Et slags kapitel i mit cykelliv blev i denne sæson afsluttet, da jeg definitivt sagde farvel til A-klassen, og nu fra næste år, kan påtage mig en Master-licens, frem for elitelicensen. Nu hedder målene mesterskaber i H40, og løb på mindre niveau, selvom jeg stadig vil fortsætte med at cykle licens.
Da jeg startede med licens – igen – havde jeg aldrig troet, at jeg skulle komme i A, eller bare kunne vinde et C-løb. Derfor har jeg taget en tur ned at “memory lane”, som jeg håber kan inspirere andre, til ikke at give op, selvom ens talent ikke i første omgang er åbenlyst.
Dette er del 1 af 2.
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto, MomentsEye, AltomCykling, LAFoto, Licenscykling.dk, Hestkjær, Viggo Kohberg, Birk Hansen og mange flere, som jeg “tagger” hvis jeg har glemt dem.
2010-2011
Jeg havde siden 2007 ramt en kampvægt på omkring 130 kilo. Siden jeg stoppede som U19-rytter omkring 2001-2002 var jeg startet på at styrketræne, og var den vej blevet større fysisk. Det stoppede jeg med efter 2-3 år, og fortsatte bare med at æde, og have en virkelig dårlig livsstil. Derfor havde jeg længe haft planer om, at komme i gang med at cykle igen.
Der gik dog lidt længe, før jeg gik fra drømmen om at cykle igen, til at jeg endelig stod klar. Min far havde samlet min gamle Principia Rex, med 9 speed Ultegra, og jeg kunne endelig komme ud. I 2010 fik jeg vist kørt 2000 kilometer på sæsonen, som vist primært foregik på de enkelte varme dage fra april til august.
I 2011 tog jeg mig endelig mod i april, til at melde mig ind i den lokale cykelløb Haderslev Starup CK (HS6100), og begyndte at træne lidt med dem. I starten kørte jeg på deres B-hold (26-28 km/t), og var efter 50 kilometer savet over, og måtte skubbes hjem af nogle af de ændre ryttere på +50 år. Langsomt og sikkert, blev jeg dog bedre og bedre og inden længe røg jeg på klubbens A-hold. Jeg elskede det, og kunne mærke at jeg rykkede mig næsten fra gang til gang. Samtidig havde klubben indlage “frie løb” hvor man kørte cykelløb over 3-6 kilometer, til nærmeste byskilt.
I midten af sommerferien mødte jeg en Michael Vestergaard. Han var en af klubbens stærkeste ryttere, og vi begyndte at dyste lidt imod hinanden. Han trænede meget, for han ville i 2012 have licens i D-klassen. Han prøvede at overtale mig, men jeg var i starten ikke sikker på, at jeg igen skulle køre licens. Da jeg var U19 og yngre var jeg ikke god til det. Men langt om længe, fik han plantet frøet, og tanken voksede. Det kunne da være sjovt, at køre lidt D-licens, og måske håbe på at kunne være med feltet hjemme.
Da vi så kom til september og de officielle træninger stoppede, så gik jeg på off-season og rørte ikke min cykel før januar igen.
Sæson 2012
“Hvis man skal køre licens, så skal man altså også træne. Se nu at komme med ud og kom i gang!” Sådan lød ordene cirka fra Michael Vestergaard, da han hev fat i mig. Om det lige var i december eller januar, er ikke afgørende, men tre måneder uden cykling kunne da mærkes, da jeg blev slæbt med ud i en rå kulde. Jeg led de første træninger, og husker hvordan jeg på racer, blev kørt i sænk af folk på MTB. Dog kom der en vis stabilitet ind i træningen, og jeg fik kørt mange kilometer sammen med Michael før sæsonen startede. Faktisk fik jeg også kørt en træningslejr i Alsace med cykelklubben.
Kort før sæsonen blev min gamle Principia Rex udskiftet med en Cervelo S3, med SRAM Red 10s, og et sæt Zipp 404.
Mit allerførste løb i Sønderborg var på deres gamle rute. En pivflad rute, der med 99 % ville ende i massespurt. Derfor var planen også, bare at sidde med og håbe på det bedste i spurten. Jeg skulle jo bare med feltet hjem, så var det en succes. Undervejs sneg en enkelt rytter sig væk, og holdt hjem. Da vi kørte ind mod spurten husker jeg, at Michael på et tidspunkt fik kørt mig frem på en kæmpe hovedvej, og de sidste 2 kilometer fik jeg holdt min placering. Jeg husker kun spurten fra de sidste 200 meter, hvor jeg kom bagfra og og kørte forbi alle, indtil jeg var ved at fange Anders Banke, som blev 2’er. Han havde vist slået et hul tæt på finalen. Jeg blev 3’er i mit første løb, og jeg var overrasket og glad.
Herfra gik det lidt op og ned. Ugen efter styrtede jeg i Skive og udgik, og så kom der et par løb, hvor jeg ikke fik point. Jeg fik ét point (gammel pointskala) i Kolding hvor jeg blev 2’er i feltets spurt og blev 10’er. Der var derefter et stykke tid, hvor jeg enten havde defekt, eller blev sat på bakker.
Der hvor jeg endelig fik mit gennembrud, i forhold til selvtillid, var til Jysk/Fynsk mesterskab i Randers. Et løb hvor profilen ikke passede mig, men hvor jeg valgte at køre offensivt. Det betød, at jeg kom afsted med Troels Sønderby fra Aalborg, og Allan Mikkelsen fra Aarhus. Vi kørte godt, og på løbets sidste bakke, med 3-4 kilometer til mål, smed de mig, og jeg kunne holde en sikker 3. plads. Jeg var pludselig ikke blot en sprinter mere, men havde faktisk succes med at køre aggressivt!
Herfra begyndte jeg, at tro på, at jeg måske kunne vinde et cykelløb, og jeg elskede at træne. Min vægt var gået fra 106 kilo fra sæsonstart til omkring 100 kilo, uden at jeg dog overhovedet tænkte på min kost, som stadig nok var ret ringe.
Et par uger efter min Jysk/Fynske bronze-medalje i Randers, stod den på de Syd- og Sønderjyske mesterskaber i Bov. En flad rute, hvor D-klassen skulle køre sammen med U17, H50, H60 og motion. Vi kørte en vanvittig fart husker jeg, på næsten 41 km/t, haha, og jeg kunne tage en sikker spurtsejr, i et løb hvor jeg for første gang nogensinde kunne gå øverst på et podie. Det var stort selvom at det ikke var et licensløb.
Blot 2 uger efter kom den “rigtige” sejr. Et ret hårdt løb i Holstebro, hvor jeg flere gange var ved, at blive sat på løbets eneste rigtige bakke. Faktisk havde jeg en under selvophøjende moral. Sidste gang vi skulle over bakken, røg jeg i et lille udbrud med 3 andre, og der var måske 5-6 kilometer til mål. Fordi jeg var så presset, at jeg ikke kunne føre, så lod jeg mig helt bevist falde af, fordi jeg ikke brød mig om, at jeg ikke kunne tage føringer. Det ville aldrig ske i dag, haha. Feltet blev dog samlet til sidst, i spurten kom jeg flyvende bagfra, og fik ædt mig ind på den sidste mand i front, som jeg lige klemte mig forbi med 10-15 meter igen. Den var tæt, men jeg var ikke i tvivl. Jeg havde lige vundet mit første licensløb! Se lige mig, mand!
Dagen efter blev jeg 2’er, i Thy, i en lige så tæt spurt, men det sikrede mig point nok til C-klassen, og jeg valgte at rykke op før tid, og jeg skulle så køre hele august og september i der.
Resten af sæsonen gik nærmest med at blive sat i hvert løb. Jeg fik dog reddet mig ét enkeltpoint i Tønder, da jeg vist blev 6’er og vandt feltets spurt, men langt efter vinderne. Fun fact, så blev BHS-PL Beton Bornholms Nils Broge 2’er i løbet for Randers CK.
Sæson 2013
Vintertræning var pludselig noget jeg brugte mellem 2012 og 2013. Det blev til flere udendørsture på den gamle Principia Rex, men også dage hvor jeg slæbte min old-school hometrainer med om til Michael Vestergaard. Det var før der fandtes virtuelt cykling, så det var høj techno, nul udluftning og sved i stride strømme.
Det blev sågar til endnu en ny træningslejr og dernede prøvede jeg for første gang en wattmåler, da klubben havde købt 2 Powertab-hjul med wattmåler i navene. Ellers foregik alt træning med pulszoner. Jeg brugte klubbens lokale træner, Jesper Hvalsøe, og han gav os en masse VO2-max træning, husker jeg. Selvom jeg havde lagt flere timer i træningen var jeg stadig på +100 kilo.
Sæsonen startede hårdt. Jeg blev sat i de fleste løb. Klubbens nye seniorrytter Nicolai Jørgensen, bragede ind i C-klassen med det ene podie efter det andet. Michael Damm var også begyndt, at køre lidt seriøst igen, efter pause fra A-klassen, og vandt også hist og her.
Min første succes kom i Randers-løbet i slut-april. Her var de første 2-3 ryttere, inklusiv Nicolai Jørgensen, allerede rykket i B. Her fik jeg faktisk lært en del om mig selv. Da der på et tidspunkt blev kørt sidevind, var jeg vågen og sad der, da vi var 15-16 ryttere der knækkede feltet. Løbet blev derefter kørt benhård, med masse angreb, og 6 ryttere kørte væk. Da vi skulle til at køre over bakken sidste gang, var det som om at resten gruppen gik i stå, og jeg vidste, at de ville fyre den af over bakken. Derfor brugte jeg for første gang taktikken, om at komme bakken i forkøbet, og angreb én kilometer før og fik Thomas Mikkelsen, Horsens, og en fra Aalborg med. Det gjorde, at vi holdt gruppen bag os, og jeg blev 8’er i løbet. Med den rette kombi af held, og taktik kunne jeg godt lave point på kuperede ruter, åbenbart.
Herfra gik der flere løb, med mange defekter, og hvor jeg ellers blev regulært sat på bakker. Et par uger efter fik jeg endnu et point da jeg blev 14’er i Vejen, hvor Michael Damm vandt løbet. Jeg vandt feltet spurt, efter at have kørt et passivt løb på grund af sygdom.
De næste par uger var også hårde. I Pinsecuppen (Silkeborg, Herning, Hammel) blev jeg sat i Silkeborg og Hammel, mens jeg kørte et dårligt Herning-løb, men fik point for en 10. plads.
Min første “sejr” som C-rytter kom i Sydjysk-mesterskab. Modstanden var ikke den største, med blot 5 andre C-ryttere, men jeg kørte aggressivt mod de andre C-ryttere, og endte med at sætte dem en efter en, og kunne køre solo til mål. Det gav lidt selvtillid, og formen var på vej frem. Jeg havde som sagt ikke wattmåler på cyklen dengang, men kunne føle, at jeg konstant blev bedre og bedre.
I Jysk/Fynsk Mesterskab i Holstebro troede jeg på, at jeg kunne vinde. Jeg ramte dog forkert hele dagen da 5 mand, endte med at køre væk, og derfor måtte vi ind og spurte om resterne. Her vandt jeg igen feltets spurt. Selvom jeg hele tiden prøvede, at udvikle mig som rytter, så havde jeg igen og igen vist, at jeg var lynhurtig når jeg så målstregen.
I sidste løb inden sommerpausen kom, var jeg tæt på at vinde min første C-sejr i licens. Det var i Odense, hvor vi startede ud i regn, kulde og masser af vind. Rigtig Jeppe-vejr. Allerede tidligt fik jeg et heads-up, af nogle af de andre, om at i sidevinden ville der blive angrebet. Jeg var ved at blive en af dem, man godt gad have med, da jeg tog mine føringer. Så vi splittede feltet af, og kørte 9 mand væk.
Det endte med, at vi var 7 mand der skulle afgøre det imellem os. Løbet sluttede med et lumsk sving ca. 600 meter før mål. Jeg angreb lige inden, og kunne med det samme se, at hullet var slået, og jeg med stor sandsynlighed ville vinde løbet, for jeg havde stadig rigeligt med power. Men rundt i det sidste sving satsede jeg for meget, og røg helt af vejen. Jeg styrtede ikke, men mistede alt fart, og kom tilbage på asfalten og fik cyklen i fart igen. De 10 sekunders forspring jeg havde var væk, og gruppen fangede mig med 300 meter igen. Jeg havde stadig kræfter til at spurte mig til en 3. plads, dog, men hold op jeg var skuffet. Det gav dog blod på tanden til at træne hårdt igennem sommeren!
Efter sommeren startede jeg lidt dårligt i Middelfart ved at blive sat til sidst i løbet. Dog fik jeg en lille revanche i Nyborg. En taktisk fejl, gjorde at jeg blev sat på løbets længste bakke, kort før mål, da der manglede lidt over 1 omgang. Dog fik jeg samlet mig selv sammen, og selvom min gruppe med 3 andre var 50 sekunder efter da vi kørte ud på sidste omgang, så fik vi lukket hullet til feltet. Her skulle jeg lige have lidt luft, men en gruppe på 7 slat væk på den samme bakke, hvor jeg før blev sat. På toppen af den satsede jeg, og rykkede fra feltet, og kunne derefter køre solo ind som nummer 7, da jeg fangede Lasse Panduro, Silkeborg, der fik en siver til sidst.
Den forløsende sejr kom dog ugen efter i Fredericia – på deres gamle gode rute. En rute der bød på fladbane race, åbne stykker til vinden, og en god lang industrivejsspurt. Der var en hidsig vind den dag, og spurten var i medvind. Tidligt blev feltet rykket i stykker og vi kom 10 mand væk. Jeg havde overskud næsten hele dagen, bortset fra to gange på lidt bakker, men fik kørt de lette drenge møre i sidevinden. På de sidste 5 kilometer lukkede jeg alle angreb ned, for jeg vidste at jeg havde en kæmpe fordel i medvindsspurten, der var på knap 400 meter fra sidste sving.
Da vi kom ind til opløbet lå jeg 3’er, og var egentlig lidt for langt fremme, men pludselig var der opstået et hul på 5-10 meter bagved mig. Jeg satsede og åbnede verdens længste spurt, men de så mig aldrig igen, og jeg var med 100 meter så langt fremme, at jeg kunne køre sikkert over stregen til min første C-sejr.
Allerede nu var jeg blevet en bedre rytter, end jeg havde turde håbe på da jeg startede sæsonen forinden. Nu var jeg faktisk pointmæssigt klar til B-klassen, men jeg tog lige et løb mere i C. Det var i Vejle, hvor jeg på trods af deres latterlige bakker kunne køre frit og offensivt, da oprykningen var sikret, og derfor endte jeg med at køre mange af de lette drenge helt i sænk, og kunne blive 5’er! Derefter var jeg klar til B.
Mit første B-løb blev kørt på Sjælland. Jeg var rykket op og havde nul klubkammerater omkring mig, da Nicolai Jørgensen og Michael Damm jo var rykket op, og begge var tæt på A-klassen i forhold til point.
I det første løb i Værløse troede jeg, at jeg var supermand, med frisk selvtillid ud af C-klassen, og flere gange prøvede jeg at knække feltet i sidevinden. Det lykkedes aldrig helt, og til sidst var den eneste der knækkede mig selv, og jeg røg af med 5-10 kilometer til mål.
Dagen efter stod den på løb i Ordrup. Jeg husker, at jeg kørte med overskud nærmest hele dagen, på en slags kriteriums rute på 7,5 kilometer. Os fra HS6100 var meget aktive, og kom Nicolai i top 5 ville han sikre sig point til A. Michael kunne også hvis han vandt løbet.
Da vi skulle til at køre ud på sidste omgang, på rutens eneste bakke, fik jeg lidt tilfældigt et hul. Jeg øgede farten lidt, og hullet voksede uden at jeg overhovedet gik dybt. Jeg besluttede mig for, at jeg ville give det et skud. Jeg tænkte, at feltet der var nede på 20-25 mand nok skulle fange mig igen, men så kunne Nicolai og Michael slappe af i det mindste, men hver gang jeg kiggede tilbage så var hullet større og større. Da jeg nåede ind på de sidste 3000 meter, så kunne jeg tælle fra mit sidste sving og se at jeg havde næsten 40 sekunder! Her begyndte jeg at tro på det, og jeg gravede dybt nu.
Da jeg ramte de sidste 1000 meter vidste jeg, at den var hjemme, og det var sgu fedt! Mit 2. løb i B-klassen og jeg kunne tage min første solo-sejr! Hvilken en fantastisk følelse! Det var egentlig en ret overvældende og voldsom følelse. Jeg var gået på få uger, fra at føle mig, som en ganske god C-rytter, der måske kunne vinde når terrænet passede mig, og nu havde jeg vundet mit blot 2. B-løb, ved endda at køre solo fra feltet de sidste 8 kilometer, og vinde med 25 sekunder til forfølgerne.
Det var blot min 3. licens-sejr, men denne gang min første solo sejr. Jeg følte mig stadig ikke som en vinder-type, men jeg høstede en voldsom selvtillid af resultatet, som jeg tog med videre i resten af sæsonen.
Desværre for Nicolai, så kom han ikke i top 5 i løbet, og var derfor ikke klar til A.
I de næste 2 løb i Esbjerg og Haderslev fik jeg kun lidt ud af det i Esbjerg. Jeg endte i det afgørende udbrud, med 7 andre, hvor Nicolai også var med, og jeg ofrede alt for at han kunne holde hjem. Han skulle blive 5’er, og hvis jeg trak mig i finalen skulle han bare ikke ende sidst. Til sidst sprang gruppen i luften, og jeg slap for at trække mig, mens Nicolai blev 4’er og kom i A.
I Haderslev vandt Michael løbet, hvor jeg blev sat, og han rykkede også i A der.
I årets sidste løb var jeg så uheldig, at jeg punkterede i “mit” løb i Tønder. Dagen efter i Bov var et fedt løb. Vi kom tidligt i udbrud og kørte pissestærkt. Jeg vil i dag påstå, at jeg kunne have vundet løbet, hvis det var blevet afgjort på reel vis. Desværre fangede U19-feltet os, med blot 500 meter igen og igen af os i B-klassen fik kørt en spurt, da vi bare kunne trille ind som vi nu lå i U19-feltet. Det gav mig en 3. plads.
Sæsonen havde været en kæmpe succes! Jeg havde håbet på, at kunne køre med i C-finalerne, men sluttede med at vinde B-løb, og køre endnu et B-podie. Jeg var SÅ klar på, at jeg nu ville holde op med at undervurdere mig selv. Jeg ville ud og vinde B-løb igen året efter!
Sæson 2014
Uden sammenligning min hårdeste sæson, men også en af de sæsoner hvor jeg lærte mest om do’s and don’ts. Min vintertræning havde været okay, men ikke prangende. Jeg havde fået flyttet lidt på min vægt, men hang stadig på de 97-98 kilo. Jeg havde fulgt samme træningsprogram som året før, hvor jeg endte med at vinde løb i C- og B-klassen. Det kunne vel ikke gå galt.
Sandheden var nok, at det program slet ikke var godt nok til en B-klasse, der i foråret kørte voldsomt stærkt. Jeg blev 3’er i de sydjyske indledningsløb, og troede at jeg var på rette vej.
Jeg havde skiftet mine Zipp 404-hjul ud, med et sæt FastForward tubular-hjul. Dels fordi Zipp konstant gik i stykker, og jeg ville prøve de der lynhurtige tubulars alle snakkede om.
Jeg endte dog med at blive sat, i det ene løb efter det andet. Jeg var slet ikke på niveau og hvis jeg ikke røg af feltet tidligt, så punkterede jeg på mine lukkede ringe, og lærte, hvor ufedt det var at lime ringe på. Jeg tror, at vi skulle helt ind i midten af maj, før jeg gennemførte mit første licensløb, og det blev kun gennemført fordi jeg inden løbet havde sat mig for det. Det var mit eneste mål.
Jeg fik mit første sæsonpoint i midten af august, i et voldsomt regnfuldt og koldt Sønderborg-løb, hvor vejret var så grusomt, at jeg selv ikke havde det fedt over det. Jeg var aldrig i nærheden af, at køre med om sejren, men vandt spurten i 2. gruppe og blev 9’er.
Jeg fik endnu et point mere i Tønder, hvor jeg ramte udbruddet, men blev blæst af på diget, på sidste omgang, og måtte kæmpe en hård kamp alene, for at holde feltet bag mig. Jeg blev 13’er.
Jeg havde allerede sidst på sæsonen besluttet mig for, at jeg måtte en tur tilbage i C. Jeg havde haft en rigtig lorte sæson, og jeg var hård ved mig selv over det. Jeg havde vundet løb året forinden, og nu var jeg – følte jeg – bare en kæmpe joke, med en blog, der kun kunne skrive om nederlag og modgang. Og det var ellers en ærgerlig sæson, at være dårlig kørende i. Jeg ville have elsket, at kunne berette om store slag mod Kasper Asgreen, der hurtigt kørte sig i A, eller imod Mathias Bregnhøj og Frederik Muff, der også var igennem B-klassen der.
Efter sæsonen satte jeg mig ned, og gik helt nørd på den. Jeg havde godt nok fået mig en Power2max-wattmåler i løbet af sæsonen, men var ikke for alvor begyndt at træne efter og med watt. Jeg kunne dog gå igennem alle mine træninger på den hedengangende Endomondo, og se hvor mine fejl lå. Jeg havde haft en dårlig vinter i forhold til vægten, og var faktisk oppe og runde 107 kilo, før jeg måtte bruge hele foråret på at tabe mig. Og da marts måned var en rigtig våd og kold måned, så fik jeg slet ikke trænet timer nok.
Jeg blev også ramt på selvtilliden, og hvad jeg ved nu, efter jeg i år fik konstateret ADHD og Aspergers-syndrom er, at jeg nok skulle have taget mig en mental puster. Det gjorde jeg ikke, og det gravede mig nok blot længere og længere ned i hullet.
Dog lærte sæsonen mig den vigtigste ting nogensinde: PAS DIN VINTERTRÆNING! Jeg fik læst nærmest hele oktober, i bogen Training and Racing with a Powermeter, fra en rippet .pdf-fil. Jeg fik taget programmet Golden Cheetah i brug, og begyndte for alvor at fokusere på en masse sweetspot træning. Jeg begyndte, at træne i blokke, og holdt nøje øje med mine TSS, og hvordan jeg rykkede mig på min Performance Management Chart. Jeg kunne alle de smarte ord. Men for at være lidt seriøs, så var det faktisk noget der rykkede mig frem mod 2015-sæsonen.
Sæson 2015
Sammenlignede man lidt data, så kørte jeg en FTP-test (med lånt wattmåler) i April, 2014. Min strukturede træning havde rykket min FTP fra 3,67 w/kg til 3,98 w/kg. Det var alligevel noget af en forskel, og jeg var for første gang i den år ret vægtstabil over vinteren, og stod ved sæsonstart klar med 98,5 kilo i C-klassen.
Min “sæsonåbner” blev i motionsløbet Ronde van Borum – den allerførste udgave. Her havde Uggi fået lokket Mads Würtz Schmidt, og hans bror Kasper til start, samt elite-motionisten Thomas Bundgaard, Velofit, og en håndfuld af Ridley-Briancon-drengene, der på det det tidspunkt var det ledeste motionsteam, bestående af licensryttere som Morten Lambert, og brølstærke Rasmus Fjordside. Og min tidligere klubkammerat, men stadig gode ven Nicolai Jørgensen, som var skiftet til Odders A-hold var også med.
Jeg kunne bide skeer med dem, indtil sidste omgang, hvor jeg røg af på en bakke. Jeg kom dog tilbage, og nåede at sætte et angreb ind, der et kort øjeblik kunne have holdt hjem. Bare alene det, at jeg kunne være med dem rundt gav tro på, at sæsonen kunne blive god.
Sæsonen åbnede ellers i Nordjylland med Hjørring- og Aalborg-løbene. Her stiftede jeg bl.a. bekendtskab med en lille Odder-rytter ved navn Jonas Vingegaard der også startede i C-klassen. Samtidig fik jeg også fornøjelsen af, at møde Kim Aabjerg, som jeg sidenhen har haft mange gode dueller med!
Hjørring gav en mere end godkendt 6. plads, i et løb, hvor jeg kørte en lidt sløj finale. Dagen efter i Aalborg kom succesen dog. I et virkelig vindblæst løb lykkedes det mig, at at være med til at skabe udbruddet i sidevinden med 9 andre, og selvom jeg fik krampe på sidste omgang, og der var flere angeb, så kom vi alle ind samlet. Jeg satsede alt i det sidste 90 graders sving, og bragede igennem som første mand, og slog et pænt hul allerede der. Derfra var det bare all out mod stregen, og sejren kom aldrig rigtig i fare. Det gav et fint podiebillede, hvor 3. pladsen blev indtaget af dette års Tour de France-vinder, Jonas Vingegaard.
Det var en stor sejr, for mig. En forløsning for forrige års lortesæson, og for en, som ikke følte sig som vinder-type, så varmede det i cykel-hjertet.
Ugen efter stod den på løb i Hobro – den gode gamle rute. Ruten i sig selv var nok lidt for hård til min type, men en god vind hjalp dog på at splitte feltet og vi slap væk 11 ryttere. Opløbet var i pivhamrende medvind. Det var et mega fedt løb. Et udbrud der slap væk, hvor jeg kørte selv op til dem, og en benhård finale, hvor Frederikshøj-drengene, anført at Morten Lambert, stak i højre og venstre, og det bølgede frem og tilbage, om hvad der kunne og ville holde hjem. Til mit held endte vi med at komme 8 mand ind samlet. Da spurten blev åbnet tidligt, opdagede jeg det nærmest ikke, fordi jeg havde overskud. Jeg husker, at jeg undrede mig over, at der ikke blev kørt hurtigere. Det lyder sikkert arrogant, med da jeg åbnede min spurt på, så var det med en helt anden fart, hvor jeg ramte 69 km/t, og vandt sikkert.
Efter 2 sejre i streg, så var jeg faktisk ved at føle mig som en vinder. Jeg havde indtil videre ramte alle finaler i vindblæste løb. Det var enormt tilfredsstillende at kunne være en toneangivende faktor i løbene. Det var dét jeg trænede for!
Derfor blev det også spontant besluttet, at jeg ville tage fra Hobro og til Næstved dagen efter og køre derovre.
Ruten i Næstved kendte jeg ikke, men fik fortalt, at den nok passede mig temmeligt godt. Jeg havde forinden proklameret over for mine klubkammerater, at jeg gik efter at vinde. Det var det første løb nogensinde, hvor jeg gik ind med en klippefast tro på, at jeg kunne vinde løbet.
Allerede efter 10 kilometer kom jeg afsted med en FBL-rytter, og kort tid efter kom der et par ryttere op bagfra og vi var derefter 6 ryttere i alt, og dagens afgørende udbrud var allerede skabt.
Jeg husker, at jeg følte kæmpe overskud hele dagen, og at jeg med 45 kilometer igen følte, at de andre efterhånden var så slidt, at jeg overvejede at prøve med et solo angreb. Et par måtte sidde over, mens andre rystede ben. Det var et af de løb, hvor jeg lærte at spotte de små signaler som andre ryttere lavede. Jeg angreb dog ikke, men fortsatte med at køre gruppen mør, ved at holde tempoet oppe i sidevinden, tage en lidt hårdere føring når det blev min tur. Bette små ting, der gjorde ondt på de andre.
Med 30 kilometer igen kunne jeg ikke holde mig i ro mere. Jeg angreb og kom selv væk, men da der ikke kom nogle op bagfra, så tvivlede jeg på mig selv, og lod mig falde tilbage. Jeg følte dog kun, at gruppen blev langsommere og langsommere. Med 16,5 kilometer igen angreb jeg endnu en gang og fik igen hul alene. Denne gang blev alt dog sat på et bræt, og sidenhen øgede jeg blot forspringet mere og mere. Der var naturligvis tvivl fra min egen side, om jeg ville kunne holde, men hurtigt havde jeg +40 sekunder og endte med at kunne trille solo i mål med 1 minut til resten af udbruddet.
Havde jeg før haft problemer med, at jeg ikke følte mig som en vinder-type, så var de følelser long gone. Jeg så mig selv i et helt nyt lys nu. Derfor tog jeg den beslutning, om at lade mig rykke op i B-klassen, selvom jeg godt kunne have fortsat længere tid i C-klassen.
Herefter kørte jeg mit første B-løb i sæsonen i Sønderborg (på deres nuværende rute) og blev sat og stod af. Det gav lidt trælse flash backs til forrige sæson, men allerede dagen efter i Sorø skulle vi køre 142 kilometer i B-klassen! Her endte jeg med at køre væk fra feltet, og blev kun fanget af 2 andre ved mål, og blev 12’er, mens det afgørende udbrud var kørt tidligere. Det var dog et fint resultat for mig, og gjorde mig heldigvis ret sikker på, at jeg rent faktisk var bedre end forrige sæson. Og jeg havde endnu til gode, at have en løbsweekend uden at køre mig i præmierækken.
Ugen efter kørte vi i Skive, hvor jeg bedst husker løbet, hvor Herning CK rev os alle rundt i sidevinden, og jeg blev sat der. Heldigvis lykkedes det Jesper Laustsen, Frederikshøj, og mig, at køre parløb ind til de sidste point.
Herefter var der et par mindre gode løb, med defekter og lidt for kuperede ruter, hvor jeg røg af.
I midten af maj stod den på Copenhagen Gran Fondo. Ganske vist ikke et licensløb, men stadig et løb på 170 kilometer, hvor der stillede både A-, B-, og C-ryttere til start. Jeg tror feltet var på 150 deltagere, primært skandinavere, som alle håbede på at kvalificere sig til amatør VM i Aalborg senere på året.
Første halvdel af cykelløbet holdt jeg mig blot i ro i feltet, men 2 mand kørte væk fra aldersklassen 35-39 år. Jeg var selv i 30-34-kategorien, men vi havde samkørsel. Med 70 kilometer igen kørte en gruppe afsted, og jeg var vågen og spottede A-rytteren Jesper Hansen (ikke ham der endte som prof) fra Randers køre med. Han var den bedste ryttere i min aldersklasse. Torben Ternstrøm fra min aldersklasse var også med, mens der var 4 fra 35-39-klassen, efter vi havde fanget det tidligere udbrud. Det gjorde at vi bare alle ville afsted. Der var lidt internt i aldersklassen over os. Måske fordi én af dem ville ende uden for podiet. I vores aldersklasse ville vi bare have hullet, så kunne vi afgøre det senere.
Med 25 kilometer igen rykkede Jesper Hansen og store stærke Karsten Mikkelsen, fra Thy, væk og vi så dem aldrig igen. Det var begge to ryttere der ville vinde deres aldersklasse, så de ville ikke ende i taktisk fnidder. Samtidig fik vi tider, der tydede på, at feltet var begyndt at køre ind på os. Ternstrøm og jeg blev enige om, at en 2. eller 3. plads kunne være det samme, så vi skulle bare til mål hurtigst. I aldersklassen over os var der skænderier, da en af dem sad over og ikke ville føre mere.
Vi holdt akkurat til mål, hvor jeg slog Ternstrøm i en lang tonserspurt. Feltet kom ind blot 10 sekunder efter os. Det gjorde at jeg skulle køre Amatør VM for Danmark, hvilket var noget jeg glædede mig til.
Herefter kørte jeg en dårlig Pinsecup med DNF’er, før jeg lavede point i begge løb i Holstebro og Grenaa i weekenden efter.
Herefter var et af sæsonens store mål. Jeg havde haft en overdrevet succes med det meste, og nu ville jeg være H30-danmarksmester – det var faktisk den sidste udgave der blev kørt af det, skulle det vise sig. Randers var arrangør, så det var ikke fordi ruten til linjeløbet passede mig perfekt, men sammenlignede jeg mig selv med modstanderne, så var jeg overhovedet ikke uden chancer.
Først skulle TT’en dog køres. Jeg havde ingen forventninger som sådan, men håbede på en top 5 og måske en medalje. Jeg vidste ikke helt hvor jeg fik de ambition fra, for jeg havde kun kørt ét TT-løb hvor jeg punkterede, og jeg trænede slet ikke nok på cyklen. Jeg havde samtidig lånt min kammerats Garmin Vector-pedaler så jeg ville have watt.
Jeg endte næsten med at køre en god enkeltstart. Med blot 50 meter igen røg jeg i asfalten. Jeg havde været oppe og spurte mod stregen, og lige da jeg ville sætte mig ned igen, og gå tilbage i bøjlen, så gled min ene fod ud af en ikke særlig spændt pedal, og jeg strøg sidelæns over cyklen.
Af alle de styrt jeg efterhånden af har haft, så er det her det slemmeste. Jeg slog mig nærmest overalt. Hjelmen var flækket, jeg var revet op over hele kroppen, men værst var slagende. Jeg røg på sygehuset i Randers, hvor lægerne frygtede en revne på min nyre, og brud på hoften. Der gik mange tanker igennem mit hoved der. På den korte bane frygtede jeg for sæsonen, men også komplikationerne på sigt. Hvad fanden betød en revne på nyren egentlig også!?
Jeg slap heldigvis med skrækken. Ingen skader på nyren, og ingen brud. Det gik dog en uge, hvor jeg i starten ikke kunne gå fra stuen til toilettet uden at have en stol med, til at støtte mig op af. Styrtet gjorde, at min sommertræning ikke blev optimal, da jeg stadig havde hoftesmerter længe, og den dag i dag, stadig kan få en sovende og prikkende fornemmelse ved hoften.
Da sæsonen igen startede op var jeg dog heller ikke i gear, og blev også ramt at lidt sygdom, så jeg endte med ofte at blive sat i løbene. Jeg havde heldigvis god brug af min wattmåler, og kunne konstant se forbedringer.
Den 17. september skulle der så køres UWCT-Finalen i Aalborg. Jeg havde fået mig et sæt landsholdstøj, og det var en særlig fornemmelse, at få lov til at køre det. Faktisk var det et krav, at køre i tøj der synligt fortalte hvilket land man kom fra. Nogle konservative folk, som der jo findes lidt af i cykelsporten, vil sige, at det jo ikke var et rigtigt landshold. Og nej, men det var stadig fedt at få lov til. Jeg er nok selv lidt konservativ på nogle områder, indrømmet. Jeg ville aldrig køre i landsholdstøjet til en træning, ligesom jeg heller ikke ville køre i teamtøj, haha.
Løbet gik ikke videre godt. Formen var næsten på plads, men jeg kendte ikke ruten og blev for overmodig, og gik i rødt før vi ramte Rebild, og der røg jeg af på en af bakkerne. I sidste ende blev jeg ca. 65’er. Om ikke andet havde det været et godt træningspas.
Ugen efter i Odder havde jeg kongeben, og ramte udbruddet, men jeg kørte måske lidt taktisk dumt, men jeg ville hellere satse alt for at vinde stort. Det blev til en godkendt 6. plads, og benene og formen var endelig helt tilbage. Perfekt med en formtop før Tønder og Bov. I øvrigt var Odder-løbet mit første løb, hvor jeg fik lov til at teste et sæt Black Inc Eighty’s som året efter blev en personligt sponsor for mig.
I Tønder var jeg så klar og tændt. Jeg havde ramt peak form efter mit skadesforløb, og jeg var kommet for at vinde. Tønder har altid været det løb jeg gerne vil vinde, og derfor betød det ekstra meget for mig, at jeg havde nået at ramme formen.
Desværre fik jeg kun lov til at teste Black Inc-hjulene i Odder, for da vi ramte de overvurderede brosten i Møgeltønder gav mit FastForward-baghjul et højt skrald, og på den anden side af brostene punkterede jeg. Hjulet var flækket og et stykke carbon havde boret sig ind i ringen. Jeg var mildest talt led og ked af det. Materiel skade var til at leve med, men at føle, at man mistede en gylden mulighed for at vinde i Tønder… det gjorde nas. Jeg overvejede faktisk at stoppe sæsonen, men min gode kammerat Michael Vestergaard overbeviste mig om, at jeg da skulle køre i pivflade Bov. Jeg skulle dog finde et baghjul. Det førte til det af de mest arrogante opslag, jeg nogensiden har lavet, haha.
Løbet i Bov, som desværre ikke findes mere, var et af de bedste løb til mig. Flad og hurtig. Jeg havde skubbet Tønder-skuffelsen af mig, og var klar fra starten af. Allerede tidligt slap vi væk i en lille forfølgergruppe, der hurtigt lukkede til en gruppe foran. Vi var 17 ryttere i alt, og mod alt logik, så var alle klar på at arbejde, og lynhurtigt øgede og øgede vi til resten af feltet.
Sådan gik det indtil sidste omgang, hvor der var en masse angreb, men farten var for nemt at holde høj, så alt blev lukket. På sidste kilometer slap en rytter lidt væk, men et fint lead-out tog fra CK Aarhus, hvor Jesper Attermann og Lasse Eland kørte for Morten Abel, gjorde at rytteren foran blev holdt i snor. Rundt i det sidste 90 graders sving åbnede jeg spurten og satsede alt. Faktisk var jeg blot få centimeter fra at hamre i kantstenen, men holdt lige akkurat cyklen på vejen. Da jeg kiggede tilbage, havde jeg allerede slået 5 meters hul, og jeg trådte egentlig bare cyklen op i fart igen, og vidste, at sejren var hjemme! Af alle de sejre jeg har taget igennem tiderne, er den her den som klart var den mest forløsende. Styrtet i H30-DM havde sat mig tilbage, men ved hårdt og dedikeret arbejde var jeg tilbage. Det var fedt.
Det var naturligvis den perfekte måde, at slutte sæsonen af på. Og ideen om A-klassen begyndte også at blomstre.
Mit syn på mig selv, ændrede sig også i denne sæson. Jeg vidste, at jeg nu kunne vinde cykelløb, hvis jeg bare fik fulgt min træning. Det har været hos mig lige siden, og jeg har sidenhen (pånær hele sæsoner i A-klassen) gået ind til sæsonen med mål om at vinde!
Sæson 2016
Ud over, at jeg igen tog lidt kilo på, så formåede jeg, at smide det meste igen inden sæsonen. Jeg havde gået godt i gang med at tælle kalorier i længere perioder, så stod klar til sæsonstarten med 94-95 kilo. Det var noget af det letteste jeg havde været i en del år. Jeg havde samtidig lagt 20w på min FTP, så watt-træningen rykkede stadig godt. Sæsonen blev dog, nok for mig mest husket, for den sæson hvor jeg var ramt af alt for mange uheld, og set med nutiden viden, så var der også flere gange mine udfordringer med ADHD og aspergers gjorde livet surt for mig. Det var også her, at jeg for første gang så en slags holdkørsel i B-klassen, hvor Hammel CK, Odder og Odense havde samlet nogle gode ryttere på deres klubhold. Noget jeg havde svært ved at takle, åbenbart.
Første weekend var i Næstved, hvor jeg skulle køre første race på min TT-cykel efter styrtet sidste år. Jeg havde ikke rigtig trænet for meget på den, og kørte en lidt skuffende enkeltstart. Dagen efter var der linjeløb, også i Næstved, og selvom jeg var godt kørende, så faldt min kæde konstant af. Jeg røg ud af to udbrud fordi jeg blev sat, da jeg bøvlede med at få den tilbage på klingen, og da jeg så tilsidst blev så frustreret, at jeg opgav at angribe, så punkterede jeg og udgik.
Jeg var dog ikke skuffet. Jeg havde fornemmelsen, af at jeg havde niveauet til at være med.
Ugen efter vandt jeg det Sydjyske indledningsløb, men uden at fornærme nogen, så var niveauet heller ikke højt. Vi var reelt tre mand der skulle køre om det.
Dagen efter, i Horsens, blev jeg som altid sat, på deres hårde rute, men jeg husker mest, at de nye “hold” lukkede meget ned, og det sjove var, at Odense brugte nærmest halvdelen af løbet på at lukke angreb ned, på trods af, at de ikke havde en med ude i udbruddet.
Ugen efter stod den på Aalborg og Hjørring. I Hjørring lærte jeg, at jeg ikke skal starte i en tyk regnjakke, for da løbet kom i gang, kunne jeg ikke åbne den, og endte med at koge totalt over, inden løbet overhovedet var kommet rigtigt i gang. Og når jeg i dag ser på billedet derfra, så tænker jeg også, hvad fanden jeg tænkte på. Den jakke er jo SLET ikke aero!
Jeg røg i hvert fald af hurtigt, efter blot 16 kilometer, og stod af.
Dagen efter i Aalborg var benene dog omvendt gode. Vinden var hård, så jeg havde lavet lidt alliancer med bl.a. Eskil Vammen, CK Aarhus, og Thomas Gjødsbøl, Herning CK. På dagen blev der lavet lidt mere. Men da vi ramte første sidevindsstykke sprang vi feltet i stykker indtil der kun sad omkring 20 ryttere tilbage. Senere blev gruppen yderliger reduceret til 15 mand.
Rasmus Fjordside, Frederikshøj CC, Kim Kristoffer Aabjerg, Herning, og Lasse Eland, CK Aarhus slap væk senere i løbet, og da vi jagtede dem, lavede jeg en kørefejl. På en nedkørsel var jeg en smule uopmærksom, og røg et kort moment af vejen, men rabatten var blød og pludselig skred cyklen væk, og jeg røg ned og jeg rev også Herning CK’s Victor Kodal med ned. I styrtet punkterede jeg på forhjulet, så kunne ikke fortsætte. Jeg var forslået men okay.
Sæsonen havde ikke ligefrem udviklet sig som håbet, i forhold til forventningerne. Jeg havde sagt, at jeg ville vinde cykelløb, men defekter, styrt og dårlige ben havde indtil videre kun være på menuen.
Ugen efter kørte vi løb i Nyborg. Da ruten ikke ligefrem passer til mig, så kørte jeg løbet ret aggressivt, og endte med at komme solo væk før 1. omgang var sluttet. Efter 4-5 kilometer kom der 3 andre op, før vi omgangen efter fik yderligere 9 mand op. Jeg havde på forhånd sat nogle mentale mærker, om hvor jeg skulle angribe, og fulgte den plan rimelig godt. Jeg havde en krise undervejs, men overvandt den, og da finalen skulle køres. Jeg følte mig oven på, og prøvede med et solo fremstød med 10 kilometer igen. Hullet blev lukket, og Kim Aabjerg fra Herning kørte kontra. Jeg gik med i angrebet, men pludselig knækkede min pedalarm.
Endnu et spildt løb, og frustrationerne tog over. Jeg havde sat baren højt fra sæsonstarten af, og på min blog, skrevet om alle de fede cykelløb jeg ville ud og køre, og om sejre jeg mente jeg kunne køre med om. Nu var april næsten overstået. Jeg var udgået af lige så mange løb, som jeg var startet i, og der var et stort fedt NUL på pointkontoen.
Ugen efter blev der kørt løb da CK Djurs havde cykelløb. Her blev holdkørsel for alvor en ting, da et udbrud slap væk, hvor Hammel og Odense havde folk med. Derefter låste de cykelløbet i feltet, og hvad jeg ikke vidste dengang, var at min ADHD/Asperger virkelig kom frem her. Jeg endte med at blive så sur og frustreret, at jeg stod af! Ganske enkelt. Lavede til sidste et hjernedødt hård angreb, som ikke gav mening, og nemt blev lukket, og derefter slog jeg ud, og lod mig sætte, og kørte hjem.
Der var så en lille løbspause, hvor jeg tog til Harzen, og derefter gjorde jeg klar til Pinsecuppen. Formen var god, humøret var ved at vende, og jeg så frem til specielt Herning. Men først skulle Silkeborg overstås. Vi havde dog ikke kørt mere end knap en halv omgang, før jeg røg i asfalten. En rytter foran mig, fik klippet sit forhjul, hvilket gjorde, at jeg ikke kunne nå at undvige, og derefter røg der 4-5 mand ned. Jeg slog mig nærmest ikke, men min cykel røg ind i feltet og fik tæsk. Jeg tilså den dog først senere, da der var folk der slog sig, og det var vigtigere at de fik hjælp. Det var først 10 minutter senere, at jeg så, at min elskede Cervelo var knækket på strårøret. Uheldende ville bare ikke stoppe, og nu stod jeg uden cykel. Jeg havde en 12 kilo tung, alu-cykel hjemme med Shimano Tiagra, der ikke ville være forsvarligt at køre løb på. Derfor blev resten af Pinseløbene ikke til noget.
Ugen efter havde jeg fået lov til at låne en Canyon, fra min klubkammerat Carsten Boel, og var naturligvis glad for det. Men der var en mental påvirkning over, at det ikke var min egen cykel, og det stressede mig, at jeg skulle finde en ny cykel, og bøvle med alt forsikrings-halløjet, selvom de hjalp mig uden problemer. Jeg endte med at køre et dårlig løb, hvor kroppen (og hovedet) ikke ville og jeg stod igen af.
Ugen efter stod den på TT i Haderslev, hvilket blev sidste enkeltstart i mange år. Jeg kørte en ganske god fart, men var stadig over 1 minut fra point, så derfor besluttede jeg mig for, at det var jeg ikke god nok til og solgte den. Samme weekend blev der kørt cykelløb i Sønderborg, og jeg kørte faktisk et godt løb, men blev for overgearet, over endelig at have ramt udbruddet og finalen, at jeg endte med at bruge for mange kræfter, og blev så sat på løbets eneste lille bakke. Jeg gennemførte dog, så der var lidt fremgang.
2 uger efter fik jeg den store ære, I at få lov til at stille til start i Fyen Rundt og GP Posten i Horsens, da Jesper Laustsen fra Frederikshøj havde skaffet mig en plads. Selvom jeg var glad for muligheden, så blev det ikke en “sund” oplevelse. Jeg var KÆMPE starstrucked. Jeg havde aldrig set mig selv køre UCI-løb, og nu stod jeg og skulle køre mod rigtige professionelle.
Jeg blev dog sat halvvejs i Fyen Rundt, efter at feltet havde kørt ganske stille, mens morgenudbruddet kørte væk. Da den første rigtige bakke kom, Golfbakken, så var jeg sat, og måtte hoppe ind i slutbilen. Dagen efter i Horsens, var jeg mentalt fraværende, og hvor jeg i Fyen Rundt havde glædet mig, så var der glæde eller gejst. Og efter blot 16 kilometer blev jeg sat. Jeg følte mig så uendelig dårlig, og det tog mig faktisk flere uger at komme tilbage fra det nederlag. Jeg havde snakket før sæsonen, om hvor fedt det kunne være at komme i A, men hvad skulle jeg dog der, når jeg ikke engang kunne sidde med i 16 kilometer i et UCI-løb, hvor der ikke engang var åbnet op?
Første halvdel af sæsonen var nu slut, og jeg havde ikke ramt noget som helst. Uheldene havde væltet ned over mig, og tæret mig mentalt. Drømmen om A-klassen blev smidt væk, og jeg ville nu bare bruge sommeren på at finde formen igen.
I sommerpausen tog jeg til mit første La Marmotte. Her ramte endnu et uheld, da punkterede ned af Glandon, efter blot 400 meter, og smadrede hele mit forhjul. Jeg var nærmest grædefærdig her. Ikke bare fordi, at man var kommet helt til Frankrig, og så få defekt i et så fedt race, men også fordi, at det var endnu et uheld til samlingen. Jeg følte virkeligt, at hver gang jeg skulle køre et løb, så var det blot et spørgsmål om tid, før jeg fik ødelagt noget udstyr. Heldigvis fik jeg efter 1,5 times ventetid (hvor jeg faktisk ventede på transport tilbage til start) uventet hjælp, da en ældre dansker ikke kunne gennemføre, og han så lånte mig hans forhjul! Jeg kom igennem, uden at tiden var prangende.
Da sæsonen startede igen, var jeg taget til Amager og Roskilde. Amager var pivflad, og allerede efter 15-20 kilometer ud af 130 kilometer slap der 2 mand væk, Nicolaj Schou Andersen, Odense og Anton Elfarsson, Amager. Kørt tid efter kørte Thomas Gjødsbøl, Herning CK og Nils Eigil Bradtberg, ABC, efter dem. Jeg husker, at jeg var godt kørende, så da der kom lidt sidevind angreb jeg fra feltet, og lukkede efter 2-3 kilometer alene op til de to foran mig. Vi hentede derefter de andre to og 5-mandsgruppen endte med at køre væk fra feltet.
På 8. omgang angreb Bradtberg, efter at have advaret mig, og jeg kom derfor ret nemt med. Det kostede Nicolaj fra Odense der røg af. Thomas Gjødsbøl var så mærket, at han måtte sidde flere og flere føringer over. Bradtberg prøvede flere gange, at sige til mig, at vi skulle angribe sammen, og så ham sat, men jeg var så skråsikker på, at jeg var hurtigst i gruppen, og derfor ville det ikke være en fordel for mig, at ende alene med Bradtberg ude foran, da han kunne overraske mig med angreb.
I finalen blev der angrebet meget, mest fra Bradtberg, men også fra Elfarsson. Det var dem jeg tænkte, var de dårligste sprintere, og med en træt Thomas Gjødsbøl, og mig med superben, så kunne det jo nærmest ikke gå galt.
Da vi ramte de sidste 1000 meter endte jeg i 2. position bag Bradtberg. Det var en fin position, men da han åbnede med 400 meter igen, så vidste jeg godt, at det ikke var optimalt. Og han tabte allerede fart ved 175 meter, og jeg skulle vælge mellem at åbne mens jeg var i høj fart, eller tage farten ud, og risikere, et kontra hug bagfra, som jeg så skulle accellere op i fart, for at lukke. Derfor åbnede jeg tidligt, og troede faktisk, at sejren var ret sikker. Indtil en lynhurtig Thomas Gjødsbøl strøg forbi og vandt løbet. Jeg fik råbt og skreget, for jeg var sgu skuffet. Thomas havde ikke taget mange føringer til sidst, men han havde heller ikke lovet, at han ville sidde over. Bradtberg havde haft ret. Kunne man være skuffet over en 2. plads med den sæson jeg havde haft hidtil? Ja, når man så sig selv som vinder, så kunne man.
Dagen efter i Roskilde slog mit hoved fra igen. Vi havde samkørsel med A-klassen, hvilket jeg ikke havde fået med da jeg tilmeldte mig løbet. 42 A-ryttere og 21 B-ryttere.
Jeg husker mest, at der slap en 10 A-ryttere afsted i udbrud sammen med én B-rytter, Silas Toftemark. Jeg lod mig påvirke, af den noget voldsommere positionskamp i feltet, og de noget mere hårde tone der var fra A-rytterne rettet mod B-rytterne, og selvom der var mange B-ryttere der faldt af, og jeg havde sikret mig en top 6, og derved point, og kunne køre om 2. pladsen, så stod jeg af. Det er hvad man kalder en mental nedsmeltning, hvilket ikke er unormalt fra folk med autisme eller ADHD. Hvis bare jeg havde vist det dengang.
Inden jeg vidste det, så var det allerede september, og vi skulle køre i Esbjerg. Det var et voldsomt regnvejr nærmest hele dagen. Og jeg var i hopla. Jeg var med til at skabe det afgørende udbrud, og da jeg på et tidspunkt troede, at jeg var punkteret stoppede jeg helt op, mærkede hjulet, for så at se, at det havde ganske fint luft. Og så kørte jeg udbruddet ind, efter at have givet dem 30 sekunder. Finalen skulle afgøres mellem 6 mand, og den kørte jeg ikke videre godt, da jeg ramte fronten for tidligt med 1000 meter igen, og da jeg slog ud, angreb Nikolaj Friis, Esbjerg, og kørte solo mod stregen. Her var jeg så ikke cool nok, og rykkede efter fra front, da jeg VILLE vinde løbet, men den kraftanstrengelse gjorde, at jeg fik en krampe og blev overhalet ind mod stregen. Jeg blev 5’er, hvilket ikke var videre tilfredsstillende.
Ugen efter skulle der køres i Hobro. Årets 2. sidste løbsweekend. Ruten var nok en tand for hård til mig, selvom jeg havde vundet der året før i C. Dog kørte jeg aggressivt og befandt mig pludselig i et 10-mands udbrud, hvor Frederikhøj havde fået tre ryttere med i Rasmus Fjordside, Michael Larsen og Klaus Vesterlund.
Selvom ruten ikke passede mig, så var det måske den bedste dag på cyklen i denne sæson. Inden sidste omgang angreb jeg, og fik Klaus Vesterlund med, hvilket gav håb, da jeg var hurtigere end ham på stregen, og han havde to holdkammerater til at ødelægge samarbejdet i feltet. Desværre blev det ikke sådan og vi blev hentet 20 minutter senere.
På løbets sidste bakke, satte Michael Larsen sig frem, og kørte så stærkt, at det nok var et lead out til Rasmus Fjordside. Jeg blev i hvert fald plantet, og måtte køre solo ind til mål som nummer 10. Det gav point, men jeg var for engang skyld ikke skuffet. Jeg havde taget et valg, om at gå efter sejren, og det kostede. Jeg kunne måske have overlevet bakken, hvis jeg ikke havde prøvet, og med lidt held have kørt en top 5 hjem. Jeg var blot glad for at formen var, hvor den skulle være frem mød Tønder og Bov. Det var lige løb for mig!
I Tønder stod godt. Sidevind ud mod Højer dige, og tilbage mod brostenene. Efter Møgeltønders brosten og lidt mere vind, var der blot 20 mand tilbage i fronten, da vi kørte ud på 2. omgang af 4. Altså havde vi fået skildt 40 mand af på blot én omgang, og jeg var endnu ikke presset. Sprængtfyldt med selvtillid. Og jeg øsede ud af mine kræfter.
På 2. omgang endte vi med at være blot 15-17 mand tilbage i front, men vi kørte stadig cykelløb mod hinanden. På 3. omgang slap der 5 mand væk fra gruppen, og jeg var endt på bagkant. Ikke fordi jeg var fysisk udmattet, men fordi flere sad over, og så gad jeg heller ikke at føre. Og så kom jeg ikke med, da de kørte. Jeg var egentlig ikke nervøs for det udbrud der var afsted, indtil jeg opdagede at folk var færdige! Der var ikke mange der kunne køre med rundt, og panikken steg hos mig. Derfor angreb jeg ud af gruppen og prøvede, at lukke hullet selv. Det tog flere minutter, og jeg kørte langt over evne, og da jeg endelig fik kontakt, så viste det sig, at gruppen oppe foran heller ikke kunne samarbejde, og jeg havde kun haft kontakt i 10 sekunder, før gruppen splittede, og 2 kørte væk. Jeg prøvede at få de andre 2 som jeg var endt hos, til at køre med rundt, men de kunne ikke. Derfor kørte vi ind i sidevinden og bagved kom resterne af vores felt/udbrud.
Lige da de fik kontakt angreb de, og jeg kom ikke med på hjul og endte med at skulle jagte selv i vinden, og det kunne jeg ikke. Jeg røg af, og havde spildt mine gode ben, på at øse med kræfterne, spille supermand. Jeg var så træt af det hele, at jeg endte med næsten at kaste med cyklen da jeg stod af. Jeg var i pisse god form, men havde kørt så snotdumt. Jeg var skuffet.
Dagen efter i Bov havde jeg bare dårlige ben. Jeg stod af inden halvdelen af løbet var kørt, fordi jeg intet energi havde. Jeg lagde mig så også syg det meste af ugen efter.
Det havde været en mentalt hård sæson. Mentalt havde jeg været meget udfordret af defekter, teamkørsel, styrt, ødelagt cykel og cykeldele. Og så havde jeg kørt for mange dårlige finaler. I bakkede løb vejede jeg stadig for meget. Vægten var på omkring de 96-98 kilo, og selvom jeg de seneste år, havde flyttet fedtet godt væk, og fået lidt flere muskler omkring mine ben og core. Derfor havde jeg altid skulle finde på et eller andet underligt, for at overleve et bakket løb.
Sæson 2017
Vintersæsonen havde egentlig fungeret fint og jeg havde fået passet mine timer. Jeg havde en vægt på omkring 96 kilo, men fået hævet min FTP fra 400w til 414w. Jeg havde endnu engang ikke fået tabt mig nok, og havde i løbet af vinteren igen været højere oppe, og måtte bruge en del af tiden på smide det overflødige fedt.
Jeg gik indtil sæsonen noget afdæmpet. Jeg havde nærmest samme niveau som 2016, men ville tage det mere afslappet. Når jeg satte alt for mange konkrete mål, og pegede på enkelte løb, så var der større chance for at blive skuffet
Det var i øvrigt denne vinter, at jeg startede med at køre Zwift, men det var ikke rigtig en ting, jeg brugte meget. Jeg brugte det mest, når vejret var helt skidt.
Sæsonen startede med, at jeg vandt det sønderjyske indledningsløb, hvor jeg kørte solo næsten halvdelen af løbet. Formen var hvor den skulle være.
Min sæson startede ellers sent i Randers, da jeg efter indledningsløbet skulle på træningslejr i Alsace med klubben.
I Randers havde de lavet lidt om på ruten, og lige inden vi var færdige med 1. omgang, skulle vi rundt i to sving på 90 grader og så op af en bakke mod mål. Jeg havde hørt om de sving på ruten, men havde ikke set den. Derfor hamrede jeg ned af bakken før svinget, og som den kæmpe idiot jeg nu var, så missede jeg sving to, og fortsatte lige ud! Panik, og jeg fik bremset ned og vendt cyklen, men feltet var allerede godt oppe af bakken. Jeg nåede aldrig tilbage, men fik hentet nogle der blev sat, og fik kørt lidt flere omgange med dem, inden jeg stod af. Ikke den fedeste sæsonstart.
Ugen efter skulle vi køre i Ry og Hobro. Ruten i Ry havde en vildt hård bakke, som jeg blev sat på allerede første gang i ramte den. Jeg var ikke som sådan skuffet over det, for den var virkelig stejl. Jeg gennemførte dog løbet.
I Hobro havde jeg halvsløje ben, og selvom jeg ramte et udbrud før rutens værste bakke på 1. omgang. Men forspringet til feltet var ikke stort nok, og udbruddet kørte stærkt over den, og jeg røg i krise og røg af. Feltet kom så blæsende, og jeg havde intet at svare tilbage med og røg af. Derefter trillede jeg et par omgange og stod af inden sidste omgang. Jeg var ikke som sådan vildt skuffet over weekenden, for ruterne havde ikke passet til mig, som sådan.
2 uger efter skulle vi køre i Skive. Jeg var ganske fint kørende og ramte udbruddet på 10 mand da alt blev knækket i vinden. På slutningen af 3. omgang var de en ung Mads Østergaard, fra Herning CK, der overraskede med et sidevindsangreb. Jeg sad nede bagved, og var i gang med at æde en bar. Jeg husker bare, at han kørte som en motorcykel og hele gruppen blev splittet. Folk eksploderede foran mig, mens de var 4 mand der fandt ind i et samarbejde ude foran. Jeg lavede en taktisk fejl og prøvede “springe” op til dem, men havde ikke kræfterne, og røg så meget i rødt, at jeg ikke kunne komme ind på hjulet af de ryttere der fangede mig, og pludselig var jeg sat. Det blev 38 kilometer solo, hvor jeg kæmpede med og mod mig selv, for at holde feltet bag mig, hvilket lykkedes og jeg kørte ind på en pointgivende 9. plads.
2 uger efter var der Pinsecup. Jeg havde valgt kun at tage til Herning, og var ellers klar mentalt og fysisk. Løbet blev lidt et lotterispil med angreb hele tiden. Først efter 70 kilometer slap der 7 ryttere væk, og jeg var ikke i blandt. Vi var et par stykker der prøvede at komme op til dem, men det var som om, at folk var trætte. Jeg tror der gik 5-6 kilometer før vi var 4 mand der fik revet os fri. Jeg var stadig utrolig velkørende og sparede mig ikke, selvom jeg nærmest tog hver 2. føring, følte jeg. Vi skulle sikkert hjem og køre om en 8. plads og der var point til alle.
Efter knap 25 kilometers jagt endte vi med at fange de 7 i front med blot 8 kilometer igen! Jeg var både stolt over min egen præstation over at have taget et kæmpe slæb for at vi fangede dem, men også ærgerlig over at have brugt for mange af mine kræfter. Samarbejdet fungerede overhovedet ikke deroppe, og derfor angreb jeg nærmest med det samme. Det satte så gang i finalen og det blev til stop and go-kørsel de næste mange kilometer, indtil Mathias Matz, ABC, kom med et voldsomt hårdt angreb, og alle kiggede på Pinsecuppens kørertrøje, Daniel Stampe. Matz kørte væk og resten indstillede os på at køre om 2. pladsen. Jeg var dog mærket af løbets udvikling, så da vi ramte spurten, fik jeg kramper, og kunne ikke spurte med. Jeg endte som nummer 10, og selvom resultatet ikke var prangende, så var jeg glad for min fysiske præstation.
Der var så et par løbsfrie uger, inden der var løb i Sønderborg. Jeg havde stadig ikke knækket Sønderborg-løbet, men jeg endte alligevel i det afgørende udbrud, hvor jeg dog blev sat med 1,5 omgang (12 km) igen. Det var varmt, og jeg havde vist ikke drukket nok. Jeg blev 9’er og var okay tilfreds.
Lige inden første sæson halvdel sluttede stod den på løbet i Middelfart. Et løb med et langt stykke grus. Jeg var virkelig opsat på løbet, og havde kørt recon, og det hele. Formen var god, og det var et fedt løb, med de grusstykker. Det var det nærmeste jeg kunne komme GP Herning.
Løbet startede også ret godt. Efter første gang over gruset, var vi et par stykker der havde splittet alt, og var 6 ryttere der var sluppet væk. Der var dog 3 ryttere fra CK Aarhus, og så Michael Hou, Aalborg, og Rasmus Rauch, Odense. Det var fint nok, da det så var alle os andre mod Aarhus. Jeg var flyvende, men skæbnen ville, at Hou punkterede før vi var halvvejs i løbet, og lige inden vi ramte tiden hvor der skulle køres finale, faldt Rasmus Rauch af. Jeg sad derfor alene mod tre klubkammerater, og var mere eller mindre chanceløs da de begyndte at køre på skift. Jeg endte med en halvbitter 4. plads, hvor benene havde været til meget mere.
Efter sommerpausen startede vi i Kolding. Ruten har aldrig rigtig passet mig, men en god sommertræning gjorde, at jeg mødte op og var godt kørende. Jeg ramte udbruddet på 7 mand. Der blev dog kørt hårdt på bakkerne i Kolding, og to ryttere faldt fra kort tid før jeg også røg af på opløbsbakken, med 32 kilometer tilbage. Jeg formåede dog at holde gang i cyklen til en 5. plads.
Dagen efter kørte vi så i Aarhus, hvor vi skulle over Stjær Bakker, og jeg var så “bange” for ruten, at jeg bare kørte vildt aggressivt, for at lave ballade. Men jeg slap væk, og fik senere følgeskab af flere ryttere og pludselig blev vi samlet 7 mand der havde fået hullet. Nærmest som deja-vu, så røg jeg dog af udbruddet igen med 38 kilometer igen. Jeg tror jeg kunne have holdt den hjem til en top 7, men løbet blev aflyst på grund af manglende sikkerhed. Jeg var dog lidt træt af det hele. Jeg ramte de skide udbrud, men blev sat fordi jeg var for tung.
Ugen efter stod den på løb i Vejle. Igen en rute der ikke lige passede til mig, men med aggressiv kørsel endte jeg igen ude foran med en gruppe, der senere endte med at køre om sejren. Rundt i et sving, ramte jeg dog noget grus eller en våd plet, og røg ned og rev hele min ene side op, og ødelagde en eger i forhjulet. Og så sluttede det løb.
Ugen efter stod den på løb i Hedensted på en – igen – kuperet rute. Jeg ramte 5-mandsudbruddet, men på de sidste 10 kilometer røg jeg af, sammen med min klubkammerat, Christian Wilkens, og vi blev begge til sidst fanget af feltet, men de 3 andre fordelte podiet mellem sig.
Derefter stod den på Brædstrup hvor jeg dog blev læsset på løbets første bakke, men jeg var også kun kommet til løbet med 20 minutter til start, da jeg havde glemt min hjelm og måtte vende om og hente den. Det kunne asperger-hjernen vist ikke klare, og jeg var allerede mentalt slået inden start.
I Horsens fik jeg dog endelig succes. Løbet var på hele 141 kilometer og 1400 højdemeter. Løbets længde blev nok min fordel, da formen jo var god, og i sidste ende endte jeg i en 2-mandsforfølger gruppe efter 4 ude foran. 2-mands parløb i 70 kilometer og en mere end godkendt 6. plads. Det tegnede godt frem mod Tønder og Bov, som blot var 3 uger fremme.
Ugen efter fik jeg dog klø da vi skulle køre 140 kilometer igen, og over Pederstrup. Der måtte jeg igen indse, at jeg vægten stadig betød for meget, men det var dog forventet. Jeg var klar til sæsonens sidste 3 løb, som måske var dem der passede mig bedst, med Esbjerg, Tønder og Bov.
I Esbjerg var jeg flyvende. Selvom jeg for en gangs skyld ikke ramte udbruddet, så knoklede jeg i feltet indtil vi fik kontakt sidst på 4. omgang ud af 5. Herfra kom vi 11 mand væk, der skulle køre finale. På de sidste 500 meter kørte Anders Banke, Middelfart, og Flemming Nielsen, Vejle, væk. Vi andre skulle ind og spurte om 3. pladsen, og jeg ramte opløbssvinget i 2. position. Pludselig skred cyklen under mig, og jeg røg ned. Derved gik jeg glip af en potentiel podieplads, som jeg følte mig ret sikker på, og måtte nøjes med en 11. plads. Ikke det fedeste resultat når nu ruten passede så godt.
I Tønder punkterede jeg. Jeg husker, at jeg var så rasende, da det var dét løb jeg havde arbejdet hen imod hele sidste halvdel af sæsonen. Hold nu kæft hvor ville jeg gerne have vundet i Tønder!
Dagen efter i Bov ramte jeg ikke udbruddet, men vandt feltets spurt og blev 12’er.
Sæsonen havde været jævn for mig. Jeg havde kørt ganske stærkt, men floppet i Herning, Esbjerg, Tønder og Bov. Alle de flade løb, hvor jeg skulle præstere med min kropsvægt. Jeg havde lavet resultater på kuperede ruter, men altid noget 6. til 15. pladser, og jeg var flere gange endt i det vindende udbrud, for så at blive sat på en bakke. Derfor blev fokus på den efterfølgende sæson vægttab.
Her ændrede min rejse sig markant! Mere om det i del 2.
Pingback: FRA SOFASURFER TIL A-KLASSEN, DEL 2 - CyclingUniverse