I sidste uge blev der kørt DM i landevejscykling i, hvor jeg var til start i både enkeltstart og linjeløb. Jeg sidder med en lidt ambivalent følelse efter løbene. Jeg ramte enkeltstarten rimelig godt, ud fra de trælse forberedelser jeg havde haft, mens linjeløbet blev en skuffelse, da det ikke udviklede sig som håbet.
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: Klaus Hestkjær Carstensen
Forberedelserne…
Som jeg efterhånden har skrevet flere gange, så blev jeg syg før UCI-løbene med en omgang forkølelse, som jeg ikke rigtig har kunne ryste af mig.
Inden DM, om mandagen, var jeg til lægen for at få tage blodprøver, og lade ham lytte på mine lunger, som stadig rallede, og i et forsøg på, at stoppe mine sporadiske hosteanfald. Dommen var, at jeg havde til raget mig en gang bronkitis infektion. Min læge forsikrede mig om, at det ikke kunne smitte, men han kunne godt se, at der skulle ske noget efter knap 1,5 måned med hoste og hvæsen. Han gav mig en recept på en binyrebarkhormon behandling, som jeg dog først måtte starte på om mandagen efter DM.
Jeg var både lettet, men også frustreret. Nu kunne jeg forhåbentlig få en behandling og slippe af med hosten, men omvendt, så skulle jeg nok have reageret på det tidligere. Jeg ville komme til DM med en form, der ikke var hvor den skulle være, og det var jeg træt af, da det var min sidste chance.
Mine forventninger inden løbet og sygdommen var en top 30, og efter sygdommen blev det til en top 50. Det sidste skulle vise sig at være rimelig nemt, da blot 53 ryttere kom igennem, mens jeg dog var tæt på top 30.
AALBORG, ELITE DM ENKELTSTART, 1. OMGANG, 39,6 KILOMETER, 178 HØJDEMETER
Jeg ankom til Aalborg, hvor jeg havde fået min gode ven, Michael Damm med. Han skulle sidde i følgebilen, som blev kørt af Søren Uhre fra Give U19-team, og han skulle guide mig via radio, så jeg blot kunne gøre mig så aero som muligt. Jeg fik cyklen kørt til tjek, og den gik da heldigvis igennem, men det virkede nærmest som om, at 50 % af alle cykler blev målt forkert. Cykler der i ugen inden for manges vedkommende havde kørt U23 DM uden at blive mål for lange i de maksmål som UCI har. Det er selvfølgelig svært at sige, hvor det gik galt, men når SÅ mange cykler, og specielt ryttere som Martin Toft Madsen og Mathias Norsgaards ikke går igennem, så begynder man da, at have mistanke om, at det nok nærmere var DCU’s udstyr der er noget galt med? Min cykel gik som sagt heldigvis igennem og jeg fik den sat op på traineren og gjorde mig klar til løbet.
Min plan var, at jeg ville ligge lidt optimistisk ud, i forhold til den “test” jeg havde kørt ugen før til DGI-enkelstarten hvor jeg ikke rigtig ramte den og sluttede på 378w efter 40 minutter. I dag ville jeg prøve at køre de første små 19,5 kilometer med 400w, og så håbe på det bedste hjem af i medvinden.
Opvarmningen forløb sådan rimelig godt, men i de døende sekunder af mit sidste opvarmningsinterval valgte mit dæk, at eksplodere. Der var ingen tid eller grund til panik. Jeg skulle egentlig blot rulle 6-7 minutter nemt efter intervallet. Så jeg skiftede bare til pladehjulet, og trillede rundt på p-pladsen. Bagefter kunne jeg godt se, at jeg måske skulle have været lidt mere panisk, da en punktering på pladehjulet havde været pænt kritisk. Det skete dog heldigvis ikke, og jeg kom til start med 8 minutter igen, og fik igen godkendt cyklen.
Starten går og jeg rammer zonen
Jeg kom temmelig hurtigt ind i rytmen, og for en gang skyld lod jeg mig ikke gribe af stemningen, og kom derfor ikke, at køre over evne de første par minutter. Faktisk fandt jeg ret hurtigt en zone, hvor jeg kunne ligge mellem 400w og 415w uden, at jeg for alvor røg i problemer med pulsen. Jeg holdt hovedet nede, og blev guidet perfekt af Michael i radioen.
Da jeg nåede omkring halvvejs – ved 19,4 kilometer – kunne jeg konstatere, at jeg havde 398w i snit. Jeg kunne så småt se en rytter foran mig i det fjerne, hvilket da gav lidt selvtillid.
Ved omkring 25 kilometer fangede jeg rytteren foran mig, og jeg var så koncenteret, at jeg i starten ikke opdagede hvem jeg hentede. Underbevidst troede jeg, at det var Jonas Sørensen fra Team Sparekassen Danmark, som var startet 1 minut før mig, men i stedet viste det sig bagefter, at være Oscar Bluhm fra Team Restaurant Suri – Carl Ras. Da jeg overhalede ham lavede jeg nok en lille fejl, da jeg nærmest sprintede forbi ham, for at nå et sving før ham. Om det blev afgørende ved jeg ikke helt, men pulsen røg op, og det var som om, at jeg aldrig rigtig fik gang i den igen. Jeg lå stadig på omkring 390-410w, men pulsen røg ikke rigtig ned igen! Og små 3 kilometer senere fik jeg regningen. Jeg kunne pludselig ikke holde mine watt højere end 370w, men i stedet for at lave en panikhandling, og tvinge den op til 400w igen, så lod jeg pulsen falde ned igen, og nu ventede små 7 kilometer “hjem” til mål.
Jeg var efterhånden mærket, og kunne ikke længere holde den omkring de 400w, men måtte acceptere at 380-390w var grænsen. Det var som at balancere på et knivsæg. Hver gang jeg kom over de watt, så kom regningen hurtigt. Jeg skulle bare indtil byen, og over den ene længere bakke der var, som blot var 2-3 % stigende, men hård nok, når man var på limit.
“En ordentlig sveske” og “Det ligner Tony Martin”
Da vi ramte bakken inden i byen var jeg helt ude på limit. Hver gang jeg sænkede min kadence til under 80rpm, så var det som om, at jeg mistede watt, og så snart jeg ramte omkring de 70rpm, så kunne jeg holde mig omkring 400w på bakken. Det var stensikkert ikke stilistisk kønt, men det var den eneste måde hvorpå jeg kunne få poweren ud. Nu skulle den bare munkes hjem i tungt gear.
“Du er på TV, kør! KØR! Æd dig selv” råbte Michael pludelig i radioen! Jeg tænkte, at det var da en underligt måde at heppe på, når jeg tydeligvis ikke var på TV! Lige indtil jeg slog blikket mod venstre og nærmest gloede dumt direkte ind i en kameralinse! Okay, jeg var åbenbart på TV, det var fedt nok, hvis det ikke var fordi, at jeg var så langt ude fysisk, at der ikke var nogen stil over det mere. På TV havde Rasmus Staghøj sagde, at jeg dog trådte en ordentlig sveske, og Rolf Sørensen sagde, at min stil lignede gode gamle Tony Martin. Ikke den værste sammenligning, men tænker det mest var på grund af kadencen, haha!
Jeg kom ind i mål, og rullede hen til teamets plads. Jeg var træt, men egentlig også tilfreds. Ja, jeg havde været 15-20w under hvad jeg mente jeg kunne holde normalt, men med sygdom om efterveererne af bronkitis infektion, så var det godkendt. Jeg kunne nærmest ikke træde på de sidste nedkørsler, og kom ind med snitwatt på 385w, hvilket var mere end jeg havde turde håbe på før starten, hvor jeg havde godtaget en 375w.
Tiden blev 51:36, hvilket rakte til en 35. plads. Det var jeg faktisk ganske tilfreds med. Vinderen, som mange ved, blev Movistars Mathias Norsgaard, foran EF-Education EasyPosts Magnus Cort, og Trek – Segafredos Matias Skjelmose Jensen.
Derefter ventede der igen 2,5 timer i bilen hjem fra Aalborg. Jeg må takke Michael for at have taget med mig. Det var en kæmpe hjælp, og en god motivator at have ham i bilen bagved, og tak til Søren Uhre for at gide at køre chauffør.
Resultater her: https://www.procyclingstats.com/race/nc-denmark-itt/2022/result
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/7356361985/analysis
AALBORG, ELITE DM linjeløb, 210,9 KILOMETER, 1 STOR OMGANG, 7 SMÅ OMGANGE, 1824 HØJDEMETER
Optakten til DM var ikke ligefrem perfekt. Om lørdagen var jeg afsted til bryllup da Michelles søster skulle giftes. Derfor var jeg ikke samlet med holdet i Aalborg, og kom også først i seng kl. 00.50, og skulle op igen kl. 7.00, og så afsted 2,5 timer i bilen til Aalborg. Det var som det var, og jeg havde forlængst accepteret omstændighederne, men havde jeg kunne vælge at overnatte med teamet i Nordjylland og få 9 timers søvn, så var det da klart bedre. Men det kunne naturligvis ikke ske på bekostning af, at gå glip af brylluppet.
Jeg følte mig da okay frisk, da jeg vågnede søndag morgen og kørte mod Aalborg. Jeg ankom også i god tid, og der var ingen stress. Holdets taktik var klar. Vi skulle have en eller to ryttere med i udbruddet hvis det kunne lade sig gøre. Hvis vi skulle misse det, så var det vores opgave at lukke det igen. Og ellers skulle vi have en mand ind til omgangende og se om vi kunne hive et godt resultat hjem. Hvad vi her ikke vidste, var at DM slet ikke gik som mange havde forventet.
“Vær et dumt svin i masterstarten og kom så i udbrud!”
Det var de ord jeg sagde til mig selv, da jeg stillede til start. Normalt gider jeg ikke satse liv og lemmer i en masterstart, men jeg ville virkelig gerne ramme udbruddet i dag, ligesom sidste år, så det kriblede i hele kroppen af spænding. Og jeg ville ikke trække mig i masteren, for gjorde jeg det, så ville jeg sikkert stå som nummer 50 når vi stoppede før den officielle start. Og de sidste år var udbruddet kørt i første hug, så det var med at være vågen. Vi skulle starte på en ret stor hovedvej, men efter 2 kilometer ville vi svinge ind til venstre, på en smal vej, hvor det gik op af. Her var muligheden.
Masterstarten gik i gang, og jeg fik kørt mig helt op til masterbilen. Her skulle jeg blot holde andre ryttere bag mig, og jeg tænkte, at hvis jeg blot holdt Morten Gadgaards hjul, så var jeg rimelig sikker på at blive fremme. Der var en god kamp, men jeg forsvarede min plads ret godt, og fik da også et par albuer. Det hørte med til det, og da vi stoppede op, før løbet blev sat i gang, stod jeg nærmest forrest. Det var perfekt. Eller næsten. For det var først her, at jeg opdagede at sveden haglede af mig. Vejret var lummert og fugtigheden tung, og det er bare ikke noget jeg er glad for. Hellere 15 grader og regn, end 24 grader og lummert sommervejr. Jeg tænkte dog ikke videre over det, det var jo som det var.
Løbet blev sat i gang, og allerede mens vi var ved at komme op i fart blev der angrebet. Det var dog hurtigt tydeligt, at de ikke fik lov til at slippe væk, så jeg slappede lidt af, for da vi endnu ikke kørte voldsomt stærkt, så ville jeg skulle bruge forholdsvis mange watt for at trække mit korpus op i fart. Jeg røg ned som nummer 20-25, og da fronten stoppede kørte jeg med i næste hug, der dog heller ikke blev til noget. Jeg holdt mig dog konstant fremme, men det var tydeligt, at MANGE ville i udbrud. Jeg tog en beslutning om, at satse på den smalle vej efter 2 kilometer. Og det gik nærmest helt perfekt, da jeg fik kørt mig frem lige inden vi svingede til venstre og jeg ramte bakken i 15. position. Der blev angrebet voldsomt hårdt, naturligvis, og jeg måtte nærmest ud i en all-out blot for at holde hjulet på rytteren foran mig. Mit spinkle håb var, at nogle af profferne fra enten Trek – Segafredo eller Uno X, der var mange til start, ville sørge for at der opstod huller, og så ville spærre vejen. Jeg kastede et blik bagud da vi nærmede os toppen, og der var ikke sket nogen form for udskilning eller vejblokering, og jeg slap trådet. Jeg var sgu på limit.
Jeg prøvede at holde mig fremme, med det håb om, at man måske kunne komme afsted igen, og det så ville køre afsted. Derfor fik jeg hevet luft ind i et par minutter, mens jeg kæmpede for at holde mig i top 20-30, hvor der hele tiden blev skiftet ryttere i front, som angreb. Der var flere hug, men hver gang gruppen foran blev for stort – over 6-7 ryttere – så kørte World Tour-rytterne sgu med og neutraliserede angrebet! Det var helt tydeligt, at de ikke ville have en stor gruppe afsted, som sidste år, hvor vi slap 14 mand væk. Med blot 130 kilometer på den “store” omgang, skulle de kunne kontrollere, lod det til, da det nok var svært at hente en stor gruppe inde på omgangene.
Et par forgæves forsøg, dumme brugte kræfter, og sat af feltet
På et tidspunkt kom jeg igen med i et hug, hvor der opstod et hul bagved. Jeg tror vi var 8-9 ryttere, og jeg havde en på hjul, som jeg ikke lige kunne bruge kræfter på at se hvem var. Da jeg endelig fik slået blikket bagud, var det en Trek – Segafredo-rytter, som jeg tror var Asbjørn Hellemose. Så vidste gruppen godt, at det var dødsdømt, og folk slap lidt trådet. Jeg røg tilbage i feltet, men brugte stadig mange kræfter på at enten køre mig frem igen eller holde mig fremme. Det var nok ikke altsammen lige klogt, men jeg havde et naivt håb om at kunne komme afsted. Dog virkede det slet ikke som om, at World Tour-rytterne og Uno X havde interesse i at lade nogen køre væk, og det var en konstant angrebsfest af konti- og DCU-teams. Jeg kom igen med, men aldrig noget der fik hul for alvor, hvis overhovedet.
Jeg var ved at nå til erkendelsen, at det nok ikke var muligt for mig at komme afsted. Der var blot kørt 40 minutter, og jeg var færdig. Jeg kørte nu ren overlevelse, og nu var det blot en kamp at holde mine pladser på de små rullende bakker. På et tidspunkt prøvede jeg at køre Mads Mondrup frem, men der var sgu ikke rigtig noget punch tilbage, og på den efterfølgende bakke røg jeg i den værste krise, og pludselig var jeg blandt de sidste 5 ryttere i feltet, og kort tid efter røg jeg ud af bagdøren. Jeg var blevet sat, efter 45 minutter, med min kammerat Rasmus Byriel Iversen, Herning CK Elite Biemme, og han var hurtig til at råbe, at vi ikke skulle stoppe med at køre, da vi stadig kunne ryge i kortegen og bruge bilerne til at komme tilbage. Den var jeg med på. Faktisk var jeg så sikker, så da vores servicebil kørte forbi, og spurgte om jeg skulle bruge noget (derved underforstået; “Skal du have en dunk, til at trille hjem på?”), men jeg sagde stensikkert, at det var lige meget, for jeg skulle nok komme tilbage.
Det skete dog ikke, for da vi ramte endnu en lille bakke kunne jeg ikke engang holde hjul på følgebilerne, og så gav det ligesom ikke mening mere. Rasmus og jeg, fik selskab af Rasmus’ holdkammerat Carl Voldbjerg, som er lokal i Aalborg, og han fulgte os den nemmeste vej tilbage mod Aalborg.
Skuffelse og glæde
Da jeg kom ind til holdets plads, så var jeg ret skuffet. Jeg havde brugt alt for mange kræfter i starten, og skulle nok have erkendt, at jeg ikke ville komme afsted, for så havde det nok have været en mulighed for at komme med ind til omgangene. Dataen sagde en Normalized Power for de 53 minutter, hvor jeg var en del af feltet endte på 443w. Dog kunne jeg da så på en måde ånde lettet op, da jeg kom indtil målområdet. Der var kommet et udbrud afsted, som dog ikke var et klassisk morgenudbrud, men et virkelig stærkt udbrud med Alexander Kamp (Trek – Segafredo), Julius Johansen (Intermarché – Wanty – Gobert Matériaux), Emil Vinjebo (Riwal Cycling Team), og flere meget stærke ryttere. Når to World Tour-ryttere og en tidligere World Tour-ryttere, samt flere stærke kontinental-ryttere rammer hugget, så var det nærmest umuligt for en rytter af mit niveau at ramme det.
Dog kunne vi som team glæde os over, at Gustav Frederik Dahl var så hjernedød stærk, at han fik kørt en 27. plads ind, og blev 2. bedste DCU-team-rytter, kun over gået af Nicklas Pedersen fra Bache-JS.dk! Resten af Team Give Elementer måtte udgå i løbet af dagen, i et benhårdt DM hvor blot 42 ryttere af knap 160 startende kom igennem!
Jeg havde håbet på et sjovere DM for mit vedkommende, og det var min helt store drøm at ramme udbruddet. Det er dog noget at man skal have “lov” til af de store hold. Jeg ved det ikke, men jeg tror at jeg ville have været mere ærgerlig over, at have set et udbrud med DCU-ryttere slippe væk, og jeg ikke havde været med der. Selvom det stadig er et lotteri, at være dem der rammer det. Der hvor jeg dog er mest træt af mig selv er, at jeg ikke tidligere indså, at jeg ikke ville have kræfterne til at komme afsted som løbet blev kørt, og jeg derved kørte mig selv så meget i hegnet, at jeg ikke kunne hjælpe holdet, og samtidig komme med ind til Aalborg med feltet, og opleve stemningen. Det er dog ikke noget jeg ligger søvnløs over – jeg havde blot håbet på mere.
Vinder blev Alexander Kamp fra det tidlige udbrud, hvilket vidner om, at det ikke var hvem som helst der havde ramt det. Holdkammerat Mads Pedersen blev 2’er foran Mikkel Honore, Quick-Step-AlphaVinyl Team der tog bronze.
Resultater her: https://www.procyclingstats.com/race/danish-championships/2022/result
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/7372861557/overview
Sommerferie!
I skrivende stund – fredag – er jeg ved at være på den anden side at min binyrebarkhormon-behandling, og kroppen er allerede i bedring. Fra næste uge starter jeg med at træne struktureret igen, så jeg forhåbentlig kan stå klar til Randers Bike Week i august!