Sæsonens første licensløb køres her i weekenden. Vi starter i kuperede Hedensted og kuperede Horsens.
Hedensted:
En rute, som for mig er en af de ledeste ruter vi har herhjemme. Med 135 højdemeter pr. omgang på 14,2 kilometer bliver det virkelig en voldsom omgang for mig og mit store korpus.
Der er mange måder at gribe det an på, faktisk.
1) Man kan prøve sig med at rykke fra første meter, og så håbe på at der allerede der kommer et udbrud afsted.
2) Jeg kan blive siddende i feltet, køre afventende, og håbe på at jeg kan komme med henover bakken uden de store forceringer.
3) Jeg kan lege hjælperytter for mine klubkammerater. Indtil jeg dør på bakken.
For at konkludere så er jeg bange for bakken, og jeg tror rent faktisk ikke på at jeg kan komme med over alle 7 gange. Løbet må siges at skulle bruges til at få lidt løbskilometer i benene. Ellers skal der ske noget meget uventet.
Horsens:
Sidste år skulle vi køre 3 omgange i D., og jeg blev smidt på bakken ved kirken (som jeg har glemt hvad hedder) de sidste 2 gange, og måtte køre mig tilbage i feltet – første gang sammen med 4 andre, og til sidst selv.
I år skal vi rundt hele 5 gange. Det bliver helt sikkert en hård omgang, men jeg håber at mine træningstimer i bjergene kan gøre at jeg hiver mig med henover i år. Men når alt kommer til alt, så bliver ruten nok for hård for mig – igen.
Hvordan jeg griber Horsens an, vil jeg ikke komme ind på før min analyse efter løbet, men jeg har en klar ide om hvordan jeg skal prøve at få skabt et eller andet.