**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**
En sindssyg weekend er netop overstået og jeg kan godt sige at jeg levede op til egne forventninger, og samtidig klarede mig langt bedre end hvad jeg havde håbet på. I mine løbsforventninger havde jeg regnet med et point i Hobro og samtidig meldt ud at jeg mente jeg kunne køre med om sejren i Næstved. Optakten finder du HER!
Af: Jeppe Tolbøll
RIGTIGT VÆDDELØB I HOBRO:
Jeg havde hørt meget dårligt om ruten, forstået på den måde, at den slet ikke skulle ligge til min type som rytter. Samtidig var der ca. nul vind og en 6-7 FrederikshøjCC ryttere til start. Derfor var der ikke den store optimisme omkring forventninger til en topplacering. Men afsted kom vi og som det åbenbart er blevet for vane i C, så gik starten MEGET stille og roligt.
Ingen vilde ryk eller noget, men en jævn god 35 km/t-kørsel.
På et tidspunkt var der dog en gut fra Svendborg der besluttede sig for at åbne ballet ved et angribe ned af, i medvind, hvilket var ret dumt da feltet rullede med +50 km/t. Man skal virkelig træde for at kunne slå hul der. Han blev også hentet kort tid efter. Derefter var der lidt små hug, ét hvor jeg selv var med, men intet som på noget tidspunkt var seriøst.
Men da vi ramte rutens værste bakke, cirka halvvejs på ruten, blev der åbnet op – og jeg led, som jeg altid gør ved +5 % stigninger! Det var ikke fordi jeg frygtede at falde af, men bakken var sgu hård. Umiddelbart derefter måtte jeg lige sunde mig et par minutter nede i feltet.
Mens jeg sad der, og lige fik styr på pulsen og syren, kørte der pludselig en stor gruppe væk foran, hvor blandt andet Nicklas Runliden, Horsens AC, Kim Kristoffer Aabjerg, Herning, Torben Ternstrøm, Tønder, og 2 FrederikshøjCC ryttere sad. Jeg tror der var 12-15 mand! Det var alvorligt, og de havde fået stort hul. Der var kun én mulighed. Det skulle lukkes og uden at feltet kom med. Ud til siden, 53/11 og afsted. Det gav en hidsig jagt på små 2 minutter før der kom kontakt og det gjorde ondt! Jeg måtte have vejret i nogle minutter før jeg kunne bidrage til arbejdet, men jeg havde ikke fået nogen med op.
Kort tid efter kom Morten Lambert fra FrederikshøjCC han må have set hvad jeg havde set, det var nu man skulle med ellers var det slut. Nu var vi for alvor en god gruppe, og samarbejdet fungerede.
SELVFØLGELIG FØRER MAN IKKE, NÅR EN HOLDKAMMERAT ER PÅ VEJ OP!?
Da vi var ved at afslutte 1. omgang, af 3 omgange, kiggede jeg bagud og spottede min klubkammerat, Michael Damm Kohberg, som var på vej op! Jeg ville gerne have ham op, både fordi han er en god kammerat, og fordi det gav flere taktiske muligheder. Derfor satte jeg mig på hjul, og det blev nogle folk lidt sure over, men sådan er det. Det er cykelløbets præmisser, jeg tager ikke føringer, hvis en kammerat var tæt på at komme op, slet ikke når det er en kammerat der øger mine chancer for at vinde.
Michael kom op og ved en hurtigt tælling talte jeg 17 ryttere, inklusiv mig selv. Men gruppen var for stor, så en del sprang føringer over, og der gjorde jeg også selv da jeg opdagede det. Med 3 fra Frederikshøj tænkte jeg, at de pønsede på noget. Allerede nu var der dog et par stykker der røg af bagfra.
Da vi ramte den hårde bakke igen, blev der ikke rykket, men Michael Kohberg, fra min klub, kørte op foran og skruede et godt tempo på. På toppen fik den yderligere et nyk op af da andre tog over og pludselig var vi kun 10 tilbage! Det var tydeligt at finalen skulle stå blandt os.
Tilbage var:
Morten Lambert, Frederikshøj CC
Michael Larsen, Frederikshøj CC
Jacob Holme, Frederikshøj CC
Morten Leth Jensen, Horsens AC
Nicklas Runliden, Horsens AC
Torben Ternstrøm, Tønder AC
Kim Kristoffer Aabjerg, Herning CK
Jonas Rernböck, Holstebro CC
Michael Damm Kohberg, Haderslev Starup CK
og undertegnede.
Vi kørte ganske fint rundt uden fnidder, indtil vi kørte ud på sidste omgang.
Som ventet begyndte FCC at rykke på skift, Horsens prøvede også at udnytte at de var to stærke ryttere i finalen, hvordan skulle man kringle den? Jeg fornemmede på Michael, at han ikke havde kræfter til at lave de hidsige ryk, så hvis vi skulle udnytte at vi var to mand, måtte det blive i en defensiv rolle. Jeg sagde til ham, at hvis en af os kom i en frontgruppe så måtte vi nægte at samarbejde. I hvert fald i starten, så vi kunne spille vores kort bedre senere i finalen!
Desværre fortsatte rykkende fra stærke Horsens og stærke FCC, til sidst blev det for meget for Kohberg der desværre måtte slippe gruppen, og kørt tid efter røg Jacob Holme fra FrederikshøjCC også. At Holme røg af, gjorde at FCC blev lidt mere konservative med deres ryk.
Men der blev stadig rykket og på et tidspunkt følte jeg, at jeg snart ville knække. Kunne man blive ved med at rykke med, og lukke hullerne? Det var både hårdt fysisk, men også mentalt!
Men så skete det, en ren Paulini sniger. Kort før bakken får jeg sneget mig lidt væk i fronten, da der var lidt stilstand i gruppen og pludselig var der 5-6 sekunders hul, – “fint, jeg prøver at holde den jævnt over bakken” var min eneste tanke, jeg lagde mig jævnt på mine watt og trådte til, og det lykkedes! Jeg kom over uden at blive en del af de angreb som kom på bakken. På toppen fangede Morten Lambert mig, men jeg havde ikke sindssygt meget at køre med lige der. Han kørte godt til, den kære Lambert!
Kort tid efter kom Morten Leth Jensen op til os, og nu skulle den bare have gas, for bagved ville Michael Larsen, FCC og Nicklas Runliden, Horsens formentlig sidde over og derved var der kun Ternstrøm, Rernböck og Aabjerg til at lukke. 3 mod 3.Desværre fik de lukket ret hurtigt inden det faktisk blev til noget, overhovedet. Derefter kom lidt ryk fra FCC og Horsens, men der var pludselig ikke så meget mere krudt i angrebene mere. Det lignede en spurt i vores gruppe.
– Og det blev det så!
MIN BEDSTE SPURT TIL DATO, MEDVIND OG MANGE WATT ER EN GOD KOMBI!
Med 3-4 kilometer til mål holdte angrebene op, og folk begyndte at gøre sig klar til sprinten. Opløbet bestod af 800 meters lige, bred vej i medvind. Perfekt til mig! Rundt i svinget, lå jeg i 5-6 position, og der blev åbnet med det samme af Jonas Rernböck, som slog et mega hul. Jeg nåede at tænke, “Nå den napper han sgu!”, men de andre i gruppen gav ikke op, jegg tror at det var Michael Larsen, der satte jagten ind.
Jeg sad nu i 4. position og kunne se at vi nærmede os Rernböck, men at det bare ikke gik stærkt nok, så med ca. 250 meter til mål gik jeg all in! Jeg følte at jeg kom afsted med god fart, men spottede Ternstrøm i modsatte side, til venstre. “Åh, nej, han er også hurtig, og han fanger jo nok mit hjul!” tænkte jeg, mnn der var intet at gøre, spurten var åbnet. Med 150 meter igen fangede jeg Rernböck der blev passeret, jeg måtte dog sætte mig ned, grundet voldsom høj kadence.
Jeg kiggede mig kort over venstre skulder og kunne se at Ternstrøm ikke var kommet tættere på! Jeg turde dog ikke tage nogen chancer, så jeg spurtede helt til stregen, før jeg, fyldt med syre, kunne knytte den ene næve i vejret, for en uventet sejr! Den havde jeg 100 % ærligt ikke troet var mulig.
Ternstrøm sluttede på 2. pladsen, mens Kim Kristoffer Aabjerg tog 3. pladsen. Altså ingen Horsens-ryttere eller FCC ryttere på podiet. Om de havde brugt for meget krudt i rykkene ude på ruten, eller om de bare ikke sprinter-typer, ja, det kender jeg ikke helt dem godt nok til. Ved dog at Lambert godt kan køre en spurt, men som han selv fortalte mig, så mangler han lige det sidste for at ramme formen. Når han først kommer i form, så bliver de andre C-ryttere nok kede af det! 🙂
Da jeg kom hjem kiggede jeg på min watt-fil, og hele 15 gange var jeg på +1000 watt for at lukke huller. Det er helt skørt. I spurten ramte jeg 68,8 km/t i maks fart, så der var knald på! Det er den bedste spurt jeg nogensinde har kørt. Herefter var det bare hjem til Haderslev for at være vågen 3 timer, før jeg skulle i seng. Vækkeuret ringede nemlig kl. Alt-alt for tidligt inden afgang til Næstved næste morgen.
NÆSTVED, DEN HER LIGGER TIL MIG!
“Hvor er man dog bare en idiot! Der er fandeme for dumt, det her!” Dette opsummerer kort min indre stemme, alarmen på telefonenen ringede kl. 05, søndag morgen!
Vi var 4 fra klubben der havde besluttet os for at tage den lange vej over til Sjælland for at køre cykel. Det kræver altså at man er lidt dum. Vi var, ud over mig, Hans Christian Iversen, H40, Kasper Sørensen, D, og Nicolai Jørgensen, A (som dog kører licens for Odder).
Jeg havde jo på forhånd sagt at det var sejren der talte, så da vi ankom og blev ledt ud på ruten for at komme til mål, og derved så hvor teknisk den var mange steder, så blev jeg lidt glad. Det var min fordel, da min svingteknik er ganske god.
Jeg følte faktisk at det største problem var, at jeg stort set ikke kendte mine konkurrenter. Kort før start snakkede jeg dog kort med Kasper Thomsen, fra Ordrup, som er tilflytter fra CK Djurs, som hurtigt gav mig et par fif. Dem glemte jeg dog hurtigt igen, desværre.
Men løbet kom i gang, men heller ikke her var der voldsomt meget aktivitet i starten. Og det skete heller ikke rigtigt før vi havde kørt 10 kilometer. Jeg havde fået kørt mig frem da vi ramte de første tekniske stykker, og “pludselig” var jeg kommet afsted sammen med Morten Holm, fra FBL.
Normalt ville jeg ikke køre fuld gas når vi kun er 2, men jeg følte virkelig overskud, så vi kunne vel godt lige prøve at se hvor længe vi kunne holde den kørende. Efter 3-4 min kiggede jeg bag ud og så da en gruppe på 4, som var på vej op. De kom stille og roligt tættere og tættere på os, mens de øgede fra feltet. Jeg sagde til Morten Holm, at vi burde slække lidt på farten og få de andre op. Det gjorde vi så, og pludselig var vi 6. Blandt andet 2 fra Aalborg-udbruddet fra sidste weekend. Vi fandt lynhurtigt ind i et samarbejde og kørte stærkt rundt. Gruppen var bestående af:
Morten Holm, FBL
Kasper Thomsen, Ordrup CC
Anders Fynbo, ABC
Filip Domagala, Amager CR
Nikolaj Nielsen, Næstved BC
og så mig selv.
DET AFGØRENDE UDBRUD VAR AFSTED!
Efter 20 minutter i udbruddet var jeg sikker på at det her skulle være os der kørte for at vinde løbet. Selvom vi kørte stærkt så var der konstant overskud. Mine watt var gode, og pulsen aldrig over 80 % af max, bortset fra på løbets ene “bakke” – en lille knold med modvind.
Ude på 2 omgang, af 3, begyndte jeg at spotte træthed hos to, Morten Holm måtte sidde et par føringer over, mens Nikolaj Nielsen flere gange rystede benene. Selv følte jeg stadigvæk et stort overskud, og overvejede kort med 45 kilometer igen at angribe for at splitte gruppen. “Nej, det er for tidligt” – overbeviste jeg mig selv om.
Vi kørte derved stadig rundt, men jeg fornemmede at farten var faldene. Var de trætte? Det var godt, jeg sad stadig med sygt gode ben! Jeg begyndte derfor at tage mine føringer en tand hårdere for at slide på lidt på de andre.
Da vi ramte 3. omgang (30 kilometer fra mål) besluttede jeg mig for at lave første stik. Jeg fik hul, men fik ingen med. Jeg holdte presset på i håb om at der ville komme en eller to op bagfra. Men det gjorde der ikke. Jeg lod mig hente igen. Jeg havde stadig overskud, så ud af hvert sving trykkede jeg lidt på pedalerne. De skulle køres møre. Jeg forsøgte et par gange at komme væk, men de holdte hjul, og ingen knækkede.
Med 16,5 kilometer igen (det tal tjekkede jeg da jeg kom hjem – ude på ruten var jeg ikke klar over det), lå jeg i 2. position rundt i et lidt lumsk højresving. Nikolaj Nielsen kom lidt for langt ud og jeg gik forbi ham i inderbanen, nu skulle det være, afsted afsted!
Det var perfekt, jeg fik hullet uden at træde igennem, og så kunne jeg rigtigt sætte tryk på. Jeg forventede lidt at de ville jage med det samme, men der var ingen reaktion, og så slog det (åbenbart) klik i hovedet på mig 😉 Jeg tænkte at nu lagde jeg den bare på min lave ende af Z5 på watt i en 4 minutter.
STØRRE OG STØRRE HUL, KUNNE JEG KØRE DEN HJEM?
Jeg fik bare større og større hul, og glemte efter 2-3 min alt om at holde de watt. Jeg kørte bare på fornemmelsen og brugte kun wattmåleren når der gik op over knoldene for ikke at gå for dybt. Efter 10 minutter alene ude var jeg ret tæt på at brække mig, da jeg efter en slurk vand, gylpede lidt op, det var ikke så sjovt, og helt kontrolleret var det nok heller ikke, men nogle gange må man bare lukke øjnene, slukke hjernen og træde i pedalerne.
Jeg kunne se de andre bagved og skød mit forspring til at være 25-35 sekunder, og pludselig begyndte jeg at tvivle på mig selv, burde jeg holde igen, til hvis de fangede mig? Nej, det var for sent nu, blev konklusionen, kør til du dør! Nu blev det en kamp mod hjernen – “Ignorer, accepter, ignorer, accepter!”
Jeg skulle acceptere at farten gik ned på de få stigninger der var, uden at gå i panik, og ignorere smerten! Det blev jeg ved med at tænke, man tænker nogle underlige tanker når man ligger derude og lider!
Der var noget længere til mål end jeg regnede med, og jeg måtte til sidst slå over og kigge på min “Distance” på min Garmin, kun 3 kilometer igen! og ingen bagude, så langt jeg kunne se tilbage. For fedt! Det går pludselig op for mig hvad jeg lige har gjort.
Da jeg kørte de sidste 700 meter ind på opløbsstrækningen var jeg stolt og glad! Jeg kunne godt have ventet og satset på spurten, men valgte at gå efter solo-sejren. En solosejr når man at nyde 1000 gange på vej ind mod mål, hvor en spurt er så intensiv, at man “kun” fatter det så snart man rammer stregen. Med 300 meter igen hævede jeg armene for en – hvis jeg selv skal sige det – suveræn sejr. De andre kom først ind lige over 1 minut senere, hvor Morten Holm vandt spurten foran Anders Fynbo.
KONKLUSION PÅ WEEKENDEN, BURDE VÆRE STARTET I B.
Det blev meget bedre end forventet. To total modsat kørte løb, men med samme resultat. Lørdag måtte jeg køre voldsom meget i defensiven og forsvare, for at redde den hjem, hvor jeg søndag kørte et af de mest offensive løb, jeg nogensinde har kørt.
Kigger jeg tilbage på hele min C-sæson i år, så erkender jeg nu, at jeg burde være startet i B-klassen, men jeg var for stor tøsedreng! Jeg turde ikke risikere, at stille op til endnu en sæson i B-klassen og opleve den samme nedtur som jeg oplevede sidste sæson.
Jeg vidste godt formen havde rykket sig meget siden sidste år, men at den ville kaste 3 sejre i træk af sig, havde jeg ikke i min vildeste fantasi regnet med! Det er virkelig for surrealistisk for mig! Selv nu hvor jeg tænker tilbage på det. Jeg får nu min 2. debut i B-klassen, når vi på næste søndag tager til Skive. Løbsforventninger “coming up!”