En rigtig god weekend er netop overstået og med en form der var så god at målsætningerne blev mere end opfyldte, så er det med positiv mentalitet at der nu skrives et løbsreferat fra et licensløb. Forventninger kan læses HER.

Af: Jeppe Tolbøll

HJØRRING:

Vi (min kone Michelle, Kasper Sørensen, D-rytter fra Haderslev, Nicolai Jørgensen, A-rytter for Odder) havde fundet den samme lejlighed inde i Aalborg som vi har brugt de tidligere år. Derfor skulle vi heldigvis ikke alt for tidligt op, selvom starttidspunkterne i Hjørring lå på omkring kl. 8.30 for de først startende. At man vælger et så tidligt tidspunkt – ja, det forstår jeg intet af. Folk fra Sønderjylland eller Fyn har virkelig langt derop, og man burde måske overveje om man kunne få flere med hvis man bare udskød starten 2-3 timer.

Nå, men lad det nu ligge, det kan naturligvis også have noget med tilladelser og trafikafvikling at gøre? Vi kom i hvert fald derop, og jeg fik kørt mig en solid gang opvarmning.

Jeg var meget spændt før starten, men af sted kom vi, og så skete der bare nada! Ingen rykkede, ingen lagde pres på eller noget som helst. Jeg tror vi kørte de første 3-4 kilometer med 32 i snit eller sådan noget, og så til årets første løb? Der var en del små ryk, men aldrig noget sådan helt alvorligt.

Siden min optakt havde fået serveret 2 navne yderligere, som jeg skulle kigge lidt efter, nemlig Kim Kristoffer Aabjerg, fra Herning, og Jonas Vingegaard Rasmussen, fra Odder, sidstnævnte havde jeg dog egentlig styr på, men glemt at skrive ind blandt folk jeg skulle holde lidt ekstra øje med.

Endelig da vi var va. 1,5 km fra målstregen på første omgang skete der noget. Nicklas Runliden fra Horsens og Jonas Vingegaard fra Odder stak væk, og fik et ret seriøst hul. Derefter stak Morten Ib Nielsen fra Ordrup, og han fik også lov. Det var pludselig seriøst, og jeg sad midt inde i klumpen! Efter lidt baksen rundt og placeringskamp, så jeg et hul, og så afsted. Jeg kiggede kort tilbage, og så, at også jeg fik hullet. På opløbsbakken fik jeg kontakt til Morten Ib Nielsen, og fortsatte forbi, med ham på hjul, og kort tid efter fik vi kontakt til Runliden og Vingegaard.

Kort tid efter fik vi følgeskab af Oliver Rosenbæk, Svendborg, Michael Larsen, Frederikshøj, Torben Ternstrøm, Tønder og Kim Kristoffer Aabjerg, Herning. Og så var vi 8 i front.

Der var lidt samarbejdsvanskeligheder i starten, men vi øgede stadig ganske hurtigt til feltet.

Faktisk gik det ganske let, følte jeg. Der var sågar overskud til et smil til min kone, da vi passerede hende.

Da vi ramte 4 ud af 5 omgange begyndte vi lige så stille at køre på hinanden og se hinanden lidt an. Det hele blev meget ujævn kørsel til tider. Det var ikke ren finalekørsel, men lidt små provokationer for at se hvem der var trætte. Personligt følte jeg stadig ganske godt med overskud.

UD PÅ SIDSTE OMGANG, OG NU VAR DER NERVER PÅ.

Finalen var i gang, men der blev ikke som sådan åbnet 100 % op for sluserne. Enten turde folk ikke eller også var de mærkede. Der var lidt små ryk, men det virkede aldrig helhjertet. Derfor blev det mere og mere klart for mig, at vi nok ville komme rimelig samlet hjem

Hjemmefra havde jeg lavet en taktik om at jeg ville forsøge med ca. 1,5 til 2 kilometer igen. Jeg ville ikke ende med at spurte på bakken, da jeg var sikker på at min lidt større vægt ville blive en hæmsko, mod fx Jonas Vingegaard, der vejer meget mindre end mig!

Så jeg gjorde klar til at hugge! Men få sekunder, før jeg fik nosset mig sammen blæser en lille gut forbi mig! Vingegaard angreb langt ude fra, hvilket overraskede mig meget, da jeg troede han ville vente til bakken! Men efter ham, det måtte jeg. Jeg reagerede hurtigt, men ikke hurtigt nok, for jeg endte 10-15 bag ham, og jeg kunne bare ikke lukket de sidste meter. Det syrede i hele kroppen, men jeg nægtede at give op – i hvert fald i første omgang. For pludselig kom Runliden forbi, og her kunne jeg ikke sætte med! Det lignede nu en 3. plads, og pludselig var resten af udbruddet meget tæt på mig. Jeg valgte at resignere, og få luft inden jeg blev opslugt, det blev jeg så lige præcis da bakken startede, og syren var ikke væk fra stængerne endnu – det var ikke helt godt!

Jeg lod Kim Kristoffer Aabjerg overhale mig, og lade mig på hjul af ham. Så åbnedes spurten i højre side, af Torben Ternstrøm, og han skød afsted i voldsom fart. Jeg overvejede aldrig at gå med. Da spurten så blev lukket op for mit vedkommende, lå Michael Larsen og Kim Kristoffer Aabjerg foran mig, og jeg prøvede at gå forbi på de sidste meter, men der var tomt. Jeg nappede en, for mig, godkendt 6. plads.

Torben Ternstrøms spurt var faktisk så vild at han faktisk nåede at fange både Vingegaard og Runliden og derved nappe sejren!

OPSUMMERING:

Bagefter begyndte jeg at efterrationalisere, som man jo altid gør. Var det forkert af mig at prøve ude fra? Der var medvind på opløbet, så det var faktisk en powerbakke! Kunne jeg måske have vundet?

Jeg tror, at jeg skulle have ventet, men omvendt ville jeg have været ærgerlig hvis jeg fx var sluttet 4’er i spurten. Jeg kørte for at vinde, og den gik ikke. Jeg er  glad for min 6. plads, selvom man naturligvis altid gerne vil vinde, når man sidder med i finalen.

AALBORG:

Da jeg vågnede søndag morgen var kroppen træt. Jeg følte ikke at benene var særlig trætte, men jeg følte mig bare træt og uoplagt. Ikke at jeg på noget tidspunkt seriøst overvejede at skippe løbet, men jeg slyngede da ud at ”I dag gider jeg sgu ikke køre løb!”
Opvarmningen var ganske god, men det var svært at finde det rette tøj, følte jeg, modsat Hjørring-løbet, hvor der var rimelig mildt blæst og varmt, så var Aalborg ganske køligt, og der blæste en voldsom vind. Det endte med at blive løse ben og løse ærmer og lang svedtrøje.

Løbet i Aalborg starter, som altid, på en bakke, og har et godt fladt stykke, lige før bakken der kan bruges som tilløb i finalen. Det faktum gjorde at jeg var rimelig optimistisk, samtidig med at der blæste en god vind i ryggen op af bakken, ret gode vilkår for mig.

Starten gik, og det foregik faktisk meget ligesom lørdagen. Ingen der rigtig ville noget de første par kilometer. Men så var der angreb, ved ikke hvem der kørte, men kort tid efter kom også Nicklas Runliden afsted, og de fik hul, men lå begge alene. Jeg syntes det var alt for tidligt i løbet, så jeg blev siddende i feltet, hvilket andre af dem jeg havde øjnene på også gjorde.

DE ANDRE MÅ GERNE BRÆNDE KRUDT AF, NÅR BARE VI HENTER DEM SENERE.

Det passede mig ganske fint at Runliden brændte lidt krudt af så tidligt. Feltet kørte stærkt, og flere forsøgte at komme væk, men med +50 km/t så skal man dælme køre stærkt for at slå et hul. Og kort tid efter var feltet også samlet igen. Jeg brugte meget energi på at sørge for at ligge rigtigt i vinden konstant. Men ellers var der intet fare på færde, selvom jeg hørte en anden rytter sige, at der var faldet nogle fra bagerst.

Her var så lidt uopmærksom, så der slap en Odder-rytter væk, og kort tid efter kørte Jonas Vingegaard op til ham. Jeg synes stadig det var for tidligt. Jeg fornemmede at det var på bakken (som jo var løbets eneste) at den første alvorlige udskilning ville ske. Så jeg begyndte at bevæge frem med ca. 2-3 kilometer igen.

Rigtigt nok, ind over opløbet lå jeg ca. 5-6 position da 2 ryttere oppe foran satte et dræbende tempo på. Hold kæft, hvor gjorde det ondt, og jeg nåede at tænke at hvis det var det her tempo som bakken skulle forceres med hver omgang, så ville jeg være glad hvis jeg bare kunne sikre mig point!

SYRE PÅ BAKKEN, MEN JEG KOM OVER, OG SÅ VAR DER HUL!

Da vi ramte toppen var der syre over alt, men benene kørte da stadig rundt, og så blev der pludselig råbt den klassiske ”Der er hul! Kør!” og så kørte vi 9 mand ellers rundt, kort tid efter fangede vi de 2 Odder-ryttere og så var vi 11. Hullet var ikke stort, måske 5-10 sekunder, men vi var flere der insisterede på at vi bare skulle give den gas.

Denne her gang var der ingen vanskeligheder med at få gang i samarbejdet. I den hårde, hårde vind vidste alle, at vi nu næsten var 1/3-del af de tilbageværende ryttere der var i front. Det ville være en svær opgave for resten af feltet at lukke!

I front var vi:

Jonas Rernböck, Holstebro CC
Thomas Albertsen, Holstebro CC
Nicklas Runliden, Horsens AC
Kasper Thomsen, Ordrup CC
Oliver Rosenbæk, Svendborg CC
Filip Domagala, Amager CR
Jonas Vingegaard, Odder CK
Niels-Henning Lauridsen, Odder CK
Andreas Aidel, Hammel CK
Jakob Dybdal (tror jeg det var), Odder CK
Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK

Desværre, for Aidel, punkterede han kort tid efter – han virkede stærk, og senere forsvandt Dybdal også, men her ved jeg ikke hvorfor? Jeg opdagede bare pludselig at han også var væk. Så 11 mand blev hurtigt til 9, men det ændrede ikke på at samarbejdede fungerede rigtig godt. Der var knald på!

Som runderne skred frem tog vinden mere og mere til, men det gjorde mig intet. Jeg elsker sidevindsræs, så jo mere jo bedre!

Dog havde jeg flere gange krise på bakken, når den skulle rundes. Jeg var aldrig ved at falde af, men jeg var presset, og tænkte flere gange, at jeg nok ikke var i stand til at køre med om sejren i dag, for jeg led virkelig (for) meget, følte jeg.

Da vi ramte løbets 4 omgang kom vi lidt i problemer, da A-feltet kørte forbi os, men de kunne ikke øge afstanden derefter, og vi lå længe og kørte i deres kortege, indtil vi til sidst var et par stykker der blev enige om, at vi altså nok havde et så stort forspring at vi kunne slække farten, så A-feltet kunne få en godt forspring og vi kunne køre sidste omgang – vores finale – uden forstyrrelser. Det lyder dumt, at C-udbruddet skulle lade A-feltet køre, men sådan var det altså.

DET AFGØRENDE UDBRUD VAR SKABT, TAKTIKKEN KUNNE BEGYNDE.

Ud på sidste omgang forventede jeg lidt at der ville blive angrebet på bakken, men det gjorde der ikke. De lette drenge må have vurderet at der var for langt hjem, trods alt. Det gjorde mig intet.

Jeg besluttede der at jeg ville forsøge at få det hele samlet hjem, da det klart ville være til min fordel, og omvendt så følte jeg ikke  jeg havde ben til at gå solo, så skulle det måske være i en mindre gruppe, bare ikke på mit initiativ. Der var flere gange hvor samarbejdet gik lidt i stå, hvor jeg så prøvede jeg at tage en ekstra føring for at holde rulleskiftet i gang, det var der også andre der gjorde, og det lykkedes at holde den kørende.

Med 4 kilometer igen kom det første angreb. Jonas Vingegaard angreb og ingen reagerede, og så måtte jeg efter ham! Jeg rykkede og slog et hul, men så vågnede de andre, og jeg måtte træde til for at holde det minimale hul jeg havde til resten. Da jeg manglede 10-15 meter til at få lukket, blev jeg sgu ramt af krampe. Den var ikke voldsom, men den bed lige i inderlåret. Heldigvis opgav Jonas i samme moment sit angreb, og farten i gruppen faldt, og jeg kunne i et kort øjeblik få benet i ro.

Med det samme kom der en kontra fra Nicklas Runliden, denne gang forblev jeg passiv og lod andre lukke, jeg skulle lige have 100 % styr på krampen inden finalen, heldigvis kunne de andre lukke. Med ca. 1,5 kilometer igen angreb Runliden endnu engang. Og denne gang fik han faktisk stort hul. Jeg sad længe og overvejede om jeg skulle satse på at gå med ham.

Heldigvis blev det kun til overvejelse, da Thomas Albertsen, Holstebro CC, pludselig fik en hjerneblødning, (Jeg snakkede kort efter løbet med Thomas, og han er urutineret landevejsrytter, hvilket var grunden. Han er lovlig undskyldt – flink mand!) – nå, men han satte sig i hvert fald op foran, og med 1 kilometer igen, trak han stille og roligt Runliden ind over 300-400 meter, med os andre på smækken. Jeg sad selv i fjerde position, og tænkte at det da var ret flinkt. Selvfølgelig gjorde det ondt, men det gjorde det nok på os alle sammen.

Da der manglede ca. 20 meter op til Runliden, rykkede jeg op til ham. Så var jeg stadig i en situation til at afgøre det selv. Og så gik den igen i stå med 100 meter til det sidste 90 graders sving. Jeg lagde mig op foran og satte farten op! Jeg VILLE igennem svinget som første mand, da det var en medvindsspurt på 250 meter.

Jeg smækkede cyklen i gennem med 45 km/t, uden at røre bremsen, og slog et kig bagud, og opdagede, at jeg som forudset havde slået et par meters hul. Dér trykkede jeg spurten af! Full gas!

Derefter var jeg faktisk aldrig i tvivl. Sejren var min! Med 50 meter til stregen, kan jeg hæve den ene næve, svinge den, for at vise at jeg fandeme var den hurtigste! Og med 10-15 meter til stregen kunne jeg så hæve begge arme overhovedet. En sejr på 2-3 cykellængder til nummer 2. Sikker sejr!

Den her sejr var total forløsning, efter en rigtig god vinter. En forløsning for hele sidste sæson, hvor der var meget lidt licenssucces. Målsætningen var 6 point for hele weekenden, og med 8 i Aalborg og 2 i Hjørring var det mere end godkendt!

Turen hjem fra Aalborg var knap så træls, som den plejede at være, for humøret var sgu højt! Det eneste der lige skulle drille, var den ubarmhjertige krampe jeg fik kort før Vejle – mens jeg kørte bil! Og det var ikke en lille bid, men en rigtig mandekrampe, hvor man er døden nær! Så det var ind på den tilkommende afkørsel og så ellers ud og strække ben!

Resten af vejen gik hjem af i raskt tempo! Vi skulle jo hjem og se John Degenkolb vinde Paris-Roubaix. Han kørte næsten med samme taktik som mig!

Hold øje med løbsoptakt til Hobro og Næstved, der kommer på bloggen Torsdag (måske fredag).