Løbsrapport fra 3 Dage i Nord 2022: Hjørring, Thy og Aalborg

3 Dage i Nord er netop overstået og med ca. 180 mand til start i hvert løb, så blev det hele lige så kaotisk og farligt som frygtet, og udover en mentalt sammensmeltning om lørdagen, så kom jeg igennem løbet helskinnet og blev faktisk kun bedre og bedre. Og når man kigger tilbage på de 3 dage, så er jeg egentlig blot mest glad for, at jeg ikke endte en tur i asfalten, som en del ryttere gjorde.

Af Jeppe Tolbøll / Foto: CykelFoto, Licenscykling.dk og Birk Hansen

HJØRRING, 6 STORE OMGANGE + 4 SMÅ OMGANGE, 154 KILOMETER, 1346 HØJDEMETER MÅSKE

Vi ankom, konen og jeg, til Bjergby i Nordjylland i ganske fornuftig tid. Turen derop havde taget knap 3 timer i bilen, men jeg havde sovet det meste af vejen.

Holdets taktik blev lagt, og jeg havde sammen med Jakob Bødker, Gustav Frederik Dahl og Anders Bruun rollen som de mere offensive, der skulle holde os til i det kæmpe store felt, og se om vi kunne få en mand afsted, hvis et udbrud skulle slippe væk. Daniel Eriksen, Jeppe Falk, Martin Szokody og Mathias Møller Jørgensen skulle holde sig mere bagved, og hjælpe hinanden frem ved kritiske tidspunkter.

Jeg følte mig ganske klar i hovedet, og var klar til at kæmpe mine kampe for holdet, så længe jeg kunne bidrage. Ruten ved Hjørring er rigtig led, og vinden var også blæst noget mere op end der var lovet.

Opvarmning? Det behøver vi ikke!

Med knap ca. 185 ryttere til start tog jeg den beslutning, at jeg ikke opvarmede, men i stedet stillede mig i startboksen allerede 20 minutter før start. Jeg var ikke den eneste med denne ide, så jeg stod ikke engang først! Med blot 6 minutter til start slog det mig; jeg havde ikke fået kørt min cykel igennem chiptjekket, som man skal inden start! For fanden da også! Jeg måtte møvre mig ud mellem folk og køre op og få tjekket den, og min store frygt var faktisk, at jeg skulle ende bagerst i feltet nu. Jeg fik mig dog lusket lidt ind i gruppen foran igen, men stod ikke i nærheden af så langt fremme, som jeg ellers ville have gjort.

Løbet blev sat i gang, og allerede efter få 100 meter var det ved at gå galt, ved en chikane, hvor ryttere var ved at vælte. Alle slap – så vidt jeg ved – igennem uden styrt, men der blev allerede trykket godt igennem, da vi ramte noget sidevind. Jeg tabte selv 2 meter til rytteren foran mig, og jeg kunne bare ikke lukke det skide hul. Benene gjorde rigtig ondt, efter en god koldstart, og havde jeg ikke prøvet det 100 gange i Zwift-løb, så ville jeg nok have været gået i panik over følelsen, haha! Der faldt dog ro på relativt tidligt igen, og jeg fik placeret mig omkring top 30, hvilket i dag var tæt på fronten af feltet.

Der var meget uro i feltet, og der blev råbt og skreget, svajet og skubbet, og flere gange var vi tæt på, at ryge ned. Jeg kan ikke helt bedømme om vi alle er dygtige cykelryttere, eller bare ufattelig heldige. Måske en god kombi?

Hele første omgang gik egentlig ret godt, og Bødker, Dahl, Bruun og jeg fik hele tiden kommunikeret godt og hjulpet hinanden. Fordi vi var så gode til at holde os fremme, anede vi ikke, at der var styrt på styrt på styrt bagved os. Faktisk fik vi at vide, at der nok havde været 3 eller 4 styrt alene på første omgang.

Ud på 2. omgang gik det også ganske okay. Jeg havde lidt koncentrationsbesvær, da det hele tiden var så hektisk. Når jeg lige tog mig sammen kunne jeg med okay nemhed, komme frem i feltet, men blot 10-20 sekunders afslapning, og så havde man mistet det, som man havde brugt 2-3 minutter på at arbejde sig frem til. Der var et enkelt styrt bagved mig, som jeg hørte, men ikke så, eller kiggede tilbage på. Jeg havde selv et par close calls, og jeg mærkede en ret stor frustration i kroppen, hvor man hele tiden tænkte, at nu må det da snart holde op, men hvor man samtidig også vidste, at det gjorde det næppe.

Faktisk begyndte følelsen af frustration, at blive til en følelse af frygt. Når den følelse rammer, er den svær (for mig) at slippe af med, og når den rammer, så bliver jeg mindre risikovillig, hvilket betød, at jeg langsomt tabte flere og flere placeringer. På et tidpunkt, slog jeg ud og ville ikke mere. Jeg var ikke fysisk færdig, men jeg kunne bare ikke mere i hovedet. Det store kaos var slemmere end hvad jeg havde sat mig op til, og det var bare noget lort. Min psyke begyndte at tage over.

Da de førte 5 biler i kortegen havde overhalet mig, fik jeg ligesom vendt mine tanker igen, og da vores teambil kom forbi, råbte vores DS, Henrik Nielsen, at jeg måtte køre de kilometer jeg ville før jeg stod af. Jeg råbte tilbage, at jeg nok skulle køre tilbage i feltet, og derefter lukkede jeg bare til feltet, med meget lidt hjælp fra bilerne. Så fysisk set var jeg der stadig. Jeg kom op, var igen kampklar, og røg ret hurtigt tilbage i top 30.

Fanget på dødens vifte…

Midtvejs på 3. omgang fik den dårlige psyke dog igen stille og roligt overtaget. Jeg tænkte konstant “Det er ikke det værd!” omkring de voldsomme positionskampe, og jeg faldt tilbage til omkring sidste position i feltet. Jeg vidste godt, at det nok var et spørgsmål om tid, før jeg ville blive sat, for der blev kørt stærkt og der opstod hele tiden huller der skulle lukkes. Og rigtig nok, så gik der heller ikke mere end 10 minutter på dødens vifte, før jeg opgav at lukket endnu et hul, og slog ud. Mit løb sluttede her efter blot 57 kilometer.

Jeg var skuffet og flov over mig selv. Før starten havde jeg sagt, at jeg nok skulle være der for mine holdkammerater, og så endte jeg med at blive den helt store kylling, som helt ærligt ikke var til nogen hjælp. Tankerne kredsede også om de næste 2 dage, som næppe ville blive anderledes. Kunne jeg overhovedet klare det? Jeg trillede hele vejen til målstregen, fik min jakke fra vores langere, og trillede endnu en omgang, hvor jeg lige fik samlet tankerne. Planen var egentlig at jeg ville køre alle de 6 store omgange efter jeg blev sat, men jeg endte med 4 før jeg stod af. Mentalt gad jeg ikke mere, og jeg følte mig faktisk temmeligt slidt i kroppen.

Derefter kørte jeg tilbage til vores kassevogn, hvor jeg fik klædt om, og kunne se at Gustav endte med at blive 7’er på dagen, hvilket var et virkelig flot resultat.

Vi talte lidt omkring hvordan løbet havde været, og jeg var ikke ene om at syntes, at det havde været voldsomt. De andre havde bare ikke mistet modet.

Derefter gik turen til Idrætscenter Jammerbugt, hvor vi skulle overnatte og en ny dag ventede.

Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/10043/results?round=48561
Strava-data: https://www.strava.com/activities/6990899117/overview

THY, 8 OMGANGE, 115,2 KILOMETER, 904 HØJDEMETER

Vækkeuret ringede allerede kl. 06.00 søndag morgen, hvor morgenmaden skulle indtages, inden de 40 minutter i bilen skulle køres. Vi havde start allerede kl. 9.00 i Hanstholm. Dagen startede med lidt stress, da min bagskifter åbenbart valgte ikke at virke, og trods mange forsøg fra vores mekaniker, Brian Lindbjerg, gad den ikke en skid. Derfor fandt han en reserveskifter frem, og måtte montere den på cyklen, før den kunne blive køreklar.

Modsat lørdag, så fik jeg for en gang skyld opvarmet ret fint, og fik stillet mig nogenlunde godt fremme i startboksen. At stå først i startboksen var ikke så vigtigt, da vi allerede tidligt på ruten ville ramme nogle brede veje, hvor man kunne køre sig frem.

Ruten havde 2 punkter hvor jeg frygtede problemer for mig, rent fysisk. Det var bakken efter 3 kilometer, som var en lang hovedvejsbakke nede ved havnen, og så bakken efter 10,5 kilometer kaldet Trælshøj, som var lige en tand for stejl til min smag. Her kunne en god positionering inden være guld værd. Specielt fordi der ville være sidevind ind mod mål herfra.

Løbet blev sat i gang, og jeg fornemmede stadig en vis kaos, men oplevede den slet ikke så voldsom som dagen før. Jeg formåede at holde mig godt fremme blandt top 30-40 stykker og havde intet yderlige ønske om at komme længere frem. Hovedvejsbakken blev overstået med forholdvis nemhed og herefter kom vi ind på mindre veje, med let sidevind. Feltet kørte rigtig stærkt, og derfor blev der ikke mange overhalinger, og da vi ramte den lille by Ræhr, hvor Trælshøj havde sin start, lå jeg vist i top 40 eller sådan noget. Nedkørslen mod Trælshøj var lidt halv-spændende med først et 90 grader sving til højre, så et til venstre og så endnu et til højre, og her tabte jeg vist et par pladser til et par kamikaze-ryttere der var villige til at styrte sig selv og feltet i jagten på at vinde 3-4 placeringer.

Vi ramte bakken og jeg mistede med det samme placeringer. Jeg ville ikke gå helt i rødt, men kom tæt på, selvom jeg vidste at på toppen, ville der være sidevind. Og helt rigtigt. Af de 30 mand der havde overhalet mig hurtigt ved at spurte op af bakken, fangede jeg nok hurtigt 10-15 af dem igen. Feltet var strukket rigtig langt ud nu og jeg kiggede bagud og der var mange huller, som dog blev samlet igen inden vi ramte målstregen mod 2. omgang. Jeg prøvede at holde min plads fremme ned over havnebakken, men der var en ret vild kamp, så jeg trak mig lidt, og havde heller ikke lige poweren til at køre mig frem, når det gik op af, så holdt egentlig blot min placering så godt som muligt.

På toppen kunne jeg dog godt se, at jeg var endt lidt for langt tilbage, men det var svært at køre sig frem før Trælshøj nu. Dels fordi at farten var så voldsom høj, og den smalle vej derned gjorde at vi nærmest lå en og en. Da farten endelig gik ud, så blev det svært at komme frem, da alle kæmpede for at vinde pladser. Da vi så ramte bakken lå jeg måske midt i hele feltet, men mistede mange pladser op af. Jeg var simpelthen for tung, selvom jeg pumpede omkring 550w ud i 1,5 minut. På toppen blev der igen kørt sidevind, og modsat første gang lå jeg nu alt for langt tilbage. Jeg fik hurtigt overskud, men kunne jo heller ikke køre 100 placeringer frem i sidevinden. Jeg måtte være cool, og håbe at de andre lukkede det for mig, selvom der var flere huller i grupperne foran mig. Jeg tror jeg måtte lukke et eller to huller selv, men det hele blev samlet uden at det havde kostet alt for dyrt for mig.

Det forløb sådan her i flere omgange faktisk. Jeg hørte fra nogle fra mit hold, at der havde været lidt styrt, men intet jeg havde set eller hørt. Jeg havde, modsat i Hjørring, hovedet rigtigt skruet på, og lod mig ikke slå ud.

Et træls uheld og miskommunikation.

Jeg kunne stille og roligt godt mærke, at Trælshøj sugede kræfter ud af mig. Jeg vidste næsten godt, at jeg var på lånt tid i feltet, og der nok ikke skulle ret mange fejltrin til, før jeg på et tidspunkt ville ende sidst inde på Trælshøj og derved blive spyttet ud. Jeg prøvede på 4. omgang at køre mig frem, og det lykkedes også nogenlund, men på Trælshøj faldt jeg så langt ned, at der skulle lukkes lidt for mange huller i sidevinden, ind mod mål. Jeg var heldigvis rimelig cool, og det var slet ikke mig der tog slæbet i at få lukket hullet.

På 5. omgang kom jeg dog alt for langt tilbage inden Trælshøj og jeg frygtede nu, at mit løb sluttede. Jeg tror måske, at jeg kom op som en af de 3-4 sidste ryttere og der var mange huller. Hvor jeg lige fik de kommende kræfter fra, aner jeg ikke, men jeg gik helt i selvsving, og begyndte at lukke så mange huller, og kunne hoppe fra gruppe til gruppe. Jeg havde 1 minut hvor jeg kørte knap 660w, hvorefter jeg fik lukket et hul og derfra sprang videre fra gruppe til gruppe. I alt kørte jeg 442w i 5:20 minutter, med en masse peaks, men da jeg ramte målstregen mod 6. omgang, fik jeg kontakt til feltet som allersidste mand, og jeg tror ikke jeg lyver hvis jeg havde kørte forbi 30 mand siden Trælshøj.

Nu skulle der lige hives luft ind, og jeg vidste, at jeg nok havde haft min sidste tur over Trælshøj i feltet. Der var snart ikke mere i benene. Nede ved havnen var farten igen rigtig høj, og pludselig kom en Restaurant Suri – Carl Ras-rytter vist op og ride på en andens hjul. Selvom vi kørte knap 50 km/t fik alle vist styret uden om ham. Jeg fandt Jakob Bødker og Mathias Møller Jørgensen. Jeg spurgte først Bødker, om han ville køres frem af, men han svarede nej. Derefter spurgte jeg Mathias, som sagde ja, og jeg kørte frem. Det kunne nemt blive min sidste aktion for en holdkammerat. Jeg fik ham faktisk placeret i top 15, kort efter bakken var startet, og jeg slog ud til venstre. Jeg ville se om jeg kunne få lidt luft ind, og så måske hægte mig på bagenden af feltet.

Mens jeg gled ned langs siden af feltet hørte jeg den lyd, af hjul der går mod carbon, og pludselig lå der 6-7 mand på jorden få meter foran mig. Der i blandt var min holdkammerat Martin Szokody! Jeg blev selv bremset af styrtet, men var ikke i fare fra ryge ned, men jeg stoppede dog for at få Martin i gang igen, da jeg var sikker på, at han var mere frisk end jeg var. Desværre var Martins bagskifter godt bøjet, men det var vist kun geardroppet. Jeg tog i hvert fald fat i det, og rev det på plads, så den da nogenlunde kunne skifte. Brian var også kommet ud, og vi fik Martin på cyklen. Min plan var at blive hos ham, så vi begge kunne komme tilbage med bilen, og så kunne jeg hjælpe ham det sidste stykke op, hvis det var nødvendigt. Men det var ikke kun bagskifteren der var problemet. Martins styr sad helt skævt, og gearet var gået i crash-mode! Jeg råbte, at jeg fortsatte, med den forventning om at de så ville fange mig med bilen hurtigt.

Som tiden gik, gik det desværre op for mig, at bilen vist aldrig kom i tide. Der skulle faktisk gå 7 minutter før bilen endelig kom, i bunden af Trælshøj, og der var jeg allerede færdig mentalt. Det hul kunne ikke lukkes mere. Jeg var ikke vred på dem, men jeg mener de skulle have efterladt Martin hurtigere. Dog kan jeg da godt se, at hvis de havde fået ham i gang hurtigere, så var han et bedre bud end mig, så jeg accepterede også omstændighederne. Det var jo ikke fordi, at jeg havde kunne køre en top 50 hjem på dagen. Jeg kørte lige ind forbi Michelle der stod og tog billeder, gav hende et kys, og kørte videre. Jeg ville gennemføre løbet om ikke andet. Og gerne med lidt tryk i pedalerne, så det blev lige til 1 time med 300w.

Herefter rullede jeg af, og kørte ind til holdet. Stemningen var okay, men det havde været lidt en kollektiv off day. Vores bedste rytter blev Gustav Frederik Dahl med en 34. plads og vores muligheder samlet i Campione Cuppen (3 Dage i Nords sponsor) var mere eller mindre væk. Det var både ærgerligt, men også lidt befriende, da vi så kunne køre Aalborg uden at tænke på det.

Vi snakkede lidt om hvordan løbet havde været, og flere mente at der var mindst lige så stort kaos som i Hjørring. Der havde i hvert fald været en del styrt også. Jeg havde slet ikke samme oplevelse, og det er spøjst hvordan ens psyke kan påvirke en. I dag var jeg 100 % klar over, hvor vildt det ville være, og det betød måske, at jeg ikke oplevede det så slemt.

Efter løbet skyndte vi os alle hjem for at se Paris-Roubaix.

Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/10044/results?round=48574
Strava-data: https://www.strava.com/activities/6995944036/overview

AALBORG, 7 OMGANGE, 124,6 KILOMETER, 882 HØJDEMETER

Hvis man troede kl. 6.00 var tidligt dagen før, så var 5.45 ubarmhjertigt i dag. Vi skulle have pakket alt vores grej ned, og teamet forlod Idrætscenter Jammerbugt kl. 7.00, med kurs mod Klarup ved Aalborg.

Aalborg-ruten er den rute der passer mig klart bedst, med kun en bakke, Svinetruget, som er lige efter start som et punkt hvor jeg var rigtig bange for at blive sat, hvis der blev åbnet op. Dog skulle vinden ikke rigtig blive nogen faktor i dag. Taktikken i dag, var at jeg og Bødker skulle spare os, og så skulle vi se hvem af os, der havde noget til spurten, og hvem der skulle køres for.

Jeg startede min opvarmning med ca. 25 minutter til start, men da jeg rullede forbi stod hjemmebaneteamet Team Vendsyssel Danmark, allerede i startboksen. Det gjorde, at flere og flere kom til, og jeg besluttede, at jeg hellere ville stå først inden bakken, end sidst, så derfor fik jeg 5 minutters opvarmning. Endnu en koldstart i vente. Inden start åbnede de så op for endnu en vejbane, og pludselig gik jeg fra, at have stået i række 2 til at stå blandt de sidste 20 %. Jamen for helvede da også. Nå, det var der intet at gøre ved, og vi måtte bare få det bedste ud af det.

Starten gik og kun 30 meter (ja, seriøst kun 30 meter senere) røg 3 ryttere i asfalten. Jeg blev bremset en smule, og lå nu helt håbløst, men på bakken fik jeg dog kørt mig lidt længere frem, overraskende nok. Jeg følte ikke rigtig den koldstart, og på nogle små veje lige efter Svingetruget fik jeg kørt mig lidt frem, men lå stadig ret langt tilbage. Efter 4 kilometer begyndte vi at køre ned af med høj fart, og Gustav Frederik Dahl kom op på siden af mig, og råbte at vi skulle frem. Jeg råbte tilbage, at der ikke skulle stresses lige nu. Vi var på vej op i fart, og vi ville sikkert hurtigt ramme 50-60 km/t og det ville koste meget at køre frem så.

Få sekunder efter, at jeg fik råbt tilbage til Gustav, kom der styrt. På min venstre side røg der et par stykker ned, og nogle foran panikbremsede og røg også ned. Jeg var fanget, og tænkte, at nu røg jeg også ned. Jeg lå bag BHS-PL Beton Bornholms Frederik Irgens, og jeg fulgte bare ham, mens han zigzaggede rundt om den ene liggende rytter efter den anden, inden han kørte venstre om den sidste og jeg kørte højre om. Det gik så hjernedødt stærkt, at det hele blev gjort på instinkt, held og en smule god cykelhåndtering. Jeg nåede at tænkte, at hvis en af dem på jorden gled over, og ramte mit forhjul, pedal eller baghjul så ville jeg ryge ned. Det er svært at forklare, men når man sniger sig rundt om sådan et styrt med 45 km/t, og når ud på den anden side, så er det som om at alt lyd forsvinder. I et kort moment kan alt faktisk føles helt fredfyldt. Det holdt dog hurtigt op da jeg skulle fange Irgens’ hjul og vi fik kontakt til feltet, men jeg kiggede bagud og alle var væk for en stund. Jeg var 99 % sikker på at Gustav var røget ned. Han lå lige hvor det skete, og i og med at han ikke sad lige bag mig, så skulle han have været lige så heldig som jeg var, ved at få stoppet i tide, hvilket nok ikke var sandsynligt!

Selvom farten i feltet var høj, så fik jeg kørt mig længere og længere frem, og var ikke rigtig ude af top 30 på noget tidspunkt resten af omgangen. På Svinetruget, på 2. omgang, fastholdt jeg min plads, og følte mig rigtig godt kørende. Efter de små veje skete der endnu et styrt foran mig, hvor 2-3 ryttere lige røg ned. Jeg fik i god tid styret uden om, uden dramatik. Jeg havde for alvor krigerhovedet på i dag, for intet af det rørte mig. På nedkørslen kom Gustav pludselig op på siden af mig “Så du mit styrt, Tolbøll?” sagde han. Jeg kunne ikke helt tyde, om han næsten syntes det var fedt, at han var kommet tilbage efter det. Jeg kiggede på ham, og ud over at han var beskidt, så var han ikke revet i stykker, hverken på hud eller tøj. Fedt at han var okay.

Blot få kilometer senere kom der endnu et close call. På en lille kontrabakke på nedkørslen skiftede en rytter foran mig pludselig vejbane, og det lignede næsten af han angreb ind i den forankørendes baghjul. I hvert fald røg de begge på røven, og jeg måtte undvige ved at køre ud i den bløde rabat. Jeg holdt cyklen oprejst og fik den tvunget tilbage på asfalten, og var stadig i feltet. Igen rørte det mig ikke. Ærgerligt for dem der styrtede, og forhåbentlig slog de sig ikke, men jeg var bare glad for at det ikke var mig.

Punktering og andre defekter.

Alt forløb ganske planmæssigt indtil 4. omgang. På nedkørslen mærkede jeg pludselig, at baghjulet begyndte at hoppe! En punktering. Skæbnen ville faktisk at jeg punkterede lige hvor Michelle stod og skød billeder, hvilket en rytter, som jeg ikke lige så hvem var, også fik pointeret med et grin.

Jeg fik cyklen over i højre side af vejen, og Brian kom styrtende med et hjul. Jeg tog det helt cool, og fik drukket en god slat vand og nuppet en gel, mens han skiftede hjulet, fik sat mig i gang. Jeg klikkede i, men det føltes helt underligt. Havde min krank lige sat sig fast. Det var som at træde i cement! Hvad fanden var nu det? Jeg fik hoppet af cyklen igen, og Brian kom styrtende ud med endnu et hjul. Jeg var lidt ved at miste min coolness her, men holdt mig vist i skinnet. Der var jo intet at gøre alligevel. Jeg fik skiftet hjulet og blev endnu engang sat i gang, og nu kørte det som det skulle.

Jeg havde nok brugt 1,5 minut på at stå stille, så jeg trillede bare i gang, og ventede på bilen. Det her ville blive en lang opkørsel. Faktisk endte hele opkørslen med at tage knap 30 minutter med 47 km/t i snit. Vi fik det lidt passet med, at jeg ikke ramte feltet i bunden af Svinetruget, og jeg kunne pace mig selv op der. Der havde igen været styrt op af bakken, som jeg rullede uden om. I bunden af nedkørsen fangede vi bagenden af kortegen, og jeg begyndte at springe fra bil til bil. Det skulle vise sig at være livsfarligt, da en af hollændernes DS var ved at klippe mig hele to gange, da han ikke så sig for. Jeg slog på bilen og overvejede et sekund, om jeg skulle slå sidespejlet af, men jeg holdt mig i skinnet. Da jeg fik kontakt til feltet, måtte jeg sprinte op de sidste 100 meter, da kommisærbilen lå alt for langt tilbage, og det gjorde nas. Jeg fik kontakt lige da der blev kørt lidt sidevind, og farten var høj. I et splitsekund troede jeg faktisk, at jeg måtte slippe feltet. Det ville være så røvtur efter den opkørsel. Jeg fik mig dog heldigvis klemt med.

Michelle fangede dette fede skud af mig bag bilen.

Min fornemmelse af opkørslen var egentlig, at den var nem, men kigger jeg på mine watt-data, har det været lige så fysisk hårdt, som da jeg lå i feltet. Fornemmelsen var nok bare nemmere, da der ingen stress og positionskamp var.

Vi ramte målstregen og der var nu 2 omgange tilbage. Jeg følte mig en smule mærket, men kom fint med over Svinetruget. Dog tror jeg ikke jeg var uden for bund 20 hele 6. omgang. Jeg lå bare nede bagved og chillede. Jeg havde ikke benene til at prøve at køre i udbrud, og som det så ud nu, så kunne det hele ende i en masse spurt. Og jeg havde det fint nede bagved. Jeg følte ikke, at jeg brugte unødvendige kræfter, men jeg må også indrømme, at jeg ikke helt havde en fornemmelse af, hvor mine ben var. Mod slutningen af 6. omgang, kom Anders Bruun ned til mig, og spurgte om han ikke skulle køre mig frem. Jeg svarede ham ærligt, at jeg ikke vidste hvor jeg var, og jeg lige ville se om jeg kunne komme med over Svinetruget en sidste gang, og så måtte han spørge omgangen efter.

Jeg var faktisk ikke engang sikker på, om jeg turde køre finalen. Jeg snakkede lidt med Morten Gadgaard, Team Vendsyssel Danmark, om at “… vi ser sgu for gamle til at dø for det her!” og det var sådan jeg følte. Men ud over at være gammel, er jeg åbenbart også dum, haha.

Sidste omgang! Finale!

Da vi kørte over Svinetruget sidste gang havde jeg problemer. Jeg slog derfor ud næsten halvvejs, og lod mig glide ned igennem feltet. Da de sidste ryttere næsten havde passeret mig klemte jeg mig ind bagved, og fik lige klemt røven med over. Nu skulle jeg bare spare mig indtil de sidste 5 kilometer, hvor jeg enten skulle køre lead out eller køre egen finale.

Der var et udbrud der var sluppet væk, men coloQuick, som stillede med en håndfuld ryttere, var ved at jagte dem. Med de 5 kilometer til mål råbte Gustav at vi kørte lead out for Bødker. Jeg råbte tilbage “Er han der!?” som forstået i, om han var der mentalt. Finalen ville blive farlig, og det krævede at man havde hovedet med sig. Jeg fik intet svar. Jeg råbte selv Bødker op, men han svarede mig ikke. Måske hørte han mig ikke. Jeg blev lidt låst inde, så jeg kunne se drengene køre ham frem i sidevinden, og jeg gjorde klar til at komme frem når det var muligt, for at hjælpe.

Vi nærmede os de sidste 2 kilometer ind mod en mindre by Romdrup. Det kunne blive hektisk der, så det var vigtigt at være fremme der. Jeg lå i modsatte side af Gustav og Bødker, men kunne måske klemme mig derover. Jeg så dog, at Bødker pludselig mistede Gustavs hjul, og blev låst. Jeg vurderede, at jeg ikke kunne gøre nogen forskel, at Bødker nok var endt for langt tilbage. Jeg kørte min egen finale. Det var hektisk igennem Romdrup by, og jeg vandt ikke helt de pladser jeg gerne ville. Jeg kørte nok finalen op 75 % af hvad jeg burde, men jeg var lidt en tøsedreng. Så finalen blev kørt, og udbruddet på ca. 15 mand, blev nærmest fanget på målstregen, så det lignede en stor, spredt massespurt. Jeg endte som nummer 46, mens Gustav blev 38’er.

Jeg var faktisk fin tilfreds med præstationen. Jeg må også erkende, at jeg ikke er risikovillig, i de her megafelter. Jeg ER for gammel, og har ikke den modighed som de unge løver har. Og det er jeg afklaret med.

Efter løbet fik vi som team snakket om hvad vi skulle gøre bedre. Jeg forklarede, at folk skulle være bedre til at melde ud, hvis man ikke havde benene eller hovedet til en massespurt. Jeg kunne godt have brugt noget hjælp, men det havde måske ikke ændret det store.

Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/10045/results?round=48599
Strava-data: https://www.strava.com/activities/7000692441/analysis

Konklusion for 3 Dage i Nord

Personligt blev jeg bedre og bedre, og jeg tror jeg næsten er hvor jeg skal være fysisk, men jeg mangler lige at smide de sidste kilo for at stå helt skarpt. Men rent powermæssigt kan jeg ikke blive meget bedre, tror jeg.

Til arrangørernes skal der måske ses på en rytterbegrænsning for teams, når vi er SÅ mange. 190 ryttere er over hvad UCI tillader, og samtidig er kortegen livsfarligt, når bilerne ikke er nummereret og bare nærmest kører deres eget racerløb.

Ud over det, så var de værste farlige momenter, os ryttere selv, der ikke var gode til at vinke faremomenter af, og dejligt, at det ikke for engang skyld var arrangøreren der prøvede at slå os ihjel.

I næste uge står den på Amagers løb for mit vedkommende, og ikke Vejles. Mere om det senere på ugen! 🙂

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *