**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**

Med den danske elite kørte UCI løb fra fredag til søndag, måtte resten tage til takke med ét enkelt løb i denne weekend, nemlig i Nyborg. Forventningerne var i forvejen ikke superhøje, og man kan sige at det hverken blev det ene eller det andet. Læs dem evt. her.

Af: Jeppe Tolbøll

NYBORG, 127,5 KILOMETER.

Jeg ankom til Nyborg, hvor jeg havde Jacob Kruse Jensen, Herning CK, med i bilen. Jacob er tidligere Haderslev Starup CK-dreng, bor i Haderslev og er stadig medlem af klubben. Vi snakkede meget på vej derover om at Herning nok skulle tage en sejr i B-klassen, da de ville være alt dominerende.

Men da vi så var ved at parkere bilen mødte vi Frederik Zeuner, Herning CK og A-rytter, som Jacob lige hilste på. “Heh, vi skal køre sammen i dag!” sagde han! Shit mand! Et kombineret A- og B-felt! Vi var tilmeldt 56 mand på dagen, og der var vist nok 23 A-ryttere tilmeldt. Altså næsten 100 mand i feltet! Det ville blive vildt. Specielt fordi at Team TreFor – BlueWater stillede med hele 8 mand (det var der i hvert fald tilmeldt). Når det så oven i købet var Thomas Riis, og Asbjørn Kragh Andersen, vinder af GP Herning, så var det jo altså ikke ligefrem deres svageste kort – hvis man overhovedet kan tale om svage kort på det hold! 🙂

Nå, men ud og opvarmes skulle der. Og de fleste cykelryttere kender, den der følelse om, at der bare er et eller andet som er ‘off’ på cyklen. Den virkede tung og træg. Bremsen gik på baghjulet! Hvad var nu det for noget, det havde spillet så fint hele ugen, på de Black Inc. Wheels som jeg har til test.

Så jeg måtte af og justere, og på igen. Desværre havde jeg ikke ret meget kabel at give af, da jeg normalt kører på 20 mm fælge, mens Black Inc. er 24 mm. Den blev ved med at gå på selvom jeg rettede, og til sidst smed mine egne bremseklodser på, som var slidt noget mere ned. Det hjalp en smule, men den var stadig tung og træls, følte jeg. Det blev ikke til mere end 11 minutters opvarmning, og så skulle jeg til start. Og startede alt for langt tilbage, men det var okay, jeg skulle nok kunne få mig kørt frem.

Starten gik og det virkede ret roligt. Jeg begyndte langsomt at komme længere og længere frem af, men efter 5 minutter var der pludselig 2 foran mig, der kommer op og røre hinanden, og er lige ved at ryge ned, så jeg måtte hive bremsen hårdt. Og så gav det et lille ryk og så tog bagbremsen ikke fat mere. Kablet, troede jeg var knækket, men fandt bagefter ud af, at det bare havde sat sig fast – der skal nye kabler på!

DET BLEV EN KORT FORNØJELSE.

Jeg var virkelig i et dilemma. Jeg havde pludselig kun forbremsen, og jeg synes ikke den tog voldsom godt fast. Derfor var min bremselængde pludselig også meget længere end de andres. Jeg tænkte, at nu kører jeg mig frem, og laver et hug, og så må jeg se om jeg kan komme afsted. Det er nemmere at styre bremselængde i en mindre gruppe. Jeg fik fint kørt mig frem, men mistede konstant 10-15 placering ved hvert sving, så det var spildte kræfter. Jeg kom bare ikke længere frem, men lå konstant i 25.-30. position.

På den ene nedkørsel fik vi pludselig fart på, og foran mig var der en Randers-mand der var punkteret – jeg tror det var Rasmus Hvarre. Jeg bremsede, men der skete ikke så meget, og jeg måtte lavet et paniksving rundt om ham! Efter det var beslutningen nem! Jeg skulle ikke ligge i det felt mere – det var simpelthen for farligt.

Når jeg tænker tilbage på det, så skulle jeg være kørt ud af feltet med det samme da det skete, men jeg blev sgu nok for egoistisk. Jeg kunne ikke acceptere at mit løb skulle slutte efter få sølle minutter, så hvis folk føler, at jeg har været til fare for mig selv og andre; undskyld!

MEN MAN KAN JO ALTID TRÆNE LIDT…

Efter jeg satte mig selv af, besluttede jeg mig for at hoppe af, og pille bagklodserne af bremsen, så de ikke gik imod mere. Og så besluttede jeg mig for, at der skulle køres lidt intervaller. Det blev til 30 minutters høj AT-interval, hvor jeg hentede en del ryttere fra A- og B-feltet der var sat af. Da jeg kørte ud på 2. omgang blev jeg ramt af modløshed. Jeg var træt og skuffet over at løbet havde udviklet sig sådan for mig, så jeg mistede motivationen. Jeg vendte rundt og kørte tilbage mod mål. Mit løb var slut.

Undervejs på ruten blev jeg faktisk overrasket over hvor “nem” ruten egentlig var. Jeg havde frygtet bakkerne, men de virkede  slet ikke så slemme som jeg havde frygtet. Vinden var klar den værste modstander, og det havde nok talt til min fordel.

Nu kommer klicheen, som alle cykelryttere kommer med, når de har haft defekt, styrt, punktering og i den dur; Jeg følte jeg kunne have gjort det rigtig godt på ruten! Jeg ved godt det er en billigt udtalelse bagefter, og nemt sådan lige at slynge ud. Men det følte jeg bare godt jeg kunne! Havde det ikke været for den defekte bremse, så havde jeg kørt mig godt frem i feltet, og muligvis været med i knækket, da feltet blev splittet. Måske ikke i første gruppe, hvor det endte med 5 A-ryttere (3 fra TreFor -BlueWater) og 5 B-ryttere. Men jeg tror nu godt jeg kunne have kommet med i anden gruppe. Igen, hvis og hvis, det skete ikke, og det er bare ærgerligt.

Ud over at jeg er træt af at jeg ikke fik kørt løb, så er jeg også træt af at jeg ikke kunne få færdiggjort min anmeldelse og test af de Black Inc.-hjul. Det kommer så desværre først efter Horsens-løbet, som køres søndag d. 10. maj. Men der kommer selvfølgelig løbsforventninger dertil inden ugen er omme! 🙂

Løbet blev vundet af Andreas Hardahl, foran Thomas Riis, hvor Asbjørn Kragh tog 3. pladsen. Alle fra Team TREFOR – BlueWater.