Anmeldele af Factor One – Mit våben i 2020

**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**

Som det blev teaset med i mine sæsonforventninger som kan læses HER, så får jeg i 2020 nyt grej. Hvis du har fulgt mig på Instagram, så har jeg ikke været god til at holde det helt hemmeligt. Mit våben for 2020 bliver en Factor ONE, som har været en af de cykler, der har stået allerøverst på min liste over drømmecykler!

Af Jeppe Tolbøll | Foto © AltomCykling.dk / Uggi Kaldan

Factor ONE!

Factor ONE er en lidt speciel cykel. Karakteristisk for den er nok mest dens splittede downtube. Splittet downtube var vist noget som Colnago eksperimenterede med, tilbage i 90’erne, men aldrig rigtig slog igennem. Factor kalder det ”Twin Vane EVO downtube”

Mange tror, at det kun er lavet for aerodynamik. Det er også lavet for aerodynamikkens skyld, men faktisk er der også andre fordele. Ved at have en splittet downtube bliver området omkring kranken og kronrøret endnu stivere.

Cyklens cockpit har den feature, som Factor kalder OTIS. OTIS står for ”One Total Integrated System”. Det betyder i det mest simple forklaring, at forgaflen går hele vejen op til frempinden. Det skulle også give cyklen ekstra stivhed og bedre køreegenskaber. Alle kabler er samtidig gemt væk i cyklen. Ingen unødige kabler til at ødelægge aerodynamikken.

Eneste minus ved cyklen, ifølge min mekaniker (og gode ven, Carsten Hjort) er at når man skal samle den så bliver det et mareridt. Det er dog vist altid en mekanikers mareridt med integrerede kabler, men flot ser det ud!

Min Factor ONE:

Som nogle måske ved, så bruger jeg hver landevejs off-season på at køre den del Zwift. Der kører jeg på holdet, Team FUSION ECT. En af holdet samarbejdspartnere er netop Factor. Faktisk havde vi allerede sidste år tilbud om at købe en ramme + hjul til en god pris, men jeg ville på det tidspunkt ikke købe ny cykel.

Hvis jeg skulle have en ny cykel, så skulle den have disc, men da jeg skulle køre A, og alle nærmest kun er til fælgbremser i forhold til service, så var jeg ikke villig til at skulle stå med håret i postkassen ved punkteringer, og så ikke kunne få et nyt hjul. Så derfor var det med stor ærgrelse, at jeg takkede nej, omend at det var dog var den rette beslutning.

Heldigvis var Factor villige til at komme med samme tilbud da denne her vintersæson startede, og jeg besluttede mig, at nu var tiden inde.

Uheldigvis var jeg lidt længe om at beslutte mig hvilken farve jeg ville have, så da jeg endelig fik taget mig sammen til at bestille, var coronaen allerede ved at have godt fat i Kina, hvilket blandt andet påvirkede hele cykelindustrien. Derfor blev hele processen sat i slow motion, og pludselig var der lidt lange udsigter til at cyklen ville ankomme til Danmark.

I første omgang nåede jeg ikke at få den med til Calpe, hvilket var ærgerlig, men udsigten til at den måske ikke ville komme til sæsonstarten var nærmest ubærlig. Og jeg kunne selvfølgelig godt bruge min Scott Foil, men når man ved at der er nyt legetøj på vej, så kribler det i hele kroppen! Hvis man kan tale om held i uheld, så blev sæsonstarten udskudt, så nu er cyklen klar til en nye sæsonstart, hvornår det end bliver.

Jeg stod længe og vaklede mellem alle 3 mulige farver. Faktisk var jeg tæt på at vælge den rubinrøde farve, men da jeg ikke kører i noget tøj (Give CK, FUSION ECT eller AoC) hvor rødt spiller sammen med, så passede farven ikke rigtigt ind. Så var der den sort/blå eller den sølv farvede tilbage. Selvom jeg først var hooked på den sort/blå, så trak den sølv farvede konstant i mig. Og jeg endte faktisk med at vælge den sort/blå, for så dagen efter at sende en kontraordre til John Ebsen, om at jeg altså ville have den i sølv. Og det valg har jeg været glad for lige siden, selvom det var et meget tæt opløb.

Som standard fulgte der egentlig et sæt Black Inc. Fifty med til cyklen, men da jeg jo har kørt med Black Inc. Eighty de sidste mange år, så ville jeg gerne have lidt mere profil på. Jeg gik lidt på kompromis med profilens højde, og endte på et sæt Black Inc. Sixty i stedet for. Opsætningen bliver tubeless i år, da jeg ikke gider fx at køre til licensløb i Hobro, og ende med at punktere. Man bliver hurtigt vant til at der er service i A-klassen, og jeg orker ikke at stå i vejkanten med en punktering i B-klassen.

Jeg er helt grøn på tubeless området, så valgte Continental GP 5000TL. Om det er et godt valg vil tiden vise, men jeg var faktisk ret imponeret over deres normale GP 5000 som jeg testede sidste år. De var på niveau med min Specialized S-works Turbo, som er min go-to dæk ellers.

Geargruppen jeg har valgt er en Shimano Ultegra DI2. Det blev her et kompromis i forhold til pris og kvalitet. Jeg ville naturligvis rigtig gerne have haft Dura Ace, eller SRAM Red eTap, men prisen skulle også kunne forsvares over for konen. Jeg havde en overgang SRAM Force eTap i tankerne, men jeg er også lidt tryghedsnarkoman, så jeg valgte i sidste ende det jeg kendte.

Mine pedaler er stadigvæk Favero’s Assioma Duo-wattpedaler. De er stadig bundsolide og stabile. Når man kører meget Zwift kan man lave det som kaldes dualrecording, hvor man måler sin ene wattmåler op med en sekundær wattmåler. Jeg har kørt den op mod min Wahoo Kickr og Power2max, og alle følger hinanden inden for 1-2 %, hvilket fortæller at de alle tracker reelt.

Pedalen er måske ikke verdens pæneste, indrømmet, men når foden er klikket i, så er der ingen der ser det. Jeg kan godt leve med at de så ikke er lige så pæne som resten af cyklen.

First og second ride!

Den første tur blev en decideret rulletur, hvor jeg lige skulle lære cyklen at kende, og lave små-justeringer. Den fik også et par skud henover et par bakker, og holy-molly hvor er cyklen stiv. I lokalområdet har vi en stejlbakke som går under navnet Kalvø Bakken. Ca. 500 meter med 9 % i snit. Den forcerede jeg med 53/21 uden at føle at jeg var ved at gå i stå eller trådte firkanter!

Samtidig stjal jeg en god KOM fra ColoQuick’s Alexander Salby på en af bakkerne nede ved Aabenraa, hvor Salby oprindelig kommer fra. Han tager den nok igen på et tidspunkt, men omvendt så er det markant den hurtigste tid jeg nogensinde har kørt over den bakke. Og jeg har ellers prøvet mange gange! Turen ses her: Strava.

Anden tur var lidt anderledes. Her var planen ikke at køre KOM-jagt, men i stedet at se hvordan cyklen kørte på en lang tur, med forholdsvis stram kæde. Og her skuffede den overhovedet ikke. 150 kilometer på 4 timer og 10 minutter. En snitfart på 36 km/t på en solotur. Det tror jeg aldrig jeg har været i nærheden af på så lang en distance. Jeg var faktisk ret rundtosset over hvor stærk den cykel kunne køre. Turen ses her: Strava.

Når man skal se på ens eget udstyr, og så samtidig vurdere det, så er det svært ikke at blive farvet, og gerne ville retfærdiggøre sit eget køb. Derfor er det let at smide ord som “den vildeste cykel jeg har kørt på” efter den. Men cyklen ER vild. Selvom min Scott Foil på inden måder er en ringe cykel, så føler jeg dog nærmest, at det er samme følelse som når man får sommercyklen på asfalt efter en lang træls vinter, på vintercyklen.

Nu skal vi blot vente på at vi igen må køre cykelløb – det vil jeg glæde mig til!

Ramme: Factor ONE, str. 58.
Forbremse: Shimano Ultegra R8070 DI2 Disc
Bagbremse: Shimano Ultegra R8070 DI2 Disc
Bremse- og skiftegreb: Shimano Ultegra R8070 DI2 Disc
Forskifter: Shimano Ultegra R8050 DI2 Disc.
Bagskifter: Shimano Ultegra R8050 DI2 Disc.
Kassette: Shimano Ultegra R8000 11-25T.
Kæde: KMC X11EL Ti-N Chain – 11-speed – gold.
Kranksæt: Shimano Ultegra R8070 DI2, med Ceramicspeed lejer.
Hjulsæt: Black Inc. Black Sixty, med Ceramicspeed lejer. 
Dæk: Continental 5000 TL, 25mm.
Handlebar/stem: ONE Otis Evo integrated bar/stem, 130mm lang, 44mm bred.
Outfront: Black Inc.
Styrbånd: Factor Bartape.
Pedaler: Favero Assioma Duo.
Saddel: Stealth PRO, 152mm.
Saddelpind: Factor.
Flaskeholdere: Black Inc.
Cykelcomputer: Wahoo Elemnt Roam.
Wattmåler: Favero Assioma Duo wattpedaler.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *