**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**

Når ruterne ikke passer til én, må man komme udfordringerne i forkøbet. Det var i sandhed opskriften på løbet i Nyborg, hvor jeg kørte et af de mest aggressive løb, jeg nogensinde har kørt. Det gav pay-off, og så alligevel ikke!
Forventningerne kan læses her!

Af: Jeppe Tolbøll // Foto: CykelFoto

Nyborg, 5 OMGANGE, 127,5 KILOMETER, 945 HØJDEMETER:

– Fremad, dø i front!

Det var på mange måder med blandede følelser, at jeg satte kurs mod Nyborg kl. 7.20 fra Haderslev. Der var 2° og det lignede en kold dag på rammen. Da vi ramte Kolding viste det sig, at kulden i Haderslev slet ikke var noget at brokke sig over, her var sne over alt og vi har slut-april, hvad var nu det for noget!? Farten på bilen blev skruet ned til 70 km/t, da der stort set kun var ét spor farbart hele vejen fra syd for Kolding, og indtil et sted øst for Lillebæltsbroen. Det betød samtidig at min tidsplan blev ret meget fucket op, hvilket ikke gav mindre stres, da jeg først ville modtage mit forhjul fra John Ebsen (pro-rytter hos ONE Pro Cycling), som havde fået hjulet med fra Black Inc. service efter mit styrt i sidste weekend.

Det tog lidt tid at finde John, og da jeg endelig fik hjulet, så skulle jeg også have monteret dæk og slange, og inden jeg vidste af det havde jeg kun 15 min. til opvarmning. Slet ikke helt optimalt, men jeg kom dog til start og så måtte det jo være sådan.

Min plan for dagen var egentlig ret simpel. Kørt vanvittig aggressivt den første time, og se så hvad det ville ende op med. Skulle jeg ende i en stor gruppen, hvor der fx sad mange fra Odense, Odder og Hammel ville jeg sætte mig på smækken og se hvor længe jeg kunne overleve.

Ruten havde hele 3 bakker som jeg på hver sin måde frygtede.

– Æblebakke, der kom som den første. Kort bakke, som dog stiger ret meget, specielt til sidst, og altid gør ondt. Særligt fordi der altid bliver kørt stærkt på toppen lige bagefter!
– Regissebakken, som klart er rutens værste bakke for mig, den stiger ret jævnt, men egentlig bliver den vare ved længe, og efter man tror man er færdig med, så den rammer man noget falsk fladt, der bare gør at man (læs: jeg!) lider endnu mere.
– Svendborgvejsbakken, er sidste bakke og kommer cirka 1 kilometer fra målstregen, man har tilløb når man rammer den, men i en finale, ville jeg nok være alt for tung til at sidde med.

I starten af løbet holdte jeg mig egentlig bare fremme, gik lidt med i småryk, men ville vente lidt til vi var i nærheden af Regissebakken før jeg lavede mit første rigtige udspil. Æblebakken kom jeg relativt nemt henover, og kort før Regissebakken stak jeg, da det begyndte at gå ned af. Hullet blev slået, og nu skulle jeg bare henover, før de lette drenge kom med deres angreb bagfra. Det gjorde ondt, men jeg formåede at holde til toppen, hvor en 3-4 mand drønede forbi mig, og der måtte give fortabt i første omgang. Bagved kom der yderligere en 4-5 mand, og her hægtede jeg mig på, og blev kørt frem til de første. Her sad jeg bare rent på hjul. Bakken havde gjort mig lidt mør, så jeg lod det være op til de andre at skabe hullet til feltet. Det skete dog ikke og det hele blev samlet igen.

Ude på hovedvejen, på Svendborgvej, blev der kørt med ganske høj fart, og her lå jeg i 9-10 position, da der pludselig åbnede sig et hul foran mig mellem to ryttere. For at komme Svendborgbakken i forkøbet rykkede jeg væk med fuldkraft og fik Thomas Gjødsbøl, Herning CK, med. Hullet blev større og større, hvilket var perfekt. Inden bakken kom der en nedkørsel, og her lagde jeg mig helt ned på overrøret og kørt rigtig stærkt. Da jeg satte mig op på sadlen igen slog jeg et kig bagud, og måtte konstatere at Gjødsbøl var væk (han havde mekaniske problemer, fortalte han senere).

Jeg besluttede mig at køre hårdt henover bakken, og håbe at der eventuelt ville komme folk op bagfra. Det skete dog ikke, og det endte faktisk med, at jeg øgede afstanden til feltet på bakken. Så okay, hvad nu? Skulle jeg vente eller skulle jeg køre solo? Vurderingen blev at jeg havde et så stort hul, at jeg ville få mest ud af at køre solo, uden at gå all-out og vente på ryttere bagfra!

Da jeg passerede målstregen for første gang, solo, gav det sgu et lille kick, det indrømmer jeg gerne. Det er lidt specielt at køre solo, dog kun hvis man gør det foran feltet! 😉 Jeg kunne se at jeg konstant øgede til feltet, og jeg var nu kommet de mange ryk i forkøbet som der altid var når feltet var samlet, og skulle nu egentlig bare vente på at der kom folk op bagfra – dog helst ikke hele feltet.

Efter 4 kilometers solokørsel spottede jeg en gruppe bagfra, der havde kørt fri af feltet. Det var perfekt, så jeg satte farten en smule ned, og ventede på dem. Det var Søren Pedersen, Vejle CK, Jonas Jensen, Silkeborg og Rasmus Gøtke, Odense U23 som gav mig følgeskab. Vi fandt relativ hurtigt ind i et samarbejde, og snart kunne feltet ikke ses bagude mere. Og det hele gik rigtig fint, lige indtil vi ramte Æblevej. Her blev tempoet, for mit vedkommende, skruet for voldsomt op, og jeg endte i en mindre krise. Jeg tog stadig mine føringer, men følte slet ikke der var helt power igennem. På Æblevej havde vi i øvrigt lidt over et minut til feltet, fortalte min kone senere (hun skød billeder derfra).

Søren Pedersen, som groft sagt næsten er halvdelen af min størrelse, kørte tossestærkt henover bakkerne, og da vi kørte ud på 3. omgang måtte jeg sige til ham, at farten skulle ned, for ellers kunne/ville jeg ikke køre med rundt. Jeg ville så til gengæld betale tilbage med hårde føringer på de flade stykker. Jeg var nu virkelig mærket, og begyndte at tænke tanker som, at jeg bare skulle med hjem og få 4. pladsen hvis det var muligt. Jeg ved faktisk ikke om de andre opfattede det?

Søren satte dog heldigvis farten ned, men det hjalp ikke på min krise. Jeg spiste og drak alt hvad jeg kunne, for at få bare lidt energi tilbage i benene, og kort før vi var færdige med 3. omgang begyndte overskuddet stille og roligt at komme igen! Men hvor stort hul havde vi egentlig nu? Vores fart var gået ned, og ikke kun på grund af min krise.

Svaret kom hurtigt, for allerede få kilometer efter mål, på 4. omgang, kunne vi se en gruppe bagved, faktisk selvsamme sted som mine 3 følgesvende havde fanget mig 2 omgange tidligere. De kom stærkt, og vi blev hurtigt samlet. De var vist 6 og så var vi 10 i front.

Lidt inspireret af Eskil Vammen (som dog ikke kørte med i Nyborg), CK Aarhus, valgte jeg den aggressive kørestil. Det er før set, at når to grupper smelter sammen, så er der ryttere der tænker, at der er tid til at puste ud. Så jeg valgte at se om jeg kunne ryste posen lidt igen, og angreb. Det førte dog ikke det store af sig, og det blev samlet igen. Der kom lidt angreb hist og her, men det meste blev lukket rimelig hurtigt. Til sidst fik Kim Aabjerg, Herning CK, os overtalt til at køre rundt. Det var perfekt for mig, for i en så stor gruppe var der god tid til at spise og få pusten.

Fordi at det ikke kørte helt perfekt rundt, begyndte flere og flere at sidde over. Og sådan noget forplanter sig i en gruppe, specielt når folk er mærket, og jeg indrømmer da gerne at jeg også sad over, når andre nu gjorde det. Det gav så omvendt angreb i front, og til sidst måtte Mads Hardahl, Aalborg, give os alle en mindre opsang, men det virkede og alle kørte nu rundt. Bakkerne blev kørt jævnt, og nu skulle vi bare overstå sidste omgang, og køre finale.

Selvom jeg godt vidste, at mine chancer for en sejr var mindre end minimale, så var mit mindset hele tiden på, hvordan jeg kunne kringe den rundt til min fordel igen. Derfor traf jeg allerede tidligt på 5. omgang mine valg, om hvor jeg ville angribe. Første angreb ville jeg sætte ind på en kringlet nedkørsel kort før Æblebakken. Mit instinkt sagde mig, at der ville der blive angrebet på bakken, og der ville jeg nok få det svært. Så med 1,5 kilometer til bakken kom jeg med mit hug og rev jeg mig løs, fik dog en Odense-rytter med på hjul.

Ham lod jeg dog ikke tage en føring med det samme, og da jeg endelig var sikker på at hullet var stort nok, viftede jeg ham frem med albuen, men kun for at erfare, at han ikke ville eller kunne gå frem. Derfor måtte der en hurtig beslutning på bordet. Der var ikke tid til taktisk kørsel for mit vedkommende, for blev vi hentet var det slut. Så jeg valgte at tage slæbet hele vejen hen til Æblebakken, hvor hammeren slog til – i hvert fald for en stund.

Jeg ville lyve, hvis det gik stærkt op af, og allerede inden toppen blæste der ryttere forbi mig. Jeg besluttede mig at gamble lidt, og gik ikke med, da det ville kræve en voldsom accelleration fra min side. På toppen var jeg 5-10 sekunder efter, og nu måtte jeg håbe at der var krudt nok til at køre dem ind igen. Og heldigvis gik de lidt i stå, og hullet blev lukket. Jeg var stadig med i løbet! Hurtig tælling viste sig at der var 7 andre, ud over mig, tilbage! Søren Pedersen, Vejle, og Rasmus Gøtke, Odense var væk. Så mit angreb havde givet lidt pote!

Vi kørte igen rundt, og jeg prøvede at spare mig indtil næste angreb, som skulle sættes ind på en lang nedkørsel, som var ret teknisk.
Vi ramte nedkørslen, og den gik faktisk lidt i stå her, hvilket var mere end perfekt for mig. Jeg kom bagfra med god fart, susede venstre rundt om gruppen, og hullet voksede hastigt. Efter nedkørslen kom der igen et par småbakker, og jeg kunne se at samarbejdet bagved var velfungerende og jeg slækkede derfor på gassen, for jeg kunne se at de alligevel ville hente mig hurtigt.

Da gruppen nåede mig, angreb Kim Aabjerg, Herning kontra. Hvis der er én som jeg ikke vil give en meter i en finale er det Kim. Intet personligt, Kim er skide flink, men han kører også bare væk når han får chancen. Jeg rejste mig op og trådte til, for at holde hans hjul og pludselig hører jeg et metallisk skrald, og jeg står nærmest sidelæns over cyklen. Hvordan jeg ikke styrter, det aner jeg virkelig ikke, for jeg trådte et kæmpe hul i luften med 45 km/t mens jeg stod op! (Redaktøren gætter på du har øvet dig på en enkeltart sidste år Jeppe…)

Jeg får klikket i pedalen i igen, og kan konstatere, at den ikke er knækket, hvilket var min første frygt. Derefter troede jeg at det var kæden der måske var knækket, men heller ikke. Den var faldet af, og jeg kunne ikke få den op ved bare at skifte på forskifteren! Mens de andre øgede kraftigt til mig, måtte jeg erkende at jeg skulle af cyklen for at få kæden op igen. Så hurtigt af, og hurtigt på med kæden. Op på cyklen igen, og her fandt jeg “fejlen” – min pedalarm var flækket, og kunne ikke gribe fast mere.

I ren desperation prøvede jeg at køre videre med ét ben, og ned af gik det også fint med 45 km/t, men snart ramte jeg en lille ubetydelig bakke, og her måtte jeg erkende at 10-12 km/t og 250w watt med et ben ville blive umuligt på bl.a. Regissebakken og Svendborgvej. Løbet var slut, og jeg måtte holde ind ved en flagpost og låne en telefon.

Mens jeg sad i en vejkant og var bitter, skuffet og frustreret rev Tore Thøgersen, Odense U23, Mikkel Dreyer, Hammel og Mads Hardahl, Aalborg sig fri på Regissebakken og kunne køre om sejren, hvor Hardahl vandt foran Dreyer og Thøgersen. De andre kom ind meget kort tid efter.

Efter løbet var jeg enormt skuffet. En punktering kunne man næsten leve med, men en så freaky defekt som knækket pedalarm er så sjældent set, at jeg ikke kunne acceptere det! Det er frustrerende, når ens taktik er gået 99 % som planlagt, benene var ganske gode set i lyset af et hårdt løb, og formen generelt bare er lidt bedre end hvor jeg forventede, at man så for anden uge i træk ikke formår at komme igennem løbet til sikre point. Jeg havde ikke vundet løbet, det ved jeg godt, men jeg føler at jeg havde 2-3 sidste store skud tilbage til at skabe lidt ravage, og måske have skabt en situation hvor jeg kunne have nappet en god placering.

Turen hjem var dog stadig med rimelig god stemning da Kasper Sørensen havde vundet sit første licensløb i D-klassen efter stærk kørsel!

Næste uge weekend står den på Djurs om søndagen, hvor jeg satser på at mit held vender!