AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto, Jonas Toftemark, Birk Hansen og Ulrik Møberg (Moments Eye)

Efter en hård 3 Dage i Nord, er det nu tid til at komme med løbsrapporterne. Jagten på førertrøjen røg hurtigt i vasken, som havde været et lille hemmeligt mål for mig, men jeg fik taget revanche de næste 2 dage, og må nok erkende, at man aldrig skal sige aldrig, og jeg nu må til at sluge nogle kameler.

HJØRRING

https://ridewithgps.com/routes/4063927

Michelle og jeg var ankommet til Jammerbugt Idrætscenter dagen før. Vi skulle bo sammen med Team Give Elementer, hvor Michelle står for mad og koordinering i forhold til overnatninger, og jeg står for meget af deres SoMe. Derfor skulle jeg heldigvis ikke sidde 3,5 time i bilen før løbet, hvilket jeg var glad for.

I min optakt havde jeg skrevet, at der ikke var lovet meget vind i Hjørring, men heldigvis havde vejrguderne skiftet mening, og der var rigeligt med vind derude. Faktisk omkring 5-6 m/s direkte fra øst. Det ville blive en rigtig led omgang derude, og vinden stod nærmest således, at vi ville få vinden lige i hovedet fra de første 2 kilometer, og så ellers flere steder, hvor ruten drejede sig.

Under opvarmningen fik jeg hilst og snakket lidt med min gode ven Aleksej Calmann, Aalborg CR, som jeg gerne ville alliere mig lidt med, hvis det blev nødvendigt, og jeg fik også lige advaret Nicklas Bekker, eCDK, om at han skulle være klar i vinden fra start. Vigtigst var dog, at jeg fik snakket med Lukas Østergaard fra Give CK. Han var lige rykket op fra C-klassen, med 2 sejre, og er brølstærk. Faktisk ville jeg næsten gå så langt, at kalde Lukas en yngre klon af mig. Lige så høje rå-watt på FTP, men med et endnu højere peak i spurterne. Vi skulle ud og lave ballade sammen!

Afsted, ud af boksen, og frem på viften – og så vælter de!

Løbet blev sat i gang, og der var en nærmest spurt hen mod første venstresving. Alle vidste at der kom vind, det var tydeligt. Jeg fik selv kørt mig godt frem, men i starten prøvede jeg bare, at holde snuden ude af vinden. Langsomt blev fronten af feltet tyndere og tyndere, da vinden begyndte at bide og jeg så mit snit til at bevæge mig fremad. Der var et par ryttere der havde fået hul, og jeg kørte derfor udenom viften, og tog en ordentlig føring i sidevinden. Jeg kiggede bagud, og kunne se, at vi var en 7-8 ryttere der havde revet os fri i et lille hul. Ikke noget der ville holde, men et tegn på, at vinden var hård nok, til at slide sig fri i vinden på et tidspunkt.

Foto: CykelFoto

Vi blev samlet og jeg fik fat i Lucas: “Så nemt er det at rive det i stykker – det kan vi gøre sammen alle steder i vinden!” råbte jeg til ham. Naturligvis var det ikke nemt, men det var her vi begge havde vores styrker, så det skulle vi naturligvis udnytte sammen!

Der var lidt angreb, men de fleste blev lukket nemt af feltet, da vi var kørt rundt i modvind og lidt ned af bakke. Da farten gik lidt ud af feltet angreb Oskar Hvid, CK Arhus, og fik lov til at køre væk solo. Én rytter alene ville aldrig holde, så det var lidt med at holde øje med ryttere der ville prøve at køre op til ham.

Der skete dog ikke det store og jeg havde tid til at småsludre lidt. Der blev kørt lidt på nogle af bakkerne, men jeg sad fint med, og da vi ramte en af nedkørslerne, søgte jeg lidt ned i feltet. Der burde ikke være fare på færde, men pludselig kigger jeg frem. Hele første del af feltet trækker roligt mod højre, og min første tanke er, at der er altså ikke plads og jeg begynder allerede at slække trådet og rigtigt nok; de ryger ned nærmest helt foran i feltet. Det sker i 3-4 position, ned af bakke mens vi kører omkring 50 km/t.

Jeg ser en rytter ryge ned LIGE foran mig, og jeg når lige at tænke, at jeg ikke har en udvej, men han glider lidt mod venstre og jeg får kringlet mig højre om. Rytteren på min venstre side er dog ikke så heldig, og han rammer rytteren direkte på kroppen og slår en kæmpe kolbøtte og hans cykel flyver 8-10 meter væk.

Jeg kiggede mig tilbage. Der røg mange ned og i høj fart. Jeg slap selv igennem som en af de får 10-15 ryttere der ikke blev bremset helt ned af det. Der var ryttere overalt på vejen, både styrtede og dem som blev bremset. Foran havde 4-5 ryttere fået hul, og jeg kunne godt rykke op til dem, men jeg råbte til rytterne omkring mig, at vi da lige burde slippet trådet i 30 sekunder og lade folk komme tilbage. Vi havde kørt 10 kilometer, og hullerne var ikke “fortjente” da vi ikke havde trådt os til det, og der jo ikke ligefrem var blevet kørt i angreb i vinden, da det skete.

Desværre valgte de 4-5 ryttere i front ikke den løsning, og de fik hurtigt stort hul, mens feltet bagved blev samlet. Hvor var Lucas? Han måtte næsten være oppe foran, for jeg kunne ikke se ham, og jeg synes jeg så ham foran mig, få sekunder før styrtet.

Mens feltet slikkede sårene fik rytterne i front hurtigt et solidt forspring. Jeg ville ikke igangsætte en jagt i feltet, da jeg var ret sikker på, at Lucas var der. Lige indtil vi ramte slutningen af første omgang. Der kom Frederik Uhre fra Give op og sagde at han var styrtet og ude. “Fuck, så skal de jo køres ind igen!” tænkte jeg.

Der var dog flere ryttere, der havde mere travlt med at lukke mine angreb ned, og køre kontra på mig, end at de ville hjælpe med prøve på at lukke hullet. Derfor gik farten konstant helt ud af feltet og ofte lå vi og rullede med 30-35 km/t. Flere gange prøvede jeg at angribe, eller følge angreb, i sidevinden. Vi skulle have en gruppe væk fra feltet, før vi ville kunne begynde at rotere sammen og hente rytterne i front. Hele 2. omgang blev lidt stop and go-kørsel.

På 3. omgang, lige da jeg ville til at opgive at tage mere ansvar, så blev der pludselig kørt hårdt på en af bakkerne hvor der var sidevind og jeg fik lige klemt mig med. Henover toppen kiggede jeg bagud. Der var sgu opstået et fornuftigt hul. Jeg fik råbt at “… nu kører vi sgu!” og jeg fik frem og tog en hård føring, som heldigvis blev fulgt op af flere, og endelig kørte samarbejdet! Kort tid efter kørte vi ud på 3. omgang og ved mål blev der råbt, at vi havde 2 minutter op, til 6 ryttere i front.

Foto: CykelFoto

Vi fik hurtigt godt gang i samarbejdet og herfra gik det egentlig ganske fornuftigt. Vi fik ofte tider fra vejkanten, og vi barberede konstant 10-15 sekunder af udbruddet, hver gang vi fik tider, hvilket var 2-3 gange per omgang. Med det tempo vi kørte, ville vi nok fange dem, før eller siden.

Træthed, utålmodighed, og uheld

På 4. omgang var vi nede og have dem på cirka 1 minuts forspring. Med over 40 kilometer igen, var det slet ikke umuligt. Dog var flere og flere ryttere begyndt at vise træthedstegn, hvilket var fair nok, da vi havde kørt hårdt. Det betød dog også, at der ofte opstod lidt huller i det før så fine rulleskifte, og flere ryttere blev lidt frustrerede.

Lucas Maarfeldt Toftemark fra Amager CR, var så brølstærk, at han nok lidt røg i den fælde, som jeg har gjort for flere år siden. Når man er en af de stærkeste, og kører med overskud, så er man nogle gange helt sikre på, at dem der ikke fører lige så hårdt igennem rent faktisk prøver at snyde en, eller ikke vil tage nok ansvar. Så han trykkede ofte til den i vinden, hvilket gjorde de trætte endnu mere møre, og jeg prøvede at forklare ham, at han ikke ville få de trætte ryttere til at føre, ved at presse dem endnu mere. Min tanke var, at det var bedre at være 10 mand, hvor vi var 5-6 stærke der førte igennem, og de sidste 4 så bidrog med det som de kunne. De ville alligevel være væk i finalen.

Lucas var dog tændt, og ville bare derudaf, og ingen længe, havde han kørt så hårdt, at flere af de trætte ryttere var røget af udbruddet, og vi var nu fem ryttere tilbage i forfølgergruppen. 5 mod 6. Vi fik råbt, at der var 1 minut til fronten, men at udbruddet var blevet delt i to grupper.

Foto: CykelFoto

Da vi kun var 5, var det slut med at køre taktisk. Hvis vi ville op og køre om sejren, så måtte alle træde igennem og det gjorde vi. Jeg sled i hvert fald på selv så hårdt det meste af 5. omgang, at jeg tænkte, at hvis vi endelig når at fange fronten, så er jeg død i en finale, men det var også okay. Hellere nå frem, og være færdig, end at køre roligere hernede og køre for en 7. plads. Derfor led jeg også som et svin, når jeg førte igennem, men tankerne var allerede lidt mod Gran Fondo i Østrig om 2 uger, hvor jeg gerne vil kvalificeret mig til amatør VM.

Da vi manglede 4 kilometer af 5. omgang skulle vi rundt i et 90 graders sving. Vi havde lige kørt forbi Kristoffer Davey Dalsgaard, Vejle CK, der var punkteret ud af udbruddet foran os, og vi havde fået råbt, at vi næsten havde fanget alle andre pånær 3 i front, der stadig havde 1 minut. Da vi ramte svinget lød der den trælse lyd af luft der forlader et dæk! Det var mit, og den var flad i løbet af 1 sekund, så ingen chance for at min tubeless-væske kunne redde den. Løbet var ovre for mig, men jeg sled mig alligevel ind over stregen – til sidste omgang – i et desperat håb om, at jeg havde talt helt forkert med hensyn til omgangene, selvom jeg jo godt vidste, at det havde jeg ikke.

Det er naturligvis en rigtig øv-måde, at udgå på, men jeg var egentlig i ret godt humør, trods alt. Den gruppe jeg sad i, nåede aldrig op og tabte faktisk meget tid sidste omgang, så det var måske ikke engang sikker, at vi var nået op. De fangede nogle af resterne fra dagens udbrud, og kunne køre hjem og spurte om en 4. plads, mens Oskar Hvid vandt foran Albert Christensen, Ordrup CC og Thomas Bundgaard, Aarhus MTB.

Lukas havde desværre smadret sin ramme, og var derfor ude af resten af 3 Dage i Nord.

Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/11598/app/results?round=60452
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/8853791861/overview
YouTube-video her: https://www.youtube.com/watch?v=MHKllu5-mrk&t

THY

https://ridewithgps.com/routes/26908810 – ruten var blot på 6 omgange, da proportionerne blev ændret.

Vækkeuret ringede kl. 6.00. Michelle havde allerede været oppe længe, for at forberede mad, men jeg havde alligevel godt ondt af mig selv. Med start kl. 9.05, så var det bare tidligere end man havde lyst til. Benene føltes godt tunge, men tænkte, at de bare lige skulle rulles i gang.

Normalt ville der være en vild vind ved Hanstholm, men så tidligt på dagen, ville den nærmest ikke betyde noget med 3-4 m/s. Samtidig kom vinden nærmest således, at vi ville have let modvind ud, og let medvind hjem.

Vi var ud over mig, Jens Lunding Nielsen og Frederik Uhre til start for Give. Jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle gribe løbet an. I Hjørring følte jeg, at mange sad på mig, og enten kørte med når jeg kørte, eller afventede. Det var også fint, for sådan måtte det være, når man havde vundet 2 løb fra sæsonstarten. Derfor overvejede jeg at køre totalt defensiv og ikke køre med i noget som helst. Ved start rullede jeg op til Oskar Hvid, og sagde, at hvis han fik brug for hjælp til et trøjeforsvar, så skulle han bare sige til, men han sagde, at han ikke rigtig gik op i det samlede og blot ville køre race. Det var fair nok, mit tilbud stod ved magt. Samtidig var Nicklas Bekker, som jeg kører på Zwift-hold igen til start, og jeg besluttede også, at jeg ville passe lidt på ham. Og så havde Kim Aabjerg, Herning CK, også meldt sin ankomst. Under opvarmning havde vi lige snakket lidt sammen, om at vi skulle bruge hinanden til at komme afsted, frem for at lukke hinanden ned. Vi kender efterhånden hinanden så godt, at vi jo ved, at hvis vi begge rammer udbruddet, så arbejder vi 100 % til hullet er slået.

Løbet startede ned over havnen ved Hanstholm og tempoet var afslappet. I modvinden kunne jeg ligge i feltet med 113w i de første 4 minutter! Hvorfor havde vi opvarmet til det her, fik jeg slynget ud ironisk, men da bakken startede begyndte angrebene. Det var dog direkte i modvind, og det var supernemt, at sidde på dæk, så derfor gav det ingen mening at angribe. Eller det gjorde nok alligevel, for der slap 2 ryttere væk, og senere kom der endnu 2 ryttere på mellemhånd. Jeg havde ingen intentioner om at hjælpe med at hente dem.

Lidt over halvvejs på ruten, skulle vi igennem et teknisk stykke, og frem mod netop dette, var det tydeligt, at positionskampen tog til. FBL var begyndt at køre et tog, og jeg prøvede, at råbe til de andre ryttere, at de skulle frem og presse dem, da de kunne ende med at slække farten og lade et par ryttere slippe væk igennem den tekniske passage. Det var lidt den taktik de prøvede på, da vi kørte på Amager! Kim Aabjerg opfattede det, og sammen med ham fik vi kørt os op på siden at FBL-toget, og mens de råbte “Én op!” til rytteren i front, kom Kim og jeg med så god fart bagfra, at vi endte med at tage den tekniske passage som de første. Det var også fint, for Kim blæste ned af, og jeg røg lige en smule af vejen – heldigvis helt ufarligt og ikke noget der var forbundet med risiko – og da vi ramte den flade 800 meter før Trælshøj havde vi et godt forspring. Det var ikke noget, som jeg ville køre på, men kunne bare lige spare lidt kræfter mens feltet kom op.

Hen over Trælshøj blev der kørt voldsomt stærkt! Jeg fik i hvert fald sat ny PR på den, med 631w i 1:31 minutter. Hvis de kørte sådan her over den hver gang, så ville jeg nok få nok at se til. Heldigvis faldt der ro på, da vi ramte toppen. Ved målstregen fik vi at vide, at der var 1 minut til rytterne ude foran. Der var begyndt, at komme flere og flere hårde angreb, men jeg mindes nærmest ikke, at jeg var med i noget. Jeg fulgte bare med.

Foto: CykelFoto

Jens fra Give fra desværre røget af, da han var syg, så der var kun Frederik og mig tilbage. Derfor prøvede jeg at hjælpe ham frem mod det tekniske stykke, og det lykkedes rigtig fint og derfor endte han faktisk med at komme godt ind på Trælshøj. Igen blev der kørt okay stærkt, men ikke når så hårdt som første gang. På toppen blev der dog kørt hårdt til, og feltet splittede i mange grupper. Jeg lå lidt langt tilbage, så jeg måtte ud og lukke huller, og jeg passerede Frederik og Bekker på vej frem. Jeg fik dem råbt op, og taget med på hjul, men desværre tabte Bekker hjulet, og røg af. Frederik kom dog vist lige med op til fronten, og selvom der blev samling igen, så var det fint. Ved mål havde udbruddet 39 sekunder.

Nede ved havnen valgte jeg, at køre frem i feltet. Der var efterhånden noget der tydede på, at udbruddet snart ville blive hentet og/eller en gruppe ville køre op til dem. Beslutningen viste sig at være god, for pludselig lød der den der ubehagelige lyd af carbon mod asfalt. Der var styrt igen! Jeg kiggede bagud. Der var i hvert fald 5 mand der røg ned. Der blev dog ikke kørt vildt stærkt, og ingen øgede lige farten efter styrtet.

På bakken blev der holdt på, og der var lidt angreb, men intet rigtig hårdt. Det kom faktisk først hen over toppen, men alt blev igen lukket ned. Vi kunne nu se de to i front. De havde vel 20 sekunder frem mod det tekniske stykke. Igen fik jeg kørt mig godt frem, og slap igennem uden problemer, og havde et godt udgangspunkt før Trælshøj. Hen over bakken blev der kørt stærkt. Jeg fik placeret mig i 10-15 position, og jeg tror også, at det var her omkring vi fangede udbruddet.

Straks herefter gik Kim Aabjerg i angreb og pludselig var han sluppet væk med en FBL-rytter. Det lignede noget der kunne køre væk, så på nedkørslen ned mod Hanstholm havn, rykkede jeg. Jeg ramte 75 km/t da jeg blæste forbi feltet, og fik lukket op til dem. Med det samme begyndte vi at køre rundt. Jeg fik råbt til Kim, at nu kørte vi bare til og han var enig! Bagved var feltet gået i stå, og der var ryttere på mellemhånd. De måtte få lov til at arbejde for at komme op, hvilket de dog også gjorde. Vi var 9 mand der kørte væk.

Vi var:
– Anders Weuge, FBL
– Frederik Marquard Nielsen, FBL
– Asger Røjbek Sørensen, Bornholms CC
– Mathias Nielsen, Esbjerg CR
– Kim Aabjerg, Herning CK
– Elias Johan Asgaard, Sydkystens Cycling
– Daniel Lysdal Burr, Sydkystens Cycling
– Rasmus Nyholm, Aalborg CR
– Jeppe Tolbøll, Give CK

Jeg måtte, ligesom Kim, tage nogle ordentlige føringer, for det var som om, at folk troede at vi kunne få lov til at køre væk, ved at køre rundt jævnt! Vi skulle altså have opbygget et større forspring end blot de 10-15 sekunder vi havde nu, for ellers ville ryttere fra feltet med 100 % sikkerhed prøve, at rykke op til os over Trælshøj. Vi fik heldigvis kørt stærkt, og vi havde et solidt hul da vi ramte bakken. Jeg fik råbt til de andre, at vi skulle køre den rimelig jævnt henover bakken, så vi på toppen kunne få øget farten hurtigt igen, og det blev også gjort. På toppen fik vi den op i fart igen, og bagved var der 5-8 ryttere på vej op til os. Ind mål mål hamrede vi igennem med 55-60 km/t, og de nåede aldrig op.

Foto: CykelFoto – falsk overskud med kaninører på Kim.

Da vi kørte ud på 5. omgang, ud af, holdt vi på, indtil vi var godt over halvvejs på omgangen, og derfra gik jeg i gang med at spare på kræfterne, og tog kun føringer for at holde gruppen i gang. Vi var sikre på at holde hjem, tænkte jeg.

Hen over Trælshøj tog jeg teten. Jeg havde en tanke om, at de andre ville se det om overskud, og når de ikke direkte kunne se mig i hovedet, så kunne de heller ikke se, hvor meget jeg egentlig led.

Foto: CykelFoto

Finale!

Vi kørte nu ud på sidste omgang, og selvom folk stadig tog deres føringer, så var det tydeligt at tempoet var faldet for alle. Der var ingen angreb, og min umiddelbare forventning var, at det nok ville komme på Trælshøj. Og min plan var at komme først til det tekniske stykke, og så ellers bare fyre den af der. Hvis jeg gjorde det, og det var gået som tidligere så ville jeg få et stort hul på det flade inden Trælshøj, og så ville jeg køre på den.

Lige inden vi ramte det tekniske stykke tog jeg fronten, og da jeg fornemmede, at rytterne bagfra nærmede sig, blev det en lille spurt hen til første sving. Jeg kastede cyklen rundt i de første par sving, men i tredje sving kom jeg lidt for langt ud, og måtte lige ud og snuse i gruset. Kim Aabjerg passerede mig, og jeg tog hans hjul, og holdt ham ellers resten af vejen indtil det flade stykke mod Trælshøj. Vi havde hul, og jeg råbte til Kim, at vi skulle holde kæden stram. Vi kom ind på Trælshøj med et par sekunders forspring, og jeg satte et – for mig – ganske hårdt tempo, som jeg vidste, at jeg ville kunne holde til toppen. De andre ryttere fik hurtigt kontakt, mens Mathias Nielsen havde sluppet. På toppen ville ingen rigtig tage teten, så jeg gik bare i front og holdt kæden okay stram, men stadig ikke højere end at jeg ville kunne køre med, hvis det blev angrebet.

Rundt i det sidste sving, ind mod mål, med 2,5 kilometer igen kom første angreb. Jeg gik ikke i panik, og kiggede bare bagud, og de andre kørte forbi og lukkede for mig. Bagved var Mathias Nielsen ved at få kontakt, og han kom med så meget fart på, at han gjorde det eneste rigtige for ham; han angreb med det samme. De andre reagerede og jeg gled endnu længere ned i gruppen. Det var helt perfekt. Jeg spottede at Frederik Marquard Nielsen fra FBL, pegede ned på sit baghjul og gjorde tegn til at Anders Weuge skulle tage det. Han ville tydeligvis køre lead out, så jeg lagde mig pænt bagved der. Da Mathias blev fanget, angreb Rasmus Nyholm fra Aalborg. Det var et flot angreb, som jeg kort tænkte ville holde hjem. Jeg var stadig iskold, og overlod arbejdet til de andre.

Vi ramte kilometer-mærket, og Rasmus var næsten hentet. FBL-drengene var gledet frem, og jeg fulgte med. Jeg var klar til spurten, og med 300 meter igen hoppede jeg fra Weuge’s hjul og ville over på Kim Aabjergs, men jeg kom faktisk for langt frem, og trillede forbi Kim, og endte lige på hjul af Asger Røjbek Sørensen, som i samme moment åbnede spurten. Det var ganske enkelt perfekt. Eller næsten i hvert fald. For Asger var hurtig, og jeg måtte vente på det helt rigtige moment til at gå forbi. Jeg ville venstre om, men pludselig trak Asger lidt mod netop venstre! Havde han rykket sig 10-15 centimeter mere, så var døren lukket for mig, men til mit held trak han lidt en anelse mod højre igen. Jeg udnyttede chancen og skød forbi ham. Jeg kiggede mod venstre, og der var ingen. Asger var min tætteste konkurrent, og mit baghjul var allerede næsten forbi hans forhjul, med under 75 meter igen! Jeg knyttede næven, og vidste at den var hjemme! Jeg trak ind mod midten af vejen, for at få et godt opløbsbillede! 🙂

Foto: Ulrik Møberg / Moments Eye

Det havde været en lang, og ret led spurt faktisk, hvor placering og timing var vigtigere end power. Jeg ramte blot 1141w i mit peak, men det var nok i det 18 sekunder spurten varede.

Efter mål måtte jeg lige hurtig rose Asger for godt sportsmanship. Han kunne nemt have lukket mig i spurten, og jeg havde ikke haft nogle hard feelings hvis han havde gjort det.

Herefter gik turen tilbage til Jammerbugts Idrætscenter.

Foto: Birk Hansen

Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/11599/app/results?round=60468
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/8859130823/overview
YouTube video her: https://www.youtube.com/watch?v=QFSA6qa7BMU

AALBORG

https://ridewithgps.com/routes/29750851

Mandagen startede igen før kl. 06.00! Jeg var virkelig ramt af træthed, og bare det, at få spist havregrøden var en kamp. Hvor vinden i Hjørring havde været okay, og nærmest helt manglede i Thy, så var der ingen tvivl i dag. 5 til 7 m/s fra sydøst. Det ville helt sikkert blive et sidevindrace.

Aalborg-ruten var nok den rute der passede mig allerbedst i “3 Dage i Nord”. Jeg besluttede mig allerede fra start, at jeg ville holde mig fremme så meget af løbet, og bare prøve, at være med til at gøre det hårdt. Efter 3 sejre så følte jeg ikke, at jeg havde meget at miste, så løbet skulle bare køres hårdt, som en god træning frem mod Østrig. Naturligvis ville jeg gerne vinde, men mit overordnede mål var bare, at prøve at køre mig selv helt i bund.

Direkte ud i sidevinden!

Løbet startede op af Svinetruget. Der var direkte modvind, så i starten blev der ikke kørt til. Lige inden vi ramte toppen blev farten øget og alle ville ind i sidevinden først. Jeg kom selv ind i 10. position, og allerede her var der ikke plads på viften. Jeg var dog ikke i panik, og det var lidt som om at rytterne i front ikke udnyttede vinden nok. Efter cirka 6-7 kilometer opdagede jeg, at jeg havde glemt at tænde min Wahoo! Junior-fejl, altså!

Hele første omgang blev mere eller mindre en angrebsfest, hvor intet rigtig fik lov til at slippe væk, og ingen ville udnytte vinden. Jeg følte lidt, at benene lige skulle i gang, da de føltes tunge.

Foto: CykelFoto – 2. omgang i sidevinden, men det bliver ikke rigtig udnyttet.

Da vi havde kørt næsten halvdelen af 2. omgang slap Kim Aabjerg væk med Troels Halfeld Nielsen fra Odense CK. De fik hurtigt et fint hul, og feltet var begyndt at virke lidt halvmørt. Det kunne godt køre væk, så da vi ramte et godt sidevindsstykke og feltet var strukket helt ud, så angreb jeg hårdt. Jeg fik Gustav Lau, CeramicSpeed Herning CK Elite, med på dæk. Gustav er en lille fyr, og jeg var ikke helt sikker på, om ham og Kim havde en alliance (det troede jeg ikke, men ville ikke tage chancer), så jeg startede med at tage en lang føring. Jeg var aldrig under 550w, og kunne se bagud, at hullet var opstået. Der var vist 2 ryttere på mellemhånd. Efter 1,5 minut fik jeg lige viftet Gustav frem i 20-30 sekunder, inden jeg igen overtog føringen og fik lukket de sidste. Lige efter kom de 2 på mellemhånd op, og vi var nu 6 ryttere

– Kim Aabjerg, Herning CK
– Gustav Lau, CeramicSpeed Herning CK Elite
– Troels Halfeld Nielsen, Odense CK
– Lucas Maargaard Toftemark, Amager CR
– Paul Sandmann, ICCC
– Jeppe Tolbøll, Give CK.

Vi førte alle igennem, og kørte hårdt på. Og da vi kørte ud på 3. omgang kunne vi se feltet efter os. Vi havde måske 20-30 sekunders forspring. Vi holdt dog kæden stram, men kort tid efter fik vi selskab af Kristinn Jonsson (HFR), Asger Røgbek Sørensen (Bornholms CC), Martin Mølgaard Ravn (Odense, CK) og Morten Örnhagen, Mountainbike Club Vejle, så vi nu var 9 i front. Flot opkørsel, som de fik lavet, den må ikke have været helt nem. Herfra gik det fint med samarbejdet, og feltet forsvandt hurtigt af syne.

Foto: CykelFoto – dagens udbrud

Jævn hård kørsel, voksenskældud og tidlig finale!

Resten af 2. omgang, og det meste af 3. og 4. omgang gik egentlig fornuftigt. Vi holdt kæden stram, og det var hårdt følte jeg. På en af omgangene måtte jeg give tyskeren, Paul Sandmann, en ordentlig omgang voksenskæld ud. Flere gange i hans føringer rykkede han for det første alt for hårdt frem, og slap ikke trådet, hvilket gjorde gruppen uharmonisk. Men det værste var, at han kørte unødvendigt tæt på os andre, og når der var sidevind, så var det som om, at han mente, at der skulle køres positionskamp for at komme tilbage på viften. På et tidspunkt blev det helt galt, da han på et længere sidevindsstykke med 6 km fra mål, på 3. eller 4. omgang, i løbet af tre minutter var tæt på at sveje fire ryttere, inklusiv mig. Jeg rykkede op og gav ham en skideballe. Først på dansk, som han ikke forstod, og så på engelsk, som han godt forstod. Jeg bad ham lade være med at køre så aggressivt, når det ikke var nødvendigt, og koncentrere sig lidt.

Jeg følte virkelig ofte, at mine ben var tunge, men på et tidspunkt måtte Kim ned og sidde en føring over. Alle virkede slidte, og det gjorde, at jeg ikke følte mig værre stillet end andre. Jeg tænkte ikke på, at jeg skulle spare mig. Jo større hul vi havde til feltet, jo før kunne finalen starte, og den skulle være hård. På 5. omgang, med 30 kilometer igen af løbet, kørte vi forbi Martin Møller Jørgensen og Søren Vestergaard, der stod som langere for Team Give Elementer. jeg fik spurgt dem på farten, om vi havde stort hul, og jeg hørte et selvsikkert “Ja!” fra Martin.

Rundt i lidt sving opstod der huller, og folk nægtede simpelthen at lukke dem, og prøvede at få andre til det. Det var huller på 2-3 meter. Der var 2-3 ryttere der virkede ret møre. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg ville angribe i dagens længste sidevindsstykke, som lå 6 kilometer fra målstregen. Jeg gav kun lige Gustav Lau en advarsel, om hvad der ventede. Han var den eneste i udbruddet der lå til, i det samlede klassement, af Campione Cuppen, så hvis kom han med, ville han sikkert gerne arbejde.

Da vi ramte sidevindsstykket åbnede jeg op. Den gjorde virkelig naller, og jeg ramte slet ikke de tal jeg normalt ville kunne, men efter 1:20 minut med 573w, var der 3 ryttere der havde sluppet. Begge Odense-rytterne og Kim Aabjerg. Nu var vi seks tilbage og vi kørte godt til ind mod mål. Vi ville ikke have de andre op igen, og hullet voksede også hurtigt.

Foto: CykelFoto – efter sidevindsangrebet.

Finale, kramper og én chance

Selvom benene havde føltes møre hele dagen, så var der stadig en rimelig bund i trådet, da vi kørte ud på sidste omgang, og hen over Svinetruget. Jeg følte en utrolig kørelyst, og ville faktisk gerne se om gruppen ikke kunne splittes yderligere.

Med 12,5 kilometer igen, efter en længere nedkørsel ramte vi en lille knold. Farten gik ud af gruppen, men jeg vidste at vi skulle køre ned af igen lige efter. Hvis jeg kom med fart på over toppen, så skulle der virkelig knokles for at hente mig ned af. Jeg tog chancen og angreb med alt hvad jeg havde. Hvis der ikke kom hul ville jeg kunne få pulsen ned på nedkørslen. Hullet opstod dog, og jeg gjorde mig så aerodynamisk som mine store krop kunne, og holdt et fint pres i pedalerne. Bag mig var Asger Røjbek Sørensen ved at få kontakt, og jeg ventede på ham. Lige bagved var Lukas Maarfeldt Toftemark, og han kom også op og vi var nu en trio. Vi arbejdede alle hårdt, og det blev rimelig hurtigt klart, at hvis vi holdt sammen, så var podiet sikret. Da vi ramte sidevinden sagde jeg til dem, at jeg ikke ville angribe dem mere i vinden. Det var vigtigt, at de ikke begyndte at spare sig, i frygt for at jeg ville prøve at sætte dem. Og jeg havde stadig brug for dem, da rytterne bagved stadig kunne komme tilbage.

Jeg tog så hårde føringer, at jeg flere gange følte problemer med at komme på hjul igen. To gange fik jeg krampe i hvert baglår, men det skete begge gange mens jeg sad sidst, så jeg tror ikke at de opdagede det. Jeg ville næppe kunne spurte, med de her ben. Jeg tog en beslutning om, at jeg ville prøve med et angreb før vi ramte en lille by, meget kort før mål. Hvis jeg krampede igen, eller hvis de fangede mig, så måtte jeg bare slå ud og acceptere, at en 3. plads også var glimrende efter et hårdt løb.

Momentet opstod med ca. 1,5 kilometer igen. Farten var lidt gået ud, og jeg tror næsten at de forventede, at jeg bare ville hjem og spurte, da jeg havde vundet sådan på Amager og i Thy. I hvert fald slog jeg hullet i et siddende angreb (sådan husker jeg det i hvert fald – aner ikke om jeg overhovedet rejste mig op?). De jagtede, og jeg slyngede cyklen igennem svingene i byen. Kiggede tilbage, og jeg havde øget en smule, men slet ikke nok til at jeg kunne slippe trådet. Det gjorde ondt overalt, og jeg havde tunnelsyn. Lige inden jeg kiggede tilbage ind løbets sidste 90 graders sving, med 300 meter til mål, kunne jeg se, at de var begyndt at køre om 2. pladsen! Yes! De sidste meter mod stregen i modvind gjorde modbydelig ondt. Jeg kørte så langsomt, og da jeg ville trække armene over hovedet var min fart så lav, at balancen næsten var røget.

Jeg zigzaggede efter stregen, og fandt det første stykke græs, og smed mig. Alt gjorde ondt, det sortnede for øjenene, og selvom jeg var glad, så husker jeg næsten intet. Jeg havde kørt mig langt ud over mine grænser, og følte kvalme, og de næste 30 minutter føltes som en hårfin grænse mellem opkast og svimmelhed.

Jeg fik dog noget vand i munden og spist lidt, og blev langsomt et menneske igen. 4 sejre ud af 4 gennemførte løb. Jeg kan ikke mindes, at det nogensinde er sket før i B-klassen, i alle de år jeg har kørt. Den her sejr var jeg stolt over. Den var taget med rå power det meste af dagen, og et kæmpe sats til sidst. Der er noget helt specielt ved at køre solo, og normalt når man også at nyde det, men det kunne jeg ikke i dag, da forspringet ikke var stort nok. Alligevel var det en fed måde at gøre det på, syntes jeg. Lucas blev 2’er foran Asger på 3. pladsen.

Foto: Jonas Toftemark

Derefter gik turen hjem ad.

Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/11600/app/results?round=60492
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/8866514874/overview
YouTube-video her: https://youtu.be/zYs-H1o45hs

Refleksionstid og kamelslugning

Hele vinteren og før sæsonen havde jeg svoret og fortalt højlydt, at jeg ALDRIG ville stå til start i et A-løb igen. Jeg var færdig med det, og ville hellere stoppe med at cykle end at vende tilbage. Og nu bliver det så tid til at trække i land.

Jeg havde på ingen måder troet, at jeg skulle vinde 4 løb i streg, og faktisk ikke troet at jeg ville vinde 4 løb i sæsonen overhovedet. Jeg har svært ved at forklare hvad der er sket, og hvordan det kan lade sig gøre. Mine tal er ikke bedre end de år hvor jeg før kørte i B, og der vandt jeg 2 løb på en god sæson.
Det er ingen hemmelighed, at jeg hele sidste år havde det hårdt, både med sygdom, men også mentalt, da jeg var i gang med medicinoptrapning i forhold til min ADHD. Jeg tror det har stresset min krop og sind mere end hvad jeg var bevist om, og samtidig med at jeg blev syg hele tre gange, og var konstant på bagkant i forhold til formen.

Jeg tror på mange måder, at jeg var begyndt at tvivle på mig selv som rytter, og når jeg nu skal i A igen, så skal jeg gå ind til det med et helt andet mindset. Jeg vil ikke sætte mig selv under så meget pres, for at præstere. Jeg har nogle konkrete mål omkring La Marmotte (sætte PR) og så sigter jeg efter gode resultater til VM og DM for 40-44 år. Så A-klassen bliver sekundært, hvis man kan tillade sig, at sige det.

Flere har skrevet, at jeg blot skal blive i B, da jeg kan i forhold til reglerne. Regler som jeg også var med til at påvirke, men min intension med at få reglerne ændret, var aldrig, at det skulle være fordi, at jeg så “ustraffet” kunne vinde 10 B-løb på et år. Det er i min verden for dumt at blive til den præmierytter, som jeg så ofte har talt imod. Jeg gider ikke rigtig i A, men jeg ville føle mig som en kørende joke ved at blive i B.

Så jeg vil hellere trække min “Jeg skal aldrig i A igen” tilbage, end at blive til grin på den måde. Man skal aldrig sige aldrig, åbenbart, men det er mere af princip end af lyst, at jeg efter den kommende weekend henter de sorte rygnumre igen. Og så glæder jeg mig til at se de nuværende unge B-ryttere komme op i A. Hvis I læser det her, så er I kæmpe champs, og jeg glæder mig til at følge jer i jeres karriere fremadrettet!