**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**
Endnu en cykelweekend er overstået med søndagens løb i Vejle. En rute som jeg overraskende nok ikke var så bekymret for i forhold til tidligere år.
Jeg nåede aldrig at lave en forventningsopdatering pga. tidspres. Kort fortalt så var min målsætning at lave point. Formen var i hvert fald til det, følte jeg.
AF JEPPE TOLBOLL / FOTO: CyclingPhoto.dk /Ulrik Møberg
VEJLE, 6. OMGANGE, 117,6 KILOMETER, 900 HØJDEMETER
Løbet blev sat i gang og direkte ud af startboksen angreb Sebastian Rathje, Herning CK, og så var vi ligesom i gang. Min plan var at køre offensivt fra start og håbe på at ramme udbruddet tidligt og derved mindske risikoen for at blive udsat for ryk på de bakker der ventede.
Allerede efter få kilometer slap 2 mand væk, nemlig Amagers Kaysay Nagasi sammen med Mikkel Øritsland, FBL. Jeg lå selv ca. midt i feltet i højre side og var lukket inde. Og feltet gik i stå. Pludselig åbnede hele højre side sig foran mig og jeg rykkede frem. Lige da jeg var ved at være forbi feltet kom Anders Banke, Middelfart CC, til at spærre vejen – ikke med vilje – og jeg blev presset ud i rabatten, og cyklen gled lidt under mig, men jeg holdt den oppe og kom forbi. Nu jagtede jeg duoen i, men de lod ikke til at slappe af. Jeg nåede ag fortryde et par gange, at jeg havde kastet mig over sådan er soloridt. Efter et par minutter fik jeg dog kontakt til duoen, og måtte lige sunde mig 1 minuts tid før jeg kunne tage noget der mindede om en føring.Da vi kom til en venstre kurve indtraf ulykken så. Farten var ikke høj, men pludselig skred Nagasi foran mig, og jeg nåede at tænke at jeg skal uden om ham for ikke at køre ind i ham. BUM så lå jeg der selv. Jeg aner ikke hvordan jeg gled, men jeg lå i hvert fald og roede på asfalten. Jeg kom lynhurtigt op, men havde fået slået luften ud. En flagvagt kom hurtigt hen til mig.
Kort tid efter kom feltet forbi og jeg tjekkede hurtigt cyklen. Satans! Baghjulet var skævt og gik på bremsen. Jeg løsnede bremsen og nu gik den ikke på mere. Jeg kom på cyklen, men opdagede at jeg ikke havde min Garmin på min holder! Jeg ville ikke efterlade en computer til 2000 kr. Jeg spottede den efter 10-15 sekunder og fik den sat på, men feltet var nok allerede 30-40 sekunder væk! Der skulle graves dybt hvis jeg skulle få kontakt igen.
Jeg blev skubbet i gang igen, men da jeg rejste mig op for at træde gik fælgen alligevel på! Nå, jeg måtte af cyklen igen. Følgen var heldigvis ikke skævt, men blot slået skævt i baggaflen. Jeg løsnede Quick-releasen og hjulet blev lige igen. Dog var løbet slut for mit vedkommende. Jeg havde brugt over et minut ved at stå og fjumre ved cyklen. Jeg var rasende over det! Havde mest lyst til at kaste med det hele – Riis-style.
Jeg fik dog besindet mig og kørt den hurtigste vej tilbage til mål hvor jeg kørte direkte hen til samaritterne. Efter lidt “kærlig” behandling var jeg godt lappet sammen og kunne nu ellers bare vente på at Michael Damm var færdig med sit løb, da han var kørt med mig.
Mest af alt, så var det bittert at sande, at det udbrud jeg havde ramt blev kørt op af yderligere to ryttere, og de endte med at køre hjem og slås om sejren! Øv, altså!
Resultatet blev:
Mit næste løb bliver i Hedensted på søndag – der skal der nok komme forventninger 😉