**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**
Licensløbenes sidste 2 cykelløb blev i weekenden afsluttet med Tønder og Bov. To løb hvor jeg havde ret store forventninger til, men i sidste ende ikke fik nok ud af det på grund af forskellige omstændigheder, som jeg ikke helt selv var herre over. Forventningerne kan læses her!
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CYKELFOTO.DK
TØNDER, 4. OMGANGE, 114 KILOMETER, 232 HØJDEMETER
Michael Damm og jeg var kørt sammen til Tønder og vi ankom i rigtig god tid. Vejene var våde, men da vi ankom var der stop fra himlen og vi snakkede faktisk om, at det kunne ende med at vi fik tørvejr i dag! Mine forventninger var høje, og jeg havde en rigtig god ide om hvordan jeg ville køre løbet. Mit eneste problem var min hånd, som var i klar bedring, men brostenene var jeg stadig skeptiske overfor.
Vinden stod således, at vi ville have sidevind ud mod diget, medvind på diget, og sidevind tilbage mod mål. Dog var der ikke ret meget vind, så jeg tvivlede på at de ville komme til at spille helt vildt meget ind, desværre. Derfor var det med at holde sig til, men ikke gå helt dybt før efter 1. omgang, da jeg tænkte at en del af rytterne ikke ville være klar over vindforholdene – det er set før i Tønder at folk slet ikke er obs på det, og så tonser som gale på diget på trods af enten direkte mod- eller medvind.
Vi stillede til start og jeg var meget koncenteret. Jeg skulle holde mig til Anders Banke, Middelfart CC, Kahsay Nagasi, Amager CK og Rasmus Søgaard, CK Aarhus. Disse tre så jeg som værende folk der ville ramme det afgørende udbrud.
Vi blev sendt afsted og med det samme angreb Simon Knudsen, Hammel CK, men hele feltet var vågen og vi endte bare med at sidde en og en, på en lang række de første par minutter. Jeg var ikke skide aktiv selv, men prøvede bare at holde mig så langt fremme som muligt, så jeg ikke blev fanget på bagkant, hvis en gruppe skulle sejle væk. Dog på en lidt tilfældig måde endte jeg, efter 5-6 kilometer, pludselig med at følge et angreb, som dog så stoppede, og så endte jeg solo foran feltet, hvilket slet ikke var min plan. Jeg prøvede at holde lidt tryk på i ca. 20-30 sekunder, men vurderede herefter, at der ikke var nogen der ville komme op bagfra og jeg lod mig falde tilbage i feltet.
Pludselig troede jeg at jeg var punkteret! Hele cyklen sejlede under mig, men jeg havde problemer med at vurdere om det var foran eller bagpå. Jeg hoppede lidt på cyklen, men jeg kunne ikke lokalisere hvorhenne jeg var flad, men jeg skøjtede altså rundt! Jeg lod mig glide ned igennem feltet, og var mega ærgerlig. Jeg blev dog ramt af en gammel tanke, som jeg fik at vide da jeg var U19 (ja, det er mange år siden!) at man altid skulle køre indtil man var 100 % sikker på at man var punkteret. Og da jeg ikke kunne mærke fælgen gå imod asfalten, så var der jo stadig luft i. Så jeg trådte an igen, og da sidste mand passerede mig lagde jeg mig på hjul af feltet. Men hvad var nu det for noget? Der var jo kun 30 mand tilbage cirka? Og vi var altså knap 55-60 startende ryttere! Bjarne Olsen, Silkeborg IF, fortalte mig at det havde været et stort styrt på grund af de spejlglatte veje! Hvilke spejlglatte veje!? Og her slog det mig så. Jeg var ikke punkteret, men vejene havde bare været glatte som ind i helvede, og alle havde skøjtet rundt! Hvilken lettelse, og jeg begyndte at kæmpe mig frem mod fronten igen. Mit løb var ikke slut endnu!
Da vi ramte diget gik det præcis som jeg forventede. Folk gik bananas i angreb og farten blev skruet vildt op. Vi havde let medvind, så jeg holdt mig bare til, for der var cirka nul chance for at vi kunne udnytte vinden til at splittet feltet. Kort efter diget var der mod/sidevind, og jeg prøvede kort at få et rulleskift i gang, men der var sgu ingen der var med på den! Øv! Samtidig blev der rykket og da jeg lige havde taget en føring, var det ikke min opgave at lukke, så farten faldt, da ingen ville prøve at lukket hullet, eller gå forbi mig og tage føring. Der var flere der rykkede, og pludselig var der altså 7 mand der havde fået et godt hul, hvor jeg i blandt havde set Banke og Nagasi, som var kørt med. Jeg fik mig placeret bagerst i feltet, men farten var gået helt ud, og vi lå og trillede med 35 km/t. Det udbrud virkede alvorligt. Jeg talte at vi havde tabt knap 20-25 sekunder til dem på ingen tid. Det var kritisk, så jeg lavede et ryk bagfra feltet, og lå nu selv på solojagt op. Det var dødhårdt, og jeg kunne godt regne mig sammen til, at det ville koste 4-5 minutter at lukket hullet, som minimum, og at det nok ville koste mig rigtig mange kræfter. Faktisk var jeg efter 2 minutter ved at give op, da jeg spottede 2 ryttere fra CK Aarhus på vej op til mig. Det var Rasmus Søgaard og Simon Andrup. Det var perfekt. Vi fandt hurtigt ind i et samarbejde, og over de næste par minutter fik vi faktisk lukket hullet til udbruddet. Jeg kan med stor sikkerhed sige, at hvis jeg ikke havde fået tilslutning fra de to fra Aarhus, så var jeg næppe kommet op.
Jeg var dog ret smadret efter vores opkørsel og måtte sidde lidt over for at få luft igen. Jeg skulle lige bruge 2-3 minutter sammen med Andrup nede bagved før vi begyndte at bidrage. Søgaard var bare badass og kørte med i rulleskiftet med det samme!
Nu ventede brostenene, og jeg lod mig falde ned i bagerst position, og forklarede folk at jeg ikke ville ligge foran nogen, hvis min hånd ikke ville samarbejde. Jeg tænkte ikke at jeg kunne styrte, men hvis den gjorde for ondt ville jeg slippe gruppen, og så ville jeg bare ikke være i vejen for en. Så derfor indtog jeg den bagerste plads da vi ramte ind på brostenene. Heldigvis kunne jeg hurtigt mærke, at der ingen problemer var. Jovist, hånden var øm, men kunne nemt flytte den rundt, og holde godt fat om styret. Efter brostenene havde Søgaard slået et hul. Det er lidt typisk de der cross- og/eller MTB-ryttere der kommer over på landevej. De har en god teknik, som de gerne flasher på fx brosten, så Rasmus havde slået et hul på 20-30 meter. 🙂 Vi fik ham dog kørt ind igen, da han heller ikke bare trak igennem efter han havde slået hullet.
Vi var næsten ved mål da jeg begyndte at mærke at cyklen igen sejlede! Var der glat her også? Hen over målstregen var jeg dog ikke i tvivl. Fælgen gik mod asfalten på baghjulet! Nej, for helvede da også! Jeg råbt et eller andet grimt, og lod mig falde fra udbruddet, og fik vendt cyklen og trillede tilbage mod bilen. Jeg var rødglødende og rasende! Faktisk så rasende, at jeg kom til at kaste med cyklen! Jeg havde haft gode ben, og Tønder var som altid mit sæsonmål, og igen var det blevet til lort for mig! Okay, det var måske lidt barnligt og dumt at kaste med cyklen, men det blev måske også mere voldsomt end jeg havde regnet med, men havde bare brug for at rase af på en eller anden måde! Det er meget sjælendt at min vrede kommer ud på den måde faktisk, men jeg ville så gerne bare kunne have kørt med om sejren i Tønder, og jeg vidste at min form var til det. Havde arbejdet så struktureret hen mod netop Tønder, og så er det bare det vildt antiklimatisk.
Lidt senere kom Michael trillende. Han havde været ved at vælte et par gange på første omgang på det glatte underlag, og havde trukket sig fra løbet. Så den eneste fra Haderslev der stadig var i løbet var Christian Wilkens, der dog havde været impliceret i det styrt i starten, men havde fået kørt sig tilbage!
Faktisk endte det med at udbruddet blev hentet på 3. ud af 4 omgange, så det næppe det afgørende udbrud jeg havde ramt alligevel. Det vil vi dog aldrig finde ud af. Jeg er næsten arrogant nok til at tænke, at de naturligvis ikke havde fanget os, hvis jeg ikke var punkteret, haha! 🙂
Rasmus Søgaard endte dog med at vinde foran Kahsay Nagasi, så at have holdt mig til dem ville ikke have været helt forkert! Begge ryttere fik samtidig indløst A-licens, ligesom Anders Banke, der bare skulle køre sig i præmierækken.
Efter løbet tog jeg hjem og forberedte mig til Bov.
BOV, 5. OMGANGE, 139 KILOMETER, 600 HØJDEMETER
Den nye rute i Bov er en rute med mange smalle veje og rigtig mange sving, der konstant bryder rytmen. Derfor er det heller ikke rute som tiltaler mig ret meget, selvom den på papiret er pivflad. Mine forventninger og forhåbninger var at sidde i finalen til sidst, men jeg havde ikke rigtigt nogen folk jeg decideret ville holde mig til ud over Rasmus Fjordside, Frederikshøj CC. Kunne jeg holde mig til ham, så ville jeg med garanti nok sidde i finalen til sidst. Så var problemet bare om jeg kunne det!
Allerede ud af boksen blev der angrebet – som altid, men kun Simon Knudsen, Hammel CK, og min klubkammerat Michael Damm slap væk. Et par stykker kørte efter, og jeg lå ellers godt fremme, men med 139 kilometer syntes jeg at det var alt for tidligt. Og at få Michael ud foran ville give mig et perfekt alibi til at sidde over og spare kræfter.
Feltet lod dem dog ikke slippe, og efter 2-3 kilometer blev det lukket igen, men de mange angreb fortsatte og knap halvvejs kørte en gruppe væk hvor jeg kunne se at Michael igen kom med sammen med 9 andre. Det var ikke helt optimalt med en SÅ stor gruppe, men jeg lå selv for langt tilbage til at kunne køre med, eller prøve at køre dem op. Jeg ville i hvert fald ikke trække feltet med op til dem, da vi i Haderslev har en lille aftale om at vi hjælper hinanden, men stadig kører egne chancer, så længe vi ikke fx trækker et felt med op til en udbrud. Derfor måtte jeg nu satse på at kunne ramme en ny gruppe der så kunne køre frontudbruddet ind.
Da vi kørte ud på 2. omgang skete netop dette. Vi var en god gruppe på 7-8 mand der slap væk, og selvom der var lidt mundhuggeri i starten, da nogle var mere presset end andre, men efter et par minutter fandt vi ind i et godt samarbejde og jeg syntes faktisk vi havde god fart på. Dog slap feltet os ikke rigtigt, men omvendt, så kunne vi efter lidt tid se udbruddet foran på de lange lige strækninger. På et tidspunkt var der en flagvagt der råbte at vi havde 40 sekunder op. Okay, det var alligevel en slat, men lige nu var prioriteten at slippe væk fra feltet. Kort tid før vi sluttede 2. omgang måtte vi dog erkende, at feltet havde fået fart på, og vi blev kørt ind. Jeg besluttede mig for at køre længere end bagved, og spare kræfter.
På starten af 3. omgang kørte Rasmus Fjordside væk, og jeg fik lige klemt mig på hans hjul, men han kørte rigtig stærkt! Jeg fik taget en enkelt kort føring, før han igen tog over, men han pressede så hårdt på, at jeg ganske enkelt bare eksploderede direkte fra hans hjul. Feltet hentede mig kort efter, og kort tid efter fangede de også Fjordside, da vi kørte ind på en af rutens smalle veje. Han rykkede da nærmest kontra på sig selv, og fik Lasse Eland med sig. Der ville jeg gerne med, men brugte lige lidt tid på at køre mig frem i feltet og fik rykket efter dem! De kørte dog rigtigt stærkt, og jeg var stadig presset efter at være blevet skivet af Fjordside. Jeg kunne ikke lukket hullet, og jeg kunne se de to sejle væk, mens jeg lod mig falde tilbage i feltet, totalt i krise.
Pludselig gik farten dog ud af feltet, og nu var det som om at ingen rigtig gad køre cykelløb mere, eller havde kræfter til det. Jeg erkendte at vi næppe ville se fronten igen, da feltet kørte for langsomt, så jeg kørte ned bagved for at spare kræfter. Jeg var ret irriteret over den måde løbet havde udviklet sig på, for målet var jo at køre finale, men jeg var også hurtig til at få tænkt rationelt. Man kan ikke ramme det rigtige udbrud hver eneste gang, og mit mål blev nu at nappe et af de sidste par point der var at køre om. Der blev råbt at der var 12 mand ude foran, og med fuld præmierække på 15, så var der altså 3 pladser at køre om. Vi havde kun kørt halvvejs og mine ben var ved at finde sig selv igen, mens jeg fornemmede at folk var ved at være møre, som jeg bl.a. snakkede med Tom Bøttger, Sønderborg CK, om.
Og rigtigt nok. Da vi skulle til at køre ud på 4. omgang blev der sat et par voldsomme angreb ind, og pludselig splittede det hele i atomer. Jeg lå på hjul af Thomas Bilde, Hammel CK, mens der var 5-6 mand foran os, og pludselig opdagede jeg, at der var opstået et stort hul bag os. Jeg råbte, at vi bare skulle køre, så vi hurtigt kunne få lukket. Et par føringer hver, og så var vi oppe. Det var en god gruppe på
Tommy Hass, DCR – Ballerup,
Mikkel Dreyer Nielsen, Hammel CK
Thomas Bilde, Hammel CK
Rasmus Stiggard, Team Georg-Berg Elite,
Morten B. Andersen, Fredericia CC
Bjarne Olsen, Silkeborg IF,
Sune Guldbrand Hansen, Vejle CK,
Kristian Flagstad, CK Aarhus,
En gut fra Svendborg MTB som jeg ikke kendte
Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK
Samarbejdet var egentlig ganske godt i starten, men man fornemmede at folk var trætte. Specielt Thomas Bilde begyndte at side over, og det gjorde at nogle mente han prøvede at bluffe, og så sad de også over. Jeg kunne ikke gennemskue om han var træt, eller om de havde ret i at han lavede skuespil, så jeg prøvede at par gange at lave hul foran ham, for at se om han virkelig ikke havde kræfter til at lukke. Det nummer lavede jeg 2-3 gange, indtil jeg lod mærke til at han ikke lukkede så hurtigt, og derfor konstaterede jeg at han nok bare var træt, og ikke bluffede. Samarbejdede kørte nogenlunde herefter, men da vi kom rundt ved mål stod Bilde af, og Rasmus Stiggard forsvandt også? Aner ikke om han stod af eller fik defekt. Samtidig blev der råbt, at der kun var 6 mand ude foran! Det kunne jeg simpelthen ikke få til at passe. Jeg var 100 % sikker på at jeg havde talt rigtigt, og så mange var der næppe stået af fra front, eller havde fået defekt! Vel?
Samarbejdet fungerede rigtig godt den sidste omgang, da ingen sad over mere, og det virkede som om at alle bare ville til mål. Personligt vurderede jeg, at jeg nok var den hurtigste i en spurt, så jeg havde ikke den store lyst til at skulle forsøge med at angribe. Faktisk skulle jeg “bare” prøve at dække de angreb som måske ville komme til sidst. Faktisk endte vi med at hente en B-rytter der var faldet fra udbruddet, men han prøvede ikke engang at sidde med os da vi kom forbi.
Da vi kørte ind på de sidste 2 kilometer kom netop det angreb fra Flagstad. Det var forventet, og jeg rykkede med det samme efter for at lukke det. Det var hårdt, og jeg begyndte sgu pludselig at krampe, men jeg var SÅ tæt på at lukke. Heldigvis holdt Flagstad op med at træde i nøjagtig samme øjeblik som jeg også slap mit tråd. Han han fortsat 2 sekunder mere, så havde jeg ladet ham køre. Nu skulle jeg have styr på den krampe hurtigt, da der jo kun var 1,5 kilometer til mål. Der kom et angreb mere, men det blev hurtigt lukket, men det gjorde at jeg fik placeret mig i 4. position hvilket var perfekt! Krampen var forsvundet, og nu var mit mål bare at komme først igennem opløbssvinget. Gjorde jeg det, var jeg næsten sikker på at kunne vinde. Med 100 meter til svinget lod jeg mærke til at der kom en rytter bagfra med fart på – jeg tror det var Tommy Hass. Jeg åbnede min spurt før han nåede op til mig, da jeg ville igennem det sving først, og det kom jeg! Skar svinget godt, og åbnede spurten, men fornemmede at jeg havde en eller anden på hjul! Og han kom tættere på da vi manglede de sidste 50 meter! Jeg holdt den til stregen og kastede cyklen over til sidst, hvilket nok var meget smart da jeg kun vandt spurten med 15-20 centimeter. Bag mig var det Mikkel Dreyer der var ved at komme forbi.
Vinder blev Simon Knudsen der kørte solo med 2 kilometer igen. Michael blev 4’er hvilket var mere end absolut godkendt. Der var naturligvis mere end 6 ude foran, som der blev råbt til os og jeg måtte tage til takke med en 12. plads. Før løbet ville jeg ikke have været tilfreds med det, men som løbet udviklede sig, så var det nok det bedste jeg kunne få ud af dagen.
Weekenden var selvfølgelig langt fra målet, men når en punktering i Tønder sætter en ud af spillet, så er det naturligvis svært at have indflydelse på løbet. Nu vil jeg bruge et par uger på at reflektere over sæsonens cykelløb, og komme med en samlet vurdering, og lidt omkring mine planer over vinteren. Lige nu vil jeg nyde et par uger uden cykel, selvom jeg da sikkert vil sidde og savne den om et par dage, og føle mig rastløs! 🙂
God off season til jer alle sammen!