**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**
UCI-løbene er overstået og man kan sige, at jeg nu er en oplevelse rigere. På mange punkter var det en fed oplevelse, der i hvert fald åbnede mine øjne op for, hvordan deres køres i et professionelt felt, både på godt og ondt! Jeg levede ikke op til egne forventninger, selvom mine krav ikke var store. Forventninger kan læses her!
Af: Jeppe Tolbøll // Foto: Cyclingfoto.dk og Cykelfoto
Fyen Rundt, 215 kilometer
Lørdag morgen drog jeg afsted til Odense med Kasper “Raket” Sørensen, som også er en del af AoC og Haderslev Starup CK. Han skulle være hjælper, da Team Frederikshøj manglede folk til at hjælpe Jesper Laustsen i servicebilen. Vi fandt hurtigt holdet, og jeg fik udleveret tøj, klædt om og ellers bare afsted til indskrivning. Holdet bestod, ud over undertegnede af:
– Rasmus Fjordside
– Mikkel Bahnsen
– Kasper Würtz Schmidt
– Jesper Kael
– Marc Hester (som også var gæsterytter).
Efter indskrivning kørte vi tilbage til bilen hvor vi sad og ventede og snakkede. Eller rettere, de andre snakkede. Jeg forholdt mig ret tavs. Jeg var ret spændt, og havde nok lidt svært at sætte mig ind i hvad der ventede? Ville det blive nemmere end forventet, eller meget hårdere? Jeg vidste det ikke. Derfor udspillede der sig 1000 scenarier i mit hoved.
Vi fik opvarmet en smule og ellers trillet til start. Nu var det sgu nu! Nedtælling blev sat i gang og så blev der ellers kørt master ud af byen, allerede her begyndte positionskampen. Jeg holdt mig til, og havde ikke de store problemer med det. Jeg var forberedt på at farten ville blive vanvittig den første time, og måske mere, indtil der var sluppet et udbrud afsted, og rigtigt nok, da masteren gav løbet frit, blev der angrebet i et stort virvar.
Selvom det var en smule hårdt, så var det ikke hårdere end B-løb, og jeg syntes faktisk det var sjovt med den evige positionskamp, selvom det dog var svært at holde koncentrationen konstant. Niveauforskellen fra B og her var ligesom ret let at få øje på. I B kører man positionskamp meget lidt, da mange ikke er gode til det, og feltet ikke er så stort. Her kunne alle køre kampene og de var konstante! Men det var fedt.
Efter cirka 20-25 kilometer endte jeg helt oppe foran hvor et angreb netop var hentet ind. Okay, tænkte jeg, nu prøver jeg altså bare. Afsted i et hug, og jeg fik da også pludselig hul, som voksede stille og roligt. Pludselig så jeg en større gruppe ude foran. Så følte man sig alligevel lidt dum. Stille og roligt blev jeg hevet ind igen, og flere angreb kom. Jeg fik ikke blandet mig i mere, og kort før havde kørt en times tid gik det hele i stå. Nu skulle der ædes. Nu gik det bare sin stille gang nu, der var pludselig lidt tid til at chatte med andre ryttere.
Da vi havde rundet ca. 65 kilometer kom Marc Hester op på siden af mig. Han havde et godt råd. Nemlig at jeg skulle holde mig lidt til, for når vi ramte Svendborg ville vi ramme en led satan, af en stigning. Jeg takkede ham, og begyndte stille og roligt at bevæge mig frem af. Jeg endte vel i noget der minder om 30. position før positionskampen pludselig tog til igen, og før jeg vidste det ramte vi Svendborg og jeg måtte opgive at komme frem af, og så ramte vi bakken, føj for en skefuld.
Jeg mistede mange pladser, og min eneste tanke var bare, at hvis de begyndte at køre cykelløb på toppen, så var det nok ovre for i dag! Heldigvis var der faktisk ryttere der opmuntrede mig med råb (hvordan havde de luft til det!? 😉 ), og en enkelt fra Næstved, som jeg ikke lige fangede hvem var, gav mig vist også et skub, som egentlig hjalp mest mentalt. Jeg kom med henover, og der blev ikke kørt cykelløb på toppen! Men jeg var virkelig mærket, og måtte lige tage en 10 minutters puster bagerst i feltet.
Man kunne godt mærke at vi snart ville nærme os Faaborg og de berygtede Svanninge Bakker. Jeg begyndte stille og roligt at prøve at kæmpe mig frem af igen. Men farten var efterhånden høj, og det kostede ret mange kræfter. Vi ville ramme de første bakker efter præcis 100 kilometer, og jeg havde cirka 12 kilometer til at komme frem. Jeg syntes det kostede mange kræfter, men jeg skulle frem hvis jeg skulle have en chance. 4 kilometer senere fik jeg endelig placeret mig i top 20, og jeg lavede nu en fejl. Jeg slap paraderne, da benene var mærket, og jeg lod ikke engang mærke til det, men pludselig var jeg bare gledet længere og længere ned gennem feltet. Jeg prøvede at samle kræfter til endnu en kamp op igennem feltet, men nu var alle i kamphumør, og farten var rigtig høj. Jeg tabte faktisk flere pladser end jeg vandt, jeg besluttede mig for, bare at prøve at fastholde min position, og samle så mange kræfter jeg nu kunne før bakkerne.
Da vi ramte bakkerne kunne jeg godt mærke at det ikke var godt. Eller jo, for jeg trådte nogle ganske fornuftige watt, men selvom jeg pumpede 550-600w ud i pedalerne over 1,5 minut på den første bakke så gled jeg bare hurtigt bagud. Jeg prøvede at presse det sidste ud af benene, men i stedet eksploderede jeg bare. Okay, jeg prøvede at samle mig i 10-20 sekunder før jeg igen trådte op i den helt høje zone. Det var begyndt at flade ud, men jeg komme ikke tættere på, og roligt men sikkert var kortegen begyndt at overhale mig. Her vidste jeg, at det var slut.
Det var egentlig lidt træls, for jeg følte ikke jeg havde været superpresset, udover bakkerne. Faktisk havde de 100 kilometer været nemmere end noget B-løb jeg har kørt denne sæson, så derfor var jeg overrasket over hvor meget niveauet pludselig steg, da bakkerne først ramte, og der blev lukket op. Der ville mine 97 kilo (som er det laveste jeg har vejet i 10 år!) ikke med henover i samme fart som feltet 🙂
Jeg havde egentlig håbet på at jeg ville kunne komme med over bakkerne, men jeg havde ikke regnet med det. Så jeg var faktisk ikke alt for skuffet, selvom jeg da var ærgerlig da jeg måtte kravle ind i den berømte Broom Wagon.
Inde ved mål kunne jeg så lige nå at se finalen, hvor Mads Pedersen, Team Stölting bankede sine 2 følgesvende, efter at have været i udbrud i omkring 200 kilometer! Resten af udbruddet blev spist af feltet. Herefter gik løbet gik turen tilbage til Haderslev, hvor der blev slappet ganske godt af, før sengen kaldte og en ny dag ventede.
Dog var jeg ikke særlig optimistisk mere. Faktisk var jeg nærmest skide panisk.
GP Horsens Posten, 200 kilometer
Jeg må ærligt erkende, at det var med en vis portion ambivalens, at jeg kørte mod Horsens. Jeg havde en klar ide, om at jeg ville blive ret meget til grin ved dagens løb, da jeg jo om lørdagen, så hvor meget jeg var under niveau når det gik op ad, og der er ikke ligefrem færre bakker i Horsens og omegn end der havde været på Fyn…
Efter den obligatoriske indskrivning og holdpræsentation var i klar til starten. Jeg havde kun 2 mål med dagen. Prøve at komme afsted i et eller andet angreb, og ellers bare overleve de første 50 kilometer, hvis alt gik vel.
Vi startede igen med en master, og her kunne man godt fornemme at næsten alle ville fremad og med i et angreb. Der var en heftig positionskamp allerede nu, og faktisk styrtede der en rytter, over et helleanlæg, netop fordi folk pressede hinanden så meget. Ikke desto mindre holdt jeg stort set min plads foran, og følte egentlig at det var ret godt når nu løbet blev givet frit, men rundt i en rundkørsel lod jeg mig presse den “forkerte” vej rundt, og tabte 15-20 pladser, sammen med en anden håndfuld ryttere. Løbet blev sat i gang få sekunder efter, og allerede her lå jeg nu for langt tilbage. Alle hamrede afsted, og det var egentlig bare at holde hjul, for det var svært at komme frem.
Der gik ikke længe før det begyndte at gå op og ned af små, snævre veje. Jeg tror sikkert ikke ret mange ville mene det gik op ad, men jeg begyndte allerede tidligt at lide! Jeg føler mig virkelig som en svagpisser! Jeg kunne ikke holde mine pladser og jeg var ret presset, og ville derfor ikke tage unødvendige kampe. Stille og roligt gik sandheden op for mig. Jeg hørte slet ikke til på det her niveau. Uanset hvad jeg prøvede, så blev jeg passeret af ryttere, og der gik ikke længe før jeg ikke kunne se fronten mere. Til sidst endte vi med noget sidevind hvor vi lå på en lang linie, og jeg kunne bare ikke holde hjul. Lige netop i sidevinden plejer jeg at have min absolute styrke, men selv her måtte jeg gang på gang kapitulere, og til sidst var der ikke flere ryttere at kæmpe med om pladserne. Jeg blev sat efter 17 kilometer. Fuck, hvor var jeg pinlig! Jeg havde heldigvis taget konen med, som holdt og skød billeder efter 25 kilometer
Derefter pakkede vi hurtigt cyklen i bilen og kørte mod Haderslev. Jeg var flov. Jeg føler mig i ret god form, men her var jeg bare så langt fra niveauet der skulle til. Jeg følte rigtig meget, at jeg havde taget en plads i et felt, som en bedre rytter havde fortjent. Jeg tror dog ikke, at jeg kunne have gjort meget anderledes. Jeg vejer det mindste jeg har gjort i mange år, samtidig med at jeg træder de højeste watt, jeg har trådt nogensinde i perioden 5 til 20 minutter.
KONKLUSION:
Jeg vil gerne takke Jesper Laustsen og Frederikshøj for den unikke mulighed, at få lov til at køre UCI-løb. Det var en fed oplevelse. Jeg fik dog øjnene op for hvad jeg kan og bestemt ikke kan. Jeg er i hvert fald kommet til den konklusion, at hvis nogen skulle komme med den underlige ide, at låne mig en trøje til endnu et UCI-løb, så bliver der pænt takket nej. Jeg har ikke noget imod at blive sat, det er altid surt, men jeg vil ikke føle mig så meget under-niveau som jeg gjorde i Horsens. Den gjorde sgu naller på stoltheden.
Nu står der den sommerferie og ikke flere licensløb før august, men jeg kommer nok ud og køre lidt motionsløb, og TV2 På Tour, og La Marmotte, som I kan læse mere om her.
God sommer!