**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**
Som de fleste måske husker, så var det slet ikke meningen, at jeg skulle køre licensløb i denne weekend, men køre EuroEyes Cyclassics Hamburg, men en gang misforståelser mellem løbsarrangør og AoC førte til at vi ikke kunne være i Hamborg tidsnok til at få udleveret startnumrene, og derfor blev weekenden brugt på danske licensløb, og her blev det bekræftet, at min form er stort set hvor jeg kan forvente den!
Af Jeppe Tolbøll | Foto Cykelfoto & Cyclingphoto.dk
KOLDING, 8. OMGANGE, 123 KILOMETER, 1086 HØJDEMTER
Kolding-ruten har aldrig været min favorit. Jeg har kun kørt den 2 gange før, og i D formåede jeg at redde mig en 10. plads, mens jeg for 3 år siden i C blev sat godt og grundigt. De seneste 2 år har jeg ikke kørt den, den ene gang på grund af arbejde, og i sidste år på grund af nedprioritering. I år har jeg dog følt at min form har været så op af gående, at jeg tænkte at jeg måske kunne lave point, hvis jeg fik kørt løbet perfekt.
Ruten startede med lang bakke, som var en 2-3 kilometer med en stigningsprocent på omkring 3 % hele vejen. I år var der så en ret hård modvind op af bakken, hvilket talte til min fordel, da der ikke kunne angribes så meget på den. Derefter var der et sidevindsstykke på 2 kilometer, inden vi ramte et langt stykke med medvind, før vi ramte løbets opløbsbakke godt og vel 1,5 kilometer fra mål. Den er 1,3 kilometer med 3 % i snit, men helt op til 10 % hvor den er værst.
Min taktik var at jeg forhåbentlig kunne ramme udbruddet tidligt og derved få lov til at køre jævnt over bakkerne, men i første omgang ville jeg ikke gå med i noget angreb på rutens første bakke. Det ville Anders Banke, Middelfart, og Christian Vaaben, Team Enzo-Aarhus Cycling, dog gerne, og de var rigtig aktive i løbets begyndelse. Jeg holdt mig i 10-15 position det meste af tiden, for at få læ fra vinden, og ikke bruge flere kræfter en højst nødvendigt, men det var hårdt allerede nu.
Da bakken fladede ud og vi drejede ind i sidevinden faldt tempoet en smule, og folk skulle lige se hinanden an. Da vi drejede om i medvinden rykkede Anders Banke og Christian Vaaben igen, og fik Lasse Kristiansen, Odense, med sig. De 3 sejlede nu langsomt væk. Jeg forventede lidt at hullet ville blive lukket, så forblev roligt i feltet. Så rykkede Nis Holleufer, CK Aarhus, sammen med Andreas Handberg, Herning. Også de fik hul. Mads Schelde Berg, Team Georg Berg, rykkede efter, og nu måtte jeg reagere, så jeg rykkede fra feltet med Mads Scheldes’ teamkammerat Jannik Ljungdahl på hjul. Vi fik hurtigt kontakt til Mads og vi knoklede hårdt, da vi kunne se Holleufer og Handberg lidt længere fremme. Feltet øgede vi langsomt afstanden til. Det var dræbende hårdt, men tilsidst fik vi lukket til de 2 foran os, og samme moment forsvandt Ljungdahl, og jeg ved ikke om han gik kold, eller fik defekt. Men vi 4 knolkede videre, og efter jævn kørsel over opløbsbakken, fik vi kontakt til de 3 i front, og vi fik lynhurtigt gang i samarbejdet. 7 mand i front, og feltet var forlængst ude af syne. Vi var:
– Mads Schelde Berg, Team Georg Berg
– Christian Vaaben, Team Enzo-Aarhus Cycling
– Anders Banke, Middelfart CC
– Nis Johan Holleufer, CK Aarhus
– Andreas Handberg Madsen, Herning CK
– Lasse Kristiansen, Odense CK
– Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK
På vej op af bakken ud af byen var det dødhårdt i modvinden. Den skulle ikke have haft en nyk eller to mere op, før jeg var blevet nødt til at sidde på hjul, men der var heldigvis ingen panik på, så folk var rimelig gode til at holde farten jævn. Alle tog føringer, og farten var god, også da vi ramte sidevinden.
Herfra gik den egentlig uden den store dramatik indtil cirka halvvejs i løbet. Her begyndte nogle folk at sidde over, i et par enkelte skift. Ingen sad rent på hjul, men det virkede som om at folk var ved at være møre. Jeg selv var også træt, men uanset hvad var jeg faktisk tilfreds med et resultat i top 7, da det ville udløse point på en rute som ikke helt var i min favør. Jeg lod mærke til at Anders Banke var begyndt at sidde og ryste ben, og at Mads Scheldes kadence så tungere ud, hvilket kunne tyde på træthed. Lasse Kristiansen virkede også træt, mens jeg ikke kunne spotte træthedstegn hos de andre. Gad egentlig godt have set hvordan jeg selv så ud? Jeg følte mig fint kørende, dog. Selvfølgelig var der træthed i benene, men tænkte at det ikke var anderledes end de andres.
Da vi ramte en lang nedkørsel inden opløbsbakken, med 3 omgange igen, satte jeg et angreb ind. På den selvsamme nedkørsel havde jeg stort set hver gang slået et stort hul, men havde så fint ventet på gruppen på bakken. Denne gang gav jeg den dog fuld gas hen over bakken, med et håb om at der ville blive sat tempo på bakken, eller der måske ville blive angrebet, så der kunne komme 2-3 folk op til mig. Desværre valgte Christian Vaaben den mere konservative tilgang, og trak hele gruppen med op på hjul! Øv! Jeg fandt min plads i gruppen igen, og vi fik stille og roligt gang i samarbejdet igen. Jeg ville nok næppe vinde løbet, det var jeg godt klar over, men jeg håbede at der kunne blive sat 2-3 stykker, så jeg kunne sikre mig et bedre resultat, men den var lige nu svær at skære. Jeg kunne som sagt ikke tyde hvem der var stærkest, men de som jeg vurderede som trætte var alligevel stærkere kørende end først antaget, og faldt ikke bare af, som jeg håbede 🙂
På vej op af rutens første lange bakke sad folk over en del, også mig selv inklusiv, og samarbejdet var så småt ved at bryde sammen. Da ruten fladede ud angreb jeg endnu engang, men hullet blev lukket relativ hurtigt, og alle var med, og så drejede vi ind i sidevinden, men jeg lod mig falde bagerst i gruppen. Holleufer angreb sammen med Vaaben, og Kristiansen kørte efter! Jeg lå bagerst og alle kiggede på hinanden! Hvem ville lukke? Ingen åbenbart, og jeg indså hurtigt, at hvis ikke én af os reagerede så ville vi ikke se de tre igen. Jeg rykkede med Handberg på hjul, og Schelde og Banke kom ikke med. Jeg turde ikke satse på at Handberg kunne føre, så det endte med at jeg måtte hamre igennem i ét minuts tid, før jeg fik kontakt til de tre forreste, men jeg var virkelig på grænsen, og alt i kroppen gjorde ondt! Vi drejede kort tid efter ind i medvinden, og her blev der hurtigt kommunikeret, at vi lige skulle sørge for at de to der var sat ikke fik lov til at komme tilbage.
Jeg var nu total smadret. At lukke det hul havde forvandlet mine rimelig gode ben, til en gang gele, og hvert pedaltråd gjorde ondt, og farten i medvinden var så høj, at man ikke rigtig kunne finde noget moment til bare lige at rulle benene. Jeg måtte sidde over et par gange, hvilket var til stor frustration for Holleufer, der råbte lidt af mig. Noget han faktisk kom og undskyldte for efter løbet, hvilket viser stort format. Dog har jeg det helt fint med at bølgerne går højt i løbet, og der at der bliver råbt lidt er i min verden en del af det. Så længe man kan se hinanden i øjnene bagefter, og slå en streg over det, så er det fint.
Da vi nærmede os opløbsbakken prøvede jeg igen at skabe mig et hul ved at rulle fra dem ned af, men specielt Lasse Kristiansen var vågen og tog mit hjul. “Ikke noget at gøre ved det,” tænkte jeg. Han virkede alligvel træt. Der tog jeg så rimelig meget fejl, for da vi ramte bakken og jeg begyndte at træde igen, trak han ganske enkelt nemt og ubesværet fra mig. Mine ben føltes stadig tomme, og jeg håbede at de andre bagved mig ville køre den jævnt over. Desværre gjorde de ikke det, og de kom hurtigt forbi mig. Faktisk så hurtigt at jeg ikke kunne holde hjul på dem! Panikken bredte sig! Der var stadig 32 kilometer til mål, og jeg var nu ved at blive sat fra udbruddet. 10 meter blev til 15 meter, og jeg hørte dem snakke oppe foran, og så blev farten sat op! Havde de lige aftalt, at få mig kørt ud af løbet? Måske, for pludselig forsvandt de hurtigt væk fra mig! Jeg trådte firkanter, og måtte erkende, at de skulle gå rigtig meget i stå hvis jeg skulle se dem igen! Jeg tog mig lige et par minutter til at samle kræfter igen. Jeg vidste jo at der manglede to omgange og altså cirka 31 kilometer til mål, og jeg havde de to andre bagved, som kunne fange mig, hvis de fandt ind i et godt samarbejde.
På bakken ud af byen og hele vejen op og igennem sidevindsstykket prøvede jeg konstant at holde min watt jævne og relativ høje, og på sidste omgang må jeg nok erkende at der var benene ved at være godt møre. På nuværende tidspunkt vidste jeg faktisk ikke at Hamborg-turen ikke blev til noget, så de sidste 6-7 kilometer i medvinden blev kørt med meget lav intensitet, for at rulle benene godt af. Hele tiden kunne jeg se langt bagud, og kunne ingen ryttere se, så jeg var ret sikker på at min 5. plads aldrig var i fare. Jeg kom i mål og kunne bagefter se, at jeg på knap 31 kilometer tabte næsten 7 minutter til de fire i front!
Vinderen blev Nis Holleufer foran Vaaben og Andreas Handberg, mens Lasse Kristiansen sluttede lige uden for podiet.
Efter løbet skyndte jeg mig hjem, da jeg jo troede jeg skulle til Hamborg, men da jeg fandt ud af at jeg ikke skulle derned alligevel gik jeg lidt i tænkeboks omkring løbet i Aarhus. Jeg havde jo hørt at ruten skulle være modbydelig.
Aarhus, 6. OMGANGE, 109,2 KILOMETER, 1140 HØJDEMETER
Jeg endte jo med at tage afsted alligevel. Vejrudsigten i Haderslev lovede regn hele dagen, og jeg vidste at jeg nok næppe ville kunne tage mig sammen til at køre 3-4 timer selv i regnvejr. Så derfor blev beslutningen at jeg tog til Aarhus for at få tæsk og god træning. Jeg kendte ikke ruten, og fik ikke kørt den i bilen, som jeg ellers plejer at gøre på ruter jeg ikke kender. Jeg havde heller ingen gameplan, som jeg også prøver at have hver gang. Det eneste jeg kendte var Stjær Bakken, som jeg vidste ville kunne ødelægge alt for mig. Fra bund og hele vejen op er den 1 kilometer med et snit på 4 %, men det hårdeste er klart de første 400 meter hvor den stiger med 7 % i snit, men flere steder er over 10 %. Min forventning var egentlig at jeg nok ville blive sat der første gang, og så måtte jeg se hvad jeg kunne køre ind derefter.
Løbet blev sat i gang, og jeg startede næsten allerbagerst. Ingen stres, da jeg som sagt ikke havde nogen dagsorden. Instinktivt bevægede jeg mig dog længere og længere frem. Da jeg cirka lå midt i feltet så jeg at Simon Knudsen, Hammel, var stukket væk fra feltet, og i samme moment var der fri passage i højreside af vejen. Jeg angreb og fik Andreas Handberg Madsen, Herning, med mig. Ingen i feltet reagerede og da vi samtidig ramte en nedkørsel så lagde jeg mig bare ned på overrøret og vi fik hurtigt hul. Efter et par hurtige føringer fik vi kontakt til Knudsen, og der blev hurtigt kommunikeret, at vi bare skulle holde farten høj, men ikke gå for dybt allerede nu. Chancerne for at holde 3 mand hjem var minimale, men kunne vi komme de værste bakker i forkøbet, så kunne vi måske blive opslugt af en mindre gruppe senere, og derfor stadig være i spil til point!
Rutens første bakke blev kørt ganske fint, men det var naturligvis hårdt, da vi lige skulle have hullet til feltet. Efter bakken øgede vi dog forspringet rimelig og på længere strækninger kunne vi slet ikke se feltet mere! Det lovede rigtigt godt! Da vi ramte Stjær Bakken måtte jeg dog erkende, at de var svært ikke at gå op i det røde felt, blot for at holde balancen! Føj en bakke da, men vi kom over, og stadig uden at vi kunne se feltet. Herfra kom der en lang og teknisk nedkørsel, og desværre havde mine to kompagnoner svært ved at holde mit hjul i svingene, hvilket gjorde at jeg måtte vente en del på dem. Vi ramte efter nedkørslen et langt stykke med medvind, og her var der virkelig høj fart, men pludselig begyndte Handberg at sidde over, og det var ikke engang hårdt! Nå, der var ingen tid til at bitche over det, så Knudsen og jeg arbejdede videre. Pludselig var Handberg næsten 100 meter bagved os. Jeg fik senere at vide, at han var punkteret, og det gav ret god mening, for at han blev sat på det nemmeste sted på ruten var alligevel underligt, i forhold til hvor stærkt han havde kørt dagen før i Kolding. Kort efter kunne vi spotte en gruppe bagved os, på cirka 10 mand så det ud til. Vi blev enige om at vi stadig ville køre hårdt på, så vi måske kunne komme over en bakke eller to mere før vi blev opslugt.
Det lykkedes os at holde over rutens første bakke før vi på en lang hovedvej i sidevind, blev enige om, at vi ikke ville kunne nå over Stjær Bakker, og derfor lod vi os opsluge. Gruppen bestod af 10-12 mand, og det lignede at der var relativt stort forspring til resten af feltet. Samarbejdet var ikke helt optimalt, og det skyldtes nok, at alle vidste, at der ikke var point til alle i gruppen. Jeg selv sprang da også mine føringer over meget af tiden, dels fordi jeg ville genvinde lidt kræfter efter udbruddet, og samtidig egentlig forventede at der ville blive forceret hen over Stjær Bakker, og jeg nok derfor ville komme i knibe.
Til min store glæde blev der dog ikke forceret hen over bakken, og den eneste der kom væk var Lasse Kristiansen, Odense, og jeg kom selv over med ret stort overskud. Det skulle udnyttes, så da vi ramte det første tekniske sving på nedkørslen angreb jeg. Der gav hurtigt splittelse bagved, da mange ikke kunne tage svingene hurtigt. Der var hurtigt kontakt til Lasse i front, og der kom samtidig tilslutning til bagfra, og den fik ellers en over snuden. Efter 4-5 minutter kunne vi lave status. Gruppen var næsten halveret med kun 7 ryttere tilbage, men de andre bag os ikke var i syne mere, da vi kørte ud på 3. omgang. Vi var.
– Lasse Eland, CK Aarhus
– Stefan Ryom, CK Aarhus
– Lasse Kristiansen, Odense CK
– Anders Bruun, Herning CK
– Andreas Zimmer Nielsen, Nyborg CK
– John Fuglsang, Thy CR
– Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK
Samarbejdet var ikke flydende, men der blev heller ikke bitchet ret meget. Jeg følgte at alle kørte med hvad de havde, mig selv inklusiv. Samtlige bakker, på 3. omgang, blev kørt pænt jævnt, og selvom om jeg led var jeg ikke i tvivl om at jeg ville komme med henover. Så hele 3. omgang blev bare kørt uden nogen former for dramatik lige indtil vi kørte ind på de sidste 2 kilometer af ruten. I et højresving stod der pludselig en bil, som vi var millimeter fra at ramme ind i. Der lå vist en enkelt rytter på jorden, og jeg spottede lige Asbjørn Kragh Andersens’s blå Delko-Marseille-trikot, men så heller ikke mere. Der var fart på, og man koncentrerede sig bare om ikke at ramme bilen. Da vi passerede mål og kørte ud på 4. omgang var vi igen ved at ramle ind i en bil, da flagvagten ikke havde holdt den tilbage. Jeg tænkte faktisk ikke yderlig over det, men vi fortsatte løbet.
Jeg kunne godt mærke på rutens første bakke, at jeg var ved at være rigtig godt mør, og havde faktisk decideret krise. På de få flade stykker havde jeg det egentlig fint, men ruten gik stort set op eller ned hele tiden, og jeg kunne ikke rigtig finde fred. Jeg begyndte for alvor at frygte Stjær Bakker. Kunne jeg overhovedet komme med over i jævnt tempo?
Jeg besluttede mig at jeg ville prøve med at angreb før Stjær Bakker, på et af de eneste steder hvor der var flad, og iøvrigt også en smule sidevind. Derfor gemte jeg mig bagerst i gruppen og sprang også mine føringer over. Da vi ramte det de sidste 200-300 meter før højresvinget ind på Stjær Bakker, rykkede jeg forbi gruppen, og der blev reageret en smule, men det var vist kun Lasse Kristiansen der gik helhjertet efter mig. I hvert fald kom jeg ind på bakken med 5-10 sekunders forspring og prøvede herfra at finde mit eget tempo imens Lasse kørte forbi, og fra mig. Der var ikke ret meget fart i min cykel, og jeg trådte virkelig firkanter, og da jeg var lidt over halvvejs kom resten af gruppen forbi mig. Jeg prøvede kort at øge mine watt, for at holde hjul, men kunne godt fornemme at det var håbløst, og jeg måtte sande at jeg ikke ville komme med gruppen over bakken! Jeg prøvede ikke at gå i panik, og vidste at jeg havde chancen for at hente dem igen på nedkørslen hvis jeg satsede. Faktisk mistede jeg mere tid inden vi ramte toppen, og jeg begyndte at tvivle på at jeg overhovedet ville se dem igen. Jeg satsede nok lige lovligt meget på nedkørslen, men det gav blod på tanden at jeg hele tiden kunne se at jeg nærmede mig, og efter små 4-5 kilometers jagt fik jeg endelig kontakt igen, men besluttede mig herfra, at jeg ikke vil tage flere føringer, og egentlig bare skulle overleve så længe som overhovedet muligt. Der var jo stadig 36 kilometer til at vi var færdig med løbet. Og en top 7 på en åndssvag hård rute som Aarhus var absolut godkendt for mig!
Rødt flag i Aarhus
Men da vi kom til mål stod der en kommisær med rødt flag! Det betød at løbet var aflyst! Fuck, var det mon sket noget alvorligt, med den A-rytter vi passerede omgangen før?
Det viste sig, at kommissærerne ikke kunne garantere rytternes sikkerhed, da der ikke var tilstrækkelige flagposter på ruten, og der vist nok også var veje som burde have været ensrettet, men som ikke var det. Personligt synes jeg også vi havde lidt for mange modkørende biler, og jeg tror at det var en fornuftig beslutning at aflyse løbet. Det er selvfølgelig altid træls når man ligger til en god placering, men omvendt så er det kun cykelløb. Heldigvis slap A-rytteren, Kasper Linde, vist med knubs, så intet alvorligt.
Hvad der er gået galt i CK Aarhus’ planlægning var, at ruten der skulle have været kørt, blev underkendt en uge før løbet skulle afholdes, og derfor blev de nødt til lave en plan B. Ærgerligt at det så gik SÅ galt. Det tror jeg også CK Aarhus tænker. Jeg håber de vender tilbage næste år med samme rute, men med flere hjælpere. Selvom den ikke passede mig, så var den guf for de lettere ryttere, og uden tvivl den hårdeste rute jeg har kørt på i et dansk licensløb!
Næste løb for mig bliver i Vejle – optakt kommer i morgen