Løbsrapport fra VITAMIN WELL GRAND PRIX 2023Løbsrapport fra

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: Jonas Toftemark og Jespers Skovbølle / Video: Jens Lunding Nielsen

Skærtorsdag stod på cykelløb på Amager, hvor Danmarks fladeste rute skulle køres. I min løbsoptakt kom jeg ind på, at jeg frygtede FBL og deres store overtal af ryttere til start med 25 % af hele feltet. Heldigvis viste den frygt sig hurtigt, at være ubegrundet, og så blev finalen igen kort helt til min fordel, og derfor kunne jeg igen køre over som nummer 1.

AMAGER

Jeg ankom sammen med Team Give Elementer til Amager, og hvor vejrudsigten op til løbet havde sagt vind på 3 m/s, så var den helt klart taget til i styrke, og det ville mest af alt åbne op for 1,5 kilometers direkte hård sidevind, når vi efter efter 7,5 kilometer ville ramme Fælledvej. Resten af tiden ville vi egentlig være ret godt beskyttet for vinden, mens vi ude på Englandsvej, under landingsbanen, ville få direkte modvind. Opløbet var med vinden lige i ryggen, hvilket jo var godt for mig.

Dårlig opvarmning, og “en der er sulten”

Igen i dag var der problemer med min løbschip, og efter inspektion ved tidtagervognen, blev der konstateret at chippen var løbet helt tør for batteri. Derfor skulle jeg igen have lånechip, hvilket betød, at jeg igen fik kortet opvarmningen godt af. Jeg nåede at rulle 12 minutter i alt, men nåede aldrig rigtig at få pulsen op.

Jeg kørte dog til start, med Jens Lunding Nielsen fra Give CK, og gjorde mig klar. Der var nogle der morede sig over, at jeg havde lommerne fyldt med gels. “Der er en der er sulten” grinte de, og det var da også lidt sjovt. Jeg tager ikke sådan noget så højtideligt, men konstaterede blot lidt hovent, at det da virkede fint i Rødekro, haha.

Starten gik, og allerede fra starten lignede det, at løbet kunne udvikle sig, som jeg havde frygtet. Flere gange kørte FBL-rytterne frem 3-4 mand af gangen, og så slap de sidste bare hjulet, så der opstod hul. Der var intet i vejen med den taktik, og faktisk ret smart, men det var også frustrerende. Jeg valgte dog en ret defensiv taktik, og håbede mest på, at andre ville lukke hullet. Egentlig kiggede jeg mest på Amager CR-rytterne, som også var en god slat repræsenteret i “kampen” mod FBL. Samtidig var der også andre ryttere der lukkede hullerne, og derfor gik hele første omgang også uden den store dramatik. Der var lige et kort øjeblik i sidevinden hvor 5 mand lige kom fri og der kom Jens med, men den gik derefter i stå igen.

2. omgang og udbruddet etableres!

Ude på 2. omgang kørte der en større gruppe væk. Jeg tror jeg talte 5-6 ryttere hvor både FBL og Amager var repræsenteret. Her måtte jeg lige ud og lukke hullet og det var præcis denne her situation jeg skulle undgå. Der blev heldigvis ikke kørt kontra, og kort tid efter op stod der lidt tilstand, og jeg rykkede væk. Jeg fik en FBL-ryttere op, og senere kom der flere ryttere. Det lignede, at den kunne splitte i vinden, men gruppen blev hurtig for stor, og derfor brød samarbejdet også sammen, og alt blev samlet igen kort tid før vi ramte modvinden på Englandsvej. Her holdt jeg mig bare ude af vinden, og det lignede lidt, at mange gjorde sig klar til sidevinden ved Fælledvej. Jeg lagde mærke til, at flere fra FBL talte sammen. De ville måske prøve noget i vinden og da en af deres ryttere kørte frem lige før vi kørte væk fra modvinden og ind mod Fælledvej, tog jeg hans hjul og lå nu i 2. position.

Da vi ramte sidevinden kiggede han bagud og begyndte ellers at køre meget stærk i sidevinden. Af en eller anden grund efterlod han lige 20-25 centimeter åben, så jeg fik en smule læ, og selvom det naturligvis nappede i benene, så var det et perfekt afsæt da han slog ud satte jeg mit angreb ind. Mit håb var at få delt feltet op, så der måske kun ville være 4-5 FBL-ryttere tilbage i fronten, og derved ville de være nemmere at styre, så de ikke lavede deres “forcering-og-slip-hjulet”-taktik.

Da jeg endelig kiggede bagud, var vi kun 4-5 ryttere, ud over mig, tilbage. Feltet var revet over i mange dele, og rytterne lige bagved mig begyndte heldigvis at køre rundt. Der var både FBL- og Amager CR-ryttere repræsenteret, så det var perfekt. Bagfra kom flere op i 2-3 mands grupper, og udbruddet blev etableret. Jeg kendkendte kun Lucas Maarfeldt Toftemark, Amager CR, Anders Moustgaard, FBL, Asger Røjbæk Sørensen, Bornholms CC og Henrik Frederiksen, Klampenborg CC.

Jeg fik talt rytterne op. 13 ryttere i alt, tre fra FBL og fire fra Amager CR, der havde fået alle deres 4 startende ryttere med i udbruddet! Det var sgu flot!

Vi var:

  • Axel Hjort Køgs Andersen, Amager CR
  • Mikkel Tvergaard, Amager CR
  • Lucas Maarfeldt Toftemark, Amager CR
  • Laurits Flinker Blæsbjerg, Amager CR
  • Asger Røjbæk Sørensen, Bornholms CC
  • Frederik Marquard Nielsen, FBL
  • Marco Romano, FBL
  • Anders Moustgaard, FBL
  • Henrik Frederiksen, Klampenborg CC
  • Lasse Jonasson, Klampenborg CC
  • Andreas Dall-Jepsen, Nørrebro CC
  • Alfred Christensen, Ordrup CC
  • Jeppe Tolbøll, Give CK

FOTO: Jesper Skovbølle

Herfra gik det ellers fint, og alle tog deres føringer. Jeg tog en beslutning, der var, at jeg ville køre med rundt hele tiden, så længe at ALLE fra FBL og Amager CR gjorde det. Så snart en af dem ville sidde over, så ville jeg også. Og hvis samarbejdet gik i stå, så skulle det også være deres ansvar, at få gang i det igen.

Intet af det blev dog rigtig aktuelt, og jeg brugte egentlig mest tid, på at sørge for at ende i rotation, så jeg lå bag nogle større ryttere, så jeg fik mest muligt læ. Der var Lasse Jonasson, Klampenborg CC, en “ven” i nøden, da han også var en høj gut.

Jeg fik spist godt, at mine mange gels, og drukket alt det jeg skulle. Vi kørte rigtig stærkt, og allerede halvvejs i løbet, var jeg slet ikke i tvivl om, at udbruddet ville holde hjem. Derfor tog jeg også intensiteten ud af mine føringer. Hvis folk ville køre hurtigere måtte de tage de hårdere føringer.

Finalen og de angreb der aldrig kom!

Der var faktisk ikke rigtig meget mere at fortælle. Der var nul dramatik, der var ingen der sad over, og min tanke var hele tiden, at jo tættere vi kom mod mål uden angreb, jo bedre for mig. Jeg havde en stor tiltro til, at jeg var hurtigste mand i en medvindsspurt, så jeg havde ikke travlt med at splitte noget af mere. Det ville også kun blotte mig selv for angreb, og som løbet var skredet frem, så var det tydeligt, at Amager-drengene var stærkere, end de tre FBL-ryttere. Jeg skulle dog spille spillet, og lade dem slås, hvis det spidsede til, og jeg snakkede lidt med et par af de andre ryttere, der ikke havde en klub/team kammerat med i front, at hvis de angreb så ville jeg ikke jagte, da jeg kun ville jagte et udbrud hvor FBL og Amager var med.

FOTO: Jonas Toftemark

Da vi kørte ud på sidste omgang, de sidste 14 kilometer, og der stadig ikke var antræk til angreb, sad jeg nede bagved, sammen med Henrik Frederiksen, der også må siges at være en rutineret ræv. Faktisk er han så old school, at han bare kørte cykelløbet med én 0,5 liters dunk på cyklen og spise blot én banan! Jeg ved ikke hvor effektivt det er, ud fra moderne viden, men det var sgu alligevel lidt fedt! Jeg kiggede på ham og smilte og konstaterede nærmest i vantro “De har jo slet ingen plan, ser det ud til!”

Ude på sidste omgang begyndte spillet allerede med at nogle sad over. Der var en FBL-rytter der begyndte at springe over, og jeg holdt fast i min taktik, og gjorde det samme. Det gav naturligvis en snebolde effekt, og pludselig lå vi og kørte pænt langsomt. Jeg lavede en lille forcering nede bagfra. Faktisk var det et dobbelthovedet forsøg. Jeg fik en Amager-rytter med, og derfor blev min fartøgelse til et forsøg på, at få fart i gruppen igen. Havde jeg ikke fået en Amager-rytter på hjul havde jeg nok angrebet. Kort før vi kørte ude på Englandsvejs, i modvinden igen, mobiliserede de fire Amager-drenge sig de kommunikerede. Jeg hørte ikke hvad de sagde, men de pønsede på et eller andet. I modvinden sad der igen en FBL-rytter over, og igen fulgte jeg trop. Amager-drengene holdt den kørende i front, selvom de næppe brændte sig af på det. Der blev ikke angrebet.

Kort før, at vi kørte ind i sidevinden, fik jeg slidt mig frem, og kom næsten ind bag de fire, hvor Henrik Frederiksen dog lå foran mig. Jeg så nu, hvad deres plan var. I sidevinden angreb de. Det gjorde tydeligvis ondt på mange bagved, og de fik da også hjælp af Henrik. Ikke en direkte hjælp, men han gjorde sig selv til dørstopper, hvor han som den eneste rytter fik læ, men vi andre måtte sidde på det yderste af asfalten for at finde læ. Jeg indså, at hvis jeg skulle have læ, så måtte jeg rykke forbi de fire knoklende ryttere i front, og skære ind foran dem, så de blev nødt til at overhale mig, og derved give læ. Jeg angreb og blev dog grebet af stemningen. Jeg fortsætte på den, og nåede alligevel at køre hårdt i 30 sekunder, før jeg besindede mig selv, og slap trådet. Det ville være torskedumt, at køre mig selv i hegnet med 5 kilometer igen. Jeg frygtede nu et kontraangreb, men deres forcering må have gjort ondt, for ingen havde lyst. Ville alle virkelig hjem og spurte?

Andreas Dall-Jepsen fra Nørrebro havde vundet forrige lørdag på Flyvstation Værløse foran Mikkel Tversgaard og Frederik Marquard Nielsen. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke kendte Amager-rytterne godt nok, pånær Lucas Maarfeldt Toftemark, til at jeg vidste hvem Tversgaard var. Og jeg ville ikke ligefrem spørge. Jeg turde godt satse på spurten.

Med 2 kilometer igen sprang jeg ned bagerst i gruppen. Den ville måske blive strukket ud, men med 1 kilometer i medvind til sidste, så følte jeg gode muligheder for at de ville forblive samlet. De fleste vidste, at de lige skulle klemme balderne sammen dertil. Og rigtig nok, ved lige under 2 kilometer igen angreb Alfred Christensen. Eller han forcerede i hvert fald. Jeg lå for langt tilbage til at se om det var et angreb, men kunne se, at han havde fået sig et lille hul i et af de sidste sving, men gruppen var strukket helt ud. Der var dog ikke opstået huller. Da vi drejede igennem det sidste 90 graders højresving, og ind på de sidste 1000 meter direkte mod mål i medvind, blev der forceret i fronten igen. Der opstod nogle små huller, men jeg tog chancen og heldigvis var gamblingen god, og hullet blev lukket. Den var dog allerede igen knækket et par pladser længere fremme, og FBL-rytteren foran mig, som havde to ryttere blandt de første var klog og stoppede trådet. Jeg måtte lige give den et lille peak, men intet alarmerende, og alle grupper blev samlet igen med 500 meter igen. Jeg lod mig glide lidt længere tilbage, men frygtede egentlig lidt, at jeg nu var ved at lukket mig selv inde. Gruppens vifte begyndte at gå fra højre mod venstre, og jeg lå ikke på den gode side af viften. Jeg kiggede mod højre hvor Albert Christensen lå i front, og så, at han havde ladet en meters hul være åben på den side af vejen. Det måtte jeg udnytte, og jeg åbnede spurten med 300 meter igen.

FOTO: Jonas Toftemark

Min lange spurt overraskede måske de andre lidt, da de nok kiggede mod venstre, for da jeg ramte fronten kom jeg med 2-3 km/t mere end de andre, der først lige åbnede deres spurt der. Jeg slog meget hurtigt et hul, og jeg kiggede mig over den ene skulder, over den anden skulder, og kunne konstatere, at de ikke ville fange mig før stregen. Jens fik taget denne video af hele spurten.

Hvorfor angreb de mig ikke?

Jeg brokker mig bestemt ikke over en sejr, men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke helt forstod hvorfor at overtallet ikke blev udnyttet. Amager og FBL skulle have talt sammen, og angrebet mig sammen på skift. Var de startet på det, med 15 kilometer igen, så havde de nok fået kørt mig mør, men i stedet fik jeg nærmest et lead-out serveret. En ting er, at jeg rammer spurten lige i røven med 1466w i peak og knap 1039w i 24 sekunder. I medvind gav det mig en topfart på 64,3 km/t og næsten 59 km/t fra jeg åbner og til at jeg krydser stregen.

Jeg synes at Amager-rytternes angreb i sidevinden til sidst var flot. Det gør mig glad, at de fungerer som et hold, og rent faktisk prøvede noget, men de angreb også på det område, hvor jeg har min absolut største styrke.

FOTO: Jesper Skovbølle

Nu står den på påskefrokost inden der tages hul på 3 Dage i Nord. Løbsoptakten er lagt op for et par timer siden.

Resultaterer: https://www.sportstiming.dk/event/12076/app/results?round=63787
Strava-data: https://www.strava.com/activities/8844379690/overview

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *