En hård weekend er overstået med løb i Esbjerg og et halvt løb på hjemmebanen omkring Haderslev.
Om lørdagen stod den på løb pivflade Esbjerg. Optakten til løbet var ikke perfekt med en 24-timers vagt, og kun 6,5 timers søvn med en del afbrydelser. Men ikke desto mindre drog jeg afsted direkte fra arbejde kl. 08.00 og kørte til Esbjerg.
Ruten havde jeg kørt i bil om tirsdagen da jeg skulle køre min søster hjem til netop Esbjerg. En relativ teknisk rute som var flad, og åben for vind.
Desværre var der nærmest vindstille da løbet blev skudt i gang. Jeg ville gerne have haft lidt mere, men det skulle heldigvis vise sig at komme stille og roligt i løbet af de første 2 (ud af fem omgange).
Jeg havde på forhånd meldt ud i mine forventninger til løbet, at jeg ville hjælpe Nicolai til at ende i top 5, så han derved kunne indløse billetten til A-klassen. Og der skulle vise sig at lykkedes.
Løbet blev skudt i gang og ret hurtigt kom der flere angreb. Tidligt i løbet var det tydeligt, at folk holdte øje med bl.a. Rasmus Fjordside (Odder CK), Morten Lambert (Randers CK), Nicolai Jørgensen (Haderslev Starup CK), og Nicolaj Høyen Gudiksen (Nr. Søby CK).
Der var mange små udbrud, men det meste blev lukket relativt hurtigt. Dog efter ca. 2 omgange slap vi en 15 ryttere afsted, og da det var med bl.a. Nicolai Jørgensen og Michael Damm Kohberg (begge Haderselv, Lasse Panduro (Silkeborg), Fjordside (Odder), Lambert og Jesper Kael (Randers) og Torben Ternstrøm (Tønder) så virkede det virkelig holdbart. Men selvom farten var relativ høj, så virkede gruppen alligevel for stor for ingen kørte rigtigt 100 % dedikeret. Og så blev vi lukket igen bagfra af det resterende felt. Da vi kørte ud på 4. omgang skete der dog noget. Simon Gaal (Næstved) og Nicolaj Henning (Middelfart) kom væk fra feltet og fik et godt hul.
Da Niels Munk (Middelfart) og Jesper Nybo Riis ( Herning) kørte væk rykkede jeg med. Vi fik hul fra feltet. Vores samarbejde fungerede rigtig godt, og selv om jeg pludselig var en halvdårlig hjælperytter for Nico, så blev jeg ved med at arbejde.
Efter 10 minutter fangede vi de 2 foran, og de gled begge ind i rulleskiftet med det samme. Arbejdet fungerede upåklageligt.
Efter et par kilometer anede jeg ud af øjenkrogen at der var 3 ryttere på vej op bagfra. Og den ene var Nicolai, mens Fjordside og Bjarne Olsen (Silkeborg) også var med. Jeg lagde mig ned bag i gruppen, og satte mig ind i hjælperrolen igen – jeg undlod at tage føringer indtil gruppen var oppe ved os. Det var Simon Gaal ikke helt tilfreds med, men det tog jeg mig ikke sønderligt af. Vi var nu 8 mand i front og alle arbejde godt sammen. Dog gik der ikke længe for Bjarne Olsen punkterede, men han lå lige ved siden af Nico. Min første tanke var umiddelbart; “Fuck, det er Nico – nu skal han have et hjul af mig!” – men heldigvis ikke. Så nu var vi 7 mand. For at opsummere hvem der var med;
37. Jesper Nybo Riis, Herning CK
41. Niels Munk Asmussen, Middelfart CC
45. Nicolaj Henning, Middelfart CC
64. Simon Gaal, Næstved BC
69. Nicolai Jørgensen, Haderslev Starup CK
109. Rasmus Fjordside, Odder CK
173. Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK
Og alle arbejde mere eller mindre med 100 % dedikation, og jeg var faktisk aldrig rigtig i tvivl om at det ville holde hjem. Hver gang der var en tvivl om samarbejdet gik jeg frem – jeg var tilfreds med 1 point så længe Nico bare fik sin Top 5. Men nu skal det jo selvfølgelig ikke lyde som om at jeg var den eneste der knoklede, for det gjorde alle.Da vi kørte ud på sidste omgang begyndte jeg at overveje de taktiske muligheder. Med ca. 15 kilometer til mål prøvede jeg at lave det først udspil. Jeg sagde til Nico at jeg ville angribe, så han kunne slappe lidt af. Angrebet blev dog ikke længere end at Fjordside lukkede det prompte og rykkede kontra. Dog fangede jeg hans hjul, og gik ikke frem da han stoppede med at træde og der kom igen samling. Og så begyndte der at gå lidt taktik i den og vi kørte virkelig ikke ret stærkt. Pludselig kunne vi ane et felt bag os, og vi konkluderede at det næsten måtte være vores eget felt. Vi blev nødt til at samarbejde igen. Og det gjorde vi heldigvis igen – uden større problemer.Med 4-5 kilometer igen angreb jeg endnu engang, men igen blev der lukket hurtigt, og Simon Gaal og Lasse Munl kørte kontra. Jeg havde håbet at Nico ville komme med, for jeg faldt af gruppen, oglå pludselig alene. Foran kørte Gaal og Munk længere væk, men der opstod lidt stilstand bag dem (og foran mig). Jeg kom op igen, og fik frem med det samme og håbede at jeg kunne minimere hullet op til de to forreste. Men benene var næsten tomme, med begyndende kramper. Da jeg slog ud angreb Nico og Nikolaj Henning gik med ham. Jeg slog yderligere ud – den måtte Riis og Fjordside lukke. Nico var på vej i Top 4. Da vi ramte de sidste 1000 meter kiggede jeg lige over på Fjordside, der bare smilte og rækkede tunge, som man nu gør når man er helt færdig. Det måtte jeg udnytte. Rejste mig og trådte med det sidste jeg overhovedet havde. Benene skreg af smerte, men jeg fik hullet til dem begge, og nu skulle farten “bare” holdes høj ind til målstregen. Jeg trillede ind som nummer 5. Vinderen blev Simon Gaal, foran Niels Munk, Nikolaj Henning, Nico, mig, Riis og Fjordside. Felter kom ind ca. 40 sekunder efter os, hvor Lambert vandt foran Ternstrøm og Kohberg. Da jeg kom hjem tjekkede jeg lige de pulszoner jeg lå i gennem løbet, og kunne se at gennemsnitspulsen havde lagt på 86 % af max. Det vil sige at jeg nok har lagt på noget der ligner min Vo2-max-zone de sidste ~50 kilometer. Det skulle vise sig at koste… Om søndagen stod den på hjemmebaneløb i Sdr. Vilstrup. Da jeg vågnede var det sidste jeg havde lyst til at cykle. Jeg var ødelagt i kroppen til trods for en solid nattesøvn. Men jeg fik taget mig en ganske fin opvarmning, og da løbet blev skudt i gang følte jeg også at de gik ganske fint. Jeg forholdte mig ret passiv, ud over et enkelt ryk og 1-2 gange hvor jeg prøvede at liste mig væk fra feltet. Men alle forsøg blev, forventeligt, lukket. Der var to lange sidevindsstykker på ruten, hvor den ene var 6-7 km fra mål, op af en jævn stigning. Den anden var op mod mål med på en 2 kilometer strækning.Det første stykke sidevind gik nemt og kørte mig faktisk frem i vinden uden problemer, og lå godt oppe foran.Op gennem skoven lige inden vi ville ramme det andet sidevindsstykke, kørte jeg helt op i front, og sagde til Fjordside, at på toppen ville der komme en ond sidevind. Jeg øgede farten og tog den første føring i vinden, og Fjordside tog den næste. Men her dummede jeg mig lidt. Jeg var så tændt på at køre sidevind at jeg slap hans hjul for at komme ind på viften igen bagved. Men ingen gav plads, og pludselig lå jeg i vinden og gled længere og længere ned. Det var faktisk kun fordi vi kørte forbi A-feltet at der skete lidt huller at jeg kom ind igen, dog i en position som nummer 30, og vi lå alle som perler på en snor. Feltet begyndte at brække flere steder foran mig, og nu var det alt eller intet. Jeg gik udenom 4-5 mand i vinden, sled mig forbi et par stykker på indersiden, og da vi ramte målstregen manglede jeg 15-20 meter op til fronten – som aller sidste mand. Da vi ramte rundkørslen fik jeg kontakt, og kunne endelig igen få luft. Dog var jeg helt i det røde felt, og de ben der havde føltes relativ okay, gjorde nu ondt… Da vi ramte Hoptrup følte jeg igen at der var energi og overskud. Den glæde skulle dog vare ganske kort. Da vi ramte bakken ved møllen – en led satan for folk på næsten 100 kilo – besluttede Fjordside for ar forcere. De andre gik med i rykket, men mine ben kunne ikke mere. Pulsen var ikke høj, men syren og smerten var så forbandet ond, at jeg ganske enkelt måtte geare ned og køre en høj kadance. Der kom et par stykker bankende forbi fra gruppen efter os, som fik lukket op til fronten. Jeg blev fanget mellem gruppen foran og gruppen bagved, sammen med en Fredericia-mand.
Men han var træt som jeg var det. Hans føringer kom ikke ret meget op over 35 km/t, men jeg kunne holde den på 40-42 stykker. Jeg tog føringer på 35-45 sekunder og fik kun max 20 sekunders pause. Og vi kom bare ikke tættere på. Efter 4-5 kilometers benhård, men håbløs, forfølgelsesløb ramte jeg muren, og det var slut. Feltet og pointene var væk, benene gjorde ånssvagt ondt, og motivationen led virkelig. Bagfra blev jeg hentet af en gruppe, men benene var slet ikke friske og de blæste forbi og jeg opgav at skulle lide mere. Beslutningen af at trille til mål og stå af var nem. Derved sluttede hjemmebaneløbet tidligere end jeg havde håbet, men sådan er det jo. Uanset hvad havde jeg næppe kunne holde mig i frontgruppen hele dagen.Det fedeste var dog at Kohberg vandt spurten blandt de sidste tilbageværende 9 mand, og derved kunne han fejre en flot hjemmebanetriumf.