Løbsrapport fra Rødekro 2022 – alt er som det plejer i A-klassen!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto og Licenscykling.dk

I søndags blev sæsonen åbnet i Rødekro, hvor alle klasser fik lov til at komme på græs, og i A-klassen skulle vi ud på små 140 kilometer. Det er fedt at være i gang igen, og alt er heldigvis (og uheldigvis?) altid som det plejer at være i A-klassen. For Team Give Elementer var der dog også en smule succes, hvor holdet kørte sig i pointene, og alle mand gennemførte løbet.
Optakten kan læses HER!

RØDEKRO, 6. OMGANGE, 139,8 KILOMETER, 768 HØJDEMETER

Lørdag havde holdet en lille team præsentation i Give, på Give Elementers fabrik, hvor sponsorer, familie og venner af teamet var mødt op, for at ønske os en god sæson 2022.

Efter præsentationen tog holdet videre og overnattede i nærheden af Rødekro. Vi har alle spændte på at komme i gang.

Taktikken søndag blev lagt. Vi skulle have nogle folk med i et eventuelt udbrud, og skulle vi misse det, så skulle vi tage ansvar og enten køre det ind igen, eller dø i forsøget på det. De tider, hvor Team Give Elementer bare skulle sidde i feltet og acceptere, at udbruddet sejlede væk uden os skulle være forbi. Den eneste rytter der skulle spare sig til en eventuel massespurt var Jakob Bødker. Jeg tilbød mig i holdets tjeneste, og ville hjælpe, og være ham der kørte ned til bilen, hvis det blev nødvendigt, og ellers bare prøve at holde primært Bødker ude af problemer, hvis jeg dog ikke var så (u)heldig, at være ham der ramte udbruddet. Jeg vidste ikke helt hvor jeg var efter sidste uges sygdom med 5 dage af cyklen. Det skulle vise sig, at min juniorhjerne som altid havde lidt sin egen mening.

Vi fik også at vide, at ude på de store hovedveje måtte vi IKKE krydse vejen i modsatte vejbane, hvor der var modkørende biler. Ville det ske, ville løbet nok blive lukket af politiet. Det vender vi naturligvis tilbage til.

Klar, parat, start, soloudbrud!

Starten gik, og der blev angrebet lidt hist og her, men ingen fik rigtig lov til at slippe væk, så det var så nemt nede i feltet, at man næsten fik en fornemmelse af, at der ikke blev angrebet hårdt i front – hvilket der dog helt sikkert gjorde. Vinden var bare ikke hård nok – endnu – til at gøre forskellen.

På de små veje, lige efter byen Hjortkær, fandt jeg et lille hul og angreb hårdt. Jeg ville egentlig bare sætte gang i et angreb, og måske skabe et udbrud, men ingen fulgte efter mig. Pludselig befandt jeg mig foran feltet, og øgede. “Jamen for helvede da også, det var jo ikke meningen!” tænkte jeg, og overvejede kort, at lade mig falde tilbage. Jeg lagde mine watt lige under syregrænsen, og fandt ind i en stabil god rytme, som ikke ville slide mig helt ihjel, alt for hurtigt. Kort tid efter måtte jeg konstatere, at jeg stadig bare fik lov til at øge og øge. Ny plan. Kunne jeg holde hen til Hundeklemme-bakken, og måske komme henover, så var der faktisk en mulighed for at et udbrud ville fange mig, og så ville jeg jo sidde der. Så det blev planen, som var ret realistisk da hullet allerede var oppe på knap 30 sekunder.

Da jeg ramte Hundeklemme-bakken kastede jeg bagud, og kunne godt se, at feltet havde hentet mange af de 30 sekunder jeg på et tidspunkt havde. På toppen af bakken lignede det næsten af de kørte dobbelt så hurtigt op, end jeg gjorde, men jeg havde også allerede sat intensiteten ned, da jeg vidste de ville fange mig, og gjorde klar til at hoppe med et eventuelt udbrud. Desværre var feltet samlet endnu, og jeg lod mig glide ind i 20-30. position. Knap 19 minutter alene og 13,2 kilometer.

Da vi ramte målstregen ved 1. omgangs afslutning stod der en kommisær med rødt flag, hvilket betød at løbet var suspenderet. Der var selvfølgelig ryttere der havde krydset vejen så groft, at kommisærerne måtte stoppe løbet. Her var jeg faktisk overbevist om, at de ville sende hele banden tidligt i bad, for at statuere et eksempel for resten af sæsonen. Heldigvis slap vi med kraftig advarsel, om fik at vide, at hvis én rytter mere overskred grænsen så faldt hammeren.

Klar, parat, start, udbruddet kører!

Løbet blev givet frit igen, og jeg sad nærmest helt nede bag i. Jeg var måske den rytter i feltet, der havde haft bedst af den lille pause, og jeg ville nu bare sidde lidt nede bag i, og spare kræfterne. Jeg havde haft mit skud for et udbrud, så nu ville jeg bare ofre mig for holdet hvis det skulle blive nødvendigt. Kort efter på 2. omgang blev der kørt lidt sidevind, hvor en større gruppe rev sig løs. Jeg kunne ikke se hvem der kørte væk, og jeg håbede bare, at én fra holdet havde sneget sig med. Kort tid efter gik farten HELT ud af feltet. Jeg fandt sammen med flere af rytterne fra holdet. “Har vi fået én med? Hvem mangler vi i feltet?” spurgte vi alle hinanden. Ingen af os kunne se Gustav, så han måtte have klaret cuttet.

Lige inden afslutningen på 2. omgang, efter Hundeklemme-bakken) fandt jeg dog tid og overskud til at køre ned til bilen, og forhøre mig hos Henrik Nielsen, vores sportsdirektør. Han bekræftede, at Gustav rigtig nok havde ramt udbruddet sammen med 13 andre. Vi blev enige om, at det var en fin situation for Team Give Elementer, så jeg kørte op til feltet igen, og informerede resten af rytterne om, at vi var tilfredse og blot nu skulle dække nye udbrudsforsøg af, hvis de skulle opstå. Feltet var dog gået helt i stå, og det lignede mest af alt et social ride, end et cykelløb. Der blev kørt momentvis cykelløb i sidevinden, som tog til, men der var også mange momenter, hvor man bare kunne slappe rigtig godt af. Det var perfekt for mig, som fik en lidt blødere start i A-klassen efter sygdommen.

Jeg gjorde meget ud af, at fortælle vores ryttere, at de dog ikke måtte slippe koncentrationen. Det hele kunne lige pludselig eksplodere, hvis nogle satte tryk på i sidevinden. Flere gange blev der lige trykket lidt i sidevinden, men sjovt nok var indløbet og positionskampen hen mod Hundeklemme-bakken hårdere end selve bakken, hvor vi nærmest trillede henover. Faktisk blev Rasmus Lund, Team Nyt Syn powered by Fialla, og jeg enige om, at man burde køre over den her lorte bakke på lille klinge noget mere!

Sådan forløb hele cykelløbet de næste mange, mange kilometer. Udbruddet rundede et forspring på hele 7,5 minut. Da vi ramte Hundeklemme-bakken 2. sidste gang lå jeg langt tilbage, og var nok blevet lullet i søvn, og havde gået imod min egen anbefaling, om ikke at lade koncentrationen falde. Det gik op for mig, at der blev givet gas nu, og turen hen over bed sgu og jeg kom med over som en af de allersidste, hvor flere ryttere røg ud af bagdøren.

Herfra kunne jeg godt mærke, at kroppen var ved at være en smule træt efter 110 kilometer, selvom tempoet havde været lavt, og jeg havde spist rigeligt, og fået nok væske.

Sidste omgang!

Vi kørte nu ud på sidste omgang, og der blev kørt cykelløb igen. Der skulle trænes lidt finale, det var tydeligt, da der kun var 1 point mere at køre om. Jeg blev lidt fanget på bagkant, i en kombi af lav koncentration og en smule trætte ben, men da vi ramte sidevinden åbnede både coloQuick og BHS-PL Beton Bornholm op. Modsat de andre gange, hvor den hurtigt gik i stå i sidevinden, så holdt de trykket. Feltet lå på en perlerække og folk begyndte at miste deres hjul. Ud over, at jeg lå forfærdelig dumt, så var jeg egentlig okay, men dog ikke så meget, at jeg bare kunne kværne forbi folk. Pludselig slog en rytter ud og der opstod hul og så lå lille Dennis Lock, Team Sparekassen, foran mig og havde nu ansvaret for at lukke de 15-20 meter der hurtigt opstod. Han kom dog ikke meget tættere på, og jeg tog den beslutning, at når han ikke kunne mere, så måtte jeg prøve springet, selvom det var tæt på en umuligt opgave.

Han slog ud, og jeg hakkede afsted. Ingen ryttere bag mig kom på hjul, og jeg fik lukket hullet, men jeg var på limit. Jeg fandt et hjul, fik luft og tænkte, at hvis jeg lige fik 20-30 sekunder her, så skulle det nok gå. Den bøn blev dog ikke hørt, da 3 ryttere foran mig pludselig slog ud, og der igen var et hul på 10-15 meter der skulle lukkes. Det kunne jeg ikke, og jeg slog ud og sprang i luften. Kort tid efter kom en gruppe forbi mig, hvor Dennis Lock også sad, og den gruppe fik vist lukket. De kloge narrer de mindre kloge, og Lock havde vist været klogere end mig, haha.

Jeg hev lige lidt luft ind, og fandt så ind i en fin rytme igen. Foran var farten gået lidt ud af gruppen igen, da feltet var knækket i to grupper. Jeg fandt ind et lille samarbejde med coloQuicks Oliver Søndergaard, men jeg vidste også, at jeg kørte over evne. Så enten ville vi få lukket hullet, og ellers ville jeg nok poppe endnu engang.

Og så sagt som gjort. Vi fik ikke lukket, og jeg slog ud, mens Oliver fik fat i kortegen. Det var okay, og jeg hev lige igen luft ind, og besluttede så, at jeg ville køre til mål med noget sweetspot intensitet. Jeg var stadig okay, og slet ikke færdig. 350-360w og så ellers bare afsted. Jeg fangede Mathias Møller Jørgensen fra teamet, men han holdt ikke hjul, og jeg skulle bare træne, så jeg fortsatte.

Kort før Hundeklemme mødte jeg så Jakob Bødker, som var punkteret. Ærgerligt, at han ikke kom hjem og fik lov til at spurte. Vi trillede sammen til mål i en mindre gruppe af ryttere.

Gustav fik point!

I finalen blev udbruddet sprændt i stumper og stykker og Gustav kom lidt på bagkant og fik kørt sig ind som nummer 13. Måske er det ikke det mest opsigtsvækkende resultat, men set i lyset af sidste års elendigheder for holdet, så er sæsonen startet godt. Alle mand kom igennem løbet, og vi fik point. Det virker lovende!

Løbet blev vundet af coloQuicks wattmonster, Mads Andersen, foran Frederik Irgens, BHS-PL Beton og Kasper Søgaard, Riwal Cycling Team.

Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/10042/app/results?round=48544
Strava-data: https://www.strava.com/activities/6890986606/overview

I næste uge står den på DEMIN-cup i Næstved hvor der er TT-løb med knap 64 deltager i A-klassen!