**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**
En sindssyg weekend på Sjælland er overstået, og selvom det indeholdte et af sæsonens hårdeste cykelløb, så endte weekenden dog virkelig godt. Jeg havde regnet med at kunne køre finalen i mindst ét af løbene, men at det endte med sejr om søndagen, det var virkelig en glædelig overraskelse!
Forventningerne kan læses HER!
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: Piet Kobusch Simonsen, Michael Damm, Pia Ryttersgaard, CykelFoto
Med en meget sen start 13.51 lørdag, kørte vi først hjemmefra om morgenen, i stedet for at tage en overnatning ekstra på Sjælland. Derfor opgraderede vi den sparede overnatning til et dyrere overnatningssted hvor der var plads til 4 personer, og så inviterede vi vores venner Michael Damm, og hans kæreste, Mia, med. Michael søgte endda licens ugen op til, og besluttede sig for at køre i Køge.
Fælles for begge løb, var at dagene blev ret hårde, pga. en masse angreb. Jeg ved ikke om det var “Jydere” vs Sjællændere, der gjorde at alle skulle måle udstyr, men for dælen løbene var noget mere uforudsigelige end jeg før har været vant til i Jylland. Det var sådan set ret fedt 🙂
KØGE, 10 OMGANGE, 111 KILOMETER, 530 HØJDEMETEr
Da vi ankom til ruten kørte vi hurtigt en omgang i bilen. Det lovede ret godt, troede jeg. Der var stort set ingen bakker, og vinden lå faktisk således, at det ville blive et opløb i medvind.
Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente af løbet. Jeg kendte godt nok alle jyderne, og en lille håndfuld fra Sjælland. Så planen blev egentlig at jeg ville holde mig til Odder, da de har en rigtig god evne til at ramme de skide udbrud med mange mand.
Faktisk blev løbet så hektisk og hårdt, at det måske er den sværeste løbsrapport jeg nogensinde har skulle skrive!
Løbet startede med en masse angreb. Et par stykker slap væk rimelig hurtigt. Jeg gik med i et angreb bagfra, men pludselig blev der råbt den klassiske “Se op!” På vejen lå Frederik Rosenmeyer fra Odder! Jeg så ikke hvordan, men kunne bedst forestille mig, at han var kommet op og ride på et hjul. Hans briller lå i 2 dele på jorden, hvilket godt kunne tyde på at han havde haft hovedet i jorden! Der var allerede folk ved ham, så løbet fortsatte, og efter hvad jeg har hørt slap han vist ret billigt! God bedring, Frederik!
Alt i mens fortsatte løbet, og på 2. eller 3. omgang, efter et kontraryk på mig, slap en håndfuld ryttere væk! Og det skete så endnu 2 gange på kort tid. Jeg følte mig ret markeret i mine angreb, og var nok tydeligvis frustreret, for pludselig var der en gruppe på 9-10 mand der var kørt væk! Og selvfølgelig med Christian Bahr og Oliver Knudsen fra Team OK Kvickly Odder, som jeg jo bl.a. skulle holde øje med! Det var fandeme ikke godt nok af mig!
Jeg havde ikke tjek på hvor mange omgange vi havde kørt, men der blev pludselig angrebet hårdt, og så var vi 6 ryttere der var sluppet væk, men der var sgu langt op til fronten, som vi kun kunne se på de lange lige strækninger. Dog arbejdede alle knald hårdt, og jeg var så arrig, at jeg kom til at tage et par lange, og måske for hårde føringer, når folk sad over. Den eneste der ikke bidrog for alvor med arbejdet var Stefan Ryom, Odder, da han jo havde alibi med 2 mand oppe foran! Jeg vurderede, at nogle af de andre ganske enkelt var på limit, og måske havde brug for luft. Jeg havde selv åndssvagt gode ben, og vi kunne alligevel lige så godt give den alt, for vi havde jo intet at miste! På et tidspunkt talte jeg 35 sekunder, mens vi omgangen efter havde fået dem ned på 20 sekunder! Det gav blod på tanden!
Og efter 2-3 omgange med hård jagt fik vi fanget frontgruppen. Lige da vi fik kontakt blev der angrebet igen, og i de næste mange kilometer var det angreb på angreb, og ingen samarbejde overhovedet. På et tidspunkt slap en lille gruppe væk hvor Sander Andersen, ABC, kom med, sammen med Frederik Leicht, FBL, og Nichlas Eberhard Sørensen, Lyndby. Og nu blev jeg for alvor markeret! Hvert angreb jeg lavede blev stille og roligt kørt ind igen af “gamle” Michael Gamst, fra ABC! Det frustrerede mig så meget, og til sidst lod jeg mig falde ned igennem gruppen, med Gamst på dæk, og slap ganske enkelt udbruddet. Jeg kiggede på ham, og uden at sige noget signalerede jeg, at jeg var villig til at vi begge ville tabe løbet, hvis han konstant neutraliserede mig. Dog sagde han, at han blev nødt til at dække mig, da jeg måske var stærkest i gruppen og han jo havde Sander ude foran! Fair game, i situationen var jeg irriteret, men bagefter gav det jo god mening.
Beslutningen om at lade mig falde tilbage og lave en slags “chicken” med Gamst var ikke smart. For han var mere iskold, end jeg var, så pludselig måtte jeg lukke det hul selv, med Gamst som blind passager! Flot Jeppe, din kegle! Dog lukkede jeg hullet overraskende nemt, og jeg kunne mærke at benene virkelig var gode. Derfor måtte jeg i stedet for at rykke, prøve at lukket hullet til Sander-gruppen! Faktisk fik vi lukket hullet så meget, at jeg på et tidspunkt fik Gamst væk fra mit hjul, og derfor fik jeg angrebet i et godt hug.
I løbet af kort tid var hullet lukket til gruppen foran, men desværre var resten af udbruddet bagved os lige efter, og det hele blev samlet igen!
Endnu flere angreb, og med godt 30 kilometer igen var der en smule stilstand og Gamst rykkede væk! Jeg var selv kogt på det tidspunkt efter et angreb, så havde ikke benene til at køre med. Jeg er ikke helt sikker på, at mange af de yngre drenge aner hvem Gamst er. For ham burde man ikke lade køre.
Der var stadig intet rigtig samarbejde, og pludselig kørte Sander Andersen sgu også væk! 2 ABC-ryttere i gruppen og begge lå nu ude foran, mens vi andre ikke kunne blev enige om noget som helst. Og vi manglede altså kun 2 omgange! Jeg havde stadig overskud, men følte meget at det var nyttesløst at blive ved med at hugge og hugge i stedet for at samarbejde. Og halvvejs på 2. sidste omgang kørte Frederik Leicht og Christian Bahr væk, og jeg sad forkert og kom ikke med. Jeg prøvede med et angreb, men blev lukket. Jeg var virkelig træt af det hele lige nu. Så jeg besluttede mig for at lave ét hug mere, og lykkedes det ikke, så var det klargøring til spurten. Jeg huggede med alt hvad jeg havde, og nu fik jeg sgu hullet, men havde dog ét hjul lige bagved mig! Jeg slog et blik bagud! Det var Oliver Knudsen, Odder! Nå, jeg forventede ikke at han ville gå frem, og køre Bahr ind, så jeg prøvede ikke engang at vifte ham forbi. Jeg var ret sikker op, at top 4 var væk, og om det blev til 5. eller 6. pladsen var egentlig ret ligegyldigt for mig.
Pludselig kunne vi dog se Bahr og Leicht! Og jeg kørte ind på dem! Med godt 4-5 kilometer til mål fangede vi dem, og Oliver angreb lige med det samme, som han naturligvis skulle. Leicht reagerede ikke, så jeg måtte. Jeg var lige ved at slippe Oliver, men vidste også, at hvis jeg gjorde det, så ville han med stor sandsynlighed køre væk. Jeg holdt ham i snor, og Bahr prøvede nu, med et angreb, men ikke helhjertet. Jeg kiggede frem og spottede pludselig B’s førerbil! “Fuck vi er jo tæt på de forreste!”, tænkte jeg, men vidste også godt at der var mindst 20-30 sekunder op. Dem nåede vi ikke.
Der blev angrebet lidt i finalen, men Odder lavede en geni-streg på de sidste 600 meter. Bahr og jeg battlede lidt om at få lov til at indtage 4. pladsen til spurten. Og det udnyttede Leicht og Oliver til at køre en lang spurt. Leicht virkede kogt, så Oliver smuttede forbi ham. Jeg måtte acceptere at have Bahr bagved mig til spurten og samtidig lige skulle lukke 2-3 meter til Oliver. Ikke optimalt.
Og jeg må indrømme at jeg var ristet til sidst og tøvede for længe! Og da Bahr åbnede sin spurt vidste jeg allerede at det var for sent. Han kom med meget mere fart, og jeg prøvede dog, men uden skud. Jeg fik mig klemt forbi Oliver, og blev 4’er.
Sander Andersen nåede op til Gamst og vandt sgu løbet. Imponerende godt kørt!
Jeg var ikke som sådan utilfreds efter løbet, men jeg var heller ikke rigtig forløst, følte jeg. Jeg var nok bare lidt indebrændt. Selvom løbet havde været hårdt, så havde jeg haft kongeben, men tøvede måske for mange gange. Da jeg kom hjem og analyserede på mine watt-tal, blev jeg da også noget overrasket med 344w i snit for hele løbet og en NP på latterlige 409w!
ORDRUP, 11. OMGANGE, 103,4 KILOMETER 913
Lige som ved Køge-løbet tog vi en omgang i bilen, da vi ankom. Modsat Køge, var løbet her noget mere kuperet, men mange af bakkerne var power-bakker, med undtagelse af opløbet som var ret tricky. Man kom med god fart ned af, men bakken kom så i 2 knæk, og den steg altså lidt mere til sidst, end hvad jeg var helt komfortabelt med. Der var stort set ingen vind, så løbet kunne igen gå hen og blive et rent indianerløb.
Da løbet blev sat i gang hamrede 3 mand væk fra feltet fra første meter. Ingen reagerede, og det passede mig faktisk fint nok, at vi ikke skulle ligge og køre fuld gas allerede fra starten. De fik hurtigt hul, da feltet lige skulle trille i gang. På løbets første bakke kom de første angreb fra feltet, og et par ryttere fik lidt hul. Jeg ville lige se tiden an, så gik ikke med i starten. Rytterne blev lukket ned igen, og jeg angreb, men følte at jeg havde hele feltet på ryggen. Jeg fik ikke hul, så opgav igen. Så kom der et kontraryk og 2-3 ryttere fik lov til at få hullet. Der i blandt var der Christian Bahr og Ryttersgaard fra Team OK Kvicky Odder! Jeg prøvede igen, men fik ikke lov, og da jeg blev lukket slap der endnu et par ryttere væk. For satan da! Jeg blev lukket, mens andre fik lov til at sejle væk? Jeg ved godt, at jeg var i god form, men de skulle altså ikke forvente, at jeg lukkede alt ned.
Hen over opløbsbakken blev jeg ret glad. Den var altså ikke så slem som frygtet, og der var tydeligvis folk der havde det værre end mig. Omgangen efter var præget af mange angreb, og vi kunne konstant se folkene ude foran, så de fik ikke lang snor, selvom der ikke var noget samarbejde i feltet. Så jeg kørte ned bagved da vi nærmede os afslutningen af 2. omgang, for det var tydeligt, at man måtte væk i grupper.
Efter opløbsbakken og ud på 3. omgang satte jeg tempo på og fik et hul. Dog ikke mere end det igen hurtigt blev lukket. Dog havde jeg på fornemmelsen, at feltet kunne knække når som helst. Jeg besluttede mig for at prøve på en mindre bakke 1,5 kilometer inde på ruten efter et skarpt højresving på nærmest 180 grader. Jeg gentager lige: Jeg ville forsøge mig på bakken! Der er sgu sket meget med 8 kilo siden sidste år, når jeg kan angribe på bakker!
Jeg sørgede for at komme først rundt i svinget i rette gear, og angreb hårdt. Jeg kunne se én rytter der gik efter, og at feltet mere eller mindre gik i stå. Jeg slog et kig bagud. Rytteren bagved mig var Oliver Knudsen, der igen fangede mit hjul. Ville han hjælpe mig når han havde ryttere ude foran? Jeg satsede ikke på det så holdt min føring hen over bakken og på den efterfølgende nedkørsel, hvor vi pludselig var meget få sekunder fra gruppen foran os. Jeg lavede et flick med albuen mod Oliver, som tog i mod den og tog føringen og vi fik lukket hullet.
Der skulle lige laves status. Der var 5 ude foran med Bahr som den eneste. I gruppen hvor jeg lå, var vi omkring 6-7 mand, hvoraf Odder havde fået Anders Hørslev, Sebastian Ryttersgaard og Oliver Knudsen med. Dog virkede det lidt som Odder sad over, men tænkt tilbage retrospekt, så er jeg faktisk ikke sikker på at de gjorde det. Det passede i hvert fald med, at vi passerede Michelle, der tog billeder, som bagefter sagde at jeg skældte dem meget ud. I så fald, undskyldning herfra, men de havde helt klart fordel ved at få det lukket med os andre, så de var flere i front.
Hurtigt fik vi lukket frontgruppen. En hurtig optælling gav en gruppe på 11 mand i alt. Vi prøvede at køre rundt, men jeg følte virkelig, at der ikke var nok tempo på! Hvorfor trak folk ikke igennem, tænkte jeg!? Nu her, hjemme i sofaen, må jeg jo nok blot erkende, at jeg igen havde kongeben. Jeg var stort set ikke mærket, og når jeg har det sådan på cyklen, så stoler jeg ikke nok på min styrke måske, og mener at andre snylter. Måske noget selvtillid til egne evner, som jeg skal arbejde lidt mere med? 😉
Ellers kørte vi godt rundt, på trods af min tvivl på folks dedikation, men pludselig så vi en gruppe bag os! Der var nogen på vej op! “Kom så, drenge, en op, vi skal ikke have Sander op!” var der en der råbte. Det kunne jeg faktisk ikke være mere enig i. Han var jo godt kørende. Dog ændrede det ikke det store på farten, og knap en omgang senere, på 5. omgang, var der kontakt, på samme bakke hvor jeg angreb feltet. I gruppen var der bl.a. Sander Andersen, ABC, og Sebastian Rathje, Herning CK Elite pb Look.
Jeg spurgte hurtigt Sander, hvor mange de var kommet op. 5 ryttere. Okay så var vi 16 ryttere, og det kørte altså ikke optimalt. Derfor trillede jeg ned bagved og satte mig på hjul. Jeg ville ikke spilde kræfter, så længe der sad 3-4 mand på hjul uden at bidrage. Jeg ville blive siddende indtil folk begyndte at blive sure over at jeg sad der. Samtidig kunne jeg også spise lidt.
Faktisk fik jeg lov til at sidde her næsten en hel omgang før vi ramte bakken hvor jeg før rykkede fra feltet. Der blev rykket lidt, stop and go, og den gik i stå på toppen. Så på nedkørslen efter bakken angreb jeg og fik 3 andre med mig.
Mens vi lå ude foran måtte der være sket angreb i resten af udbruddet. For efter et par kilometer fik vi kontakt af 5 andre ryttere, og resten var væk. Nu var vi 9 mand, og pludselig var der en stor enighed om at vi skulle afsted! Så derfor fandt vi lynhurtigt ind i et samarbejde og sidenhen så vi os ikke tilbage. Vi var:
– Christian Bahr, Team OK Kvickly Odder
– Oliver Knudsen, Team OK Kvickly Odder
– Sebastian Ryttersgaard, Team OK Kvickly Odder
– Sander Andersen, ABC
– Sebastian Rathje, Herning CK Elite pb Look
– Rasmus Eugen Ulstrup Kunosson, Holbæk Cykelsport
– Mads Mondrup, Give CK
– Mads Lundh, CC Hillerød
– Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK
Herefter gik det meget nemmere. Der var nul stres og alle kørte mere rundt og det var tydeligt at vinderen skulle findes blandt os. Det passede mig glimrende!
Nogle virkede mere mærket end andre, og da vi kørte ud på 4. sidste omgang forcerede jeg kort på opløbsbakken. JA, jeg gjorde. PÅ bakken! Jeg ville lige se om man kunne ryste folk af, hvis de var trætte. Ingen blev dog sat, men der blev pludselig råbt meget af folk, om at de “…fucking ikke gad lukke huller, når det ikke var dem der lavede dem!” – det var positivt at folk reagerede sådan. De betød at de var trætte, vurderede jeg!
Vi fik dog gang i samarbejdet igen. Og faktisk kørte den fornuftigt indtil 4 kilometer før vi skulle ud på sidste omgang. Jeg ville angribe, for jeg følte mig ikke sikker på opløbsbakken, selvom jeg havde stort overskud sådan helt generelt.
Så det passede med, at da vi ramte et fladt stykke med ca. 3 kilometer til at vi skulle ud på sidste omgang fandt jeg mit moment. Det passede faktisk med, at Christian Bahr lå lige bagved mig i rulleskiftet, og kunne jeg få ham med, så kunne jeg måske bruge ham, da han bare skulle i Top 4 for at komme i A-klassen. Måske kunne jeg tvinge ham til at arbejde mere end han var glad for, så jeg måske kunne slå ham i spurten?
Jeg rykkede i hvert fald væk med fuld kræft. Jeg fornemmede at jeg fik hul, men der var vist et par ryttere på mit hjul. Jeg gav den lige et nyk mere, før jeg kiggede mig tilbage. Jeg havde ikke fået Bahr med, men i stedet hans team-kammerat Sebastian Ryttersgaard, samt Rasmus Kunosson, Holbæk. Vi havde måske 10 sekunder, men en hurtig tanke strejfede mig. Hvis Odder ikke ville hjælpe med at føre, og Rathje var træt – han havde haft svært ved at føre igennem – så var der kun Mondrup, Lundh og Sander Andersen til at føre nede bagved, hvilket ville give en 3 mod 3-situation. Det var altså ikke helt dumt! Ned mod opløbet og op af opløbsbakken var det nærmest all-out, og her led jeg faktisk ret meget, men det fornemmede jeg også at mine 2 følgesvende gjorde, men vi skulle holde den stram henover, så de ikke kunne rykke op til os bagfra.
Klokken ringede for sidste omgang. Ryttersgaard og jeg tog nogle gode føringer, mens Kunosson var træt efterhånden. Han var en del af den trio der rykkede direkte ud af startboksen, og havde været hele dagen i udbruddet. Så det var ikke så underligt.
Da vi rundede det 180 graders sving kort efter mål, spejdede jeg bagud og vurderede at vi mindst havde 20 sekunder og 7 kilometer til mål. Vi øgede sgu. Da jeg ikke kendte Kunosson havde jeg en eller anden ide om, at han måske snød os, men jeg vurderede også, at vi skulle tættere ind i finalen, før jeg for alvor skulle tænke på at køre finale. Indtil nu måtte målet hedde, at det var podiet vi kørte for.
Det var ret hårdt, men jeg fornemmede at vi stadig øgede. Efter de sidste bakker med 3 kilometer til mål søgte jeg over i venstre side at vejen, for at se om, de bagved var i sigte. Det var de ikke, og samtidig fik jeg et hul på 3-4 meter. Den måtte jeg prøve at køre på, men Ryttersgaard var over mig med det samme og fik lukket. Vi fik kørt et par skift mere, før jeg besluttede mig, for at jeg ikke ville vige fra 3. pladsen i vores gruppe! Jeg håbede at Kunosson var så træt, som han så ud, og jeg vidste at Ryttersgaard ikke havde den store spurt. Han var dog noget lettere end mig, hvilket kunne blive hans fordel.
Sidste kilometer! Jeg forblev cool, og nægtede at fravige mig 3. position. På nedkørslen inden mål tog Kunosson fronten med Ryttersgaard på hjul. Med 300 meter igen åbnede han i front, men hurtigt gik Ryttersgaard forbi ham.
Opløbet kom i 2 knæk, med en bakke, en lille nedkørsel, og så en stejl rampe igen før den fladede ud de sidste 30-40 meter.
Så på nedkørslen lå jeg perfekt bag Ryttersgaard. Mine ben var ikke helt tilfredse, men jeg kom med momentum fra den lille nedkørsel, og det skulle jeg udnytte. Hvis farten røg ned, ville min vægt hæmme mig mod Ryttersgaards lettere krop. Så derfor åbnede jeg, og skød forbi Ryttersgaard. Jeg fornemmede, at han ikke kunne holde mit hjul! Et hurtigt kig under albuen gav mig ret!
På det sidste stykke af bakken måtte jeg begynde at geare ned i lettere gear! Det gav mig en vild fornemmelse af panik! Var jeg ved at gå i stå nu, for jeg trådte næsten firkanter? Da jeg hørte speakeren råbe “Det bliver en sikker sejr i B til….” – mere hørte jeg ikke. “Sikker sejr” og “B” var nok til at jeg vidste den var hjemme.
Sebastian blev en flot 2’er, og med de føringer han tog på sidste omgang, havde han i min bog fortjent at vinde, hvis det da ikke lige var fordi jeg selv var med. Mandfolke indsats!
Med blot 3 ugers racing har jeg nu skaffet mig 60 point! Det vil sige at jeg er 50 % i A-klassen, hvis jeg trækker den til de 120 point jeg må score maks, før jeg bliver tvunget op. Om 20 point kan jeg lade mig rykke op. Det var dog slet ikke mit mål at skulle i A så hurtigt! Faktisk måske overhovedet ikke.
Formen har været over alle forventninger, og jeg ved altså godt at jeg har ydet meget henover vinteren, men havde ingen ide om, at det ville være så vildt. Jeg kan faktisk ikke helt tro det!
Jeg holder løbsfri i weekenden, så næste licensløb bliver først d. 5. og 6. maj i henholdsvis Randers og Djurs.