2 løb er netop overstået i weekenden, og de stod begge i skærende kontrast til hinanden i forhold til sikkerheden. Begge løb blev præget af en vanvittig vind, som rev feltet i atomer, da de store kanoner satte sig frem og satte tempo. Jeg havde bedre ben end forventet i begge løb, men 2 fejl blev udslagsgivende.
Optakten kan læses HER.
AF JEPPE TOLBØLL
Disclaimer: Jeg kommer med et langt skriv om sikkerhed herunder, og derefter kommer jeg med begge løbsrapporter, som koncentrerer sig om cykelløbet, og ikke kommer ind på sikkerheden – eller mangel på samme.
Sikkerhed – kan vi snart få en standard for hvordan cykelløb bør afvikles?
Jeg vil gerne først og fremmest sige, at det her skriv ikke handler om at pege fingre af Hillerød CC. Jeg er sikker på, at de ikke er ligeglad med sikkerheden, og at de har gjort hvad de kunne, ud fra de forudsætninger de havde. Det ændrer bare ikke på, at der simpelthen mangler en rød linje i den måde der arrangeres cykelløb på, og hvis løbene er som i lørdags, så det kun et spørgsmål om tid, før vi ser et alvorligt uheld ala det vi så med Mads Herschend tilbage i 2014 i Sorø, hvor han kolliderede med en modkørende bil på ruten, og var tæt på at miste livet. Dem der ikke kender historien kan læse den HER.
Det som sker i løbet er, at blot 2,3 kilometer ud af rutens ca. 17 kilometer var ensrettet. Samtidig blev løbet afholdt på en rute med en masse små veje, der skiftede mellem 3,5 til 4 meters bredte, hvor der var en masse blinde sving, og bakketoppe hvor man ikke kunne se modkørende trafik.
Allerede efter blot 2,8 kilometer var det tæt på at gå frygtelig galt, da vi efter et skarpt højresving, rammer en blød venstrekurve, hvor man ikke kunne se noget. Ud af det blå kommer der en modkørende bus, der pludselig fjerner 60 % af vejens bredte, og 4-6 ryttere undgår med en ufattelig kombi af held og dygtighed, at slynge cyklerne forbi bussen, uden at vælte, og flere i feltet formår også, at undgå at styrte ved at hele feltet må lave en afvige manøvre! Man kunne tilgive et enkelt tilfælde, men resten af dagen var der flere modkørende biler, og endda 3 busser mere som alle gjorde at over halvdelen af vejbanen pludselig ikke kunne bruges. Jeg ved, at flere vil sige, at så må vi bare bruge højre vejbane, men det er utopi, at tro, at 90 elite-ryttere, hvor de bedste kæmper om professionelle kontrakter til næste sæson, kan holde sig på 2 meters vejbane, når der så ovenikøbet er sidevind hele dagen.
Når man ser på hvordan hele A-feltet blev holdt ind i Rødekro, fordi nogle ryttere havde kørt over en dobbeltoptrykket linje, med beskeden om, at når vi ikke kunne tage vores sikkerhed alvorligt, så måtte de true med at lukke vores løb, og vi så 2 uger efter bliver kastet ud på en rute, hvor vi flere gange er ved at kollidere med modkørende trafik på bette små veje, så bliver man virkelig forundret over, om DCU/kommisærerne virkelig mener det alvorligt, i forhold til sikkerheden.
Den 29. marts sendte Distrikt Sjælland følgende ud (LINK):
“Distriktet har afsat ressourcer til et forsøg med observationsmotorcykler, der vil være bemandet af en kommissær. Målet er bl.a. at højne sikkerheden ved at have et ekstra sæt øjne på ruten, der både kan gribe ind ift. potentielt farlige situationer og være med til at håndhæve regler.”
“…Det betyder også, at distriktsbestyrelsen direkte beder de sjællandske kommissærer om at standse felter eller diskvalificere ryttere, der fx krydser midterlinjen eller lignende – også uden forudgående advarsler. Det gælder i alle klasser.“
Med ovenstående i mente, så lyder det som om, at alt ansvaret for sikkerheden placeres hos rytterne? Hvor er arrangøransvaret? Vi har før fået lukket cykelløb i Aarhus, da sikkerheden var mildt sagt under standard, men sammenligner man med løbet i lørdags, så var det nok dobbelt så slemt. Hvor er den røde tråd? Hvor er linjen? Hvor mange skal slås til lirekassemænd, før vi sætter foden ned?
Ansvaret ligger naturligvis ikke kun hos Hillerød CC, eller de enkelte kommisærer der var der på dagen. DCU burde hjælpe klubberne, med at få lavet et politisk pres på kommunerne/politikredsene, eller hvem der har ansvaret for at bestemme om veje kan ensrettes, når de er så farlige.
I Skives løb om søndagen var ruten også omkring de 17 kilometer, og vi mødte ikke én eneste modkørende bil, da hele ruten var ensrettet, og knap 1 kilometer på hovedvejen var markeret af med røde kegler, så ingen kunne krydse midterlinjen. Når 2 løb kan være i SÅ skærende kontrast til hinanden, så er det noget der ikke hænger sammen.
Hvordan det endelig problem løses aner jeg ikke, men det ville være rigtig fedt, hvis det skete før uheldet var ude.
Ovenstående står for egen regning, og jeg kommer ikke til at nævne andres navne, men jeg ved, at ryttere overvejede at trække sig fra løbet i Hillerød i protest, og flere faktisk mente, at det til tider var direkte livsfarligt.
HILLERØD, 8 OMGANGE, 140 KILOMETER, 872 HØJDEMETER
Fra Haderslev og til Nordsjælland er der ca. 3:15 timer i bilen. Derfor blev det hurtigt en nem beslutning for konen og jeg, at vi tog en overnatning på Sjælland for at mindske køretiden, da jeg var ret sikkert på, at hvis jeg først havde sat så længe i bilen, så ville jeg være så radbrækket, at det ville være et betydeligt handicap. Derfor overnattede vi på Danhostel i Ringsted, selvom det var en time fra start. Vi havde overnattet der ugen inden, og kender stedet, og ved at sengene er gode, og at der er stille.
Vi ankom til Hillerød i ganske god tid, og havde faktisk tid til at gennemkøre ruten 2 gange i bilen. Vejene var smalle, snoede og meget af tiden gik det enten op eller ned. I hvert fald kunne jeg konstatere, at RidewithGPS.com også løj i forhold til max stigningsprocenterne, som lå langt over de 2,7 %. Min kammerat, Thomas Maaløe, havde dog skrevet, at den nok nærmere ramte 8-10 %, hvilket måske også var lidt over, men den ramte i hvert fald 5-6 %.
Derefter kørte vi ind til starten og fandt resten af teamet. Taktikken var rimelig klar. Vi skulle prøve, at hjælpe hinanden, holde os så samlet som overhovedet muligt, og holde os fremme. Den sidste del tror jeg 99 % af feltet havde fået at vide. I dagens løb havde vi også fået fornemt besøg af Johan Price-Pejtersen fra World Tour-mandskabet Bahrain Victorious.
Med vinden, som var taget til i forhold til løbsoptakten, der ramte 10 m/s og vindstød på hele 18 m/s, så vidste alle, at vi nok skulle ud og slås. Derfor var det også ret vigtigt for mig, at komme i startboksen i god tid, hvilket lykkedes nogenlunde, og da løbet blev sat i gang lå jeg ganske fornuftigt da BHS-PL Beton Bornholm satte det første tryk. Positionskampen var vild og voldsom, og de fleste levede nok efter mantraet “If you are not moving forward, then you are moving backwards!” Var man uopmærksom, eller for flink, så mistede man lynhurtigt 5 pladser, og der blev skubbet, mast og sprintet ind i alle huller.
Jeg fornemmede godt, at min puls hurtigt kom op hvor den ikke havde det så sjovt, men samtidig så vidste jeg også, at det var mindst lige så ledt nede bagved. Jeg holdt mig relativt nemt blandt top 30 det meste af tiden, og var på forkant med det meste og fik derfor tit placeret mig ganske fint i forhold til vindretningen.
Det som jeg synes kan være svært i A-klassen, er faktisk ikke det, at skulle holde sig i top 30. Når man først ligger der, kan man med lidt snilde og power godt være der. Men derfra også til at komme i top 10, og komme i en angrebsposition, det synes jeg er svært, når “vaskemaskinen” kører. Derfor var jeg heller ikke med i nogle angreb hele første omgang, hvilket i bagklogskabens lys var godt nok, da intet for alvor fik snor. Men man vidste også, at hvis det rigtige udbrud med coloQuick, Restaurant Suri-Carl Ras, BHS-PL Beton og CO:Play fik hul, så kunne de nemt sejle væk.
Første omgang gik dog forholdvis nemt, selvom positionskampen var crazy, og foromtalte trafik var lidt vild. Ud på 2. omgang fik jeg stadig holdt mig godt til, og da farten kort inden byen, Annisse, gik ned, fandt jeg et lille hul og angreb. Hurtigt kiggede jeg bagud og så, at ingen ville angribe med mig i modvinden. Jeg besluttede mig for, at det ikke var værd at fortsætte på, og jeg kørte kun 350-380w som var omkring midten af Z3 af mine watt, mens jeg dog gjorde mig så lille, som min store krop nu kan være, og jeg øgede stille og roligt. Hvad er det med mig, og dødsdømte solohug? Lige da vi kom ud af Annisse, slap jeg trådet, og ville falde tilbage… lige indtil jeg så, at min kone, Michelle, sad på bakketoppen på den efterfølgende bakke og skød billeder. Jamen, hvad gør man da ikke for et godt billede? Jeg besluttede mig i hvert fald for, at det da kunne være meget sjovt, at feltets tungeste rytter, kunne ses foran feltet, på den hårdeste bakke, som samtidig var i modvind. Jeg kørte faktisk lidt for langt over min grænse, men sådan var det.
Faktisk skulle det vise sig, at være et okay “move”. For efter bakken drejede vi 90 grader til højre og ind i en hård sidevind. Jeg havde fået luften igen, da coloQuick-toget kom blæsende, men jeg lå i læ-siden. Jeg fik kæmpet mig ret nemt ind i en position som nummer 12-15 stykker, og fik hele stykket nærmest gratis, i forhold til dem der knoklede i vinden. Jeg tabte dog langsomt lidt placeringer, men intet alarmerende.
Vi var stadig mange Team Give Elementer i feltet, og vi fik kommunikeret ganske godt, men vi manglede stadig at kunne holde os samlet, men omvendt så fik vi stadig hjulpet hinanden frem engang i mellem.
Efter bakken, hvor jeg omgangen inden, havde leget photoshoot, blev der igen kørt noget sidevind. Positionskampen var heftig igen, og pludselig fik jeg et lille svaj, og jeg ramte rytteren på min venstre side. Jeg tror han var heldig at holde den oppe, for jeg blev i hvert fald svinet godt og grundig til. Jeg følte som sådan ingen skyld, men var egentlig mest glad for, at jeg ikke var skyld i et styrt. Få sekunder efter, blev der angrebet i front, og der var en gruppe på 5-6 mand der fik hul. Jeg lå på hjul af Johan Price-Pejtersen, der angreb med, og jeg fik klisteret mig fast på hjulet. Jeg kiggede hurtigt bagud, og kunne se, at ingen fulgte efter. Da jeg så kiggede frem havde Johan lige taget 1,5 meter på mig, og jeg måtte bide i frempinden for at komme tilbage på hjulet. Jeg ved ikke om folk havde kørt for hårdt i det angreb, for da Johan fik lukket, gik den helt i stå og ingen ville/kunne føre. Jeg kunne i hvert fald ikke hjælpe med noget som helst. Derfor blev det også lukket igen kort tid efter.
På vej ind mod mål, inden vi skulle ud på 3. omgang rev en større gruppe sig løs oppe foran. Jeg lå som nummer 20-25, og kunne se, at Gustav Frederik Dahl, fra teamet, prøvede at lukket hullet efter målstregen, men ikke rigtig kom tættere på. Jeg tog den beslutning, om at køre ud i vinden selv, og med en kræftanstrengelse, hamrede jeg forbi resten af feltet og Gustav og fik lukket hullet! Jeg bad til, at den ville gå i stå bagved, da gruppen foran var på 10-15 mand, men desværre blev det hele samlet igen. Satans også! Det havde kostet, at lukket hullet, og hvis vi var sejlet væk kunne jeg nok godt have lusket mig til at sidde et par føringer over, men i stedet skulle jeg nu igen kæmpe om pladserne mens benene prøvede, at få syren ud.
Jeg mistede en del pladser, men genfandt hurtigt mig selv. Jeg må ærligt indrømme, at jeg lige her ikke rigtig ved hvad der skete med mig, men jeg mistede koncentrationen, og fik ikke kæmpet mig fremad igen, selvom jeg godt vidste, at jeg sad lidt på de billige pladser, hvis der blev åbnet op i sidevinden igen. Jeg hørte et par coloQuick-ryttere snakke om noget med “…fuld gas efter bakken!” Jeg tænkte, at det nok betød, at de ville køre endnu engang i sidevinden. De lå godt samlet, og jeg lå selv låst inde i modsatte side af vejen, men begyndte at køre mig frem.
Jeg kom dog ikke hurtigt nok frem, og måtte bruge kræfter flere steder i vinden for at vinde placeringer, i stedet for at sno mig igennem feltet. Da vi ramte bakken var det tydeligt, at coloQuick-toget var nået frem, mens jeg stadig personligt, lå for langt tilbage. Fuck også!
Nu blev der åbnet op igen, og der blev kørt virkelig stærkt. Modsat de andre gange gik den ikke sådan lige i stå, og folk sprang i luften bagved mig. Foran begyndte hullerne også at opstå, men folk fik dem lukket igen og igen, men jeg vidste også, at på et tidspunkt ville den knække foran. Jeg slog et kig bagud, og så min holdkammerat Anders Bruun. Jeg vidste, at jeg nok godt kunne køre frem selv, og fange halen af feltet, men så ville jeg med stor sandsynlighed gå kold derefter. Samtidig vidste jeg også, at hvis jeg ikke kørte frem, så ville jeg blive fanget om ganske få sekunder, når flere ryttere uden tvivl ville knække. Så uanset hvad, så var jeg fucked. Derfor var den efterfølgende beslutning nem at træffe. Jeg kastede et blik tilbage på Anders, pegede på mit baghjul, og begyndte ellers at banke afsted. Vi strøg forbi 4-5 ryttere som slap feltet, og jeg gjorde mit ypperste for at gøre mig større, så Anders kunne få så meget læ som overhovedet muligt, og måske få hevet lidt luft ind. Føringen føltes som flere minutter, men var reelt set kun 40 sekunder, kan jeg se på Strava. Til gengæld var den med +600w, og jeg fik Anders kørt frem til bagenden af feltet, inden jeg måtte slå ud og eksplodere. Min eneste trøst i dette moment var, at Anders fik kilet sig fast på bagenden, og kom med gruppen, mens resten af os andre bagved, nu bare var spredt i stumper og stykker.
Der kom en lille gruppe bagved, hvor bl.a. Jakob Bødker sad, men vi vidste vist alle sammen, at det var nærmest umuligt at komme tilbage. Jeg var ramt, og kunne ikke rigtig bidrage med ret meget, og jeg traf de forkerte beslutninger, da jeg ikke tænkte klart, og blot få kilometer senere blev jeg også sat fra denne her gruppe, som dog faktisk endte med at få lukket hullet.
Jeg var sat allerede inden 3. omgang ud af 8 var kørt, og jeg var faktisk ret skuffet. Jeg havde dummet mig så meget, ved ikke at prøve at fastholde min plads foran, eller tilbagekæmpe den, og før jeg fandt ud af det, var det for sent. Samtidig så havde jeg ikke styrken til at rette op på fejlen, det må jeg også bare erkende.
Efter jeg var blevet sat kørte jeg 4. omgang med Magnus Bächler, Mads Schelde Berg, fra Team Geo Berg, og vist nok en coloQuick-rytter, som jeg ikke så hvem var. Jeg tog bare fronten med Magnus og holdt et okay pres. Jeg skulle træne lidt. Ud på 5. omgang troede jeg at alle mine følgesvende stod af, så jeg besluttede bare, at holde kæden strammere nu, så jeg kørte ganske hårdt på. Lige inden omgangen sluttede kom B-feltets udbrud forbi, og bag dem lå en race marshall, som jeg gik på hjul af. Derfor fik jeg næsten en omgangs billig “motorpace” bag dem, inden jeg med 3 km før slutningen af 6. omgang igen rullede af, og sagde tak for i dag, så der bare var lidt i benene til Skives løb.
Det endte med at Team Give Elementer fik 2 mand igennem løbet hvor Gustav blev nummer 24 og Anders blev nummer 29. Vinder blev Sebastian Kolze Changizi fra coloQuick i et tæt spurt mod Carl-Frederik Bévort fra Uno X Dare Development, mens Mathias Matz, CO:Play, blev 3’er.
Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/10083/app/results?round=49853
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/6954298244/overview
SKIVE, 7 STORE OMGANGE + 3 SMÅ OMGANGE, 129,7 KILOMETER, 828 HØJDEMETER
Konen og jeg ankom til Skive i god tid. Jeg kendte ikke ruten, da jeg ikke har kørt i Skive i mange år, og derfor var det fint lige at vide, hvor de farlige momenter ville være. Vinden var i dag igen voldsom, med 10 m/s direkte fra vest og vindstød op til 18 m/s. Vejene var som forventet meget små, men alle ensrettet og i ganske fin tilstand.
Der hvor forskellen virkelig kunne laves var efter 12 kilometer, efter den lille by Krejbjerg. Der ville vinden stå hårdt ind fra højre, mens vi samtidig skulle op af en bakke på 2,5 til 3 %. Sådan en bakke ville normalt ikke være så voldsom, men med vinden oven i, kunne den gøre kæmpe skade.
Vi fik lagt en taktik som var lidt ala den i Hillerød. Hold os samlet, hjælp hinanden, og hold os fremme. Jeg fik opvarmet og stod igen tidligt i startboksen. Vi ville starte ud i direkte sidevind fra venstre. Med 4 minutter til start smed jeg min vindveste og overjakke, samtidig med at himlen blev sort, og der begyndte at små dryppe. Det blev hurtigt til decideret snefnug, og det kunne ende med at blive en rigtig hård dag. Heldigvis holdt det dog op igen efter blot 10 minutter inde i løbet.
Løbet blev sat i gang, og det var voldsomt. Flere steder kørte vi i læ, men så snart, at vi ramte et åbent stykke slog hele feltet en halv meter mod højre, hvilket gav nogle farlige situationer. Jeg fik kæmpet mig godt frem, og var faktisk nærmest aldrig ude af top 20 på noget tidspunkt. Med held og snilde fik jeg konstant placeret mig ret fornuftigt i forhold til hvilken side af feltet der kørte frem.
Det var helt tydeligt, at coloQuick var på en mission. De var på hjemmebane, og de ville vise hvem der bestemte. Så flere gange prøvede de, at slide feltet i stykker i sidevinden, og det lykkedes også flere gange, hvor jeg senere blev fortalt, at folk allerede tidligt i løbet blev sendt ud af bagenden. Modsat i går, hvor jeg synes, at pulsen måske var lidt for høj i starten af løbet, i den heftige positionskamp, så følte jeg mig omvendt, i Skive, i kontrol. Jeg havde det godt, og som Morten Gadgaard fra Team Sparekassen Danmark sagde; “Hold kæft det er fedt det her!” Og ja, det var fedt, med det konstante kaos, stress og positionskamp. Det er i hvert fald sjovt, når man er ovenpå.
Det lykkedes ikke rigtig feltet, at blive sprængt i atomer på første omgang, og vi var en stor flok ryttere der kørte ud på 2. omgang. Kort før vi kørte ud på 2. omgang lykkedes det mig dog, at komme væk i modvinden, hvilket normalt set ikke anses som særlig klogt, men feltet kørte ikke voldsomt stærkt, og jeg fik da fire andre ryttere med mig, hvor bl.a. Søren Vosgerau, Riwal Cycling Team, og min egen holdkammerat Martin Szokody var med. Ligesom man kan komme bakker i forkøbet, så kunne vi komme sidevinden i forkøbet, og det var præcis hvad der skete. Det var igen coloQuick der svingede taktstokken, og gav den et ordentlig skud, og flere ryttere måtte se sig selv ryge ud af bagdøren. Jeg fik selv hægtet mig fast på deres tog, og fik en ret nem ekspres i sidevinden.
Faktisk forløb 2. omgang ellers ret meget som 1. omgang – indtil den ikke gjorde. Stadigvæk en hulens masse kaos, råben og skrigen, men i med- og modvinden gik den i stå. Da vi ramte rutens nøglepunkt, bakken som jeg snakkede om i starten, lå jeg egentlig ret fornuftig i en 20-25 position. Jeg ville da gerne have været længere fremme, men både coloQuick og BHS-PL Beton Bornholm’s hold med samlet set 25 mand, var alle aggressive og ville frem, så jeg tog også mine kampe med omhu. Jeg kunne godt se at coloQuick-toget var på vej frem, men kunne ikke rigtig gøre noget. Jeg tror de fleste kunne se det, og vidste hvad der ventede.
Express-toget kører og det er sort og hvidt!
Da vi ramte sidevinden åbnede det sort/hvide eksprestog op, og alle sad nærmest en og en, på linje, i en desperat overlevelseskamp. Pludselig rev en ca. 15 mand stor gruppe sig løs, og bag dem lå yderligere end gruppe på fem mand. På vej ned af en bakke, hen mod den foromtalte bakke, lå jeg og fik læ, da det lignede at vores gruppe ville gå i stå. Uden at det kostede det store rev jeg cyklen ud i vinden, og trådte til at par gange, og fløj uden om gruppen, og fik kørt mig op til gruppe 2 med de fem ryttere, uden at jeg fik andre med. Jeg gik med det samme ind og tog min føring, selvom jeg var ret presset, for hvis vi nåede op til gruppen foran, ville det sgu være fantastisk, men desværre var der ikke meget krudt i nogle af os, og vi blev fanget af det som før var gruppe 3, men nu blev til en større gruppe 2.
Der var ikke ret meget overblik lige nu. Jeg vidste, at der ikke sad nogen fra Team Give Elementer foran, og siden jeg havde været afsted med gruppen, hvor Martin også var, havde jeg ikke set flere af vores ryttere. Derfor kørte jeg med på viften i gruppe 2, dels for at hjælpe med at hente gruppe 1, men også for at holde mig ude af de værste problemer i forhold til at kæmpe om de billige pladser nede bagved. Da vi ramte modvinden ind mod mål kunne jeg gøre en kort status.
I vores gruppe sad der en ret stor håndfuld ryttere fra BHS PL-Beton Bornholm, 3 fra Restaurant Suri-Carl Ras, 4-5 fra Herning CK Biemme. Det var i hvert fald tydeligt at bornholmerne vist havde misset frontgruppen for de tog hurtigt ansvar. Jeg hørte Morten Gadgaard sige til Jacob Gye Madsen, at de havde en med foran. Jeg var den eneste fra vores team i gruppen, som var omkring 15-20 mand. Jeg tog den beslutning om, at det ikke var min opgave at hjælpe med at lukke. Det måtte kontinental-holdene der havde misset gøre. Riwal sad også med deres to eneste ryttere i gruppen i form af Søren Vosgerau og Alexander Salby. Derfor var det bare at sidde på hjul i med- og modvind, og så i sidevinden kæmpe sig ind på viften og køre med rundt. Man følte lidt, at det var et douchebag move, men sådan er spillet også engang i mellem.
Min gruppe kørte rigtig stærkt, og den var så stor, at der ikke helt var plads til alle rytter på viften, og flere og flere røg ud af gruppen. Selv var jeg rigtig godt kørende, og jeg fik spist og drukket rigeligt. Jeg fik også konstant holdt koncentrationen, så jeg følte, at jeg hele tiden var på forkant med det meste. Inden det sidevindsstykke med bakken, hvor coloQuick omgangen før havde smadret det hele, hørte jeg en BHS-PL Beton Bornholm-rytter sige, at de lige skulle have tyndet ud i vores gruppe. Derfor bevægede jeg mig frem og begyndte at tage lidt føringer, selvom der stadig var medvind. Jeg ville gerne ligge rigtigt før vi ramte sidevinden. Og rigtigt nok, så blev der trykket lidt til. Jeg kørte med rundt, og alt var godt, mens folk røg af på bakken.
Det gik så godt, lige indtil det ikke gjorde!
Efter bakken drejede vi til venstre ind i noget mere sidevind, men nu var gruppen kun nede på små 10 mand, og vi havde frontgruppen inden for 10-15 sekunder. Jeg lod lige Sparekassen Danmarks William Wisholm komme ind foran mig på viften, da jeg gerne ville ligge bag en rytter der var lidt højere, end den rytter jeg hidtil havde ligget bagved. Det skulle vise sig at blive en dyr gestus. William lod samtidig hans holdkammerat Morten Gadgaard ind, og jeg lå lidt længe og ikke rigtigt fik læ. Dog kørte rulleskiftet nu, og da jeg ville køre frem, og hjælpe med arbejdet, så gav der pludselig et stort svaj i gruppen. Williams hofte ramte mit styr, og jeg blev trykket af vejen i venstre side, mens vi kørte i en højresvingskurve. Jeg formåede mirakuløst at holde cyklen oprejst, men mistede alt fart, og før jeg fik cyklen ud på asfalten igen, manglede jeg 10-15 meter til gruppen! Der var panik, og jeg måtte køre nærmest all out, men jeg kom bare ikke tættere på. Én rytter i sidevind mod 10 andre er en umulig opgave! Jeg prøvede desperat at pace mig selv, for jeg vidste at modvindsstykket snart kom, og havde jeg dem tæt på, så kunne jeg håbe at de gik i stå.
Lige lidt hjalp det dog. Jeg mistede flere og flere meter, og lang tid før vi ramte modvindsstykket begyndte servicebilerne at overhale mig. Og poweren i benene var også ved at være opbrugte for en stund. Jeg var bitter, og rasende. Ikke på William, for det var jo ikke hans skyld. Jeg var mere bitter over det manglende held. Jeg havde næsten haft det bedre, hvis det havde været dårlige ben, som havde sat mig ud af spillet.
Kort tid efter kom coloQuicks Oliver Søndergaard forbi mig. Vi begyndte at køre rundt og fik så samlet os med Mads Mosevang, Herning CK og Simon Bak, coloQuick. Fra nu af var det bare træning, så det gik for mig bare ud på, at få gennemført løbet, og få kørt lidt stram kæde. Kort tid efter kom en lille gruppe op bagfra med Albert Holm og Alexander Arnt Hansen, og en anden fra Restaurant Suri-Carl Ras, så de var tre ryttere. Vi kørte rundt, men det var tydeligt, at nogle i gruppen også hurtigt var ved at blive trætte, så der var perioder hvor der blev taget dobbeltføringer.
På 5. omgang kom der yderligere en gruppe op bagfra, hvor bl.a. Jakob Bødker sad. Vi havde fanget et par enkelte ryttere der var faldet fra i gruppen foran os, og nogle andre stod af, så jeg mistede lidt overblikket over hvem der reelt set sad tilbage ud af de 8-10 ryttere vi på et tidspunkt var. Det var også ligemeget. Der var 4-5 mand der konstant arbejdede, nemlig Bødker og jeg, Simon Bak og Oliver Søndergaard og Tobias Aagaard Hansen, Uno X Dare Development Team. Alle andre i gruppen sad ret meget over, men det var fint. Jeg skulle bare påføre min krop så meget stress, så jeg snart kunne ramme formen igen, og jo flere TSS jeg kunne få ind på kontoen jo bedre.
Da vi kørte ud på den sidste af de store omgange, begyndte folk at falde fra. Det var helt tydeligt, at nogle af dem var trætte, for gruppen gik helt i stå i modvinden, og der blev taget en del lange og en del dobbelteføringer. Oliver Søndergaard endte med at køre sig selv i hegnet og måtte slippe. Jeg aftalte med Bødker, at hvis vi kom samlet ind, så ville jeg køre et lead out for ham. Vi kørte naturligvis om hvad vi troede var en 30.-35. plads, men vi kunne lige så godt træne det, når vi nu sad her. Hvem ved, om vi en dag får brug for det?
Efter 7. og sidste store omgange skulle der køres 3 små omgange af 3,8 kilometer. Her holdt vi egentlig meget godt sammen, indtil sidste omgang af de små. Her lavede Simon Bak et lille angreb, og ingen andre fulgte op på ham. Jeg var frisk på at køre en lille finale – som sagt, så kunne man lige så godt træne det. Jeg kørte med ham, og gik på hans hjul, mens han lige tog en 1,5 minuts føring inde i den lille by Rødding. Der var ikke rigtig nogen der fulgte efter os. Jeg overtog føringen i modvinden, og trykkede bare ret godt til den. Det sidste af benene skulle klemmes ud. Jeg ville naturligvis gerne slå Simon, men det var altafgørende om det lykkedes.
På den sidste kilometer i modvinden prøvede jeg med et langt angreb for at overraske ham. Jeg holdt over 650w i 40 sekunder, men Simon fik klemt sig fast i min draft, og med 200 meter til mål, så angreb han, og jeg kunne ikke svare igen.
Da jeg kom i mål fandt jeg ud af, at jeg var blevet nummer 25 og Bødker endte med at blive nummer 30. Det var – resultatmæssigt – noget bedre end forventet, men bitterheden var der stadig, og den blev kun forstærket ved at jeg vidste, at 2. gruppe kom op til første gruppe og endte med at køre finale! Jeg ved godt, at der kunne været sket mange ting, efter jeg røg af vejen, men jeg følte mig så velkørende, at jeg ikke tror, at jeg bare ville være blevet sat deroppe.
Dog skal jeg også tage det positive med, nemlig at jeg sad der! Positionskampen var hård, og det var intens, og jeg var der! Og jeg er ikke engang tilbage på fuld blus. Jeg mangler lige lidt form, og vejer nok 2 kilo for meget, så det lover rigtig godt.
Løbet blev vundet af Mads Andersen fra coloQuick, foran Rasmus Søjberg Pedersen, BHS PL-Beton Bornholm og Sebastian Theodor Millinge Petersen, Team Sparekassen Danmark.
Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/10114/app/results
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/6959655341
I næste uge står den på 3 Dage i Nord, Hjørring, Thy og Aalborg.