Dette indlæg er sponsoreret af P.O. Auto
Søndagens løb på Amager blev en uventet succes, hvor de taktiske forudsigelser viste sig at holde stik. Løbet blev kørt med den vanvittige fart på hele 47,6 km/t, og er uden sammenligning det hurtigste A-løb jeg har kørt!
Optakten kan læses HER!
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto og Jonas Toftemark
Tak til P.O. Auto!
Før jeg starter min løbsrapport bliver jeg nødt til at takke P.O. Auto, som valgte at sponsorere min tur til Sjælland. P.O. Auto er bl.a. sponsor for Team BHS-PL Beton Bornholm og ejer samtidig Danmarks (måske) stærkeste Zwift-team P.O. Auto – CeramicSpeed.
Deres tilbud kom lidt ud af det blå, da jeg blev kontaktet af Lasse Rogert, som arbejder der. Han havde læst, i min løbsoptakt, at jeg havde valgt, at køre til Sjælland ene mand, for at få muligheden for at køre et løb på en dag, hvor jeg ikke kunne nå til start i Vejles løb, der startede omkring samme tidspunkt, som jeg fik fri fra job. P.O. Auto vil gerne støtte dansk cykelsport, og mente at jeg fortjente lidt økonomisk hjælp, når jeg nu stillede alene op for Team Give Elementer, mod de store teams.
Jeg takkede ja tak til deres vildt generøse tilbud, og sætter enormt stor pris på det. P.O. Auto betalte min brændstof og brobizz, og lidt ekstra som “præmiepenge.”
Læs mere om P.O. Auto HER!
AMAGER, 9 OMGANGE, 126 KILOMETER, 342 HØJDEMETER
Søndagen startede med, at jeg vågnede op på jobbet efter 5,5 timers okay søvn. Så fik jeg kastet lidt havregrød i hovedet, og afhentet af konen, og vi begyndte vores 2,5 timers køretur mod Amager. Selvom jeg havde sovet relativt få timer, så havde jeg sovet rigtig godt dagen før min vagt, og havde måske “købt” mig lidt friskhed der. I hvert fald var jeg overraskende frisk, og fik heller ikke sovet i bilen på vej derover, selvom konen kørte nærmest hele vejen.
Vi formåede faktisk, at hente så meget tid på vej derover, at der blev tid til at konen kunne tage billeder af nogle af børneklasserne, før jeg klædte om, og trillede ned og fik opvarmet og videre til startboksen.
Ruten og taktikken
Før starten fik vi lige gennemkørt ruten i bilen. Hvis der overhovedet skulle laves en rute som var skræddersyet til mine forcer, så var Amager-ruten lige præcis den. Der var ikke nogle højdemeter, der kunne presse, og vejene var forholdsvis store, og det var en rigtig hurtig rute. Samtidig var opløbet 700-800 meter lige ud, mod målstregen, og i dagens anledning var der samtidig medvind på den.
Rent taktisk var jeg ret afklaret med, hvad jeg skulle og ville. Jeg ville prøve, at gå med i et eller andet de første 2-3 omgange, og skulle det ikke lykkedes, så måtte jeg være iskold og håbe på en samlet spurt. Og jeg kunne heller ikke bare hovedløst køre med i diverse angreb, så jeg skulle også have øje for hvem og hvilke hold der kom afsted. Og så var det ikke mig der skulle skabe et udbrud. Som enlig rytter uden hjælpere havde jeg måske 4-5 store ryk i mig, og de store hold ville nemt kunne rulle mig rundt, hvis jeg brugte hele dagen på at køre offensivt. På papiret var det jo nemt nok.
Starten går og udbruddet kører væk
Løbet blev sat i gang, og jeg prøvede at placere mig cirka midt i feltet. Farten var ekstrem høj, og i front var der angreb på angreb. Jeg var ikke selv med i noget, da jeg ikke helt havde på fornemmelsen, at nogle af holdene var villige eller havde overblik til at lade nogen køre væk. Jeg skulle dog blive klogere.
Jeg husker ikke præcis hvor henne det var, men jeg tror det var næsten midtvejs på 2. omgang, hvor en større gruppe slap væk. Jeg sad selv rigtig langt bagved, og kunne hurtigt tælle, at de fleste hold vist havde en med. “Fuck der var 8 mand” talte jeg, og farten gik ud af hele feltet! Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne gøre hverken fra eller til. Jeg måtte håbe på, at nogle af holdene havde fået de “forkerte” ryttere med ud foran, eller at der gik noget taktisk galt oppe foran. Løbet kunne lige så godt blive til et 110 kilometer social ride nu.
De 8 i front var Sebastian Nielsen og Rasmus Bøgn Wallin (Restaurant Suri – Carl Ras), Frederik Thomsen og Markus Njor (Team IBT – BH Carl Ras), Victor Grue Enggard og Kristian Siig Hessel (Team CO:PLAY – Giant Store), Gustav Wang (Team BHS-PL Beton Bornholm) og Jannik Ljungdahl (Team Georg Berg). De navne har jeg fundet bagefter. Da de kørte væk genkendte jeg kun Rasmus Bøgh Wallin, Frederik Thomsen og Jannik Ljungdahl. En ret stærk gruppe.
Ikke alle hold var tilfredse alligevel?
Hvor første omgang blev kørt med næsten 48 km/t i snit blev 2. omgang kørt med “langsomme” 45,2 km/t, som var løbets absolut langsommeste omgang. Jeg vidste, at jeg ikke kunne gøre hverken fra eller til. Jeg ville lyve hvis jeg ikke var lidt ærgerlig, og følte lidt, at jeg måske havde spildt en tur til Sjælland, hvis vi bare skulle “rulle” rundt.
Dog begyndte angrebene igen da vi var ved at afslutte 2. omgang. Var der nogen der ikke var tilfredse? Jeg besluttede mig, at jeg ville holde mig til i fronten. Måske kunne en mellemgruppe slippe væk. Og faktisk var det netop det som skete. På 3. omgang inden vi kørte ud på en større hovedvej, som gik under landingsbanen, kørte en 9-10 mand væk, og jeg tror det var en CO:Play-rytter der bevidst slap hjulet, så gruppen kunne sejle væk. Jeg lå selv i 2. position, og opsnappede hurtigt manøvren, og rykkede efter gruppen, og fik lukket inden for 10 sekunder, uden at have nogen på hjul. Jeg talte hurtigt hvem af holdene der var repræsenteret, og alle var der, og feltet havde sluppet os. Jeg tog et par gode føringer, men hurtigt begyndte nogle af rytterne i gruppen af sidde over. De havde jo folk i front (det havde alle teams, som sagt) og de var tilfredse. Jeg tror vi var 4-5 der kørte rundt, men det ville blive en umulig opgave, så jeg gad heller ikke grave mig selv i et hul for at skulle køre efter en potentiel 9. plads, hvor der sad 4-5 mand på hjul. Kort tid efter var vi hentet igen.
Selvom vi blev hentet stoppede angrebene dog ikke, og jeg fik et lille håb, om at alle hold ikke var tilfredse.
Team BHS-PL Beton Bornholm kører TTT
Jeg tror det var starten på 4. omgang, at det hurtigt blev tydeligt, at BHS-PL Beton Bornholm ikke var tilfredse med udbruddets konstellation, og de satte sig i front og begyndte, at æde udbruddets forspring stille og roligt. Lige efter dem sad Restaurant Suri – Carl Ras, og så ellers en blanding af Team IBT – BH Carl Ras og Team CO:PLAY – Giant Store. Jeg prøvede lidt at holde mig i klumpen af de 2 sidstnævnte teams, for ikke at komme til at sidde blandt de sidst 5 mand hele tiden, selvom der ingen panik var. Farten var høj og jævn, men i tilfælde af styrt, er det bare altid bedre at sidde lidt længere fremme.
I og med, at Bornholmerne nu havde sat sig for, at udbruddet skulle hentes ind, begyndte jeg også at spare mig alle de steder jeg kunne. Fx ud af hvert sving tabte jeg med glæde 5-10 pladser, for at undgå et stort peak i mine watt, og så hentede jeg ellers de tabte placeringer ind på de nemme steder, ved at køre mig frem når der var plads. Min fokus ændrede sig også lidt. Hvor jeg før havde håbet på at udbruddet hurtigt ville blive kørt ind, så håbede jeg nu, at de ville holde indtil omkring sidste omgang, så holdene derved ville droppe alle de angreb og bare køre leadout.
I hvert fald blev udbruddets tid langsomt mindre og mindre, og hvor de vist havde omkring 50 sekunder som det højeste, så var de nede på 25 sekunder, syntes jeg at jeg hørte, da vi kørte ud på 5. omgang. Og faktisk gik der ikke længe før de var fanget. Jeg skal ærligt tilstå, at jeg ikke husker præcist om det var på 5. eller 6. omgang, at de blev fanget helt, for jeg havde allerede taget beslutningen om, at jeg ville forholde mig passiv. Der var en chance for at noget ville slippe væk og køre væk, men jeg vurderede også, at når netop dette udbrud ikke kunne holde, så var sandsynligheden for at noget ville holde, måske ret lille. Det var ganske enkelt for nemt for feltet, at køre rigtig stærkt på de lange flade rullende stykker. Faktisk steg vores omgangsfart nærmest omgang for omgang.
Pre-finalen og finalen
Selvom der konstant var angreb her og der, så kom intet for alvor væk, og da vi kørte ud på 8. omgang var det mere eller mindre tydeligt, at det hele nok ville ende samlet. Jeg håbede det i hvert fald. Jeg havde spist og drukket alt hvad jeg skulle, og måske endda mere til, så jeg havde stadig masser af energi i kroppen. Jeg følte mig faktisk rigtig ovenpå, hvilket ikke altid er normalen for mig efter 100 kilometer inde i et cykelløb, men vi havde omvendt også kun kørt 2:07 timer.
Faktisk blev der angrebet midtvejs på 8. omgang, og det lignede sgu igen, at alle hold var repræsenteret, og jeg hoppede med og fik kontakt til rytterne foran. Jeg havde allerede besluttet, at jeg ikke ville være den der skulle skabe det her udbrud, så jeg hoppede bare på smækken og kiggede bagud. Feltet skulle lade os sejle væk, før jeg ville føre, og det gjorde de ikke, og vi blev nærmest lukket hurtigere end hvad vi havde været væk. Holdene var så småt begyndt at samle sig. Det betød forhåbentligt, at de fleste af dem var indstillet på, at de skulle hjem og sprinte. Nu blev min mission blot, at finde det hele rigtige tog, og så komme på hjul af deres sprinter.
Jeg prøvede at regne på, hvem der ville være hurtigst i en reel massespurt. Selvom jeg kender mange af rytterne, så er mange af dem så vanvittig gode, at de kan lave resultater på mange forskellige måder. Jeg kunne ikke finde ud af hvem BHS-PL Beton Bornholm ville køre for. Restaurant Suri – Carl Ras havde mange hurtige, men hvem de ville gå med vidste jeg ikke. Jeg vidste heller ikke helt hvem Team IBT – BH Carl Ras eller Team Georg Berg ville satse på, hvis de overhovedet ville køre et tog. Jeg besluttede mig, at gå med Team CO:PLAY – Giant Store. Jeg havde lagt mærke til at Mikkel Øritsland, Mathias Matz og Phillip Mathiesen havde fundet sammen. Jeg vidste ikke helt hvem de ville køre for, men jeg tænkte næsten, at det skulle være Matz der havde kørt en 4. plads hjem i spurten i CC Hillerøds løb.
Jeg prøvede hele sidste omgang, at følge Matz som en skygge, og jeg fik taget lidt positionskampe. Jeg følte mig klar i hovedet og klar i kroppen. Jeg ville hjem og køre massespurt!
Med 4-5 kilometer skete der så noget uventet noget. Pludselig bevægede Matz sig frem, og jeg mistede hans hjul, men han fortsatte ud i vinden, hvilket næppe var noget en der skulle sprinte ville gøre! “Fuck, det var ikke ham de kørte for så.” Jeg kiggede rundt og prøvede at finde Phillip Mathiesen, men kunne ikke umiddelbart se ham, og positionskampen og tempoet var efterhånden skruet så højt op, mod de sidste kilometer, at man ikke bare kunne “surfe” efter det rigtige hjul. Jeg måtte bruge mine kræfter på at holde mig fremme, da både PL Beton Bornholm og Restaurant Suri – Carl Ras allerede havde skruet tempoet op.
Heldet tilsmilede mig dog med blot 1500 meter igen. Pludselig så jeg det orange CO:Play-tog komme frem, og jeg fik presset mig ind på Mathiesens hjul! Det var perfekt. Med 700 meter igen ramte vi et 90 graders højre sving. En rytter prøvede, at tage mit hjul, og jeg måtte flytte ham fysisk med kroppen – selvfølgelig med hænderne på styret. Farten var høj og det var de blå fra Restaurant Suri – Carl Ras der pressede tempoet op. De kørte vist for Mathias Larsen, men hans hjul kunne jeg ikke komme over på, da hurtige Carl-Frederik Bévort fra Uno-X DARE Development Team sad der. Farten var høj, men jeg sad alligevel med en underlig fornemmelse. Burde det føles så nemt? Måske blokerede jeg bare smerten, men jeg havde stadig overskud, og tænkte forholdsvist klart. Jeg gjorde alt for ikke at lade mig blive lukket inde, men alligevel kom jeg til at glide op foran Phillip Mathiesen med ca. 300 meter igen, og til mit kæmpe held åbnede han så spurten, så jeg kunne hoppe på hans hjul, og ikke blive lukket. Jeg nåede lige at tænke, at hvis han fortsatte med den eksplosion, som han havde sat gang i, så skulle jeg blot holde hans hjul, og så ville han måske hive mig med på podiet. Desværre døde han lidt, og da jeg ville gå forbi kunne jeg også godt mærke, at jeg havde ramt mit fysiske loft i forhold til at lave det usandsynlige, nemlig at ramme podiet. Til sidst prøvede jeg, at gå udenom, men blev lukket mellem Mathiesen og Kasper Kaspersen fra IBT – BH Carl Ras. Det betød dog intet, for jeg havde ikke nok fremdrift, til at jeg var nået forbi selvom der havde været plads. Jeg så mig omkring, og der var ingen placeringer at hente, hverken foran eller placeringer at tabe bagud, og jeg kørte ind på en stensikker 7. plads.
Jeg var naturligvis mere end tilfreds da jeg lige fik pusten igen. Jeg har før lavet point i A-klassen, men den ene gang var i Tønder med en 11. plads hvor vi kørte om en 6. plads, og så ellers en 15. plads sidste år i Lejre, hvor alt blev revet i smadder i sidevinden ind mod mål, og jeg kom så langt bagfra, at jeg var heldig med at slutte som nummer 15. I det her løb havde jeg kørt om sejren i et A-løb. Selvom jeg jo ikke var marginaler fra at vinde, så kunne jeg da ikke lade være med at tænke på, hvordan mit løb havde set ud, hvis jeg havde haft mit eget leadout. Eller hvis jeg ikke kunne havde fået mere end 5 timers søvn med 3 afbrydelser, og skulle sidde 2,5 timer i bilen inden. Men hvis og hvis. Det ændrer intet, og jeg er stadig utrolig stolt over min placering. 39 år, og 7’er i en massespurt i A-klassen.
Michelle var også stolt af mig, hvilket næsten var større end selve resultatet. Det er rart at kunne “betale tilbage” i forhold til den tid hun også ligger i min hobby, når hun både er soigneur og koordinator for Team Give Elementer, og fotograf for alle danske cykelryttere! Så der var naturligvis enormt god stemning hele vejen hjem til Haderslev.
Løbet blev kørt med en vanvittige snitfart af 47,6 km/t, hvilket er det hurtigste løb jeg nok nogensinde kommer til at køre!
Vinder blev netop Mathias Larsen for af Carl-Frederik Bévort og BHS-PL Beton Bornholms Stian Rosenlund på 3. pladsen.
Og sidst, men ikke mindst! Tak til Amager CK for et fantastisk velafholdt cykelløb med ensrettede veje, og 100 % styr på sikkerheden!
Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/10088/app/results?round=49362
Strava-data: https://www.strava.com/activities/7034234316/overview
I næste uge står den på løb i mit nærområde, når vi lørdag kører løb i Vejen, og søndag kører i Kolding. Vejen-ruten er ny i år, og jeg var ude og se den, og den er pivflad, med god mulighed for sidevind. Kolding er den normale rute med alle deres lortebakker, haha!