Løbsrapport fra Nakskov TT 2023

I lørdags blev der kørt enkeltstart i Nakskov. Ruten var en mere eller mindre flad omgang, med lidt sving hist og her, og så en par bakker til sidst. Jeg ramte ikke dagen, og på 98 % så ryger der mange sekunder.

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto

NAKSKOV TT

Michelle og jeg ankom til ruten allerede dagen før, og efter en gang recon, sammen med Lukas Østergaard fra Give, og Niels Kristian Andersen, Kolding, så følte jeg egentlig at jeg var klar.

Lukas jokede lidt med, at han altså ville slå mig i morgen, og jeg svarede, at det jo bare krævede et snit på 400w. Lukas er nærmest lige så høj som jeg, og jeg vejer måske 3-4 kilo mere, og jeg håbede på at ramme omkring de 400 watt. Lukas var faktisk ikke en af dem, jeg havde sat til en potentiel top 5, da jeg havde slået ham med mellem 30 sekunder og 1 minut på de to seneste enkelstarter (ét licens, ét DGI). Det skulle dog måske vise sig at være en fejl.

Kikset opvarmning og ellers afsted

Selvom jeg egentlig havde god tid, så forregnede jeg mig lidt, og kom for sent i gang med min opvarmningsprotokol. Normalt har jeg en opvarmning på 35 minutter, men af en eller anden grund, havde jeg regnet 10 minutter forkert. Det var dog ikke noget jeg stressede over, og det skal heller ikke være nogen form for undskyldning. Vejret var varmt, så pulsen kom nemt op, og jeg fik stadig gode 25 minutter, før jeg fik sat pladehjulet på og trillede til start.

Jeg kom afsted, og havde to rytter foran mig, der kunne være en god hare at jage. 2 minutter foran startede ABC’s Bjarke Bonke, og 1 minut foran var Oliver Monø fra Sydkysten. Oliver var jeg ret sikker på, at jeg ville fange, men havde jeg en god dag, og Bonke bare havde en lidt dårlig dag, så var det ikke umuligt at fange ham.

Jeg lagde ud og følte at benene var gode. Jeg lå på den gode side af 400 watt, tættere på 410w. Jeg havde lidt en indre dialog med mig selv. Jeg vidste godt, at 410w nok var lidt for højt, men et eller andet sted, så blev jeg også nødt til at presse mig lidt før VM, og se hvad rammer var. Derfor valgte jeg at holde på, og efter 5-6 kilometer fangede jeg Monø.

Da jeg kort tid efter forlod den store hovedvej, som ruten startede på, måtte jeg dog lige erkende, at intensiteten havde været for hård, og gik nu efter at ramme 400w.

Krise!

Det gik fint nok fint… de første 2-3 minutter. Pulsen var høj, og benene var ved at blive fyldt med syre. Jeg måtte sænke wattene lidt. Jeg måtte lige se, om jeg ikke kunne få kroppen under kontrol, før jeg igen ramte hovedvejen. Jeg prøvede konstant, at skubbe de negative tanker væk, og syntes faktisk, at det gik ret godt. Får man først ondt af sig selv, så kan det gå helt galt, så derfor skubbede jeg fokus på, hvad der skulle ske fremadrettet på turen. Lige nu ville jeg holde lidt igen, og så se om jeg ikke kunne få åbnet op på landevejen tilbage mod mål.

Desværre kunne jeg hurtigt fornemme, at det ikke var godt. På landevejen ville jeg gerne have været tilbage på de 400w, men jeg lå og bøvlede på 380-390w. Jeg accepterede hurtigt, at det var her mit niveau var i dag. Havde jeg begyndt at “tvinge” wattene op, så var jeg nok eksploderet.

Kort tid efter hentede jeg Simon Marquardsen, Næstved BC, som var startet 3 minutter foran mig. Jeg troede længe det var Bjarke Bonke, jeg jagtede, men han var ikke til at se nogle steder.

Teknisk stykke og i mål

Jeg ramte nu det tekniske stykke. Smalle veje, et par 90 graders sving, efter fulgt af en nedkørsel og så 120 graders sving direkte ind på en bakke, efterfulgt af endnu en bakke, noget falsk fladt og ned mod mål.

Jeg ramte egentlig alle sving fint, og jeg synes selv, at jeg kom henover specielt første bakke ret fornuftigt. På den efterfølgende bakker, og de falsk flade, kiggede jeg ikke længere på wattmåleren, men trådte bare med alt hvad der var tilbage.

35:09, sagde tiden. 46,7 km/t i snit. Jeg tror faktisk, det er min hurtigste enkeltstart nogensinde, men jeg var ikke helt tilfreds, uden at jeg overhovedet vidste hvad det rakte til. Følelsen derude havde ikke været god. Den var heller ikke decideret dårlig, men blot “okay”.

Jeg rullede af. Som 6. startende ud af 20, så ville der alligevel gå noget tid, før man kunne se resultatet. Efter 6-7 minutter, rullede jeg tilbage og fandt Joshua og hans far, Andrew. “Du ligger 3’er” sagde Andrew! Det var alligevel overraskende. Måske var det alligvel ikke helt skidt. Det slog mig dog, at Kristoffer Davey Dalsgaard (Vejle CK) nok næppe var kommet ind endnu. Ham og jeg, har haft nogle meget tætte dueller i år. Jeg slog ham med 1 sekund tidligere i sæsonen, og han slog mig så med 2 sekunder senere. Som jeg lige tænkte det, så var han den eneste der kunne true et podie. “Du ligger 4’er nu!” sagde Andrew så. Jeg fik vist sagt “pis” eller sådan noget. Kristoffer havde slået mig med 2 sekunder – igen! Intet podie i dag.

Så kom den flyvende junior!

“Lukas har lige sat 2. bedste tid!” sagde Andrew. Lukas havde sgu kørt en fænomenal enkeltstart! Min følelse af skuffelse blev ikke mindre, men jeg kunne godt glæde mig over Lukas’ succes. Han kom ind, og smed sig ned. Han havde kørt sine bedste TT-watt nogensinde, og lige ramt omkring de 400w i snit. Så det var fair nok, at han slog mig – det var jo det jeg havde sagt han skulle! 🙂

Vinder blev som forventet Alfred Christensen (Ordrup CC) foran Lukas, og med Emil Lykkegaard Wiggers (Nyborg CK).

Har jeg et aeroproblem?

Når man kommer hjem, så kan man ikke rigtig lade være med, at analysere, og jeg kigger meget på min præstation på Strava, og sammenligner med andre. Også på tværs af ruter. Og det virker lidt som om, at jeg mister en del, på højhastighedsenkeltstarter. Poweren er ofte den samme, som på lidt mere tekniske, men jeg mister en del tid, til de nærmest konkurrenter, og nogle af dem, jeg normalt slår, kommer tættere på.

Det giver tanker om, at jeg muligvis mister fart på toppen når farten er højst. Jeg er dog ikke helt klog nok, til at finde ud af hvorfor eller hvordan. Jeg ved, at jeg kan optimere et par steder. Bl.a. ved nogle bedre skoovertræk, nyt cockpit, og muligvis også en anden hjelm. Det er i hvert fald noget, der skal nørdes i, men nok næppe noget jeg når før VM i Skotland. Det må blive til før VM i Danmark, næste år :

Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/11752/app/results?round=61717
Strava-data: https://www.strava.com/activities/9194885591/overview
Race-video: https://www.youtube.com/watch?v=itMxoCCY898

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *