeter, og derefter lidt lange nedkørselsstykker, før vi fra kilometer 30 til 95 ville have nærmest helt fladt løb. Vi ville samtidig starte side-modvind de første 40 kilometer, så her var det bare at holde sig i ro, og så se hvad der kunne ske i side-medvinden. Jeg mindede mig selv på, at en top 40 på dagen ville sikre mig billet til Skotland. Alt over dette var bonus. Jeg skulle også kun holde øje med dem med grønne rygnumre, som var min aldersklasse, mens 45-49 årgangen kørte med blå eller lilla, det husker jeg ikke engang mere.
Før vores startgruppe startede 19-34 aldersgruppen sammen med 35-39 gruppen. De ville starte 5 minutter før. Det lidt sjove ved de her Gran Fondoer er, at niveau forskellene er kæmpe store! Altså fra licensryttere med elite baggrund, til rytteren der kommer på sin 10 år gamle carboncykel, med Shimano 105, tanktop, camelbag og solskygge på hjelmen. Ikke at der er noget i vejen med det, men det viste bare kontrasten. Sådan var det i alle startgrupper. Jeg stod i boksen bagved en der havde tappet hele 8 gels fast på overrøret, havde 2 store dunke på, og en i lommen på ryggen. Jeg trak min cykel lidt til den ene side, for ham ville jeg ikke være bagved. Jeg fik kysset Michelle “på gensyn” og gjorde klar.
Afgang, angreb, modvind og huller
Vi blev sendt afsted og der var allerede fra starten positionskamp hen mod bakken. Jeg tog den ikke, men lod mig bare tabe 10-15 pladser, og i sidste sving ingen bakken, nappede jeg lige 10 placeringer tilbage, og kom ind som nummer 15 cirka. Og så gik det hele nærmest i stå. Ingen kom med at hårdt angreb, som jeg havde regnet med, og da vi ramte toppen var der så meget overskud, at jeg tænkte, at jeg lige ville trække feltet ud. Kunne jeg få nogle helt i rødt fra starten, så var det jo ikke dumt.
Efter 30 sekunder kiggede jeg mig bagud. Jeg havde fået hul, hvilket jo ikke lige var planen, og lige da jeg ville lade mig falde tilbage kom en rytter op til mig, og råbte et eller andet på tysk, som jeg ikke lige hørte, men han ville have mig med. Jeg gik på hjul, og han kiggede tilbage rejste sig op, og så rykkede ham nærmes all out! Jeg ville sgu ikke op og kørte 800-900w bare for at holde hjul, så jeg lod ham køre og lod mig opsluge af feltet og kørte så nedkørslen efter som en af de første i feltet.
Vi hentede allerede ryttere fra startgrupperne før os, så det var lidt kaos, da vi kom ned af med 60-65 km/t og de bare rullede med 45 km/t. Derfor vurderede jeg også, at jeg hellere ville blive i top 5 og få vind på snuden, end at være nede bagved, hvor det uden tvivl var farligere. De første 12 kilometer blev overstået, og jeg begyndte at lade mig falde mere og mere tilbage. Rytteren der havde angrebet var hentet igen, og af en eller anden grund lagde han og 10-12 andre sig i front, og kørte en hårdt rulleskift direkte ind i modvinden. Jeg lagde mig nærmest lige bagved, og de råbte og fagtede til alle om, at vi da skulle op og hjælpe med at køre rundt. Jeg smilede bare, og lod som om, at jeg ikke fattede hvad de mente, for det gav altså nul mening, at fyre den af, når det var så sindssygt nemt at sidde på dæk, og der ikke var nogen ude foran at jagte. Hvis de ville brænde sig selv af tidligt, så skulle de da bare gøre det.
Da vi kom ind i Ungarn ændrede vejene sig også. Asfalten var noget mere ru, og der var mange huller. Hullerne i sig selv var ikke farlige, men folk pegede dem ikke ud, og det gav vildt meget uro i feltet. Jeg så 3-4 close calls hvor ryttere var ved at vælte andre for at undgå huller. Jeg lagde mig igen frem i 10-15 position og fik mere vind i hovedet end jeg ville, men hellere det, end at ryge ned. På et tidspunkt endte jeg helt nede bag i feltet. Vi kørte på en stor hovedvej, og der ville være direkte modvind de næste 12 kilometer. Det var så nemt, at jeg lige fik 18 minutter med 168w, mens frontrytterne stadig havde travlt med at jagte ingenting. Jeg besluttede mig dog for at køre frem igen, da en ryttere fire gange inden for 30 sekunder var ved at vælte andre ryttere. Han kørte åbenbart sin egen positionskamp for at vinde en plads som nummer 60 i stedet for 65. Det var helt vanvittigt. Og da han var ved at køre ind i mig, klappede jeg ham på ballen. Måske lidt hårdere end hvad godt var, men han skulle altså lige tage sig sammen. Han flippede helt ud, og skældte ud på tysk. Jeg ignorerede ham, og kørte frem i feltet, og så ham ikke igen.
Sidevind? Har de aldrig prøvet det før eller hva’?
Men vi havde kørt, havde jeg små snakket lidt med den samme tysker. Han havde lykønsket mig med dagen før, og sagt, at han ville holde mit hjul hele dagen. Og han var min skygge. Uanset hvor jeg var, så var han nærmest hele tiden bagved mig. I stedet for at blive sur over det, så tænkte jeg, at han kunne være en allieret, og jeg sagde, at hvis der kom vind, så ville jeg prøve at udnytte det og han sagde, at han var klar. Og sidevinden – eller rettere side-medvinden – ville komme efter små 60 kilometer, så da vi ramte den sad jeg klar, men lidt langt tilbage. Oppe i front blev der kørt vifte og feltet blev trukket ud. Min første tanke var, at de da slet ikke kørte hurtigt nok. Jeg kørte ud i vinden, hamrede frem og angreb. Min tyske ven sad lige i baghjulet, og der opstod mange huller i feltet, og jeg lod dem fange os. Jeg kørte med det samme ind på viften og vi var vel 10-15 mand der kørte rundt, men det gik slet ikke hurtigt nok, og flere virkede trætte. Jeg angreb endnu engang, men denne gang var det ikke for at teste benene. Det var et angreb, der skulle gøre ondt at lukke, og jeg fik hullet og gik med det samme ned og kørte så aero som jeg kunne.
Jeg kiggede mig tilbage, og der var 2 ryttere på vej op. Min tyske ven, var en af dem, og efter dem kom der yderligere 2 ryttere. Jeg sagde, at vi lige skulle vente på dem, for 5 ryttere var perfekt. Jeg kiggede på alle. Vi var 3 fra min aldersgruppe og 2 fra 45-49 aldersklassen. Tyskeren var i min klasse. Bagud var feltet vist gået i stå, og vi kørte over 50 km/t i front hele tiden. Jeg tog nogle lange føringer, og fik hele tiden at vide, at jeg skulle sætte farten lidt ned, men det ville jeg ikke. Jeg kørte 380w i mine føringer, så det var på ingen måder tæt på all out, og kørte jeg langsommere så kunne jeg lige så godt føre hele tiden. En ene fra aldersklassen over os faldt af. Kort tid efter røg den næste, og så var vi kun tre fra min aldersklasse tilbage, med én fra klassen over os. Han led dog også, og 10 minutter senere røg han også af.
Jeg var flyvende, og tog nogle lede føringer. Min tyske ven sagde til mig flere gange, at han bare ville lade sig falde af, da han ikke kunne bidrage med føringer. Jeg sagde til ham, at han bare skulle side på hjul, og tage de føringer han kunne. Det var kun godt for mig, at han kunne hjælpe, for hvis han var træt nu her med 50 kilometer til mål, så ville jeg ikke få problemer med at slå ham. Den anden rytter havde jeg svært ved at læse. Han kørte stærkt, men tog ikke nær så lange føringer som jeg gjorde. Fordelingen mellem os var nok 10%, 30 % og 60 % af arbejdet. Jeg tænkte kun podie nu her, og da vi var færdige med sidemedvindsstykket ventede der nu 30 kilometer hjem i modvind. Vi havde hentet flere grupper fra aldersklasserne der startede før os, og mange af dem sad på dæk og faldt af, og det gentog sig flere gange. Men hver gang vi ramte en større gruppe på ti eller mere, prøvede mine to følgesvende, at få dem med i vores rulleskift. Det ville jeg ikke være med til, så jeg sørgede for at slå hullet til gruppen (som var ligeglad med mig) så de skulle rykke med mig, og derfor var vi nærmest hele tiden kun tre ryttere.
Tyskeren sad nærmest rent på hjul nu og den anden tabte så meget fart i sine føringer. Jeg kunne på de lange stræk se grupper bagved, men anede ikke om det var vores felt, eller grupper vi havde hentet. De to var færdige og jeg kunne ikke bruge dem mere. Jeg skulle afsted nu, så på en lille bakke rykkede jeg væk, og de prøvede ikke engang at svare. De var færdige.
28 kilometer solo, er det ikke dumt?
Jeg kiggede ned på min Wahoo. Der var 28 kilometer igen! Jeg blev pludselig i tvivl om det nu var en god ide. Det var sgu lang vej i modvind alene. Jeg kastede et blik bagud og skød mit forspring til at være på mindst 30 sekunder allerede, og det var skabt på blot få kilometer. Der var ingen vej tilbage, og jeg havde stadig godt skud i benene, og følte ikke jeg var nær ved at gå kold. Jeg fangede flere grupper fra aldersklassen foran os, men skød forbi dem med dobbelt hastighed følte jeg. De kunne i hvert fald ikke side på hjul.
Det med at fange grupper på 15-20 mand var faktisk ret irriterede, for når jeg så kiggede tilbage, så blev jeg hele tiden i tvivl om det var mit felt, der var ved at nærme sig, eller dem jeg havde overhalet. Omvendt var det også svært at gøre andet, end det jeg gjorde. Jeg øgede jo, og kilometerne tikkede ned af, til min fordel.
Efter lidt tid ramte jeg Oslip – byen hvor vi havde boet – og vidste, at der kun var 10 kilometer tilbage, og når bakken var overstået, så ville jeg have mig en 3 kilometer lang nedkørsel og så flad hjem. Da jeg ramte bakken var det som at ramme en mur. Hvor jeg – indtil mit angreb – havde spist og drukket godt og rigeligt, så havde jeg nok glemt det lidt, og jeg kunne for første gang i løbet for alvor mærke mine ben. Hen over toppen kiggede jeg bagud. Der var en STOR gruppe bagved nu, og jeg skød, at der var omkring 2 minutter ned til dem.
Jeg overlevede, og fik gang i cyklen igen, og nedkørslen var kærkommen. Da je ramte det falde, kunne jeg godt mærke, at der var ved at være usolgt, men med kun 3 kilometer tilbage, og ingen i syne bagved, vidste jeg, at kun teknisk uheld kunne fratage mig sejren. Jeg blev fyldt med en glæde og stolthed. Selvom niveauet naturligvis ikke kan sammenlignes med den danske B-klasse, så var jeg alligevel den bedste ud af 160 deltager i min aldersklasse, og man får altså ingen sejre foræret – uanset niveau.
Jeg kørte ind i Mörbisch og kom i mål. Jeg kyssede min vielsesring, og kørte over stregen og direkte hen til Michelle og gav hende et kys. Som menneske og rytter er jeg typen der har brug for balance og stor tryghed, og ikke mindst at der er folk der tror på mig. Den rolle udfylder Michelle til perfektion, og denne dobbelte Østrigske triumf var lige så meget hendes fortjeneste som min.
Efter jeg kom i mål rullede jeg lidt rundt – jeg skulle lige have løbet ud af benene. Da jeg kom tilbage var feltet kommet i mål. Min tyske ven lå i græsset og var helt færdig. Jeg kørte over, og han gav mig en knockles og sagde tak. Han fortalte, at de var blevet hentet af to ryttere bagfra, men at han med kramper formåede at vinde spurten om 2. pladsen, mens den anden udbrudsmakker blev 5’er. Tyskeren var lykkelig, da han slet ikke mente, at han havde niveau til en 2. plads, men blot var glad for at jeg ikke “lod” ham falde tilbage, da han ville.
Jeg kørte dernæst tilbage til bilen, hvor Michelle stod klar med vand, videooptagelse og langsomt men sikkert meldte trætheden sig. Hun fandt nok fast føde til mig, og jeg fik spist og klædt om. Jeg var klar til podieceremoni… som startede om 2,5 timer! Vi fik dog tiden til at gå ganske fint, og jeg fik det stille og roligt bedre og bedre. Ventetiden var naturligvis det hele værd, og jeg fik igen overrakt en nyt trøje og et sæt medaljer.
Derefter gik turen hjemad igen til Danmark. Det blev en led tur, hvor vi naivt troede, at vi nemt kunne køre direkte fra cykelløb og 17 timer hjem. Og vi kom da hjem, men vi var begge total smadret og fortrød begge, at vi ikke havde taget en overnatning mere.
Jeg kom til Østrig med ambitioner om at kvalificere mig til Skotland, men havde på ingen måder forventet, at jeg skulle tage derfra med 2 sejre. Det var lidt uvirkeligt, at jeg i aprilmåned skulle stå med 9 løb, hvor jeg havde vundet 6 af dem, kørt en 3. plads hjem, og haft én defekt, og så ét løb hvor jeg trak mig i finalen.
Resultater her: https://events.racetime.pro/de/event/660/results
Strava data her: https://www.strava.com/activities/8941571811/overview
Videoer resume fra løbene kan ses under dette “arkiv” https://cyclinguniverse.dk/youtube/
Mit næste licensløb er i Middelfart og jeg glæder mig allerede!