Til bikefit hos Cyclo Position, version 2.0

**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**

Forud for sæson 2018 blev jeg bikefittet hos Mads Christensen, som er ejer af Cyclo Position, og jeg var meget imponeret. Specielt fordi jeg faktisk syntes, at jeg allerede sad ret godt på cyklen, men Mads rykkede mig godt rundt og så sad jeg pludselig endnu bedre. Sidenhen har jeg skiftet cykel 2 gange, og overført de fleste mål. Eller det viste sig, at jeg faktisk er en elendig øjemålsbikefitter, når jeg skal rykke mine mål over! 😀

Første bikefit kan læses her: LINK

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: MICHAEL DAMM

Hvem, hvordan og hvorfor?

Jeg vil ikke komme med den store præsentation af Mads, da den kan læses i mit opslag fra forrige bikefit. Helt kort, er Mads tidligere professionel cykelrytter, med fortid hos bl.a. Saxo Bank-Sunguard og Quickstep. Efter endt karriere har han gjort det til sin levevej, at hjælpe alt fra tynde eliteryttere til weekendmotionister med at sidde mere korrekt på deres cykler.

For lidt over 1 måned siden skrev Mads til mig, om det ikke var på tide at vi fik lavet et bikefit igen, frem mod Zwift-sæsonen. Jeg kunne få det lige som jeg ville have det, i forhold til de præferencer jeg havde i forhold til hvad jeg følte var bedst for mig. Enten kunne man gå all-in på den bedst mulige position til Zwift, hvor man slet ikke tænker aerodynamik ind – som jo er ligegyldig på Zwift – og blot har fokus på at få klemt selv den sidste lille watt ud. Ellers kunne man gå helt modsat, og gå efter den position som var tættest på race-positionen udendørs, hvor man så vender kroppen til at skulle sidde rigtig aerodynamisk. Eller man kunne vælge et sted midt imellem.

Selvom jeg bruger Zwift meget om vinteren, og gerne vil præstere godt, så vandt min fornuft, og jeg valgte at gå efter den bedst mulige position, der kunne bruges til udendørs, så jeg ikke skulle til at kæmpe med at tilvende kroppen en ny position til foråret. Zwift er sjovt og god træning, licensløb er der hvor det tæller. Sådan er mine prioriteter.

Som nævnt blev jeg sidst bikefittet i 2018, da jeg fik stillet en Canyon Aeroad til rådighed for sæsonen, og sidenhen har jeg (prøvet at) flytte de mål over på min Scott Foil, og derfra videre til min nye Factor ONE.

Helt nyt, men alligevel velkendt

Sidste gang, hvor jeg blev bikefittet hos Mads var oppe ved Børkop Cykler. Sidenhen er han dog rykket i egne lokaler i midten af Vejle. Mads driver i dag Cyclo Position Service Course, sammen med den tidligere 3-dobbelte Danmarksmester i cross, Kenneth Hansen, der skruer på cyklerne på værkstedet, mens Mads bikefitter. Derudover har butikken også et cafe-område.

Modsat da Mads havde lokaler i Børkop Cykler, føles det nu nærmere som om at man som kunde får fuld fokus på bikefittet. Det skal ikke misforståes, for i Børkop havde Mads fuld fokus på at give det bedste bikefit, men som kunde var det måske lidt sværere at koncentrere sig om det, med andre handlende kunder i butikken der nysgerrigt fulgte med.

I den nye butik blev man bikefittet væk fra folks nysgerrige øjne, og hele setuppet var bare blevet mere elegant, stilrent og afslappende.

En tur på briksen

Før vi startede med at skrue på cyklen skulle jeg en tur på briksen. Her blev der strukket godt i alle lemmer, og bl.a. set om jeg havde benlængde forskel med mere. Altsammen noget, som Mads jo egentlig havde set på før, men helt professionelt gennemgik han alle ting endnu engang. Der kunne jo være ting som havde ændret sig.

Der blev også snakket om tidligere skader, og andre gener, jeg kunne have på cyklen, og ud over min hofte, som stadig kunne blive øm, efter jeg i 2015 styrtede i Randers, så var der ikke det store at komme efter. Det skulle da lige være for lidt sovende hænder engang i mellem.

Jeg havde i længere tid haft lidt ømheder i ryggen, og jeg skal da lige love for at Mads ellers begyndte at finde mine svage punkter. De var ikke cykelrelateret, men Mads skulle alligevel have kroppen løsnet godt op, så den var klar til bikefittet. Noget af det var decideret smertefuldt, men det hjalp utroligt meget, at mærke hvordan kroppen bare gav mere og mere slip og blev mere fleksibel.

Efter en god gang behandling var det tid til at kigge på klamperne. Det var måske noget af det eneste, som jeg havde formået at sætte nogenlunde på samme plads, som ved sidste bikefit, haha. Der blev kun rykket en lille smule på dem.

Rent faktisk blev der sat helt nye klamper på, da mine gamle klamper var ved at synge på sidste vers. Eller det havde de måske gjort et par uger forinden, men som sønderjyde skifter man jo sjælendt tingende før de er gået i stykker.

Mads gav mig kort nogle stabilitets øvelser for at se hvordan mine knæ og hofte arbejdede og her efter var det over på cyklen. Mens jeg sad og bare pedalerede rundt kiggede Mads efter for at se hvor henne der kunne optimeres. Han optog også en video som skulle bruges til før- og efter visning.

Og der var en del, lad os sige det sådan. For det første, havde de mål jeg nu havde flyttet mellem 2 cykler vist sig, at være helt forkerte. Ikke målene i sig selv, men mere mine skills i at flytte dem. Ud over at saddelpositionen skulle rykkes lidt både i vinkel og i placering, så havde jeg på en eller anden måde fået sat min saddel alt for langt ned, og den skulle næsten rykkes 1 centimeter op! Det var alligevel en del overraskende, for igen, så følte jeg at mit tråd var rigtig godt, men set i bagklogskabens lys, så irriterede det mig lidt, at jeg måske slet ikke har fået nok ud af min styrke ved at køre rundt med en for lav saddelhøjde.

Herefter gik Mads i gang med mine greb. Kilden til mine sovende hænder. Jeg har i mange år haft problemer, med at mine hænder kan sove, hvis jeg ikke får flyttet på positionen af hænderne rimelig ofte. Jeg har egentlig altid troet, at det var fordi min core ikke var stærk nok, og jeg måske havde for meget vægt forover og derved pressede hænderne ned i grebene. Derfor havde jeg i løbet af de sidste par år hele tiden rykket mine greb længere og længere fremad, men det var en forkert beslutning, og det viste sig, at grebene faktisk skulle op af igen, og ikke ned som jeg havde troet.

Min første tanke var, at det føltes helt vild unaturligt, og jeg sad som en bedstemor med grebene så langt oppe. Det var 100 % mentalt, men det føltes bare underligt.

Dog stolede jeg på Mads, da han jo er eksperten, så jeg brokkede mig ikke rigtigt. Rent faktisk så argumenterede Mads også for, at ved at jeg fik grebene højere op, så ville jeg samtidig slappe mere af i skuldre og nakke, da mine arme nu ville bøje en smule mere, og derved være dem der tog stød fra vejen, som en fjeder.

Efter justeringerne var færdige optog Mads en video så der kunne blive sammenlignet med videoen fra starten. Og til min store overraskelse kunne jeg bare konstatere, at jeg nu var kommet længere ned på cyklen og derfor var mere aerodynamisk.

Den virkelige test skulle dog gøres på landevejen.

Efter at Mads havde fittet mig, lavede han opmåling af cyklen, som så blev tilsendt via e-mail.

Efter 2 uger med den nye position

Helt som forventet så føltes de første par ture lidt underlige, men jeg adapterer åbenbart forandringer ret hurtigt, for allerede på tredje tur mærkede jeg ingen forskel og blev på et tidspunkt i tvivl om, at min saddel måske var faldet ned. Det var den dog ikke. Grebene føles pludselig ganske naturlige, og jeg har ikke haft sovende hænger på ét eneste tidspunkt.

At jeg adapterer forandringer så hurtigt, er ikke nødvendigvis en god ting, for skulle sadlen falde en smule ned, så ville jeg måske tænke over det de første par ture, men får jeg ikke tjekket op på det, og glemmer det, så vil jeg lynhurtig tænkte, at det er min naturlige position. Derfor er det i hvert fald vigtigt for mig, at have en professionel med ind over.

Kigger man på rå-data så satte jeg i sidste uge ny 2020 watt-PR på 3 minutter og min tredje bedste 10 minutters i samme interval.

Anbefaling!

Jeg vil som sidste gang sende de største anbefalinger til Mads og Cyclo Position! Arbejdet er yderst professionelt, og tingende bliver forklaret ned i mindste detalje. Jeg føler mig guidet godt igennem i hele processen, og vigtigst af alt, så har jeg en klar fornemmelse af, at bikefittet gør mig hurtigere, uden at jeg mister komfort.

Er et bikefit for alle? Ja, det mener jeg bestemt at det er. Om man er eliterytter der prøver at finde de sidste par procenter, eller om man gerne vil køre uden gener, når man skal køre sine søndagsture er egentlig lige meget. Mads kan hjælpe med stort set det hele.

Så få booket en tid til vinterens træninger hos Mads, så du er klar til vinterens Zwift-ture eller hvor du nu foretrækker din træning.

Hjemmeside: https://cpservicecourse.dk

Leave a Comment

Your email address will not be published.