For et par uger siden dukkede der en sjov historie op, da man på Facebook kunne se, at en 42-årig Bjarke Nielsen havde kørt UCI-løb i Albanien for et lokalt hold, kaldet Tirana Team. Samtidig fulgte jeg Bjarke Vodder Nielsen, som jeg har kendt siden jeg var 15-16 år, på Instagram og kunne se, at han kørte et løb i Albanien. Samtidig var jeg lige kommet hjem fra min frisør, som er albaner, som snakkede om, at der var et stort løb i hans hjemby.
Jeg nåede ikke selv, at kontakte Bjarke, før en anden kammerat skrev, om jeg havde set at Bjarke kørte UCI-løb? Herfra kontaktede jeg så selv Bjarke, der var i gang med at lave løbsrapporter på engelsk, som jeg så har fået lov til at oversætte.
Af Bjarke Vodder Nielsen og Jeppe Tolbøll
Indledning
Det er efterhånden 25 år siden, at jeg mødte Bjarke første gang. Jeg var selv en bumset teenager, der kørte Ungdom 1 eller Ungdom 2 (det som i dag kaldes U17). Bjarke var flyttet fra Esbjerg-området til Haderslev for at studere, og var i den forbindelse blevet medlem af den lokale cykelklub. Jeg husker bedst Bjarke fra den tid, som en langhårdet dude, der måske ikke havde verdens største talent på cyklen, men omvendt havde en træningsdisciplin som få kunne matche, så derfor sad han ofte med i den rigtige ende af et cykelløb, men blev altid slagtet når der skulle sprintes om noget som helst.
Sidenhen har Bjarke været forbi A-klassen en enkelt sæson, men ellers primært slået sine folder i den danske C- og B-klasse. Det er efterhånden et par år siden, at Bjarke har kørt licensløb, så derfor er der måske ikke mange som kender ham. Bjarke er dog stadig en del af cykelsporten, hvor han er meget engageret i cykelbanen i Aarhus, og samtidig har stor arrangørandel i Agerskov Gadeløb, hvor man opnår legendestatus i Sønderjylland, hvis man vinder!
Bjarke havde i været i Albanien og køre på sin cykel, og var blevet forelsket i landet, og havde sidenhen mødt nogle albanske ryttere dernede, som pludselig tilbød ham en plads i landets Tour of Albania. En tilbud Bjarke tog i mod, og her er hans historie.
1. etape
Kongeetapen af Tour of Albania. Jeg havde det ikke super godt på den store motorvejsstigning, og blev sat. Vi var dog en mindre gruppe der arbejdede fint sammen for at komme tilbage, men jeg mistede kontakt til den gruppe på nedkørslen. Med 75 km/t begynde cyklen at ryste under mig, og jeg blev ret bange og nervøs.
Heldigvis reddede bilen fra Steaua Bucuresti mig og en rumænsk rytter, og fik os tilbage til feltet som de sidste, i et felt af ca. 60 ryttere ud af 78 startende.
I byen, Elbasan, splittede feltet og 25 ryttere kom væk. Af dem, sad der 4 ryttere fra det Albanske Landshold, så min holdkammerat Nini (kælenavn for Mejdin Malhani) og jeg, og de sidste 2 fra landsholdet overlod arbejdet til de andre.
Før byen, Librazhd, punkterede jeg, og jeg havde det ret godt, så jeg blev ret sur på en stakkels albansk mekaniker, som ikke hørte mig råbe på et nyt baghjul. Det blev til 5 kilometers jagt nede i bilerne før jeg var tilbage, og jeg følte mig lidt flov, over at have råbt af den hjælpsomme mekaniker.
Ved omkring 100 kilometer kørt ramte vi Qafa Thane-stigningen, og jeg følte mig stadig godt kørende, og jeg formåede at side med gruppen over, der nu var skrumpet til 22 ryttere. Desværre blev Nini sat, og jeg var nu den sidste rytter for Tirana-holdet. Vi fangede 5 ryttere som var røget af frontgruppen i Pogradec, men jeg kom for alvor i problemer ved Qufe Plloce ved 125 kilometer. Jeg var temmelig heldig, at overleve den stigning og jeg sluttede som nummer 34, i mål, da vi ramte Korcë efter 158 kilometer. Der var 20 ryttere foran os, og vi kom ind 27 ryttere i min gruppe, og vi tabte 13:26 minutter til vinderen.
Ylber Sefa fra landsholdet vandt, og Mikel Demiri blev 3’er. Da landsholdet samtidig har den stærkeste sprinter, Olsian Velia, så kommer Nini og jeg, sammen med de 2 resterende fra landsholdet nok på hårdt arbejde de næste par dage, for at holde feltet samlet til en massespurt og samtidig holde på den gule trøje. Etape 2 til 5 er mere eller mindre hvad man kan kalde fladt i Albanien.
2. etape
Dagens største drama startede allerede før starten. Det Albanske Cykelforbund var ikke tilfredse med Tirana-holdets opførsel på 1. etape. Nino og jeg gennemførste og 2 andre blev kørt de sidste 100 kilometer i bilen, for at tage cyklen ud og rulle over stregen, for at få deres tid registreret, og de sidste 2 ryttere på holdet vendte rundt allerede 5 kilometer efter starten.
Nini forhandlede med formanden for forbundet, og lovede at holdet ville betale for hotelophold og så videre selv, hvis de lod os starte. Det hele var åbenbart et spørgsmål om penge, for vi fik lov til at starte.
På grund af ovenstående sagde Nini, at vi ikke skulle arbejde sammen med Landsholdet i dag. Men da udbruddet var kørt, og landsholdet havde fået feltet under kontrol, der ramte vi en masse små og hullede veje, så jeg besluttede mig for, at arbejde med dem alligevel. Det virkede noget mere sikkert at sidde i fronten og arbejde, end at sidde i midten af feltet uden at kunne se potentielle huller. Senere kom Nini også frem og begyndte at hjælpe.
Modvind sørgede for, at udbruddet aldrig fik en chance, og selvom mine drømme om en UCI-sejr kun var 1 kilometer væk – og en sprint naturligvis – så huskede jeg Nini gode råd om at passe godt på i finalen. De sidste 750 meter var på fliser og brosten, og hvert år var der styrt her. Og i år var heller ingen undtagelse. Folk styrtede, men jeg slap udenom og sluttede 25’er på etapen. Jeg lagde nu nummer 29 samlet, men dog stadig langt fra en top 20.
Efter 85 kilometer med at kontrollere løbet, ramte vi dagens stigning, Qafe Thame, som var bakken vi kørte i går, blot modsat, og endnu en gang blev jeg sat. Hjælperytterne fra landsholdet blev også sat sammen med mig, og de startede en vild jagt på nedkørslen. Vi fløj rundt mellem teambiler og hårdnålesving, og prøvede at bruge bilerne til at komme tilbage, og efter 10 kilometers smertefuld jagt ramte vi bagenden af et felt. Senere hentede den gruppe to grupper foran, og det hele blev samlet. Med 30 kilometer igen, før målstregen i Elbasan, var hele feltet indstillet på en massespurt.
Desværre for landsholdet mistede de tidligere på etapen Kristi Sota i et styrt. Så formanden for det Albanske forbund besluttede at betale for Tirana-holdets ophold, som tak for hjælpen, og sikrede sig derved nok også arbejdskraft til i morgen, fordi Ylber forsvarede trøjen og Mikel var også stadig 3’er.
Dagen efter skulle vi kun køre 122 kilometer på en flad ruten, men der var lovet sidevind nær kystlinjen til Vlorë.
3. etape
Dette var ment til at være løbet korteste rute, blot 122 kilometer. Mange albanere var meget bekymret over sidevinden på de små veje, med mange 90 graders sving. Set ud fra et dansk perspektiv burde 4-5 m/s ikke være rigtig sidevind, haha.
Morgenudbruddet kom afsted allerede efter 3-4 kilometer, og arbejdet med at holde dem i snor, for at forsvare den gule trøje begyndte. Det var primært Marolino og Olsian fra landsholdet, og mig fra Tirana der arbejde. Men ind i mellem hjalp de andre 2 fra landsholdet, Nino og et hold fra Makedonien os.
Det skete, at vi ikke kunne undgå at fange udbruddet, men heldigvis fik vi andre afsted, så vi kunne holde en jævn fart. På de små veje havde vi modvind, så det var ikke så voldsomt.
Halvvejs gennem etapen ramte vi en stor hovedvej lige ved kystlinjen til Vlorë. Jeg havde stadig ganske gode ben i front. Vi kunne straks mærke sidevinden og flere seriøse angreb blev sat ind. Jeg kunne ikke følge rykkende, men jeg kom fint tilbage i front når de stoppede. På et tidspunkt var Ylber, i den gule trøje, alene i vinden, og jeg måtte frem og lukke hullerne for ham. Jeg tænkte: “Hvad fanden sker der? Nu er jeg den eneste tilbage, som sidder og lukker huller for den gule trøje i et UCI-løb!”
Med 10 kilometer igen, besluttede jeg mig for, at mit arbejde var færdiggjort, og jeg lod mig falde tilbage i feltet. Jeg fandt dog ud af, at vi ikke var tæt på Vlorë endnu! Senere fandt jeg ud af, at arrangørerne havde forlænget etapen til 140 kilometer, uden at fortælle nogen om det. Eller i hvert fald uden at jeg havde fået det at vide!
Jeg gav den et sidste skud i fronten, og derefter blev jeg nede bag i feltet. Jeg var ret stolt af mig selv, og jeg nød da også ros fra andre ryttere, der komplimenterede min arbejdsindsats i dag.
Nini og Geri fra Tirana Team havde det lidt svært i sidenvinden, men de blev reddet af teambilerne, og sluttede i feltet. I spurten til sidst, tabte jeg 17 sekunder og blev 43’er og røg ned som 36’er i klassementet.
Det hårde arbejde i dag lønnede sig, da Tirana holdet fik lov til at bo på samme hotel, som de andre teams, og med maden betalt, haha. Nini og jeg skulle dig stadig dele seng, men okay…
I morgen skal vi til Gjirokastër, hvor der ventet en 1,3 kilometer stigning med 6,5 % – en rigitg puncheur afslutning. Etapen er på 131 kilometer. Der skulle angiveligt være en 10 kilometer stigning på vejen, men Nini mener ikke det er noget, at være bange for, men man ved sgu aldrig i Albanien.
Og så en breaking news! Geri blev smidt ud af løbet efter en diskusion i hotellets reception, og Tirana Team er nu nede på 2 ryttere. Man ved sgu aldrig i Albanen!! Og det “sjove” på dagens etape; Proferne er altid bange for at en hund eler kat krydser vejen og vælter dem, så man kan aldrig tage en sejr for givet. I dag lå der en død hund i vejkanten, og den hvide trøje (ungdomstrøjen) styrtede. Albanien, altså!
4. etape
De sidste par dage havde Nini tvunget mig til at spise hel tiden, mellem etaperne. Og hvis der ikke var nok mad på hotellerne, så gik vi ud og købte mere. Helst ris og kylling.
Og da vi endelig var på et godt hotel med en fin morgenmadsbuffet, så skete der noget uventet. Ylber spottede mig i køen, og spurgte om jeg ikke kom og spise hos dem, da de havde noget mere lækkert mad. Jeg var en smule starstrucked, så jeg turde ikke sige nej. Og hvad fik jeg så serveret? En stor tallerken med ris. Og kun ris. Heldigvis fik jeg spist manden, og jeg kunne så også få spist lidt fra den gode buffet.
Endnu en dag i feltet. I hvert fald første halvdel af de 130 kilometer. Jeg kunne ikke holde mig i feltet på stigningen, og røg af. Herfra måtte der knokles i en mindre gruppe resten af vejen til mål. Jeg tabte 8:38 minutter og sluttede 55’er på etapen og røg ned til 38’er samlet. Jeg var lidt skuffet over, at jeg ikke kunne holde mig hos teambilerne på bakken, men sådan var det. Jeg hang i det mindste ikke fat i bilerne, som mange andre gjorde. I fronten af feltet fuckede de albanske kaptajner up. Mikel og Ylber styrtede ind i hinanden i det sidste sving før den sidste kilometer ip af, og tabte førertrøjen!
Set ud fra et positivt synspunkt, så betyder det, at jeg ikke behøver at arbejde i front i morgen. Jeg føler mig temmelig træt lige nu, og nu gælder det blot om at overleve de 160 kilometer, specielt stigningen efter 50 kilometer. Ellers bliver det en lang dag!
5. etape
Hvad gør den albanske organisation, når landsholdet mister trøjen inden den sidste dag? Altså, de giver i hvert fald ikke op!
Ylber Sefa’s indløb af gul styrbånd, gul hjelm, gule strømper, osv, så i hvert fald ud til at være ligegyldig. Men det var der en plan for!
Holdene boede på forskellige hoteller i Gjirokastër, hvor Steaua Bururesti (der havde førertrøjen) boede på samme hotel som Tirana Team, mens landsholdet havde fået et andet hotel. Den sidste aftensmad for løbsstafs og officials blev holdt på vores hotel, med fest og farver, og selvom vi lukkede alle vinduer og døre, kunne vi ikke undgå at høre en rigtig gang høj musik på vores værelser! For at gøre det værre, så virkede aircon heller ikke. Morgendagens etape var sat til at starte kl. 10, men hotellet åbnede ikke for morgenmaden før 7:45.
Ved starten fik vi pludselig at vide, at etapen var afkortet med 50 kilometer, og at vi pludselig skulle starte kl. 9:30! Måske var det på grund af varmen (extreme weather protocol), måske havde cykelforbundets præsident en ordentlig gang tømmermænd efter nattens fests, eller også var det blot fordi det var Albanien?
Uanset hvad, så styrede rumænerne i førertrøjen løbet, og vi startede løbet med 45 km/t for den første time. For mig var det endelig en nemt dag. Jeg havde i forvejen ikke fået ret meget søvn, og jeg følte mig lidt sløj af cyklen, men i løbet følte jeg mig godt kørende. På en stigning røg jeg af, da Mikel og Ylber sprang løbet og rumænerne i luften, men jeg kom over stigningen som nummer 25, cirka.
I front angreb Ylber solo, og endte med at vinde etapen og i den samlede stilling. Motorcyklerne var sikkert ikke helt uvenlige, men som chefkommisæren sagde; “Jeg har børn og familie, og jeg vil gerne sikkert hjem”.
Efter nedkørslen endte de fleste grupper med at blive samlet. Jeg selv var blevet mere og mere vant til at klare nedkørslerne blandt bilerne. Jeg troede faktisk at alle de små grupper ville ende med at blive samlet, men det skete ikke. Jeg sluttede 35’er på etapen og 38 i den samlede stilling. Jeg kunne nok have brugt lidt flere kræfter på at ende højere, men det var lige meget.
Jeg har aldrig kørt 110 kilometer med 43,5 i snit så nemt! Efter løbet endte jeg endda med at få delt præmiepengene med det albanske landshold og fik 5.000 Lek… svarende til 300 kr., for mit arbejde for dem igennem løbet.
Og faktisk endte løbet med, at et hold fra Kosovo alle udgik, så Tirana Team endte ikke engang som det værste hold!
Tak til Bjarke!
Jeg vil gerne takke Bjarke for at bringe hans historie, som måske kan inspirere andre! Det er en sjov og anderledes fortælling, som viser hvordan man kan få lidt unikke cykeloplevelser, hvis man blot tager ja-hatten på! 🙂
Til sidst kan du se video hvor Bjarke bliver interviewet: