I søndags blev der kørt årets sidste A-løb, da Holbæk arrangerede sidste afdeling af Demin Cuppen. Løbet blev samtidig mit sidste cykelløb i A-klassen, og det fik næsten den perfekte afslutning, set ud fra hvad jeg kunne håbe på. Jeg gennemførte ikke, men det var heller ikke forventet fra egen side, og hel dagen blev bare en magisk dag på mange måder.
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: Klaus Hestkjær www.hestkjaer.com
HOLBÆK, 7 OMGANGE, 179,2 KILOMETER, 1512 HØJDEMETER
Vi ankom til løbet i god til, og humøret var ganske højt. På vej derover i bilen havde jeg haft lidt tid til at tænke, og jeg kunne godt mærke, at jeg glædede mig til, at sæsonen sluttede. Jeg var mentalt brugt, og så frem til en pause. Jeg ville dog stadig gerne lige vise mig frem en sidste gang, og ikke forlade A-klassen med blot at sidde i feltet og vente på at blive sat. Jeg var bare utrolig meget i tvivl om det kunne lade sig gøre. Alle teams stillede tal-stærkt til start, vinden var hård, og der var små veje på meget af ruten. Det kunne ende med at være et voldsomt løb. Vinden skulle komme med 7 m/s fra vest, så vi skulle faktisk starte ud i direkte sidevind.
Ruten have en masse små bakker, og små veje, og cirka ved 14 kilometer ville der komme “ÅMOSE & DØNNERUPVEJ BAKKEN” som den hedder på Strava. En lille kilometer med et snit på 4,2 % hele vejen. Den kom dog i ramper, så flere steder ramte den 7 %. Det var lidt her, jeg var bange for at komme i knibe, men heldigvis var der modvind på den.
“Det er sidste løb, så det er alt eller intet!”
Sådan lød beskeden fra vores sportsdirektør Henrik Nielsen. Forstået på den måde, at når det nu var sidste løb i sæsonen, så skulle vi yde det maksimale. Der var ingen grund til at spare på noget, for der kom ikke et løb i næste weekend, hvor man kunne tage revanche. Holdet manglede en syg Jakob Bødker og en arbejdsramt Daniel Eriksen, men ellers var alle til start. Anders Bruun og Martin Szokody fik de “lækre” opgaver om at skulle i angreb fra starten og køre aggressivt. Vi andre skulle naturligvis også prøve os, men nok gemme lidt på krudtet, mens Mads Mondrup var vores bedste kort i en sprint. Gustav Dahl var næsten altid garant for sidde der, hvis der skulle opstå splittelse i slutningen af løbet.
Personligt var min plan, at jeg ikke ville gå med i ret meget før i hvert fald de to første omgange var overstået. Jeg ville koncentrere mig, om at holde mig frem og slås for min plads i sidevinden. Én ting var sikkert. Jeg ville gå til løbet positivt, og ikke forlade mit sidste A-løb med en negativ fornemmelse. Selvfølgelig kunne det være, at benene ikke ville være der, men jeg skulle bare sørge for at være der mentalt, og ikke stå af, fordi jeg ikke orkede det i hovedet.
Der var lidt forskellige scenarier i løbet, man lige skulle tage højde for. Da løbet var en del af Demin Cuppen, så var det ikke bare en almindeligt løb. Adam Holm Jørgensen, BHS-PL Beton Bornholm, havde en 9 points føring til trioen Frederik Muff, coloQuick, Nicklas Pedersen, Bache-JS.dk, og Andreas Aidel, Team Herning Elite Biemme Danmark. Samtidig gik rygterne, om at Adam Holm Jørgensen stadig var svækket (og måske decideret syg) efter hans uheldige VM. Ville coloQuick prøve at så ham sat? Ville BHS-PL Beton Bornholm køre defensivt, og lade et udbrud sejle væk som kunne stjæle de sidste point? Og hvad med Nicklas Pedersen. Kunne Bache-JS.dk holde det samlet til en spurt? Og hvad med Restaurant Suri-Carl Ras på hjemmebanen? De ville jo gerne vinde og var vist ikke noget samlet.
Løbet sættes i gang og en tidligere verdensmester står pludselig på startstregen!
Vi kørte alle til start, og pludselig spottede jeg Mads Pedersen fra Trek-Segafredo stå på stregen. Jeg havde slet ikke set, at han var tilmeldt, men det er sgu meget fedt, at han ikke er for fin til at komme og lege med os, når der nu alligevel var løb i hans baghave. Samtidig med at vi ventede på starten gik, så begyndte det faktisk at blive temmelig varmt. 16-17 grader med sol, i starten af oktober. Folk begyndte i hvert fald, at tage tøj af, så alle næsten stod i kort/kort, og enkelte med løse ærmer. Det skulle vise sig, at være en fejl.
Løbet blev sat i gang, og der var allerede fra start smæk på. Folk ville ud og teste sidevinden, men det stod hurtigt klart, at selvom vinden var der, så var der for meget beplantning på siden af vejen, til at det rigtig rev i cyklerne. Derfor blevet det mere end angrebsfest, end decideret sidevindsrace. Jeg kunne nogenlunde holde mig fremme, men gik ikke med i nogle forsøg. Specielt Martin Szokody og Gustav Dahl var aktive for vores hold. På de små veje, blev det tydeligt, at BHS-PL Beton gerne ville have et udbrud væk, som kunne stjæle point. Derfor blev det hele tiden lidt et lotto-spil, hvor de gerne sendte ryttere fra flere teams afsted, så længe det ikke var ryttere der var en trussel for deres førertrøje. Derfor prøvede de ofte at lave bredfront, og fik så hjælp af de mindre teams, der også fik en rytter med, og syntes det var fint. Jeg synes, at vi havde ryttere med i det meste, og på et tidspunkt kom Jeppe Falk afsted i en lovende gruppe, og her hjalp vi jo også med at spærre vejen med bred front, men som det næsten altid er i A, så var der interessekonflikter enten i udbruddet i feltet, og derfor blev det meste lukket.
Lige efter vi ramte Åmose og Dønnerrupvejbakken slap der en større gruppe væk, hvor jeg tror at næsten alle teams var repræsenteret. Dog ikke Team Give Elementer, og der virkede som om, at alle var tilfredse for nu, og vejen blev spærret godt af, og farten gik ud af feltet. Vores eneste mulighed, hvis vi ikke ville ud og arbejde, var at få åbnet løbet igen. Jeg lå selv længst fremme, så det var lidt mit ansvar. Så ved en indkørsel til en vej fik jeg smidt cyklen ud til siden, og angreb. Det blev også lige hen over et græsstykke ude i siden. Jeg fik trukket feltet godt ud, dog uden at få hul. Jeg kiggede tilbage og kunne se, at der ikke lige var nogle Team Give Elementer-ryttere i nærheden til at tage over. Jeg slog en smule ud, og tog farten af, og håbede at der kom et angreb mere. Udbruddet var kun 8-10 sekunder foran os. Der kom et par ryttere forbi, men de havde ingen interesse i, at øge farten. Vi ramte et skarpt venstresving. Jeg ramte svinget som 3.-4. rytter, og pludselig sneg Mads Pedersen ind foran mig. Jeg tog hans hjul, og i samme moment angreb han. Jeg tænkte, at det sgu var det mest perfekte hjul at have, så jeg gik med… eller, jeg prøvede at gå med. På min data, kan jeg se bagefter analysen, at ramte jeg 1100w i 12 sekunder, men alligevel mistede jeg bare hans hjul inden for 5 sekunder, og han drev bare væk. Jeg holdt dog pres på, for feltet måtte ikke gå i stå igen. Heldet var dog, at når en eks-verdensmester hamrer væk fra feltet, så vil alle med. Udbruddet blev lukket ned herefter.
Et udbrud kører, men får ikke lang snor
Lidt efter slap der vist 2 ryttere væk. Efter min tørn i front var jeg gledet lidt længere ned i feltet og havde ikke helt overblik over hvornår de var kommet afsted. Jeg syntes, at der blev sagt at det var en fra Team CO:Play – Giant Store og Team IBT- BH Carl Ras.
2. omgang blev lidt en gentagelse af første omgang, men fordi de 2 ryttere var ude foran virkede det også lidt, som om at det blev kontinental-rytternes opgave, at holde dem tæt på, eller hvis man var BHS-PL Beton Bornholm, så ville man gerne se dem komme væk. Det virkede ikke så hårdt og angrebene virkede heller ikke som om, at der var bund i dem. Jeg sparede mig så meget, jeg kunne, og holdt mig hele tiden fremme, og gemt for vinden hvis der nu skulle ske noget i forhold til sidevinden. Martin Szokody og Gustav Dahl havde begge brugt mange kræfter på at dække udbrudsforsøg af og Gustav meldte ud, at nu var han i hvert fald så færdig, at han ikke kunne meget mere på. I hvert fald ikke lige foreløbig. Jeg sagde jokende til ham, at han bare skulle tage en gel, og så afsted igen. Anders Bruun kom til mig, og sagde lettere frustreret, at han syntes det var svært at komme frem og hjælpe med at dække udbrud af. Jeg sagde til ham, at jeg syntes, at han skulle gemme kræfterne, for der var ikke rigtig noget der fik lov til at slippe rigtig væk.
Pludselig hørte jeg kommisærmotorcyklen sige, at der lå én rytter ude foran. Var der ikke to? Eller havde vi hentet dem? Nå, uanset hvad, så var der i hvert fald én ude foran. På et tidspunkt efter rutens bakke, lå jeg bag Mads Pedersen, da jeg ville køre mig frem. Pludselig trak han lidt mod venstre, og var tæt på at køre mig af vejen. Han sendte hurtigt en undskyldende hånd ud. Det syntes jeg fandeme, var kæmpe overskud, for de fleste A-ryttere ville sgu have været lidt ligeglade – måske også mig selv inklusiv, haha. Det viser bare kæmpe klasse, at han gjorde det. Det havde ellers kunne give en fed overskrift til bloggen “Eksverdensmester kørte mig i grøften!” haha.
Vi kørte ud på 3. omgang, og jeg følte mig faktisk ret velkørende.
Hvorfor ender jeg altid alene?
Lige da vi havde påbegyndt 3. omgang lå jeg bag en Bache-JS.dk-rytter. Jeg tror det var Peter Skov Lauridsen, og han angreb da der kom en lille åbning i venstre side af vejen. Jeg gik med og regnede egentlig med at hele feltet ville sidde på smækken af mig. Det gjorde de dog ikke og der kom et par ryttere op. Nogle ville dog ikke lige føre, så hurtigt lukkede feltet igen. Der blev angreb endnu engang, og jeg kørte med. Jeg så bagud og der var huller og alle lå en og en? Var der alligevel mulighed for sidevind? Jeg tog en ordentlig føring mere, men ingen fulgte op og den gik igen lidt i stå. Jesper Schultz fra coloQuick angreb og fik hul. Jeg prøvede med endnu et angreb, og fik et par ryttere med. Vi fik hullet og tog hver et par føringer, før vi fik lukket til Schultz. Der kom ryttere op bagfra, og jeg kunne hurtigt tælle en 6-7 ryttere, og jeg tror nærmest at alle teams var med. Der var nogle der ikke ville føre, og på et tidspunkt tror jeg, at jeg tog hver 3-4 føring, men til sidst blev jeg irriteret, og lod rytteren foran mig køre væk. Jeg fik en skideballe af Restaurant Suri – Carl Ras’ Tobias Kongstad, fordi jeg bare skulle holde hjulet. Ja, det skulle jeg måske, men jeg blev også lidt trodsig. Ikke på Kongstad for at han tog sine føringer.
Vi havde nu fået hullet, og jeg troede faktisk længe, at vi nu ville få lov til at komme væk. På trods af, at nogle af rytterne ikke ville føre med rundt, så var vi en del der bare lukkede øjnene og kørte til. Jeg kunne se på Strava, at vi fik lov til at være ude foran feltet i 6 minutter, før der dog igen kom samling. Jeg følte stadig ret gode ben, så lige da vi blev samlet tog jeg 10-15 sekunders luft, og angreb endnu engang. Jeg kiggede bagud, og kunne med det samme se, at jeg slog hullet. Ej, altså, der måtte sgu da gerne lige komme 2-3 ryttere mere op! Endnu engang befandt jeg mig alene foran A-feltet uden selskab.
Der var ikke rigtig nogen vej tilbage. Jeg måtte selv begynde at jagte rytteren foran. Feltet var gået i stå, og havde lavet bredfront, så der kom ikke flere op. Efter et par minutter kunne jeg ane den neutrale servicebil længere fremme. Jeg kom langsomt tættere og tættere på heldigvis. Ellers kunne det hurtigt blive en alt for lang dag. Der gik 8,5 minut før jeg endelig fik kontakt til IBT-BH Carl Ras-rytteren Frederik Thomsen. Han ventede tydeligvis på mig til sidst, og jeg ved ikke hvem af os der var mest glad for at få selskab, for vi var begge nok lidt ristet af, at være solo. Hånden på hjertet, så måtte Frederik være mere brugt end jeg var. Vi fandt hurtigt ind i et samarbejde, og tog føringer á ca. 60 sekunder. Jeg styrede os hen over Åmose & Dønnerupvej-bakken, så jeg kunne køre op mod mit maksimale og vi hurtigt kunne få fart i cyklerne igen.
Samarbejdet fungerede upåklageligt. Frederik fortalte, at han var glad for at kunne få god læ bag mig, og jeg sagde at han skulle nyde det, for det var sidste chance i dag! Frederik sagde så, at det også var hans sidste sæson i A-klassen. Det gjorde mig sgu egentlig lidt ærgerlig. Jeg kan huske Frederik som en skide talentfuld U19-rytter, som røg direkte ind på Team Waoo og videre til et hold i Italien. Jeg sagde til ham, at så var der ingen undskyldninger for os, for ikke at give den fuld smadder.
Jeg tillader mig lige, at smide et par billeder af nogle store resultater fra Frederiks U19-tid.
“At det regner er sgu nok kun vores fordel”… troede vi!
Da vi kørte ud på 4. omgang fik vi besked om, at vi havde 2 minutter, og langsomt begyndte skyerne er blive mørkere og hurtigt åbnede himlen sig, mens vinden også tog til, og varmen lige så stille forsvandt. Indvendigt jublede jeg. Det kunne nu gå hen og blive et kaosløb nede i feltet på de små veje, og et hårdere race for dem, hvis de samtidig med regn og våde veje, skulle køre sidevindsrace. Jeg nåede at sige til Frederik, at det nok var vores fordel. Det var i hvert fald hvad jeg troede.
Vores samarbejde kørte stadig fint. Lidt efter fik vi at vide, at vi havde 1:50 minutter, og jeg tænkte faktisk, at de var omkring den tid feltet ville give os. Jeg tænkte, at vi nok kunne få en lang dag ude foran nu, men jeg sagde det heldigvis ikke, for så var jeg da blevet komplet til grin. Regnen gjorde nærmest det stik modsatte ved feltet, men det vidste vi ikke. Imens lå jeg ude i udbrud i mit allersidste A-løb og jeg nød det. Det kunne ikke være en meget bedre måde, at slutte på, for jeg ville jo ikke vinde løbet, og selv hvis jeg havde sparet mig i feltet, så var jeg med stor sandsynlighed nok blevet sat på et tidspunkt. At få lov, til at slutte herude i et møgvejr, følte jeg sgu var noget særligt.
Vi nærmede os Åmose og Dønnerupvej-bakken. Jeg gjorde klar, til at jeg ville føre op af den, så jeg kunne styre tempoet, men pludselig kom den neutrale bil forbi os, og kørte væk. Det plejede at betyde, at feltet var under 1 minut fra udbruddet. Jeg begyndte at føre op af bakken, da kommisærmotorcyklen pludselig sagde til os “Feltet omkring 20 sekunder bagved jer!” Fuck, hvad var da nu det? Havde de seriøst lige lukket 2 minutter på 15 kilometer? Jeg kiggede bagud, og kunne se Mads P’s hvide Trek-Segafredo-trøje komme bragende op af bakken. Rygterne sagde, at han ene mand havde kørt os ind, men jeg ved ikke om det passer. Historien om at han dog alene kørte os ind, er klart bedre, end at han fik hjælp. At eksverdensmester, Tour- og Giro-etapevinder kørte mig ind i sidste løb, lød som en god historie om ikke andet.
Jeg viftede Frederik Thomsen forbi, og lod ham køre væk. Jeg råbte, at jeg ikke havde mere. Det var en halv sandhed. Jeg kunne godt have givet den et skud mere, men jeg ville gerne lige spare kræfterne så jeg kunne komme med feltet. De overhalede mig dog med dobbelt fart, føltes det som, og jeg accelerede, for at komme ind på hjul. Mads P’s tempo var dog så højt, at rytterne nærmest lå på en perlerække, og jeg kunne ikke komme ind på hjul. Jeg ville ikke bare pløje mig ind et sted.
På den sidste del af bakken slap min kræfter op. Jeg kunne ikke finde en plads i feltet, og nu røg jeg baglæns ud af feltet som var skåret ned til en 40-50 ryttere kun. Jeg så 3-4 Team Give Elementer-ryttere i gruppen.
Regnen havde nu for alvor taget fat, medmindre det blot var fordi, at jeg først nu røg ud af zonen, mens jeg trillede mod mål. Jeg blev fanget af en gruppe på 12-15 ryttere, men jeg lod dem køre. De ville ikke få kontakt igen. Jeg skulle bare til mål. Jeg var glad, selvom jeg var kold, og vejret var virkelig lort. Jeg kunne naturligvis godt have ønsket, at vi havde fået én omgang mere ude i udbruddet, men alt i alt kunne jeg ikke brokke mig. Jeg ville have været ærgerlig over, at være blevet spyttet ud af bagdøren i helt anonym stil. På det personlige plan, var det et fint punktum,
Bornholmsk nedtur, men verdensklasse sammenhold
Mens jeg havde klædt om, og gået ned for at lange dunke ved resten af vores utrolige service-team, røg flere og flere ryttere ud af løbet. Det var blevet iskoldt, og folk stod af så snart der var en mulighed for det. På de sidste omgange var der 3 ryttere i front. Jeg ved ikke hvem der tog hovedansvaret for at køre dem ind, men det hele endte, med at Frederik Muff fra ColoQuick røg af, og derved var deres klassementsrytter ude. Samtidig røg Adam Holm Jørgensen også af, og her synes jeg, at BHS-PL Beton Bornholm viste virkelig klasse. De lod tre ryttere blive i feltet på 26 mand, mens de andre 6 ryttere blev hos en tydeligvis syg Adam Holm Jørgensen. Det var sgu god stil.
For dem blev det hele dog mere bittert, ved at Nicklas Pedersen fra Bache-JS.dk vandt løbet foran Andreas Brandt Aidel, fra Herning CK Elite Biemme Danmark hvilket betød, at Adam Holm Jørgensen tabte samlet til både Pedersen og Aidel. Faktisk blev Frederik Irgens bedste bornholmer på en 6. plads, og tog så 3. pladsen samlet i Demin Cuppen. Man kunne ikke lade være, med at have ondt af Adam. Afslutningen var iøvrigt ret intens, da de tre ude foran blev hentet nærmest 150 meter før mål!
Det var i sig selv også vildt nok, at Nicklas Pedersen endte som samlet vinder af Demin Cuppen, når man tænker på, at han altså først startede i B-klassen i år – og derfor missede første afdeling – men dog lynhurtigt bragede igennem, og videre i A, hvor han bare fra starten kørte finaler. Dernæst kørte han finaler i UCI-løb, og nu sluttede med at vinde Demin Cuppen.
For Team Give Elementer var i tæt på, at hive en top 10 hjem da Mads Mondrup blev 11’er, mens Anders Bruun blev 19 og Rasmus Lundtoft Lindbjerg blev 23’er. Alle tre var de eneste fra vores team der kom igennem. Mads P slog iøvrigt ud i finalen og overlod finalen til de dødelige ryttere.
Efter løbet fik vi alle rundet løbet godt af og spist sammen, før vi tog afsted hjem til Jylland.
Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/10098/app/results?round=49575
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/7900093815/overview
Ses næste år!
Nu står den på off-season, og jeg glæder mig til næste år. Om det bliver i B-klassen eller Master A vil tiden vise. Det kræver at reglerne bliver kigget på, men mere om det i et andet indlæg! 🙂