Løbsrapport fra Silkeborg og Herningløbene

**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**

En pinselsweekend, undskyld pinse-weekend 🙂 , hvor jeg kørte 2 ud 3 af Pinsecuppens løb (Marcello Bergamo Cup´en Red… de burde egentlig kalde den MB Pinsecup… synes vi), er netop overstået. Jeg kan med det samme sige at mine forventninger desværre ikke blev indfriet, som jeg ønskede. Forventningerne kan læses her! Hele min sidste uge var et ret stort kaos, med febersymptomer i tirsdags, og en tur på cyklen i onsdags uden energi. Torsdag stod den på en hård vagt på job, hvor jeg fik fri kl. 8 fredag morgen, og derfra var jeg egentlig ude af døren indtil kl. 20, hvor jeg først kom hjem og fik klargjort cyklen, pakket taske og så på hovedet i seng, alt i alt en dårlig optakt! – Så er undskyldningerne vist sat på plads!

Af: Jeppe Tolbøll

SILKEBORG, 3 OMGANGE, 103,2 KILOMETER, 771 HØJDEMETER

Jeg ankom egentlig til Silkeborg i rimelig god tid, men lang kø til toilettet gjorde at jeg endte med at få lidt stres på, og derved kun fik 16 minutters opvarmning. Jeg plejer gerne at køre mindst 20-25 minutter, for ligesom at få benene i gang, og hovedet mentalt klar. Jeg nåede til start som en af de første og så var det ellers bare at vente på at helvede skulle bryde løs – vi startede i medvind!

De første mange kilometer var vi ikke meget under 50 km/t, og der var virkelig knald på. Jeg sad egentlig ganske godt, og følte mig ret veltilpas. For mig handlede det bare om at placere mig godt fremme når vi ramte den første af tre bakker. Det lykkedes også ret godt, for da vi ramte første bakke lå jeg omkring 15-20. position, hvilket ikke var helt dumt i et 75+ mand felt. Dog bragede de lette drenge hen over, med voldsom meget fart på, og jeg tabte lidt placeringer. Da vi så ramte toppen var der lidt modvind, og her fortsatte de bare med at køre hårdt tempo! Det gjorde at jeg gik fra maks på bakken, til maks i vinden! Øj, det var hårdt…!

Men jeg fik kørt mig fremad igen. Den næste bakke kom snart, så det var livsnødvendigt for mig at være fremme. Nummer 2 bakke på ruten, kommer efter en nedkørsel, så der var det faktisk nemt at køre mig frem. De næsten 100 kilo suger altså bare en ned af, ligesom de nærmest trækker en baglæns på bakkerne! Så jeg kørte ind på bakken som nummer 5, tror jeg, men igen blev der kørt rigtig hidsigt op ad den. Jeg tabte rigtig mange placeringer igen, og pludselig lå jeg igen og skulle køre huller op efter bakken! Det gik latterligt stærkt, følte jeg. Det følelse af at gode ben, jeg havde inden vi ramte løbets første bakke var forlængst væk!

Jeg begyndte at få problemer med at køre mig frem. Dels pga. meget små veje og et stort felt, men også fordi at benene gjorde voldsomt ondt, panikken kom, da jeg havde undervurderet hvor kort tid der var til bakke nummer 3. Det gik pludselig op for mig, at jeg ikke ville nå tilpas langt nok frem. Nå, så måtte jeg overleve på bedste vis.

Vi pløjede henover rutens sidste bakke, og denne gang mistede jeg ikke ret mange placeringer, men jeg gik også rigtig dybt, og pludselig lå vi bare på en lang perlerække! Oppe foran havde de ikke tænkte sig at lette på gassen, det var tydeligt. Jeg var helt oppe i den røde zone, og pludselig begyndte jeg bare at miste meter til rytteren foran mig. Nu var jeg pludselig “ham” der lå i vejen for de andre i sidevind, og ikke kunne holde sit hjul! Jeg prøvede at lave en vifte, og det lykkedes da også at få 2 andre med på den, før den 4. i rækken besluttede sig for at rykke forbi og prøve at lukke solo.

Dér sprang jeg i luften og gik helt død. Slut efter sølle 30 minutter i feltet. Jeg stod helt stille og måtte bruge 1 minuts tid på at få luften igen. Ham der rykkede i stedet for at køre vifte, kom i øvrigt ikke op igen.

Jeg lå nu alene, og var egentlig ret skuffet over mig selv. Så efter 4-5 minutter med selv-ynk, besluttede jeg mig for at dagen altså ikke skulle være helt spildt. Jeg nulstillede min omgangstid (og watt), og tog så 27 minutter på sweet spot. Jeg ville egentlig have kørt 30 minutter, men jeg blev overhalet af U19-feltet, hvor jeg så hægtede mig på. Der holdte jeg så yderligere 20 minutter før jeg røg af på bakken i deres felt. De havde også travlt.

Derefter besluttede jeg mig for at rulle ind til mål de sidste 14-15 kilometer. På vej mod mål mødte jeg Henrik Skovmose, fra Thy, som kørte på en siver, som derfor skød genvej uden om rutens sidste bakke. Den var jeg med på, så jeg joinede ham. Det var sgu lidt hyggeligere end at køre for sig selv.

Løbet sluttede så efter 2 omgange for mig. Jeg havde ikke forventet at kunne side med de hurtige drenge, men jeg havde dog forventet at køre i den bedste halvdel, hvilket jeg var langt fra efter jeg blev sat, og når man så står af så når man det slet ikke 🙂 Men jeg ville spare mig til Herning, for der burde jeg jo kunne sidde med, ikke?

Jeg hørte at vi havde kørt knap 48 km/t i snit før vi ramte første bakke, og da jeg røg af efter 30 minutter var vi på 44,8 km/t, i følge min Garmin! Der var altså blevet givet gas!

HERNING, 5 OMGANGE, 132 KILOMETER, 350 HØJDEMETER

Modsat den lidt dårlige dag, inden Silkeborg-løbet, så var optakten til Herning næsten perfekt. Et godt nærende måltid om aftenen, og 10 timers søvn, så jeg vågnede helt frisk.

Jeg ankom til Ikast, hvor løbet køres, i god tid, og fik mig samtidig en solid og god opvarmning. Det hele føltes godt. Planen var egentlig at køre ret passiv 1. omgang, og så se hvad det kunne blive til. Det var til trods for at Herning, åbenbart havde holdt et ret åbenmundet taktikmøde, om at angribe på løbets store hovedvej hvor der ville være sidevind! Det blev åbenbart offentlig kendt. Dog da vi stod ved start snakkede flere om at vinden slet ikke ville være hård nok, og at vi nok ville ende samlet hjem. Det troede jeg dog ikke helt på, desværre.

Starten gik, og som altid (I hvert fald i pinsecuppen) med rigtig højt tempo. Allerede efter 3 kilometer gik min passive plan lidt i vasken. Foran var Jimmy Purkær, Aalborg og Emil Bak, Silkeborg kørt væk, og dem følte jeg lige jeg ville op til. Så jeg rykkede, men fik ikke stort hul, så derfor faldt jeg tilbage i feltet, hvor jeg så lå godt fremme. Vinden stod således, at den var hårdest på løbets to store stykke hovedvej. Det første stykke var vel 1,5 kilometer og de næste omkring 5.

På det første stykke lå jeg langt fremme, og kom uden besvær med. Da vi så kort tid efter ramte de lange stykke lå jeg nok lidt for langt tilbage, for pludselig blev der kørt sidevind. Jeg må dog indrømme, at jeg på intet tidspunkt var presset, og det det gik først op for mig HVOR meget andre led, da folk begyndte at lave huller foran mig. Bagved hørte jeg Martin Hjørngaard, CK Aarhus, råbe at jeg skulle komme længere frem. Okay, intet problem. Der var virkelig overskud lige der. Da vi var færdige med sidevindsstykket drejede vi næsten 180 grader, men ind i et mere lukket område med buske. Nu var vi kun en 35 mand tilbage. Det var sgu godt! Jeg gav et par nap med i føringerne, men brugte ellers mest tid på at sidde bagved og spare kræfterne.

Da vi kørte ud på 2. omgang forblev jeg nede bag i. Min plan var at bevæge mig frem af, inden det lange sidevindsstykke igen, her begik jeg min største fejl. Jeg undervurderede det korte stykke sidevind. Da vi ramte det korte stykke blev der for alvor lukket helt op, og pludselig knækkede den foran mig. Panik! Der var nogle der lavede en vifte, men de kørte slet, slet ikke stærkt nok, så jeg måtte ud i vinden og forbi dem. Jeg kørte med alt hvad jeg kunne, og jeg kom tættere på, men manglede 10-15 meter da vi drejede af vejen og ind i medvinden, og det var nok, jeg nåede dem ikke!

Bagfra kom Martin Hjørngaard og et par stykker andre, og vi fandt lynhurtigt ind i et godt rulleskift. Vi fangede et par stykker der heller ikke kunne holde hjul på fronten, og der kom et par stykker op bagfra, og pludselig var vi en 20 mand i gruppen. Vi knoklede virkelig for at lukket hullet. Der var en 5-6 mand der konsekvent sad over, specielt Herning (som havde 4 mand i fronten), men der var ikke tid til at prøve at få dem frem. Det blev nu til en af de værste gangs forfølgelsesløb jeg har været med til.

Det var rigtig hårdt, ikke kun fysisk, men også mentalt, for vi kunne hele tiden se fronten. Men vi kom dog ikke tættere på. Jagten fortsatte indtil 3. omgang, hvor vi kort før mål, havde under 8 sekunder, talte jeg, og så skete der noget virkelig dumt! – vi gik i stå! Det var som om at folk ville spare kræfter til når de andre havde lukket, og så var der pludselig kun 6-7 mand der kørte rundt! Folk begyndte at rykke, men hvis man tror man kan lukket 8 sekunder selv, når vi andre kører 45 km/t, så må man virkelig være optimist.

Samarbejdet brød sammen, i et par minutter, og så var det nærmest slut.

Personligt var jeg træt, mest fysisk, men også mentalt. Jeg orkede ikke at lide mere, og da vi ramte rutens eneste lille knold, 5 kilometer ude, sagde benene og hovedet stop. Jeg mistede ikke mere end 10-15 meter, men det var nok. Jeg var slået mentalt der, og som den største tøsedreng, drejede jeg cyklen om og kørte ind til mål! Træt af mig selv, træt af de manglende kræfter, og træt af at se et af sæsonens mål glide ud af hænderne på mig.

Konklusion på weekenden:
Den sygdom og træthed jeg havde det meste af ugen gjorde nok mere ved mig, end jeg først havde regnet med. Da jeg skrev mine forventninger i torsdags, var jeg ovenpå, og tænkte at de betød sgu ikke en skid.

Samtidig må jeg nok også erkende at formkurven efterhånden er ved at tage en knæk ned af, og det er fandens svært at acceptere. Det vigtigste er nok, at jeg mangler den sidste styrke i B-klassen, når der skrues helt op for gassen. Der må jeg bare erkende, at der kan jeg ikke helt være med endnu.

Hjem og træn igen, må være svaret. 🙂

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *