Et slags kapitel i mit cykelliv blev i denne sæson afsluttet, da jeg definitivt sagde farvel til A-klassen, og nu fra næste år, kan påtage mig en Master-licens, frem for elitelicensen. Nu hedder målene mesterskaber i H40, og løb på mindre niveau, selvom jeg stadig vil fortsætte med at cykle licens.
Da jeg startede med licens – igen – havde jeg aldrig troet, at jeg skulle komme i A, eller bare kunne vinde et C-løb. Derfor har jeg taget en tur ned at “memory lane”, som jeg håber kan inspirere andre, til ikke at give op, selvom ens talent ikke i første omgang er åbenlyst.
Dette er del 2 af 2. Del 1 kan læses HER!
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto, MomentsEye, AltomCykling, LAFoto, Licenscykling.dk, Hestkjær, Viggo Kohberg, Birk Hansen og mange flere, som jeg “tagger” hvis jeg har glemt dem.
Sæson 2018
Som nævnt i sidste del, så blev mit største fokus frem mod 2018, at jeg skulle tabe mig. Efter en uges mentalt off-season, gik jeg allerede i gang med at tælle kalorier, og jeg var så fokuseret, at jeg vejede alt min mad. ALT! Jeg lavede ikke noget mad, som jeg ikke kunne veje af, og sikre mig, at jeg ikke fik nok. Hvor jeg i mange år havde været ret vægtstabil omkring 98 kilo, og måske nede på 96 kilo når jeg var skarpest, så kunne jeg i slutningen af november se, at jeg havde smidt knap 6 kilo fra da sæsonen sluttede og 2 måneder frem. Det gav god motivation, og jeg nåede sågar at komme under 90 kilo, med 88,7 kilo, men der følte jeg mig konstant sløj, træt og irritabel. Derfor gav jeg plads til lidt flere kalorier i min kost, og stod klar til sæson start med 90 kilo.
Min træning havde også for første gang fået Zwift som en fast del, og 50 % af hele min vintertræning bestod af indendørs træning, hvilket jeg måtte høre mange kommentarer på. “Rigtige cykelryttere kører udendørs!”, “Du vil ikke kunne vende dig til kulden!” og hvad der ikke blev sagt. Jeg var dog stædig, da jeg mente at watt-tal var watt-tal, uanset om de blev produceret i 17 grader i kælderen, eller i 2 grader i kulden. Samtidig havde jeg sikret mig – via Uggi og AltomCykling.dk – et sponsorat fra Canyon, så jeg skulle køre på Canyon Aeroad.
Første sæsonløb var i Rødekro, men desværre døde Michelles bedstemor natten før løbet, så derfor kom jeg naturligvis ikke til start. Ugen efter stod vi så klar til 3 Dage i Nord. Der var 1 grad “varme” da vi startede i Hjørring og i startboksen var der godmodig mobning, hvor folk spurgte om jeg overhovedet kunne holde balancen, eller varmen, når jeg nu havde sat indenfor hele vinteren.
Løbet startede benhårdt, og den knækkede allerede tidligt. Jeg havde egentlig bøvlet lidt med det i starten, men da Team OK Kvickly Odder splittede det efter ca. 8 kilometer fik jeg lige røven med, da jeg nægtede at slippe Thomas Gjødsbøls (Give CK, og senere klubkammerat) hjul. Udbruddet slog hurtigt det afgørende hul hvor Team OK Kvickly Odder dog sad med 4 mand ud af 10.
Benene kom dog hurtigt, og jeg følte mig pludselig ganske velkørende. Team OK Kvickly Odder-rytterne sprang flere gange føringer over, og det gjorde, at jeg med 50 kilometer igen angreb med Hernings Casper Ilsøe. Vi blev dog fanget, men det var et signal om, at hvis de som team sad over med 1 eller flere ryttere, så ville vi angribe. Med 30 kilometer slap jeg afsted med Oliver Knudsen (som året efter nappede sølv til U23 DM, og bl.a. skiftede til Restaurant Suri-Carl Ras, og Riwal i 2023). Han led dog i vinden, og jeg troede han han spillede på det, så jeg ville ikke køre 100 % igennem med ham. Derfor blev vi hentet et par kilometer senere, men bagved var der også sket udskilning, så nu var der 3 fra Team OK Kvickly Odder ud af 6. De andre to ryttere var Jeppe Dal, Odense, og Christian Nyvang Lund, Aalborg. Begge tidligere A-ryttere. Hos Team OK Kvickly Odder var Christian Bahr begyndt at sidde helt over, og jeg vidste, at han var temmelig hurtig i en spurt. Det blev et frustrationsmoment for os andre.
Derfor tog jeg en god – og heldig – beslutning. Jeg vurderede at Bahr skulle spare sig til spurten, og at Oliver Knudsen virkelig var færdig. Så havde Odder kun Sebastian Ryttersgaard, og så var mit håb at Dal og Lund ville bruge deres irritation over at Bahr havde sat så meget over, at de ville nægte at hjælpe Odder med at hente mig. Det scenarie var præcis hvad der skete, og jeg kunne derfor køre solo de sidste 4-5 kilometer, og holdt hjem med 10-12 sekunder, og vandt årets første løb! Jeg vidste, at jeg havde været god i mine forberedelser, men jeg havde slet ikke forventet dette! Jeg havde dog for første gang i mit liv følt et overskud på bakkerne, som jeg aldrig havde prøvet før.
Samtidig fik jeg 3 Dage i Nord-cuppens førertrøje!
Dagen efter kørte vi så i Thy, og jeg kørte nok ikke det smarteste løb, da jeg nægtede at lade løbets trøje definere hvordan jeg greb løbet an, så jeg kørte det for at klare mig så godt som muligt. Ikke noget med at køre defensivt og køre for at forsvare den, eller minimere et placeringstab, med håb om at kunne vinde den tilbage i Aalborg.
Der slap hurtigt en gruppe på 8 mand væk, hvor jeg ikke kom med, men min klubkammerat Christian Wilkens gik bare frem og holdt et godt tempo, så de ikke sejlede totalt væk. Jeppe Dal og Christian Nyvang Lund havde også misset det, og vi fik lavet en lille alliance, og fik senere kørt væk fra feltet og op til gruppen hvor vi så var 13 ryttere, og det blev det afgørende udbrud. Store stærke Karsten Mikkelsen, fra Thy, kørte væk på de sidste 8-10 kilometer, men var hele tiden tæt på. Jeg lavede en taktisk fejl her. Jeg håbede, at jeg kunne køre op til Karsten, men i et modvindsstykke, blev det for hård, og jeg blev hentet af resten igen, mens Karsten kørte yderligere væk. Kort tid efter kom løbets bakke, og der døde jeg og røg af, og måtte køre de sidste kilometer ind som nummer 9. Førertrøjen var røget af mig, og nok ude af mine hænger i Aalborg.
I Aalborg ramte jeg ikke udbruddet, og måtte nøjes med at vinde feltets spurt om 12. pladsen. Det var dog en fantastisk godkendt start på sæsonen. Min nye vægt havde forvandlet mig til en anden cykelrytter. Jeg var stadig tung, men 8 kilo mindre gjorde en markant forskel.
Ugen efter skulle vi køre i Holstebro. Der blæste helt sindsygt, og inden start prøvede jeg, at lave alliancer folk, som ikke var på Team OK Kvickly Odder. Vi skulle rive alt i stykker tidligt i et langt sidevindstykke. Planen lykkedes dog også, men det var faktisk primært Odder-drengene og et par ryttere mere inklusiv mig, der fik splittet det og hurtigt var vi blot 10 mand tilbage, og det gik over stok og sten. Thomas Gjødsbøl, fra Give havde også ramt udbruddet selvom hans gear stod af før start, og han derfor var fanget i 53/14 i hele løbet.
Jeg havde fantastisk overskud hele dagen, og ville egentlig bare gerne hjem til en spurt, da opløbet passede mig glimrende. Og der var en slags alle-mod-Odder, så derfor ville jeg heller ikke tage ansvaret for at få smidt fx Gjødsbøl. Det måtte være deres job på bakken. Det gjorde de ikke, og vi kom ind mod opløbet. Jeg fik placeret mig rimelig godt, men med 400 meter igen kom Gjødsbøl flyvende. Han havde ikke gear til spurten så en lang finale var hans mulighed. Vi var efterhånden blevet ret gode makkere, så jeg ville ikke lukke ham, og risikere at tabe på det. En Odder- og Herning-rytter kørte efter, og folk tøvede. Det blev hurtigt klart, at vi nu skulle spurte for 4. pladsen. Jeg fik timet den ganske godt, og blev 4’er i løbet, men dog aldrig i nærheden af podiet. Gode ben, men ikke det resultat jeg havde håbet på.
Thomas endte nærmest mirakuløst med at vinde selvom han havde kørt fixie hele dagen!
Ugen efter stod den på 2 løb på Sjælland i Køge og Ordrup. I Køge – på en flad rute – følte jeg mig temmelig overvåget, og på mange måder virkede det lidt, som om at nogle blot ventede på at kunne køre kontra på mine angreb, og da der pludselig slap en 5-mandsgruppe væk. Senere endte jeg i en forfølger gruppe, hvor vi jagtede hårdt i 25-30 kilometer inden vi til sidst fik kontakt. Der var pisse gode ben, og jeg var flyvende, men både Team Kvickly Odder og ABC – med Sander Andersen og gode gamle Michael Gamst Johansen – var dygtige til at udnytte kontraangreb, og ellers køre mig stille og roligt ind når jeg var afsted. Jeg blev langsom frustreret og kørt mør. Til sidst slap begge ABC-rytterne væk i en duo, og jeg endte i en følgergruppe med Christian Bahr og Oliver Knudsen fra Odder, samt en FBL-rytter. I spurten om 3. pladsen tøvede jeg, fordi jeg var træt, og endte med den kedelig 4. plads efter Bahr. Rent fysisk var det ud fra NP og watt end af de bedste præstationer jeg havde lavet dog! 2:48 timer med en Normalized Power på hele 408w!
Dagen efter var det i Ordrup på en noget mere kuperet rute, med et opløb der steg i 2 ramper. Ikke lige det jeg havde haft bedste erfaringer med. Jeg anså mig selv stadig for at have utroligt ulempe op af.
3 ryttere kørte direkte ud af boksen, hvor Odder dog ikke var med. Det passede mig fint, da jeg ville køre lidt defensivt i starten. Efter første omgang rykkede jeg, og da jeg blev lukket kørte 3 mand væk, hvor b.la. Sebastian Ryttersgaard, og Christian Bahr var med. Jeg lavede et ryk mere i håb om at komme op, men blev hentet og igen fik slap der et par ryttere væk der fik lov til at køre. Jeg var faktisk rasende. Det var tydeligt, at folk forventede, at jeg lukkede hullerne, og de så kunne lave kontra angreb. Derfor satte jeg mig ned bagerst hele den efterfølgende omgang, og heldigvis slap gruppen foran ikke så langt væk, at de røg ud af syne. På opløbsbakken satte jeg et hårdt angreb ind, og på toppen kunne jeg se, at feltet var tæt på at knække. Derfor angreb jeg igen på en lille kontrabakke. Jeg fik Oliver Knudsen med fra Odder, og vi kørte væk, og fik hurtigt lukket til gruppen foran os, som var på 7 mand. Ude foran lå der 4 ryttere hvor Odder kun havde Bahr, mens de havde 3 ryttere i vores gruppe. Derfor punkede jeg dem lidt, ved at sige, at rent logisk var det jo en dårlig situation for dem, at sidde med 3 ud af 7 ned bagud og 1 ud 4 i front, når de kunne blive 4 ud 11. Jeg følte folk sad over eller ikke arbejdede hårdt nok i vores gruppe. Senere fandt jeg dog ud af, at jeg igen havde kongeben.
En lille omgang efter kom der lidt flere ryttere op, bl.a. Sander Andersen og vi var nu 16 ryttere. Flere sad over, så jeg besluttede mig for at gøre det samme. Dagen før havde jeg brugt rigeligt af kræfter, og det gad jeg ikke i dag. Derfor fik jeg næsten 10 kilometers ro, før jeg igen angreb og fik 3 andre med mig. Da de igen fangede os, var der flere der var røget af, og vi var 9 tilbage, med 3 fra Odder. Herfra fungerede samarbejdet godt indtil vi nærmede os finalen.
Jeg havde igennem løbet været flyvende, men vidste også, at gruppen var for stærk til, at jeg ville kunne vinde en spurt op af bakke. Jeg vidste samtidig, at Christian Bahr skulle bruge en top 4, for at sikre sig point nok til A-klassen og samtidig kunne sikre sig deltagelse i GP Herning, hvis han nåede det (dengang var det “bare” et A-løb/Demin Cup) så det ville jeg prøve at udnytte.
Kort før vi kørte ud på sidste omgang, passede det med, at Bahr lå lige bag mig i rulleskiftet, og jeg havde besluttet mig for, hvor jeg ville angribe. Mit håb var at få ham med, og at han ville arbejde hårdt for at sikre sig sin top 4, og måske 1-2 ryttere mere med. En podie ville sgu være fint for mig, med den afslutning.
Jeg stak hvor jeg havde besluttet mig at angribe, og kunne se under min arm, at jeg havde to ryttere på hjul, men lagde ikke mærke til hvem. Jeg skulle bare afsted. Efter 20 sekunder så jeg mig tilbage, men havde ikke fået Bahr med, men i stedet hans team-kammerat Sebastian Ryttersgaard, og Rasmus Kunosson, Holbæk. Kusosson var en af dem der stak i starten og havde således været i udbrud hele dagen.
Hullet voksede hurtigt, og med flere Odder-ryttere bagved, så var der chance for at den gik i stå. Kunosson kæmpede lidt med det, mens Ryttersgaard kørte som en motorcykel. Jeg æd mig selv hen over opløbsbakken og ud på sidste omgang. Hullet var i hvert fald vokset til 30 sekunder. Jeg vurderede hurtigt, at de ikke ville komme tilbage bagved, så jeg begyndte at sætte intensiteten ned i mine føringer, men det gjorde Ryttersgaard bestemt ikke, hvilket jeg vurderede som perfekt. Kort før mål prøvede jeg med et lille snigangreb men Ryttersgaard lukkede. På den sidste kilometer havde Kunosson føringen efter Ryttersgaard slog ud. Jeg slap trådet, og spillede spillet med Ryttersgaard. Jeg ville have den 3. position og Kunosson begyndte at øge lidt. Ryttersgaard gik hurtigt ind foran mig, og lukkede de få meter. Her var det tydeligt at Kunosson nok var tilfreds med 3. pladsen – han skulle bare til mål. Jeg vidste, at jeg var hurtigere end Ryttersgaard, men måske ikke lige op af. Til mit ufattelig held, åbnede han en lang spurt inden det for alvor steg, så jeg kom med swung på, og kunne træde forbi inden det tog fat.
Jeg kiggede hurtigt under armen, og kunne se, at jeg havde taget de første 4-5 meter på Ryttersgaard, og jeg øgede. Det endte med at blive en sejr på 4-5 cykellængder, og hvilken voldsom fantastisk følelse, at tage sin 2. B-sejr efter blot 3 løbsweekender!
Den gode form fortsatte ugen efter i Randers og Djurs. Randers burde være for hård til mig, og selvom jeg missede udbruddet og ikke følte mig ovenpå, lykkedes det mig at følge et angreb på løbets sidste bakke, da Kristian Flagstad, CK Aarhus angreb, og jeg kom ind på en okay 7. plads, som best of the rest.
I Djurs var det en brandvarm dag, og jeg endte i udbruddet på 8 ryttere, der skulle køre om det. Jeg led som en svin på bakkerne og i varmen, men på sidst omgang stak jeg væk fra gruppen. Jeppe Dal, Odense, fangede mig kort tid efter, og da jeg prøvede at gå på hans hjul krampede jeg desværre. Jeppe Dal kørte herfra solo og vandt løbet. Jeg måtte se Ryttersgaard, og min kommende holdkammerat, Mads Mondrup, passere mig, mens jeg skulle have styr på krampen. Jeg endte i en mindre gruppe på 3 ryttere, som skulle spurte om 4. pladsen. På en bakke før mål faldt jeg af, men fik akkurat kontakt med 300 meter igen. Jeg prøvede med en lang spurt, men der var slukket og jeg blev 6’er. Lasse Eland fik senere end DQ for at have modtaget en ulovlig langning (hvilket iøvrigt var latterligt), så jeg endte officielt som 5’er.
Herefter var der et par løbsfrie weekender, inden vi skulle køre Frederikshøj Kriterium, på en semi-kuperet rute. Jeg skulle bruge en top 3, for at have sikret mig point nok til at kunne lade mig rykke i A, når jeg havde lyst. Og så ville jeg kunne nå deltagelse ved Elite DM! Vi var ikke mange B-ryttere tilmeldt (tror vi var 15) og vi havde derfor samkørsel med de 10 A-ryttere der kom. Det blev et lidt rodet løb, men jeg kørte temmelig defensiv, og ville kun arbejde i grupper hvor vi maks var 3 B-ryttere, så jeg kunne få den oprykning i hus. A-rytteren slap nærmest alle væk, og vi endte med en ren B-finale hvor vi var 8 der skulle hjem og spurte om det. Ole Emil Andersen, CK Aarhus, og Frederik Uhre, Esbjerg, kørte væk til sidst, men fik ikke mere end 15-20 meter, som jeg lukkede i et angreb, mens de stadig tonsede mig mål, og jeg havde hele B-feltet på hjul. Jeg fik lige Uhre til at gå ind foran mig, så jeg lå i 3. position med 300 meter igen, og derfra åbnede jeg en lang spurt. Det var min ærlige vurdering, at det burde være nok til en 3. plads. Jeg tænkte kun på oprykningen. Men som målstregen kom tættere på, så blev det klart for mig, at ingen ville komme forbi, og jeg nappede den 3. B-sejr på blot 1,5 måned. Oprykningen til A-klassen var sikret, når jeg ville. Jeg havde dog ikke travlt og ville gerne tage Pinseløbene med, og Jysk/Fynsk mesterskab i Give.
Ved Pinsecuppen gik det ikke lige min vej i starten. I Silkeborg blev jeg decideret sat på starten af 2. omgang, efter at have haft vejrtrækningsproblemer – jeg fik senere konstateret noget overanstregelsesastma, som engang i mellem generede. Det var en af de dage, og jeg stod af.
I Herning udeblev det værste vind, og det hele blev meget et lotteri spil. Jeg følte at mange kiggede på mig, at da udbruddet slap væk, forventede folk også at jeg ville lukke. Derfor sejlede det væk, og der var intet at gøre ved det. Jeg var dog rasende, fordi vi lå og kørte 35-40 km/t og ingen ville føre, men de kunne sagtens lukke hullerne når jeg fx angreb. Det endte dog med, at Sune Hansen, Vejle, og jeg slap væk og måtte køre en omgang som parløb for at få en 17. plads. Ikke ligefrem det jeg kom efter.
I Hammel skulle vi over Pøt Mølle, og jeg forventede ingenting. Jeg ville nok blive sat, og så kunne jeg køre hjem. Løbet blev dog helt godt for mig. Der slap tidligt 3 mand væk, og jeg endte selv senere i en 3-mandsforfølgergruppe, men lige inden vi lukkede hullet til fronten, røg jeg af på Pøtten. Øv! Til mit held kom der yderligere 3 mand op til mig efter Pøtten og feltet var væk. Vi fik lukket hullet, og var nu 8 mand, som var dagens udbrud. De næste mange gange over Pøtten blev kørt rimelig pænt, og jeg var bare glad for at overleve hver gang. Vi skulle over 8 gange!
På 2. sidste gang over bakken angreb Casper Ilsøe, Herning, og der røg jeg af. Jeg holdt dog tempo, og på toppen hentede jeg to andre der også havde sluppet. Jeg sagde til dem, at vi bare skulle føre igennem, så vi kunne holde feltet bag os, der åbenbart havde lukket hullet ned til 1 minut. Vi kørte fint rundt, med det vi havde, og pludselig kunne vi se fronten. På nedkørslen mod Pøtten satsede jeg alt, og satte mine 2 følgesvende og fik kontakt til bagenden af udbruddet der var splittet. Jeg var færdig, men prøvede at øge farten lige da jeg kom op, for at mentalt knække dem. Det virkede ikke, og de satte mig igen. På toppen fangede mine to tidligere følgesvende mig, men jeg angreb igen og kom væk. Jeg fangede endnu en rytter fra udbruddet, og endte faktisk med en – for mig selv imponerende – 6. plads!
Ved Jysk/Fynsk Mesterskab i Give havde jeg kun ét mål. Jeg ville vinde, og jeg ville gøre det solo. Det var måske en arrogant udmelding, men jeg havde vundet nok i år, til at jeg kunne satse på det. Formen var fantastisk, og ruten var faktisk ikke dum til mig.
Jeg endte dog med at blive voldsomt frustreret i starten. Jeg følte mig markeret, og følte at alle kørte imod mig. Sandheden var nok, at alle havde en forventning om, at jeg nok skulle ramme udbruddet. Men først slap der 4 væk på første omgang, og feltet gik konstant i stå. Flere gange angreb jeg, men blev lukket mens der så slap ryttere væk, og de huller var jeg med til at lukke – mens der stadig lå 4 længere ude foran. På 2. omgang slap der igen 4 ryttere væk, og der var nu 2 grupper á 4 ude foran. Og feltet ville ikke arbejde, men lukkede gerne mig. Det endte med, at jeg kørte ned bagved, og var pigesur og havde sat mig for, at løbet var slut nu. Sejren og drømmen om solo var væk.
Det endte dog med at jeg ca. 10 minutter senere blev så sur, at jeg angreb med alt hvad jeg kunne. Hvis det ikke lykkedes ville jeg bare stå af. Jeg fik dog slået hullet og jagtede kvartetten foran i 6 minutter før jeg fik kontakt. Feltet var væk, og de 4 helt i front var tæt på, og hurtigt blev alt samlet og vi var så 9 mand. Jeg fik hurtigt luft, og overskud igen. Drømmen var tilbage! Kort tid efter kom Mads Mondrup også op fra feltet, så vi var 10. Herfra kørte samarbejdet fint.
På 4. ud af 7 omgange blev jeg dog utålmodig. Hvis jeg ville vinde solo, så skulle jeg have gruppen kørt ned. Der var 2 der var faldet af, så vi var kun 8 tilbage, hvor CK Aarhus sad med 4 ryttere ud af 8. Med 50 kilometer angreb jeg. Jeg vidste godt, at rent taktisk ville det ikke være smart, men fik jeg en CK Aarhus-rytter med, og måske en fra Give CK (Gjødsbøl eller Mondrup) så ville der kun være én i feltet, Frederik Uhre, som ikke havde en holdkammerat foran. Jeg fik dog ingen med, men var godt kørende, og holdt bare på. Efter 6 kilometer kom CK Aarhus’ Lasse Eland op til mig, og vi havde måske 15 sekunder. Vi gav den dog gas, og øgede.
Herfra var der ingen slinger i valsen. Vi kørte lige stærkt, og jeg vidste, at hvis vi kom hjem sammen, så ville det nok være 50/50 i spurten. Havde jeg ikke haft drømmen om solo, så havde jeg taget den med ham på stregen. Men jeg ville vinde solo. Så med 5 kilometer igen, angreb jeg ham, men han var vågen og fik lukket hullet, og herfra ville han ikke føre mere. Det var naturligvis klart, når jeg lige havde angrebet ham. Jeg måtte bide i det sure æble, selvom jeg gentagende gange håbede at kunne vifte ham frem. Jeg tror vi kørte 35-40 km/t, og jeg vidste, at hvis jeg bare ikke kørte mig selv ud, så havde jeg stadig en chance i spurten.
Da vi ramte sidste kilometer, havde jeg stadig fronten. Desværre kunne jeg se Eland’s holdkammerat Jes Steengaard nærme sig bagfra. Det var pest eller kolera. Hvis jeg skulle øge farten, så var der chance for at jeg ville være for træt til at spurte mod Eland, men gjorde jeg det ikke, så ville Steengaard nok blæse forbi, og tvinge mig til at bruge kræfter på at lukke. Jeg valgte første mulighed, og måtte øge farten, for at så at køre en lang spurt, men Eland bed ikke på, og holdt sig bag mig, indtil farten gik lidt ned, og så strøg han forbi til en sikker sejr. Jeg holdt 2. pladsen, og var egentlig tilfreds. Det havde været et sjovt løb, hvor jeg satsede, men ikke fik det jeg kom efter. Efter løbet gik jeg op, og fik byttet min B-licens om til en A-licens!
Mit første A-løb var i Nyborg, et løb på 150 kilometer. Udbruddet kørte tidligt, men jeg havde faktisk gode ben det meste af løbet, og var også lidt aktiv i at få skabt en ny gruppe, men i sidste ende slap udbruddet væk, og feltet skulle køre efter en 6. plads. ColoQuick valgte hele sidste omgang, at køre tog, og måske træne noget lead-out og med 1500 meter igen, var jeg så overmodig (og måske på grænsen til arrogance), at jeg angreb, men blev hentet på en bakke. Her slog jeg så ud, og trillede ind som nummer 20.
Ugen efter var der DCU Cup i Grindsted. Den første time gik nemt, hvor feltet kørte knap 50 km/t, men da vi ramte Vejles bakker kom virkeligheden, og jeg måtte sande, at for hver lille bakke vi ramte så blev jeg mere og mere ramt, indtil jeg fandt af. Positionskampen var også temmelig hård, men jeg havde stadig så meget selvtillid efter en god B-sæson.
Herfra skulle vi køre Elite DM på Lolland/Falster. Jeg var spændt og havde kun ét mål. Jeg ville sgu gerne lige prøve at snige mig i et udbrud så jeg kunne få TV-tid. Efter små 10 kilometer kom jeg væk alene, og fik hele 3 minutter på TV, hvor Dennis Ritter fik nævnt mit navn, og der kom grafik på. Det holdt dog ikke længe, og jeg blev hentet igen, før det “rigtige” udbrud kørte.
Herfra holdt jeg mig bare i feltet, og prøvede at spare mig, så meget jeg kunne. Det ville være fint at gennemføre, men jeg vidste også, at selv det kunne blive svært. Distancen gjorde mig dog mør til sidst, og efter ca. 130-140 kilometer skete der lidt splittelser i feltet, og da jeg ville gå dybt, så var der bare slukket. Det var dog en fed oplevelse.
Derefter drog jeg direkte fra DM til La Marmotte som blev kørt ugen efter. Jeg havde en virkelig god dag, og burde have kort løbet på 6,5 time, men jeg døde totalt på Alpen og kørte 25 minutter langsommere end jeg havde forventet! Stadig under 7 timer for en på 93 kilo, var dog godkendt. Herefter stod en på sommerpause.
Sæsonen startede først for mig i september igen, med Herning City Gadeløb. Jeg havde trænet virkelig godt over sommeren, og stod til start. Jeg prøvede bare, at holde mig til, men ville ellers ikke prøve på noget specielt. Hvis jeg bare kunne få lidt løbstræning og gennemføre, ville det var fint. Der var flere World Tour-ryttere til start, hvor Søren Kragh Andersen, Sunweb, senere vandt, mens Matti Breschel, EF, blev 3’er.
Jeg havde ikke de store problemer med at holde mig cirka midt i feltet som nummer 20 ca., og det var her jeg havde det bedst i forhold til ikke at bruge for mange kræfter, og samtidig undgå kaoset nede bagved. Pludselig var der en der råbte “Du skal altså længere frem, Jeppe!” ude fra sidelinien. Jeg kiggede bagud, og opdagede at jeg var sidste mand i feltet! Det var alligevel en dejlig overraskelse, at over halvdelen af feltet var væk, og jeg stadig sad tilbage. I finalen var jeg tæt på at ryge ned, så jeg trak mig lidt, men endte alligevel med en 15. plads, som jeg var ret stolt over.
Ugen efter kørte vi i Kolding om søndagen, hvor resten havde kørt DCU Cup om lørdagen på Sjælland. Jeg kørte et fint løb indtil jeg fik min første krise ved 80 kilometer. Og jeg kunne slet ikke æde mig selv nok, den dag, og faldt af feltet og stod af. Jeg var mentalt ret udbrændt, og besluttede, at jeg sprang Horsens over ugen efter, og kun kørte Tønder som sidste løb.
Min plan til løbet, var at jeg ikke ville bruge for mange kræfter, og håbe at det hele ville ende i en spurt. Der var sidevind på diget, og der rev der sig en gruppe på 10-12 mand væk. Overmodig prøvede jeg køre solo op til dem, men blev senere hentet af en 20-mands gruppe, som jeg kom med, mens feltet bagved var sprængt i mange små grupper. Riwal var repræsenteret med 7 mand i gruppen, men alligevel fik jeg skæld af Jonas Aaen og Sebastian Lander, fordi jeg ikke ville køre med rundt. Jeg lod det dog glide ind af det ene øre og ud af det andet. Jeg var klubrytter, og havde intet ansvar i jagten, når de var så mange.
Gruppen foran blev hentet, og 2. gang på diget fik jeg kæmpet mig ind på viften, og på den anden side af sidevinden var vi blot 25 mand tilbage cirka! Det hele blev dog samlet igen, og 3. gang på diget, røg jeg i vanskeligheder, da jeg kom for langt tilbage og den knækkede og 15 mand kørte væk. Jeg forholdt mig dog rimelig rolig, og håbede at det ville blive lukket, hvilket det blev lige inden vi ramte diget 4. gang. Jeg fik placeret mig rigtig godt her, og var med lige hvor jeg skulle være da feltet knækkede. Jeg husker, at jeg havde en “god” kamp med Frederik Muff, der fik råbt voldsomt af mig, men noget vi dog begge tog med et smil efter løbet.
Kort tid efter kørte 5 mand væk, som vi aldrig så igen. 5., og sidste gang, over Diget var den nemmeste. Både Riwal og ColoQuick kørte nærmest deres egen vifte, så jeg fik placeret mig ColoQuick’s og fik næsten et “gratis” lift her. Efter diget og med blot 8-10 kilometer tilbage var der blot 15-18 mand tilbage i feltet, og 5 ude foran! Og der var altså 15 placeringer der ville give point. Turde jeg drømme om det? Der var trods alt flere ryttere i min gruppe, som nok skulle køre lead out!
I finalen tog jeg nogle gode positionskampe, og kom fint ind til spurten. Jeg havde Jannik Hyldtofts hjul, hvilke var nærmest perfekt, men i spurten var jeg ved at blive kørt af vejen, da en rytter slog et slag. Jeg fik dog reddet den ud i rabatten og tilbage på vejen, og re-lancheret spurten og blev 6’er i feltets spurt og 11’er samlet! Der var point på kontoen mand! Sikke en sæson! Jeg ville have mere!
I løbet af vinteren nedlagde Haderslev Starup CK deres licensafdeling, efter at klubben havde måtte aflyse vores licensløb. Jeg gik af som formand i samme omgang, og selvom jeg forblev medlem af klubben, så skulle jeg ud og finde en ny klub. Jeg havde fået et fint forhold til Thomas Gjødsbøl og Mads Mondrup fra Give, så jeg hørte om jeg kunne køre der, hvilket jeg godt kunne. Mads Mondrup var også blevet A-rytter og for første gang havde jeg måske noget der mindede om et hold?
Sæson 2019
Vinteren forløb rigtig godt, og vi havde netop fået gang i Zwift-holdet Fusion ECT, hvor jeg kørte mange Zwift-løb og trænede mange timer. Samtidig var motivationen stor da Give CK, havde søsat et slags eliteprojekt, om at hjælpe deres unge ryttere i A-klassen, så flere unge ryttere startede i B-klassen med ambitioner om at komme i A med Mads Mondrup og mig. Der var dog ikke tale om et “team”, så vi kørte stadig under Give CK, uden følgebil i A-klassen.
Min vægt var meget stabil og jeg ramte igen omkring de 90 kilo (plus/minus), men røg tilbage på 92 kilo ved sæsonstart, men jeg stod skarpt, hvis jeg selv skulle sige det. Jeg var klar til en sæson i A. Det skulle dog ikke blive den nemmeste.
Sæsonen startede i april i Rødekro. Jeg var temmelig nervøs for min første rigtige sæson i A-klassen. Jeg følte mig rimelig godt forberedt, men samtidig også helt grøn, da jeg ikke anede hvordan service egentlig fungerede? Kunne jeg bare få en dunk hvis jeg bad om det fra en tilfældig bil? Hvad med hjul, hvis jeg punkterede? Jeg vidste det overhovedet ikke, og havde ikke rigtig tænkt på det, før starten af denne sæson.
Efter blot 7 kilometer punkterede jeg allerede på baghjulet. Den var helt flad, så jeg sejlede så meget, at jeg måtte af cyklen og jeg kørte over i højre side, som jeg havde hørt man skulle, og stak baghjulet i vejret. Til min store skræk passerede alle “servicebilerne” mig, og mit løb var allerede slut! Jeg var temmelig gal, og måtte også bagefter op, og brokke mig til kommisærerne. Jeg ved ikke om det endte med noget konkret, men jeg fik i hvert fald at vide, at en bil burde have holdt ind. Jeg fik derefter en varm trøje på, og trænede lidt bag B-klassen, inden jeg cyklede hjem til Haderslev.
Ugen efter stod den på Ronde van Borum. AltomCyklings superfede “motionsløb” som ganske ofte var velbesøgt af stærke navne. Efter en hård udskilning var vi blot en 6-7 ryttere tilbage før Asbjørn Hellemose angreb på en bakke med 1,5 omgang (ca. 12 km) igen. Jeg gik med, og vi slog hullet. I finalen blev jeg lukket inde, da vi overhalede en rytter der var sat med en omgang, så jeg fandt aldrig ud af, om jeg kunne have slået ham i spurten. Uanset hvad så viste det, at formen var god, og jeg havde forberedt mig ganske godt til sæsonen.
Weekenden stod den på hjemmebanerace i Give. Jeg var topmotiveret, og ville gerne ud og imponere min nye klub. Løbet var en anelse nervøst, og der var et par småstyrt, men jeg havde det fint, både mentalt og fysisk, og jeg puttede mig i feltet, så jeg ikke fik ret meget vind på snuden. Jeg havde overhørt to ryttere fra ColoQuick snakke om, at de først ville køre sidevind omkring halvvejs i løbet, når folk var ved at være trætte. Derfor skulle jeg ikke nyde noget, i forhold til at spille supermand.
Da 3 omgang næsten var slut, kunne jeg se, at Bornholmerne skulle til at samle sig, for at køre lidt sidevind. Jeg fik reageret hurtigt, og kom på på deres angreb, og feltet bagved splittede i flere grupper og der blev kørt stærkt i sidevinden. Lige da vi passerede mål var der en rytter der kom forbi mig, og ved en fejl ramte mit styr en smule. Det var nok til at jeg ikke lige kunne rette på en en blød kurve, og jeg hamrede ind i banderne, som begyndte at komme før målstregen. Jeg husker ikke så meget, men det gik stærkt og da jeg endelig fik klarhed over, hvad der var sket, så var mit løb også slut. Jeg havde ondt specielt i mit højre lår og knæ. Cyklen lå flere meter væk, og et par ryttere var også røget ned.
I første omgang troede jeg, at jeg var var sluppet billigt, men hen mod aftenen begyndte mit knæ at hæve voldsomt op, og jeg måtte hurtigt på skadestuen, men store smerter. Der var heldigvis intet brækket, men der var samlet sig en god omgang væske i knæet, som skulle gå væk af sig selv. Skaden skulle ende med at koste mig 9 dage uden cykel, før jeg igen kunne rulle en tur, uden smerter. Det kostede mig 3 Dage i Nord-løbene.
Ugen efter, sidst i april, var der GP Herning. Dengang var det blot et DCU Cup-løb, så alle hold kunne stille med fuldt mandskab og Kasper Asgreen havde endda valgt at komme og lege.
Løbet startede egentlig meget fint. Jeg tænkte hverken på skade eller dårlig form, og elskede positionskampen. Da vi ramte den første grusvej, kom jeg fint ind, og kunne nemt køre mig fremad uden problemer, og kom ud på den anden side i 15. position med rimelig overskud. Herfra puttede jeg mig lidt igen, men blot 2,5 kilometer inden 2. grusvejsstykke punkterede jeg! Jeg fik hurtigt et hjul af den neutrale, og fik også pace tilbage mod feltet, men jeg nåede ikke at fange dem før grusvejen. Der var kaos ved bilerne, som alle holdt helt stille, så jeg måtte uden om dem alle, og fortsætte alene på grusvejen. Jeg begyndte at lide, og det var en hård sektion. Jeg kom ud på asfalten igen, og forventede lidt, at bilerne ville give mig pace igen, men alle fortsatte forbi mig med 70-80 km/t. Der var modvind, og det var frygteligt, at ligge selv, men andre ryttere kom på smækken af bilerne med 50-60 km/t, uden at jeg kunne komme med!
Det endte med, at jeg måtte jagte i over 14 minutter solo, før jeg endelig fik fat i bagenden af kortegen, og kunne begynde at hoppe fra bil til bil. Og da jeg endelig var ved at være oppe og vinkede kommisærbilen mig forbi, mens der stadig var 50 meter op til feltet i modvinden. Jeg kom nærmest kun lige op, før vi svingede til venstre og direkte ind i sidevinden, hvor der blev trykket til. Jeg røg nærmest af med de samme igen. Hele min jagt havde taget 18 minutter med 415w, og jeg sluttede det sidste minut med 510w inden jeg røg af i sidevinden. Bilerne begyndte at passere mig igen, og jeg kørte ind bag en af dem. Jeg følte lidt, at det var min ret, eftersom at jeg kun var blevet sat fordi jeg skulle jagte feltet solo. En gut stak hovedet ud af vinduet, og sagde, at jeg altså ikke måtte sidde på smækken af bilen når jeg var blevet sat. Her brændte jeg sammen mentalt. Jeg ville ikke gøre mig uvenner med nogen, så jeg turde ikke sige ham imod, men jeg følte at det var SÅ uretfærdigt. Jeg nåede 30 kilometer af GP Herning, før jeg kunne trille tilbage mod Herning centrum. På vej tilbage, var jeg helt ødelagt og nærmest grædefærdig. Jeg havde glædet mig til GP Herning, og det blev en kæmpe fuser!
Herefter kørte jeg ikke licensløb i hele maj. Der var UCI-løb hvor jeg ikke kunne deltage, og så var der løb hvor jeg var arbejdsramt, eller de var på Sjælland, hvor jeg ikke kunne finde lysten til at tage afsted. Jeg valgte dog at køre Danmarks Højeste Motionsløb, men med 20 kilometer til mål, knækkede jeg min sadelpindsklampe, og valgte derfor ikke at spurte om sejren, selvom jeg var kommet afsted med Rolf Broge, Frederikshøj. Det skete blot en uge før mit løb i Frederikshøj, og selvom jeg tog kontakt til hver Scott-forhandler (FRI Bikeshop m.fl.) så var der ikke én der kunne hjælpe mig, ved enten at bestille en hjem eller tage en af deres cykler i butikken. Så jeg måtte selv bestille fra England, og der var et par ugers leveringstid.
Jeg måtte støve min gamle Cervelo S3 frem, som var carbonreppet, og havde været en god vintercykel og jeg stillede op i Frederikshøjs Kriterium. Jeg var ved at finde noget form igen, efter min lille skade, og selvom der tidligt slap 2 mand væk, så var jeg i flere forfølgergrupper, og var egentlig ret aktiv. Til sidste kom jeg afsted med 7 andre, og pludselig skulle vi hjem og spurte om 3. pladsen. Jeg endte dig med at køre en håbløs finale, hvor jeg prøvede at angribe på en lille bakke, men blev lukket, da de kørte kontra kom jeg ikke med, og jeg blev sat med én anden, der var noget længere bagude, med bare 2 kilometer igen. Jeg holdt rytteren bag mig til en 9. plads og var første rytter uden for point. Øv, og alligevel ikke. Jeg var næsten tilbage på mit topniveau på trods af, at jeg kørte på vintercyklen.
Ugen efter skulle deres køres Pinsecup. Jeg havde sprunget Silkeborg over, for at være frisk til Herning og Randers. Herning var lidt af en off-dag for mig, hvor jeg følte gode ben, men hvor det på 20 minutter gik fra gode ben til dårlige ben. Et udbrud gjorde, at feltet knækkede i to, og jeg ofrede mig for at få Mondrup op i første gruppe, og røg selv af, på den bekostning. Jeg rullede et par omgange mere, og stod af.
I Randers havde jeg ikke de store forventninger, men ville egentlig bare gerne gennemføre og få nogle løbskilometer i benene. Dog sluttede det allerede tidligt på 2. omgang. På en lille nedkørsel kom der pludselig en modkørende bil, og alle foran trak ind og pludselig var der ikke mere plads. Noge foran mig ramlede sammen og en anden rev sin cykel ind i mot forhjul, og så røg jeg i asfalten – igen! Ingen kom til skade for alvor. Min hjelm var revnet 4 steder, og min Cervelo S3, som lige nu var min reservecykel – og eneste cykel lige nu – var knækket igen. Så ikke nok med, at jeg nu ikke havde nogen cykel, så skulle jeg også bøvle et par dage med lidt hovedpine. Jeg fik lige min cykel klar inden, men endte med at udgå, da jeg var slet ikke var klar fysisk eller mentalt.
Herefter var der ikke flere løb de næste 2 uger, før vi skulle køre DM i Esbjerg. Vi var nu 3 A-ryttere fra Give da Daniel Guld var rykket op. Jeg ville gerne have været i morgenudbruddet, men det kørte i første angreb, og så var det bare om at spare mig. Efter ca. 150 kilometer spillede de store kanoner dog ud, nede ved Esbjerg havn, og her stoppede mine ben med at samarbejde. Jeg fortsatte et par omgange og stod af efter 175 kilometer. Nu stod den på sommerpause!
I sommerpausen var jeg afsted med Løkke Fonden, hvor jeg trænede nogle unge drenge, og her stødte jeg på den tidligere A-rytter, Kasper Linde, der mente at Give CK bare skulle søge om, at komme med i UCI-løbet, Fyen Rundt. Den tog jeg til mig, og lynhurtigt fik vi stablet et regionshold på benene, og pludselig stod jeg til start i endnu et UCI-løb med vores 3 A-ryttere Mads Mondrup, Daniel Guld, undertegnede, og de 3 B-ryttere Anders Bruun, Rasmus Lundtoft Lindbjerg og Lasse Bøgh. Løbet var egentlig okay for mig. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville lave et resultat, så jeg brugte lidt kræfter på at hente dunke for de andre. Jeg havde dog håbet på at gennemføre, men da vi ramte Vissenbjerg røg jeg af. Jeg jagtede feltet med Christian Gorm fra Herning, og selvom vi jagtede i 5,5 minut med +46 km/t i snit, så blev vi alligevel pillet ud af løbskommisæren, hvilket var helt håbløst.
I september stod den på Jysk/Fynsk mesterskab i Holstebro. Jeg kom direkte fra en 24-timers vagt, og løbet udviklede sig virkelig kedeligt for Mondrup og jeg. Der var ikke mange kontinental-ryttere til start, så AURA fik sendt nogle ryttere med det afgørende udbrud, og styrede derefter feltet hårdt, og løbet var mere eller mindre lukket og låst efter 35 kilometer. Jeg brændte helt sammen mentalt, og stod af i protest. Jeg følte, at jeg endelig var ved at finde formen igen, men blev låst i et taktisk spil, og det kunne jeg slet ikke magte.
Sæsonens sidste weekend var i Tønder og Sønderborg. I Tønder havde jeg virkelig gode ben, men de pissede ned, og der var meget vind på diget. Allerede på første omgang kom jeg dårligt ind på diget, og allerede her blev feltet knækket. Jeg fik kæmpet mig frem, og fik næsten gjort op for den dårlige position, og efter en hård kamp ramte jeg bagenden af viften. Desværre var der mange foran, som konstant knækkede, hvilket jo var uholdbart i længden, og til sidst sad jeg som sidste mand, efter at have lukket det ene hul efter det andet. Jeg røg af med 1 kilometer tilbage og bag mig var der ingen grupper, men blot få enkelte ryttere. 15-16 ryttere var kørt væk. Efter lidt tid blev jeg fanget af en lille gruppe, og lige inden vi var færdige med 1. omgang kom der 25 mand op. Der sad flere der havde ryttere foran, som naturligvis ikke bidrog til at arbejde, men jeg tog de føringer jeg kunne, for følte mig stadig ganske okay.
2. omgang over diget, blev der kørt til i sidevinden i vores gruppe og herefter var der nok røget en 8-10 mand af gruppen. Stille og roligt igennem 3. og 4. omgang gik gassen dog ud af vores gruppe, og tiderne vi fik, fortalte os, at vi næppe ville hente frontgruppen. De sidste 6-7 kilometer blev der kørt lidt finale i vores gruppe, og jeg var færdig, så endte med en lille krampe og da vores gruppe splittede op, røg jeg også af, og kunne køre ind som nummer 24. Fin præstation, men træls held.
I Sønderborg stod jeg af tidligt, da jeg mentalt ikke var der, og jeg var sæsontræt. Jeg gjorde status over sæsonen, og syntes den havde været træls, og derfor besluttede mig for, at jeg skulle ned i B igen, og finde glæden. Og et eller andet sted, tænkte, at jeg aldrig ville i A igen.
Sæson 2020
Corona-sæsonen…
Jeg var røget tilbage i B, mens Give CK have fået startet Team Give Elementer op. Jeg skulle være et bindeled mellem B og A, og stod klar med min nye Factor One, og var klar til at smadre igennem igen. Træningen var måske den bedste jeg havde kørt i mange år. Mine tal var ikke blevet dårligere og faktisk havde jeg forbedret mig 5 minutters power, og hold vægten. Træningslejren i Calpe var en succes, men 2 dage før vi skulle hjem brød verdenen sammen da COVID-19 lagde landet ned, med hamstring, nedlukninger, forsamlingsforbud og alt det, som vi efterhånden har glemt alt om.
Jeg må nok erkende, at jeg lærte en del om mig selv. Jeg vidste, at jeg elskede at køre cykelløb, men jeg fandt dog ud af, at det ikke var drivkraften bag min træningsflid. Virkeligheden var således, at jeg bare elskede at cykle. Hver gang man så frem mod et cykelløb, og forsamlingsforbuddet igen blev forlænget, så var det naturligvis en våd klud i hovedet, men det hjalp dog lidt, at tænke på, at alle var i samme båd.
Zwift endte pludselig med at blive det fede. Folk der havde svoret, at de ALDRIG ville bruge Zwift, endte med at sidde i sommervarmen og køre Zwift-races for at få konkurrence-genet plejet.
Sæsonens første cykelløb blev etapeløbet Randers Bike Week. Selve løbet blev ikke resultatmæssigt det vilde for mig. Det mest positive, men også det mest dyre var, at jeg genfandt en lyst og kærlighed til enkelstarten. Jeg havde fået lov til at låne Jesper Attermann’s Canyon Speedmax til 1. etape og kørte en ganske fin enkelstart hvor jeg var få sekunder fra podiet. Efter Randers Bike Weekend besluttede jeg mig for at købe en TT-cykel, der dog først kom i hus året efter.
2. etape var et kuperet kriterium, hvor jeg kørte offensivt, og blev straffet og røg desværre af det decimerede felt til sidst, og tabte omkring 2 minutter. Jakob Bødker vandt dog etapen.
Dagen efter var målet, at hjælpe en af de unge drenge fra Give til enten et godt etaperesultat – hvis jeg ikke selv kunne få det – eller holde Rasmus Lindbjerg inde i kampen om sejren. Da vi ramte slutningen af 1. omgang angreb jeg og fik netop Rasmus med på hjul og en rytter mere, der dog røg af igen. Pludselig lå vi to fra samme “team” i udbrud. Ganske vist kørte Rasmus fra Team Give Elementer, mens jeg bare var for Give CK. Men vi kørte som et hold. Holdet voksede og voksede jo flere omgange vi kørte, og pludselig var jeg virtuelt på 2. pladsen samlet, mens Rasmus havde en stor samlet føring. Desværre fik nordjyske Martin Lind samlet feltet, og kort tid efter begyndte de at æde tid på os igen, og de 2 minutter, som vi på et tidspunkt havde, forsvandt. Med 10 kilometer igen fangede feltet os, og jeg røg af på den næste bakke. Rasmus kom dog med feltet hjem, og Jakob Bødker blev nummer 3 på etapen. Samlet lå Rasmus på 3. pladsen efter etapen.
På 4. etape skulle vi se ud og forsvare Rasmus’ podie, på en rute der personligt ikke passede mig. Planen var dog blot at holde mig i feltet, og hvis noget skulle slippe væk, som kunne true podiet, så måtte jeg bruge mine kræfter de steder, hvor jeg kunne hjælpe.
Desværre endte løbet allerede efter 2 omgange, ud af 7, da jeg blev revet ned, at en rytter der kørte tværs igennem feltet og rev mit forhjul ned i slutningen af løbets sidste bakke, med blot 300-400 meter til mål. Selv styrtet, hvor der vist også røg 2 andre ned, var slet ikke slemt, og jeg var faktisk hurtigt oppe igen, og uskadt. Desværre var min kæde røget ind mellem ramme og kranksæt, og det tog lang tid at få den på igen. Da jeg endelig kom afsted var min sko så gået i stykker i BOA-spænden. Feltet var længe over alle bjerge, og med en ødelagt sko, så var det en umulig mission, at komme tilbage. Derfor stod jeg af.
Desværre endte det med, at 2 ryttere slap væk, hvoraf den ene overhalede Rasmus samlet, som så blev 4’er.
Jeg havde egentlig håbet på et bedre RBW, men formen var hvor den skulle være, men overmod og nogle ruter der ikke helt var til min fordel gjorde, at jeg endte med en DNF.
2 uger efter skulle vi køre i Holstebro. Det var under corona-restriktioner, så der var 3 felter der måtte køre, og når det samlede antal ryttere ramte 100 for HELE eventet, ville tilmeldingen lukke! I B endte vi med at være ca. 30 ryttere med 6 ryttere fra Team Give Elementer (reelt set 5, da jeg kørte for Give CK, men vi kørte som et hold). Vi skulle køre 5 omgange og 110 km.
Det pissede ned i starten af dagen, og jeg husker, at det gjorde mig total opsat. Jeg vidste at formen var god, og ruten var også god til mig, med små bakker, man kunne tonse henover.
Vi startede som team, med at prøve at rive det hele i stykker i vinden, men den var ikke kraftig nok. Vi mistede 2 mand tidligt, da Jakob Bødker og Nicolai Zinck fik defekter. Intet fik lov køre, men halvvejs på 2. omgang var der et hårdt moment, hvor det var tydeligt at flere ryttere led. Jeg havde det fint og angreb, og fik kort tid efter følgeskab af Martin Lind. Vi havde 80 kilometer til mål, men opbyggede hurtigt et forspring. Faktisk var jeg slet ikke i tvivl om, at vi havde holdt hjem, men desværre fik Martin en siver omgangen efter. Martins kæreste ville stå ude på ruten, så i flere kilometer kørte vi ret roligt, i håb om at hun snart dukkede op, så han kunne få et nyt hjul, men desværre blev den til sidst helt flad. Han sagde, at jeg måtte fortsætte alene.
Jeg stod nu og skulle beslutte om jeg ville gå efter, at køre 60 kilometer solo, eller vente på feltet. Selvom formen var god, vidste jeg også, at 60 kilometer solo ville være lidt for optimistisk, så derfor satte jeg farten ned, fik spist og drukket godt, og blev hentet 15 kilometer senere – stadig med gode ben. Og til min store overraskelse var feltet røget af, og i gruppen var Daniel Eriksen og Rasmus Lundtoft Lindbjerg, og nu mig, ud af 7 ryttere. Vi havde virkelig gode kort på hånden.
Efter lidt tid kom Martin Lind tilbage, og var ret ærlig omkring, at han havde fået et hjul og lidt pace tilbage. Men vi var kun 8 ryttere i kort tid, før en rytter punkterede. Heldigvis ikke en fra Give.
På vej ud på de sidste kilometer snakkede vi fra Give sammen. Vi blev nødt til udnytte vores overtal til at angribe de andre på skift. Tidligt angreb Daniel Eriksen. Da han blev lukket angreb Martin Lind kontra, men han kom ikke fri. Da farten lige gik ned, ville jeg til at angribe, men Rasmus kom mig i forkøbet og fik et hul. Det blev lukket ned, og da det skete, angreb jeg. Folk var trætte efter de mange angreb, og jeg fik hul. Nu var det alt eller intet. 16 kilometer til mål, og med 2 holdkammerater til at bakke af. Efter 2 kilometer kunne jeg se at Martin Lind var på vej op til mig, men jeg holdt på, og det blev en knap 4 kilometers jagt før han fangede mig. Vi snakkede kort om, at bare holde på, så vi kunne køre om sejren. Martin nævnte, at han måske ville blive disket på grund af pace-opkørslen, men jeg sagde, at klagen i hvert fald ikke ville komme fra mig. Uanset hvad jeg mente om det, så ville det være fesen, at “true” med at sige, at han ville tabe løbet uanset hvad. Og jeg dag ærlig talt ikke have en skrivebordssejr. Så måtte andre nedlægge protest.
Jeg havde kørt et nærmest optimalt løb, og vurderede at jeg godt kunne slå Martin i en spurt, selvom han på ingen måde var langsom.
Ind mod mål gik der lidt taktisk i den, og jeg havde fronten den sidste kilometer. Spurten var i let modvind, og det var faktisk svært at se stregen. Jeg lavede dog en dum, og små-arrogant fejl, da jeg åbnede en alt for lang spurt, og i sidst ende fik Martin slidt sig forbi og kunne vinde med en lille cykellængde.
Jeg var skuffet over min dårlige finale, og selvom Martin blev hevet til side inden han nærmest havde klikket ud, og blev disket, så føltes det jo ikke som en sejr. Jeg følte, at jeg var en fortjent vinder, ud fra den måde jeg havde kørt på, men jeg følte ikke, at jeg havde vundet løbet. Det kan nok bedst beskrives, som når man ved, at man kunne have vundet, men ikke gjorde det. Martin kunne også sagtens have vundet løbet, hvis han ikke var punkteret. Og han ville også have været en fortjent vinder.
Derefter var der 3 løb, hvor jeg ikke kørt 2 af dem i samme weekend i Fredericia og Kolding. Jeg var var væltet ned at trapperne derhjemme, og havde slået hånden. Ikke noget alvorligt, men nok til at jeg ikke kunne holde ordentligt på styret. Ugen efter var løb i Hobro, hvor jeg kom direkte fra en 24-timers vagt, hvor jeg havde sovet virkelig dårligt. Jeg burde ikke have stillet op, men med så få løb på kalenderen ville man gerne have alt med. Jeg nåede vist kun 2 omgange ud af 7, før jeg røg af. Benene var helt væk. Ugen efter var der løb i Vejen, hvor jeg var arbejdsramt, så vidt jeg husker.
2. sidste løbsweekend i sæsonen var i Tønder og Sønderborg. Tønder havde altid været det løb jeg gerne ville vinde. Vi var i alt 4 fra Give til start, og jeg meldte klart ud, at jeg var kommet for at vinde, og derfor ikke ville køre i nogen låst rolle, eller køre lead out for nogen. Min form var måske på sidste bedste igennem hele sæsonen, da jeg havde trænet perfekt op mod løb.
Vinden på dagen var ikke superhård, og der ville være modvind på diget. Jeg brugte ingen kræfter hele første omgang, og på 2. omgang slap der 3 mand væk, og de fik et fint hul. På 3. omgang var feltet stadig ikke nået til enighed om at hente dem ind, og vi var flere der prøvede at få, at et samarbejde i gang eller skabe en forfølgergruppe, men folk angreb os når vi arbejdede, og/eller kørte med når vi prøvede at lave en forfølgergruppe, og ville så ikke arbejde med os. Det var som om, at mange kiggede på Kim Aabjerg, Herning og mig. På et tidspunkt nåede jeg at tænke, at succesen i Tønder ikke ville komme i år, selvom udbruddet konstant nu var inden for 30-40 sekunder foran os. Jeg havde stadig pisse gode ben, men jeg ville ikke slæbe en et helt felt op til et udbrud.
Da vi ramte modvinden på diget lagde jeg mig helt ned bagerst, og da farten gik ud af feltet i modvinden angreb jeg hårdt. Angrebet var for at komme op til udbruddet, men jeg forventede at feltet ville lukke hullet lige efter, men så var cykelløbet da nulstillet. Til min store overraskelse var der bare bred front i feltet. Jeg kom frem til udbruddet og tog med det samme en kæmpe føring. Nu var vi 4 mand, og folk i udbruddet måtte være mærket efter knap 2 omgange i udbrud. Hurtigt forsvandt feltet ud af syne, og da vi kørte ud på sidste omgang, så virkede det sikkert, at vi ville holde hjem. I udbruddet sad Jaques Stilling, Randers, Peter Sørensen, ABC, og Simon Romey, Elektroland24. Stilling sad en del føringer over, mens Romey trådte firkanter hver gang han gik frem. Jeg tænkte at Peter Sørensen ikke var den store sprinter, så den store usikkerhed lå for mig, hos Stilling. Selvom jeg ikke helt kendte Sørensen så godt.
Kort før diget, lod jeg Romey tage en god føring. Det var tydeligt, at han var træt, og tog nok også en for hård føring i sidevinden. Jeg angreb og fik godt nok Stilling og Sørensen med, men Romey røg af. Stilling havde sit besvær med at lukke, men kom lige med. Ude på diget var det kun Sørensen og jeg der tog føringer i modvinden og Sørensen skældte Stilling ud. Det passede mig perfekt, at de havde et lille skænderi. Det kunne jeg udnytte. Så da Sørensen havde taget sin føring og Stilling gjorde plads til, at Sørensen kunne komme ind bag mig angreb jeg. Modvindsangreb giver sjælendt mening, men jeg vurderede at Sørensen var så indebrændt, at han ikke ville slæbe Stilling gratis med tilbage til mig. Og det var præcis hvad der skete. Sørensen var iskold, men jeg sejlede væk, og han tvang Stilling frem, men han kunne ikke lukket hullet, og da han slog ud angreb Sørensen ham, og Stilling blev nu sat. Jeg kunne se Sørensen på vej op til mig, så jeg ventede og fik ham med. Nu var vi blot to mand tilbage. Vi førte begge igennem indtil vi var færdig med diget, og Stilling nu var helt ude af syne. Det var os to der skulle køre om sejren.
Vi kørte ikke igennem nu, men holdt farten høj, men vi var begge klar over, at en af os ville vinde. Lige efter brostenene, med 1500 meter igen, angreb han mig. Dog var der så lidt kræfter i hans antrit, at jeg kunne lukke ham siddende, uden at gå helt i bund. Jeg vidste, at jeg kunne slå ham nu, og at han ikke kunne spurte. Jeg overvejede kort, at køre kontra på ham, men så ville jeg spille hans spil, så jeg besluttede at blive på hans hjul. Så længe feltet var ude at syne, så måtte han trække os hjem. Spurten var i modvind, og med 170 meter åbnede jeg spurten, og vidste allerede, da jeg trådte an, at den var hjemme. Det var en KÆMPE forløsning! Jeg tror faktisk let ikke, at jeg kan sætte ord på, hvor åndssvagt godt kørende jeg var den dag.
Dagen efter kørte vi i Sønderborg, hvor vi var 3 til start fra Give, hvor udbruddet kørte væk med Lasse Bøgh fra Team Give Elementer. De fik et stort hul, og det var fint for så kunne Lasse køre for sit eget resultat. Desværre fik han defekt, og derefter endte jeg på bagkant hele løbet, men fik kørt mig til en 9. plads, hvor jeg vandt feltets spurt.
Ugen efter var der så årets sidste licensløb i Horsens som var et kriterium på køreteknisk anlæg – en rute på 600 meter med 3 sving. Vi var 5 ryttere fra Give til start, og der var flere scenarier i spil. Hvis Nicolai Zinck vandt løbet, ville han kunne rykke op i A til sæsonen efter, og hvis Jakob Bødker kørte top 5 ville han også kunne rykke op. Vi andre var hjælperyttere, og det blev et løb, som vi dominerede og styrede med hård hånd. Taktikken var således nem, at vi i finalen skulle se om vi kunne sende Zinck afsted solo til en sejr, og ellers var der lead out til Bødker. På sidste omgang prøvede Zinck, men blev lukket, og jeg fik Bødker ind på mit hjul og åbnede ellers bare fuldt op på de sidste 400 meter. Selvom der var folk der angreb, så blev de hele tiden holdt i snor, så Bødker blot skulle åbne i sin spurt og vinde løbet. Det gjorde han med, hvad der lignede, nemhed, mens jeg selv kunne trille over som nummer 6, mens resten af feltet var 2-3 sekunder bagefter.
Sæsonen var nu slut. Jeg havde egentlig selv point nok, til at køre A igen, men jeg valgte, at jeg ville køre B igen året efter. Selvom jeg havde haft en god sæson, så havde den været alt for kort. Og… jeg var jo færdig med A, husker I nok! 😉
Sæson 2021
Off-season var forløbet ganske godt. Jeg havde fået trænet godt, og tror jeg havde holdt vægten ret godt ned hele vinteren, og stod – hvis jeg selv skal sige det – pænt skarp da min sæson åbnede med Ronde van Borum i starten af april. Der var stadig corona-restriktioner, så hvor RvB før var 10 omgange af 7,4 kilometer, så var det nu lavet om, så der var en RvB Classic, og en RvB Flanders. Faktisk var den vist allerede startet året før, hvor jeg ikke kørte.
Løbet blev en hård, hård udgave, da Thomas Bundgaard havde taget hele Velofit-crewet med, og de virkelig lagde pres på. Allerede tidligt slap Mathias Kirk væk, på sin gravel-cykel, hvilket gjorde, at jeg ikke i starten syntes, at det var så farligt. Men hurtigt gik farten ud af gruppen, som var domineret af Velofit-ryttere. Vi skulle bl.a. over Pøt Mølle efter 12 kilometer, så på nedkørslen kørte jeg fra feltet, og kunne “trille” op over i mit eget tempo før et decimeret felt fangede mig lige omkring halvvejs. Jeg havde gode ben, men ville ikke spille for meget med dem endnu. Efter 16 kilometer var Kirk i syne ude i front, og på en lille nedkørsel, lod jeg mærke til at Bundgaard var bokset inde. Det var min mulighed, og jeg rykkede fri fra feltet, der ikke reagerede, og hurtigt var jeg oppe hos Kirk. Dét var en god mulighed, for Bundgaard kunne ikke rigtig lukke mig med hele feltet på hjul, når han havde Kirk ude foran. Jeg begyndte med det samme at arbejde, og da vi ramte gravelstykkerne, spurgte jeg Mathias om han kendte dem godt, hvilket han svarede ja til, og derfor fik han lov til at styre os igennem.
Kirk kørte hårdt på gruset, og jeg havde som sådan ikke problemer, men håbede, at han kørte tæt på sit maks, for ellers ville det ikke blive sjovt, selvom han kom på graveldæk. Efter gruset samarbejdede vi godt, og jeg tænkte, at hvis feltet var splittet på gruset, så ville de aldrig se os igen.
Efter at have været ude med Kirk i 15 kilometer, kunne jeg se en rytter på vej op bagfra. Det var Bundgaard. Kirk så ham ikke i starten, så jeg sørgede for at holde en god fart, så opkørslen ville være hårdere for ham. Desværre opdagede Kirk, at han var på vej, og sagde, at han blev nødt til at vente. Da han kom op var der ingen taktisk spil. Alle førte indtil vi ramte det sidste af den originale RvB-runde. Her begyndte de, at angribe mig på skift. Jeg opfangede hurtigt, at Kirk kunne lukkes stille og jævnt, og sørgede for at have kræfterne i behold, når Bundgaard så kom med kontraen, så jeg kunne gå med der. Sådan blev løbet kørt et et stykke tid, og jeg tog ikke flere føringer for dem. De havde vist mig hvordan de ville spille, så nu måtte jeg spille mit spil. Én gang kørte jeg kontra på Kirk og fik et fint hul med Thomas, men han ville tydeligvis ikke alene afsted med mig, og ventede på Kirk. Hver gang de angreb var jeg på deres hjul, så deres angreb kostede dem mindst lige så meget, som de kostede mig, for jeg åd ingen vind.
Til sidst var det tydeligt, at vi tre skulle hjem og spurte om det. Jeg stolede på min spurt, da Kirk var træt efter, at have været i hug hele dagen, og Bundgaard havde haft en hård opkørsel. Og uden at tage noget fra Bundgaard så var jeg også en hurtigere ryttere normalt. Problemet var dog, at det gik op af mod mål.
På finalebakken var min eneste frygt, at Bundgaard ville åbne i bunden. Gjorde han det, så ville han måske kunne sætte mig. Men han ventede og ventede, og da den så fladede ud, besluttede jeg mig, for at åbne spurten ind igennem opløbets s-sving, så jeg havde den korte bane, og derved ville tvinge Bundgaard den lange vej forbi. Han nåede det dog aldrig, og jeg kunne kalde mig vinder af løbet, hvilket selvfølgelig var en fed følelse. Jeg havde kørt 1:51 time med 403w i normalized power, så jeg vidste at formen var på plads!
Der gik så 2 uger før vi fik lov til at køre licensløb. Det var i Holbæk på semi-kuperet rute, 850 højdemeter på 110 kilometer.
Jeg husker at jeg stillede op med tanken om, at jeg ville køre for at vinde. Ikke noget med at køre “sikkert” for en 3. plads. Så ville jeg hellere hjælpe en af de unge B-ryttere fra Team Give Elementer, der kæmpede for at komme i A. Vi havde Jeppe Petersen og Lasse Bøgh med.
Løbet var lidt underligt, og det var tydeligt, at der var en håndfuld ryttere der sad og kun kørte med når jeg kørte eller var klar på at køre kontra på mig. Specielt ABC gjorde et fremragende job. Halvvejs slap der også en gruppe på 4 væk uden nogen fra Give, mens ABC fik en af deres med i front. Løbet var svært at låse op nu, og jeg var faktisk temmelig frustreret. Jeg havde gode ben, men ville som sagt, kun køre for at vinde, så jeg ville gerne have folk til at hjælpe med at lukket udbruddet. På 3. omgang satte Lasse Bøgh sig i front og begyndte at knokle. Jeg troede faktisk at udbruddet var kørt, så jeg begyndte at hjælpe ham, for om ikke andet så kunne Jeppe Petersen måske køre en spurt for 5. pladsen.
Derfor blev hele 3 omgang kun 3-4 mand der arbejdede for at holde feltet kørende. Ud på sidste omgang fik vi at vide, at der var 1 minut op. Det løb var kørt, tænkte jeg. Flere ryttere begyndte at angribe os, selvom vi lå og arbejdede, og det provokerede mig så meget, at jeg pludselig bare kørte kontra på dem. Jeg kørte all out, for at straffe dem mest muligt, og pludselig var vi en gruppe på 6 mand der var kommet fri. Folk begyndte at køre rundt, og pludselig kunne vi se udbruddet foran! På blot 3-4 kilometer havde vi lukket, hvad folk havde kaldt 1 minut, til udbruddet. Jeg sad i finalen, med 9 andre, på den mest underlige måde!
Da jeg vurderede, at vi ikke ville se feltet mere, holdt jeg op med at arbejde. Jeg tog alibiføringer, og bidrog kun til at holde gruppen kørende. Jo tættere på mål, og jo færre angreb jo bedre. På løbets eneste rigtig hårde bakke angreb Slagelses Nicklas Lilleskov Falk Rasmussen og jeg kørte med. Vi fik hullet og jeg syntes, at det lignede, at vi kunne holde hjem, men pludselig ville/kunne han ikke mere. Jeg ville ikke trække ham til mål, da jeg ikke kendte ham, og vidste om han bluffede, og der var stadig over 7 kilometer til stregen, så derfor var det bedre at vente på de andre og få blandet kortene igen.
Da de andre fangede os var der røget 3 mand af. Med 3,7 kilometer til mål kom vi på en nedkørsel og farten var høj. Jeg lod mig glide noget bag gruppen, og da de ramte en lille bakke, gik farten ud. Jeg kom med meget swung på bagfra, og hamrede forbi, og fik pludselig et ganske stort hul da de tøvede. Nu var det alt eller intet mod mål. Der var nogle sving, hvor jeg satsede alt. Hvis de pludselig vurderede, at jeg ikke kunne hentes, så ville de nok gå i stå. Ind mod mål, de sidste 1700 meter, var der modvind og det gik let op af. Jeg kiggede ikke watt, men kørte hele tiden på hvad jeg følte var grænsen. De slap mig aldrig rigtigt, men jeg kunne holde dem bag mig og vandt med 50 meter! Alle sejre er specielle, men den her er helt oppe blandt dem jeg husker bedst. At ende lidt tilfældigt i finalen, og så køre de sidste små 3,7 kilometer med knap 490w i 5 minutter, i slutningen af et løb. Min form havde måske aldrig været bedre!
Næste løb var Ordrups løb. Indtil videre havde jeg vundet alle mine B-løb jeg nogensinde havde kørt i Ordrup (nemlig 2), så den statistik ville jeg gerne beholde.
Der var en led vind, og vi skulle ud på 7 omgange, 94 kilometer. Vinden ville være hårdest ind mod opløbet, og allerede på første omgang gik jeg frem, og sammen med 2-3 andre rev vi feltet i atomer. Jeg var igen flyvende, og havde det ret nemt. Vi var nu 10-12 mand væk, men mange sad over, så da vi igen ramte vinden, var vi et par stykker der kørte noget seriøst viftekørsel, og kort efter var vi blot 6 ryttere tilbage. Samarbejdet kørte egentlig fint, men der manglede råstyrke for nogle af de små ryttere i den hårde vind. En oprykket C-rytter, William Herman Wisholm, og jeg virkede til at have en fest i vinden. Desværre blev vi lukket ned bagfra med cirka 2 omgange tilbage i løbet. Vi var nu små 25 mand og ingen fra Give ud over mig.
Der var flere angreb og jeg måtte lukke en del huller, og følte, at ligesom i Holbæk, så var der mange der sad og forventede at jeg lukkede hullerne, kun for at køre kontra. Jeg overhørte en ryttere sige, at hvis der kørte en gruppe, “så skulle man bare være kold, for den vil Tolbøll lukke, og så reagerer feltet!” Der besluttede jeg mig for, at jeg havde lukket mit sidste hul. Jeg turde godt tabe, hvis det var det der krævede, for at folk forstod, at det ikke kun var mit ansvar. Der slap nogle ryttere væk, mens jeg var passiv en halv omgang. Wisholm havde godt luret, at jeg var irriteret over, at folk sad på mig, så han sagde at jeg skulle følge hans angreb, hvilket gjorde, og nu slap vi væk. Vi fangede dem foran og var 6 ryttere der kørte ud på sidste omgang. Alle ville fremad nu, og jeg vurderede, at jeg godt kunne vinde spurten.
På de sidste hundrede meter lavede jeg også lidt fejl. Jeg lå lidt for langt fremme da spurten blev åbnet, så jeg gled ind bag lille Daniel Lond fra Amager. Og da jeg så ville gå udenom ham, kom Wisholm forbi mig på højre side, og fik stille men sikkert lukket mig inde mellem ham og Lond. Jeg kunne ikke rigtig komme nogle vegne, og måtte tage til takke med en 3. plads. Jeg var skuffet bagefter. Mest på mig selv, fordi jeg tillod mig at blive bokset inde. Måske havde jeg ikke slået Wisholm alligevel. Min egen fejl gjorde, at vi aldrig ville finde ud af det.
Ugen efter stod den igen på Sjællandsk løb i Lumsås, hvor FBL afholdt cykelløb. Løbet blev ikke den store succes. Jeg havde ikke de bedste ben, efter at være kommet direkte fra en 24 timers vagt, og løbet sluttede men en streng stigning ca. 400 meter fra mål, hvor jeg nok ville være uden chance overfor de lette drenge.
Vi fik revet feltet i stykker i vinden et par gange indtil vi sad 9 ryttere tilbage, og vi fik sat én inden finalen. Jeg kunne godt se, at jeg ville tabte på bakken til mindst 4-5 af de andre, så jeg kørte aggressivt for at komme væk selv. De andre var dog ovre mig hele tiden, og jeg fik ikke en meter. På et tidspunkt fik Anders Klitgaard, Aalborg, et lille hul, mens jeg havde fronten. Jeg lod ham sejle væk. Der var to elementer i det. 1) Så ville de andre blive tvunget til at jagte ham, og så kunne jeg måske køre kontra, 2) Jeg kendte Anders temmelig godt, og ville hellere se ham vinde, end de lette drenge, der havde lukket mig hele dagen.
Det endte med at Anders fik et stort hul. Sejren var væk, hvilket også betød, at jeg prøvede med et hårdt ryk før bakken, men blev hentet i bunden og røg af, og kunne køre ind som nummer 8.
Selvom jeg ikke havde point nok, så blev det samtidig mit sidste løb i B-klassen. Jeg havde jo svoret at jeg ikke ville tilbage i A, men jeg kunne godt se, at med den pointhøst jeg var i gang med, så ville jeg nok ende i A ret hurtigt. Samtidig var flere af Team Give Elementers ryttere ude med skader, og efter en snak med Henrik Nielsen (sportsdirektøren for holdet), så besluttede vi, at jeg skulle op, så jeg kunne nå at køre mig lidt ind i A-klassen, og måske få lov til at køre GP Herning og Fyen Rundt. To løb, som jeg forlængst havde afskrevet. Samtidig var der også Elite DM på “hjemmebanen” i Give. Sådan gik det til, at jeg igen blev A-rytter.
Det første løb med comeback i A-klassen var i Lejre på Sjælland. Vores sprinter Jakob Bødker var vist blevet syg, eller sådan noget, så vi havde ikke rigtig en at køre spurten for. Jeg fik selv en fri rolle, så jeg lige kunne se niveauet an igen i A-klassen. Det regnede hele dagen, og løbet blev nærmest kørt helt fejlfrit fra mig. Et par gange sad jeg helt rigtigt, da feltet splittede i vinden, og brugte ikke ret mange unødige kræfter. Mit store fejl, var dog, at jeg ind mod finalen ikke bad om den nødvendige hjælp til et lead out, men jeg følte mig lidt som “den nye” selvom jeg havde mere erfaring end de fleste fra Team Give Elementer. Spurten blev kørt på et langt stykke direkte ind mod mål i sidevind. Jeg kom egentlig fint rundt 20-25 position på de sidste 1500 meter, hvor feltet var strukket ud, men pludselig opstod der huller da ColoQuick og CO:Play satte tempo på oppe foran. Her manglede jeg hjælpen til at lukke hullerne, så jeg måtte selv ud og lukket lidt, og endte til sidste med at køre en 600 meter lang tonserspurt. Da jeg kom i mål troede jeg, at jeg måske var blevet nummer 20-25 stykker. Jeg havde overhalet mange lead out ryttere i spurten, men fordi jeg var endt så langt tilbage var overblikket røget. Jeg endte på en overraskende, men pointgivende, 15. plads som sidste pointtager! Mit første løb – igen – i A-klassen og allerede point på kontoen! Det skulle nok blive til mange flere… troede jeg.
Dagen efter stod den på løb i Jylland, da Frederikshøj var værter. Desværre blev løbet aflyst efter 60 kilometer. Vi havde fået én advarsel om ikke at krydse en dobbeltoptrukket vejbane, men cykelryttere er til tider idioter, og til sidst fik hele feltet DSQ. Det var fair nok.
Efter stod den på Pinsecup i Silkeborg, Herning og Randers. I Silkeborg punkterede jeg tidligt, og ruten var så hård, og feltet kørte så stærkt, at jeg faktisk ikke rigtig kunne komme tilbage. Til sidst bad jeg førerbilen køre op til feltet, og hjælpe resten af gutterne. Selv hvis jeg kom tilbage, ville jeg være smadret. Samtidig kunne jeg så spare kræfter til flade Herning.
I Herning regnede det, og jeg var ikke helt skarp nok i positionskampen, og tidligt knækkede feltet, og 20 mand sejlede væk. Vi var også 20 mand i vores gruppe, hvor Team Coop, fra Norge, jagtede da de havde førertrøjen i Cuppen. Pludselig trak de den over til venstre i sidevinden og det kostede 10 mand, inklusiv mig, videre deltagelse, da jeg igen sad og var uopmærksom. Gruppen jeg endte i, endte med at folk stod af en efter en, og jeg kunne ikke overskue at køre 40 % af løbet solo i regnen. Jeg fik også problemer med mine bremser undervejs. Faktisk tog det så mange mentale kræfter, at vi ikke fik styr på mine bremser før dagen efter, at jeg sov utrolig dårligt natten til mandagen, og var bare mentalt off. Her har mit asperbergers/ADHD virkelig begrænset mig, men det vidste jeg jo ikke dengang. Jeg var mentalt drænet i Randers, og da vi ramte løbets første bakke, lå jeg dårligt, og røg af, da jeg ikke orkede at kæmpe. Jeg stod af senere.
Så fra at gå fra en god “debut” i A-klassen ramte virkeligheden mig også.
Derefter stod den på UCI-løb igen. Det var første gang siden 2016, at jeg stod i et UCI-løb igen. GP Herning som jeg så gerne bare ville gennemføre.
Det startede ellers ret skidt. På første rigtige pavé var der et kæmpe styrt, og vi var mange der blev fanget. Jeg forholdt mig dog temmelig meget i ro, da vi var en stor gruppe, og lod andre arbejde, og vi kom heldigvis tilbage. Herfra gik løbet egentlig ret fint. Jeg holdt mig til, og var også utroligt heldig, at jeg på en af pavéerne endte langt tilbage, da der skete et kæmpe styrt oppe foran hvor over 50 ryttere røg ned, eller blev klemt i bunken. Jeg fik bremset ned, og løbet med cyklen ud over marken og tilbage på den. Op igen, og kom med i en frontgruppe på 25-30 mand. Det var fedt indtil 8 kilometer senere, hvor jeg så punkterede, og kortegen var langt tilbage efter styrtet. Jeg fik et neutralt hjul, men var nødsaget til at vente på feltet, der kom tilbage, anført af ColoQuick. Herefter var der ro på. Alle ventede på Den Gyldne Middelvej ved 120-130 km ca.
Mit løb sluttede dog efter 100 kilometer. Efter forplejningen sad jeg og rullede nede bagved, da der skete et styrt foran. Jeg strøg over cyklen og vi lå 6 mand på jorden. Jeg havde ikke slået mig, og skulle bruge et nyt hjul, så jeg pillede det af og ventede på service. Desværre var Team Give Elementer ikke på teamcykler, så vores mekaniker kom løbende med hjul til fælgbremser, hvilket jeg ikke kunne bruge. Der gik 2 minutter før jeg var på cyklen igen. Kortegen var væk, og vores bil prøvede at pace mig tilbage, men blev spottet af en kommisær der viftede den væk. Jeg var nu fanget i ingenmandsland. Kommisæren forsvandt, og flere ryttere overhalede mig nu på smækken af deres biler! Jeg følte mig snydt… Vi skulle naturligvis overholde reglerne, men hvorfor blev min bil viftet væk, mens andre bare fik gratis lift tilbage? Der var intet at gøre. Jeg rullede tilbage mod Herning. Skuffet og træt af det hele.
Dagen efter stod den endnu engang på UCI-løb i Fyen Rundt. Jeg forventede intet, og kørte også et helt anonymt løb, hvor jeg blev sat lige inden omgangene i Middelfart efter 150-ish kilometer, hvor jeg stod af. Løbet blev mest husket for, at Jakob Bødker styrtede slemt, og vi faktisk ikke vidste hvor slemt det stod til med ham, men at vores teambil var blevet hos ham. Han slap dog på mange måder billigt, men stadig med mange knubs og hjernerystelse, men når en rytter ligger bevidstløs og skal have tungen fisket ud af munden, så er det ikke helt ufarligt.
Herefter holdt jeg 2 ugers løbspause for lige at finde formen igen, frem mod Elite DM.
Før DM var der DENIM Cup i Nyborg. 180 kilometer og knap 2000 højdemeter. Ikke noget for mig, og vi var kun Thomas Bilde, Gustav Dahl og mig til start for holdet, der stadig var ramt af skader og sygdom. Jeg havde en god dag, ud fra egne standarder, men ruten gjorde, at jeg nok ville blive sat før eller siden, så jeg brugte meget af dagen på at hjælpe Bilde og Dahl. Med 30 kilometer røg jeg af feltet, men havde overlevet længere end jeg turde håbe på. Jeg kørte mig selv i sænk de sidste 30 kilometer, og fik gennemført, og havde fået en god træning frem mod Elite DM der ventede lige rundt om hjørnet.
Jeg havde jo fået købt mig en fed S-Works Shiv TT-cykel og havde trænet godt på den en hel måned op mod DM. Desværre lavede jeg den rookie-fejl, at jeg blev bikefittet på cyklen blot 4 dage før torsdagens DM i enkeltstart. Og på dagen var det så latterligt varmt, og luftfugtigheden var så høj, at man kunne kunne skære den med en kniv.
Jeg led i hvert fald bare ved at opvarme, men fik startet godt ud. De første 20 minutter. Der holdt jeg mine target power på 400w-ish, men poppede derefter for vildt. Brugte derefter 20 minutter bare på at finde noget der mindede om rytme, før jeg bare gav op, og kørte for overlevelse de sidste uendelig mange minutter. Jeg endte med at komme i mål med under 300w i snit, og under 42 km/t i snit. Og jeg var ikke engang dårligst! Det var så pinligt, og varmen fik bare skovlen under mig. Samtidig havde jeg så ondt i mine baglår og baller – efter bikefittet – at jeg ikke kunne sidde eller stå. Det var rent ynk.
Om søndagen stod den på DM i linjeløb. Det pissede ned og var en smule koldt. Det var perfekt, men jeg var ikke optimist efter torsdages kollaps. Jeg droppede at varme op, og stod i startboksen med 25 minutter til start i regnvejr, med meget tøj på. Min eneste chance for succes på ruten, som Give CK havde tilbudt os, var at komme i udbrud. Ellers ville mit løb nok slutte efter 60 kilometer i Vejles bakker. Jeg stod i boksen med flere fra teamet. Falk, Guld, Bilde og mig. Vi aftalte, at vi alle ville være med til at blokere vejen, hvis en af os kom afsted.
At stå så langt fremme gav pote. I masterstarten fik jeg holdt mig fremme, og da løbet blev sat i gang var vi nærmest afsted i første hug. 14 mand fordelt på 12 teams, hvor kun ColoQuick og CO:Play havde 2 med. Det var perfekt, og efter 10 minutters hård kørsel slap feltet os. Vi øgede pludselig meget, og Tobias Kongstad fra Riwal dog rollen som vejkaptajn, og sørgede for, at vi kørte langsomt over bakkerne, og gav den gas på de flade stykker. Fint med mig, haha!
Det blev til en fed dag, hvor udbruddet holdt sammen helt ind til Christian Winthersvej/Gl. Kongevej i Vejle. Der satte jeg min bedste 2 minutters PR nogensinde, da der blev tyndet lidt ud i gruppen, og jeg overlevede. Nu skulle vi blot til Give og indtil omgangene. Der var lang vej til mål, men alle bakkerne var overstået. Ind mod Give kom der en gruppe bagved, og jeg troede faktisk det var feltet, så jeg rykkede, for at få de sidste par minutter solo i TV. Til min overraskelse var der dog kun 20 ryttere i gruppen, hvor den senere vinder Mads Würtz Schmidt, Israel Start-up Nation, sad. Jeg prøvede et sidste skud inde Give i håb om, at jeg kunne få lov til at køre over stregen først inden omgangene begyndte, men Andreas Kron fra Lotto, angreb, hvilket fik mig under pres, og jeg røg af gruppen lige før første gang over målstregen. Jeg rullede nu, og ventede på feltet, men røg nærmest lige igennem da de kom, så jeg rullede en runde alene i gennem Give før jeg stod af.
Det er et af de bedste cykelminder jeg har, og er virkelig glad for at jeg fik den oplevelse med. At sidde i et udbrud på national TV til et DM, i en alder af 38 år, og 93 kilo for hjemmebanet holdet. Jeg blev sågar kaldt “hjemmebanerytteren” af Chris Anker Sørensen, på trods af, at Mads Mondrup som har haft hele sin opvækst i Give CK, sad i udbruddet, dog med Sjællandske O.B. Wiik-trikot på. Her efter stod den på sommerpause.
Sæsonen startede op igen med Randers Bike Week. Jeg fik kørt en fin TT på første etape, uden at det var prangende, men ellers blev jeg ellers sat på hver etape, de efterfølgende gange, men det var okay. Jeg prøvede at hjælpe mine holdkammerater og fik kørt det som god træning. Formen var god, men tyngdekræften var for bedre.
Mine næste løb kom i slutningen af august. Jeg havde efterhånden vendt mig til min TT-position, og i Næstved kørte jeg en af mine bedste TT-løb til dato. Jeg holdt omkring 400w over 33 minutter, og slog bl.a. Rasmus Bøgh Wallin og og Daniel Stampe (dengang Giant CO:Play), hvilket overraskede mig. Martin Toft Madsen var startet blot 2 minutter efter mig, og han fangede mig ikke, hvilket også var en halv succes, haha.
Dagen efter kørte vi i Vejle, og jeg blev sat på de dumme bakker, men gennemførte løbet, som en træning frem mod UCI-løbene GP Himmerland og Rent Liv Løbet Skive.
Begge UCI-løb blev noget lort. I Himmerland var der grusstykker, og allerede på første skete der et KÆMPE crash, hvor jeg dog slap udenom, og havde næsten ramt frontgruppen da vi kom ud på den anden side af gruset. Men rundt en blød, nedadgående kurve punkterede jeg på forhjulet, og nåede ikke at blinke, før forhjulet skred under mig, og jeg røg ned og rev det meste at venstre side åben. Det var kun overfladiske skræmmer, men vores bil var fanget bag styrtet, og der gik 4:30 minutter før den kom. Løbet var kørt, og jeg bad om et nyt forhjul og trillede tilbage til start. Løbet endte med at alle fra teamet udgik med defekter og styrt, og værst med Gustav der brækkede sit håndled.
Derfor var vi også kun 5 mand til start i Skive. Jeg havde det egentlig ganske godt, på trods af styrtet dagen før. Jeg prøvede at ramme dagens udbrud, men det gik ikke, og derfor blev det bare planen, om at spare kræfterne det meste af dagen, og se om man kunne gennemføre eller hjælpe de andre til et resultat. Efter 40 kilometer røg jeg dog ned i et massestyrt. På en stor vej med 50 km/t var der nogen der ramlede sammen foran mig, og vi var 15 mand der endte i en bunke. Jeg havde faktisk reddet den, og stod nærmest stille, da jeg blev torpederet bagfra. Jeg kom på cyklen igen, og fik kørt mig tilbage i feltet via kortegen. Jeg kunne nu gøre status. Flere sår på kroppen, og endnu en speedsuit der var revet i stykker. Bagskifteren skiftede pissedårligt, og havde fået et slag.
Ud over alt det, så var jeg overraskende mentalt ovenpå. Jeg var stadig med, benene var gode, og jeg tænkte at jeg måske kunne komme igennem løbet. Det holdt dog kun indtil 85 kilometer. I noget sidevind blev feltet strukket ud, og der skete endnu et styrt. Jeg slap udenom, men blev bremset og tabte kontakten til feltet. En rytter hamrede ind i et træ, og det var så voldsomt, at jeg mistede lysten til at kæmpe videre. Med ét var min gode moral væk. Jeg rullede tilbage til Skive.
Herfra startede et mareridt uden for cyklingen. Jeg havde skiftet forsikring i løbet af sæsonen, til Alm. Brand, som havde lovet mig, at de ville dække mig under licensløb og eliteløb. Men da jeg meldte mine skader, kunne de lynhurtigt fortælle mig, at det gjorde de altså ikke. Dybt nede i policen stod det da også. Det var bare ikke hvad sælgeren havde sagt, på trods af, at vi havde bedt ham dobbelttjekke før han overhovedet kom ud til os, for at lave tilbud.
Efter lidt tovtrækkeri, indrømmede Alm. Brand også at vi var blevet fejlvejledt, og de dækkede skaderne, men ville ikke dække mig resten af perioden ud, og vi kunne omvendt ikke komme ud af aftalen før efter 1 måneds opsigelse! Derfor kørte jeg ikke flere landevejsløb. Jeg turde ikke risikere, at vælte på min Factor, og smadre en cykel til +70.000 kr. uden dækning.
Jeg kørte dog Tønder, men kørte løbet mentalt blokeret, da jeg var bange for at styrte, og ødelægge mit udstyr. Og så var formen heller ikke god mere, og jeg krampede i finalen, selvom de ryttere vi havde tilbage, som ikke var syge eller skadet gjorde et godt arbejde for mig.
Jeg tog en snak med Henrik, vores sportsdirektør, og jeg sagde, at hvis han kunne bruge mig på holdet næste år, så var jeg klar, og det kunne han, og så skulle jeg endnu engang køre A.
Sæson 2022
Sæsonen var en lidt underlig størrelse for mig. Der var faktisk en del lavpunkter, men også mange opture heldigvis.
Faktisk startede det tilbage i oktober, 2021. Jeg sad og hørte en podcast med Morten Gadgaard, der åbent fortalte om sin kamp som eliterytter og aspergers-syndrom (mild autisme) og ADHD. Jeg husker, at jeg sad på min hometrainer og trænede, og måtte stoppe med at træde. Alt hvad han sagde, var noget jeg følte var helt normalt. Hvordan kunne det være forbundet med aspergers og ADHD? Tiøren faldt pludselig. Hvorfor havde jeg aldrig kunne holde et normalt arbejde, eller fokusere på skolen, trods at jeg ikke var dum eller doven anlagt (når det kom til ting jeg gad)? Jeg blev herefter henvist til psykiater, igennem min læge, og resten kan I læse om HER!
Sæsonen startede i Rødekro. Optakten havde været ret dårlig, da vi var på træningslejr i Calpe hvor det regnede og var koldt i 4,5 ud af 7 dage. Så da vi kom hjem blev jeg syg. Jeg blev dog rask igen inden løbet, og det gik også ganske okay. Jeg fik kørt en halv omgang i soloudbrud. Dødsdømte udbrud – som regel solo – skulle lidt blive min ting denne sæson.
Herefter kørte udbruddet hvor vi fik Gustav Dahl med, og vi var tilfredse. Løbet var ret ligetil derefter, indtil sidste omgang, hvor der blev kørt sidevind. Jeg røg af, men trillede igennem løbet, og var tilfreds med det.
Ugen efter stod den på DEMIN Cup i Næstved som var samme TT, som jeg havde kørt godt på sidste år. Jeg manglede dog poweren, og endte med at køre en jævn TT, og sluttede midt i feltet på 60 mand.
Ugen efter var der løb i Hillerød og Skive. I Hillerød fik jeg igen lidt vind på snuden et kort moment, men ingen ville lege med mig, og jeg blev fanget igen. Det var også tidligt i løbet. Løbet i sig selv var pisse farligt med små veje, som havde blinde sving og ikke var ensrettet. 3 gange var vi næsten blevet frontalt påkørt, hvilket var en skandale af arrangørerne. Jeg endte (heldigvis) med at blive sat inden vi var halvvejs i løbet og stod af. Jeg havde ikke hovedet med, efter de nærved-ulykker.
I Skive var jeg der. Jeg var tændt, det var koldt og det blæste! Og da hele lortet eksploderede i vinden sad jeg næsten, som eneste Team Give Elementer-rytter. ColoQuick rev alt i stykker på 2. omgang, men jeg ramte 2. gruppe hvor nærmest alle de andre kontihold – specielt Bornholm – havde flere ryttere med. Gruppen bestod af 20-25 mand, og jagten gik ind. Jeg sparede mine kræfter, for som ene mand for mit team, var presset ikke på mig for at lukke. Flere røg af i jagten, men jeg fik konstant holdt mig i læ for vinden, og jeg hørte Bornholmerne sige, at de lige ville tynde ud i vores gruppe. Derfor sad jeg rigtigt da de angreb i vinden, og pludselig var der kun 10 mand tilbage, og vi kunne se rytterne i frontgruppen.
Men uheldet kom lige efter. Et vindstød igennem gruppen gjorde, at William Herman Wisholm ramte mit styr og sendte mig i rabatten. Jeg reddede den, fra at styrte, men mistede alt fart. Jeg kunne ikke lukke hullet igen i modvinden. Her skulle jeg nok have kaldt en defekt, det ville mange andre have gjort, men jeg kunne ikke få mig selv til det, og jeg måtte se gruppen sejle væk og senere få kontakt. Jeg blev herefter hentet af gruppen bagved og vi endte med at køre sammen indtil finalen, hvor jeg kørte væk med ColoQuicks Simon Bak, og vi skulle kæmpe om 24. pladsen, som han tog.
Ugen efter var der 3 Dage i Nord. Vi var over 190 mand i feltet, og det gjorde ganske enkelt livsfarligt. Igen syntes jeg, at arrangørerne ikke tog sikkerheden alvorligt.
I Hjørring gik det godt i starten og jeg holdt mig hele tiden i top 30 og ude af problemer, men jeg hørte bagefter, at der var MANGE styrt. På et tidspunkt endte jeg dog langt tilbage, og der var så meget kaos og farlige situationer, at jeg brændte mentalt sammen, og lod mig falde af. Jeg var ikke villig til at ryge på røven fordi folk sloges om en 70. plads i feltet.
Dagen efter i Thy gik det fint, trods ruten ikke var min bedste ven. Jeg overlevede bakkerne, og fik lukket mange huller i sidevinden men kunne hele tiden kæmpe mig tilbage til feltet. på 5. ud af 7 omgange skete der et styrt, hvor jeg blev fanget. Min holdkammerat Martin Szokody var nede, så jeg ventede på ham, men det tog lidt tid da hans cykel var defekt, så jeg fortsatte i håb om at bilen ville komme og pace mig tilbage. Desværre blev bilen hos Martin, og der gik 7 minutter før den kom op til mig, og der var feltet forlængst væk. Jeg rullede de sidste omgange og gennemførte løbet.
I Aalborg var jeg der mentalt. Jeg kom uden om par kæmpe styrt, og selv med en punktering og en 17 kilometer lang opkørsel så kom jeg tilbage. I finalen fik vi som team ikke kommunikeret godt nok, og endte med at køre hver vores spurt. Jeg turde ikke satse liv og lemmer, og kom ind som nummer 46.
Men formen var ved at være tilbage efter sygdom, så det lovede godt.
Ugen efter drog jeg alene til Amager direkte fra en 24-timers vagt. Jeg kunne ikke nå til start i Vejle kl. 9 med resten af teamet, så jeg havde fået lov til Sjælland hvor der var start over middag. Løbet var på 126 pivflade kilometer.
Jeg var jo ene mand til start, og alle hold havde mange til start pånær ColoQuick der vist alle kørte i Vejle. Tidligt slap der 8 mand væk, og jeg kunne ikke rigtig gøre noget. Jeg måtte håbe på, at nogle af de andre hold ikke var tilfredse med sammensætningen derude. Og rigtigt nok, så begyndte Bornholmerne at knokle. Løbet blev kørt superstærkt og efter blot 2:40 timer skulle vi ind og køre massespurt. Jeg havde voldsom gode ben, og tog mine kampe. Jeg vurderede at hvis hvert hold nærmest kørte en lead out, så skulle jeg bare holde mig til, og så var der måske point. Det var en medvindsspurt, og jeg fik i finalen bokset lidt med en Riwal-rytter, men fandt et godt hjul, men ikke det rigtige, og da spurten blev åbnet troede jeg, at rytteren foran mig ville køre så stærkt, at han måske kunne vinde, og hive mig på et potentiel podie. Men han døde, og jeg havde ikke flere kræfter til selv at gå forbi, men sluttede på en mere end godkendt 7. plads, og der var point på kontoen! Jeg var stolt! Jeg havde bøvlet med sygdom i starten af sæsonen, og ikke hele tiden været klar mentalt, men i dag gik alt op i en højere enhed. Løbet blev i øvrigt kørt med 47,6 km/t i snit.
Ugen efter i Vejen og Kolding var der både godt og skidt. I Vejen havde jeg gode ben, og endte cirka halvvejs i løbet med at lave et hårdt ryk i sidevinden, der rev en gruppe løs, men jeg var desværre selv uopmærksom, på at hullet var opstået, så jeg kom ikke ind på hjul af gruppen og blev sat af. Det var så dumt, men heldigvis fik vi Gustav Dahl med i en gruppe på 10 ryttere.
Herfra gik løbet lidt i stå indtil Uno X og Mads Würtz Schmidt besluttede sig for at køre det ind. De nåede det dog præcis ikke, og vi skulle spurte om en 11. plads. Vi ville træne lidt lead out med Bødker, men i finalen fik vi igen ikke kommunikeret ordentligt. Jeg holdt Martins Szokodys hjul, og havde Bødker på mit, men pludselig var han væk, og inden vi kunne finde hinanden igen, så ville det være for sent. Jeg fik ikke råbt nok til Szokody, at vi skulle køre spurten for mig, så han kørte ind i et hul hvor jeg ikke kom med, og vi endte med at køre hver vores finale. Jeg tog en chance i opløbet, som blokerede mig, og jeg mistede så mange placeringer, at jeg bare slog op i banen og kørte ind som nummer 50 eller sådan noget. Gustav blev 5’er så holdet havde en fin dag ellers.
I Kolding havde jeg en KÆMPE nej-hat på. Jeg led hele dagen, og ramte et godt udbrud, som jeg så blev sat fra, inden jeg cirka efter en times race blev sat i sidevinden fordi jeg var uopmærksom.
Ugen efter skulle vi køre på hjemmebane i Give, men 5 minutter før start døde mit batteri på cyklen, og jeg startede løbet på lille klinge og håbede på et mirakel. Det kom ikke, da jeg punterede efter 5 kilometer, og så opgav jeg det løb. Jeg ville ikke kunne paces tilbage af bilen på lille klinge.
Herefter sprang jeg Horsens-løbet over, for at træne i form af at køre Grejsdalsløbet. Op til blev jeg dog syg igen med forkølelse, men troede det var ovre da jeg stillede op. Men efter 145 kilometer ville kroppen ikke mere, og jeg trak en DNF. Der var nu blot 2 uger til GP Herning, og jeg skulle altså være sygdomsfri.
I GP Herning var jeg heldigvis sygdomsfri, men formen var ret dårlig. Da vi ramte Den Gyldne Middelvej efter 140 kilometer røg jeg af, og endte i en gruppe på 10 mand der jagtede. Jeg tror vi var kommet tilbage, men i et sving styrtede en rytter foran mig, og jeg blev som den eneste blokeret og røg af gruppen. Jeg jagtede så alene i et par minutter, før jeg brændte sammen både fysisk og mentalt, og stod af.
Efter løbet blev jeg så “indkaldt” til Fyen Rundt da Anders Bruun havde slået sig i et styrt.
Fyen Rundt blev en fin succes for holdet og også lidt for mig selv. Jeg havde længe været træt af, at alle mine UCI-løb var endt i DNF’ere. Martin Szokody og Jeppe Falk ramte udbruddet på fire ryttere, og holdet fik fin TV-tid. Jeg hjalp det jeg kunne i feltet, indtil kræfterne slap op ved Middelfart, og jeg var faktisk parat til at stå af, indtil Riwals Søren Vosgerau fik overtalt mig, og et par andre, til at køre videre. Jeg blev nummer 123, men fik endelig gennemført et UCI-løb.
Herefter fulgte der en masse lorte dage på cyklen hvor kroppen ikke ville samarbejde i træningen. Eller løb. Jeg fik slet ikke trænet igennem, og måtte ofte afbryde træningen fordi jeg bare var træt i kroppen og hostede meget. Utallige corona-test var også negative.
Herefter skulle vi tilbage til Lejre, hvor jeg året før fik point i A-klassen. Der var en led vind, og jeg endte faktisk i en forfølgergruppe, og det så godt ud… hvis det dog ikke havde været fordi, at jeg havde pølleben. Jeg havde ingenting, og måtte ende med at blive sat fra hjul, for så at ende en en 3-4 gruppe. Der blev jeg også sat, og min krop ville slet ikke hvad hovedet ville.
Ved Pinsecuppen sprang jeg både Silkeborg og Randers over og kørte Herning. Holdet var ude og køre UCI-løb, så vi var 3 ryttere til start fra teamet, og så Mads Mondrup der kørte i Give CK-farver, og var på vej tilbage i form, og også ind på holdet. Planen var egentlig bare at få løbskilometer i benene, slappe af i feltet, og få lidt form op mod DM.
Min juniorhjerne endte dog med, at køre aggressiv og efter 40 kilometer endte jeg i et dødsdømt 3 mandsudbrud. Benene og kroppen havde endelig en god dag, så jeg besluttede bare for at føre mig selv i bund. Der var ca. 1 % chance for at vi ville holde hjem, så det var en fin måde at teste en umulig krop, der endelig samarbejdede.
Jeg endte med at sætte ny bedste watt fra 90 min til 125 minutter, hvor jeg holdt 368w i 90 minutter, og kun derfra mistede 2w til 2:05 timer. Forventeligt blev vi dog hentet med små 12-14 kilometer igen. Jeg fik sat mig på hjul i feltet, men da vi ramte finalen, og alle ville frem og spurte, tog jeg beslutningen om, at trække mig. Jeg ville ikke ryge ned i et dumt styrt, blot for at ende som nummer 50, da benene ikke var til at spurte selv.
Jeg var mest glad for, at kroppen endelig spillede, men det var en kort frist. Et par dage senere hostede jeg igen og var plaget af en underlig fornemmelse i kroppen. Corona-tests viste intet, så nu var det tid til at komme til lægen, som dog først kunne se mig et par dage før DM. Han konstaterede hurtigt, at jeg havde en bronkitis-infektion på lungerne, og at en omgang binyrebarkhormon-kur kunne tage det, men at det omvendt ikke var tilladt i forhold til doping. Derfor blev aftalen, at vi ikke gad bøvle i en TUE, da jeg næppe ville blive rask inden DM, og at jeg kunne få pillerne så snart DM var overstået og der var sommerpause. Så ville det hele også være ude af systemet før sæsonen blev genoptaget.
DM blev ikke den helt store succes. Jeg fik kørt en hæderlig enkeltstart med 375w i 51:36 minutter for de 39,6 kilometer, hvilket rakte til en 35. plads. Der var også lidt TV-tid, så det gjorde da dagen lidt sjov. Kroppen havde det egentlig fint på dagen.
Til søndagens samlet start var kroppen dog igen helt fucked. Jeg ville så gerne slutte mit sidste år, med et TV-udbrud igen, men der kom aldrig rigtig et “svagt” udbrud afsted, som profferne ville/kunne kontrollere. Derfor var der mange angreb, og jeg var med i et par stykker, men efter blot 40 minutter var tanken tom, og jeg blev sat. Ikke den fedeste DM-afslutning, men nu var der fokus på sommerpause, binyrebarkhormon-kur, og træning frem mod sidste del af sæsonen.
I august startede vi igen med Randers Bike Week. Min form var hvor den skulle være, men ruterne i Randers er bare ikke gode til mig. På 1. etape, på enkeltstarten, blev jeg bedste Team Give Elementer-rytter på en 27. plads, men syntes selv jeg kørte en dårlig enkeltstart i regnen.
Dagen efter stod den på 2. etape og bakke-kriterium. Og jeg blev sat efter små 20 minutter, da vi skulle over bakken 2. gang. Jeg var skuffet. Jeg burde være bedre end det, men igen manglede der bare noget.
På 3. etape sprang ColoQuick det hele i stykker i sidevinden efter 45 minutter. Jeg ramte selv frontgruppen, men efter et par minutter ikke være med på bakkerne. Jeg hjalp Mads Mondrup, som nu var team-rytter, ved at give ham lidt læ, før jeg røg tilbage, og så at Gustav Dahl var på vej op efter, at være blevet sat. Jeg gad ham en halvsløj føring og røg så af her. Igen var jeg frustreret. Jeg havde trænet perfekt hele sommeren, spist ordentligt, og alligvel var jeg bare så langt under niveau.
På 4. etape – den sidste – besluttede jeg mig, for at køre mig selv i sænk fra starten af. Hellere blive sat ved at bruge kræfterne ude foran først, end at sidde og vente. Så fra starten af kørte jeg offensivt, og kom afsted med coloQuicks Mathias Malmberg. Da de havde førertrøjen ville han naturligvis ikke føre, men det var fint nok for mig. Jeg ville bare bruge kræfterne, og jeg fik endda lov til at få dagens første bakkepoint. Lige efter 1. omgang blev vi hentet, og jeg angreb nærmest kontra på mig selv, og kom igen afsted, nu med Jonas Nordal fra Herning CK Elite. Vi fik lidt over halvdelen af løbet sammen i front, før feltet fangede os. Undervejs fik jeg igen bakkepoint.
Jeg røg af feltet, og var færdig, og stod derefter af. Det var måske lidt dumt, for det viste sig, at hvis jeg blot havde gennemført, så var jeg sluttet som 3’er i bakkekonkurrencen i Rander Bike Week. Men okay, det havde næsten også være for dumt, at en der blev sat på samtlige bakker skulle blive 3’er der, haha.
I midten af august skulle vi til Nordsjælland og køre race. Det var så modbydeligt varm med 30 grader og bagende sol. Der slap hurtigt en gruppe væk, uden nogle fra mit team, og vi kørte alle hårdt for at komme afsted. Jeg var selv tæt på netop at ramme den gruppe, der endte med at køre op til fronten, og senere køre om sejren, men jeg havde ikke lige det som der skulle til, at Marcus Sander, Uno X – Dare Development, trykkede til den og satte mig fra hjul på en bakke.
Derefter blev jeg sat flere gange, men kom konstant tilbage. En gruppe slap igen væk, og vi endte med, som hold, at side og arbejde for at køre efter en 24. plads. Jeg kørte en dårlig finale, men kramper og nummer 30. Kroppen føltes igen okay, og jeg præsterede faktisk godt, syntes jeg selv, da jeg normalt har det slemt i varmen.
Ugen efter stod den på enkeltstart Nakskov. Vi var 3 ryttere afsted, nemlig Rasmus Lundtoft Lindbjerg og mig fra A-holdet, og Jens Lunding Nielsen fra B-holdet. Det var en 3,5 timers køretur til Nakskov, så vi var tidligt oppe.
Jeg endte som 10’er ud af 16 startende, men vigtigst var faktisk, at jeg rent fysisk kørte en pisse god enkeltstart. På de sidste 3 meget tekniske kilometer, var jeg overbevist om, at jeg var punkteret på baghjulet, så jeg turde ikke smide den rundt, og tabte derfor bl.a. omkring 15-18 sekunder til de 2 ryttere foran mig, som jeg var foran inden de sidste 3 kilometer. Lidt ærgerligt, at jeg ikke turde smide den rundt i svingende til sidst.
Jeg var dog tilfreds! Efter Nordsjællands løb og nu i Nakskov var formen ved at være tilbage, og kroppen havde ikke underlige udfald.
… lige ind til ugen efter. Da vi skulle køre Jysk/Fynsk Mesterskaber i TT i Hedensted begyndte jeg at få ondt i halsen et par dage op til. Og dagen før kom feberen, og igen kunne jeg ligge mig syg. Jeg fik det okay i løbet af ugen og besluttede mig, at stille til start ugen efter i Nyborg, men efter 20 minutter røg jeg af. Her var jeg tæt på sige, at det var det. At jeg ikke gad mere. Det ville være en uværdig afslutning, men motivationen og lysten var væk.
Jeg fik dog samlet mig selv lidt op. Jeg sprang Aarhus-løbet over ugen efter, og stod til start i Odder. Jeg fik kørt et okay cykelløb, uden at det var vildt. Jeg røg i udbrud tidligt, men blev fanget på toppen af Pederstrup. Omgangen efter røg jeg af på Pederstrup, efter at være kommet tilbage efter en punktering, men satte mig for, at køre all out i 20-25 minutter, bare for at se om jeg kunne komme tilbage, og det gjorde jeg. Jeg fangede feltet efter 20 minutter. Efter lidt tid blev der dog kørt sidevind og jeg måtte slippe. Herefter kørte jeg et par omgange som træning frem mod Tønder.
Tønder… her ville jeg gerne slutte med at lave point. Eller i det mindste hjælpe en fra holdet hvis benene ikke var der. Tidligt kørte der et stærkt udbrud, som teamet ikke fik en rytter med i, men vi blev hurtigt samlet og fik lukket dem. Herfra gemte jeg mig egentlig hele dagen. Jeg havde gode ben, og selvtillid.
Vi snakkede kort om, hvem der skulle køres for. Bødker meldte ikke rigtigt ud, Mondrup ville gerne spurte, men var også ærlig omkring, at han måske ville trække sig, hvis finalen blev for crazy. Derfor meldte jeg ud, at jeg ville have at de andre kørte for mig. Jeg ville gerne melde ud, at mine ben var gode, for det var de. Derfor kørte de andre rigtig godt for mig, hele sidste omgang, og de vi var forbi Møgeltønders brosten gjorde jeg klar til finalen. Og så styrtede de lige foran mig. Både Mondrup og jeg blev fanget, men undgik begge med ekstremt held, at ryge i asfalten. Herefter skulle der lukkes en masse huller, men med blot 1500 meter igen, så vidste jeg godt, at chancen var væk. Jeg kom frem og fik taget et par sekunders vind for Mondrup, før jeg ikke havde flere kræfter og trillede ind som nummer 40. Jeg var en smule træt af det, men omvendt også bare virkelig glad for, at jeg stadig havde alt min hud, og nul skader på krop eller udstyr. Sådanne ting sker i cykelløb, og sådan var det.
Dagen efter i Sønderborg var jeg statisk hele løbet. Jeg er som sagt, aldrig blevet skide gode venner med ruten dernede, og her var som det plejede. Jeg følte mig på bagkant hele dagen, endte med at bruge mine kræfter – eller dem der var tilbage – på at hjælpe holdet, men røg af, og stod af cirka halvvejs. Jeg kunne godt mærke, at motivationen var væk. Jeg var færdig med A, og skulle nu blot have Holbæk overstået.
I Holbæk skulle vi køre 180 kilometer i årets sidste DEMIN Cup. Ruten var nærmest identisk med den, som jeg vandt sæsonens første B-løb på, året forinden. Vi havde fået besøg af Mads Pedersen fra Trek-Segafredo, og humøret var højt. Jeg ville nyde løbet, så meget som jeg kunne. Og jeg endte faktisk med at komme i udbrud. Knap halvvejs i løbet blev der kørt offensivt og jeg kom med i et lille udbrud, mens der var Frederik Thomsen ude foran med 30-40 sekunder. Lige da vi blev fanget, angreb jeg igen, og endte pludselig med at komme væk selv. Jeg fik kørt op til Frederik, og vi fik et fint samarbejde.
Dog fik vi kun 2 omgange ude foran. Det begyndte pludseligt, at regne og blive rigtig koldt. Fedt for mig, for jeg kunne egentlig godt holde varmen, men desværre også øv for vores udbrud. Mads P frøs (måske) i feltet, eller ville ikke tage chancer i et dansk bonderøvsløb, ved at styrte i feltet, så han satte sig frem og trykkede den af, og lukkede vist 2 minutter med feltet på hjul, på blot 14-15 kilometer. Vi blev desværre fanget på løbets eneste slemme bakke, og derfor kunne jeg ikke komme på hjul i feltet og strøg lige igennem og blev sat. Det var fint nok. Jeg havde sluttet mit sidste A-løb ved at “få lov” til at komme ud og hænge i et udbrud. Det kunne ikke være bedre for mig, på den rute, mod så mange gode ryttere.
Og her sluttede min A-klasse.
Har jeg fortrudt noget?
Ikke rigtigt.
Da jeg startede i 2012 med licens igen, havde jeg en drøm om, at blive en hæderlig C-rytter. At jeg 10 år senere kunne stå som forholdsvis rutineret A-rytter, har fået lov til at køre på et hold, og fået lov til at køre mange UCI-løb og flere nationale elite mesterskaber, var nok mere end hvad de fleste havde regnet med.
Jeg har mødt mange fantastiske ryttere igennem tiderne, og fået lov til at se de nuværende pro-ryttere være små grønskollinger i B-klassen.
Jeg fandt sent ud af, at jeg havde nogle diagnoser, som nok har spærret ben for mig et par gange, men det er samtidig også dem, der ubevist, har givet mig en interesse, struktur, og kærlighed til cyklingen. Uden den passion, var jeg nok heller ikke kommet så langt.
Jeg fik aldrig 100 % styr på min kost, i forhold til at være cykelrytter, og nåede aldrig at blive helt “hakket”. Jeg ved heller ikke om det havde rykket helt vildt meget.
Mit forhold og ægteskab blev måske også reddet af cyklingen? Jeg var en miserabel, sur prut, før jeg fik gang i cyklingen igen, og Michelle har taget hele rejsen med mig, som personlig heppekor, fotograf, madmor og evig støtte. Vi fandt begge en passion, og kunne komme væk på “kæreste-weekender” når vi skulle ud til cykelløb sammen. Hun med hendes kamera, og mig med min cykel.
Hvad så nu?
Jeg fortsætter!
Dog kun i B-klassen, og kommer aldrig i A igen. Det er et løfte jeg har givet mig selv, da jeg ikke fandt ret meget glæde i det det, de sidste 2-3 måneder af 2022. Nu bliver jeg snart 40 år, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg har mine øjne stift rettet mod en masse mesterskaber, i form af H40 DM, Nordisk Mesterskab i H40, og måske endda noget “Verdensmesterskab” i Glasgow i UCIs Gran Fondo serier.
Alt det kommer senere.
Jeg har samtidig også sagt ja, til at være inde over Team Give Elementer. Fra starten af projektet og til i år er der sket meget, og det bliver måske vildere endnu! Den rejse vil jeg gerne med på. Lige nu er jeg bindeled mellem B-rytterne fra Give CK og teamets ledelse, jeg står for deres social media og hjemmeside, og ender nok også i servicebilen engang i mellem. Samtidig er Michelle også med ind over igen, som koordinator i forhold til mad efter løbene, booking af overnatninger og så videre.
Godt nyt år, og tak fordi I læste med!