**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**
Billede på coveret afslører ret godt hvordan det gik! I mit 9. forsøg lykkedes det endelig at vinde Tønder, i et løb som måske er mit bedste nogensinde. Helt specielt finalen vil for altid være en af dem jeg skar allerbedst, og som jeg ser tilbage på med stor stolthed. Begge løb var utrolig svære taktisk, og lørdagens succes bed mig vist lidt bag i.
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto
TØNDER, 4 OMGANGE, 114 KILOMETER, 220 HØJDEMETER
Jeg ved godt, at jeg i min optakt skrev, at jeg ikke vil gå ind med de store forventninger, men det var nok en lille hvid løgn. Som nogle ved, kørte jeg også licens som Ungdoms- og U19-rytter, og Tønder var ét af de få løb hvor jeg kunne få point. Derfor har løbet altid været højt på min liste, og siden mit comeback i 2012 har det været min drøm at vinde løbet i alle de klasser jeg har stillet op i, på nær A-klassen, naturligvis.
I de fleste løb kigger jeg lidt på vejret 1-2 dage før løbet, men med Tønder har det altid været anderledes. Jeg har tjekket YR.no og DMI utallige gange, for at se om vi skulle få det frygtede sidevind på diget, hvilket var mit helt store ønske, men der var to problemer. Hele ugen lovede de nærmest hele tiden modvind på diget, og heller ikke rigtig nogen hård nok vind til at man kunne bruge det til noget. Med en god gang sidevind ville man nemmere kunne splitte feltet, og da jeg følte mig sikker nok på, at jeg ville sidde på viften, hvis vinden var der, så var det lidt en øv-ting, men jeg måtte se hvad jeg kunne få ud af det.
Da vi ankom til Tønder mødtes os fra Give. Vi skulle lige tale lidt taktik da vi var 4 mand til start. Jeg meldte klart ud, at jeg ikke ville have en låst rolle, da jeg gik efter at vinde, og ville køre løbet på den måde. Selvfølgelig ville jeg ikke køre imod rytterne fra Give, men jeg ville ikke låses i en lead out for fx Jakob Bødker, selvom han er lynhurtig. Det blev heldigvis accepteret.
Jeg havde egentlig kun et par enkelte strategier til løbet. Jeg ville forholde mig passiv hele første omgang og kigge lidt efter Kim Aabjerg fra Herning. At forholde sig passiv kom naturligvis med et par forhold. Jeg ville gå med i hvad jeg betragtede som seriøse angreb, men jeg ville ikke være ham der skabte dem, og jeg ville arbejde sammen med Kim og ikke imod ham – i hvert fald i starten. Kim og jeg har begge normalt næse for at ramme udbruddet, så det ville være dumt, at køre imod hinanden, da vi begge vidste at feltet ville sidde temmelig hårdt på os. Så var det bedre at gøre det sammen, og slå hårdere i vores ryk, frem for nærmest at neutralisere hinanden.
Løbet blev sat i gang og på en lidt mærkelig måde. De første små 2 kilometer var der som altid en masse angreb, men det meste blev lukket ned. Efter 2 kilometer svingede vi til højre, ind på nogle mindre veje, med let sidevind og her gik Peter Thideman, Aalborg Mountainbikeklub, frem. Han holdte farten forholdvis høj, men det var intet problem at sidde nede bagved og slappe af. Det stod vel på 2-3 kilometer, før Peter besluttede sig for, at nok var nok, og han forlod fronten. Angrebene startede lidt igen, men igen var der ikke rigtig nogle der kom afsted. Kort før diget holdt angrebene igen lidt op.
Det var virkelig som om, at folk var bange for diget, som snart kom. Men hvad var de bange for? Når vi nu kørte i sidevind ud mod diget, så måtte folk da forstå at der ikke ville være sidevind der. Det skulle så vise sig, at der vist var nogle der ikke lige havde styr på det, så det var lidt sjovt. Da vi ramte diget var der nogen der satte sig i front, og de første 2-3 kilometer blev der kørte vildt stærkt i modvinden, men vi andre kunne side og få en nem puster. Efter diget endte vi i den lille by Højer, og efter den ville der være mulighed for sidevindskørsel. Derfor fik jeg samlet Give-drengene inden og bad dem holde sig klar, og da vi drejede ud i sidevinden gav vi den et kort skud, men indså lynhurtigt, at vinden ikke var stærk nok.
Herfra startede det igen med en masse små angreb, men det var så nemt at sidde i feltet og gemme sig. Derfor puttede jeg mig også, og gik ikke med i ret meget. Ind mod Møgeltønders berygtede (og overvurderede) brosten sad jeg næsten helt bagerst, og snakkede lidt med Daniel Eriksen fra Give. Jeg forklarede ham, at han bare kunne være helt rolig, for der ville næppe ske noget, og det bare gjalt om at holde ens position.
Det skulle vise sig at være en fejl. For efter brostenene blev der selvfølgelig kørt sidevind! Jeg havde selv stadig kongeben, så der var ingen panik. Skulle den knække var jeg ret sikker på, at jeg godt kunne lukke alene til fronten, men det ville være rigtig dumme kræfter at bruge. Derfor valgte jeg at afvente, og heldigvis blev det hele samlet relativt kort tid efter og vi kørte så ud på 2. omgang.
Nu ville jeg begynde at være mere aktiv. Så jeg gik med i et hårdt ryk, hvor Kim også var med, men det blev lukket ned lige før vi skulle svinge ind på de små veje. Og her sad både Kim og jeg lidt lukket, da tre mand rykkede væk. Det var Randers’ Jacques Stilling, Peter Sørensen, ABC og en tysker Simon Romey fra det mundrette hold, Elektroland24 – Peugoet SH.
Tre mand var ingen katastrofe, men vi havde ingen fra Give med, så vi skulle være på dubberne nu, for der måtte ikke slippe andre væk uden at vi havde en med. Det gjorde at vi måtte ud og lukke en del huller i starten, og det var rimelig hårdt. Feltet ville ikke jage de tre i front, og det hele blev kørt i ryk. Lidt heldigt for os slap Daniel Eriksen alene væk fra feltet kort før diget, så det gav os lidt mere fripas, hvis Daniel kunne komme op til fronten. Det gjorde naturligvis at vi andre stadig skulle være oppe på mærkerne for at lukke huller. Så det blev mindre hårdt, men stadig hårdt nok.
Efter diget var Daniel dog blevet fanget igen, og jeg begyndte igen at blive mere angribende. Feltet så ikke ud til at ville samarbejde om at hente dem i front, og der var bare angreb hele tiden. Kim Aabjerg var også tydeligvis frustreret over at alt blev lukket ned. Vi var afsted et par gange, hvor jeg faktisk tænkte, at feltet ville slippe os, men det kom ikke til at ske. Frustrationerne fik lidt luft, og jeg tror at vi begge råbte, at hvis feltet kunne samarbejde om at lukke os, så måtte de sgu også kunne samarbejde med os, om at få lukket til de tre i udbrud.
Vi kørte 2. omgang færdig og ud på 3. omgang uden at der var nogen forskel i måden feltet kørte på. Dog kunne vi se udbruddet længere fremme nu. Så selvom der slet ikke var nogen form for samarbejde i feltet, så kom vi åbenbart tættere på. Der begyndte også pludselig at komme lidt samarbejde i at køre dem ind, men det blev hele tiden forpurret af en der ville rykke, og så ville folk naturligvis ikke arbejde i front, hvis de blev angrebet. Jeg kunne se på Kim at han var rigtig frustreret, og jeg var helt på hans side. Jeg var nået til den tanke, at det heller ikke blev i år at Tønder skulle vise mig kærlighed.
Da vi kørte ud på diget havde udbruddet 20 sekunder, som jeg lige talte det. Feltet kørte i ryk igen, og den gik i stå af to omgange på diget. Da den gik i stå anden gang sad jeg næsten helt bagerst, og tog en beslutning. Jeg ville give alt hvad jeg havde i et stort ryk, og lukke op til udbruddet. Jeg ville måske blive lukket ned, men det udbrud skulle lukkes nu, så vi kunne få nulstillet cykelløbet og ikke ende med at skulle køre om 4. pladsen.
Jeg kom fri, og feltet lavede næsten bred front. Ingen ville tage ansvar! Nu var der kun en mulighed, og jeg måtte op til det udbrud og så tage den derfra. Jeg kom faktisk forholdsvis nemt op. Selvfølgelig måtte jeg træde til, men jeg var ikke på limit da jeg kom op. Faktisk kunne jeg gå med i rulleskiftet lige med det samme, og tage en ordentlig føring indtil vi var færdig med diget. Jeg fik råbt til dem, at samarbejdet i feltet ikke var tilstede, og vi begyndte faktisk bare at øge nu!
Jacques Stilling fra Randers sad temmelig meget over, da han sagde at han var træt. Stilling kørte A for del år siden, og er kendt for at være en snu ræv, så jeg havde sgu mine tvivl om at han havde det hårdt. Han sidder også så elegant på cyklen, at det var vildt svært at tyde, men jeg skubbede tankerne til siden. Den situation måtte jeg se på senere. Tyskeren, Simon Romey, var tydeligvis også træt, men han tog sine føringer, men han kørte temmelig højt gear og hakkede op og ned med hovedet, hver gang han skulle frem. Jeg kunne lide hvad jeg så, for om ikke andet så virkede det da som om at podiet var inden for rækkevidde.
Når jeg sidder i sådan et udbrud så kører mit hoved hele tiden med analyser. Og da vi kørte ud på sidste omgang begyndte jeg at vurdere min chance for at vinde. Helt lavpraktisk var den jo 25 %, da jeg var 1 ud af 4. Men med en træt Romey og en måske træt Stilling, så var mine procenter jo en del højere. Der var ikke så stor energi i Romeys føringer mere, og da vi kørte ud på 4. og sidste omgang, traf jeg den beslutning, at jeg ville se om jeg kunne tynde ud i udbruddet og i bedste scenarie køre alene hjem. Synes efterhånden at de andre virkede brugte, og jeg havde stadig gode ben.
Så da vi ramte de små veje ud mod diget besluttede jeg mig for at prøve på at finde det rette moment. Stilling sad stadig en del over, og vi tre andre roterede således at når jeg havde taget min føring, så var det Romeys tur og så Sørensens, mens Stilling lod os glide ind i 3. position hele tiden. Med 20 kilometer igen tog Romey en føring, hvor det lignede at han virkelig knoklede med det. Så da han gled ned af højre side angreb jeg hårdt i venstre side, og jeg tror det overraskede hele gruppen.
Rykket splittede hele gruppen så alle lå en og en, men Sørensen og Stilling fik vist lige klemt sig ind i min slipstrøm. Jeg holdt angrebet i 1.25 minutter (det tjekkede jeg på Strava), da jeg kunne se at Romey var røget af. Han havde ikke helt givet op, men Sørensen og jeg holdt tempoet højt da vi kom ud på diget, og til sidst knækkede Romey. Sørensen og Stilling havde haft lidt mundhuggeri efter mit angreb, da Sørensen mente at Stilling godt kunne tage sine føringer, når han kunne svare igen på mit angreb. Enten var Stilling træt, eller også var han iskold. Jeg måtte finde et sted at teste ham, og den mulighed kom faktisk lidt uventet.
Cirka midtvejs på diget havde Sørensen lige taget sin føring og da han gled ind bag mig tænkte jeg, at hvis jeg rykkede, så kunne det være at han ville være så sur på Stilling, at han ville forvente at han ville lukke hullet. Jeg angreb og slog hullet. Jeg kiggede kort bagud, og rigtig nok, så havde Sørensen fået Stilling frem. Jeg pressede på. Faktisk kunne jeg mærke at mine ben var tæt på at krampe her, og jeg slog blikket bagud. Sørensen var vist kørt kontra på Stillings føring, og var tæt på at komme op til mig. Jeg tænkte at han ville lukke hullet uanset hvad, så jeg ventede lidt på ham, så vi kunne få sat Stilling helt, som allerede var en del efter. Jeg tror at både Sørensen og jeg kørte på vores maksgrænse, hele vejen til vi var ude fra diget, og Stilling var nærmest ude af syne.
Jeg kendte ikke Sørensen som type, men vidste at han godt kunne træde, men anede ikke om han kunne sprinte. Det eneste jeg havde af reference var fra dette løb, hvor han ikke virkede til at være lige så hurtig som jeg var sit antrit, men han var stærk nok til at lukke mig. Jeg vurderede dog at spurten var god til mig, da den var i medvind. Jeg måtte bare ikke lade ham slippe væk, så derfor gik jeg ikke i bund mere i mine føringer. Faktisk var jeg kun lige oppe og snitte zone 4-watt, og var hele tiden koncentreret, og prøvede at sige til mig selv, at han ville angribe når som helst. Han sparede sig dog ikke, hvilket gjorde mig rimelig tryg. Vi kom hen over brostenene og jeg kunne se mig tilbage og konstatere at man ikke kunne se nogen som helst bagved. Vi skulle køre om sejren.
Med 1500 meter igen kom angrebet fra Sørensen, men det var slet ikke hårdt nok til at han fik mere end to meters hul, og jeg kunne nemt lukke den. Her vurderede jeg at det kun var en punktering eller knækket kæde der kunne gøre at jeg ikke vandt. Jeg forholdt mig kold, selvom jeg et kort øjeblik overvejede at gå kontra på hans ryk, men jeg brugte hovedet. Jeg var mega sikker på, at jeg ville slå ham i en spurt. Tønder-løbet var inden for rækkevidde og jeg måtte ikke fucke det op ved at køre kontra på ham, blot for at være macho. Og i og med at han lige havde angrebet mig, så nægtede jeg at gå frem igen. Han havde spillet sine kort, og jeg ville ikke gå frem for at han så skulle spille sit sidste kort, ved at lade mig køre spurten fra front. Der manglede nu blot under 1000 meter.
Jeg kiggede hurtigt bagud, og der var stadig ingen at se inden for den rækkevidde jeg kunne se. Nu skulle jeg blot kigge frem ad. Da jeg tabte spurten til Martin Lind i Holstebro (men fik sejren på skrivebordssejr) havde jeg åbnet den fra front, men også for langt ude. Det måtte ikke ske igen.
Jeg prøvede at vurdere hvor langt der var til mål. 300 meter måske? Det var i hvert fald ikke endnu. Sørensen sad og kiggede sig meget bagud hele tiden. Jeg prøvede lidt at stresse ham, ved at skifte mine gear lidt, så hjulet gav den der velkendte *klonk* lyd. Måske ville han gå i panik og åbne? Med, hvad jeg bedømte, som cirka 170 meter igen åbnede jeg spurten. Jeg ventede til at han lige havde kigget tilbage, og da han kiggede frem trådte jeg an. Ren instinktivt kiggede han lige hurtigt tilbage igen, og før han for alvor fik trådt an, var jeg forbi ham, og fartforskellen var allerede så stor, at jeg vidste den var hjemme!
Jeg har været glad for alle mine sejre, men netop denne her var så fed. Måden hvorpå jeg havde kørt finaleomgangen og kørt finalen mod Sørensen. Det hele endte med at blive nærmest en perfekt dag på cyklen.
Nu kan de for min skyld aflyse resten af sæsonen, for sæsonens største mål var hermed nået. Okay, jeg vil gerne have flere løb, men I forstår. Min kone fortalte mig at Peter Sørensen sågar klappede mig over stregen – tak for den gestus Peter!
18 sekunder efter vi var kommet i mål, kom Martin Szokody, Køge CR, og Birk Hansen, Silkeborg IF Cykling ind, og feltet kom ind 33 sekunder efter, så vi var gået lidt i stå til sidst.
Resultater kan ses her: https://www.sportstiming.dk/event/7307/app/results?round=29709
Strava-data: https://www.strava.com/activities/4114068371/overview
SØNDERBORG, 8 OMGANGE, 68,8 KILOMETER, 376 HØJDEMETER
Humøret var fint da jeg ankom til Sønderborg. Jeg havde ingen overordnet plan, og var egentlig ganske tilfreds med at skulle hjælp en af de to andre Give-ryttere til et godt resultat, hvis de havde benene. De andre to var Lasse Bøgh og Nicolai Zinck.
Ruten i Sønderborg er en svær en, at blive klog på, og jeg er som sagt aldrig helt blevet venner med den, og i år skulle jeg se om det havde ændret sig. Vi havde samkørsel med C-klassen, så vi var 50 mand i alt, cirka fordel 50/50 %.
Direkte ud af startboksen angreb jeg, og hamrede igennem. Desværre sad førerbilens chauffør og sov, så inden løbets første sving var jeg tæt på at overhale ham. Han så pludselig at hele feltet var på siden af ham og bag ham, og han accelerede ind i svinget, og havde jeg ikke trukket min bremse hårdt, så havde han kørt ind i mig! Så var adrenalinen da ligesom ude i kroppen fra start!
Jeg fortsatte med at sætte et højt og hårdt tempo. Målet var at se, om der sad nogle B-ryttere for langt nede og så eventuelt ville blive fanget bag nogle C-ryttere der knækkede, så faktisk blev min første føring næsten 2 kilometer, før jeg slog ud. Feltet var strukket totalt ud, men ingen ville følge op på min hårde start, og så var det lidt spildt og det hele blev samlet igen.
Der gik lige en 30 sekunder med ro på før angrebene startede igen. Jeg var selv rigtig aktiv, for da løbet kun var 69 kilometer, så skulle det gøres hårdt. Jeg følte dog konstant, at flere holdt øje med mig, hvilket jo var helt naturligt efter lørdagens sejr. Det måtte jeg leve med.
Ligesom Tønder så slap intet væk, men jeg blev ved med køre hårdt på. Ude på 2. omgang havde jeg lavet et angreb, og var igen blevet lukket ned, da Lasse Bøgh rykkede kontra på mit ryk og fik hullet. Flere rykkede med, og jeg talte vist at de var 6 mand der kørte væk, alle B-ryttere. Herfra skulle jeg nu bare lukke huller. Jeg tænkte at jeg kunne gå med i en eventuel forfølgergruppe hvis det ville slippe afsted. Jeg tog flere gange fronten i feltet, men blot for at tage farten ud af løbet.
Det gik ellers ret nemt herfra. Der var et par drabelige angreb fra Peter Thidemann, blandt andet, og på løbets eneste lille bakke blev der også sat tryk på. Bakken var for mig ganske hård, men overkommelig.
Ude på 4. omgang, mener jeg det var, stod Lasse pludselig ovre i siden af vejen! Fuck, havde han haft defekt!? Det viste sig senere, at Lasse var styrtet i et sving, og derefter fået defekt. Det var lidt noget skidt, da Give så pludselig ikke havde nogen i front mere. Lidt senere hentede vi yderlige en fra udbruddet der var røget af.
Nu måtte jeg igen til at være aktiv. Jeg prøvede lidt naivt at få folk til at samarbejde, men der var ikke mange der havde lyst til det, og det var mest de samme der var aktive. Alt for mange ønskede måske ikke at køre om andet end 5. pladsen? På et tidspunkt kørte vi forbi Michelle, som skød billeder, og hun råbte at der var fire ude foran. Okay, det var ikke umuligt at hente dem. Både Peter Thidemann og jeg prøvede flere gange at få folk til at hjælpe med at hente udbruddet, men det resulterede mest i at vi fik taget et par enkelte føringer, og så blev der angrebet. Så til sidst kørte jeg ned til ham, og sagde at når vi ramte opløbet ville jeg gå all out og se om jeg kunne rive det hele i stykker. Det var det eneste sted på ruten hvor der var en smule vind der kunne bruges, samtidig med at det gik lidt op ad. Og som sagt, så gjort. Jeg fik Thidemann på mit hjul, og kørte til og kiggede mig ikke tilbage for vi ramte toppen af bakken. Her kunne jeg se bagud, at vi kun var 3 ryttere tilbage.
Vi gav den nu rigtig god gas, men få kilometer senere blev vi igen lukket ned, og feltet gik igen i stå. Jeg var frustreret og rasende! Hvorfor lukkede de os ned, når de så ikke gad arbejde for at lukket udbruddet ned!? Her tog jeg en beslutning, da vi manglede 3 omgange. Jeg ville prøve at komme væk, men hvis det ikke var lykkedes inden 8 omgange igen så ville jeg ikke prøve mere. Og det skete så. Jeg kom ikke væk, for alt blev igen lukket ned. Jeg troede ikke mere på at udbruddet kunne hentes, og jeg var sur. Jeg gad ikke køre om en 5. plads, så om der slap flere rytter væk kunne rage mig.
Mens jeg sad og puttede mig i feltet kørte Jakob Frandsen, CK Aarhus, Peter Thidemann og Ricky Martin Larsen, Lolland-Falster CK, væk. Både Jakob og Peter havde prøvet at komme op til udbruddet lige så meget som mig, så det var fint. Dem ville jeg ikke bruge energi på. På et tidspunkt lå Lars Lomholt foran mig. Jeg slap hans hjul og lod ham køre. Lars havde som altid taget sine føringer, så ham gad jeg heller ikke jage. Vejen BC’s Jesper Nielsen rykkede efter.
Jeg besluttede mig for, at jeg ville give den et lille skud i finalen, og ellers bruge det her løb på at træne massespurterne. Indtil da ville jeg lukke alt ned. Om det var B- eller C-ryttere var jeg ligeglad med. Der var alt for mange, som i min optik, ikke havde gidet at køre cykelløb og havde lukket os andre ned uden at hjælpe os. Nu ville jeg bare give tilbage.
Ud på sidste omgang gav jeg den et skud og rykkede væk før den lille bakke, så jeg slap for at gå all out på den. Jeg kom væk med en Herning C-rytter, der gerne ville arbejde. På toppen blev vi dog lukket og jeg gjorde mig klar til massespurten. På de sidste 1000 meter fik jeg placeret mig i 5. position. Foran os kunne vi se Lomholt og Nielsen som var tæt på at blive hentet. Måske kunne vi fange dem begge i spurten?
Jeg sad helt perfekt, og åbnede op af bakken, helt ovre i venstre side, så ingen kunne få læ i sidevinden. Der var vel 200 meter til målstregen. Jeg nåede at fange Jesper Nielsen, og vandt med sikker margin feltets spurt, men nåede dog ikke Lars Lomholt. Det gav en 9. plads i løbet, hvilket ikke var ret tilfredsstillende.
Og ja, jeg ved godt at jeg er en dårlig taber, og måske også lidt af et tudefjæs, nu hvor jeg sidder og skrive dette indlæg. Det var dog de følelser jeg sad med i løbet, som jeg har prøvet at beskrive bedst muligt. Jeg ved godt, at man ikke skal kunne vinde hver gang, men jeg kan så godt lide det, haha! Og ironisk nok, så var det her klart det Sønderborg-løb hvor jeg har været bedst kørende, selvom resultatet ikke var tilfredsstillende.
På min Strava-update fra løbet kom jeg også til at hinte, at jeg syntes at for mange ikke ønskede at køre cykelløb, og den følelse står jeg ved. Hvorfor ønsker folk ikke at køre sig helt ud i forsøget på at hente fronten, fremfor at skulle køre om en 5. plads? For man kunne jo se i finalen at mange havde en del af skyde med. Nå, men sådan er det, det må jeg bare acceptere, men jeg bliver lidt en dårlig taber og et tudefjæs, og det må I acceptere, haha!
Næste løb er Horsens, hvor vi skal køre 40 minutters crit! Det bliver spændende! 🙂
Resultater kan ses her: https://www.sportstiming.dk/event/7306/app/results?round=29689
Strava-data: https://www.strava.com/activities/4119084433