Løbsanalyse af Vardeløbet: “Uden ben!”

På et pivflad og vindfuld rute i Varde, burde ruten have lagt rigtig godt til min type rytter.

Ruten var åben rigtig mange steder og vinden kom således at der var meget få steder uden sidevind eller modvind.

Morgenstunden startede dog ikke alt for godt. Vågnede ret svedigt og med ondt i halsen. Men da jeg havde Nicolai Jørgensen (Jutlander) med til Varde kunne jeg ikke tillade mig at aflyse. Og det ville jeg da heller ikke.

Løbet startede med god høj fart, og der var mange hug for at komme afsted. Jeg var selv med i 2, men intet der for alvor blev seriøst. Da vi nåede ca. halvvejs på ruten slap der pludselig en ca. 10 mand væk, hvor bl.a. Thomas Edemann og Frederik Mailund (Team Jutlander), og Kasper Würtz Schmidt (Randers) sad med. Derefter fik de bare større og større hul, og på trods af en ret i hærdig indsats af Odder CK, så blev de aldrig lukket ned igen.
Personligt kunne jeg godt mærke at benene ikke var super gode efter en lang ude i Alsace, uden forinden, men formåede at sidde rigtigt, og skjule mig ret godt.

Det gik dog kun lige indtil vi ramte et godt stykke ind mod mål i åben sidevind. Jeg ville køre mig frem inden i vinden, men pludselig bliver jeg fanget på den forkerte side, og jeg kunne ikke komme ind på viften igen. Men jeg lå og kørte med over 45 km/t i vindsiden, gled hele feltet – alle på en række – forbi med noget der føltes som dobbelt fart. I hvert fald så hurtig, at jeg ikke turde glide ind i det få huller der kommer, af frygt for at vælte andre ryttere.
Da sidste mand gled forbi opstod er et hul, som skulle lukkes. Jeg kæmpede så syren stod ud i alle fibre af benene, men jeg kom bare ikke tættere på.
Jeg fandt hurtigt sammen med Kristian Flagstad (CK Aarhus) og selvom vi lå i 4-5 kilometer og jagtede med noget der lignede 45-50 km/t, så kom vi bare ikke tættere på. Jeg følte samtidig slet ikke at jeg kunne finde et ordentlig tråd, og jeg trådte firkanter.
Til sidst gav jeg op… Benene var fuldt med syre, moralen var væk, og jeg slog ud.

Jeg kan selvfølgelig finde mange undskyldninger for ikke at kunne sidde med. Taktisk bommert i vinden, bjergben, og naturligvis sygdom, som jeg stadig har (med feber), men når alt kommer til alt, så har jeg nok bare ikke niveauet lige nu. Da jeg ramte 1. marts følte jeg mig godt kørende, og har nok ikke ydet nok i marts da jeg mente jeg var “foran” planen. Og samtidig er niveauet i B meget højere lige nu, end det B jeg rykkede på i, i august, sidste år.

Det manglende niveau tærer selvfølgelig langsomt på ens selvtillid, og det er lidt en ny udfordring for mig, da jeg ikke har prøvet at blive sat så mange gange i streg som i år, siden jeg var junior-rytter (selvfølgelig med mange års pause). Jeg håber lidt at de nytilkommende juniorryttere hurtigt er i A, så der kommer lidt mere ro på feltets kamikaze-måde at køre på, med ryk hvert 20. sekund, og at min form selvfølgelig snart tager et ryk op af. Det har ikke været godt nok indtil videre.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *