**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**

Det blev desværre ikke til medaljer i denne omgang af Veteran DM i Randers. En uheldig afslutning på fredagens enkelstart gjorde, at jeg desværre blev forhindret i at deltage i søndagens landevejsløb!
Forventninger kan læses her!

Af: Jeppe Tolbøll

ENKELTSTARTEN: 31 KILOMETER, 260 HØJDEMETER

Jeg havde inden enkeltstarten sat mig om at Top 5 skulle være minimumskriteriet, men det var skamlen jeg var fokuseret imod. Jeg ankom til Randers 12.30, og havde starttid kl. 13.58, så det var uden stress at jeg kunne få hentet numre. Mens jeg gjorde dette hjalp mine to gode venner, Nicolai Jørgensen og Michael Damm Kohberg, mig med at få sat cyklen op på hometraineren, og så var det ellers bare at køre opvarmningen.

Jeg havde i dagens anledning lånt Nicolais Garmin Vector-pedaler, så jeg kunne køre enkeltstarten med watt, frem for puls som jeg gjorde i Esbjerg. Jeg ankom til startrampen i god tid, og velopvarmet. Jeg følte mig virkelig klar. Cyklen blev tjekket, og godkendt, og derfor skulle jeg bare vente på at det var min tur!

Afsted gik det. Jeg startede lige bag Henrik Skovmose, Thy, så kunne jeg køre mig ind på ham ville det ikke være helt skidt. Men det måtte tiden vise. Jeg lagde godt ud, selvom vi startede i noget side/modvind. Da jeg kørte rundt i medvinden begyndte jeg at lade min watt falde en smule. Hjemturen ville byde på 2 bakker. Den første var ret lang, og den sidste knap så meget. Men der ville være direkte modvind på begge 2, så jeg var virkelig bange for at gå død inden og så tabe alt på gulvet der.

Men farten var alligevel høj, og jeg følte jeg kørte med fint overskud. Allerede efter 10 kilometer hentede jeg en rytter, som var startet mere end 3 minutter før mig! Det var ikke helt tosset. Da jeg vendte rundt, og begyndte min togt tilbage mod Harridslev, ramte jeg også modvinden. Nu begyndte jeg at bruge wattmåleren rigtig meget. Specielt når det gik op af i modvinden var den rigtig god, til at jeg ikke kørte for voldsomt over min grænse. Det gjorde ondt, men aldrig mere end jeg kunne finde god rytme igen, lige så snart bakken var slut. Jeg begyndte allerede her at spotte 2 ryttere foran mig! Var det Henrik Skovmose den ene af dem? Det lignede det umiddelbart!

Jeg brugte nogle fixpunkter til at se hvor langt jeg havde op. Fx når rytteren passerede en parkeret bil, så kiggede jeg på tiden, og da jeg selv kom forbi samme bil, kunne jeg se at der var fået 45 sekunder! Hvis det var Henrik, så var det godt. Var det en anden, så endnu bedre, da det så ville betyde at han havde startet endnu tidligere.

Jeg ramte med ca. 9 km igen, løbets længste bakke. Nu skulle det vise sig om jeg havde pacet mig selv godt nok! Jeg kom over og holdt 425w hen over den, hvilket var målet. Nu skulle den bare have fuld gas mod mål. Den sidste lille knold blev passeret ret nemt, og nu var der kun 3-4 kilometer til mål.

Desværre gik det her op for mig, at jeg nok havde pacet mig for meget! For jeg havde stadig alt for meget overskud. Jeg overhalede Morten Korsgaard fra Esbjerg, og kørte de sidste med høj fart, og brugte så meget af den tilbageværende energi jeg havde. Rundt i det sidste sving, så jeg nu tydeligt Henrik Skovmose! Der var nok ikke mere end 20 sekunder op! Jeg smed cyklen rundt i venstresvinget, og rejste mig op – nu skulle der spurtes til stregen.

Med ca. 10-15 meter igen sker der så noget lidt uventet. Jeg hører et velkendt “klik” og mærker min højrefod smutte ud af pedalen. Jeg når at tænke, at nu rammer jeg nok overrøret med mine nossere, men mere husker jeg ikke rigtig, før jeg ligger på jorden, og det hele er kaos! Jeg er styrtet!

De næste 1,5 til 2 minutter er meget sløret i min hukommelse. Jeg husker faktisk kun at jeg kort kigger op og tænker, at jeg kunne spytte på målstregen, hvorefter jeg ligger mig ned, og en eller anden siger til mig, at jeg bare skal blive liggende, da jeg ikke ligger i vejen. Min hofte og ryg gør rigtig ondt. Så ondt at jeg ikke kan bevæge mig, og her bliver jeg faktisk rigtig bange. Jeg husker ikke hvordan jeg kommer op, men pludselig sidder jeg på dørtrinnet til speakervognen, og drikker vand. Leni Andersen fra LAFoto.dk, kommer hen, meget chokeret, og jeg siger jokende til hende, at hun skal huske at tage billeder til bloggen! (Sådan, firmaets mand Red.)

Jeg blev derefter ledt hen til samarit-teltet. Jeg kunne ikke gå selv, og måtte støttes.

Imens alt dette skete kørte Torben Bartholin Bell Nielsen, Brædstrup og også AltomCykling.dk, min cykel over stregen. Jeg ved godt at tiden ikke burde tælle, og hvis nogen skulle have ondt i numsen over det, så får jeg gerne DCU til at fjerne mig fra listen igen. 🙂
Min tid endte med en 7. plads, men var jeg ikke styrtet havde jeg taget 5. pladsen i følge min Garmin.

Efter en smertefuld, men nødvendig behandling kom Nicolai og Michael med bilen. Jeg skulle et smut forbi Randers sygehus. Min hofte skulle en tur i røntgen, for den var hævet voldsom op, og jeg kunne stadig ikke bevæge mit højreben.

Da vi ankom på sygehuset tjekkede de mig ret grundigt, og sendte mig derefter med en portør til røntgen. Og her var det lidt mærkeligt, for da han bad mig om navn og CPR-nummer, spurgte han mig så; “Er det dig med den der blog på cykelsiden?” Jeg blev lidt paf, og stammede vist ja, og så sagde han at han selv var ivrig motionist. Jeg var ikke lige i stand til at small-talke så det blev ved det, og han overlod mig til røntgenlægerne.

Efter billedet kom jeg tilbage på skadestuen og efter lidt venten, kom lægen ind, og fortalte, at der heldigvis ikke var nogle brud, men kun voldsomme slag på hoften, ryggen og musklerne generelt. Og asfalteksem!

I dag (skrevet mandag d. 8. juni) kan jeg efterhånden gå, af mig selv, uden at holde fast i en stol. Og samtidig er det første dag uden brug af smertestillende piller.

Jeg kan stadig ikke træne for fuld kræft, da min overkrop stadig er meget øm og hoften og ryggen gør ondt ved de mindste stød, men sjovt nok er benene stort set uskadte.

På grund af styrtet deltog jeg desværre ikke landevejsløbet om søndagen, som blev vundet af min forhåndfavorit, Morten Lambert, Frederikshøj. Jeg kan godt være ærgerlig over ikke at kunne have deltaget, men omvendt så bilder jeg mig heller ikke ind, at jeg nødvendigvis havde kunne slå Lambert på en rute som den nu engang var i Randers.

Jeg håber virkeligt at jeg når at blive klar til weekenden, men det må tiden vise. Jeg er tilmeldt enkeltstarten i Aarhus, og linieløbet i Ordrup. I Ordrup vandt jeg mit første (og hidtil eneste) B-løb. Mon det sker igen? 🙂

Sidst men ikke mindst… husk hjelmen!!