En weekend med dobbelt løb er netop overstået, og hvor jeg egentlig havde en rimelig god lørdag, men med alt for mange fejl, så fik jeg lidt en mental lussing i Kolding, som stadig er en af mine hade-ruter. Holdet havde dog god succes i weekenden, og det kan man altid glæde sig over!
Optakten kan læses HER!
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto
VEJEN, 6 OMGANGE, 138 KILOMETER, 564 HØJDEMETER
Vi ankom til Vejen i rigtig god tid, da konen gerne ville ud og skyde billeder af børnerytterne. Der var en fin lille måde, at få kørt ruten igennem igen, i hvert fald den sidste del.
Vi kom ind til holdet, og vi fik snakket lidt taktik. Vi skulle naturligvis prøve at ramme det udbrud, og ellers skulle vi tilbageværende se om vi ikke kunne få lavet et leadout.
Der var ikke så meget hokus pokus med ruten. Den var flad og de største udfordringer lå nærmest i de 2 byer vi skulle igennem, nemlig Store Andst helt i syd, hvor vi skulle igennem et næsten 180 graders sving, og så Gesten-by, hvor der var opløb. Opløbet bestod af et 90 graders sving til højre, og en venstre kurve, inden endnu et højre sving. Se billede herunder:
Løbet startede med høj fart ud af Gesten, men lige så snart vi kom ud i “åbent landsskab” gik farten lidt ud, og 3 ryttere stak afsted. I starten gik farten godt ud af feltet, men rimelig hurtigt begyndte ryttere at angribe igen, og farten blev skruet op. Jeg holdt mig til, men kom ikke rigtig i position til at gå med i noget, hvilket dog var okay, så længe der lå de 3 ude foran. Det virkede ikke rigtigt som om, at nogle kunne slippe væk for alvor. Ved udgangen af 1. omgang blev de 3 ryttere i front fanget.
Vi havde på dagen fået fint besøg, da Mads Würtz Schmidt fra Israel-Premier Tech og naturligvis Danmarksmester, var til start, samt Lasse Norman Hansen og William Blume Levy, Uno-X Pro Cycling Team, samt deres to ryttere fra Uno-X DARE Development Team, Robin Skivild og Simon Dalby. Uno-X-rytterne kørte naturligvis som ét hold. Da coloQuick og BHS-PL Beton Bornholm var enten få mand, eller ingen, til start, så var det også tydeligt at mange kiggede på profferne og Restaurant Suri – Carl Ras.
Derfor blev løbet også utroligt låst. Alle ville have en med afsted i udbruddet.
Det var ikke verdens mest spændende cykelløb, og det sværeste sted for mig, var igennem Gesten by, hvor de mange hårde accellerationer gjorde svært at trække min store krop op i fart igen og igen. Det blev aldrig rigtig kritisk ude på den anden side var der en smule sidevind. Ikke en vind der kunne springe feltet, men det kostede bare lidt ekstra hvis man sad nede bagved. Jeg tror det var på 3. omgang, at der blev holdt godt på, og pludselig opstod der huller! Jeg vidste, at jeg nok godt selv kunne lukke op til feltet selv, men jeg ville virkelig gerne spare de kræfter. Lige da jeg overvejede at gå ud i vinden selv, var jeg så heldig at en Team coloQuick-rytter valgte at gøre det samme, og jeg fik et frit lift op til feltet igen. Uden at være sikker så tror jeg, at der røg 3-4 mand af feltet her.
Skaber udbruddet, men misser det alligevel!
Halvdelen af 3. omgang gik ellers lige som det meste af løbet havde kørt. En masse angreb, som aldrig rigtigt blev til noget.
På et tidspunkt fik jeg dog kørt mig fremad, og fik Gustav Frederik Dahl, fra mit hold, med på hjulet. Fronten af feltet stod nærmest stille og derfor blev det næsten et “gratis” angreb, hvor jeg kom afsted, og vidste at jeg nok havde nogle på hjul. Faktisk troede jeg, at jeg havde hele feltet på hjul, og da jeg slog ud kørte 3 ryttere forbi mig, og den ene var Gustav. Jeg kunne egentlig nemt havde trådt med på hans hjul, men jeg vurderede at feltet lå få meter bag os, så der var ingen grund til at jeg udfyldte det hul. Til min store overraskelse, var der ingen bagved, og jeg havde nu så lidt fart på, at jeg ikke ville kunne lukke til fronten hvor Gustav sad uden at bruge rigtig mange kræfter, og jeg var samtidig bange for, at hvis jeg gjorde, så ville nogen prøve, at rykke op til mig. Derfor lod jeg mig bare glide ned mod feltet stille og roligt. Til min store frustration blæste endnu en gruppe forbi mig, lige da feltet næsten havde fanget mig, og de fik også lov til at køre. Jeg prøvede at tælle, og fik det lige hurtigt til en 10 mand i front, og en god blanding af alle ryttere. Pånær Uno X og Mads Würtz Schmidt. Min holdkammerat Martin Szokody lå også i front, og jeg fik råbt til ham, at vi skulle gøre os lidt brede, for vi var tilfredse med at have Gustav med. Team Sparekassen Danmark Aalborg’s Alexandru-Ionut Antoniu spurgte om vi var tilfredse, og jeg svarede ja. Han sagde, at vi lige skulle give plads, for de var også tilfredse, så vi kunne blokere vejen.
Udbruddet sejlede væk, og det var først senere, at jeg faktisk fandt ud af, hvor forbandet tæt jeg havde været på selv at sidde der. Jeg havde blot været for ukoncentreret, og slet ikke anet at momentet var der.
Herfra gik 3. omgang ellers roligt før vi igen ramte Gesten, hvor den blev kørt stærkt igennem byen. Det var lidt tydeligt, at flere gerne ville have gang i en forfølgergruppe. Vi, fra Give Elementer, prøvede egentlig blot at dække af, men vi skulle selvfølgelig være klar til at køre med rundt, hvis gruppen var rigtig sammensat.
På et tidspunkt på 4. omgang fandt jeg et godt hjul, hvor der blev kørt hårdt nede midt fra i feltet. Jeg var lidt presset, men fik klemt mig med da Rasmus Bøgh Wallin, Restaurant Suri – Carl Ras trådte an med bl.a. Daniel Lyhne, Herning CK Elite Biemme Danmark, på hjul, og en mere som jeg ikke kan huske var fra. Lige da de ramte fronten blev jeg dog klemt lidt og mistede måske en meter, men jeg var presset, må jeg tilstå, og jeg opgav at prøve at fange hjulet igen. De ville jo nok ikke komme væk alligevel, tænkte jeg. Til mit uheld sejlede de dog forbi feltet, der igen gik i stå og de 3 var lynhurtige ude af syne. Endnu en fejl, som kunne have bragt mig i udbruddet, men denne gang var det dog ikke kun på grund af manglende koncentration, men også rigtig meget på grund af manglende fysisk formåen.
Herefter besluttede jeg mig, for at prøve at spare kræfterne. De angreb der blev kørt i front var slet ikke så voldsomme mere, og det virkede lidt, som om at feltet havde accepteret, at udbruddet var væk. Det meste af 5. omgang forløb rimelig som de foregående omgange. En masse angreb, der dog alle manglede bid for alvor, og hen mod slutningen af 5. omgang overhørte jeg Mads Würtz Schmidt og et par af Uno-X-ryttere tale sammen. “Har de over 1 minut derude?” blev der sagt, og mere hørte jeg ikke, men de begyndte nu at bevæge sig frem i feltet, og der blev nu kørt rundt blandt dem i front. Tempoet steg igen, og angrebene stoppede. De var vist på en mission, om at lukket det udbrud nu.
Vi talte sammen på vores team. Vi besluttede os for at vi ville prøve at køre et leadout for Jakob Bødker.
Leadoutet kikser
Der er ikke rigtig nogen fra vores team, som har den store erfaring med leadouts, men vi var fast besluttet på at træne det. Faktisk blev flere af vores ryttere lidt for utålmodige, og selvom vi prøvede at beskytte Jakob bedst muligt, så kørte vi for langt frem, og på et tidspunkt kiggede William Blume, fra Uno-X irriteret på mig, og spurgte om vores hold ville op og føre. Det er klart, at når de prøver at hente udbruddet ind, så gider de ikke slås med et lille hold, som ikke kan finde ud af, at holde sig bagved, specielt når vi ikke havde i sinde at føre med dem.
Herefter fik vi rykket os lidt tilbage, og jeg synes på mange punkter, at vi kørte flot som team, og fik holdt Jakob ude af problemer. Lige indtil vi ikke gjorde.
På de sidste kilometer ind mod mål spidsede positionskampen til. Uno-X, pånær Lasse Norman Hansen, og Mads Würtz Schmidt havde slået ud, og skulle ikke nyde noget af en gal A-klassen massespurt. Vi, på holdet, mistede hinanden et par gange. Planen var at Martin Szokody skulle holde os fremme, med sin kæmpe motor, og jeg skulle være sidste mand foran Jakob. Vi var dog ikke gode nok til at få kommunikeret, med 1500 meter igen slog jeg blikket bagud. Jakob havde mistet mit hjul og jeg vurderede, at han ikke ville nå tilbage. Jeg fik råbt til Martin, at vi kørte spurten for mig, men det hørte han vist heller ikke, og da vi på et tidspunkt blev overhalet bagfra fik han ikke kørt med, og da han endelig fandt et lille hul, så blev det lukket foran mig. Jeg befandt mig nu håbløst langt nede, og vi havde alle tabt hinanden, og måtte bare køre vores egen spurt. I det første 90 graders sving mod mål var der et fortorv, som jeg flere gange i løbet lige havde brugt til at vinde 5-10 pladser, og det gjorde jeg igen nu her, men denne gang, ramte jeg gearet helt forkert, da jeg hoppede ned fra fortorvet, og måtte lave en opbremsning for ikke at bringe mig selv i asfalten eller være til fare for andre. Jeg prøvede kort, at træde an, men var i alt for højt gear og mistede lynhurtigt 15-20 pladser, og så kunne det være lige meget. Jeg gad ikke spurte for en 50. plads eller sådan noget, så jeg trillede bare til mål.
Jeg var faktisk ret irriteret. Vi kan ikke køre leadout uden at vi kommunikere. Ingen af os har øjne i nakken, og først blev jeg irriteret på at Jakob ikke havde kommunikeret og holdt hjul, men kom så i tanke om, at jeg selv lavede samme fejl ved Martin, hvor jeg skulle have været mere verbal. Vi har som sagt ikke den store erfaring med leadouts, og vi lærte noget, hvilket vi kan tage med os. Martin, som det bæst han er, formåede at blive 10’er i feltets spurt, selvom at han havde knoklet røven i laser hele omgangen!
Den helt gode nyhed kom dog, da vi fandt ud af at Gustav havde nuppet 5. pladsen i løbet. Det er en succes for vores hold. Så stemningen blev hurtig god igen, og vi kunne tage fra Vejen-løbet med oprejst pande.
Til bonus info så fik Mads Würtz Schmidt og Uno-X-rytterne kørt så meget ind på udbruddet, at feltets vinder, Mathias Larsen, Restaurant Suri – Carl Ras, blot var 11 sekunder fra den sidste mand i udbruddet.
Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/10050/app/results?round=48703
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/7064341190/overview
KOLDING, 8 OMGANGE, 120 KILOMETER, 1040 HØJDEMETER
Jeg hader Kolding-ruten. Jeg ved virkelig ikke, om jeg havde noget underbevist i hovedet, men jeg følte mig lidt ved siden af mig selv, og glædede mig virkelig ikke. Problemet for mig ved Kolding-ruten, og specielt i A-klassen, er bakken ved opløbet, som er så hård for mig, at jeg kommer på bagkant der, og så skal jeg bruge hele stykket ind mod mål, hvor jeg næsten ikke kommer mig, da feltet er strukket helt ud, og inden jeg lige får luft, så rammer vi bakken ude på hovedvejen.
Jeg fik en rolle som en af dem der skulle prøve at satse alt på et udbrud på den fladere del af ruten fra kilometer 4 til 10, hvis man kigger på rute profilen. Det betød, at jeg havde 5-6 kilometer hver omgang til at ramme noget, og ellers skulle jeg bare prøve at overleve.
Løbet blev sat i gang og første gang over hovedvejsbakken kørte vi den første halvdel rigtig nemt. Der var ingen der rigtig ville afsted i udbrud her virkede det til, og jeg fik lagt mig i første geled. Det var først da rytterne så Michelle sidde længere oppe af bakken med sit kamera, at folk angreb. Fucking linselus!
Herfra var løbet ellers “givet frit.” Fordi vi havde overstået det meste af bakken, fik jeg holdt mig fint fremme det meste af 1. omgang, lige indtil vi ramte Vranderup-bakken, tæt ved mål. Selvom jeg ramte nedkørslen fint og faktisk ramte bunden af bakken i 10-15 position, så blev der bare lagt fra land af de lette drenge, og selvom jeg kørte kontrolleret all out, så tabte jeg i hvert fald 30 positioner, og på toppen måtte jeg æde mig selv, for ikke yderligere at tabe 30 pladser. Føj for en ulykke, og jeg bad virkelig til, at det kun lige var første omgang, at de ville sparke sådan til den.
Ud på 2. omgang fik jeg dog samlet mig selv nogenlunde op, og fik kørt mig rimelig godt frem på toppen af hovedvejsbakken. Jeg vidste et eller andet sted godt, at hvis jeg ikke ramte det udbrud på denne, eller senest næste omgang, så ville det måske blive en udfordring bare at være med i feltet i 6 ud af de 8 omgange. Og faktisk opstod muligheden blot få kilometer senere, selvom jeg måtte gøre det fra bagkant.
Rammer udbruddet og rammer muren!
Ude foran var der sluppet en gruppe væk, og jeg så en Uno-X-rytter og jeg så Morten Gadgaard fra Team Sparekassen Danmark, en rytter fra det norske Lillehammer-hold, og en til som jeg ikke lige kunne se hvem var endnu. Jeg rykkede fra feltet og fik hullet, og måtte over de næste 45 sekunder træde 750w (fundet via Strava senere) for at lukket hullet, og det gjorde virkelig naller. Jeg fik lukket og den sidste rytter var en Bache-JS-rytter. Jeg kiggede tilbage, og så at hullet var slået, og jeg tænkte, at nu havde jeg sgu ramt det. Jeg var dog helt kogt, og måtte sidde over, og da rytteren fra Lillehammer pludselig ikke ville føre mere, så gik det hele i vasken, og jeg nåede måske, at sidde deroppe i under 1 minut før vi igen var blevet fanget af feltet. Jeg var virkelig presset. Jeg havde sgu nok brugt lidt for mange kræfter på at lukke hullet, og jeg frygtede nu målbakken!
Egentlig ramte jeg den igen i en ganske fin position, men jeg var slet ikke kommet mig, efter mit luk til det kuldsejlede udbrud. Jeg tabte igen hurtigt alt for mange pladser, og jeg faldt igennem feltet. På toppen endte jeg helt som de tynde øl, og jeg fik kun lige hægtet mig på bagenden af feltet, hvor der opstod en masse huller. Det kunne jeg dog ikke rigtig bekymre mig om. Jeg havde virkelig nok med, at gøre med at holde hjulet på rytteren foran mig, og så måtte andre lukket det skide hul. Heldigvis blev det hele samlet igen, men jeg var slet ikke ovenpå. På blot 3. passage af opløbsbakken var jeg bange for, om jeg overhovedet ville overleve en 4. gang.
Bakken på hovedvejen blev kørt nogenlunde moderat, og jeg fik samlet lidt kræfter. Jeg var dog, som nævnt, bange for næste gang vi skulle over Vranderup-bakken. Derfor brugte jeg også en del kræfter på, at køre flere af mine holdkammerater frem på tidspunkter hvor de ellers selv skulle have brugt unødvendige kræfter. På vej ned mod Vranderup-bakken brugte jeg en del kræfter på at komme frem af, og 2-3 gange var jeg lige ude i gruset, i vejkanten, for at komme frem. På et tidspunkt spurte Anders Foldager, Biesse-Carrera, der var hjemme og køre lidt løb i Danmark, om jeg trænede til GP Herning! Jeg smilede og sagde “Ja da” men sandheden var jo, at hver eneste placering jeg kunne vinde før bakken kunne være afgørende i forhold til min videre deltagelse i løbet. Det kunne jeg dog ikke sige. Faktisk gik det så godt med at køre mig frem, at jeg ramte bunden som 2. mand i feltet, men blev som før hurtigt passeret af hurtigere ryttere. Og på toppen var jeg nok i blandt de sidste 5 ryttere i feltet, og jeg var i alvorlig krise. Jeg var faktisk ret sikker på, at jeg ikke ville overleve bakken endnu en gang. Der var ved at være udsolgt, allerede. I langningszonen greb jeg en dunk, som jeg ville give til en af mine holdkammerater hvis de havde brug for det.
På hovedvejsbakken havde jeg svært ved at komme mig, og jeg kunne ikke engang rigtigt komme frem med dunken. Jeg spurgte både Jeppe Falk og Martin Szokody om de manglede vand, men ingen af dem gjorde. Hen mod toppen blev der kørt en smule sidevind, og den kombi med en lille stigning på maks 2 % var nok. Vinden var slet ikke hård, men jeg havde bare intet at svare igen med, så jeg måtte slippe og slå ud. Jeg brugte et lille minut på at sunde mig, og prøvede et kort øjeblik, at fange kortegen af biler igen, men da en civil bil overhalede mig, turde jeg ikke gå på hjul af den. Det havde dog heller ikke gjort en større forskel, fordi jeg var aldrig rigtig tæt på at fange kortegen, og komme tilbage i løbet. Jeg blev endegyldigt sat, med en ekstra dunk i trøjen, som jeg ikke havde nået at få afleveret.
Jeg kiggede lidt på dataen mens jeg rullede videre. 415w i Normalized Power i 65 minutter, før jeg blev sat. Det var også på grænsen af hvad jeg kunne præstere på dagen, tænker jeg, men jeg var alligevel utrolig skuffet. Løbet havde føltes som jeg før har beskrevet, at blive kørt fra bagkant, hvor jeg aldrig følte, at jeg fik greb om det, eller på noget tidspunkt for alvor var i kontrol. Det er sådanne løb, hvor jeg pludselig kan føle mig så langt fra et niveau som der kræves i A-klassen. Jeg må nok bare erkende, at ruten som Kolding muligvis er en af de ruter som passer dårligst til mig, med en all out på 1:10 på en bakke, hvorefter jeg nærmest skal køre på syregrænsen 10 minutter bagefter.
Løbet blev dog en ganske fin succes, hvor først Gustav Frederik Dahl satte sit præg, da han ramte et 3-mandsudbrud med Morten Gadgaard, Team Sparekassen Danmark, og Daniel Lyhne, Herning CK Elite Biemme. Da de blev hentet rev en ny gruppe sig løs, hvor Jakob Bødker kom med, og sluttede løbet som 11’er.
Hvor vi sidste år, som hold, sjælendt var med i kampen om point, så kører vi os næsten i pointene i hvert løb efterhånden, hvilket trods alt er et kæmpe fremskridt! Og jeg skal måske også lade være med at være alt for hård ved mig selv, da jeg jo godt kan være med i A-klassen når terrænet passer til min fysik.
Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/10101/app/results?round=49605
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/7071186551/analysis
Mit næste løb er på min “hjemmebane” i Give. Alle andre kører lørdag i Hobro, men på grund af arbejde, ville jeg skulle haste og stresse til Hobro efter 24 timers vagt, til en rute som passer mig mindst lige så dårlig som Kolding, så derfor vælger jeg at tage den ekstra hviledag.